Josephin Bovién viste international klasse til VEGAs Udvalgte 2020

© Petra Kleis

Det er nok mit yndlings endagsmusikarrangement på planeten. VEGAs Udvalgte markerer for mig starten på det nye år, og 2020-udgaven af VEGAs talentparade er ingen undtagelse. Bookerne havde igen i år samlet seks af landets største talenter til en aften, der peger fremad – og ikke mindst opad.

På forhånd havde jeg glædet mig mest til at opleve svenske Late Verlane og danske Josephin Bovién. Sidstnævnte skulle vise sig at leve fuldt op til mine høje forventninger.

Aftenen blev indledt af Bbybites, som skulle spille sin første koncert nogensinde denne aften. Det taget i betragtning var det en udmærket optræden, omend nogle af numrene druknede i overdreven backtrack. Hun har netop udgivet sin første single “Cuffin Season”, men højdepunktet var klart hendes Linkoban-agtige track få minutter forinden.

Late Verlane var næste levende billede på scenen, som i dette tilfælde var Lounge-scenen ovenpå Lille VEGA. Det tog ham et halvt sæt for alvor at fange publikum, men han sluttede stærkt af med især “Roll Like a Dummy”, som stadig er hans absolut stærkeste track.

Aftenens mest dedikerede fans fandt vi til Joyce-koncerten, hvor bandet da også havde gjort en indsats for at få iklædt så mange blandt publikum som muligt i deres merch. Selve koncerten lød som en Magtens Korridorer-koncert med en attitude, der var en blanding af Niels Brandt og Rasmus Seebach. Det fungerer, og jeg kan hurtigt komme i tanke om i hvert fald fem festivaler, hvor det ville virke ganske fortrinligt.

Dernæst var det tid til aftenens nok mest ambivalente oplevelse for mit vedkommende. For hold kæft, hvor kan Ida Laurberg bare synge! Og hold kæft, hvor lyder hendes sange bare som alle de andre Sigrid/Ea Kaya-kloner! Så mit største ønske er sådan set bare, at den unge sangerinde tager nogle chancer og prøver nogle ting af. Hun behøver ikke gå full-on Miley Cyrus, men hendes vokal kan det hele, og det kan bringe hende langt. Men altså: Det er stadig en nydelse at lytte til – også selvom man altid kan forudsige de næste otte linjer.

Jeg ved ikke, om det er med vilje, at bookerne har placeret aftenens seks musikere i en rækkefølge, så de bliver bedre og bedre, men det var faktisk tilfældet til VEGAs Udvalgte 2020 – næsten!

For Ganger var ubetinget aftenens største oplevelse. Deres originalitet og eksperimenterende tilgang til musikken er netop det, jeg elsker og håber, at VEGAs Udvalgte hvert år kan være garant for. For vi flytter os kun, hvis vi får noget andet end det, vi kender i forvejen – uanset niveauet på det velkendte. Gangers kompositioner er nysgerrige og legende, deres harmonier er overraskende, og deres scenetilstedeværelse er både gennemtænkt og forfriskende. Hvis du får muligheden for det, så skal der herfra lyde en kæmpe anbefaling til at høre dem live – de er helt olympiske.

Og så til aftenens sidste levende billede, Josephin Bovién. Hvor Ganger nok var den kunstnerisk mest tilfredsstillende oplevelse, så var Josephin Bovién uden tvivl den mest flyveklare af aftenens artister. Hun har allerede skabt et bagkatalog af virkelig, VIRKELIG gode sange, hun synger forrygende, og hendes band supplerer hende fantastisk. Som den eneste artist tiltalte hun publikum på engelsk, hvilket på en eller anden måde var helt vildt passende, for i mine øjne er hun fuldstændig klar til at indtage den store verden. Jeg spurgte hende inden koncerten, hvor hun ville være henne i livet, når 2020 var slut. Der var svaret, at hun forhåbentlig ville være ekstremt udmattet og tilfreds. Det ønske skal nok gå i opfyldelse, hvis hun fortsætter på denne måde!

Du kan i øvrigt læse et lille mini-interview med Josephin Bovién herunder:

Hvad driver dig som musiker? Hvad får dig til at gøre din ting?
Ingen kan lade vær med at gøre sine ting. Det er simpelthen ren selvrespekt, at jeg bliver ved.

Nu starter du året med VEGAs Udvalgte, så det oplagte spørgsmål er: Hvor er du henne i livet, når 2020 er slut?
Når 2020 er slut, er jeg forhåbentligt ekstremt udmattet og tilfreds.

VEGAs Udvalgte handler om de nye talenter. Hvis du skal pege på et nyt talent, som alle bør kende, hvem ville det så være?
Imma give my homegirl this one. AGGi DiX. Hun har dog kun et enkelt nummer ude. Men jeg er out of this world spændt og stolt over de ting, hun har i kog. Hun udvikler sig utroligt hurtigt.

Hvis du ser bort fra andre musikere, hvor finder du så din inspiration?
Mit følelsesregister. Mine omgivelser. Ting, der pisser mig af. Ting jeg finder ubeskriveligt smukke. Ting jeg ikke forstår. Jeg gør også den her ting med at lave små jingles ud fra hvad folk siger til mig. Det sjovt nok.

Som publikum kan man selv vælge, hvem man gerne vil til koncert med. Lad os vende den om: Hvad er det perfekte publikum for dig?
Et perfekt publikum for mig, er et publikum, der er kommet for at lytte og vigtigst af alt reagere. Det er ikke vigtigt, om man elsker min musik eller ikke kan fordrage den. Det vigtige er, at man tager stilling til den. Og hvad end jeg så får mit publikum til at føle, er det mit job at skabe et rum, hvor de føler sig frie til at føle netop dét.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

SPOT 19: ELBA, Efterklang og Iris var blandt årets højdepunkter

ELBA

Efter en lidt forsigtig start torsdag nåede SPOT Festival 2019 et skyhøjt niveau både fredag og lørdag, hvor næsten ingen faldt igennem og flere imponerede stort. Jeg kunne derfor fremhæve utallige forskellige bands, men jeg har i stedet forsøgt at koge det ned til de seks ypperste koncertoplevelser på årets festival.

Special-K
Fredagens koncert med islandske Katrín Helga Andrésdóttirs soloprojekt Special-K var på forhånd det på programmet, som jeg havde set mest frem til. Alligevel formåede den unge islænding at overgå alle mine forventninger. Koncerten tog udgangspunkt i hendes fremragende visuelle album “I Thought I’d Be More Famous by Now”, hvor hun med ironisk distance og en inddragende post-internet-visualitet tager fat i nogle af de udfordringer, millenial-generationen slås med; depression, angst, sex-positivisme, egocentrisme og internettet i sig selv. Til albummet har hun sammen med forskellige venner produceret små karaoke-videoer til alle numrene, som med en Instagram-bubblegum-billedside ledsager hendes finurlige tekster – og som til denne koncert dannede bagtæppe for en fantastisk anerledes og inddragende koncertoplevelse.

Jeg var så begejstret for koncerten, at jeg måtte dykke mere ned i Katríns univers – det kan man læse mere om i et længere interview inden alt for længe.

Late Verlane
Et andet ungt talent, svenske Late Verlane aka Viktor Persson, imponerede ligeledes stort, da han samme eftermiddag gav koncert i Musikhusets Rytmisk Sal. Med en smittende energi, lækre dansemoves og en fløjlsblød vokal lykkedes han for en stund med at få publikum til at glemme det mystiske maj-snevejr og i stedet træde ind i en verden, hvor groovy sommerglæde er den alt dominerende følelse. Særligt imponerende var niveauet i de seks numre, Late Verlane fik liret af i løbet af settet. Han havde publikums opmærksomhed fra start til slut, og jeg glæder mig personligt til en dag af opleve en fuld koncert med Sveriges største talent lige nu – måske sker det, når han gæster Heartland til sommer.

Efterklang
Nej, det er nok de færreste, der vil læse navnet Efterklang og tænke ‘upcoming’. Men det viste sig alligevel hurtigt, at det efterhånden legendariske danske orkester havde sin berettigelse på årets SPOT. Efter næsten syv års albumpause mødte Efterklang nemlig op med hovedsageligt nyt materiale, så der var tale om en decideret genfødsel – i selskab med det eminente belgiske ensemble B.O.X, der har specialiseret sig i noget så Efterklang-agtigt som at spille på ældgamle barokinstrumenter.

Koncerten i Musikhusets Store Sal blev afsluttet med klassikeren “The Ghost”, som var aftenens eneste engelsksprogede indslag. Resten foregik på dansk, og det var ganske enkelt overvældende godt. Sjældent har jeg været til en koncert, hvor jeg nærmest ikke kendte ét eneste nummer, og alligevel været tryllebundet hele vejen igennem. Casper Clausens tekster og vokal var i centrum, og der var momenter, hvor jeg bare måtte lukke øjnene og åbne dem igen for på den måde at sikre mig, at det var en koncert, jeg var til – og ikke blot en drøm om den perfekte musikalske oplevelse. Jeg har ganske enkelt ikke en finger at sætte på koncerten – jo, det skulle da lige være, at den sluttede. Hold nu op, hvor var Efterklang bare bedre, smukkere og større end nogensinde før!

ELBA
Der findes ‘manden med den gule hat’, ‘kvinden med den tunge kuffert’ – og nu også ‘bandet med IKEA-posen’. ELBA er navnet på 24-årige Ellen Bathums popprojekt, som de seneste måneder for alvor er begyndt at få fortjent medvind under vingerne. Til sommer får hun lov til at lukke Countdown-scenen på Roskilde Festival, og jeg kan kun anbefale, at man finder sin plads foran festivalens bedste scene, når den tid kommer.

ELBA laver bombastisk pop af den mest dansable slags, og det var en overvældende oplevelse at se hende live for første gang i Musikhusets lille Kammermusiksal. Fra allerførste tone nærmest eksploderede hun ud over scenekanten med en smittende scenetilstedeværelse, organiske moves og velproducerede popbangers. Hun har kun spillet ganske få koncerter, men med den start har vi noget stort i vente fra den talentfulde thybo.

Iris
Norge har spyttet den ene dygtige kvindelige popartist ud efter den anden de seneste år – og på årets SPOT kunne man møde den nyeste i rækken. Iris er navnet på Vilde Iris Hartveit Kolltveits soloprojekt, som kunne opleves lørdag eftermiddag på HeadQuarters. Modsat de fleste af de andre norske artister skruer Iris ned for tempoet og sætter inderligheden og tekstuniverset i forreste række. Det resulterede lørdag i en vidunderlig intim oplevelse, hvor en koncentreret og muligvis også en smule nervøs 22-årig sangskriver leverede årets positive overraskelse for mig. Sidste måned udgav hun debut-EP’en “a sensitive being”, der, som titlen lægger op til, er det blik ind i hjertet på sangerinden.

Popkollegaen Aurora har kastet sin kærlighed over landskvinden, og efter lørdagens koncert håber jeg, at mange flere vil gøre det samme. Det fortjener hun, og vi fortjener forhåbentlig også denne nye stemme på den nordiske stjernehimmel.

NEØV
Vi slutter mine højdepunkter af med endnu en koncert på HeadQuarters. Denne gang skal vi forbi noget som sjældent som et finsk band, der ikke laver heavy metal eller derover. Trioen NEØV er nemlig noget helt, helt andet. Jeg har de sidste par dage forsøgt at beskrive bandet gennem artister, som folk kender, og jeg er nået frem til noget i retning af The National møder et akustisk The xx med en finsk version af Jannis Makrigiannis fra The Choir of Young Believers som frontmand – omend liveudgaven er et stykke længere væk fra The xx, end de er på indspilningerne.

NEØV udgav tidligere på året deres tredje studiealbum, så Anssi Neuvonen og co. hører til i den rutinerede ende på SPOT Festival. Derfor er det nok også på tide, at endnu flere herhjemme for øjnene op for Finlands største indiepop-succes lige nu.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

“SPOT-Festival er som bland-selv-slik” – De største opdagelser på 2. dagen

Paper Cranes – Foto: Daniel Freestone

Sløv er ikke det ord, jeg vil bruge til at beskrive 2. dagen på SPOT. Jeg vil nærmere sammenligne den med bland-selv-slik, hvor der er så mange godter at vælge i mellem, at man ender ud med en pose, der rækker langt og til enhver smag. Jeg endte med en sammensætning, der både bød på sikre favoritter og på nye spændende smagsvarianter: Alt i alt 11 blandede fornøjelser: Takykardia, I Think you’re Awesome, School of X, Late Verlane, Hoy La, Clara, Efterklang, Yin Yin, Paper Cranes, Elisha, ANALOGIK, en durum-falafel og en lille fugl. Her er en opsamling på de bedste: 

TAKYKARDIA – plukker plastikblomster fra mannequin-dukkehoveder, men plukker de også publikum?

Jeg startede dagen i går med at pynte mig med små fjer fra en lille fugl. Det samme havde forsangeren i Takykardia, Luna Matz, gjort – i bogstavelig forstand. Jeg ved ikke hvilken fugl hendes fjer kom fra, men det var i hvert fald ikke fra en Chardonnay … Luna gjorde sin entré på Trailerscenen med en fjerboa, en kollosal discokugle, og et hvidt 70’er-outfit. Der var tænkt over detaljerne (næsten for meget) og i håret havde hun et spænde med “TAKY” skrevet i små diamant-lignende sten. Outfittet var meget bart og stod i stor kontrast til de øvrige bandmedlemmer, der i baggrunden stod i hvide malerdragter med små planter stikkende op fra brystlommen. Scenen var pyntet med mannequinhoveder med blomster struttende op fra skallen. Luna plukkede stilkene og hoppede ned fra scenen, hvor hun som en anden MØ bevægede sig rundt mellem et desværre temmelig tamt publikum. Takykardia kalder sig selv for en trip-soul-kvartet, og der er da også noget sensuelt og forførende over Lunas stemme og bandets chill-out-vibes. Da jeg stod foran scenen, kom jeg til at tænke en anelse på den franske producer DJ Cam’s ambiente jazz og på en god blanding soul og R’n’b. Jeg undrede mig over, hvorfor bandet blev sat til at spille på en gratisscene, da jeg vil mene, at de er en af de store navne på upcoming-fronten, men det var selvfølgelig bare lækkert for folk uden armbånd. Jeg tabte desværre mit fokus en anelse til Lunas dans, der virkede lidt for føleren og Coachella-agtigt i forhold til musikken og omgivelserne, men jeg vil da klart anbefale at tjekke Takykardia ud – særligt nummeret Aeon, hvis du ikke allerede har stiftet bekendtskab med bandet.

I Think You’re Awesome & Aarhus Jazz Orchestra – “FUCK det er vildt!” 


I Think You’re Awesome er et af de bands, jeg har glædet mig  mest til at se på SPOT, og deres koncert i Rytmisk Sal akkompagneret af Aarhus Jazz Orchestra var det perfekte plaster på såret efter at være blevet afvist i døren til NATLYST, der fyldte Klubscenen ud på ingen tid. Frontsanger og kontrabassist, Jens Mikkel Madsen, var første mand på Rytmisk Scene med sit store skæg, små runde briller og venlige væsen. “FUCK det er vildt! – Det er en skam, at tiden er kort! Jeg har sådan lyst til at snakke med jer.” afslørede Jens, som virkede som et stort og kærligt legebarn, der næsten var mere spændt end publikum på det, der skulle til at ske – og det med god grund. Indie-jazz-bandet fyldte nemlig 10 år, og det blev fejret med en stor og kærlig fest, som fik mig til at glemme tiden og alle de koncerter, jeg ellers havde på programmet. Koncerten bød både på den drømmende og blide banjolyd, der er ikonisk for bandet, en eminent guitarsolo, fortryllende fløjter og ømme vokaler – sidstnævnte blev næsten for ømme, og jeg blev desværre tabt en smule til både den mandlige og kvindelige vokal, der ikke helt kunne leve op til den instrumentelle standard og egentlig slet ikke var nødvendig. Som en hval der roligt pustede ind og ud, var der noget beroligende over rytmerne. Indimellem kom Jens med små udbrud som “HURRA!”, “YEEEEEAH!”, “SIIIGNE” og “ANDREEEEEAS”, mens han rystede sine briller af hovedet over en mægtig kontrabas-solo. Der var så meget indbyrdes anerkendelse, respekt og god stemning på scenen, at det var svært ikke at trække på smilebåndet. De to bands udgjorde det perfekte par og tog mig med på en lys og mørk rejse, hvor jeg på det ene tidspunkt befandt mig i en svingende dansestue i Aristocats og det næste i en scene fra Merry Christmas, Mr. Lawrence med David Sylvian og Ryuichi Sakamoto legendariske Forbidden Colours-track i baggrunden.

Late Verlane – Fredagens største opdagelse – From Sweden with love


Efter at gå tre numre inde i School Of X, der desværre havde problemer med lyden og ikke formåede at fænge efter en sublim koncertoplevelse med I Think You’re Awesome, befandt jeg mig atter i Rytmisk Sal – denne gang helt oppe foran med Søren fra Liss ved min ene side. Han var også var mødt op for at høre den svenske charmør, Viktor Persson, som er forsanger i det melodiøse pop-rock band Late Verlane. Efter bare en halv time i bandets selskab fik jeg en bedre forståelse for, hvorfor fankultur og ‘screamers’ er en ting. Og selvom jeg ikke stod og skreg, hev ud efter Viktor Perssons læderjakke eller på anden vis skabte mig hysterisk, blev jeg grebet af en stemning, som jeg ikke ved, hvordan jeg skal beskrive med andet end ‘Verlanemania’. Faktisk stiftede jeg først bekendtskab med bandet i Flixbussens forbydende rum på vej til Aarhus. Late Verlane var klart den største opdagelse, og jeg forstår endnu ikke, hvorfor det catchy hit Roll Like A Dummy med 24,809 afspilninger på Spotify ikke er større, end det allerede er. Det var første gang bandet optråde i Danmark, men der var absolut ingen tegn på usikkerhed på scenen. Tværtimod. På scenen forførte Victor Persson publikum med et let smil over læben, tilbagestrøget hår og en ydmyg elegance. Lyden var ren og rå, men samtidig blød og sød. Det er svært konkret at beskrive, hvad den mindede mig om – hvilket altid er en god ting for nye kunstnere – men der var både noget Kurt Cobaine, Phil Collins og Vinnie Who over Victors vokal. Lydmæssigt er vi ude i noget Tame Impala, og så danser Victor som en ung Elvis. Jeg må indrømme, at jeg blev lidt forelsket på den der fjantede teenagemåde … Nåede du ikke at se de svenske charmører i går, og vil du nå at synge med på Roll Like a Dummy, kan du fange dem på Volume kl. 17.00 i dag eller på Heartland Festival i slutningen af maj. 

Efterklang – Eftertænksom eufori 


Efterklang var mindst så lige så magiske live, som jeg havde forestillet mig – Specielt efter en halv flaske Prosseco og en durum-falafel i køen til Musikhuset. Store Sal var den perfekte ramme for deres storslåede lydunivers, hvor man blidt kunne læne sig tilbage i de magelige sæder, lade boblerne stige til hovedet og tage hver en tone ind fra både nye og gamle udgivelser. Det eneste minus var, at koncerten kun varede i 45 minutter. Til gengæld spiller Efterklang i Koncerthusets Koncertsal den 6. november, hvor jeg i hvert fald caller revanche! Koncerten melder allerede om få billetter, og jeg kan kun anbefale at sikre sig et par!

YIN YIN – Nicolas Cage – is that you?


Spot beskriver det hollandske syreband således:

“Med et moderne take på 60’erne og 70’ernes thai-fink er YIN YIN syret doubleneck guitar, groovy, basgange og legende lette thai-riffs i et lydbillede, der gennem disco, funk og rock strækker sig mod trance-festen fra Syudøstasien. Strømmende gennem de to bandstiftere, Kees Berkers og Yves Lennertz er dog også både inde-rock, punk-inspiration og tung, elektronisk house.”

– og jeg må ærligt indrømme, at jeg efter at være gået fra køen til BISSE ikke blev meget klogere på, hvad jeg gik ind til i den Rå Hal – andet end underholdning. Jeg endte med følgende indtryk efter en lille halv time i selskab med YIN YIN:

“Psykedelisk lys, et gulv af tæpper, I Like The Way You Move, lyden af vikinge ritualer, up-tempo, loco dance, lidt for meget snak, vild orgel solo, The Doors, Hvem trækker først, western battle, electronic-supersonic, Nicolas Cage-lignende forsanger.”

Paper Cranes – full denim og dansable beats

Århusianske Paper Cranes var hele ventetiden værd efter de gik på scenen på Remisen 20 minutter efter planlagt tid og leverede et show, der skabte stærke associationer til Spleen United, Veto og Rangleklods. Med en lyd domineret af storslåen synth og skarpskårne beats, stod bandet stærkt og gav mig lyst til at gå i dybden med deres historik. Forsanger Jacob Reimer har en lækker og lys vokal, og så ved han, at full denim altid er en vinder! Det var klart en niche-koncert for dedikerede fans, venner eller tilfældige forbipasserende. Jeg var der på en anbefaling fra en ven og skal klart høre bandet næste gang, jeg får muligheden for det. Det bliver ud for deres optræden at dømme nok på en noget større scene næste gang.

Analogik – Balkanblæs på hjemmebane. 

Jeg har før undret mig over, om det overhovedet er muligt at fylde Rå Hal helt ud. Det kan jeg efter den sidste koncert for mit vedkommende på gårdagens program konstatere, at det er det. Analogik leverede som forventet en gennemført pakke af sømandsviser, balkanbeats og elektronisk jazz, da de fyrede op for “Hæng og hyg” konceptet i Rå Hal.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *