Journey fest har efterhånden slået sig fast som en tradition, hvor man kan lægge vintertøjet på hylden og træde ind i en forskellige genrespecifikke musikgarderobeskabe. For Journey fest er ikke en uge med forskellige koncerter. Når du tager til et af arrangementerne, er der altid en lille håndfuld navne på programmet. De navne er nøje udvalgt, så du får oplevelsen af andre kunstnere, der minder lidt om det, du er kommet for at høre. Som hvis du lytter til et album på Spotify, og streamingtjenestens radiofunktion vælger nyt musik til dig, ud fra hvad du lige har sat på. Til journey er det bare live, og det varer en hel uge. Derfor kan du nu læse om tre navne, der kan pege dig i retningen af musikalske helhedsaftener.
The Comet Is Coming – Lørdag d. 22. februar
Allerede på andendagen er der hentet tre musikere ind fra det ydre rum for at give dig en oplevelse, du ikke har set på jorden før. Space-snakes eksisterer kun i Rick and Morty, men Space-jazz eksisterer sgu i virkeligheden. Den mere eller mindre legendariske saxofonist, King Shabaka, har i mødet med Danalogue the Conquerors keyboard, synths og rumlyde fundet ind til noget, der minder om et sci-fi soundtrack på coke. Vel at mærke på den slags coke, der er produceret i en saxofon. Med Betamax Killers energiske trommer oveni hatten bliver det nemt en energiudladning, der kan høres steder, hvor kometer kommer fra. Det kunne det i hvert fald, da de indtog Roskilde Festival i sommer.
Ho99o9 – Torsdag den 27. februar
Synes du også at musikere generelt deltager for lidt i mosh pits til deres egne koncerter? Savner du tekster, der handler om at slå en præst ihjel i en våd drøm? Så er Ho99o9 sandsynligvis lige noget for dig. Hvis du bare godt kan lide et gennemført gyser-tema der gennemsyrer både tekst, musik og video, så er det nok også noget for dig. Ho99o9s blanding af punk og rap er i stil med et navn som Death Grips og giver dig på samme måde muligheden for at komme af med noget vrede til koncerten. En god gang sved kommer du nok også af med, mens du lytter til barer som dem her:
If I could rewind time
They’d probably lock me in the cage
For fuckin’ white bitches out in Columbine
Since this nigga’s off the leash
It’s dinner time
Lyder det ikke helt sofistikeret nok, så gemmer dig sig også en stærk samfundskritisk tone bag al gyser-viben. Ho99o9 spiller på Loppen, hvor også Slægt, 404 og Yury kigger forbi.
Floating Points – Lørdag den 29. februar
Det er hårdt at være perfektionist. At intet er godt nok, før det er perfekt må være voldsomt stressesende at leve med. Til gengæld kan vi andre nyde godt af, at der findes folk som Sam Sheperd. Han står bag Floating Points, der giver koncert på Store Vega. Han er blandt andet kendt for, at leve sig fuldt ind i sine shows, der er en komplet oplevelse, hvor lyd og (lazer)lys spiller sammen. Med det aktuelle og aldeles fremragende album Crush i bagagen, kommer Floating Points og lukker Journey fest med en gang elektroniske fysikforsøg. Sam Sheperd er uddannet hjerneforsker og er kendt for at samle på gamle jazz-plader. Det tænker man nok ikke, hvis man ikke ved det på forhånd. Men når man gør, så giver det rigtig god mening, for lyden er chill og perfektionistisk mens den samtidig er svær at stå stille til.
Lørdag aften siver en note af røget græs gennem luften i Stauningsalen og forbi næseborene på aftenens håbefulde hiphop-hoveder. Der er en mangfoldighed af fyre iklædt oversize t-shirts med gyldne kæder om halsen. Det kvindelige publikum er få, men foxy. Fælles for alle er, at de er mødt op for at opleve det unge hiphop talent Saba, med sin første liveoptræden i Danmark.
Jeg har længe fulgt den 24-årige West Coast-rapper, der efter min mening er en af de mest undervurderede navne på hiphop-scenen lige nu. Hans tophøje lyriske skills, energiske og bløde beats og den ualmindeligt overbevisende vokal trækker mine associationer til Kendrick. – Han har da også samarbejdet med Mick Jenkins og Noname. Måske kender I ham fra bidraget til Angels i samarbejde med Chance The Rapper?
Saba er en af de kunstnere, der emmer af positiv energi og samtidig ikke er bange for at udtrykke personlige kriser i sine tekster. På debutalbummet Bucket List Project tager han sin hjembys forsvar og lyser Chicagos brutale omdømme op. Anderledes ser det ud på den nye plade Care For Me, der kredser om gadens høje mord- og voldsrater.
Tilbage i Stauningssalen står jeg og andre forventningsfulde koncertgæster og venter. Efter et kort change-over fra danske Josephin Bovién og en blød R’n’B opvarmning, tror jeg endelig at Saba skal til at gå på, men opdager desværre at det i stedet er hans dj Dam Dam, som kommer ind på scenen med en flaske champagne i hånden. Han starter med at tage en selfie med salen i baggrunden, mens han råber: “ARE YOU READY? FOR SABA?!” Spørgsmålet lyder hele tre gange. – Og det er vi… hver gang.
Saba viser sig at være hele ventetiden værd. Han går på scenen iført Nike-sneakers og en kasket med teksten CARE i panden. Kasketten beskriver Sabas selvsikre attitude spot-on, og han er mindst lige så charmerende i virkeligheden, som han er i sin optræden hos Tiny Desk Concerts.
Eftertænksom og dybsindig rap fylder rummet, der samtidig forvandles til et hav af hoppende hoveder og ’hands in the air’. Det kulminerer, da Saba slynger kendte sætninger som: “MAKE SOME NOICE!” eller “DENMARK! I LOVE YOU FROM THE BUTTOM OF MY FUCKING HEART!” ud i salen. Det er en cliché, og det virker.
Saba kommer bredt omkring hele bagkataloget, og det er særlig magisk, da han dykker ned i det første og mest muntre album og performer det dynamiske nummer Stoney, som afsluttes med en sprød sax. Jeg kan næppe være den eneste, der får associationer til Mac Miller – også selvom det er en farlig tanke, og jeg ikke håber, at Saba kommer til at lide samme skæbne.
Dj Dam Dams dj-set virker desværre lidt for letkøbt og “I press one buttonand there’s music”-agtigt. Jeg tvivler også på, om manden ville være i stand til at mestre en saxofon – særligt efter, der bliver kastet en kazoo op på scenen, og Dam Dam afslører, at han ikke ved, hvordan man anvender jordens mest banale blæseinstrument. Til gengæld ved han, hvordan man drikker champagne og trykker på knapper! Dam Dam afslutter hvert nummer med et bøvet brag, der lyder som en bokseringsklokke eller et kompressorhorn. Der er øjeblikke, hvor jeg kommer i tvivl, om jeg er til MMA i KB-Hallen eller til håndboldstævne i Herning. – Heldigvis fungerer selve lyden helt smooth, og når Saba rapper, er det tydeligt, at vi befinder os i Lille Vega.
Saba afslutter aftenen med det hårdkogte A Tribe Called Quest-agtige hit LIFE, der er baseret på tabet af fætteren og rapkollegaen Walter Long Jr., der blev stukket ned og dræbt blot 24 år gammel. De indre dæmoner får frit udspil, og det virker ikke sørgerligt, men som et break fra sorgen i form af massive beats. Da han tilmed smider blusen, er det som om 500 mennesker springer i den samme ophedet hoppeborg. Jeg forlader Lille Vega med en overbevisning om, at jeg ikke er den eneste, der er lidt høj på et nyt Chicago-crush.
Du skal gøre dig selv den tjeneste at opleve Saba næste gang, han turnéer! Og så skal du krydse dine fingre for, at han sin irriterende dj blive hjemme.
Har du også glædet dig til at smide yeti-jakken og erstatte den grå vinter-blues med forårsbrise og lune toner? Det har vi i hvert fald på Regnsky. Her guider vi til de koncertoplevelser, som du ikke må misse i marts.
Balkan-bas og skæve sækkepiber
Hvis du ikke vil gå glip af et mellemøstligt fest-mekka af borende balkan-bass, skal du tage i Pumpehuset og høre Acid Arab d. 15. marts. En booking, der uden tvivl kommer til at få Pumpehuset til at leve op til sit navn. Lydmæssigt er den parisiske DJ-duo, hvad du får, når du krydser Den Sorte Skoles storladende verdensmusik med Omar Souleymans skæve, syriske techno – og en anelse koklokker (Hør nummeret Le Disco!). Jeg så Acid Arab, da de spillede på SPOT Festival sidste forår, og jeg skal lige love for, at der var dømt energisk house, dakke disco og løssluppen acid-jazz for alle pengene. Duoen skaber en lydmæssig stemningsbølge, hvor kædedansen er uendelig og alle er bedste venner. (Laura Fromm)
Nyt ungt blod i hiphoppens baggård
Bløder du stadig i ren ærgrelse over, at A Tribe Called Quest aflyste deres koncert på Roskilde sidste sommer? Så har Lille Vega et plaster på såret. D. 9. marts gæster amerikanske Saba nemlig spillestedet med kufferten fuld af jazzet hiphop. Den unge Chicago-rapper har en tung og selvsikker attitude, som han blander med blød og forførende soul; og så er han venner med Chance the Rapper og Noname. Få en forsmag på koncerten på hans bidrag til Tiny Desk Concert eller på hittet LIFE nedenfor.(Laura Fromm)
Elektroniske loops energisk r’n’b
Tænk MIA, St. Vincent og Janelle Monáe i én skæring, og du har Kimbra. Nogle kender hende måske fra samarbejde med Gotye på den halvirriterende ørehænger Somebody That I Used To Know, men Kimbra er meget mere end det. Jeg har fuldt den newzealandske pop-dronning i mange år, og Lille Vegas koncert med den charmerende sangerinde 18. marts er særdeles sublim. Kimbras sangskriverevner er intelligente, hendes stemme er både dyb, sensuel og silkefin, og så holder hendes nye synthede r&b-album, Primal Heart, som har været syv år undervejs, hele vejen igennem. I videoen på Top of the World vælter Kimbra søjler med vrængende vokaler, elektroniske loops og junglerytmer. Spørgsmålet er, om hun også kan vælte Lille Vega?(Laura Fromm)
R’n’b-gudinde og et strejf af nordisk sommer
Lige siden jeg hørte ”Fire Fly”-samarbejdet med produceren Mura Masa, har NAO haft en særlig plads i mit hjerte og på min playliste. Der er soul, r’n’b, pop, funk og alle mulige andre musikalske universer blandet sammen i én fantastisk lyd båret af powerkvindens imponerende vokal. Da Vega offentliggjorde, at NAO’s Saturn-turné også omfattede Store Vega 13. marts, var det jo en sand dream come true. Endelig en mulighed for at skråle med på Inhale Exhale, Bad Blood og singlen Make It Out Alive fra det seneste album – jeg var lykkelig. Og der er gode nyheder til det koncert-hungrende folk derude: der er stadig billetter tilbage! En anbefaling fra undertegnede skal helt sikkert lyde på at bruge lidt at den nye løn på en koncertoplevelse, som ikke vil skuffe. (Line Mortensen)
Når forårets første måned er ved at gå på hæld, så kan du fejre, at sommeren er endnu tættere på, ved at tage et smut i Musikcaféen og høre norske Hajk. Deres musik er nemlig lyden af en lækker og stemningsfyldt sommeraften. Store internationale medier som The Clash og Line of Best Fit har kastet deres kærlighed efter det norske band, og jeg tilslutter mig stolt gruppen. Med et herligt mix af det analoge og digitale har Hajk efter min mening ramt en særlig nerve inden for popgenren, og jeg glæder mig til at opleve, hvad deres univers kan på scenekanten, når de kommer forbi Musikcaféen 29. marts. (Line Mortensen)
Eksplosivitet og skyhøj energiudladning på Spillestedet Stengade
Spillestedet Stengade har for mit vedkommende altid været et venue, som uden nogen grund er gået lidt i glemmebogen, når jeg har ledt efter koncerter. Dog har jeg fået øjnene op for deres nye program, og jeg klapper i mine hænder over en lang række navne på plakaten. Særligt for marts måned kan jeg se to af mine personlige favoritter pryde programmet: Hiphop-bandet Monti 8. marts og techno-duoen Farveblind den 22. marts. Begge navne har jeg været så heldig at opleve flere gange, og hver eneste gang har været en energi-eksplosion uden lige. Både Farveblinds elektroniske sæt med verdens nok tungeste bas, og Montis hurtige beats og skarpe rap skal have en anbefaling herfra. Hvis du ikke kender de to navne endnu, så snyd ikke dig selv for muligheden, inden deres koncerter lige pludselig sælger som varmt brød og på minuttet. (Line Mortensen)
CPH:DOX er lig med unikke koncertoplevelser
Det bliver et næsten royalt besøg af det ypperste inden for techno-hoffet, når GAS slår et smut forbi ALICE 23. marts med sit nyeste album, Rausch og dertilhørende visuals. Bag GAS finder man Wolfgang Voight, der er en af medstifterne bag det ikoniske pladeselskab Kompakt, der siden 90’erne har udgivet nogle af de mest ikoniske plader fra den tyske techno- og house-scene. Som GAS skaber Voight drømmende lydunivers, hvor loopende strygere smeltes sammen med minimal techno og masser af ambience. Udover GAS kan man også opleve Yuri, der for et år siden udgav kassettebåndsalbummet Diamene på Janushoved. (Morten Bruhn)
“Datarock? I 2019? Seriøst?” Det er helt på sin plads, hvis du tænker sådan om den joggingdragt-bærende electro/disco-duo fra Norge og deres koncert 31. marts på Hotel Cecil i København. Gruppen har netop udgivet en ep med den indadskuende(!?) titel A Fool At Forty Is A Fool Indeed. Men det er ikke fordi, Datarock ser ud til at have bevæget sig langt væk fra sit ikoniske og 14 år gamle debutalbum, Datarock Datarock, thi presseteksten for den nye ep er én stor reference til 2005-albummet. Hvad Datarock har bedrevet siden debutalbummet – hvis tekster om Computer Camp Love og I Used To Dance With My Daddy har sat sig på hjernen i sådan en grad, at jeg midt om natten kan fremtone enhver linje fra disse sange, hvis jeg blev truet til det – er jeg ikke sikker på. Men skulle man have lyst til et walk down memory lane, og har man endnu ikke fået nok af at synge med på teksterne Sex me up / And I’ll sex you down eller Let’s take a nightflight to Uranus, så venter der en fuldfed audiovisuel oplevelse med både musikvideo-screening og Datarock-koncert på CPH:DOX-sidstedagen 31. marts. (Morten Bruhn)
Vandglad Chicago-rapper og filmglad house-duo
Det er ikke tilfældigt, at The Blaze var en af de højest placerede på Regnskys liste over bedste koncerter i 2018. De to franskmænd har deres helt eget melodiske og stemningsfulde take på house-musikken og skiller sig også ud ved at lave musikvideoer, der er så flotte, at de burde ses i biografen. Der er desværre udsolgt på Vega den 17. marts, men har du mulighed for at komme med, så tag ind og blive ramt af en af de største koncertmæssige helhedsoplevelser, du kan finde for tiden. Hvis ikke, så rammer Mick Jenkins København og er klar til at smide sin sprøde stemme og lækre flow ud til publikum sammen med en velproduceret og jazzet lydside. Jenkins har det også med, at opfordre folk til at drikke rigeligt med vand. Det er ikke til at sige hvorfor, men det er nok en god idé at gøre, for der er stor chance for, at Pumpehuset kommer til at koge den 6. marts. (Mathias Gavnholt)
Mitski på Lille Vega i fredags (foto: Christian Hjorth/Vega)
Den japansk/amerikanske kunstner Mitski, der netop har udsendt albummet Be The Cowboy, stråler af stærk selvironi og rå indie-rock på livescenen. Det særlige ved denne kvinde er, at hun eksperimenterer og skifter sit udtryk med elektronisk singer-songwriter-poesi og en metallisk grundklang. Den 28-årige sangerinde er opvokset i Japan, hvor hun fik folk-plader og japansk popmusik skudt ind med modermælken. Inspiration, som man tydeligt mærker at hun har taget med sig i sit lydunivers, som svæver langt fra mainstreamkulturen. Mitski Miyawaki har udgivet fem plader, hvoraf de to første er selvproducerede, og begge er resultater af afsluttende studieprojekter på Purchase College – musikkonservatoriet i New York.
Det seneste album, som blev udgivet af Dead Oceans tidligere på året, var i højsædet i Lille Vega, da hun i fredags fyldte Stauningsalen ud. Den unge kunstner gæstede allerede Ideal Bar sidste sommer, og det engelske dogme ’never change a winning team” gjorde sig i høj grad gældende, da hun trådte et skidt op ad karrierestigen og man på aftenen fik lov at mærke hendes overvældende vokale spændvidde.
Be the Cowboy er rasende anbefalelsesværdigt og tager udgangspunkt i den unge kvindes konfliktfyldte følelsesliv, hvor trediveårskrisen lurer lige om hjørnet. Et tema, der passer perfekt til Mitki Miyawakis monotone mimik og distræte distance til publikum, som i starten fik hende til at fremstå introvert og med et strejf af selvhøjtidelig kunstnerattitude. Hun mindede mig både i stil og udtryk om Björk med sit mørke pagehår, hvide kjortelskjorte og mystiske koreografier med håndfladerne, som om hun spillede på en usynlig harpe. Hun fik da hurtigt brudt isen med publikum med korte kommentarer og underspillet ironi. Dog virkede det noget komisk, da hun gentagende gange for fra den ene ende af scenekanten til den anden som en hovedløs høne, der lige har fået det dødsbringende øksehug og pisker rundt på de sidste nerver.
Mitski spillede i fem kvarter, og man mistede sjældent fokus på numrene, som i gennemsnit ikke varer meget mere end to minutter. Numre som Why Don’t You Stop Me, Remember My Name og Washing Machine Heart drog alle mine associationer til Crystal Castles’ vanvittige electropunk og synthpop. Det fungerende vildt godt – også selvom den unge japaner ikke havde taget strobelyset med på touren, eller som en anden Alice Glass vendte bunden i hovedet på en flaske vand og headbangede sit våde hår ud blandt publikum. Another night, another show…
Stemningen i Stauningsalen bevægede sig fra en metallisk rumklang til en ren diskofest på det opstemte nummer Nobody, som forvandlede publikum til et hav af hoppende hoveder. Lidt over halvanden million har været inde og se musikvideoen på Youtube, og den fortjener virkelig også et klik med sit gennemførte kunstneriske præg og eksistentialistiske grundtema.
Skal jeg komme med en lille kritik, savnede jeg en anelse mere ydmyghed og interaktion med publikum fra Mitski, men det er nok en del af hendes mystiske image at pakke det sammen. Og på studieudgaven af Be The Cowboy kunne de 14 numre også snildt være kortet ned til 10, da noget af indholdet bliver en smule overflødigt og ensformigt. Alligevel bliver jeg overbevist om albummets ret på det sidste nummer, Two Slow Dancers, som forener pladen i en smuk, stille og sfærisk afrunding og virkelig formåede at røre mig live. Nummeret ville være et oplagt sted at slutte aftenen, men valget endte i stedet i et antiklimaks med sangen Goodbye, My Danish Sweatheart, der godt nok stemte med bandets lokation, men blev for syret og overskyggede det førnævnte sjælenummer.
En ting er dog sikkert, og det er, at jeg vil være at spotte blandt publikum, hvis Mitski Miyawaki gæster Danmark igen. Det ville virkelig være oplagt at se hende på en af sommerens festivaler. Så hvis der sidder nogle bookerer derude og læser med, vil jeg bede en stille bøn: Please pick it up!
Vi nærmer os så småt juleaften og for at gøre ventetiden lidt kortere, vil Peter hver dag frem til juleaften åbne en låge i Regnskys julekalender. Her vil han blandt andet afsløre sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og se nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. God fornøjelse og god jul!
I dag er det den 7. december og en stor dag i musikkens verden. Det er nemlig Aaron Carters fødselsdag. Det har jeg valgt at markere ved at finde to sangere, hvis musik på ingen måde minder om Aaron Carters – omend den ene trods alt deler nationalitet med det amerikanske popidol.
Årslisten: #18
Og det er herren på 18. pladsen, som stammer fra i hvert fald samme land som 29. årige Aaron Carter. Der vil jeg så stoppe sammenligningerne, inden jeg får alt for mange Carter eller Bon Iver-fans på nakken. Det er nemlig Justin Vernon og et nummer fra pladen med de mest funky sangtitler i musikhistorien, vi har fornøjelsen af i dag. Nummeret, som jeg har lyttet alt for meget til i år, er et nummer, som Benjamin Francis Leftwich fremhævede som sit yndlingsnummer, da jeg interviewede ham tidligere på året. Særlig åbningslinjen “Philosophize your figure, what I have and haven’t held” giver mig kuldegysninger hver gang, jeg lytter til “8 (circle)”. Jeg føler egentlig, at Ben Leftwich sagde det bedst: “Jeg tror, at det er sådan, det lyder i himlen.” Bon Iver er tilbage på det niveau, jeg forelskede mig i for otte år siden på “For Emma, Forever Ago”, og det er satme dejligt!
Årets udenlandske koncert: #3
Som jeg nævnte, da jeg skød gang i julekalenderen, så har jeg efterhånden rundet 170 koncerter i 2016. Det har derfor været ekstremt svært at lave lige netop denne liste, da der har været rigeligt at vælge imellem – langt flere end der eksempelvis har været på den kommende albumliste. Men jeg er alligevel lykkedes med at skære det ned til seks – tre danske og tre internationale. De vil komme på skift over de næste seks dage.
Tredjepladsen over koncerter med udenlandske navne har svenske Albin Lee Meldau indtaget efter hans koncert på VEGA i foråret til forrige udgave af VEGAs New Crush. Rigtig mange til koncerten var decideret i chok over den vokal, som kom ud af den excentriske sanger, og man kunne høre et “wauw”, hver eneste gang han hævede stemmen eller lavede en frasering. Den koncert var noget ganske særligt, og den ville nok have ligget nummer et, hvis jeg udelukkende fokuserede på den musikalske oplevelse og så bort fra alt det, som også gør en koncert til en koncert.
I morgen er det blevet tid til julekalenderens andet danske islæt efter Kill J, som jo indtog 25. pladsen sammen med HONNE. Hvilket egentlig er naturligt nok, eftersom jeg vil præsentere tredjepladsen på listen over årets bedste danske koncerter. Et hint: Det er kun halvdelen af det pågældende band, som er dansk.
