Prisvindende perfomance-artister, imponerende udstillinger, bevidsthedsudvidende tech-talks og ikke mindst et stort kuld af originale og grænseudviskende musikere mødes over en weekend i midten af maj, når den Helsingør-baserede festival for elektronisk musik, Click Festival, for fjerde gang slår dørene op.
Programmet indledes 15. maj med en række perfomance-installationer og udstillinger, hvor der stilles skarpt på innovativ kunst og gennemborende tech-talks, mens musikken udfolder sig fredag og lørdag, den 16. og 17. maj. På programmet i år kan man blandt andet opleve britisk islæt som den eksperimenterende producer Actress, der krydser dubstep, techno og ambience i et særegent udtryk, den über-produktiver soloproducer Ekoplekz, der er album-aktuel med Unfidelity på Planet Mu, samt den ikoniske new wave-duo Chris & Cosey, hvis storhedstid i 80’erne har sat tydelige spor i den elektroniske musik, vi kender i dag. Deres tilstedeværelse på Click Festival 2014 skal betragtes som et stort scoop.
Fra den anden side af Atlanterhavet tæller de største scoops den Detroit-baserede electro-gruppe Dopplereffekt, der senest var i Danmark under Phono Festival i 2012. Gruppens mest kendte medlem er uden tvivl Gerald Donald, der igennem sin karriere også har været med i aliaser som Arpanet, Der Zyklus og ikke mindst Drexciya, hvis bagkatalog igennem de seneste par år er blevet flittigt genoptrykt, til stor tilfredsstillelse hos duoens brede og dedikerede fanbase. Også Laurel Halo slutter sig til den amerikanske del af programmet. Den hardware-fikserede solist, der er opvokset i technoens fødeby Detroit, er om nogen personifiseringen af en festivals ideal om originalitet, hvorfor Halos tilstedeværelse er tydeligt begrundet.
Sidst, men ikke mindst, lægger også den australske komponist og eksperimentalistiske producer Ben Frost vejen forbi. Ben Frost, der siden 2005 har været bosiddende på Reykjavik, er i maj klar med sit seneste album, A U R O R A, hvorfra vi allerede har rost den aggressive første-single Venter. Den nyeste smagsprøve kommer i form af den voldsomme, støjende og stadigvæk skrøbelige Nolan, som kan høres nedenfor.
Temaet på årets Click Festival hedder Do It With Others, og ligesom sloganet er en tounge-in-cheek-bemærkning til det udbredte DIY-fænomen, handler det i høj grad om at fremprovokere samspil og participance i den enkelte festivalgænger. Man kan blive meget klogere på Click Festivals program på deres hjemmeside, hvor man også kan læse om billetpriser, time tables og meget mere.
Kære venner, nu har sommerens strukturløshed fået lov at herske alt for længe! Det var helt tilbage i marts, at jeg sidst lavede en liste med ”elektroniske opdateringer”. Siden da har det handlet om alt fra RP Boo, Beastie Respond, Beyoncé, Roskilde og andre lækkerier, som kom i vejen. Men nu er det liste-tid igen. Jeg har udvalgt numre, der strækker sig helt tilbage til maj måned – der er ingen grund til at sortere gode udgivelser fra, bare fordi jeg har haft for travlt med alt muligt andet! Som sædvanlig er I mere end velkomne til at supplere med de numre, I mener jeg totalt har overset og som burde være med. God fornøjelse! Læs tidligere lister her: Feb. og marts, januar, december.
KMFH (Kyle Hall) – Crushed The Boat Party · Maj · Wild Oats
Det her nummer har de bedste vokalsamples, jeg har hørt i år. De stammer fra nummeret ”Crush” sunget af den amerikanske R&B-sanger Zhane, der gjorde karriere i 90erne. Hos KMFH får de nyt liv i et vidunderligt emotionelt techno-univers. Læg mærke til hvordan starten virker relativt hård, hvorefter nummeret et minut inde åbner sig op, bredt og harmonisk. Omkvædets sample ”if I ever see the day, will I ever find the nerve to say, I love you?” er totalt afhængighedsskabende, men får kun lov at synge med desperat hjerte ud over beatet enkelte gange. Sådan er kærligheden jo, glimtvis. Hele KMFH’s album The Boat Party er enormt anbefalelsesværdigt.
Zhane – Crush
(Her er Zhanes nummer, en glemt 90er-perle.)
