Det var over en række oprindeligt uformelle jam sessioner, at tyskerne Marcus Worgull og Danilo Plessow skulle ende med at finde sammen som Vermont, et nyt ambient-rettet projekt, som ligger langt fra producernes respektive bagkataloger, og som tilmed er de to producers første samarbejde. Både Marcus Worgull og Danilo Plessow kan ellers præstere et CV, der først og fremmest bærer præg af en succesfuld karriere som deep house-producere. Marcus Worgull for sine perfektionistiske og dermed også lidet produktive outputs på det anerkendte Innervisions-label, mens Danilo Plessow har slået sine folder under en lang række aliaser, dog bedst kendt som Motor City Drum Ensemble.
Adderer man de tos karriere sammen til en sum, tæller den mere end tyve år i house-branchen. Alligevel var det først i 2013, i Danilo Plessows studie i Köln, at de to veteraner skulle finde sammen om et projekt, der lå meget fjernt fra tidligere musikalske græsgange. Et projekt der sidenhen skulle resultere i debutalbummet af samme navn, som i sidste udkom via Kompakt, det toneangivende tyske pladeselskab, hvis bagkatalog også primært bærer præg af et mere dansegulvs-funderede retninger.
Det er altså en ny start for alle. Og hvilken start det blev. Der var intet musikmedie med respekt for sig selv – det skulle da lige være os – der ikke samlede nyheden op, da Kompakt i januar for første gang sendte en pressemeddelelse ud om det nye projekts forestående albumdebut. Nyheden var på mange måder en kulmination på en trend, som efterhånden har verseret i en årrække, hvor visse artister med rødder i techno- og house-scenen har skabt produktioner, der kan takseres for at være mere og mere esoteriske. Trommerne og synthesizerlydende blev som modsvar til midt-00’ernes fascination af rene og yderst velpolerede lyd gjort mere skramlede, for ikke at sige udfordrende på lytteren.
Klubmusikken blev hurtigt mere kryptisk og for de særligt indviet, og med pladeselskaber som LIES, Workshop, The Trilogy Tapes og senest Mood Hut som frontløberne for denne nye drejning i house- og techno-musikken, står det i dag klart, at klubfolket mere end nogensinde før er modtagelig for ambience og anden støj i den musik, de vrider deres kroppe til. Dette kan også spejles hos artister som Brian Eno, The Tangerine Dream og Can, kunstnere som flere af nutidens aktører indenfor klubmusikken har udpeget som deres inspirationskilder. Og vupti! Pludselig oplevede krautrock- og ambient-pioneerene en tilstrømning af nye tilhængere, uden tvivl fra en noget yngre målgruppe end fra deres hidtidige fanbase.
Lad os passende vende tilbage til Vermont. Her er referencerne på debutalbummet også til at føle på fra albummets første skæring. Åbningsnummeret Yaiza leder på intet tidspunkt over de knapt tre minutter, nummeret varer, tankerne hen imod duoens musikalske baggrund. I stedet sender nummeret med sin rungende basgang, luftig arpeggio og science fiction-esque støj lytteren i alle andre mulige retninger, eksempelvis Vangelis’ filmiske kompositioner på Blade Runner-soundtracket. I et kort øjeblik forventer man på Übersprung, albummets tredje nummer, at blive mødt med et 120 bpm trommedrevet klimaks, men i stedet disker de to tyskere op med en strygersolo, der flot komplimenterer de høje toner.
Og sådan er tonen og præmissen for albummet også lagt. Hele vejen igennem albummets i alt 14 numre præsenterer Vermont et meget modent udtryk, milevidt fra dansegulvet. Det samme kan siges om Majestät, der var den første smagsprøve fra debutalbummet. Ekkoende vibrafoner sætter nummeret i gang, som overlappes af lange synthlines og en luftig basgang, der kun i glimt viser sit fulde ansigt.
Vermont er ikke kommet for at sende lytterens krop ud i bevægelse. I stedet beder de om din fulde opmærksomhed, hvilken de gør sig fortjent med et meget varierende album, der alligevel holder en klar rød tråd. Cocos og Katzenjammer er et glimrende eksempel på to numre, der stilistisk ligger bredt fra hinanden, men som alligevel danner to grundsten for dette ambiente samarbejde. Ligesom Brian Eno formår det på sit Apollo-soundtrack, sender Vermont mig ud på en hypnotisk rejse, der både smager, føles og lyder godt. Hvor Cocos er underlagt en 75 bpm-trommegang med subtile og crispy hits på andenslaget, er Katzenjammer (som ja, har samplet en miavende kat) voldsomt omfavnende, lidt på samme måde som Enos An Ending, med stikkende synth stabs, der intensiveres og for hvert sekund rammer lytteren hårdere og hårdere.
Danilo Plessow og Marcus Worgull har med Vermont skabt et album, der har alle muligheder for at blive anset som et helstøbt værk. Tiden vil nu afgøre, om jeg også om et år eller to vil se således på albummet, før det kan kaldes et mesterværk. Men ligesom albummet og duoen blev til under tilfældigheder, er det umiddelbarheden, der gør Vermont til et særligt positivt bekendtskab. Vermonts sammenvævede musik er langt fra uden inspirationer, men de har sat deres klare aftryk på ambient-scenen. De to tysker tog tre skridt væk fra deres vante rammer, og skabte fjorten nummer, der alle passer ind, og jeg håber – selv med deres succesfulde solokarrierer in mente – det ikke bliver den eneste gang, vi skal høre fra Vermont.
