Tag: M.I.L.K. (5 indlæg)

Feature

SPOT anbefalinger

Af Line Mortensen den

I morgen kan SPOT Festival fejre 25-årsjubilæum med et mangfoldigt program, der både rummer nye håbefulde talenter, men også etablerede og internationale kunstnere. Vejrudsigten spår både om regn og tørvejr. Det bliver ikke sol over Gudhjem, men over Smilets by — og skulle dråberne endelig falde, er det godt, at Regnsky dækker festivalen og (stort set) kun regner med søde dråber. Her er vores guide til de 15. koncerter, du ikke må misse over weekenden.

TORSDAG

Mekdes – Torsdag d. 2. maj kl. 14:00, SPOT Royal + Lørdag d. 4. maj kl. 16:30, Atlas 

Jeg føler, at Mekdes er en lille skjult skat, som ikke alle har opdaget endnu. Efter at jeg hørte hendes seneste single ‘On My Mind’, var jeg hooked. Mekdes er lige dele soul, blæret vokal og radiopotentiale, og jeg håber, at det hele går op i en højere enhed, når hun indtager Atlas lørdag eftermiddag. – Line

FREDAG

I Think You’re Awesome & Aarhus Jazz Orchestra – Fredag d. 3. maj kl. 17:30, Rytmisk Sal, Musikhuset

I Think You’re Awesome er et jazz-band med aner fra indie- og instrumentalrock-scenen. Bandets medlemmer er børn af 90’erne, og deres lyd kan bedst beskrives ud fra bandnavnet, for deres frie og ubundne forhold til jazzen er helt og aldeles awesome! Første gang jeg stiftede bekendtskab med I.T.Y.A’s eventyrlige lydunivers var på P8-Jazz (skud ud!), og jeg blev straks tryllebundet. Måske er det fordi deres musik minder mig om andre favoritter som Girls in Airports eller Bremer McCoy, der begge har et uafhængigt forhold til jazzens dogmer og regler. Nummeret Be Kind to Your Neurosis føles som at vandre i en løssluppen tankestrøm, og jeg håber, at den er med på setlisten, når bandet fejrer deres 10 års jubilæum akkompagnement af Aarhus Jazz Orchestra i Musikhuset. Det kan kun blive godt! – Laura

School of X – Fredag d. 3. maj kl. 18:30, Aarhus Congress Center

Det er efterhånden noget tid siden, at der sidst kom nyt fra Rasmus Littauers alias School of X. Heldigvis har jeg haft ‘Faded. Dream.’ EP’en fra 2017 til at holde mig med selskab i mellemtiden, og sikke et dejligt selskab! Rygtet går heldigvis på, at der er et mini-album på vej i år. Jeg er helt sikkert at finde til School of X’s koncert, hvor jeg glæder mig til at høre favoritterne ‘Words’ og ‘Las Vegas’, men også i den grad til at høre, hvad det kommende album har at byde på. – Line

Pish – Fredag d. 3. maj kl 19.30, Aarhus Congress Center, Club Stage & kl 13.00 på Il Locale.

Vi har på Regnsky skrevet en del om norske Kakkmaddafakka, og det er slet ikke sikkert, vi er færdige med det endnu. På SPOT er vi så heldige at få besøg af Påls sideprojekt Pish, og det er en koncert, jeg vil opfordre alle til at opleve. Hvis man skal prøve at karakterisere de to brødre i Kakkamaddafakka, så virker det som om, at Axel er den vilde og uregerlige med den store stagepresence, hvor Pål er den mere eftertænksomme og musikalske, men dem der har været til en af deres koncerter ved, at han langt fra holder sig i baggrunden og lader andre stjæle rampelyset. Måske er netop det pointen med projektet, som mest af alt er blød indiepop tilsat nogle af Kakkmaddafakkas notoriske glade toner. – Rasmus

Efterklang – Fredag d. 3. maj kl. 21:15, Store Sal, Musikhuset

4,5 år er der gået siden Efterklang gav deres eftersigende sidste koncert i Danmark, men tror man, at de tre barndomsvenner fra Sønderborg har været på pause eller i opløsning, kan man godt tro om igen. Siden 2014 har bandet udvidet deres musikalske repertoire med filmindspilninger og særoptrædener på nogle af verdens mest prominente scener. I følge bassist og manager i bandet, Rasmus Stolberg, er Efterklang ikke kommet tilbage for at ændre musikscenen på SPOT. Til gengæld har de i sinde at præsentere numre fra bagkataloget, som de ikke har gjort i mange år. Efterklang er en af de bands, der gør mig ekstra stolt af mit modersmål. Bandet har nemlig skabt et ultra-gennemarbejdet og unikt lydunivers, som rører noget for stort set alle aldersgrupper, og som har gjort indtryk på tværs af landegrænser. Efterklang er for mig lyden af en let klingende vindfanger i et hypnotisk parallelunivers, som dels fortryller til ekstase, men også leder ud i et storslået uvejr, hvor alting vendes og drejes som i animationsvideoen til Mirador. Bandets æstetiske pladecovers og musikvideoer er ualmindelig gennemførte – og så er det ekstra cool, at designeren bag værkerne, Nan Na Hvass, også har lavet Regnskys webdesign. Jeg glæder mig helt vildt til at opleve koncerten i Musikhuset, og kan kun opfordre til at stille sig i kø i riiiigtig god tid. – Laura

David44 – Fredag d. 3. maj kl. 21:30, Åbne Scene, Godsbanen

Godt nok clasher koncerten med Efterklang, men måske man kan nå lidt af begge dele. Hvis du er til populær- og pisse fed popmusik har du sikkert allerede stiftet bekendtskab med dansk/islandske DAVID44 i radioen. Hvis ikke? — Ja, så kan jeg ikke forklare dig, hvad der er gået galt … Davíð Ólafssons elektroniske popmusik sætter gang i enhver dansehofte med euforiske nattefest-stemninger, byder på hjertelige sjælere, og så er det tæt på umuligt ikke at synge med på omkvædet på Levitate. Nummeret er pakket ind i dynamiske basgange, som også særligt kommer til sin ret på nummeret Burn, og får mig til at tænke Daft Punk. Begge numre er at finde på debutalbummet Truth, som ramte gaden tidligere på året, og som højst sandsynligt også bliver luftet på den Åbne Scene. Jeg er spændt på om Godsbanen kommer til at smelte en smule, når den unge popgletjser lægger vejen forbi SPOT med sin islandske soul og charme. – Laura

M.I.L.K. – Fredag d. 3. maj kl 22:00, Voxhall

Hvordan kan man have mange millioner streams på Spotify og på en mystisk måde samtidig være totalt undergrund? Hmm … you tell me, men det beskriver på mange måder M.I.L.K., med det borgerlige navn Emil Wilk. Efter at have udgivet “Following The Sun” i 2016, har M.I.L.K. fået samlet sig en fanbase på tværs af Europa, og samtidig holdt sig som et ret ukendt navn i hjemlandet. Men mon ikke at nogle singler fra det kommende debut-album rammer de helt store playlister og radiokanaler? Andet ville virkelig undre mig. For M.I.L.K. har en fantastisk soulet og elektronisk lyd, og en perfekt evne til at skabe feriestemning og good vibes i sine produktioner. Jeg bliver i hvert fald altid i godt humør, når min playliste shuffler til et  M.I.L.K. track! – Line

NATKAT – Fredag d 3. maj kl 22.30, Radar

Den 90’er nostalgiske bølge vil ikke slippe sit tag i ungdommen. Jeg købte et par Air Max Tailwind IV i en OG retro fra 99 for nylig. If you know – you know. Om end jeg måske er ved at være for gammel til lidt for hurtige sko (skortig? Skhurtig?), så nyder jeg den kæmpe inspiration fra 90’ernes hiphop og RnB i Natkats musik. Det er de helt bløde og flødefyldte rytmer, og det indbyder til hurtige sko og smalle solbriller. Croptops. Rottehaler. Bøllehatte. Champion-trøjer. Alt det gode i livet. Jeg ser i hvert fald frem til at flashe mine nye sneaks til den her fest. – Rasmus

LØRDAG – SØNDAG

Bremer McCoy – Lørdag d. 4. maj kl. 14:30 i Den Rå Hal, Godsbanen.

Jeg var så heldig at opleve Bremer McCoy sidste år på Bremen, og deres skiver har siden da været førende prioriteter på pladespilleren  — helt særligt i de sene timer. Bandet består af Jonathan Bremer på bas og Morten McCoy på klaver, orgel og tape-delays. Jeg husker tydeligt deres jordnære ydmyghed over ikke at have spillet på konservatoriet. En detalje der fremkommer særdeles ligegyldig, når de spiller, og man vitterligt ikke kan afgøre, om de har gået på kons eller ej. Det er også ligemeget. For det er kærlighed, nærvær og originalitet, der driver musikken — To essentielle ingredienser, som Bremer og McCoy har med, når de inviterer publikum med på en meditativ rejse, hvor det er okay at blive melankolsk. Jeg glæder mig til at blive beroliget af svævende melodier og drømme mig væk i Den Rå Hal. – Laura

Frida Diamant – Lørdag d 4. maj kl 17.00, Radar

Frida Diamant faldt jeg tilfældigt over på SPOT-playlisten på Spotify, og det tog mig kun én sang at opdage, at hun har sin helt egen lyd. Mange håbefulde unge kvindelige musikere falder lidt i elektronisk produceret pop og sart og skrøbelig vokal-fælden. Og det er der intet galt med, det er bare ikke min smag. Frida til gengæld er sgu en stærk sangskriver med en elektrisk guitar og et enormt potentiale. For mig er det her årets opdagelse. Så må vi se, om hun kan omsætte sine sange til en stærk liveoptræden. Andet ville dog overraske mig. – Rasmus

Kogekunst – Lørdag d. 4. maj kl. 15:30, Trailerscenen eller kl. 22:30, TAPE og Himmelrum – kl. 22:00, A-Huset. 

Kogekunst og Himmelrum har danmarks bedste opskrift på en himmelsk koger. Jeg så begge bands, da de gæstede ALICE tidligere på året, og det var rasende godt! Læs her hvorfor du ikke må gå glip af Kogekunst og Himmelrum, når de lægger vejen forbi SPOT, når særligt Kogekunst højst sandsynligt får smilets by til at leve op til sit navn. Jeg glæder mig, og ved allerede godt, hvad jeg skal høre på repeat fredag morgen inden SPOT-programmet løber af stablen. – Laura

Goss – Lørdag d. 4. maj kl. 19:30, Aarhus Congress Center

Første gang jeg hørte ‘I Want to Know?????’, anede jeg ikke hvem Goss var, og hvad det egentlig var for en mærkelig sang. Efterfølgende er hans musik vokset på mig big time, og jeg er vild med Goss’ unikke blanding af det elektroniske og analoge. På den ene side er sangene svævende og abstrakte, og på den anden side er de super veldrejede og catchy popsange. Særligt MØ-samarbejdet ‘There’s Just So Much A Heart Can Take’ fra den seneste EP ‘Homeland Security’ er blandt yndlingssangene. Jeg var så heldig at snuppe en billet, da Goss optrådte til Red Bull Stripped Session for et par måneder tilbage,  og jeg glæder mig som et lille barn til at høre det hele live lige om lidt. – Line

Selma Judith – Lørdag d. 4. maj kl. 20:30, Voxhall 

Jeg har været så heldig at opleve Selma Judith live før, og det første jeg tænkte var “Hvornår spiller hun igen???”. Det gør hun heldigvis på SPOT, og hvis du ikke er der, så går du seriøst glip af noget. Skrøbelig, ærlig, tatoveret, harpestillende … ja, mange ord kan beskrive Selma Judith og hendes fantastiske, tilbagelænede lydunivers, men en ting er helt sikker: Selma er det nye, og det er fuldt fortjent. Der er allerede masser af sing-along potentiale til “Kind of Lonely” og “Colder”, og mon ikke også publikum får lov at høre helt nye sange? Jeg krydser fingrer, og begiver mig mod Voxhall lørdag aften. – Line

Dengue, Dengue, Dengue – Søndag d. 5. maj kl. 01:00, Den Rå Hal, Godsbanen

Den peruvianske electroduo er blandt hovednavnene på SPOT og er med til at afslutte festivalen natten til lørdag med deres håndlavede masker, syrede visuals og en eksperimenterende lyd, jeg ikke kan beskrive sammenhængende. Derfor har jeg lavet en liste over ord, der falder mig ind, når jeg jeg lytter til de sydamerikanske DJ’s:

Blæsende balkan-bongo, rituel stammedans om bål, footwork folk, salsa og solnedgang, syretrip på savanne, Den Sorte Skole, klesmer-hypnose, kædedans og karneval med krager, sydlandske sangfugle, spanske strenge, sex og sambuca, Herbie: Head Hunters, jungle og Jumanji, tribal techno, Henrik Vibskovs tekstiler som musik, parkour, Darkside: Psychic, syriske sækkepiber, lasterstråler, KOKOKO! Gameboy Advance, skæve slagtøjsinstrumenter, trope trance, JAJA! – Tropical Birs Club, Hanz Zimmer filmmusik, syg psytrance, dåse-dub, Tintin og Soltemplet, finurlige fugle og parringsdans på BBC wildlife.

