I morgen fredag starter festivalen Wundergrund. Vi vil gerne anbefale koncerterne fredag med blandt andre Bjørn Svin og Fuzzy. Men især vil vi anbefale lørdagens koncert på Musikkonservatoriet, hvor man kan høre uropførelsen af Else Marie Pade og Jacob Kirkegaards fælles værk ”Svævninger”, samt høre den elektroniske frontløber og nytænker Mark Fell. Se hele programmet her. Som forberedelse og hyldest til Wundergrund har Lasse skrevet et essay om, hvordan Mark Fells intellektualisme kan blive kropslig – en guide til alle nye lyttere.

Er der nogen, der har et bud på, hvad ”Sentielle Objectif Actualité” betyder? Det er titlen på Mark Fells nye plade, og jeg kan ikke løse gåden. Jeg er ellers ret optaget af SOA, som pladen hedder i folkemunde (taler folkemunde om Mark Fell?). Blandt andet fordi det er et album, som beskyldes for at være noget så forfærdeligt som belærende, formalistisk, kropsløst, kort sagt intellektualisme af værste skuffe. For et par uger siden spillede jeg et nummer fra pladen i programmet KLiK på P6 Beat, hvor værten Lucia Odoom havde inviteret mig i studiet for at anbefale ny elektronisk musik. Vi snakkede om genrebetegnelsen IDM, intelligent dance music. Er den her musik for meget ”intelligent” og for lidt ”dance music”? Og hvad er det egentlig for en balance, vi efterlyser? Mark Fell siger selv i et interview til Wundergrund om sit forhold til techno tilbage i 90erne: ”Jeg tog med rundt på klubberne. Jeg var der, men jeg kunne aldrig rigtig komme ind i den der stemning, hvor det gjaldt om at danse amok derudaf til du svimlede. Selvom jeg var meget involveret i hele den her scene, så følte jeg mig egentlig altid ret distanceret til den.”

Noget kunne tyde på, at Mark Fell selv har et ambivalent forhold til dansen. Personligt elsker jeg at danse til techno (men også rigtig meget til Beyoncé, jeg er kæmpe Beyoncé-fan). Og det er klart, at SOA ikke er den skæring, der springer dig i øret, når du står på klubben og ville ønske dj’en skiftede plade. SOA er et produkt af hovedet, ikke kroppen. Men når jeg sidder på kontoret og læser noget halv-kedeligt, og derfor har sat høretelefonerne på og hører SOA, så har jeg helt klart danseren på med fødderne under bordet. På en mærkelig måde kan musik, der foragter kroppen og søger mod det åndelige ende med at være enormt kropslig. Lad mig forklare hvordan.

For en del år tilbage var jeg ulykkeligt forelsket. Jeg var blevet dumpet og orkede ikke at høre musik, der talte til mine følelser. Så jeg begyndte at høre en masse 12-tone musik, atonale kompositioner, der var tilstrækkeligt abstrakte til, at jeg ikke blev rørt, fordi harmonierne og melodierne var så sære. Det virkede faktisk. Det var befriende at høre musik, som simpelthen ikke talte til min krop. Men jo mere jeg lyttede, jo mindre abstrakt blev det. Musikken vendte sig mod mig og præsenterede et følelsessprog, der langsomt sivede fra hovedet og ned i kroppen til hjertet og maven. Mod min vilje, forstås! Mark Fell laver musik, der på samme måde starter i hovedet. Du skal kunne lide ideerne, før du forstår følelserne. Jeg vil gerne prøve at forklare, hvordan det fungerer i albummets åbningsnummer ”SOA-1”, som jeg også spillede i KLiK. Hvad er ideerne og hvad er følelserne?

Mark Fell – SOA-1

I. Ideerne

Før vi kan afsløre ideerne, er vi nødt til kort at forstå stykkets struktur, som faktisk er ret simpel. ”SOA-1” er bygget op af fire trin: (1) Det første lag udgøres af et beat bestående af et elektronisk orgelpunkt (et orgelpunkt er en tone der fastholdes eller repeteres), kick drum, klap og et par andre slagtøjslyde. Den rytmiske fornemmelse er præget af, at orgelpunktet (det gentagne ”diuu”) udgør en behersket grundrytme, mens kick drum tværtimod tromler uroligt og skævt nedenunder. (2) Stykkets andet lag afsløres 1.20 minutter inde og udgøres af en salig strygergruppe, der melodiøst lægger sig som en kølig brise over beatet. Melodien er smuk, men uafklaret. Det skyldes at dens harmoniske mønster mangler afrunding og forløsning. Spændingen fastholdes og gentages. 4.30 ophører melodien igen. Beatet og orgelpunktet står alene – diuu. (3) Og så, som en overraskelse, indføres stykkets første entydige harmoniske element, endda i en særdeles ren form: Hen over det elektroniske orgelpunkt lander en andenstemme. Og lidt efter indtræffer minsandten en understemme. Vi præsenteres for en, tadaaa… Akkord! En fjerde overstemme tilføjes. Akkorden skifter, gentages og skifter igen. Kort sagt, vi er gået fra et rent orgelpunkt til en decideret harmonik. (4) Stykkets klimaks nås 5.43 minutter inde, da et perlende melodilag igen indføres som en afledt variation af strygerne fra stykkets begyndelse. Men nu har det hele en ny og anderledes farve og klang pga. den introducerede harmoni.

