R’n’B-klassikere og poppet hip-hop brager ud af Store Vegas lækre højtalere. Publikum, ser ikke ud som om, de kommer til at stoppe med at danse før en eller anden hiver stikket. Der er forskel på dans, men det her, er af den slags, hvor brede smil er lige så dominerende som svingende hofter. Hvis en almindelig aften på diskotek var bare tilnærmelsesvist, som de første 15 minutter efter NAO’s koncert onsdag den 13. marts, så ville jeg begynde at slæbe min 28-årige krop på klub igen.
Nårh ja, så der er jo også selve koncerten, som nok er en af grundende til, at der var så god stemning, da musikken kom på efterfølgende. NAO laver en form for poppet electro-soul, hvor selv de stille numre har et elektronisk klimaks eller en dansevenlig vibe. På de forskellige numre, kan man høre, at hun har en smuk og teknisk stærkt sangstemme. Men bare ét minut inde i koncerten, finder man ud af, at hendes stemmeregister er endnu højere, end man kan høre gennem hørebøfferne.
Før koncertens start begynder der pludselig at komme en smule tumult bag mig. En manden kommer farende fremad, mens han lyser på folk med en lommelygte. Dårlig stil, når jeg lige at tænke, før det går op for mig, at han har aftenens hovedperson med sig, som kort efter stiller sig op på en lille kasse midt i salen og starter koncerten med nummeret ‘Another Lifetime’. Et nummer, hvor hun synger i toner, der er absurd høje. I øjeblikket tænker jeg: “det er da umuligt at komme helt derop”, men der er selvfølgelig også folk, der har besteget Mount Everest.
Foto: Rasmus B. S. Hansen
Den naturlige faldgrube, når man har en stemme som NAO’s, er, at det hurtigt kan blive for fokuseret på selve stemmen, og i stedet for at man ser en koncert, ser man en en form for sangteknisk show-off. Det er ikke tilfældet på Vega, hvor numre i højt tempo og adskillige ørehængende hits gør, at fokus er forskelligt. Blandt andet ‘Complicated’ og ‘Firefly’, der er blevet til i samarbejde med Mura Masa, bidrager til, at man bliver beskudt fra flere vinkler.
Samtidig kan det også være en udfordring at have et meget elektronisk bagkatalog og et nyt album, der er mere analogt. Men i sær trommeslagerens elegante skift fra drumpad til klassiske trommer gør, at koncerten rammer et godt sted midt i mellem dubstep og indie. Alt i alt er NAO og bandet gode til, at ramme det gyldne punkt i midten. En koncert der hverken er for stillestående eller for fokuseret på sangerindens dans, for stille eller for larmende, eller for følelsesladet eller kold. Og så har hun i den grad publikum med sig. Klappen mellem numrene er åbenbart ikke nok, og mange tyer til trampen i gulvet og hujen, der får NAO til at rødme og vise en mere menneskelig side, end den hun viser, når kommer op i bjerg-høje toner.
Har du også glædet dig til at smide yeti-jakken og erstatte den grå vinter-blues med forårsbrise og lune toner? Det har vi i hvert fald på Regnsky. Her guider vi til de koncertoplevelser, som du ikke må misse i marts.