Måske giver de mening. Måske gør de ikke. Måske er det slet ikke meningen, de skal, måske er det mig, der er skør… Måske skal du bare blive oppe lørdag nat og ryste alle de farverige halefjer – Laura

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Feature

Friday Late Night: MUSIC + VIDEO

Af Mirja Bonné den

Hvert år fejrer CPH PIX danske musikvideoinstruktører og deres værker, og på fredag er det atter tid til at blive omsluttet af biografens mørke, når der er Friday Late Night: Musik + Video i Cinemateket. Aftenen vil byde på en kavalkade af tidens bedste danske videoer – værker der fortolker musikken i fantastiske, fantasifulde såvel som i dystre og dystopiske fortællinger. Senere på aftenen kåres den årlige vinder af publikumsprisen, men højdepunktet er klart den audiovisuelle pærevælling af videoer, der tilsammen giver udslag i en altid uforudsigelig og stemningsmættet aften.

Sidste års vinder var Du har aldrig savnet nogen af Frederik Uhrbrand med musik af Benal og Bashir Billow. Hvert år har jeg dog oplevet, at sidde i lidt af et dillema i forbindelse med afstemningen, da de udvalgte værker, plejer at være på et niveau håndværksmæssigt og kunstnerisk, at de på sin vis alle fortjener en pris. Derfor har jeg udvalgt et par af musikvideoerne fra de seneste års PIX, som jeg i hvert fald, synes fortjener et gensyn. Er du mere til det store lærred, synes jeg du skal tage i Cinemateket på fredag, og selv være med til at kåre årets bedste danske musikvideo.

Atli Brix Kamban finurlige animationer og Bjertagets unikke tekstunivers smelter på bedste vis sammen i videoen til Nattens Stjerner, der havde premiere på sidste års CPH PIX:

Nitesh Anjaan har produceret videoen til nummeret Hvor dit hjerte bor af Jonas Rendbo og Ukendt Kunstner. Medmenneskelighed og kærlighed er vigtige budskaber i Nitesh Anjaan  skildring af de ventende skæbner på Avnstrup Asylcenter, og videoen synes da lige så aktuel, som sidste år den var med på PIX:

I en noget anden genre har vi Ognjen Curcic’s og Tako Lakos Fearless video, som vandt i 2015. Der er dømt undergrunds-Gypsy-tipsy-rave for alle dine skejser i denne sjove, blodige og ækle film med skuespiller Danica Curcic og en masse… PICKLESS!

Alt synes at gå op i en højere æstetisk enhed i musikvideoen til Blondage’s Dive. Jonas Bang og M.I.L.K. har produceret videoen der både teknisk, visuelt og musikalsk må anses som intet mindre end et lille mesterværk.

Friday Late Night: MUSIC + VIDEO er arrangeret af Heartbeats og filmfestivalen CPH PIX . Læs mere om PIX og eventet HER

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Feature

“Man gør det bare, fordi det er fedt!” – Interview med Emil Wilk fra M.I.L.K.

Af Mirja Bonné den
20160629_152336

En sommer i musikkens tegn er ved at gå på hæld, men her kommer et lille tilbageblik fra årets Roskilde Festival. Garderet med TUC kiks og kaffe havde jeg fornøjelsen af at interviewe musiker og filmproducer Emil Wilk. Det endte med at blive en længere samtale om musik, kunst og udtryk, men også om barndommen på Bornholm, halmballe-borg-byggerier og dét at være draget af storbyens mystik, når man selv kommer fra provinsen. Til slut hører vi om et ganske særligt møde med selveste Brian Eno… Så hold godt fast! Emil Wilk er en mand med meget på hjerte, og han er ikke bange for at åbne op ind til de refleksioner og spørgsmål, der opstår undervejs, når man skal finde sit eget udtryk.

Mirja: Tak for i koncerten, hvordan var det at spille hernede?

M.I.L.K.: Det var fedt, publikum var virkelig meget på, og det virkede som om, at folk faktisk kom for at se OS; de sang jo med! Det var ret syret altså…

Mirja: Hvem er Emil Wilk, og hvem er M.I.L.K.?

M.I.L.K.: Altså, M.I.L.K. er mig, efter jeg fandt mit udtryk. Alt, hvad jeg laver nu, det laver jeg som M.I.L.K., og alt hvad der ikke passer ind i M.I.L.K., ja, det laver jeg så ikke.

Mirja: Okay, hvordan vil du så beskrive dit udtryk?

M.I.L.K.: Mit udtryk er en form for tekstur, feel eller vibe – eller noget, jeg synes, er dejligt! Før prøvede jeg vildt meget af og satte derfor ikke et label på, som jeg gør nu med M.I.L.K.. Det hele faldt bare lige i hak med M.I.L.K.. Så, M.I.L.K. er nok bare mig, som er sikker på, hvad jeg gerne vil.

Following The Sun: Et af de seneste udspil fra M.I.L.K.

Mirja: Hvad så med navnet M.I.L.K. – hvor kom det fra?

M.I.L.K.: Det startede oppe i mit køkken. Vi bor sådan seks drenge. Jeg havde lavet de her sange, som jeg gerne ville give et navn. Så vi sad bare og snakkede om, hvad fanden det skulle være. Jeg ville gerne have, at det var sådan “BOOM”; helt straight forward, og så skulle det have en institutionel vibe ligesom sådan nogle forkortede punktum-navne. Pludselig siger Mads Christian oppe fra lejligheden ”hvorfor hedder du ikke milk, det er jo sådan en hverdagsting?”, så det tog jeg og gjorde til en forkortelse. Så har vildt mange efterfølgende spurgt, hvad det står for, og så har jeg bare fundet på noget nyt hver gang, ha ha!

Mirja: Fedt, hvad ville du så finde på nu?

M.I.L.K.: Nu… Jamen, det ved jeg ikke. Det kan være, der kommer et eller andet, så skal jeg nok sige til… Ellers må du prøve at give et bud!

Mirja: Øhh, ja… Det kan være, jeg gør det.