Stykkets idé består ganske enkelt i relationen mellem de fire trin. I begyndelsen indføres striden mellem det kantede beat og de bløde strygere, der bevæger sig i hver deres retning. Til sidst formidles deres modsætningsforhold, da orgelpunktet åbnes op til en akkord og et harmonisk mønster giver melodien en ramme: Tingene falder på plads. ”SOA-1” er forholdsvist kompliceret at lytte til, men kredser i virkeligheden om de mest banale elementer i musik og deres interne relationer, deres udvikling og indbyrdes påvirkning. Hvis du lytter til stykket med denne udredning i tankerne, lover jeg, at det er betydelig mere tilgængeligt.

II. Følelserne

Men hvad med følelserne? Hvad har de formelle, interne relationer og abstrakte eksperimenter om forholdet mellem rytme og melodi, orgelpunkt og harmoni med kroppen at gøre? Først og fremmest: Det er klart at ”SOA-1” ikke fremkalder de samme følelser i dig som Frank Ocean gør. Hvis man vil fange følelserne i Mark Fells musik, skal man forvente en anden omgang med dem, end den popmusikken lægger for dagen. Popmusik er nemlig ekstremt realistisk i sin tilgang til følelser. Den præsenterer dem på en lige så partisk, dristig og indbildsk facon, som den vi selv benytter til daglig. Den spejler vores normale omgang med hjertet og kroppen: Den romantiserede idé om forelskelsen, ideens hurtige krakelering (om og om), lysten til sex, omskiftelighed mellem angst for ensomhed og hysterisk fællesskab. Kort sagt en realistisk gennemgang af os menneskers billeder af os selv. Mark Fell forsøger at pille realismen fra hinanden, blotlægge dens grundelementer og se, om de har potentiale til at befri os fra selv samme vedholdende billeder af os selv. Det kan måske lyde som om, det fortsat er en abstrakt idé, men det er mere end det. Det handler om følte oplevelser.

Tricket er, at man ved lytningen skal give afkald på at lede efter spejlingen af ens følelser, som når man hører popmusik, og i stedet må give sig hen til en slags opløsning af dem eller en ny konstellation. Elementerne i ”SOA-1” har alle kontakt til en flig af en følelse i din krop: Beatet efterlader spor af dansens lystige krop, melodierne er næsten (men kun næsten) en sommerlig vise, du kan fløjte med på, og harmonierne bærer et svagt minde om en meningsfuld musikalsk fortælling. Men ingen af delene udleves for alvor. Det interessante er nu, at selvom udeblivelsen af en spejling af lytterens følelser til at starte med skaber frustration, så ophører denne frustration som minutterne går. Langsomt befrier de musikalske elementer lytteren fra de sædvanlige, evigt gentagne følelser og skaber et nyt følelsessprog. I det nye følelsessprog finder man en anderledes følelsesmæssig fortælling, en slags skabelsesberetning om følelsens grundelementer, som man i slowmotion ser bygget op og føjet sammen. Da melodilaget indtræder for anden gang i klimaks (5.43) sidder man og kigger med direkte røntgenblik på følelsessprogets sarte knogler. Og pludselig blev musikken alligevel en slags spejl, for det er jo ens eget følelsessprog, hvis skabelse man netop har oplevet. Men det er ikke hverdagens realistiske spejl, som poppen sætter op, fyldt med dine indbildninger, drømme og tab. Det er et renset billede, hvor musikkens ansigt både er spædt som den nyfødtes følelsesverden og gammelt som oldingens, der ved han skal dø. I dette spejl kan du faktisk befri dig selv et øjeblik fra alle forestillingerne, der fylder dit ansigt, og bare mærke dig selv. Det er en ret speciel følelse, og bestemt ikke blot en idé.

Koncerten med Mark Fell, Else Marie Pade, Jacob Kirkegaard, DJ Nis og Nis/Jan Sneum er på lørdag i Det Kgl. Danske Musikkonservatorium klokken 20.