Balkan-bas og skæve sækkepiber
Hvis du ikke vil gå glip af et mellemøstligt fest-mekka af borende balkan-bass, skal du tage i Pumpehuset og høre Acid Arab d. 15. marts. En booking, der uden tvivl kommer til at få Pumpehuset til at leve op til sit navn. Lydmæssigt er den parisiske DJ-duo, hvad du får, når du krydser Den Sorte Skoles storladende verdensmusik med Omar Souleymans skæve, syriske techno – og en anelse koklokker (Hør nummeret Le Disco!). Jeg så Acid Arab, da de spillede på SPOT Festival sidste forår, og jeg skal lige love for, at der var dømt energisk house, dakke disco og løssluppen acid-jazz for alle pengene. Duoen skaber en lydmæssig stemningsbølge, hvor kædedansen er uendelig og alle er bedste venner. (Laura Fromm)
Nyt ungt blod i hiphoppens baggård
Bløder du stadig i ren ærgrelse over, at A Tribe Called Quest aflyste deres koncert på Roskilde sidste sommer? Så har Lille Vega et plaster på såret. D. 9. marts gæster amerikanske Saba nemlig spillestedet med kufferten fuld af jazzet hiphop. Den unge Chicago-rapper har en tung og selvsikker attitude, som han blander med blød og forførende soul; og så er han venner med Chance the Rapper og Noname. Få en forsmag på koncerten på hans bidrag til Tiny Desk Concert eller på hittet LIFE nedenfor.(Laura Fromm)
Elektroniske loops energisk r’n’b
Tænk MIA, St. Vincent og Janelle Monáe i én skæring, og du har Kimbra. Nogle kender hende måske fra samarbejde med Gotye på den halvirriterende ørehænger Somebody That I Used To Know, men Kimbra er meget mere end det. Jeg har fuldt den newzealandske pop-dronning i mange år, og Lille Vegas koncert med den charmerende sangerinde 18. marts er særdeles sublim. Kimbras sangskriverevner er intelligente, hendes stemme er både dyb, sensuel og silkefin, og så holder hendes nye synthede r&b-album, Primal Heart, som har været syv år undervejs, hele vejen igennem. I videoen på Top of the World vælter Kimbra søjler med vrængende vokaler, elektroniske loops og junglerytmer. Spørgsmålet er, om hun også kan vælte Lille Vega?(Laura Fromm)
R’n’b-gudinde og et strejf af nordisk sommer
Lige siden jeg hørte ”Fire Fly”-samarbejdet med produceren Mura Masa, har NAO haft en særlig plads i mit hjerte og på min playliste. Der er soul, r’n’b, pop, funk og alle mulige andre musikalske universer blandet sammen i én fantastisk lyd båret af powerkvindens imponerende vokal. Da Vega offentliggjorde, at NAO’s Saturn-turné også omfattede Store Vega 13. marts, var det jo en sand dream come true. Endelig en mulighed for at skråle med på Inhale Exhale, Bad Blood og singlen Make It Out Alive fra det seneste album – jeg var lykkelig. Og der er gode nyheder til det koncert-hungrende folk derude: der er stadig billetter tilbage! En anbefaling fra undertegnede skal helt sikkert lyde på at bruge lidt at den nye løn på en koncertoplevelse, som ikke vil skuffe. (Line Mortensen)
Når forårets første måned er ved at gå på hæld, så kan du fejre, at sommeren er endnu tættere på, ved at tage et smut i Musikcaféen og høre norske Hajk. Deres musik er nemlig lyden af en lækker og stemningsfyldt sommeraften. Store internationale medier som The Clash og Line of Best Fit har kastet deres kærlighed efter det norske band, og jeg tilslutter mig stolt gruppen. Med et herligt mix af det analoge og digitale har Hajk efter min mening ramt en særlig nerve inden for popgenren, og jeg glæder mig til at opleve, hvad deres univers kan på scenekanten, når de kommer forbi Musikcaféen 29. marts. (Line Mortensen)
Eksplosivitet og skyhøj energiudladning på Spillestedet Stengade
Spillestedet Stengade har for mit vedkommende altid været et venue, som uden nogen grund er gået lidt i glemmebogen, når jeg har ledt efter koncerter. Dog har jeg fået øjnene op for deres nye program, og jeg klapper i mine hænder over en lang række navne på plakaten. Særligt for marts måned kan jeg se to af mine personlige favoritter pryde programmet: Hiphop-bandet Monti 8. marts og techno-duoen Farveblind den 22. marts. Begge navne har jeg været så heldig at opleve flere gange, og hver eneste gang har været en energi-eksplosion uden lige. Både Farveblinds elektroniske sæt med verdens nok tungeste bas, og Montis hurtige beats og skarpe rap skal have en anbefaling herfra. Hvis du ikke kender de to navne endnu, så snyd ikke dig selv for muligheden, inden deres koncerter lige pludselig sælger som varmt brød og på minuttet. (Line Mortensen)
CPH:DOX er lig med unikke koncertoplevelser
Det bliver et næsten royalt besøg af det ypperste inden for techno-hoffet, når GAS slår et smut forbi ALICE 23. marts med sit nyeste album, Rausch og dertilhørende visuals. Bag GAS finder man Wolfgang Voight, der er en af medstifterne bag det ikoniske pladeselskab Kompakt, der siden 90’erne har udgivet nogle af de mest ikoniske plader fra den tyske techno- og house-scene. Som GAS skaber Voight drømmende lydunivers, hvor loopende strygere smeltes sammen med minimal techno og masser af ambience. Udover GAS kan man også opleve Yuri, der for et år siden udgav kassettebåndsalbummet Diamene på Janushoved. (Morten Bruhn)
“Datarock? I 2019? Seriøst?” Det er helt på sin plads, hvis du tænker sådan om den joggingdragt-bærende electro/disco-duo fra Norge og deres koncert 31. marts på Hotel Cecil i København. Gruppen har netop udgivet en ep med den indadskuende(!?) titel A Fool At Forty Is A Fool Indeed. Men det er ikke fordi, Datarock ser ud til at have bevæget sig langt væk fra sit ikoniske og 14 år gamle debutalbum, Datarock Datarock, thi presseteksten for den nye ep er én stor reference til 2005-albummet. Hvad Datarock har bedrevet siden debutalbummet – hvis tekster om Computer Camp Love og I Used To Dance With My Daddy har sat sig på hjernen i sådan en grad, at jeg midt om natten kan fremtone enhver linje fra disse sange, hvis jeg blev truet til det – er jeg ikke sikker på. Men skulle man have lyst til et walk down memory lane, og har man endnu ikke fået nok af at synge med på teksterne Sex me up / And I’ll sex you down eller Let’s take a nightflight to Uranus, så venter der en fuldfed audiovisuel oplevelse med både musikvideo-screening og Datarock-koncert på CPH:DOX-sidstedagen 31. marts. (Morten Bruhn)
Vandglad Chicago-rapper og filmglad house-duo
Det er ikke tilfældigt, at The Blaze var en af de højest placerede på Regnskys liste over bedste koncerter i 2018. De to franskmænd har deres helt eget melodiske og stemningsfulde take på house-musikken og skiller sig også ud ved at lave musikvideoer, der er så flotte, at de burde ses i biografen. Der er desværre udsolgt på Vega den 17. marts, men har du mulighed for at komme med, så tag ind og blive ramt af en af de største koncertmæssige helhedsoplevelser, du kan finde for tiden. Hvis ikke, så rammer Mick Jenkins København og er klar til at smide sin sprøde stemme og lækre flow ud til publikum sammen med en velproduceret og jazzet lydside. Jenkins har det også med, at opfordre folk til at drikke rigeligt med vand. Det er ikke til at sige hvorfor, men det er nok en god idé at gøre, for der er stor chance for, at Pumpehuset kommer til at koge den 6. marts. (Mathias Gavnholt)
November er over os, oktober er et overstået kapitel, men inden vi helt siger goddag til det nye måned, hylder Regnsky nogle af de udspil fra ind- og udland, der var med til at definere det forgangne.
Desire – Tears From Heaven
Synthpop-trioen Desire, der består af Megan Louise, Nat Walker og Johnny Jewel (som også er med i Chromatics og Glass Candy, og som driver pladeselskabet Italians Do It Better), er tilbage med sit første udspil siden 2009. Tears From Heaven er en forsmag på et album, der er sat til at udkomme i 2019, og nummeret byder på poleret og mørk synthpop lig den, der for snart et årti siden gav gruppen kultstatus for sit bidrag til Nicolas Winding Refns film Drive med nummret Under Your Spell. (Morten Bruhn)
Lyra Valenza – Reality Blizz
Danske Lyra Valenza har på kort tid gjort sit navn kendt på den internationale scene, og nu er duoen bestående af Jens Konrad Barrett (Sigurd Barretts søn(!)) og Hjalte Lehmann klar med en ep på det fremadsynede britiske label Opal Tapes. Ep’en hedder Scan, Deliver, hvorfra den 150 bpm-torpederende post-rave-single Reality Blizz kan høres nu. Nummeret knytter tropiske synthlines med insisterende og inciterende akkordprogressioner og jungle-rytmik. Tænk… Aphex Twin? (Morten Bruhn)
Roísin Murphy – The Rumble
Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen. Roskilde Festival bør som minimum gøre en ihærdig indsats for at skaffe irske Roísín Murphy til sin 2019-plakat. Det bør de, fordi den tidligere Moloko-forsangerinde i år har spyttet hele fire ep’er ud, der alle er producerede af house-originalen og legenden Maurice Fulton. I oktober kom det afsluttende kapitel så, The Rumble / World’s Crazy, hvor førstnævnte skæring både skuer tilbage mod house-lydens oprindelse og frem mod i dag. Roísín Murphys vokal er som fløde lagt ned over Fultons klassiske house-beats og piano-stabs. (Morten Bruhn)
NAO – Curiosity
Siden jeg for første gang hørte Mura Masa-samarbejdet Bad Blood, har jeg været en regulær NAO-fangirl. Det er med stor glæde, at jeg nu kan sætte mig ned og lytte til hele hendes nye Saturn-album, men jeg vil dog gerne fremhæve single-udspillet fra tidligere på måneden; Curiosity. Den slæbende, atmosfæriske stemning, som gennemsyrer nummeret, er tryllebindende, og sammen med hendes geniale vokal og korarrangementer er jeg simpelthen blæst bagover af hendes rå talent. (Line Mortensen)
Kwamie Liv – New Boo
ENDELIG! Efter alt for mange år har Kwamie Liv igen åbnet op for sin sang-godtepose og udgivet ny musik. Jeg er personligt selv vild med oktoberudgivelsen New Boo, der stemningsmæssigt minder dejligt meget om hendes tidligere udgivelser på Lost In The Girl-ep’en fra 2014. Den mystiske stemning og hendes dybe vokal er endnu engang den perfekte kombination, og den uforløsende måde, som New Boo holdes nede på fra start til slut, giver mig kun lyst til at høre mere, mere, mere! (Line Mortensen)
Thom Yorke – Suspirium
Ny genistreg fra manden, der besidder historiens flotteste falsetstemme, og som i sig selv er blevet en genre. Nummeret kommer fra det nye album Suspiria, som er soundtracket til Luca Gudagnino’s remake af Dario Argento’s klassiske horrorfilm. En filmisk genre, der er lige så mørk, mystisk og melankolsk som Thom Yorkes magiske lydunivers. Traileren til filmen ser så creepy ud, at jeg måtte stoppe efter 15 sekunder, men alligevel ser jeg det som et absolut must at skulle se og ikke mindst høre filmen i en biograf med en ordenlig surroundsound. (Laura Fromm)
Robyn – Ever Again
Sveriges ukronede pop- og dancehallqueen er efter seneste genistreg Body Talks tilbage med et emotionelt, dybt og honningsødt abum, Honey. Udgivelsen har været undervejs i otte år, og jeg er efter første lyt allerede lige så stor fan af det som de foregående plader. Robyn har genforenet den gamle lyd med flere farver, dynamik og samarbejdspartnere som svenske ZHALA, der før har været med på turné. Pladen slutter efter min mening med det bedste nummer, Ever Again, og bidrager til en af de der A-Z oplevelser. Jeg kan ikke vente på, hvornår en af sommerens festivaler løfter sløret, slipper bierne løs og lader forventningsfulde fans sværme helt tæt på den længe ventede honning #PrayforRobyn!!! (Laura Fromm)
