Spot på SPOT Festival: Peters anbefalinger

Ea Kaya SPOT Festival
Danske Ea Kaya er én af Peters 10 anbefalinger til årets SPOT Festival. Foto: Pressefoto

Så er vi der endelig! SPOT Festival – festivalen, som traditionen tro sparker gang i den travle festivalsæson herhjemme på behageligste vis. Det er her, man ofte kan opleve dem, som de kommende år vil optræde på Orange Scene, Bøgescenen, og hvad de store, danske festivalscener ellers hedder. Rasmus har allerede anbefalet sine favoritter på årets festival, og jeg vil nu forsøge at gøre ham kunsten efter med mine 10 favoritter fra SPOT 18-programmet.

White Dominos
Torsdag kl. 22.00 på Headquarters
Hvem andre end rockkongerne af Aarhus kan være min første anbefaling? For snart to år siden anbefalede jeg The White Dominos forud for det års UHØRT Festival – og det var ubetinget en af de bedste oplevelser, jeg har haft på den københavnske mini-SPOT. White Dominos er rockmusik, der er både umiddelbar, ligetil og fuldstændig gennemført, og det er umuligt ikke at komme i godt humør af. De er forrygende live, så hvis man er i Aarhus allerede torsdag, må man ikke snyde sig selv for White Dominos!

Lyt til: “Everybody’s Watching”

Skylar Fri
Fredag kl. 16.00 på SPOT Royal & kl. 21.15 på Atlas
Danske Skylar Fri er en af den slags sangerinder, hvor man bliver blæst bagover fra allerførste sekund. Hendes vokal læner sig op af sangerinder som Lana Del Rey og Adele, og den bliver pakket ind i et velproduceret dramatisk, elektronisk univers, som fastholder lytterens opmærksomhed fra start til slut. Skylar Fri kan opleves to gange på SPOT, og umiddelbart vil jeg anbefale koncerten på Atlas, da lyden alt andet lige er bedre på den indendørs scene end på den ofte noget vindblæste SPOT Royal.

Lyt til: “Man Is Strange”

FRUM
Fredag kl. 17.30 på Voxhall
Jeg tror sjældent, at jeg har gennemlyttet mere, end jeg har med færøske FRUM og hendes debutsingle “Birdstone” fra sidste år. Jenný Augustudóttir Kragesteen hedder kvinden bag FRUM; et projekt, som i hvert fald har taget mig med storm. FRUM er atmosfærisk og grunddramatisk med Jennýs vokal som det helt store omdrejningspunkt. Hvis du er til artister som GANGLY, Highasakite og Aurora, bør du tjekke FRUM ud, når hun giver koncert på Voxhall fredag eftermiddag.

Lyt til: “Birdstone”

Jada
Lørdag kl. 14.20 på Aarhus Volume & kl. 19.00 på Voxhall
Da Morten og jeg var til VEGAs Udvalgte i januar, lavede vi en voxpop efter arrangementet. Vi spurgte gæsterne, hvem der havde været deres favorit. Alle svarede det samme: Jada. Hvis ikke det er anbefaling nok, så ved jeg sgu ikke. Emilie Molsted skriver og producerer selv sin musik, som er en form for soulet pop. Hun var et af Redbulls nye talenter i 2017, og hvis man har oplevet hende live, forstår man hvorfor. Hendes vokal er allerede lækker digitalt, men live er det som noget fra en anden verden.

Lyt til: “Sure”

Aufori
Lørdag kl. 17.00 på Radar
Det har været et vildt år for unge Anna Ritsmar og hendes band Aufori. På egen hånd var hun et mulehår fra at vinde Dansk Melodi Grand Prix 2018, men hun måtte (heldigvis) nøjes med andenpladsen. Heldigvis, fordi hun ellers ville have befundet sig i Lissabon netop nu for at deltage i Eurovision. Nu er hun i stedet i Aarhus på SPOT Festival som en af finalisterne i Karrierekanonen sammen med sine efterskolevenner Mathilde Sten Nielsen, Oliver Bernburg og Bjarke Mathiasen i Aufori. Aufori er noget så sjældent som et dansksproget band, der formår at skrive tekster, som synger sig helt ind under huden. Det er hjerteskærende ærligt og poetisk på samme tid – og naturligvis fuld af aforismer. Aufori var i øvrigt også blandt mine anbefalinger på UHØRT i 2016, så der begynder at tegne sig et billede…

