Regnsky præsenterer her en kærlighedserklæring skrevet af gæsteskribent Agnete Hannibal Petri til det franske neopsychpop-band Moodoïd. Måske lærte I dem lidt at kende, da de spillede på Roskilde Festival. Måske ikke. Under alle omstændigheder kunne de være dit kommende yndlingsband, hvis du er til spraglerier.
I øjeblikket bobler den psykedeliske scene næsten over med bands, der giver nyt liv til den allerede etablerede genre. Fra Paris kommer et bud på nytænkningen i form af gruppen Moodoïd, og hvis man er til nysgerrig og dygtigt udført syret musik, er der al god grund i verden til at lytte med.
Selvom de er højtflyvende, har Moodoïd benene solidt plantet i et godt, musikalsk fundament. Udgangspunktet er en psykedelisk lyd, der tillader dem at udforske mangt og meget – og det bliver gjort med glødende entusiasme. Netop den ubekymrede leg rundt i musikkens verden får Moodoïd til at skille sig ud fra andre børn af den psykedeliske scene, og deres uforudsigelighed får pr. automatik lytteren til at spidse ører.
Bandet ledes af multi-instrumentalist og forsanger Pablo Padovani. I funktion som guitarist i gruppen Melodys Echo Chamber har han allerede taget sine første skridt indenfor parisisk psykedelisk musik, og herfra er Padovani glædeligvis fortsat længere ind i musikken. Ud af dette er Moodoïd vokset, og i september 2013 udkom deres selvbetitlede EP, der – produceret af Tame Impalas Kevin Parker – er en fantastisk interessant start for gruppen.
”Moodoïd EP” præsenterer gode melodier, der giver anledning til brug af betegnelsen ”pop”, men som afvikles så flot, at de aldrig bliver banale. De indhylles i usædvanlige harmoniskift og afbrydes af raffinerede rytmer, der konstant holder lytteren på spidsen. Udgivelsen lyder som en uforudsigelig drøm, der virker både velkendt og overraskende. Den forløser, for så at love noget nyt, og efterlader en med en længsel efter at forblive i underbevidstheden bare en lille smule længere.
Dette ønske er nu endelig blevet opfyldt i form af deres debutalbum, som udkom d. 1. september. Forhåbninger i forhold til udgivelsen har for mit vedkommende været helt i top. Er de blevet indfriet? Helt bestemt.
Hvis Moodoïds EP er en mangefarvet port til deres luftige, mystiske verden, kan debutalbummet betragtes som et modigt, nysgerrigt skridt ind i ”Le Monde Möö”, som bandet passende har valgt at kalde udgivelsen. Navnet er et ordspil på det franske ”mou”, som direkte oversat betyder ”blød” eller ”slasket”, og vi introduceres altså til ”Den Bløde Verden” – et surrealistisk univers, der måske kan høres som en musikalsk pendant til Dalís malerier af smeltende ure og langbenede elefanter.
Alle albummets sange er – med en enkelt undtagelse – skrevet på fransk. Ud fra hvad mine sprogkundskaber tillader mig at forstå, befinder lyrikken sig let og legende et sted imellem bjerge og himmel, men musikken er i sig selv så fortællende, at teksternes konkrete betydninger virker underordnede – og på den måde drømmer musikken sig ud over sprogets grænser.
Albummet er – som EP’en – først og fremmest gennemført med enormt meget personlighed, der skinner igennem på alle produktionerne. Heldigvis. For ud over integritet er det mest iørefaldende ved ”Le Monde Möö” nok, hvor meget de enkelte numres udtryk adskiller sig fra hinanden. Pladen indeholder alt fra Connan Mockasinske stemninger til 80’er synth, der er som taget ud af GTA Vice City soundtracket, og det kunne ellers nemt have været en rodet omgang at lytte til. Især fordi det ikke bare er små hints af andre stilarter, vi præsenteres for. Elementer af blandt andet lounge, be-bob, free jazz, orientalsk musik og heavy metal lyder som prototyper på genrerne i en sådan grad, at det mest passende måske i virkeligheden er at kalde det for ”kitsch”. Det kan lyde stilforvirret, men hele albummet udspringer af samme syrede kilde, der sætter så tydelige spor i alle produktioner, at man glemmer eventuelle sammenfald – eller i hvert fald gladeligt lytter ud over dem. I stedet kan man lade sig opsluge af Moodoïds musikalske univers – selv gennem numre som ”Heavy Metal Be Bop 2” og ”Bongo Bongo Club”, der godt nok kommer som overraskelser, når øret er indstillet på lyd à la Animal Collective og Tame Impala.
(Kollisioner verdener imellem begyndte faktisk allerede på deres EP – se dem bare i videoen til ”La Folie Pure” og fortæl mig så ikke, at man ikke får lyst til at lege med..!)
Selv de mest radikale sidespring på ”Le Monde Möö” er efter min mening en kærkommen og modig undersøgelse af, hvad man kan gøre med psykedelisk musik som platform. Det pibler frem med nye bands fra musikkens syrede skovbund, og netop derfor er de chancer, Moodoïd tager, vigtige. De baner nemlig vej for en spændende nytænkning, der virker fordrende for genrens fortsatte udvikling.
Udover at numrenes indbyrdes karakterer varierer meget, er de enkelte produktioner også fyldt til bristepunktet med forskellige dynamikker. Eksempelvis det ellers klassisk psykedeliske nummer ”La Lune”, der afbrydes af et næsten loungeagtigt mellemspil med en blød, legende saxofon over et tålmodigt guitarriff – en saxofon, der for øvrigt spilles af Pablo Padovanis far, kult jazzmusiker Jean-Marc Padovani.
Eller på ”Bleu Est Le Feu”, hvor man ledsaget af netop guitar og saxofon bobler rundt i et ildevarslende mørke, for pludselig at blive revet op og ind i en næsten r’n’b-agtig stemning, hvis bas og strygere lyder som noget, Robin Hannibal kunne have produceret.
Der er altså gennem hele albummet nok at lade sig overraske af, og netop det er en klar styrke for Moodoïds musik. Nogle melodier kan umiddelbart fremstå enfoldigt poppede, men numrene får altid kant ved overraskende skift mellem dur og mol. På den måde hele holdes man hele tiden i følelsen af, at noget nyt lurer, og det er en fornemmelse, der konstant bekræftes gennem de musikalske spidsfindigheder.
Trods albummets drømmende karakter falder man aldrig helt til ro. Musikken ender med at skærpe ens sanser frem for at bedøve dem, og en indtræden i ”Le Monde Möö” giver således mulighed for at lade sig overraske og overrumple af Moodoïds forunderlige univers.
