Søndag aften er for mig en helligdag – og jeg ved, at jeg ikke er alene om at have indviet ugens sidste dag til ‘sundaze’. En dag hvor jeg helst bare vil pleje tømmermændene med noget snask, slå stængerne op og stene til en god serie. Der skal med andre ord en meget god grund til, at jeg bevæger mig væk fra min hule og ud i efterårets rusk og kulde. En grund som Curtis Cross, bedre kendt som “Black Milk”, der i søndags fyrede op for en fest på Loppen med sit band Nat Turner.

Black Milk er med fingeren på hiphop-pulsen en førende renæssance-rapper, der som en af de få stadig formår at holde liv i hiphoppen. Den 25-årige rapper er født og opvokset i Detroit, hvor han i over et årti har produceret musik og samarbejdet med mange af strædets andre kunstnere. Gennem J-Dillas gamle band Slum Village, fik han i 2002 skudt sin karriere i gang på deres album The Trinity og er siden 2006 gået solo med eget band. Det er der kommet syv solide studiealbums ud af fra Fat Beats Records og Ugly Computer. Det fede ved Black Milk er, at han ikke er en stor flødebolle rullet i kokos, der står og brøler “Yaw Yaw Yaw! WAZ UP COPENHAGEN, Big ass tities!”, mens der bliver skruet og drejet lidt på en mixer. Black Milk laver ægte hiphop med levende instrumenter og hans udgivelser Tronic og Album of the Year er et must i samlingen, hvis man er hiphop-henrykt. Jeg må virkelig også give den op for de tre sidste udgivelser If There’s A Hell Below, The Rebellion Sessions (et moderne jazzalbum domineret af instrumentale afrobeats) og den seneste skive; FEVER. Albummet er en kritik af det amerikanske uddannelses- og fængselssystem, hvor racekrigen stadig hærger. Problematikker, der særligt kommer til udtryk på nummeret True Lies:

Første gang jeg hørte Black Milk var på Roskilde i 2011, da de turnerede med Album of the Year. Jeg kom helt tilfældigt slentrende forbi Cosmopol og blev straks tryllebundet af den lyriske troldmand Curtis Cross, bandets moderne jazz-vibes og de kraftige trommer. Det var klart årets Roskilde-surprise, også selvom det ikke var en fuld A-Z koncertoplevelse.

Jeg fik heldigvis mulighed for at tage revanche og høre en hel koncert til ende, da Black Milk i sommeren 2016 gæstede Pumpehuset. Koncerten blev få dage inden rykket ud i Byhaven, da den ikke havde solgt nok. Dette lod hverken til at genere bandet (eller os – gratis hiphop under åben himmel – what’s not to like?!) det mindste, da de fyrede op for en kæmpe fest med dans og svedige håndtegn i sommervejret. En fest, som latinamerikanerne fra Detroit i søndags demonstrerede, at de ikke har mistet evnen til at starte.

Black Milk passede perfekt ind i Loppens loose-stemning, hvor det ikke er en ny opdagelse at finde en koncertgænger med en spliff i hånden ude foran den ikoniske graffiti-opgang – søndag ingen undtagelse. Koncerten blev solgt for en slik uden gebyrer, og der var rigeligt med plads til at svinge håndtegnene langt ud i lokalet uden at ramme sin sidemand. Bandet gik på til tiden, men deres entré forekom en anelse flad. Det virkede lidt som om, de lige var landet og kom direkte fra Kastrup, da de noget søvnige indtog Loppen. Trommeslageren trådte fra publikum sløvt op på scenen iført mørke afrobeat-briller, en stor hoodie og stadig med rygsækken på skulderen. Både taske og hoodie blev kastet af ved siden af trommesættet, og han sad nu kun tilbage blottet med kæmpe overarme i en smal tanktop, der næsten afslørede hans nipples. En praktisk mundering, når der skal hamres igennem, og man bliver komplet gennemblødt efter en time og et kvarters jam. Curtis Cross virkede i starten noget uoplagt med et par smalle øjne, der fik mig til at spekulere over, om det var “søvnig-søndag”, jetlag eller et smut forbi Pusher Street, der gjorde udfaldet. Han kom dog hurtigt i gang og lagde ud med en håndfuld nye numre. Han virkede særligt overlegen på True Lies og Could It Be med en selvsikker gestus.

Både keyboard og trommer blendede smooth ind i beatet, når Curtis Cross spacede ud. Jeg savnede dog bassisten, der var med sidst i Byhaven, og som i stedet var erstattet af percussion. Jeg fik efter koncerten at vide af Curtis Cross, der stod og signerede plader, at han desværre havde lagt sin musikalske karriere på hylden. Til gengæld satte Black Milk en stor ære i at udfylde den tomme plads med improvisationer. Der kom under aftenen en del anekdoter fra opvæksten i Detroit og slynget sætninger ud som: “You gotta represent!” eller “We just gonna do whatever. Your in the funkiest church in the world”. Curtis Cross er til dags dato den mest up-town funky præst, jeg er stødt på. Den hvide krave er erstattet med guldkæder og den tørre prædiken med beat boxing. Desuden blev de hellige skrifter byttet ud med numre fra Black Milks bugnende bagkatalog, som publikum frit kunne ønske fra. Curtis Cross indfriede mange af bønnerne, men slingrede dog noget på prædikestolen, da han glemte teksten til to af numrene og måtte afbryde midt i et beat med et “Sorry man, sorry man! I forgot the verse!”, men som Black Milk selv sagde: “Fuck it!” – Kikseren bidrog bare til en mere løssluppen stemning, der til sidst blev så loose, at en ung gut hoppede op på scenen og råbte: “LET’S GIVE IT UP FOR BLACK MILK” til et jublende publikum.

Aftenens klientel bestod af alt fra ‘håndbajeren og kappen på skrå’-typerne til Fritz og Poul-fyren, der møvede sig gennem folk med to glas rødvin, tabte det ene på gulvet og slyngede det andet i vejret i takt med de svedige håndtegn. Klassikerne Bounce, Tronic og Losing Out var blandt hovedønskerne fra publikum, der også fik indfriet sidstnævnte nummer ved koncertens afrunding. Desværre druknede det en anelse i den sveddryppende trommeslagers lidt for dominerende solo, hvor hele sættet ellers fik hans kraftige overarme at mærke. Jeg synes klart, at deres jazzede freestyle numre fungerede bedst, men Losing Out er sgu også i orden, og den fortjener sin klassiker-status.

SÅ: Alt i alt var koncerten super sprød. Jeg blev hevet ud af min søndagsslasker og havde mest af alt lyst til at tage videre i byen og fejre, at ægte hiphop stadig lever. I stedet vendte jeg hjem med The Rebellion Sessions og min all time favourite Album of the Year i cykelkurven – signeret af Black Milk. Lidt fangirl, har man vel lov at være.