Sommerlandet åbner kulturerne. På en af Festivaldanmarks i størrelsen mindre, men i kvalitetstanken absolut store spillere, Musik I Lejet, er både generationernes og kunstens kulturer åbne for interaktion med hinanden.
Placeret på Tisvildeleje Strand, bedre kendt som paradiset for enden af Hovedgaden – sommerresidensens promenade for kunstnere og deres familiære eller professionelle vedhæng – griber den i år fem år gamle festival uhøjtideligt ind i traditionerne: Den bringer champagnen fra sommerhuset med havudsigt ud i klitterne mellem festivalplads og vandkant. Den forener debuterende bands med et eftermiddagspublikum på både deres småsøskende og bedsteforældres alder. Den tillader sig nøgenbadning og alvorsindie og festivaltoiletter og pekingandburger og nattejazz og humoristisk danserap og crowdsurfing. Til festivalen i Tisvildeleje bliver frisindet fra sommerhusejerne (68’er-generationen) udlevet på tværs af alle de følgende generationer. 65 års kulturer samlet i 5000 mennesker på Danmarks velsagtens smukkeste festival.

At lytte til festivalens første acts illustrerer omfavnelsen af forskelle ganske fint. På den store scenen foran den ret tomme, men flot indrettede festivalplads træder Christian Hjelm op til en halvsløj omgang poprock. Okay hyggeligt, især hvis man samtidig sludrer med festivalkompagnoner og drikker de første øl. For instrumenteringen griber sjældent ind i lytteren og teksterne på modersmålet fører ej heller tankerne ud af de sædvanlige riller, hverken i tematik eller i sprogbrug. Begge dele genbruger dansk sangskat rimelig uoriginalt, til tider kan man smile over gentagelserne. Eller bliver fortørnet derover. Any way, bandet er velspillende og Hjelm velsyngende, så helt fornærmet bliver man ikke over tomgangen. Ambitionerne peger heller ej i retning af revolution, for de kunstneriske af dem tynger kun Hjelm på de ganske få af debutalbummets sange, som ikke overraskende er holdt ude af dagens setliste. Men hvis man nu skal have så lette, bagstræberiske kulturelle kalorier kastet efter sig, er det nu okay at indtage dem på en af klodens mest billedskønne festivalpladser, hvor naturens substans helt af sig selv giver indsigt.

Drej 180 grader og vend blikket fra hav mod skov og gå direkte fra reproduktion til kunstneriske ambitioner, til tider forløst gennem coverversioner af sangskatten. Indenfor dansksproget rockmusik er den diamentrale modsætning til Hjelm festivalens andet band, Navneløs. I teltet finder det unge band afventende vej ind i musikkens flow, som de en for en bevæger sig op på scenen. Deres alternative rock er alvorstung, nok primært på grund af præsentationen. Debutalbummet fra i år hedder Værk – i sig selv en noget ambitiøs definition selv at give lytteren som velkomst forud for dannelsen af eget indtryk – og live præsenterer bandet sig omtrent lige så stilsikkert. Kudos for det, især fordi samtlige fem medlemmer følger den høje overligger fremragende rent musikalsk, det gør de instrumentale numre til oplevelser.
Det mest interessante ved Navneløs ligger ikke i alvorens ambitioner som en tyngende følelse. Til koncerten på Musik I Lejet når koncerten højdepunkter i vokalmelodisk stærke sange som singlen “Tænk På Et Sted” og i den ret nye coverversion af Lis Sørensens “Verden Er I Farver”. Her bliver gruppen lidt mere konkret i tekster og i melodier, og bevarer samtidig nødvendigheden. Hvor debutalbummet måske er et værk i sin sammenhæng, er disse sange fuldgyldige værker i sig selv, lidt mere appetitlige i en livekontekst end de noget abstrakte numre. Høje ambitioner er et virkelig godt udgangspunkt for at skabe musik med kunstnerisk tyngde.

Programmet til Musik I Lejet tager pulsen på de bedste nye danske bands. Det gør en del mindre, danske festivaler også (foruden Lejet, Alive Festival, Den Grimmeste og Trailerpark Festival). På stort set samtlige af disse står Mont Oliver og Julias Moon et sted på plakaten. De to electropoptrioer kan måske kaldes rivaler, de slås i hvert fald om at være deres aldersgruppes darlings på P3, men derudover stopper sammenligningerne også. Mens Mont Oliver spiller lige før torsdagssolen går ned, hvor folk begynder at vugge hofterne til de mere soulede passager, er koncerten med Julias Moon nattefestens startskud. Begge bands er vokset ekstremt gennem forårets koncerter. Mont Oliver er musikalsk selvsikre, Julias Moon er som performere børnekoncerter værdige. Publikum sluger selvsagt de to bands råt, begge optrædener emmer af kvalitetsunderholdning.

To dage efter spiller festivalens scoop på den lille Skovscene. Marvelous Mosell er et fænomen. Ikke blot fordi han danser vildere end alle andre. Han er forrygende sjov, en entertainer, både alene og i pingpong med den musikalske bagmand Tue Track. På festens tredjedag får han tempoet op under hits som de hysterisk morsomme og rimeligt komiske “Jeg Var Blevet Syg” og “Den Bedste Danser”. At andre festivaler ikke har set, at Marvelous Mosell faktisk kører sit flow pro nok til scenerne er sært. At han har ramt publikum allerede er det ikke. Thumbs up til Lejet!

Marvelous, Julias Moon og Mont Oliver hiver i sagens natur et yngre publikum til scenerne. Derfor er bookinger som Choir of Young Believers og When Saints Go Machine essentielle for festivalens ånd. Musik I Lejet er ikke en showcasefestival for nye bands, men en helhedsoplevelse. For familien, for ungdommen, for Tisvildebeboere. Med de mere etablerede artister samler festivalen alle aldersgrupper foran Strandscenen i solnedgangen.

Forståeligt nok. Det er umuligt ikke at elske Choir Of Young Believers. Med deres fantastiske ro og sangene i frigørende kontrol, er det så sindssygt smukt, når himlen over horisonten midtvejs gennem koncerten antager en rosa skygge og svæveflyet cirkler over pladsen med sin røde lampe. Og musikken afventende, med omkvædet glidende ind, aldrig fremhævet som ekstraordinært for verset, med de umærkelige overgange flyder mig umærkeligt ind i musikkens trance. Ikke til en stilstand. Til en selvfølgelig bevægelse mellem sindsstemninger. Det lette i “Patricias Thirst”, det uforklarligt tyngende i visse af “Paralyze” stykker. I selskab med Jannis Makrigiannis nok følelsesmæssigt besværede, men musikalsk ubesværede vokal. Og mine bedste festivalvenner.

Derefter går turen enten til Strandteltets fest eller hjem. Førstnævnte fortsætter indtil solen er oppe – I Tisvilde cykler man, og hvis du foretrækker lys til cykelturen, må du nyde festen indtil da. Lørdag med eksempelvis Reptile Youth. Det var overraskende intelligent rent musikalsk og så vild en fest her:

Eller med djs som Kenton Slash Demon. De spillede blandt andet godt den her, og gjorde mig ret lykkelig, da jeg vendte mig og solopgangen netop gjorde himlen lyserød:

Og slutte årets smukkeste festival af ved at fejre fællesskabskulturen sådan her: