Det er vist sikkert at sige, at der ikke er nogen, der er helt som den kære canadiske surfy-bluesy-dreamy Mac DeMarco. Han lagde i går vejen forbi en udsolgt Grå Hal på Christiania til 2 en halv times forunderlig koncertoplevelse i Mac’s univers.
En tanke der slog mig under koncerten, var, hvad man egentlig gerne vil have, når man går til koncert. Vil man bare gerne høre sangene, som de lyder på albummet fuldstændig uden interaktion med publikum, eller vil man have et show, hvor man bliver overrasket og bagefter tænker: “Hvad fanden skete der lige”. Mac gør sig i sidstnævnte. Og her gør han sig godt. Han er en halvkvabset ung mand med et kæmpe mellemrum mellem fortænderne, der møder op uden sko på. Han er typen, du vil finde sovende i dit Roskilde-telt efter en lidt for våd nat, og han kan noget helt særligt.
Koncerten lagde ud med “On The Level” og “Salad Days”. Det lod fra start af til at blive et par timers hyggeaften med den rolige og hyggelige Mac som vært. Den slags koncert hvor man går hjem og tænker: “Det var sgu en god aften”. Sådan skulle det dog ikke være, fordi Mac og hans fantastiske band havde helt andre planer for os. Der blev i starten fortalt, at det ville blive en mærkelig koncert, fordi de alle sammen havde jetlag, og det var første koncert på turnéen. Her fra blev det bare mere og mere underligt..
Der skete så mange ting, at jeg har svært ved at huske dem alle, men her er et par udpluk:
Mac fik hele salen til at råbe “I want my fucking money back”. Det var smukt og selvironisk på den helt rigtige måde.
Der blev spillet utallige covers/medleys af unlikely sange. Bl.a. Vanessa Carltons “A Thousand Miles” og Sixpence None The Richers “Kiss me”, hvor Mac selvfølgelig kvitterede med et kys til alle bandmedlemmerne. Trommeslageren blev dog nærmere overgrebet med en livlig tunge i hele ansigtet.
Den nævnte trommeslager crowdsurfede hele vejen fra scenen og op til baren for at få en Hancock.
Mac selv crowdsurfede flere gange. En af gangene vist blot for at få en cigaret.
En ung pige blev hevet op på scenen til en omgang Red Hot Chili Peppers-karaoke, der blev ved og ved. Hun kunne også næsten teksten til Californication og Can’t Stop.
Det spørgsmål der står tilbage, er, hvilken forventning man har til en koncert. Musikken blev leveret glimrende, men med lange pauser mellem numrene til gak og spas. Jeg personligt synes, det var helt fantastisk og uovertruffent at tilbringe min aften i Mac’s univers, men jeg kan godt forstå, hvis man gik skuffet derfra med en anden forventning, der stod uforløst. Selve numrene virkede sekundære i forhold til sceneshow, covers og mærkværdige instrumentalsessions. Hvilket jeg er en sucker for.
December er julens tid, det er hyggens tid, og så er det tiden for evindelige årslister fra alverdens ordsmede rundt om i verden. Og I skal selvfølgelig ikke snydes for vores.
Året 2015 har været et specielt år for os på Regnsky. Vi har kørt på lavt blus af forskellige årsager, og for mit eget vedkommende skyldes det en kombination af, at jeg først har brugt seks måneder i New Zealand for derefter at forsøge at få papir på, at jeg rent faktisk er journalist. Trods vores travlhed er musikken fortsat med at udkomme i en lind strøm, og jeg må sige, at 2015 har været et af de bedste musikår, jeg kan huske. Det vil jeg forsøge at hylde via fire indlæg med forskellige personlige lister og kåringer.
Første del handler om det vigtigste af det hele, nemlig live-musikken, når jeg giver mit bud på årets bedste koncerter fra henholdsvis danske og udenlandske artister. Disse lister er godt og grundigt præget af, at jeg har været ude af landet de første seks måneder.
Årets bedste danske koncertoplevelse
3. Broken Twin – Roskilde Festival
Majke Voss Romme og Broken Twin spillede på Roskilde Festival dagen efter, jeg var kommet hjem fra New Zealand, og hun var derfor vært for min første koncert på dansk grund i år – og hvilken velkomst! Broken Twin formåede at levere den perfekte eftermiddagskoncert på den alt for varme festivalsplads. Det gav mig selv og resten af publikum mulighed for at lukke øjnene i den bagende sol og forsøge at komme os over henholdsvis jetlag og tømmermænd. Især på Glimpse of a Time viste Majke Voss Romme sit fantastiske vokaltalent frem i kuldegysfremkaldende facon. Ubetinget en af årets bedste koncerter.
2. Blaue Blume – Store VEGA
Jeg har efterhånden oplevet Blaue Blume live 10 gange, og det til trods var jeg intet mindre end målløs efter deres koncert på Store VEGA i november. Jeg sad tilbage med fornemmelsen af, at alt endelig var gået op i en højere enhed for perfektionisten Jonas Smith og hans kompagnoner på en aften, hvor bandet valgte at eksperimentere og udfordre de velkendte og finpolerede album-versioner af deres efterhånden talrige hits i en rocket pragtpræstation. Andre år ville denne koncert nok have været årets bedste, men i år var der lige tre århusianske teenagere, som kom deres koldingensiske næsten-naboer i forkøbet.
1. Velvet Volume – Uhørt Festival
De af jer, som har fulgt med på bloggen i løbet af august, havde nok allerede regnet det ud. Det er selvfølgelig Velvet Volumespragtpræstation på Uhørt Festival, som snupper titlen som årets bedste danske koncert – og egentlig også den bedste koncert i det hele taget. Jeg kan ikke huske, at jeg er blevet blæst så meget bagud af et band, som jeg blev denne lune sensommeraften på Refshaleøen. Og vurderet på, hvad der siden hen er sket for pigerne (opvarmningsgigs for the Raveonettes og Go Go Berlin og jobs på næste års Northside Festival og i Pumpehuset næste forår), er jeg vist ikke den eneste, der var ekstremt imponeret efter den oplevelse. Tak piger. Vi ses næste år!
Årets bedste udenlandske koncertoplevelse
5. Shura – Ideal Bar
Her er tale om en late entry til listen, da koncerten med britiske Shura fandt sted midt i december. Ikke desto mindre var det en af årets bedste oplevelser, som lige akkurat skubber mine yndlinge fra Braids med en halvsløj forsangerinde Raphaelle Standell-Preston ud af listen. Halvsløj var Aleksandra Denton og Shura til gengæld ikke, da hun og bandet lukkede mit koncertår med en eventyrlig rejse ind i deres charmerende og dansevenlige drømmepoppede univers.
4. Beach House – Store VEGA
Koncerten med Beach House i Store VEGA er den koncert, jeg havde glædet mig mest til i år. Og heldigvis levede amerikanerne fuldt op til mine forventninger med en både energisk rocket og samtidig karakteristisk indhyllende optræden, som trods utallige garantier fra bandet om, at de aldrig ville forlade scenen, desværre fik en ende efter godt en time. Men så er det jo godt, at de allerede næste sommer vender tilbage til Danmark, når de besøger Northside Festival. Lad det – ligesom i Velvet Volumes tilfælde – være en kæmpe anbefaling herfra.
3. Zella Day – Lille VEGA
Hvor Beach House var årets mest ventede koncert, er det ikke helt forkert at sige, at Zella Days Vestrbro-koncert var det modsatte. Jeg havde ikke planlagt at skulle til koncerten, men da en god veninde og kollega inviterede, valgte jeg alligevel at give den unge amerikaner en chance – og det, må man sige, var en god beslutning. Hun formåede nemlig at tryllebinde publikum under hele showet, og jeg tror ikke, at jeg var den eneste, der gik derfra med en lille forelskelse i maven. Musikken er simpel, den handler om livet som ung pige/kvinde, men når 20-årige Zella Day tager den med ud i virkeligheden og lægger både krop og sjæl i udførelsen, sker der bare et eller andet, som løfter musikken op på et højere niveau.
2. Susanne Sundfør – Roskilde Festival
Jeg synes egentlig, at min lynreaktion fra vores Roskilde-dækning siger det meget godt – norske Susanne Sundfør er uden tvivl den stærkeste vokal, jeg har haft fornøjelsen af at opleve i år. Og hun fortjener naturligvis også en plads på listen over årets bedste koncerter. Det var dramatisk, det var storslået, det var gennemført, og det var – lad os bare tage klicheen helt ud – magisk. Jeg er stadig dybt imponeret over, hvor meget Susanne Sundfør har flyttet sig, siden jeg så hende første gang, og jeg glæder mig allerede til næste.
1. Mac DeMarco – Store VEGA Mac DeMarco er en spøjs fætter. Jeg har aldrig oplevet en artist interagere med sit publikum på samme måde, som den 25-årige canadier gør. Det er som om, at man er en del af en absurd teaterforestilling, hvor Mac DeMarco spiller alle hovedrollerne, og hvor latteren fylder nærmest lige så meget som klapsalverne. Rent musikalsk og teknisk er det ikke den stærkeste performance – den må nok gå til Blaue Blume – men ligesom det var tilfældet for hovedparten af artisterne på de to lister, tilfører Mac DeMarco noget ekstra til sin live-optræden, som trækker lytteren helt ind i hans absurde, psykedeliske univers, og derfor fortjener han førstepladsen på denne liste.
Bonus liste: Årets bedste festival
Uhørt Festival på Refshaleøen
Til sidst vil jeg gerne hylde Uhørt Festival, fordi de for det første har formået at skabe landets hyggeligste festival midt på den ellers ret ucharmerende Refshaleø. De fortjener dog allermest ros, fordi de har udviklet sig til at være en af landets bedste festivaler for upcoming danske bands – en festival for de bands, som formentlig for manges vedkommende vil være at finde på næste års SPOT Festival og på Roskildes Rising-scene. Det er et vigtigt stykke arbejde, og de har i år igen formået at give et indblik ind i den imponerende danske talentmasse, som findes derude. Bliv ved med det, og vi ses helt sikkert også næste år!
Det var alt for i dag. Følg med i morgen, når jeg kigger på årets bedste numre fra ind- og udland.
Af og til skal der ikke så meget mere end en enkelt deling fra den rigtige Facebookven til, for at et kunstner er i heftig rotation. Mac DeMarco er et glimrende eksempel. Faktisk er hans seneste udgivelse 2, som også er hans første fuldlængde album, generelt et godt eksempel på effektiv viral hype når det virker mest retfærdigt. Hvor kom han fra, der i foråret? Og hvordan spredte han sig over alt? Well…
Mac DeMarco er signet på yndlingslabel nr. 1, ovenud fantastiske Captured Tracks (Wild Nothing, Beach Fossils, DIIV, hvis du er til chorus-effekt og harmonisk støjpop vil trods famlende vokaler og tørre trommeslagere sluge alle deres udgivelser med hud og hår). Nå, men Mac DeMarco er 21 år gammel, og startede ud med at udgive under et androgynt udseende. Det kan forvirre en del, især fordi debute-12″ Rock’n’Roll Nightclub egentlig var en ret maskulin don’t give a fuck-udgivelse med guitarriffs, glimt i øjet og en næsten Strokes-lignende veloplagthed. Det ved jeg godt, at man ikke må sige, men når du hører “Ode To Viceroy” i liveudgaven ovenfor er det satme svært ikke at tænke på den energi de andre New Yorkere lagde for dagen med numre som Barely Legal. Altså energien fra før succesen (måske) blev taget for givet. Og i hvert fald fra før der blev slækket på guitarriffsenes intensitet.
Mac DeMarco er fræk, han har glimt i øjet og tør samtidig at fastholde dit blik. Lås kæresten inde den 29. november, for der sniger han sig ind på Stengade. Dagen efter vil der være udskiftning af idolplakater (og så meget andet).
Mac DeMarco – Freaking Out the Neighbourhood
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/11/03-Freaking-Out-The-Neighborhood.mp3]
Mac DeMarco spiller på Spillestedet Stengade i København den 29. november. Facebookevent. Billetsalg.
