Morgenen var lidt kølig, men ellers var der godt med både sommervejr og -stemning på årets første rigtige opvarmningsdag på Roskilde Festival 2016. Vi er i år fire styks af sted, men vi har valgt ret forskellige måder at tage på festival på. Rasmus og Mirja tager begge den fulde festivaloplevelse, med hvad der nu hører til af temafester, ølduft og urinstøv ude i lejrene. Eva fokuserer på de “rigtige” musikdage og kommer onsdag, mens jeg selv har valgt en mellemløsning med pendling de første par dage, inden jeg flytter ind i Get A Tent Central på tirsdag. Det kommer nok også til at afspejle sig i vores artikler, som selvfølgelig vil tage udgangspunkt i vores individuelle festivaloplevelse.
Min festival begyndte i dag, da jeg ankom på pladsen lidt over middag. Forud var gået en overraskende nem tog- og gåtur ned til pladsen, hvor jeg må sige, at jeg blev overrasket over, hvor få følgesvende jeg havde på min rejse fra København. Enten er rekordmange mennesker allerede nede på pladsen, eller også har jeg bare ramt et mærkeligt rejsetidspunkt, for jeg er ellers vant til relativt fyldte tog, når jeg kører til Roskilde om søndagen. Hvis jeg skal komme med et kvalificeret gæt, vil jeg skyde på det første.
For da jeg åbnede min festival musikalsk med årets første koncert på den re-lokerede Countdown-scene i fællesskab med danske Gents, var der et hav af mennesker, og jeg må sige, at jeg blev både overrasket og imponeret over den energi, som blev lagt for dagen hos mit medpublikum så tidligt på festivalen. Den energi formåede duoen, som i dagens anledning var blevet til en trio, fint at gribe, omend de nærmest endte med at stå i en situation, hvor publikum havde lyst til at feste endnu mere, end Gents indadskuende og dystre elektropoppede univers lægger op til.
Det kan man ikke sige om det islandske energibundt Milkywhale, som overtog Countdown-scenen et par timer senere. Hold nu op, hvor er Melkorka Sigríður Magnúsdóttir (jeg tror bare, at jeg holder mig til Milkywhale) vild! Hun mindede mig på mange måder om norske Ary – hvis Ary altså havde været en dansende energibombe, som på et tidspunkt nærmest førte sit publikum igennem et fitness-program, som aldrig havde fungeret, hvis koncerten havde foregået på et tidspunkt, hvor tilhørerne ikke havde mulighed for at se og tage hensyn til hinanden. Det var virkelig underholdende, og det var tydeligt, at de i hvert fald 10 første rækker blandt publikum havde en kæmpe fest – mens resten stadig lige skulle finde sig til rette på festivalen. Hvis hun skruer lidt ned for den ambitiøse fællesdans, så kan jeg godt se Milkywhale vælte Avalon til en natkoncert om et par år. Det er i hvert fald en fest, jeg gerne vil med til!
Dagens helt store højdepunkt kom for mig klokken 20 på Rising-scenen. Mit lille ordspil i overskriften har formentlig afsløret det for de fleste af jer, men det var naturligvis dansk/australske Palace Winter, som med vanlig selvsikkerhed og præcision for en stund lavede et sommerhyggende Roskilde om til et Palace Winter wonderland. Palace Winter er på mange måder et helstøbt band, som virker fuldstændig klar til at indtage den store verden. Med et nummer som “H. W. Running”, som vi havde premiere på tidligere på året, er det da også så småt begyndt at tage fart, og BBC Radio 6 i England har for nylig har sat nummeret i rotation på kanalen. Bandet tager også snart på turné derovre på den anden side af andedammen, men de har bare at komme tilbage – for ligesom Milkywhale er Palace Winter utvivlsomt et band, som har massivt vækstpotentiale på Roskilde Festival. Spørg bare det vel fircifrede antal mennesker, som havde fundet vej til Rising!
Det var alt fra årets første dag på Roskilde Festival, og hvis jeg skal knytte en sidste bemærkning, så er det nok bare, at hvis de resterende dage kan holde et lige så højt niveau, som de tre koncerter, jeg nåede forbi, så får vi en helt fantastisk festival. Vi ses derude!
