Nu er der gået et par dage siden Roskilde Festival sluttede, og der er stadig et par ting, der står meget klart i erindringen. En af de ting er MØs koncert på Orange torsdag aften.
MØ er en af Danmarks absolut største stjerner, og er tydeligvis vant til store scener både herhjemme og i udlandet. Men torsdag aften på Roskilde Festival føltes alligevel ikke som endnu et stop med tourbussen, og det viser hvilken institution Orange Scene er. Det virkede faktisk til, at MØ havde mere optur over koncerten end det talrige publikum, der var mødt op på trods af, at man tydeligt kunne se sin egen ånde i den kølige aftenluft.
Jeg tror den vigtigste årsag til, at koncerten var en af årets bedste er, at alle på pladsen kunne mærke, hvor glad MØ var for muligheden og hvor specielt det var for hende. Det skinnede i gennem på samtlige numre og smittede af på publikum. Det fik i hvert fald mig til at reflektere og være taknemmelig over situationen. Så kan det godt være, at nogle af de andre gigastjerner har flere eller større hits, men de kan ikke måle sig med MØ på hjemmebane.
Det var første koncert, hvor jeg lagde mærke til, at kameraerne til storskærmene blev sluppet løs. Med det mener jeg, at det ikke kun var korte klip af de forskellige bandmedlemmer, men at der blev leget med forskellige visuelle virkemidler som fx flere billeder i et og filtre/toning i farver. Det kan godt være det bare taler til mit filmnørdede jeg, men jeg synes klart, at der er plads til fornyelse på den front. Hvorfor skal storskærmen ikke være en del af det kunstneriske udtryk? Det synes jeg er rigtig positivt, at Roskilde Festival virker til at eksperimentere med. Når det så er sagt, lignede mange af effekterne noget fra Snapchat, men der var også enkelte gange fx under ‘Pilgrim’, hvor MØ blev filmet i blåt lys og spejlet i sig selv, så det endte med at ligne en form for Rorschach-test.
‘Get it right’ var en af koncertens bedste sange, og her viste MØ, hvor god hun er til at mærke og skabe stemning blandt publikum. Hun forsøgte ikke at gøre det vanskeligt, men holdt det enkelt og gjorde plads til, at folk bare kunne danse og have det godt med hinanden. De fleste kunstnere opildner til at danse, men MØ gør det på en meget hjertelig og omfavnende måde, der føles mindre påtaget og mere ærlig end mange andre hovednavne.
Til sidst skal hun have ros for at blive ved med at udvikle sit kunstneriske udtryk. Fra de tidlige popeksperimenter over sine nærmest EDM-agtige bangers, til at sidde og synge ballade bag et klaver, så virker det til, at musikken lige så lidt som koncerter på Roskilde er hverdag for MØ. Og ærligheden omkring dette er rørende og ekstremt befriende at opleve!
Er du også en af dem, der hvert år hiver dig selv i håret over, hvilke koncertoplevelser du skal prioritere på Roskilde? Når festivallens mangfoldige musikprogram folder sig ud, er det ikke til at undgå at store og små kunstnere overlapper hinanden – eller i værste fald decideret karambolerer. Hvis du allerede nu ved, at du ikke kan tilgive dig selv, hvis du ikke står forrest i pitten til Skepta, Mø eller Cypress Hill, skal du stoppe med at læse NU. – Så vil jeg i hvert fald ikke have skylden for, at du tager til koncert, med en vestafrikansk mali-dronning fremfor Led Zeppelins gamle forsanger, og efterfølgende fortryder valget.
Denne artikel går ud til DIG, der tænker tilbage på Roskildes spontane intim-koncerter, som de stærkeste oplevelser. De koncerter, som du på forhånd ikke vidste, at du skulle se, da du blev bremset på din færd mod et headliner-band. Du husker, hvordan undergrundsbandet på den lille scene slog benene væk under dig, som var du en ‘tigermis’ i ølbowling. Du fortrød ikke et sekund, at du missede en forsinket pop-diva fra Barbados eller pinligt platte peber-drenge på Orange. Når dine måbende venner kom tilbage til campen efter parodi-koncerter med Rihanna og Red Hot Chili Peppers, var de ikke røde, men grønne, som umodne peberfrugter, over din spontane koncertoplevelse på Gloria eller Apollo.
