Vi fik Lucy Dacus synge om GTA, før vi fik GTA VI

Lucy Dacus
Foto: Shervin Lainez

Lucy Dacus (kendt fra Boygenius) er tilbage på solo-sporet med det nye album Forever Is A Feeling, der lander 28. marts. Hør de to første singler nu.

Det er tilladt at blive klogere.

Da Boygenius bragede frem med debutalbummet The Record i 2023, rynkede jeg lidt på næsen over begrebet “supergruppe”. Phoebe Bridgers kendte jeg selvfølgelig, men Julien Baker og Lucy Dacus befandt sig, i min opfattelse, lidt for meget ude i indieperiferien, til at “supergruppe” var passende for trioen. Troede jeg.

Men The Record var ikke bare en stærk plade; den kastede også et lys på bandmedlemmers individuelle styrker, og så var det jo en passende anledning for dem, der ikke helt havde fulgt nok med, at udforske både Julien Baker og Lucy Dacus.

Det siger sig selv, at populariteten omkring Boygenius også har gjort noget godt for bandmedlemmernes solokarrierer. 28. marts udkommer Lucy Dacus’ fjerde plade, som hedder Forever is a Feeling, og efter tre albumudgivelser via Matador Records rykker hun nu op i majorligaen. Geffen Records har set lyset og udgiver pladen.

Nu kan man høre de første sange fra den kommende plade, “Ankles” og “Limerence”. Albumannonceringen skulle oprindeligt blot løfte sløret for “Ankles”, men i en story på Instagram fortæller Lucy Dacus, at hun i sidste øjeblik fik klemt “Limerence” med ind. Den er svær at lytte til, tilføjer hun, og det kan man godt give hende ret i, sangens tekster taget i betragtning – også selvom hun indledningsvist synger om GTA. Der er mange lag at skrælle af på de to første smagsprøver, og der er meget at glæde sig til.

Se videoen til “Ankles”:

Lyt til “Limerence”:

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *