Årets første virkeligt store albumoplevelse stod en, for undertegnede, komplet ukendt amerikansk kvinde for. Siden er hendes musik blevet hørt så mange gange, at pladen ikke længere burde kunne overraske og forundre. Men det gør den forsat. Kontrasterne blev fundet i konstaterende mænd, der er nogenlunde lige så livstrætte på den semi-tragiske måde, som kun fremkommer af overdreven bevidsthed, som teenagepiger med dødssyge jobs og venneproblemer. Samtidig undrede jeg mig over mine egne anbefalinger og hørte en plade med to af årets isoleret set bedste numre.

Marts

Julia Holter – Ekstasis (RVNG Intl)

Læg dig på din seng med hele pladen på anlægget og noget så eksotisk som en booklet i hånden. Lyt og læs, lav ikke andet end at lytte og læse, og lad hjernen køre på højtryk. Fordi det her er så vildt. På den mest underspillede, fine og veldisponerede måde. Ekstasis lyder legende let, men bliver aldrig letsindigt. Albummet er detaljeret, men aldrig et puslespil. Værket er vellydende, men stadig udfordrende. Og mest beskrivende af alt er Julia Holters musik feminin, men på ingen måde skrøbelig. “In the Same Room” er en naivistisk popperfektion, mens “Marienbad” er et perlende drømmespil. “Goddess Eyes” er næsten bombastisk, men en blidhed findes i “Our Sorrows”. Netop den kan få Holter til at virke afvisende. Men giv hende lidt tid, lyt til “In the Same Room” og “Moni Mon Amie” flere gange end pladen i sin helhed først, føl dig tryg ved disse numre, og dediker dig så til helhedsoplevelsen. Det er de 57 minutter værd. Og de mange efterfølgende. Og de videre undersøgelser af græsk drama og amerikansk poesi. 2013 byder i øvrigt på et nyt album fra Holter, som netop er blevet signet på Matador.

Julia Holter – Our Sorrows
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2013/01/02-Our-Sorrows.mp3]

Lower Dens – Brains/Propagation 10″ (Ribbon)
Insisterende fremdrift og en dreven, sært tilbageholdt vokal. Ikke mange ligheder mellem de elementer, men på Lower Dens 10″ indgår de to i en fuldkommen paralyserende samklang. Jana Hunters vokal er fra så langt væk, at den næsten bliver en erindring, og samtidig så intens, at jeg har lyst til at finde det sted hvor den kommer fra. Resten af pladen fængede mig aldrig, men de to numre her, dem vender jeg tilbage til.

Lower Dens – Brains
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2013/01/Brains.mp3]

April

Silver Jews – Starlite Walker (Drag City)

Få plader får unge piger til at se frem mod at blive 27. Normalt set vil jeg tro, at deres odds for at gøre netop det er endnu dårligere, hvis de bliver ført an af en ret kynisk og kronisk livsled mand med en tørt konstaterende humor som mest dominerende karaktertræk. Under alle omstændigheder var det afsindigt passende at være halvsyg den ene del af måneden, have tømmermænd den anden og traske gennem aprils regnvejr med Silver Jews debut fra 1994 i ørerne. Okay, det var ikke fordi Starlite Walker decideret fik mig til at længes voldsomt efter at blive gammel, men at kunne begrunde sine nederlag i stroferne “In 27 years/ I’ve drunk 50.000 beers/ And they just wash against me/ Like the sea into a pier” må være en formidlende omstændighed. Hvis du er til støvet produktion, umulige overgange, lidt kaos og et debutbands kluntede forsøg på både at udnytte en sangs potentiale melodisk og samtidig udtrykke forvirringens nedbrydende karakter – tilsat en kende håb – er Starlite Walker lige dig. Stephen Malkmus fra Pavement var i øvrigt med i Silver Jews i Starlite Walker-perioden. Kan man høre det? Lad os give et svar, som ville være ganske symptomatisk for Silver Jews: I don’t know.

Silver Jews – Trains Across the Sea
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2013/01/02-Trains-Across-The-Sea.mp3]

Silver Jews – New Orleans
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2013/01/07-New-Orleans.mp3]

Choir of Young Believers – Rhine Gold (Tigerspring)

Trods “Nye Nummer Et” og “Sedated” er din ven fra første lyt, tog det tid for Rhine Gold at finde en ledig plads i min pladesamling. Ikke underligt, for pladen er rimelig overvældende. Sammen fik det tonstunge første nummer “The Third Time” og det afsluttende titelnummers foruroligende grumme dødsklaver mig næsten til at opgive troen på, at jeg for alvor ville komme til at holde af Rhine Gold. Men da det gik op for mig, at jeg med ord om, at det nok var årets bedste danske plade havde givet to veninder pladen indenfor en måned, indså jeg, at det nok mere var egen dovenskab og forudindtagethed, og ikke den egentlige opfattelse af pladen, som fik mig til ikke helt at kunne overskue den. Rhine Gold fik flere lyt, og anbefalingen forstod jeg pludselig også selv – og den fandt rum i reolen. “Have I Ever Truly Been Here” er – som resten af pladen – ægte rørende, og “Sedated” et af årets bedste danske numre. Begge har intensitet og dybde nok til at du kan blive helt væk i dem, men besidder også en forbilledlig melodiøs klarhed. Selv det ti minutter lange “Paralyze” finder altid tilbage til stien. Det er i sig selv nok til at gøre Rhine Gold til en stor bedrift.

Choir of Young Believers – Sedated
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2013/01/03-Sedated.mp3]