Her giver jeg dig fem bud på små koncertoplevelser, du skal prioritere, hvis du vil have udvidet din musikalske horisont og tør satse nogle af de store stjerner, som ikke altid er de stærkeste.
Ghetto Kumbé – Onsdag, 3. juli kl. 20.30 på Gloria > Skepta kl. 20.30 på Arena
Skepta har aldrig rigtig sagt mig noget, måske er det fordi, hans hip-hop er for hård i kanten til mig, eller også har jeg bare aldrig givet ham en reel chance. Maybe in another life, when we are both cats … I stedet vil jeg lægge vejen forbi Gloria; Roskildes verdenshjørnescene, når den colombianske trekløver Ghetto Kumbé skruer op for en eksotisk fest, hvor akavet smalltalk og vejranalyser er bandlyst. Med rytmiske jungletrommer, elektroniske samples, kodyle koklokker og høje hornskæringer, som trækker associationer til Hans Zimmer-soundtracks, er der dømt trance-lignende techno-fest for fuld skrue. Jeg har skamlyttet nummeret Kumbé, som er essensen af førnævnte beskrivelse i én skæring. Tjek dén og nedenstående klip ud og få idé om, hvorfor du skal prioritere colombiansk bassmusik fremfor vred, sammenklemt hip-hop. Jeg forestiller mig allerede en kæmpe kædedans foran Gloria, hvor gamle festånder meget vel bliver fremanet.
Crack Cloud torsdag d. 4 juli kl. 22:30 – Gloria > MØ kl. 22:00 – Orange
MØ er næsten blevet for stor til Danmark, og hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg for længe siden stået af på hendes musik, som er blevet for Ashley O – On a Roll-agtig til min smag. Har du set den seneste sæson af Black Mirror, vil du fange referencen. MØ er en vanvittig dygtig musiker og live-performer, men det er som om, hendes musik er blevet for stor og markedsorienteret med årene. Jeg savner klassikere fra No Mythologies To Follow og en ung, crowdsurfer-MØ tilbage fra de spæde optrædener i Vega … The wind is changing, and you can’t have it all!
– Til gengæld kan du få fornøjelsen af canadiske Crack Cloud, som spiller beskidt og forførende punk-rock, der trækker tråde til Iggy Pop og Talking Heads. Bandet består af et utraditionelt kollektiv sammenflettet af kreative sjæle fra film- og kunstverdenen, og der er både originalitet, ærlighed og sjæl i deres lyd. Måske er det fordi, bandet udgøres af tidligere stofmisbrugere og folk som ved “serious shit about life”. Det er med høje forventninger, at jeg tropper op foran Gloria torsdag aften. Ikke for et skud heroin, men intens og selvbevidst musik ind under huden.
Fatoumata Diawara – Torsdag, 4. juli kl. 21.00, Avalon over >/< Robert Plant and the Sensational Space Shifters kl. 21.00 på Arena.
Det er med stor smerte i mit far-rock-hjerte, at jeg højst sandsynligt kommer til at prioritere Fatoumata Diawara over mit store rockidol, den gamle Led Zeppelin forsanger Robert Plant, torsdag aften. Rock-veteranen er i besiddelse af et af verdens bedste og bredeste bagkataloger, og så har han fået et glimrende soloarbejde fra hånden. Jeg er fuldstændig tosset med nummeret Heart in your hand, og jeg er da også sikker på, at Plant ville have mit hjerte i sin hule hånd foran Arena torsdag aften, men nogle gange er hjertets kunst at ville ét, og glæden findes ofte i de små glæder.
– Derfor er planen at tage forbi Avalon til Fatoumata Diawara, som er Vestafrikas ukronede dronning af Mali-pop og -blues. Mali-sangerinden har bl.a. samarbejdet med Disclosure og Amadou & Mariam – (pladen Welcome to Mali er noget af det bedste Mali-musik produceret i nyere tid). Hvis valget falder på sidstnævnte, vil jeg glæde mig til at bevæge mig til bløde, akustiske rytmer og vugge med til Fatoumata Diawaras charmerende toner i takt med båden i musikvideoen.
I skrivende stund er valget stadig svært, og det understreger hvor vanskeligt Roskildes musikalske karambolage-dilemma kan være. Jeg vil torsdag aften erhverve mig en White Russian fra Sputnik bar og lade rusen fra signaturdrinken afgøre udfaldet. Jeg er sikker på, at Kirkegaard ville have erklæret sig enig, når jeg skriver: “Tag til Robert Plant på Arena, og du vil fortryde det – Tag ikke til Robert Plant på Arena, og du vil også fortryde det”.
Sushi x Kobe – fredag, d. 5 juli kl. 14.00 – Apollo > Lowly kl. 14.00 – Pavilion
Og tvivlen stopper ikke her! Hvis du aldrig har oplevet danske Lowly live, vil jeg klart anbefale dig at gribe chancen fredag eftermiddag på Pavilion. Der er altid noget magisk over koncerter med danske bands på Roskilde, men der er endnu mere magi over Lowlys drømmepop og meditative indie-univers. Jeg elsker begge deres albums til skyerne, og numrene fra Heba og Hifalutin er endnu mere fortryllende live, end de er på pladen. Jeg er også vild med overlegenheden i, at bandet turnerede i udlandet, før de prøvede kræfter i Danmark. Jeg havde fornøjelsen af at opleve Lowly til deres danske debutkoncert på Hotel Cecil, hvor jeg, efter bandet havde spillet hittet baglaens, kun kan give den råbende mand fra tilskuerrækken ret: “I er for store til Danmark!”.
Det er altså kun fordi, jeg allerede har haft fornøjelsen af Lowly live, at jeg nu skal udforske den norske urban-scene med Sushi x Kobe. Der er noget Emil Stabil- og tissekone-hiphop-agtigt over den unge Bergen-duos livsenergiske og dansable tracks. Jeg glæder mig til at mingle og hoppe med til koncerten med alle de nyudklækkede studenter og en long island i hånden. Jeg vil iføre mig hurtigbriller og falsk pelsjakke, uanset hvor mange grader termometret viser. Det bliver dumt, ungt og svedigt på alle de rigtige måder! Og du ved, hvem jeg er, hvis du hopper ind i min long island-drink, og skylder mig en ny!
DJ Koze lørdag, 6 juli kl. 02:00 – Apollo > Cypress Hill kl. 02:00 – Arena.
At vælge mellem Roskildes to sidste spidskandidater, som stiller op for at lukke festen lørdag nat, er et sygt dilemma at stå i. Begge kunstnere er ekstremt stærke muligheder, og jeg er sikker på, at begge koncerter kommer til at afslutte Roskilde med et brag. Cypress Hill bliver kanonslaget, der får teltdugen over Arena til at smælde med ægte old-school hip-hop. Og så kommer koncerten uden tvivl til at få din brain til at gå insane. Den elektroniske hitmager DJ Koze bliver heliumballonen, der ikke afgiver et brag, men en sivende lyd af disco- og house tracks, der gør dig skør i hovedet på den helt rigtige måde. Jeg glæder mig som en tosse til at opleve den tyske excentriker, når han slipper 25 års erfaring i house, hiphop, disco, breakbeats og leftfield-lyd løs på Apollo.
Jeg havde egentlig besluttet mig for, at jeg ikke ville lave nogle toplister for 2017. Mest af alt fordi 2017 for mig i høj grad har været domineret af live musik og at genfinde noget af al den fantastiske musik, jeg har elsket gennem årene. Men nu har jeg alligevel besluttet, at jeg laver en top fem over mine yndlingsudgivelser fra danske artister i 2017. Beehype har nemlig bedt mig om at levere en oversigt, så det ville næsten være fjollet ikke også at lave en Regnsky-version. Så here goes:
Nummer fem: Masasolo – At Sixes and Sevens
Jeg havde vist også Masasolo/Morten Søgaard på en lignende liste sidste år, men den vidunderlige drømmepopper har været produktiv og fulgt hurtigt op på sit debut EP med debutalbummet “At Sixes and Sevens”. Det er stadig drømmepop a la Tame Impala, men det er tydeligt, at Masasolo anno 2017 kan noget andet – han kan fortælle historier og har på albummet skabt en komplet fortælling, der tager lytteren med på en rejse gennem et paradoksalt optimistisk univers.
