Copenhagen Psych Festival 2016 afsluttede sidste weekend med den hedeste syrefest og efterlod mig i en overstimuleret tilstand af alskens farveindtryk og støjfusioner, som stadig synes at vibrere i trommehinderne. På fire dage formåede festivalen at illustrere genrens brede spektrum gennem et alsidigt program, hvor nye såvel som gamle psych bands var repræsenteret.
The Soft Moon spillede onsdag aften på Spillestedet Loppen, og var de første, der virkelig blæste mig omkuld, eller nærmere beskrevet KNOCKED ME OUT! Lyden af The Soft Moon kan beskrives som et hårdtslående og aggressivt mix af industrial og club – genialt! Luis Vasquez er bandets hovedproducer, og sammen med hans to andre musikere blev der udvist et musikalsk niveau og engagement ud over det sædvanlige. Gennem beatsekvenser og ekstremt stimulerende kulminationer paralyserede de publikum og fik Loppen til at sitre i spænding.
Dagen efter var Loppen atter platform for lidt af en spektakulær oplevelse, da bandet Kaleidoscope, en af psych pionererne helt tilbage fra 60/70’erne, lagde vejen forbi. Det var imponerende at se, hvordan forsanger Peter Daltrey formåede at genskabe den saft og kraft, som bandet uden tvivl har besiddet, dengang de farverige psykedeliske lydbølger rullede ind over Europa. Med lukkede øjne ville man aldrig drømme om, at manden bag mikrofonen har 70 år bag sig. Tekst og musik var bibeholdt i 67′ stil med folkloriske kompositioner og et ideologisk tekstunivers. Trods disse referencer var der ingen aldring at spore i hverken samspil eller vokal.
Senere på aftenen skal jeg love for at der blev sprøjtet ungdommelige væsker gennem festivalens årer, da Århusianske Yung rystede Børneteatrets undergrund gevaldigt. Set i forhold til den 50 år ældre Peter Daltrey repræsenterer Yungs forsanger Mikkel Holm Silkjær med sine blot 21 år en yngre del af årets Psych Fest. Det var et overordentligt ekspressivt, utålmodigt og insisterende skud energi som bandet diskede op med fredag nat. Silkjærs krængende vokal blandet med storladne guitar grooves og fremadfusende rytmer formåede virkelig at udtrykke en ungdommens angst, apati og rastløshed, som ikke kun eksisterer i 80’ernes postpunk, men manifesterer sig hos de fleste gennem de unge år. Yung er kort sagt ALT for meget på den HELT rigtige måde!
Dagen efter fik københavnertrioen Papir lov til at varme Den Grå Hal op. For undertegnede blev de stjerneeksemplet på psych åndens potentiale og styrke. Først og fremmest var niveauet for bandets musikalske evner ekstremt højt, hvilket ligeledes gjorde sig gældende for de andre bands på dette års festival. Hos Papir var samspillet dog helt exceptionelt. I en blanding af semi-improvisationer, sekvenseringer og organiske strukturer tog bandet mig med på en instrumental rejse. Papir formår at drive dig fremad uden garanti for endemålet, men sikkert er det, at du enten må give slip og følge med eller stå helt af. At lade sig føre gennem det konstant foranderlige kræver dog en tillid og tiltro til bandets evner, som skabes gennem musikken. Gennem opbygninger med noter til både jazz, elektronisk, world og rock, konfronterer musikken dig med begreber som uforudsigelighed og uendelighed, termer vi har så svært ved at forstår og acceptere. Denne konfrontation kan lede til følelser som utålmodighed og angst, hvilket får de fleste til at stå af og vende om eller forsvinde i beruselse og distraktioner. Med Papir ved roret, var der dog ingen “tankefliksflakserier”, men i stedet tillid til at give fuldstændig slip. – Og nej, Papir gør hverken brug af magi eller pokémoner, de er bare forbandet dygtige musikere!
På sidstedagen af Copenhagen Psych Fest 2016 blev Fribytterdrømme det perfekte bud på dansefesten lørdag aften. Mange havde nok set frem til bandet Spids Nøgenhat (myself incl.) der var blevet lidt af en headliner. Fribytterdrømme serverede dog et show så overbevisende, at de i sig selv sagtens kunne stå som hovednavnet, og de er helt klart et af de psychfix jeg vil gå efter næste gang jeg får “abstinenser”.
Med annonceringen af dette som deres eneste show i 2016, havde bandet Spids Nøgenhat lagt kævler i ovnen til en ikonisk koncert. Jeg har ikke oplevet bandet før, men rygterne går om trippede koncerter i særklasse, så mine forventninger var høje – heldigvis blev jeg ikke skuffet! Fra første til sidste nummer synes Guf og resten af bandet at indsvøbe Den Grå Hal af stemninger, som nærmest tonede over mod ritualistiske hvælvinger. Bandet og publikum smeltede sammen i en kollektiv fejring af musikken. Ligeledes virkede koncerten som en gensidig hyldest af dette band, som gennem årene har været med til at aktualisere og repræsentere den danske syrerock og bringe mennesker sammen på tværs af baggrund og aldersspænd, blandt andet på en festival som denne! Koncerten var dog også præget af en alvor og en tyngde, som gjorde det til en både intens, men også rørende oplevelse.
Copenhagen Psych Festival er en hyldest og en fejring af psychkulturen, en kultur der manifesterer sig langt ud over musikken og koncerterne. Det er en ånd, en ambition og et budskab, som rækker tilbage til 60’ernes mantraer om fred, kærlighed og opgør med de gængse konventioner i samfundet. Du bliver nødt til at give slip for at kunne mærke ånden, men lykkedes det dig vil du blive lukket ind i universer af helt andre dimensioner…
Fotograf: Mestellés