Pangaea – Viaduct Viaduct · Juni · Hadal
Der er noget fortryllende ved tracks, der arbejder hårdt derudad, men gemmer sine små perler til specielle øjeblikke. Det er nærigt, ja, men det giver en helt særlig effekt. Og det er spændende at opdage den slags perler i et track. Pangaea gør det i allerhøjeste grad på ”Viaduct”, et hårdtarbejdende nummer, der knokler derudad både i beat og melodi. Cirka to et halvt minut inde får melodien en andenstemme, hvilket har en smuk og åbnende effekt, men stemningen er stadig grov og hårdtarbejdende. 3 minutter inde sker der dog noget: En svag susen i baggrunden slår an, som om noget synker og lander på slaget 3.15, hvor himlen så åbner sig med verdens smukkeste tonerække, der glimter ned gennem musikken. Det varer i lige præcis 15 sekunder, inden tracket ændrer grundlæggende karakter og går over i et endnu mere uroligt rytmisk mønster og melodisk udtryk. De 15 vidundersmukke sekunder vender ikke tilbage. Men de lod én kigge ind i trackets smukke sjæl et øjeblik.
Pearson Sound – Crimson (Beat Ritual Mix) REM · 20. maj · Pearson Sound
I starten af maj skrev jeg om Pearson Sounds nye EP og nummeret “REM”. Jeg bliver nødt til at have “Crimson” fra samme ep med på listen i dag – det er simpelthen for godt til at udelade. Desuden passer det perfekt ind i temaet med stringente, elektroniske tracks, der alligevel er fyldt med følelser. Opbygningen er transparent og næsten spinkel med hi-hatten som hovedspiller. Beatet er overraskende dynamisk og har et helt særligt flow, der ligger et sted mellem ro og hektisk fremdrift. Det føles let som en fjer. Og så er der de rammende akkorder, der får det samlede følelsesmæssige udtryk på plads. Simpelt og genialt.
Ikonika – Let a Smile Be (Y) Our Umbrella Aerotropolis · 29. juli · Hyperdub Records
Aerotropolis, Ikonikas andet album, er netop landet fra Hyperdub. Jeg har ikke haft tid til at tjekke det ordenligt ud, men det her nummer er pænt nice. Det skinner på sin lytter med de lette rytmer og kække melodier. Det danser rundt om én, mens det vipper med skuldrene og man ikke helt ved: Prøver det at flirte eller er vi stadig kun på venskabelig fod?
Dark Sky – Voices In Brackets EP · 13. maj · Mister Saturday Night
Dark Sky har haft et produktivt år med hele fire udgivelser siden sidste sommer. Jeg er først hoppet med på vognen med den seneste In Brackets EP. Her kan man f.eks. høre dette jazzede track (med ”tog-fløjte”), der med sine heftige hi-hats på subtil vis har fællestræk med Pearson Sounds ”Crimson”. ”Voices” er dog mere chilleren i udtrykket, der kæler og klukker derudad, ret passende til sommerlige eftermiddage.
Hyetal – Moving Statues Modern Worship · Maj · True Panther Sounds
Nu når vi er i det lækre og smækre, vil jeg gerne anbefale Hyetals seneste (og andet) album Modern Worship, som netop har ramt gaden. Hør f.eks. nummeret ”Moving Statues” der lyder som om det prøver at kilde dig, mens du fjumret og lollende forsøger at undvige.
Laurel Halo – Throw Behind the Green Door · Maj · Hyperdub Records
Halos seneste ep skiller sig en del ud fra debutalbummet, der var en slags elektronisk avantgarde-pop, hvis jeg må være så fri. På Behind the Green Door er hun tilbage til det rent elektroniske og det gør hun pænt godt og pænt hårdt. På “Throw” er hun totalt uforsonlig med et klaver, selvom nummeret alligevel strutter af følelser, måske vredladenhed, frustration og længsel efter en forstående sjæl. Som lytter føler man sig lidt som kæresten, der ikke ved, om han tør sige noget, eller om han bare skal holde sig i baggrunden.
OOBE – SFTCR VII Youtube
Når nu vi alligevel er i det lidt sære, så lad mig introducere OOBE (out-of-box experience?). Jeg har ikke kunnet opdrive mange informationer om kunstneren, men der findes en facebook-side, og han ser ud til at have forbindelse til pladeselskabet Opal Tapes, som generelt huser mange fine overraskelser. OOBE står (måske) bag en række tracks med navnet SFTCR og et ciffer – eller også er det OOBE der somme tider går under navnet SFCTR. Anyway, de lyder spændene og en del af videoerne er ret creepy, så hop på youtube og klik dig rundt i de forskellige tracks.
Mark Pritchard – Ghosts Ghosts · Juni · Warp Records
Dem af jer der følger bloggen og de ”elektroniske opdateringer” regelmæssigt vil vide, at footwork tit er på programmet. Mark Pritchard fra Warp Records har gjort et stort arbejde for genren i Europa, og har også selv arbejdet musikalsk med footworks virkemidler, især i projektet Africa Hitech. I juni måned kom han så igen med et album i eget navn, hvor der tydeligvis også er gang i footworken (og i meget andet). Her titelnummeret der lyder mega godt.
Kromestar – Rhythm On MY Mind Rhythm On MY Mind / X Files EP · 22. juli · Cosmic Bridge
Når nu vi har gang i basmusikken, kan vi også lige kaste et lyt på Kromestars seneste udspil, en musiker der har været tæt på bassen siden dubsteppens begyndelse og storhedstid. ”Rhythm On My Mind” har en sært sleazy vokal, som dårligt passer ind i lydbilledet og twister udtrykket sammen med de fremtrædende, melankolske strygere. Resultatet er en overraskende anderledes stemning.
Kromestar – Kalawanji
(Her Kromestar tilbage i 2006, da han stadig lavede dubstep.)
dBridge & Skeptical – Move Way Move Way · 12. august · R&S Records
”So I went on an in-ve-stigation. And once upon a time, I found myself in some circumstances, held down by some spiritual vampires, that my mouth couldn’t move, my tongue couldn’t shake and my hand couldn’t move and the only ting could make me move, you say, move your… bombaclaart!” dBridge har været i gang siden 90erne og tæller som en vigtig spiller i drum’n’bass-genrens historie. I mine øre er ”Move Way” egentlig ikke et klassisk d’n’b-nummer med de relativt sparsomme trommer, nedtoningen af breakbeats og den interessante tempo-følelse, hvor man er i tvivl om, hvorvidt den går i 174 BPM eller halvt tempo på 87 BPM (cirka). Her er endnu et track fra samme ep, der har en mere klar d’n’b-lyd, men som i virkeligheden, mere subtilt, spiller på samme modstilling i tempo-følelsen mellem trommer og bassen.
Fuck Buttons på Astoria i 2008, Tokyo Police Club samme år på Pavilion, hviske- og knepsekoncerten med Kings of Convenience på Arena i 2010 (som blev efterfulgt af smørrebrød i det skandinaviske køkken), et veltimet festfyrværkeri af lydmæssige såvel som visuelle proportioner med 2manydjs i 2009, en overberuset aften med Portishead og ‘drengene’ på Orange Scene i 2011 og en ditto overberuset forsanger med en gudsbenådet sangstemme fra Destroyer dagen forinden. Disse seks koncertoplevelser er mine største igennem de seks år, jeg har været på Roskilde Festival, og meget tydeligt maler det et billede af Roskilde Festivals musikalske diversitet, som ingen anden dansk festival har præsteret at konkurrere imod. Jovist har aarhusianske Northside Festival udfordret Roskilde med bookinger af bands, der nyder stor anerkendelse iblandt det danske publikum, men det er i forvejen veletablerede artister, som allerede tidligere har slået et smut forbi Roskilde Festival. Man kan gå til en festival, hvor man kan synge med, eller en, hvor man skal lytte efter. I modsætningen til Northside ser vi Roskilde udfordre dets publikum og direkte motivere de titusindvis af festivalgængere til at prøve, høre og forelske sig i noget nyt – en af de største bevæggrunde bag denne blog.
Og det skal også være min plan i år. Guderne vil vide, hvor lang tid jeg har brugt på at abstrahere fra alle de for mig velkendte navne, som figurerer på dette års festivalprogram, og givet de for mig ukendte artister en kærkommen chance. Årets program virker til at være underrepræsenteret på indie- og folkscenen, men til gengæld er programmet for elektronisk musik af en acceptabel mængde, og allerede tidligere kunne man læse min anbefalingen af lørdagens klubkoncert med det skotske pladeselskab Numbers. Det er nu på tide at fuldende mine anbefalinger til årets Roskilde Festival, blot få minutter fra scenernes åbning.
Torsdag kl. 18:00 – Vinnie Who, Orange Scene
Ingen kunstners udvikling gør mig mere stolt at have fulgt fra de spæde skridt, end den af Vinnie Who. Fra de idérige demoer i 2009 fremtil de mange fantastiske livekoncerter, der altid har fået mig til at forlade dem med høj optimisme og tro på livet hérefter. Danmarks discoprins, som mange herhjemme med rette ynder at kalde ham, udgav tidligere i år sit andet studiealbum Midnight Special, hvorfra særligt det seneste radiohit “39” formår at vælte benene under mig. En kunstner fyldt af mange forskellige udtryk og inspirationer, og når først solisten Vinnie Who bliver til bandet Vinnie Who ved koncerterne, kan man helt sikkert regne med et festfyrværkeri. Dermed er det passende, at Roskilde Festivals største scene i år skal sparkes i gang med en god spandfuld disco-pop.
Torsdag kl. 22:00 – Animal Collective, Arena
Når jeg netop snakker om at Roskilde Festival skal skabe nye forhold mellem artister og nye fans, er det præcist det, jeg håber at opnå med det populære psych/folk-band Animal Collective. Med ni studiealbums på samvittigheden og en stor fanskare herhjemme modtager jeg tit rynkede næser, når jeg, med ben i musikbranchen, ikke rigtig forstår det amerikanske band. Jeg har ellers i årevis stræbet efter en åbenbaring overfor Animal Collective, der da også repræsenterer en række genredefinitioner, jeg finder meget betagende, så måske kan torsdagens koncert skabe en bro, jeg har manglet længe – blot så jeg inviteret og velinformeret kan deltage i mine venners begejstring, når snakken falder på kvartetten. Der vil ikke blive sunget med, men lyttet intensivt, i håbet om at koncerten vil fremført i en kontekst, der viser sig mere tilgængelig end de gange, jeg frustreret har kastet CD’en med Merriweather Post Pavilion ud af anlægget.
Fredag kl. 14:00 – Andy Stott, Gloria
De færreste technoproducere modtager så megen anerkendelse som den, Manchester-baserede Andy Stott modtager for tiden. Hans seneste plade, Luxury Problems fra 2012, var et af årets bedste overhovedet, der rig på throwbacks til hjembyens legendariske ravescene igennem 80’erne og 90’erne refereres i stenhårde og kolde bidder. På trods af det meget modige træk fra programplanlæggernes side, om at placere så fokuseret dubtechno tidligt på dagen, er mine forventninger tårnhøje, og hvis man finder sig et ubelyst hjørne under Glorias telt kan det være, at man kan danne sig en illusion om klubstemning og beruselse, der oftest først træder ind sent på aftenen.
Fredag kl. 15:30 – Om Unit, Apollo
Sidste år modtog Roskilde Festival mange negative kommentarer ovenpå afviklingen af 2012-udgaven. Kritikken var møntet på Apollo, festivalens nyeste scene, som havde til hensigt at skabe en scene, der var fuldkommen fokuseret på elektronisk musik med element af klubappel. Scenen var i festivalens egentlige musikdage placeret ved broen imellem agoraerne B og C, hvilket medførte en overdrevet afslappet stemning iblandt publikum. Godtnok var stemningen til koncerten med Modeselektor yderst positiv, hvor alles øjne var rettet imod den orange, hoppeborgslignende scene. I år har scenen med de imponerende visuelle virkemidler fået den placering, den fortjener, et ambitiøst stenkast væk fra Pavilion, hvor rammerne i langt højere grad end forrige år giver et indtryk af, at Apollo er en seriøs scene. Den radikale ændring kommer forhåbentligt Om Unit til gode tidligt fredag eftermiddag, når englænderen træder frem på scenen. Igen satser Roskilde Festival hele butikken, når de programsætter et navn, hvis musik appellerer til indadskuning, hvilket kan være svært når man står i klart dagslys. Om Unit har dog i løbet af de seneste år bevist, at man for alt i verden ikke må misse den London-baserede producer, der i sin lyd inkorporerer alt fra techno over til engelsk garage-house, reggae, drum and bass og i særdeleshed dubstep.
Fredag kl. 23.59 – Daedelus – Archimedes Show, Apollo
Hvis der er noget, Apollo i sine countdown-dage har fået bevist, er det de imponerende visuelle rådemuligheder, scenen er i besiddelse af: meterhøje LED-lamper, der panorerer over hele græsplænen, farverige lyskanoner, hvis stråler vækkes til live når røgmaskinernes afkom passerer forbi, og lamper, stærke nok til at skabe liv på scenens orange facade. Alt dette bliver fuldstændig overgået natten til lørdag, når den amerikanske sampletroldmand Daedelus, kendt for sine højimproviserede livesets, ligger vejen forbi. Over årene har Daedelus været akkompagneret af en fysisk stor sampler, en brug som han var med til at pionere får snart et årti tilbage. Det har gjort for netop at understøtte sine improviserede shows, der blander glitchy hip hop, et væld af synthlag og samples, der blander alt fra gamle videooptagelser fra amerikanerens skoletid, til nutidens pop og hip hop.
I år kan man opleve Daedelus med sit såkalde Archimedes Show, der kort forklaret består af et visuelt element, en roterende spejlskulptur i flere dele, der sammen med Apollos setup vil forsøge at skabe et show, der visuelt vil tage vejret fra det opmærksomme publikum.
Lørdag kl. 15:30 – Kenton Slash Demon, Apollo
De fleste vil måske kende de unge, danske mænd Jonas Kenton og Silas Moldenhawer fra deres forbindelse til det så udanske band When Saints Go Machine, men ved siden af hovedprojektet brygger halvdelen af kvartetten deres fritid på det klubfokuserede projekt Kenton Slash Demon. Med risiko for at træde forkert vil jeg coine duoen for at være en af de populæreste indenfor deres house-mindede felt herhjemme, hvilket tydeligt også kunne ses på fremmødet til sidste års koncert til Strøm i Enghaveparken. Nu vender de tilbage på Apollo, en scene som Strøm havde lånt af netop Roskilde Festival, og selvom vi ikke har hørt meget nyt materiale fra Kenton Slash Demon, i det år der er gået, kan man forvente at høre hits som “Sun”, “Khattabi” og “Daemon” blive mixet op med uudgivet materiale, der muligvis vil kunne give os et indtryk af, hvad vi kan forvente i fremtiden. Når alt kommer til alt kan man håbe, at der nu vil være mere tid til at dyrke dette projekt, efter at When Saints Go Machine udgav albummet Inifinty Pool, tidligere i år.
Søndag – Holy Other & Laurel Halo, Apollo
Søndag, når alt det sjove er forbi, og jeg fortvivlet render rundt og synger Beatles’ “Yesterday” for mig selv, er det min plan at campere modløst foran Apollo. Hvis jeg kan få taget mig sammen vil jeg gerne slå et smut forbi Orange Scene, hvor James Blake tester det sidste rum af energi i festivalspublikummet. Jeg vil gerne råbe ud i det offentlige, at jeg tilgiver Blake for det kedelige debutalbum, han udgav, for med opfølgeren Overgrown viste han en klar forbedring i det lyriske univers, der dog stadig i typisk James Blake-stil repeteres og moduleres.
Men hvor jeg ikke er sikker på at fange James Blake, føler jeg mig overbevist om at få et skud leftfield electronica fra artister med forskellige inspirationskilder og udtryk, når både Holy Other og Laurel Halo gæster Apollo. Begge artister har jeg kun et svagt forhold til, men jeg føler mig overbevist om, at det jeg har hørt er godt, så jeg satser på at forlade Roskilde Festival søndag aften, efter Kraftwerks show selvfølgelig, med et forstærket forhold til disse to. I sand Roskilde Festival-stil.
I et umiddelbart bizart rum midt mellem Salem og Glasser svæver soloprojektet Laurel Halo rundt. Bølger af synth og dynamisk vedholdende trommer holder hende helt oppe i et æterisk stræbende luftlag.
Lyt til “Embassy” fra kommende debut-ep King Felix. Gennem de fire minutter nummeret varer, tiltaler Halo sin lytter. Sangforedrag forøger nummerets intensitet trin for trin, men det kulminerer aldrig. Stemningen er nemlig højst prioriteret, og derfor må instrumenternes individuelle udvikling nedprioriteres til fordel for den kollektive.
Og det skaber gudsbenåede popmelodier. Nok tydeligst på “Supersymmetry”, hvor der skruet en del højere op for omkvæds “ba-da-bum-tji” end på resten af repetoiret. Her er nemlig et regulært hit, der i høj grad låner sin catchyness fra discoens trippende off-beat hi-hat.
King Felix lå tidligere på året til gratis download på Laurel Halos hjemmeside. Siden har tiden i den grad vist sig brugbar for Laurel Halo, som den sidste måned har gjort sig bemærket med et sjældent drømmende og yderst vellykket remix af franske Sebastian Tellier og med gæsteoptræden på rising star Games‘ vellykkede “Strawberry Skies”.
Men Laurel Halo holder behørig afstand til de konkrete genrer, og det er jeg glad for. Netop fordi hun lægger sig lige midt imellem så mange og vidt forskellige forgreninger af popmusik holdes klicheerne i skak.
Køb ep’en, der udkommer på det amerikanske label Hippos In Tanks, her.