“Ordinary Day”:
Stream:
Nummer fire: Baby in Vain – More Nothing
Trioen Baby in Vain var nok dem, der startede den nuværende bølge af “kvinder-spiller-rock” herhjemme – og de er stadig et hoved foran alle de andre. 2017-albummet har fået titlen “More Nothing“, men i virkeligheden ville en mere passende titel nok have været “More More” – som i: Giv mig mere, mere, mere! Det er cool, det er energisk, det er alt, hvad et klassisk punk rock album bør være.
“To Heaven and Back”:
Stream:
Nummer tre: Soleima – NO. 14
Sarah Mariegaard aka Soleima er formentlig det største kommercielle pop-talent herhjemme siden MØ, og det fremstår kun mere klart, efter jeg har skamlyttet “NO. 14” i 2017. Det er poppet pop, men det er samtidig ekstremt funky, silkeblød og sexet. Det har været mit “nu-vil-jeg-lytte-til-noget-rart”-album i det forgangne år, og det kan virkelig også noget.
“Cracks”:
Stream:
Nummer to: MØ – When I Was Young
Når man taler om MØ… Hold nu op, hvor var det en lettelse for mig, da MØ overraskede og sendte “When I Was Young” direkte i favnen på os alle. Det var en lettelse, fordi MØ vender tilbage på rødderne på EP’en – heck, åbningsnummeret hedder “Roots“. Hun vender tilbage til den sårbare, legesyge MØ, som jeg forelskede mig i for fire-fem år siden; det er den gamle MØ med den dybde, der gjorde hende til så lysende et interessant talent. Jeg håber, at det er et tegn på, hvad vi har i vente i fremtiden.
“Roots”:
Stream:
Nummer et: Lowly – Heba
Det kom faktisk lidt som en overraskelse for mig, at “Heba” er Lowlys debutalbum. Jeg føler virkelig, at det er et band, som har eksisteret virkelig længe – og det har de også. Men hold nu kæft, Soffie Viemose og Nanna Schannongs debutudspil har været værd at vente på. De har skabt et drømmepop-univers, der overgår alt, hvad man kunne forvente. Hver eneste gang jeg har været på nippet til at have gennemskuet et nummer, tilføjer de lige et ekstra musikalsk lag, der sparker benene væk under på mig. Det er ekstremt tæt på musikalsk perfektion uden nogensinde at blive kedeligt perfekt. Godt gået!
NU NÆRMER DET SIG. Roskilde Festivalen er endelig ved at begynde, og det forlyder, at de første allerede har lagt sig i kø. Programmet har hele 175 kunstnere, der kommer til at fornøje vores øjne, ører og (danse)fødder, når Dyrskuepladsen igen lægger græs (og mudder) til det nok største årlige event i Danmark. Med så mange forskellige koncerter at vælge imellem kan Roskilde-labyrinten være umulig at navigere rundt i, og man risikerer tit blot at prioritere de tungeste navne frem for de letteste. Oftest af den simple grund, at man simpelthen ikke kender de små navne. Regnsky har sat sig for at sikre, at du i hvert fald bliver klædt lidt bedre på forud for festivalens start ved simpelthen at samle vores personlige forslag til, hvor du kan få en god oplevelse. Hver skribent på bloggen har skrevet lidt om, hvad de er mest begejstrede over og indvilget i at dele det med jer. Her har du skribenternes egne yndlinge og must-sees på Roskilde Festival 2016.
Mirja
Der er virkelig meget guf på programmet til dette års Roskilde, og at skulle udvælge mig tre fra en pose fyldt af mit ”yndlingsmix” synes næsten umuligt. Her følger dog alligevel tre navne med det tilfælles, at de er danske og alle navne, jeg glæder mig sindssygt meget til at kunne forsøde dette års Roskilde med.
Mmmm Mmmm Mmmm.. med M.I.L.K.’s tilbagelænede soul-inspirerede lyd forelsker jeg mig en smule mere, for hver gang de karamelliserede vibrationer flyder ud af mine højtalere med nummeret ”If We Want To”, som jeg opdagede for knap et år siden. De sidste par måneder har der atter været røre ”on the milky way” med seneste single ”Following the Sun” – en lille saltvandsperle, der med blidt vuggende rytmer og forfriskende bølgeskvulp vil pleje selv de mest hårdkogte roskildetømmermænd. Her kredses der virkelig for den gode og velproducerede lyd, hvilket også kendetegner de tidligere udspil fra Emil Wilk, der er frontmanden i bandet. “Following the Sun” er blot første i en række af singler, som udgives henover sommeren, og vil være det perfekte match til din sødmefulde roskildeflirt, der forlænger din sommer til langt ind i efteråret. M.I.L.K. spiller på Street Scenen mandag 27 juni, 20:00.
Mit eget forårssoundtrack har i høj grad været præget af bandet Liss, der med sine blot tre numre har drønet derudaf på diverse musikmedier gennem 2015, og nu står klar med deres længe ventede EP, som ganske passende bærer navnet “First”. Trods bandets spæde alder, må man sige, at der er succes over Liss-drengene. Deres elektroniske future-pop-sound vidner om et band, der både er professionelt og nytænkende, og som formår at give et unikt strøg til såvel den danske som udenlandske musikscene. Live skulle Liss også være ganske eminente, så der synes ingen undskyldning for ikke at opleve dem den kommende uge. (Der går desuden rygter om, at vi kan forvente nyt materiale til øregangene, når de kommer på dette års Roskilde) – så sæt et STORT FEDT kryds på hånden og noter dig fredag 1 juli, hvor Liss spiller på Avalon, 13:00.
Liss – Miles Apart
Glæder mig afsindigt meget til at stå i mine udtrådte kondisko og have den største dansefest foran Orange scene, når Karen Marie Ørsted – MØ fyrer den af med hendes kæmpe hits “Kamikaze“, “Lean On” og “Pilgrim“, “Final Song” mfl. Personligt har jeg endnu ikke oplevet hende live, så vel også ved at være ”last call”, inden selv Roskilde bliver for småt for en stjerne som hende. Tjaaa, der er vel ikke så meget andet at sige end; ”VI SES, dansende, svedende, skrålende, hoppende foran Orange lørdag, 22:00!”
MØ – Final Song (.. årets roskildesang?)
Peter
Vi nærmer os med hastige skridt, men jeg allerede på forhånd overbevist om, at 2016-udgaven af Roskilde Festival bliver en af de bedste, jeg har været med til. Jeg kan ikke mindes at have set så stærkt og ikke mindst velrundet program som det, de disker op med i år. Toppen af plakaten stråler med navne som LCD Soundsystem, PJ Harvey og Tame Impala, de mellemstore navne er solide i form af kawaii-pop energibundet Grimes, altid-energiske Mac DeMarco, musikalske vidunderbørn i Miike Snow og James Blake tilsat årets måske mest interessante sammensætning i form af Damon Albarn og The Orchestra of Syrian Musicians.
Men for mig er de største scoops i årets program at finde med de mindre typer. Særligt synes jeg, at Roskilde Festival har været gode til at fange min yndlingstendens fra 2015: Rockmusik af høj kvalitet med en kvindelig vokal i forgrunden. Hovednavnet inden for det segment er uden tvivl Courtney Barnett, som jeg allerede flere gange har erklæret min kærlighed til, og som da også er mit ultimative must-see på årets program. Og netop derfor vil jeg i stedet dykke ned i tre andre rockbands, som alle bør give en chance.
Det første er også det største, og det er naturligvis madrilenske band Hinds. Mange fik øjnene (eller måske snarere ørerne) op for dem i sommeren 2014, da de udsendte de to vidunderlige støjrock-numre “Bamboo” og “Trippy Gum”, som flere anerkendte medier dengang opfangede. Tidligere i år udsendte de så deres første rigtige album, “Leave Me Alone”, og jeg kan roligt sige, at jeg må skuffe de fire piger – de skulle have udsendt et dårligere album, hvis de reelt ville have folk til at lade dem være i frem. Hvis du er til støjrock i den mere poppede ende, så skal du læse det her som en klar opfordring til, at du kigger forbi Hinds, når de optræder onsdag klokken 22.15 på Pavilion – og ja, jeg ved godt, at der er Red Hot Chili Peppers på samme tid, men stol på mig: Det her vil du ikke gå glip af!
Hvis man ikke helt har lyst til at vente så længe, så er der flere meget interessante nordiske navne. Svenske Yast hører til i den hårdere ende af spektret med deres drømmende shoegaze-take på den moderne rockmusik, men kvaliteten er efter min mening i samme internationale klasse, som har givet Hinds et mindre gennembrud i løbet af vinteren. Jeg lyttede første gang til Yast for nylig, da jeg sad og gennemgik programmet, og det var kærlighed ved første lyt. De fangede mig med det samme med deres tilbagelænede lyd, som sender lytteren i en stemning af vidunderlig langsomhed. Ja, det lyder mærkeligt, men det er ufatteligt behageligt og bestemt en oplevelse værd. Det går ned tirsdag klokken 15.30 på Rising-scenen.
Min sidste anbefaling i denne omgang går til bandet med Roskilde Festivals nok mest absurde bandnavn – okay, de islandske feminister i Reykjavíkurdætur er også godt deroppe af, når det kommer til min evne til at udtale bandnavnet i hvert fald. Men jeg taler naturligvis om finske Have You Ever Seen The Jane Fonda Aerobic VHS? Først og fremmest: Nej, det har jeg ikke. Men det kan godt være, at jeg skulle til at gøre det, for hvis de er lige så fantastiske som bandet, er vi godt på vej. Hvor Yast på mange måder er indadskuende og drømmende i deres lyd, er Have You Ever Seen The Jane Fonda Aerobic VHS? både eksperimenterende og legende. Til tider grænsende til det absurde, men med et bandnavn som er for langt til både Twitter og de gængse streamingtjenester, bør man også forvente noget interessant. Have You Ever Seen The Jane Fonda Aerobic VHS? er blæsere, slaginstrumenter og 80’er keyboards, Have You Ever Seen The Jane Fonda Aerobic VHS? er fest og glade dage i små eksplosive doser, og jeg er sikker på, at deres koncert vil blive husket som en af Roskilde 2016’s sjoveste oplevelser – måske igen i stærk konkurrence med Reykjavíkurdætur. Det er ligesom Yast tirsdag på Rising – bare først klokken 20.00.
Lad mig slutte med et lille tip til de spirende musikere derude: Hvis I gerne vil have mig til at lytte til jeres band, så start med at finde på et absurd bandnavn, for så er chancen for, at jeg i hvert fald lytter til det ret stor. Kvaliteten skal selvfølgelig hænge sammen med bandnavnet, men i første omgang handler det jo om at blive hørt!
Eva
Jeg råber “hurra!” hylder gerne årets program som et af festivalens bedste de sidste mange år. Som sædvanligt skyldes begejstringen Roskildes forrygende talent for at fange de bedste navne indenfor de mindre genrer, som ellers kun kan præsenteres af genrefestivaler i Danmark – jeg tænker på elektroniske navne (ikke EDM), eksperimenterende R’n’B og lo-fi indieartister, som de mere polerede festivaler sjældent rør ved.
Roskildes første scoop i år blev annonceret tidligt: Floating Points leverede med Elaenia sidste år – og sådan set også i års – bedste søndagsplade. Symfonisk og minimalistisk er vel egentligt modsætninger, men begge betegnelser er gældende for albummets luftige og detaljedvælende produktioner, der tildeler stilhed og støj samme magt og giver nogle seriøse harmoniske opture, eksempelvis på Elaenias ultimative stand-out track “Silhouettes (I, II & III)”.
Floating Points – Silhouettes (I, II & III)
Minimalistisk er en anden favorit bestemt ikke. Med i onsdagens pakke var et undseeligt, men markant navn: DAWN. Dawn hedder også Dawn Richard, og læser du med hos The Fader og var du på fornavn med Kelela længe før os andre, så ved du måske, at hun er det næste R’n’B-talent, der kommer til at styre verden med sin futuristiske, haunted R’n’B. Når Dawn laver baskere som den Machinedrum-producerede “Not Above That” tapper hun af Glasgow-scenens maksimalistiske gryde i et omfang, der kan få en EDM-fan til at flirte udenom, men uden at miste den selvsikre coolnes alle hendes allerede mange produktioner emmer af, og som i rigt mål blev udfoldet på sidste års Blackheart.
DAWN – Not Above That
Og så skal vi til noget helt andet: akustiske guitarer og ikke-samplede vokalharmonier. Lo-fi og med den helt gammeldags idé om autenticitet i behold er Whitneys soldampende sange slacker-country til roadtrip, festivalvandring og andre støvede steder – her både passer og fortolker de omgivelserne med skarptskårne sange. Kan du lide Woods vokal, Håkan Hellströmsk brug af blæsere og Smith Westerns fritflyvende melodier, kan Whitney godt blive din bedste opdagelse i Roskilde-programmet.
Alle tre bookinger er bevis på Roskildes evne til at fange artisterne på peaket – Floating Points med sin til dato bedste udgivelse, Dawn på nippet af et bredt gennembrud og Whitney som det helt nye varme indienavn. Godt gjort!
Whitney – Golden Days
Rasmus
For satan der er jo Roskilde lige om lidt. Jeg er lidt af en festabe, så jeg ser mest frem til elektroniske og hiphop navne, og på de fronter har Roskilde jo heldigvis kælet for os i år. Her har du et par forslag til nogle navne, du kan tjekke ud og dykke ned i, hvis du har det ligesom mig.
Først og fremmest vil jeg håbe, at du er stødt på Odesza før. Hvis ikke er du in for a treat, som man siger. Seattlegenserne (hedder det det?) laver noget af det rareste og mest gennemførte elektroniske musik, jeg er stødt på i lange perioder. Odesza er et af de navne, som man altid kan hive op af lommen, når ens venner spørger, om man ikke lige gider sætte noget musik på. Det kan både være til hverdag eller fest – alt afhængigt af decibel-niveauet, du hører dem på. Det gjorde mig ekstra glad, at de var en del af årets bookings, fordi jeg missede deres koncert på Loppen i 2014. En aften hvor DJ Paypal faktisk spillede, der også er Roskilde aktuel. Og Slow Magic som du kan opleve på Trailerpark. Slow Magic er desuden sygt fedt.
Nå, tjek lige det her album ud, som simpelthen er rene auditive antidepressiver.
JEG SKAL HØRE EN ÆGTE GANGSTER. Freddie Gibbs spiller nemlig i år. Er du træt af autotune og rappere der ikke engang er blevet skudt på? Har du en svaghed for George Michael-samples og numre der handler lidt for meget om narkotika? Freddie’s got the answer for you! Med respekt for Roskildes generelt virkelig flyvende hiphop-program, så vil jeg vove at påstå, at hr. Gibbs er den mest gangster af dem alle. Så gangster at han blev forsøgt myrdet i Brooklyn tilbage i 2014. “They tried to kill Tupac. They tried to kill me. I’m Freddie Gibbs. I’m still alive” udtalte han efterfølgende, da han blev spurgt om, hvorfor han var målet… Daaaaamn son! Det er sgu hårde sager.
SPØRGSMÅLET er dog, om han kommer til at spille. Den kære Freddie er nemlig for nylig blevet anholdt i Toulouse, og bliver måske udleveret til Østrig for en påstået voldtægt tilbage i 2014. Det kan også blive for gangsta’..
Dog er hans sidste album “Shadow of a Doubt” er blevet skamhørt på min Spotify – men han rammer mig virkelig også i mit organ for guilty pleasures med hans George Michael-sample på “Careless“.
Jeg håber, I kan klare flere rim og beats, fordi der er jo skruet helt op for grimen i år. Jeg er jo en prætentiøs anglofil hipster. Forstået på den måde at jeg elsker engelsk musik, kultur og sprog, men jeg har faktisk aldrig været i England… Anyways, jeg er tosset med grime og jeg er tosset med Skepta! Første gang, jeg stødte på Skepta, var til Distortions lidt spøjse gadefest på Christiansborg sidste år. Omme bag børsen fandt jeg pludselig en scene, der gik fuldstændig amok. Det var midt om eftermiddagen, og resten af eventet var rimelig chill. Men ikke her. Ikke til Skeptas koncert. Her svang/svungede/svingede (hvad hedder det?!) folk deres tshirts over hovedet og hoppede så højt, at jeg næsten ikke kunne se “The King of Grime”. Og jeg er altså 198 cm. Anyways, jeg anede ikke, hvem det var, men hørte navnet “Skepta” ude i atmosfæren et sted. Siden har jeg drømt om at stå i midten af flokken, mens Skepta skruer op for stemningen. Ligesom han gør i den her video. Det bliver noget med blå mærker og five-panel kasketter. Og jeg glæder mig.
Skepta – Shutdown London
Udover Skepta kan du jo passende lige tjekke Stormzy, Elf Kid og Little Simz ud. Britiske rim der får dig til at kigge dig over skulderen en ekstra gang, hvis du er på vej hjem en mørk aften i Tottenham.
Det vælter frem med stærke kvinder på musikscenen. I Danmark er MØ i fuld gang med at feste sig til at blive den seneste, store eksportsucces, mens navne som Lana Del Rey og Beyoncé for længst har slået sig fast som nogle af nutidens stærkeste ikoner for kvindekønnet.
Men nu vil de også være med “Down Under.” Den kun 16-årige, newzealandske Lorde har på knap et halvt år fået skabt sig et navn, som begynder at vinde genklang rundt omkring i verden. Førstesinglen “Royals” fra debut-EP’en “The Love Club” gik nummer 1 i hjemlandet i løbet af vintermånederne, mens den også oplevede en god succes i USA, hvor radiostationerne spillede den flittigt, og hvor hun siden er blevet signet hos Universal Records, som blandt andre huser hendes store idol, Lana Del Rey.
Og netop inspirationen fra Lana Del Reys hip-poppede univers oplever man tydeligt på “Royals,” hvor Lordes grundlæggende poplyd mixes med en rytmik, som hører sig til i hiphoppens verden.
Nu er den unge kvinde med det borgerlige navn Ella Yelich-O’Connor klar med sin nye EP, som får titlen “Tennis Court.” Den udkom for nylig i New Zealand, mens den først rammer det europæiske marked om en måneds tid, den 22. juli. Allerede nu har Lorde dog frigivet EP’en på Soundcloud. På førstesinglen, som samtidig er titelsangen på EP’en, ledes tankerne igen mod Lana Del Rey, selvom man som dansker godt kan foranlediges til at tænke, at hun har lyttet lidt til MØs lyd på eksempelvis “Glass.”
I USA er der blevet draget mange paralleller mellem Lorde og deres egen Taylor Swift, hvilket til dels også kan forsvares qua hendes unge alder og indholdet i teksterne. Men når jeg alligevel har nogle forbehold over for den sammenligning, skyldes det, at Lorde formår at løfte de klassiske teenageemner som ulykkelig kærlighed og at hænge ud med vennerne op på et andet plan via sin humoristiske sangskrivning, en kreativ produktion og nogle små, finurlige referencer undervejs i sangene.
Lorde – Tennis Court
Lorde er endnu ikke slået igennem i Danmark, men jeg er slet ikke i tvivl om, at det kommer til at ske hen over sommeren. Hvis du skulle have fået mod på at høre mere, vil jeg anbefale dig at tjekke resten af hendes Soundcloud ud, hvor man blandt andet finder dette fremragende cover af The Replacements “Swingin’ Party,” som samtidig udgør anden halvdel af den nye EP.