M.I.L.K.: En anden ting er, at jeg faktisk er SINDSSYGT inspireret af N.E.R.D., Pharrells gamle projekt. N.E.R.D. lyder jo også som en forkortelse, og de sagde det stod for no-one-ever-really-dies, men det er faktisk bare noget, de har fundet på senere, når folk spurgte. Så der er ikke sådan en kæmpe forkromet idé bag navnet M.I.L.K.; jeg synes bare, det virkede!

Mirja: Når jeg har læst om M.I.L.K., er jeg stødt på flere forskellige beskrivelser. Nogle omtaler M.I.L.K. som et band, et multikunstprojekt; at M.I.L.K. er Emil Wilk, som laver musik… Flere medier har også omtalt M.I.L.K. som et soul-kollektiv. Hvad er din opfattelse af alle de her mærkater?

M.I.L.K.: Ha ha! Jamen det er jo bare fordi, det er helt vildt nyt. Når folk har spurgt ind til M.I.L.K., har jeg bare sagt et eller andet. Så er der nogen andre, der har kigget på det, der er blevet skrevet, og så har de også bare skrevet det. For at være helt ærlig så startede jeg med at kalde det et kollektiv, da jeg synes, at ideen om soloprojekt egentlig er lidt langt ude. Man har jo altid en masse folk, der hjælper en med alt muligt. Det kan være alt fra fotografen, til ham der bærer ens udstyr – derfor kaldte jeg det et kollektiv. I virkeligheden var jeg nok også lidt skræmt over at lægge ting ud som “Hey, det her er kun mig”. Men i den klassiske forstand kan man jo godt kalde det et soloprojekt, fordi alle de der ting som at lave numrene og bestemme, hvor musikken skal hen, har jeg jo gjort, og det er jo det, som en typisk solo artist gør. I virkeligheden var jeg nok bare lidt bange for det.

Mirja: Det er da også skræmmende!

M.I.L.K.: Men når folk spørger mig nu, så svarer jeg bare, at M.I.L.K. er mig.

Mirja: Er det så både dig som musiker, musikvideo-mand og…?

M.I.L.K.: M.I.L.K. er alt det, jeg laver nu. Tidligere arbejdede jeg for mange forskellige. Da lavede jeg ting, hvor jeg mere gik på kompromis, fordi det jo var et bestilt stykke arbejde. Folk vil jo gerne sætte alle ting i bokse, og så er det bare rart for en selv at have sådan et filter, at hvis det passer ind i M.I.L.K., så laver jeg det, og ellers laver jeg det ikke. Med M.I.L.K. har jeg fundet ud af, hvad der er 100 % mig, og så er det bare nemmere at træffe valg, hvor jeg ikke går på kompromis med mig selv. Jeg har ligesom fundet hvile i det, som er M.I.L.K..

Mirja: Det lyder som en spændende proces. Hvis nu vi så det som en slags udviklingsproces, hvordan ville du så beskrive forløbet?

M.I.L.K.: Jamen, den har jo sikkert løbet, lige siden man begyndte at lave sine egne ting som lille – det man synes var sjovt, ik?

Mirja: Hvad har det fx været?

M.I.L.K.: Alle mulige ting. Jeg har lavet noget, som hedder FreeBikes – en form for socialt projekt. Så har jeg været med til at udvikle børne-tv-universer hos DR og lavet alt fra madprogrammer til musikprogrammer.

Mirja: Hvad så da du var helt lille?

M.I.L.K.: Altså jeg voksede jo op på Bornholm sammen med min mor. Vi boede i en skov, som hedder Almindingen, hvor jeg rendte rundt og legede actionman, kastede knive i træerne og byggede borge af halmballerne på vores høloft.

Mirja: Ej, hvor fedt!

M.I.L.K.: Ja, det var mega nice. Der var jo flere kilometer til nærmeste ven, så når man først havde en legeaftale, så skulle man virkelig lave et eller andet. Så havde jeg det der borgprojekt oppe på høloftet, og det var nok egentligt mit første store projekt. Man var jo så lille, så halmballerne var jo bare gigantiske. Men processen startede nok sådan for alvor, da jeg begyndte at synge mine egne ting. Det blev ligesom mere personligt, når jeg selv sang. Så her gik processen for alvor fra bare at være mig, der tossede rundt, til, at det begyndte at komme mere indefra og fik større betydning. Giver det mening?

Mirja: Ja, helt sikkert. Tænker du, at de ting, du har skabt/lavet som barn, har haft betydning for de ting, du laver i dag som voksen?

M.I.L.K.: Ja. Eller jeg tror det med, at jeg er vokset op på Bornholm, har gjort et eller andet. Der var ikke den slags kultur eller musikmiljø, som, jeg synes, var fedt, så jeg følte mig nok lidt alene derovre. Min far boede på Frederiksberg, og ham var jeg ovre hos sådan en gang om måneden. Han tog mig med ud og spise, på cafeer, til ferniseringer – alt sådan noget. På den måde kom København til at repræsentere noget mystisk og spændende. Jeg troede, der var en slags skjult sandhed derovre, som jeg ikke kendte til.

Mirja: Fandt du så svaret eller ”den store sandhed”, da du kom til København?

M.I.L.K.: Altså, jeg flyttede til København, da jeg var 18, og så finder man jo ud af, at det bare er præcist det samme.

Mirja: Hvad var det samme?

M.I.L.K.: At der ikke var sådan en stor sandhed eller hemmelighed; at det også bare er mennesker, der laver projekter, de synes, er sjove. Men sådan har jeg det tit, at hvis jeg føler, der er noget, jeg ikke kender, bliver jeg vildt tiltrukket af det og helt “obsessed” for finde ud af, hvad det er. Så møder man så personen eller miljøet og kommer bagom studiet, filmsættet, eller hvad det nu er, og ser, at det også bare er mennesker, der prøver at finde deres vej, og som gør det, de synes, er fedt.

Mirja: Er du kunstner?

M.I.L.K.: Det var et vildt svært spørgsmål! Det er nemmere at sige, man er musiker eller filminstruktør, fordi det mere beskriver en eller anden form for håndværk. Hvis jeg siger, jeg er kunstner, så skal jeg jo definere begrebet kunst, og det vil jeg helst ikke kaste mig ud i, ha ha. Men det er noget, jeg har tænkt meget over. For mig personligt er kunst dog noget, der kommer indefra og ikke forholder sig til alt muligt udefrakommende. Så det er mere en proces end et resultat… Hvad, synes du, er forskellen på en musiker og en kunstner?

Mirja: For mig er kunst det, som får mig til at føle et eller andet. Egentlig tror jeg, alle kan lave kunst, men det skal ramme én; altså jeg skal kunne mærke det, ik? Men jeg tror også, at man sagtens kan være en god håndværker uden at betegne sig selv som kunstner – og omvendt.

M.I.L.K.: Ja, det er faktisk også en anden ting. Jeg går nemlig vildt meget op i at være en god håndværker i de forskellige medier, jeg arbejder med. Når jeg fx laver musik, går jeg sindssygt meget op i det produktionsmæssige, og når jeg laver film, kan jeg drive folk til vanvid, fordi jeg er så sindssyg detaljeret. Håndværket betyder bare vildt meget for mig, om det så er kunst eller ej; det må jo være op til andre at bedømme.

Mirja: Kan du selv se nogle fællestræk ved de ting, du laver; altså når du laver musik, film eller andre projekter?

M.I.L.K.: Ja, det er sgu et meget godt spørgsmål! Noget af det, jeg tror, går igen, er processen, hvor jeg går VILDT meget op i kvalitet i de forskellige ting, jeg laver. For mig er de sidste 10 % i projektet frem til det endelige resultat et helvede. Jeg afveg altid fra det, da jeg var yngre, og derfor blev mine ting ikke færdige og heller ikke særlig gode. Men nu tvinger jeg mig selv til at gå ind i de der sidste 10%. Det er dér, følelsen indtræder af, at projektet er færdigt, når den sidste streg sættes.

Mirja: Hvad betyder det for dig at kunne udtrykke dig gennem de ting, du laver; altså din musik, kunst, film…

M.I.L.K.: Det betyder rigtig meget for mig, at jeg nu bare lever af at være M.I.L.K., men samtidig er der jo også en masse andet, som betyder meget for mig. Hvis jeg ikke kunne udtrykke mig igennem arbejdet, så ville jeg nok bare udtrykke det i et eller andet andet. Jeg kan dog ikke forestille mig en situation, hvor jeg ikke kunne lave mine egne projekter. Det er bare sådan en måde for mig at leve på!

Mirja: Er der noget, du gerne vil efterlade hos folk med de ting, du laver?

M.I.L.K.: Jeg har ikke sådan en tanke om noget, folk skal sidde tilbage med. Det er mere, hvad, jeg lige synes, er fedt i det, jeg arbejder med. Fx da jeg og Jonas Bang skulle lave musikvideoen til Blondages “Dive”. “Dive” har de her eksotiske rytmer og en masse fremdrift i sig. Samtidig er nummeret jo også bare en popsang – men med noget dybere på hjerte. De her indtryk ville vi gerne have med i videoen, så det blev sådan en slags fortolkning af nummeret.

M.I.L.K.: Når jeg selv laver musik, handler det også meget om den stemning, jeg lige er i. Som på den sommerdag jeg skrev nummeret “If We Want To”. Jeg, Søren Christensen og Mads DK (Mads Damsgaard Kristiansen, red.) fra Reptile Youth sad sammen i hans kælder og lavede musik, og det var egentlig bare den sommervibe, jeg havde. Så det er ikke sådan, at jeg har siddet med en stor plan om, hvad folk skal føle. Det er mere bare sådan en stemning, ik? Jeg har bare gjort det, jeg lige havde inden i mig, eller sådan…

Mirja: Har du noget, du gør, eller et sted, du tager hen for at få ideer eller ny inspiration?

M.I.L.K.: Der er ikke et konkret sted, jeg tager hen eller sådan noget. Jeg tror rigtig meget på bare at arbejde og være i sådan et ”arbejdsmood”. For mig er inspiration ikke noget, der bare lige pludselig rammer mig. Skal jeg skrive en sang, ved jeg, at fx klokken 11 i dag skal jeg sætte mig ned i studiet, og når dagen er omme, så skal der være en sang. Det kan være den bliver god, og det kan være, den er fucking dårlig. Jeg tror bare, det handler om, at man skal lave rigtig meget, og det er bare ikke alt sammen, der bliver godt. Men jeg elsker at gå på museer, gallerier, ferniseringer og sådan noget, og der suger jeg nok rigtig meget til mig.

Mirja: Hvad har du sidst være ind og se?

M.I.L.K.: Det sidste, jeg har været inde og se, er “The Ship” på Charlottenborg af Brian Eno. Jeg var vildt heldig at komme med til sådan en middag også med Brian Eno. Det var ret…

Mirja: SHIT!

M.I.L.K.: Jeg er jo kæmpe, kæmpe, kæmpe, kæmpe, kæmpe, kæmpe, KÆMPESTOR Brian Eno-fan, så det var vildt at snakke med ham. Jeg stillede lidt de samme spørgsmål, som vi har snakket om faktisk. Sådan noget som hvor hans inspiration kommer fra, og hvordan processen er. I hvert fald fortalte han, at det for ham altid har handlet om at sætte nogle regler op for leg i et studie. Fx med “Heroes” vidste Brian Eno, at Robert Fripp, som var med til at lave den, er god til at lave hits og havde styr på strukturen, så i den kontekst kunne Brian Eno egentlig bare være legebarn. Ved at optage forskellige steder i rummet og gøre brug af diverse reverb-pedaler, lavede de jo den her ret famøse effekt på “Heroes”-vokalen, og det kom rent ud sagt af sådan noget Brian Eno-leg! Men det kunne han også kun, fordi han vidste, der var en anden, som havde styr på strukturen.

Mirja: Det her med leg og kreativitet… Jeg fandt engang nogle forskellige definitioner, hvor en en af dem lød, “at det, vi kalder leg hos børn, hedder kreativitet hos voksne.” Synes du, at du leger, når du laver dine ting?

M.I.L.K.: To tusind procent! Altså, hundrede procent. Jeg synes faktisk, det er en vildt god beskrivelse, at kreativitet er voksne, der leger. Det er også derfor, jeg hader det der Kaospilot-agtige “nu skal vi skabe” og alle sådan nogle opstillede kreative workshops. Det er ligesom kunstigt stillet op, for at det kan blive nemmere at interagere i det kreative rum, men det er bare fordi, man ikke forstår processen endnu. Når man leger, så tænker man ikke på at gøre det godt eller dårligt, rigtigt eller forkert, og det er jo egentligt bare det, det hele handler om! Man bygger en borg af halmballer eller sådan noget; man gør det bare, fordi det er fedt!