Lyt til: “Runddans”

Ea Kaya
Lørdag kl. 19.15 på Godsbanens åbne scene
Byd velkommen til den danske Sigrid! 22-årige Ea Kaya laver melodisk elektronisk pop, og med debutsinglen “Remedy” har hun skabt en banger af et pophit, som har skudt hendes spæde karriere i gang med et brag. I disse år vælter det frem med nordiske popsangerinder af international kaliber med , Zara Larsson og, ja, Sigrid som de nuværende frontløbere for henholdsvis Danmark, Sverige og Norge. Jeg tror dog, at der stadig er plads til flere, og Ea Kaya er umiddelbart det bedste bud herhjemme til at følge i Karen Marie Ørsteds efterhånden ret markante fodspor.

Lyt til: “Remedy”

Takykardia
Lørdag kl. 19.15 i A-Huset
Nu ramler vi ind i det første planlægningsproblem. Drømmepopperne i Takykardia spiller nemlig på præcis samme tid som Ea Kaya. Men man kan jo passende lade humøret bestemme: Er man i festhumør, eller er man mere i det eftertænksomme hjørne? For hvis det sidste gør sig gældende, er det en god idé at søge mod danske Takykardia, som jeg havde fornøjelsen af at præsentere sidste år, da de udgav deres debutsingle “Immortalized”. Takykardi betyder hurtig hjerterytme, og der er da også et gevaldigt højt tempo undervejs på bandets selvbetitlede debut-EP. Men det er nok snarere evnen til at variere tempoet med en unik sans for timing, som gør Takykardia til noget helt særligt i mine øjne – og ører. Slå et smut forbi A-Huset, hvis du har behov for et behageligt pusterum lørdag aften.

Lyt til: “Immortalized”

Ane Monsrud
Lørdag kl. 20.00 på Klubscenen i Musikhuset
Sidste år gav norske Siv Jakobsen en af de smukkeste koncerter, jeg til dato har oplevet på SPOT. Hvis jeg skal pege på en artist, som har potentialet til at give mig en lignende oplevelse i år, må det være Sivs landskvinde Ane Monsrud. Hun er mere jazzet end Siv, men vokalen har de samme atmosfæriske kvaliteter, der – formentlig – kan være med til at skabe en gennemført behagelig og hyggelig oplevelse, som man godt kan have brug for efter en festival med utroligt mange nye indtryk.

Lyt til: “Confess”

Hajk
Lørdag kl. 23.15 i Rytmisk Sal i Musikhuset
Det norske indiepopband Hajk er mit internationale hovednavn på SPOT 2018. Sigrid Aase og Preben Sælid Andersen hedder de to frontpersoner i det anmelderroste band, og de supplerer hinanden på helt eminent vis, når de skaber, hvad jeg nok bedst kan beskrive som energisk feel good pop. Uden at det dog nogensinde bliver overgearet eller irriterende – det er simpelthen bare lækkert og perfekt til en varm sommerdag. Solen er nok gået ned klokken 23.15, men solen skinner alligevel sjældent i Rytmisk Sal, så mon ikke det nok skal gå alt sammen. Hajk er uden tvivl den lørdagsfest, der skal til for at runde festivalen godt af.

Lyt til: “Magazine”

Nelson Can
Søndag kl. 00.45 i Scandinavian Congress Center
Okay, Hajk får ikke helt lov til at lukke SPOT Festival anno 2018 for mit vedkommende. Det gør den danske rocktrio Nelson Can derimod. De behøver ingen nærmere introduktion for de fleste, for de har efterhånden syv år og en lang række koncerter rundt i landet på bagen. Nelson Can er en (fjollet) oversættelse af Niels På Dåse, men deres musik er alt andet end fjollet. Den er knivskarp og forrygende god rock, som heldigvis har fået de fleste til at se ud over den irriterende klicheagtige begejstring for kvinder, der spiller rock. For Nelson Can er ganske enkelt et fremragende rockband, der har skabt noget unikt ikke bare herhjemme men også internationalt. Det er beskidt og lækkert på samme tid – så tag nu bare til koncerten. Du har formentlig ikke noget bedre at give dig til klokken et om natten alligevel.

Lyt til: “Break Down Your Walls”

Der er selvfølgelig også en masse andet lækkert, som jeg ikke har fået plads til – eller som Rasmus allerede har anbefalet. Og herfra skal der da også lyde en opfordring til at gå på opdagelse, når du har et ledigt slot i dit program. Man kan opdage så mange fantastiske nye artister på SPOT, og det er ofte der, de bedste oplevelser gemmer sig. Så gå rundt, prøv nogle nye genrer af, og måske støder du på dette års Athletic Progression eller KOPS.

Del og kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Haven Festival: Nelson Can holdt solid rockfest for de indviede

Nelson Can Haven Regnsky
Foto: Mathias Bak Larsen

Da jeg i mit frikvarter mellem Band of Horses og Iggy Pop besluttede mig for at tjekke Nelson Can ud, var det ærlig talt på baggrund af et ret begrænset kendskab til bandet. Udover min overfladiske research forud for festivalen havde jeg kun sporadisk rocket med til singlerne ”Miracle” og ”Talk About it”, når de blev luftet på P6 Beat, og oftest halvt overdøvet af bruserens larm.

Derfor var min første overraskelse, da forsanger Selina Gin hilste på publikum på pæredansk (selvom hun senere skiftede til engelsk, da der, som hun pointerede, lod til også at være mange ikke-danskere mødt op). Så måske var jeg lidt biased fra starten, fordi jeg øjeblikkeligt fik vild optur over, at nogen, jeg ubevidst havde dømt til uden tvivl at være et større, internationalt navn, var et produkt af vores eget lille Danmark. Senere kunne jeg da også forstå på Peter, at jeg må have været temmelig late to the show i at opdage dem. Det håber jeg, I kan tilgive.

Som det desværre har været tilfældet ved samtlige koncerter, jeg foreløbigt har set, satte vinden sit hårde præg på lyden. I koncertens første del var det svært at holde koncentrationen. Vinden forvrængede lyden, ligesom den havde gjort til Band of Horses, hvor man ind imellem blev i tvivl, om det var forsanger Ben Bridwells stemme, der knækkede, eller blot vinden, der slugte den. Men efterhånden som folk omkring mig omrokerede, kom jeg et godt stykke op foran, hvor vinden glimtvis fik en besynderligt gåsehudsfremkaldende og intensiverende effekt på Selinas i forvejen enormt kraftfulde vokal. Ikke nok med, at hun uden undtagelse ramte plet på de højeste, lange toner, så blev lyden på nogle tidspunkter hængende i luften og kastet frem og tilbage af vinden på en måde, så man følte sig komplet omsluttet af den skingrende inderlighed i Selinas stemme i flere sekunder efter, at musikken var fortsat videre foran én.

Hele bandet, der inkluderede dobbelt-op på bassist og en gæsteoptræden fra Aaron Dessner, der er guitarist i The National, var veloplagte og velspillende. Det skinnede tydeligt igennem trods den dårlige lyd. Enkeltheden i at skrue op for bassen og trommerne, der i forvejen er kendetegnende for deres lyd, fremfor at tilsætte alt muligt overflødigt, fungerede rigtig godt på de store bangere. Men der var flere numre, der lod en del tilbage at ønske, fordi de blot blev spillet efter bogen og back-to-back. Jeg savnede, at der blev leget mere, for eksempel med optrapningen af de numre, der ikke starter lige så ’lige på og hårdt’, som førstnævnte singler gør. Især fordi ingen af deres numre, når de først er i gang, nogensinde bliver for kedelige til at kunne bære en lang intro, hvis det bidrager til at bygge nummeret op. For mig virkede det oplagt at udfolde sig kreativt her, så publikum måske også havde skænket de numre, de ikke kendte så godt, lige så stor opmærksomhed som de kendte numre. For da først der blev spillet op for de uptempo numre, så foregik festen hele vejen ned gennem publikum og ikke kun på de første rækker som så ofte.

Jeg er ikke i tvivl om, at denne koncert havde været en noget ringere oplevelse, hvis jeg var blevet stående bagved, men også tilsvarende bedre, hvis jeg havde befundet mig på de forreste rækker. Det varierer altid, hvordan man oplever en koncert, alt efter hvor man står. Men på en blæsende dag som denne i et helt fladt landskab er forskellen uden tvivl mange gange forstærket. Det må foreløbigt være min lektie på denne festival: party in the front. Vil man have nok ud af koncerten, så må man op foran for som minimum at opleve sceneshowet, for man kan ikke stole på, at lyden når én, hvis man står for langt bagude. Og så bliver det altså en lang koncert, hvis man som mig og mine korte ben tilmed sjældent kan se scenen i andet end glimt.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *