04.00 om natten er i Københavns weekendliv et meget skelsættende tidspunkt. Mange klubber, ja nærmest alle i Kødbyen, lukker synkront dørene og slukker for musikken, mens festen og eventyret andre steder i byen får lov at sejle videre. På Molly eller Hive er det eksempelvis ikke et usædvanligt syn, hvis man bag pulten finder DJ-duoen Acid Pigs – bestående af Rasmus Vendelbjerg og Simon Sommer – der er i løbet af at et par år er blevet af de mest rutinerede og efterspurgte DJ-makkerpar i nattelivet.
De har nu samlet en række af deres foretrukne deep house-numre i et nyt og aldeles eventyrlystent mixtape, der er dedikeret det herrens tidsrum imellem 04.00 og 05.00 om natten, hvor alt kan ske og alt sker.