Mirja: Man er ikke bange for at fejle…

M.I.L.K.: Man er slet ikke bange for at fejle! Men det er faktisk ret interessant… For at forbinde det med det jeg sagde før med de sidste 10%; det er nemlig der, hvor det ikke er leg mere. Her skal det gøres færdigt, og det er her, hvor det gode håndværk får afgørende betydning. Men jeg tror på, at man skal lade det være leg så lang tid som muligt, men så til sidst også have professionalismen til at sige, at nu skal det her altså gøres færdigt, og selvom det tager 3 timer at mikse den her lilletromme, så bliver vi ved, indtil vi er glade for den. Men den ene går ikke uden den anden – forstår du, hvad jeg mener? Jeg tror virkelig meget på begge dele.

Mirja: Men der kan man sige, at Brian Enos måde – altså det med at skabe nogle rammer – giver rigtig god mening. Det kan jo være alt fra deadlines og projektbeskrivelser til en konkret situation, fx at man er på et høloft og skal lave noget ud af halmballer.

M.I.L.K.: Ja, præcist!

Mirja: Hvad kan vi forvente af udspil fra M.I.L.K. henover sommeren?

M.I.L.K.: I går (under Roskilde Festival, red.) havde jeg faktisk final cut på en musikvideo til Liimas nummer ”Russians”, som jeg laver sammen med Jonas Bang.

M.I.L.K.: Så er jeg begyndt at lave rigtig mange remixes af spor, jeg får fra mine venner, som jeg har siddet og leget lidt med, og så glæder jeg mig VILDT meget til at gøre mine to ep’er 100% færdige. Den ene udkommer i sensommeren, og den anden til vinter.

Vi ser frem til udgivelsen af M.I.L.K.’s to ep’er her på Regnsky. Indtil da kan du tjekke hans nye remixes ud på soundcloud.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Livestemning

Roskilde Festival: Dag 2

Af Mirja Bonné den
Gundelach

Søndag aften arriverede jeg på pladsen med fuld oppakning af diverse festivaludstyr; luftmadras, gummistøvler, sovepose, bønnepostej og hvad der ellers lader sig høre til en klassisk omgang Roskilde Festival. I år er dog ganske særlig, i og med at jeg har fået lov at komme med som en af skribenterne på Regnsky. Og jeg har glædet mig HELT vildt!

Mandag lagde lummert ud med en tur i den berygtede badesø, men derefter en skyller under de (is)kolde brusere, så jeg var frisk til min første koncert på dette års festival med Soleima. Mange var trådt op for at høre den spirende pop-prinsesse, der både er fryd for øre og øjne. Lyd, performance og visuals fusionerede i en isklar æstetik, og man kan med rette sige, at Soleima – med det borgerlige navn Sarah Mariegaard – indtog scenen som en sand queen of countdown.

Derefter var det tid til at få lidt kulør i kinderne med bandet Shy Shy Shy, som i sandhed må siges leverede lidt af en dansefest på Rising-scenen. Hvor Soleimas udtryk er mere strømlinet, føles bandet Shy Shy Shy som en behagelig bølge af kærlighed og konfetti (allegorisk og bogstaveligt talt). Siden deres udspil med førstesinglen ”Do Not Ask” i 2014 må man sige, at kærligheden i og omkring bandet kun er vokset, og det var et varmt, legende og engageret band, som mødte et talstærkt publikum denne mandag.

Eftermiddagen forsatte i selskab med norske Gundelach, som stort set stod ukendt hen for mig, men ikke desto mindre forstærkede dette bare indtrykket og begejstringen – for hold nu kæft, hvor var det fedt! Gundelach førte mig overbevisende gennem sit elektroniske univers med en sådan kraft og nuancering, at jeg blev bevæget nye steder hen fra start til slut. Gundelach er tung elektropop, når det er bedst. Der arbejdes med kontrasterne, og utallige lag af lyd flettes ind og ud af hinanden; fra de dybeste kræfter til de højeste tinder; en koncertoplevelse som ganske givet kunne gå hen og blive en af de mest overbevisende opdagelser for mit vedkommende på dette års festival.

To kopper kaffe og en halv pakke tuc-kiks senere befandt jeg mig ved street scenen, hvor M.I.L.K´s soulinspirerede toner skulle varme op under regnhætter og våde fusser. Det havde virkelig klædt de lækre grooves med en god omgang solskinskoger, men Emil Wilk og resten af besætningen fik alligevel spillet op til dans og indsvøbte et talrigt publikum i vuggende rytmer og tropical vibes.

Det var, hvad jeg nåede her på anden opvarmningsdag, og glad og begejstret vil jeg nu bevæge mig ud i det kølige tusmørke og finde med en varm kop kakao at finde hjem til lejren på.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Feature

Regnsky anbefaler: ROSKILDØØØH’

Af Rasmus Stegmann den
Orange Scene 2015

NU NÆRMER DET SIG. Roskilde Festivalen er endelig ved at begynde, og det forlyder, at de første allerede har lagt sig i kø. Programmet har hele 175 kunstnere, der kommer til at fornøje vores øjne, ører og (danse)fødder, når Dyrskuepladsen igen lægger græs (og mudder) til det nok største årlige event i Danmark. Med så mange forskellige koncerter at vælge imellem kan Roskilde-labyrinten være umulig at navigere rundt i, og man risikerer tit blot at prioritere de tungeste navne frem for de letteste. Oftest af den simple grund, at man simpelthen ikke kender de små navne. Regnsky har sat sig for at sikre, at du i hvert fald bliver klædt lidt bedre på forud for festivalens start ved simpelthen at samle vores personlige forslag til, hvor du kan få en god oplevelse. Hver skribent på bloggen har skrevet lidt om, hvad de er mest begejstrede over og indvilget i at dele det med jer. Her har du skribenternes egne yndlinge og must-sees på Roskilde Festival 2016.

Mirja
Der er virkelig meget guf på programmet til dette års Roskilde, og at skulle udvælge mig tre fra en pose fyldt af mit ”yndlingsmix” synes næsten umuligt. Her følger dog alligevel tre navne med det tilfælles, at de er danske og alle navne, jeg glæder mig sindssygt meget til at kunne forsøde dette års Roskilde med.

Mmmm Mmmm Mmmm.. med M.I.L.K.’s tilbagelænede soul-inspirerede lyd forelsker jeg mig en smule mere, for hver gang de karamelliserede vibrationer flyder ud af mine højtalere med nummeret ”If We Want To”, som jeg opdagede for knap et år siden. De sidste par måneder har der atter været røre ”on the milky way” med seneste single ”Following the Sun” – en lille saltvandsperle, der med blidt vuggende rytmer og forfriskende bølgeskvulp vil pleje selv de mest hårdkogte roskildetømmermænd. Her kredses der virkelig for den gode og velproducerede lyd, hvilket også kendetegner de tidligere udspil fra Emil Wilk, der er frontmanden i bandet. “Following the Sun” er blot første i en række af singler, som udgives henover sommeren, og vil være det perfekte match til din sødmefulde roskildeflirt, der forlænger din sommer til langt ind i efteråret. M.I.L.K. spiller på Street Scenen mandag 27 juni, 20:00.

[soundcloud url=”https://api.soundcloud.com/tracks/265897425″ params=”auto_play=false&hide_related=false&show_comments=true&show_user=true&show_reposts=false&visual=true” width=”100%” height=”450″ iframe=”true” /]

Mit eget forårssoundtrack har i høj grad været præget af bandet Liss, der med sine blot tre numre har drønet derudaf på diverse musikmedier gennem 2015, og nu står klar med deres længe ventede EP, som ganske passende bærer navnet “First”. Trods bandets spæde alder, må man sige, at der er succes over Liss-drengene. Deres elektroniske future-pop-sound vidner om et band, der både er professionelt og nytænkende, og som formår at give et unikt strøg til såvel den danske som udenlandske musikscene. Live skulle Liss også være ganske eminente, så der synes ingen undskyldning for ikke at opleve dem den kommende uge. (Der går desuden rygter om, at vi kan forvente nyt materiale til øregangene, når de kommer på dette års Roskilde) – så sæt et STORT FEDT kryds på hånden og noter dig fredag 1 juli, hvor Liss spiller på Avalon, 13:00.

Liss – Miles Apart

Glæder mig afsindigt meget til at stå i mine udtrådte kondisko og have den største dansefest foran Orange scene, når Karen Marie Ørsted – MØ fyrer den af med hendes kæmpe hits “Kamikaze“, “Lean On” og “Pilgrim“, “Final Song” mfl. Personligt har jeg endnu ikke oplevet hende live, så vel også ved at være ”last call”, inden selv Roskilde bliver for småt for en stjerne som hende. Tjaaa, der er vel ikke så meget andet at sige end; ”VI SES, dansende, svedende, skrålende, hoppende foran Orange lørdag, 22:00!”

MØ – Final Song (.. årets roskildesang?)

Peter
Vi nærmer os med hastige skridt, men jeg allerede på forhånd overbevist om, at 2016-udgaven af Roskilde Festival bliver en af de bedste, jeg har været med til. Jeg kan ikke mindes at have set så stærkt og ikke mindst velrundet program som det, de disker op med i år. Toppen af plakaten stråler med navne som LCD Soundsystem, PJ Harvey og Tame Impala, de mellemstore navne er solide i form af kawaii-pop energibundet Grimes, altid-energiske Mac DeMarco, musikalske vidunderbørn i Miike Snow og James Blake tilsat årets måske mest interessante sammensætning i form af Damon Albarn og The Orchestra of Syrian Musicians.

Men for mig er de største scoops i årets program at finde med de mindre typer. Særligt synes jeg, at Roskilde Festival har været gode til at fange min yndlingstendens fra 2015: Rockmusik af høj kvalitet med en kvindelig vokal i forgrunden. Hovednavnet inden for det segment er uden tvivl Courtney Barnett, som jeg allerede flere gange har erklæret min kærlighed til, og som da også er mit ultimative must-see på årets program. Og netop derfor vil jeg i stedet dykke ned i tre andre rockbands, som alle bør give en chance.

Det første er også det største, og det er naturligvis madrilenske band Hinds. Mange fik øjnene (eller måske snarere ørerne) op for dem i sommeren 2014, da de udsendte de to vidunderlige støjrock-numre “Bamboo” og “Trippy Gum”, som flere anerkendte medier dengang opfangede. Tidligere i år udsendte de så deres første rigtige album, “Leave Me Alone”, og jeg kan roligt sige, at jeg må skuffe de fire piger – de skulle have udsendt et dårligere album, hvis de reelt ville have folk til at lade dem være i frem. Hvis du er til støjrock i den mere poppede ende, så skal du læse det her som en klar opfordring til, at du kigger forbi Hinds, når de optræder onsdag klokken 22.15 på Pavilion – og ja, jeg ved godt, at der er Red Hot Chili Peppers på samme tid, men stol på mig: Det her vil du ikke gå glip af!

Hvis man ikke helt har lyst til at vente så længe, så er der flere meget interessante nordiske navne. Svenske Yast hører til i den hårdere ende af spektret med deres drømmende shoegaze-take på den moderne rockmusik, men kvaliteten er efter min mening i samme internationale klasse, som har givet Hinds et mindre gennembrud i løbet af vinteren. Jeg lyttede første gang til Yast for nylig, da jeg sad og gennemgik programmet, og det var kærlighed ved første lyt. De fangede mig med det samme med deres tilbagelænede lyd, som sender lytteren i en stemning af vidunderlig langsomhed. Ja, det lyder mærkeligt, men det er ufatteligt behageligt og bestemt en oplevelse værd. Det går ned tirsdag klokken 15.30 på Rising-scenen.

Min sidste anbefaling i denne omgang går til bandet med Roskilde Festivals nok mest absurde bandnavn – okay, de islandske feminister i Reykjavíkurdætur er også godt deroppe af, når det kommer til min evne til at udtale bandnavnet i hvert fald. Men jeg taler naturligvis om finske Have You Ever Seen The Jane Fonda Aerobic VHS? Først og fremmest: Nej, det har jeg ikke. Men det kan godt være, at jeg skulle til at gøre det, for hvis de er lige så fantastiske som bandet, er vi godt på vej. Hvor Yast på mange måder er indadskuende og drømmende i deres lyd, er Have You Ever Seen The Jane Fonda Aerobic VHS? både eksperimenterende og legende. Til tider grænsende til det absurde, men med et bandnavn som er for langt til både Twitter og de gængse streamingtjenester, bør man også forvente noget interessant. Have You Ever Seen The Jane Fonda Aerobic VHS? er blæsere, slaginstrumenter og 80’er keyboards, Have You Ever Seen The Jane Fonda Aerobic VHS? er fest og glade dage i små eksplosive doser, og jeg er sikker på, at deres koncert vil blive husket som en af Roskilde 2016’s sjoveste oplevelser – måske igen i stærk konkurrence med Reykjavíkurdætur. Det er ligesom Yast tirsdag på Rising – bare først klokken 20.00.

Lad mig slutte med et lille tip til de spirende musikere derude: Hvis I gerne vil have mig til at lytte til jeres band, så start med at finde på et absurd bandnavn, for så er chancen for, at jeg i hvert fald lytter til det ret stor. Kvaliteten skal selvfølgelig hænge sammen med bandnavnet, men i første omgang handler det jo om at blive hørt!

Eva
Jeg råber “hurra!” hylder gerne årets program som et af festivalens bedste de sidste mange år. Som sædvanligt skyldes begejstringen Roskildes forrygende talent for at fange de bedste navne indenfor de mindre genrer, som ellers kun kan præsenteres af genrefestivaler i Danmark – jeg tænker på elektroniske navne (ikke EDM), eksperimenterende R’n’B og lo-fi indieartister, som de mere polerede festivaler sjældent rør ved.

Roskildes første scoop i år blev annonceret tidligt: Floating Points leverede med Elaenia sidste år – og sådan set også i års – bedste søndagsplade. Symfonisk og minimalistisk er vel egentligt modsætninger, men begge betegnelser er gældende for albummets luftige og detaljedvælende produktioner, der tildeler stilhed og støj samme magt og giver nogle seriøse harmoniske opture, eksempelvis på Elaenias ultimative stand-out track “Silhouettes (I, II & III)”.

Floating Points – Silhouettes (I, II & III)

Minimalistisk er en anden favorit bestemt ikke. Med i onsdagens pakke var et undseeligt, men markant navn: DAWN. Dawn hedder også Dawn Richard, og læser du med hos The Fader og var du på fornavn med Kelela længe før os andre, så ved du måske, at hun er det næste R’n’B-talent, der kommer til at styre verden med sin futuristiske, haunted R’n’B. Når Dawn laver baskere som den Machinedrum-producerede “Not Above That” tapper hun af Glasgow-scenens maksimalistiske gryde i et omfang, der kan få en EDM-fan til at flirte udenom, men uden at miste den selvsikre coolnes alle hendes allerede mange produktioner emmer af, og som i rigt mål blev udfoldet på sidste års Blackheart.

DAWN – Not Above That

Og så skal vi til noget helt andet: akustiske guitarer og ikke-samplede vokalharmonier. Lo-fi og med den helt gammeldags idé om autenticitet i behold er Whitneys soldampende sange slacker-country til roadtrip, festivalvandring og andre støvede steder – her både passer og fortolker de omgivelserne med skarptskårne sange. Kan du lide Woods vokal, Håkan Hellströmsk brug af blæsere og Smith Westerns fritflyvende melodier, kan Whitney godt blive din bedste opdagelse i Roskilde-programmet.
Alle tre bookinger er bevis på Roskildes evne til at fange artisterne på peaket – Floating Points med sin til dato bedste udgivelse, Dawn på nippet af et bredt gennembrud og Whitney som det helt nye varme indienavn. Godt gjort!

Whitney – Golden Days

Rasmus
For satan der er jo Roskilde lige om lidt. Jeg er lidt af en festabe, så jeg ser mest frem til elektroniske og hiphop navne, og på de fronter har Roskilde jo heldigvis kælet for os i år. Her har du et par forslag til nogle navne, du kan tjekke ud og dykke ned i, hvis du har det ligesom mig.

Først og fremmest vil jeg håbe, at du er stødt på Odesza før. Hvis ikke er du in for a treat, som man siger. Seattlegenserne (hedder det det?) laver noget af det rareste og mest gennemførte elektroniske musik, jeg er stødt på i lange perioder. Odesza er et af de navne, som man altid kan hive op af lommen, når ens venner spørger, om man ikke lige gider sætte noget musik på. Det kan både være til hverdag eller fest – alt afhængigt af decibel-niveauet, du hører dem på. Det gjorde mig ekstra glad, at de var en del af årets bookings, fordi jeg missede deres koncert på Loppen i 2014. En aften hvor DJ Paypal faktisk spillede, der også er Roskilde aktuel. Og Slow Magic som du kan opleve på Trailerpark. Slow Magic er desuden sygt fedt.

Nå, tjek lige det her album ud, som simpelthen er rene auditive antidepressiver.


JEG SKAL HØRE EN ÆGTE GANGSTER. Freddie Gibbs spiller nemlig i år. Er du træt af autotune og rappere der ikke engang er blevet skudt på? Har du en svaghed for George Michael-samples og numre der handler lidt for meget om narkotika? Freddie’s got the answer for you! Med respekt for Roskildes generelt virkelig flyvende hiphop-program, så vil jeg vove at påstå, at hr. Gibbs er den mest gangster af dem alle. Så gangster at han blev forsøgt myrdet i Brooklyn tilbage i 2014. “They tried to kill Tupac. They tried to kill me. I’m Freddie Gibbs. I’m still alive” udtalte han efterfølgende, da han blev spurgt om, hvorfor han var målet… Daaaaamn son! Det er sgu hårde sager.

SPØRGSMÅLET er dog, om han kommer til at spille. Den kære Freddie er nemlig for nylig blevet anholdt i Toulouse, og bliver måske udleveret til Østrig for en påstået voldtægt tilbage i 2014. Det kan også blive for gangsta’..

Dog er hans sidste album “Shadow of a Doubt” er blevet skamhørt på min Spotify – men han rammer mig virkelig også i mit organ for guilty pleasures med hans George Michael-sample på “Careless“.

Jeg håber, I kan klare flere rim og beats, fordi der er jo skruet helt op for grimen i år. Jeg er jo en prætentiøs anglofil hipster. Forstået på den måde at jeg elsker engelsk musik, kultur og sprog, men jeg har faktisk aldrig været i England… Anyways, jeg er tosset med grime og jeg er tosset med Skepta! Første gang, jeg stødte på Skepta, var til Distortions lidt spøjse gadefest på Christiansborg sidste år. Omme bag børsen fandt jeg pludselig en scene, der gik fuldstændig amok. Det var midt om eftermiddagen, og resten af eventet var rimelig chill. Men ikke her. Ikke til Skeptas koncert. Her svang/svungede/svingede (hvad hedder det?!) folk deres tshirts over hovedet og hoppede så højt, at jeg næsten ikke kunne se “The King of Grime”. Og jeg er altså 198 cm. Anyways, jeg anede ikke, hvem det var, men hørte navnet “Skepta” ude i atmosfæren et sted. Siden har jeg drømt om at stå i midten af flokken, mens Skepta skruer op for stemningen. Ligesom han gør i den her video. Det bliver noget med blå mærker og five-panel kasketter. Og jeg glæder mig.

Skepta – Shutdown London

Udover Skepta kan du jo passende lige tjekke Stormzy, Elf Kid og Little Simz ud. Britiske rim der får dig til at kigge dig over skulderen en ekstra gang, hvis du er på vej hjem en mørk aften i Tottenham.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *