Tag: Kulør (2 indlæg)

Feature

SKYSKRABERE 2018: Årets albummer

Af Regnsky den

Kære læser.

Først og fremmest vil vi sige jer tusind tak for jeres selskab i løbet af 2018, som snart lakker mod enden. Som flere af jer måske allerede har bemærket, er vores blog nu 10 år gammel, og selvom vores produktivitet i løbet af året måske ikke bevidner det, har det været et rigtig godt år. Vi håber, at I også vil sidde tilbage med samme fornemmelse, når I har læst og lyttet til Regnsky-skribenternes bud på de albummer fra i år, der for alvor skiller sig ud. Og ikke nok med, at det har været et stærkt år – det har også været et mangfoldigt år, og selvom vores liste bærer præg af alt fra dansksproget lofi-pop til dronningen og kongen af indie rock og videre over til banebrydende hiphop, så kan ingen årsliste illustrere den tætte urskov af kreativt liv, som dansk musik bærer rundt på.

Og det skal vi værne om. Problemet er, at det ikke er alle, der gør dette. Om et år skal vi takket være politisk besluttede nedskæringer i DR vinke farvel til radiostationerne P6 Beat, P7 Mix og P8 Jazz, der har spillet og spiller en stor rolle i formidlingen af skæv og nichepræget musik. Og netop mangfoldigheden savner også et skub, når man kigger på det (snart) forgangne års festivalprogram. Kvinderne er underrepræsenterede, nogle steder mere end andre. Tinderbox er den helt store synder, og her lyder undskyldningen, at deres bookere særligt lider under, at der findes så få kvindelige dj’s. Det er bare ikke rigtigt. Og vi slutter i hovedstaden, hvor politikerne på Københavns Rådhus forsøgte at få implementeret nye og mere restriktive støjgrænser for aktiviteter i Københavns byrum. Den nye grænse skulle gå på 60 dB, lød forslaget i det kommunale forskrift. Det er et støjniveau, vi kender fra en almindelig samtale mellem to mennesker. Men takket være en stor protest mod forslaget samt en underskriftsindsamling, der genererede 27.000 underskrifter mod forslaget, besluttede Teknik- og Miljøudvalget i sommer, at forskriftet for udendørs musikarrangementer skal ændres. Så vi holder vejret til foråret 2019, hvor et nyt forskrift efter høringssvar bliver fremlagt.

Og mens vi gør det, må vi blive ved med at kæmpe for de bedste vilkår for musikkens strømninger. Men nu er det tid til at kigge tilbage på de særligt positive ting, som musikåret bød med sig.

Against All Logic – 2012-2017

Det kan komme som lidt af en overraskelse, når en personlig favorit har udgivet at album, som man slet ikke har opdaget. Det er nemlig Nicolas Jaar, der står bag Against All Logic, som inden 2012-2017-udgivelsen kun havde udgivet enkelt numre. Men i modsætning til Nicolas Jaars eget og hans fantastisk Darkside-projekt er 2012-2017 enormt udadvendt og i højt tempo. Det er tilbage til klassisk house, men med en mængde af samples, der i størrelse kan måle sig med Kanyes megalomani. Ja, han sampler faktisk Kanye på et nummer. Et komplet album, der minder om et DJ-sæt i opbygningen – hvor man hele tiden spidser ører og lytter efter, hvad den næste musikalske godte mon består af. (Mathias Gavnholt)

Alle – Dine Pæne Øjne

Ja, et tilbagelænet pop-album med banale tekster som “Selvom du er sød // Ka’ du godt vær’ fræk // Selvom du er blid // Ka’ du godt vær’ fræk” kan sagtens gøre sig til blandt årets bedste plader. For bag aliaset Alle gemmer sig den dygtige house-producer Natal Zaks (DJ Central), der træder helt nye pop-græsgange med albummet ‘Dine Pæne Øjne’. Legende let, lakonisk og næsten kurrende går han igennem centrale følelser for ethvert ungt hjerte. Zaks’ producerbaggrund skinner dog stadig igennem, for det er et popalbum, der værner meget om sine instrumentaliseringer. Igennem ‘Dine Pæne Øjne’ er den skramlet og legesyg, med få armbevægelser og bestræbelser når den rigtig langt ind i hjertekulen på denne lytter.

Beach House – 7

Baltimore-bandet gjorde det igen på 7. De inviterer lytteren med på en vidunderlig drømmeodyssé, når tonerne flyder ud af højtalerne, og man lader sig rive med. Jeg synes, Beach House formår at udviske grænserne i deres musik, uden det bliver mudret. På den måde er 7 en helhedsoplevelse, og derfor fortjener den at være et af årets vigtigste albummer. (Nikolaj Boesby Skou)

GDRN – Hvað ef

I år har jeg været så heldig at opdage den islandske sangerinde GDRN, og sikke et dejligt bekendtskab. GDRNs debutalbum Hvað ef består af bløde og dybe elektroniske elementer med en særlig nordisk kant, især tilføjet af det smukke og – i mine ører – mytiske islandske sprog. Albummets højdepunkter er efter min mening titelsangen Hvað ef, Það sem og Ein, men jeg synes, at alle sangene fortjener et lyt – eller mange. GDRN er i hvert fald blevet en fast del af min playliste, og jeg håber, at der er nye udgivelser på vej fra det høje nord i 2019. (Line Mortensen)

Janelle Monáe – Dirty Computer

Et fuldkomment mesterværk. Mindre vil jeg ikke kalde Janelle Monáes fuldstændig fantastiske album Dirty Computer. Med en lang video, der binder alle sangene sammen og fremviser Monáes dybe og samfundskritiske sangskrivning, blæste den amerikanske sangerinde mig fuldstændig bagover, da “Dirty Computer” blev allemandseje. Det er en næsten umulig opgave for mig at fremhæve enkelte sange på den helhedsoplevelse, som “Dirty Computer” er, men hvis man har hengivet sig til at streame singler fremfor albummer, så vil jeg alligevel sige, at man bør smide powersangen Django Jane, førstesinglen Make Me Feel og den geniale Pynk på playlisten i første omgang. Men igen …. hele albummet fortjener en plads. Nu kan jeg ikke gøre andet end at krydse alt, hvad jeg har, og håbe på, at Roskilde Festival offentliggør Monáe. (Line Mortensen)

Jon Hopkins – Singularity

Klassisk musik og house er to genrer, man normalt ville tænke er noget langt fra hinanden. Det er det ikke på Singularity, hvor smukke, følelsesladede klaversekvenser bliver bundet sammen med Hopkins’ velkendte house. Singularity er i den grad en enhed, og det er umuligt at anbefale et nummer, for det hele hænger sammen – og det er det, der gør Singularity så fantastisk. (Mathias Gavnholt)

Kali Uchis – Isolation

Den colombianske sangerinde debuterede med et brag. Isolation er en smuk blanding af latinamerikanske rytmer og diva-pop. Kali Uchis har samlet et stærkt hold bag sig med producere som Kevin Parker og Damon Albarn. Det er et meget alsidigt album, men Uchis stemme er den røde tråd, der binder alle de musikalske indtryk sammen. Det er absolut noget af det bedste, 2018 havde at byde på. (Nikolaj Boesby Skou)

Octavian – Spaceman

Spaceman var et forfriskende originalt pust ind i en genre, der har stagneret de seneste par år: OVO-lyden der kendes fra PartyNextDoor, Roy Woods, Bryson Tiller osv., og som også har været populær herhjemme. Octavian har taget den melankolske R&B og givet den et drys af grime og house, og nu har lyden fået en helt ny smag. Jeg glæder mig helt vildt til at opleve ham på Journey-festival og på Roskilde festival til sommer. (Nikolaj Boesby Skou)

Pusha T – Daytona

Pusha Ts Daytona var en del af et spændende projekt, Kanye West havde gang i i 2018. De kompakte og korte albums blev spyttet ud henover sommeren til overvejende positiv modtagelse. Jeg synes, Daytona er den skarpeste, og jeg kan ikke få nok af Virginia-rapperens raspende røst. Han lyder så gritty uden at kamme over i en parodi. Der er en helt vild nerve på ’Daytona’, og man bliver blæst bagover fra første sekund. (Nikolaj Boesby Skou)

Robyn – Honey

Årets tre bedste tracks kunne meget vel alle sammen være fra Robyns nyeste album, for det er fyldt med catchy hits. Et album, der på trods af, at Robyn fik sit gennembrud i 90’erne, føles enormt aktuelt. Det er moderne, men det er samtidig tidløst, og det er meget sjældent, at et album formår det. Det eneste andet, jeg kan komme på, der for nylig har præsteret det samme, er A Tribe Called Quests We got it from here… Thank you for your service. Robyns ærlighed og geniale tekster er alt andet end fraværende og balancerer som altid på grænsen mellem konkret og abstrakt, så alle kan være med, men ingen mangler noget at tænke over. (Mathias Gavnholt)

Skee Mask – Compro

Hvis Boards of Canada var tyskere og lavede techno – så ville det muligvis lyde noget meget i retning af Skee Masks Compro, der for mig står som årets absolut bedste elektroniske album – og potentielt også et af de bedste fra det seneste årti. Skee Mask aka Brian Müller er simpelthen et naturtalent og til at programmere trommer og til at skabe sjælerensende ambience. Compro er et album med mange udtryk – se bare overgangen fra Dial 274 til VLI – men det er også stærkt centreret omkring Müllers mesterlige fornemmelse for soundscapes, stemninger og en art techno, både egner sig på et dansegulv men i høj grad også til hjemmelytning. Og der er vi tilbage til Boards of Canada-associationerne. For ligesom med det skotske brødrepar er der med Skee Mask mulighed for at opdage nye musikalske hjørner og referencer ved hver gennemlytning. Et helstøbt og langtidsholdbart mesterværk.

Tove Styrke – Sway

Det perfekte popalbum kom i år fra den svenske sangerinde Tove Styrke. De ni sange, der er at finde på Sway, passer perfekt ind i samme lydunivers med Styrkes vokal i fokus. Med personlige højdepunkter som On The Low og On A Level synes jeg, at svenskeren sætter barren utrolig højt. At hun også har valgt at inkludere et cover af en af mine favorit-sangere, Lorde, gør kun albummet endnu bedre. (Line Mortensen)

V/A – Kulør 001

Det efterlod et musikpublicistisk techno-tomrum i København, da Najaaraq Vestbirk (Courtesy) og Sara Svanholm (Mama Snake) i foråret indstillede arbejdede med pladeselskabet Ectotherm, der siden begyndelsen i 2016 nåede at udgive fem ep’er med lokale producere. Men det var to skridt tilbage og tre skridt frem, for ud af Ectotherm-asken hejste Courtesy egenhændigt det nye pladeselskab Kulør, hvis første udgivelse – der udkom i oktober – er en 12 numre lang kompilation med nyt materiale fra de københavnske techno-aktører. Og resultatet er både vellydende og noget, som scenen skal bryste sig med stolthed over. Musikken er med sit høje tempo først og fremmest skabt til natklubberne, men der er også produktioner, der løfter sig op fra dansegulvet. Schackes Automated Lover, IBONs No Sleep, Sugars Drowner og Funeral Futures ‘Heute Nicht kryder langsommeligt opbyggende melodier med hårdhudet techno-emotionalitet og 90’er-trance – bare uden de ironiske laserlys-indbydende breaks. (Morten Bruhn)

Yves Tumor – Safe In The Hands Of Love

Årets grænseeksperimenterende succeshistorie tilhører amerikanske Sean Bowie aka Yves Tumor. I efteråret udkom han med den selvbiografiske og åbenhjertige ‘Safe In The Hands Of Love”, der kombinerer dream-pop, noise og sløret 90’er-r’n’b, og som er fyldt med en masse følelser, så de nærmest er ved at flyde over. Det er på en måde pop, men ligesom med de musikalske artsfæller Arca og Mykki Blanco flyder han frit uden om regler og konventioner – og det gør han med stor succes og bred appel.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Feature

Fremadstormende aktører i København samler sig i DJ Foreningen: Interview med DJ og label-boss Courtesy

Af Morten Bruhn den
DJ Foreningen er navnet på et nyt fællesskab formet mellem promotere, pladeselskaber og dj’s fra den alternative elektroniske scene i København. 27. december holder de en fest i Pumpehuset, hvor overskuddet fra denne fest vil gå ubeskåret til aktiviteter, der fremmer den lokale scene.

En række aktører fra den alternative elektroniske scene i København er gået sammen under DJ FORENINGEN, der skal bidrage til at sætte det lokale musikmiljø på den internationale dagsorden. Regnsky har talt med en af initiativtagerne bag foreningen, dj’en og pladebossen COURTESY, der forklarer, hvordan foreningen skal indfri dette mål.

Kan man tale om et momentum i en musikscene? Det vil en lang række aktører fra det alternative elektroniske musikmiljø højest sandsynligt argumentere for. Hovedstadens såkaldte “undergrund” har over de seneste år påkaldt sig stor opmærksomhed fra både udenlandske medier, klubber og ikke mindst turister, der oplever en tiltagende interesse for de københavnske technofester, musikkollektiver, pladeselskaber og dj’s.

Og dette momentum har nu resulteret i, at en lang række aktører fra det elektroniske musikmiljø har dannet fælles front i en forening, der meget passende har fået navnet DJ Foreningen.

Målet med DJ Foreningen er, at de både de individuelle medlemmer og den københavnske scene som helhed bliver stærkere og mere eksponeret lokalt, nationalt og ikke mindst internationalt. Det fortæller Najaaraq Vestbirk, der dj’er under aliaset Courtesy og driver pladeselskabet Kulør, og som netop nu regnes for en af de største danske dj’s på den internationale scene.

“Alle har gang i små succes-projekter, som alle sammen på en eller anden måde har sindssygt meget potentiale. Og når vi så går sammen og hjælper hinanden med støtte, sparring og vidensveksling, så løfter man også de projekter til et helt andet niveau, end hvis de selv skulle sidde og lære tingene alene.”

Helt konkret handler DJ Foreningen om, at medlemmerne støtter op om om drifts- og udviklingsinitiativer. Det kan eksempelvis i forbindelse med PR, pladeudgivelser, fester eller noget fjerde – så længe initiativerne “hjælper med at sætte dansk elektronisk musik på den internationale dagsorden”. Derudover vil DJ Foreningen en gang hvert halve år arrangere stort anlagte fester med foreningens medlemmer på plakaten, hvor festens overskud vil gå ubeskåret til “aktiviteter, der fremmer den lokale scene”.

Men formålet med DJ Foreningen er lige så vigtigt, at behovet for sparring, erfaringsudveksling og hjælp til projekter italesættes og udnyttes, forklarer Najaaraq Vestbirk.

“Foreningen udspringer af, at vi sammen så, at der var et behov for en sparringsgruppe, fordi vi alle stod og havde brug for at hjælpe hinanden med en masse opgaver. Nogle folk havde brug for kontakter til PR, som jeg har siddet rigtig meget på tidligere. Der har været en masse, der skulle have hjælp til distribution, og der var nogen, der bare akut skulle have sendt nogle plader ud. Vi har behov for at stå sammen og lave noget sammen. Vi sad alle og var nogle lidt forskellige aktører her i den alternative elektroniske musikscene, som hver især sad på noget af denne viden. Og så besluttede vi os, at det ville være federe, hvis vi bare slog os sammen og lavede en forening, hvor vi vidensmæssigt kan sparre helt vildt meget. Fremadrettet vil det så bare være fedt, hvis vi holder en stor fest hvert halve år og så som foreningen være med til at udpege nogle projekter, som vi føler har fortjent noget ekstra.”

Courtesy aka Najaaraq Vestbirk (foto: Fee-Gloria Groenemeyer)

Dannelsen kommer i slipstrømmen på en udvikling i miljøet, hvor de forskellige parter internet er rykket tættere sammen. Eksempelvis fører festarrangører og promotere i dag en samlet kalender, så de involverede parter – ved at spille med åbne kort – forsøger at undgå, at de planlægger ambitiøse og dyre fester den samme nat og derfor ikke skal kæmpe om den samme, relativt smalle publikumsmængde. Og i sommer, da Strøm var bannerfører for en underskriftindsamling for en mindre restriktiv støjpolitik, var flere uafhængige organisationer fra den musikalske undergrund samlet i en politisk kamp, der risikerede at indskrænke bevægelsesfriheden for udendørsaktiviteter og andre fester.

Najaaraq Vestbirk – der i øvrigt netop er blevet nomineret til Steppeulvens nye Initiativpris ‘for sin indsats for fremme den elektroniske musikscene herhjemme’ – fortæller, at hovedstadens festarrangører, dj’s og promotere er holdt op med at kæmpe om København – og i stedet om verden.

“Før i tiden var scenen bare københavnerorienteret, så alle kæmpede om at holde den fedeste fest i en lille storby. Nu turnerer disse mennesker og grupper i udlandet, og der er uendeligt mange klubber i udlandet, så der er ikke længere behov for konkurrence. I stedet handler det om, hvordan vi kan få flere af os derud. Så jeg tror, det er det, der har været udviklingen. Lige nu er der bare ekstremt meget originalitet i det, som kommer ud af København, og det gør bare, at verden er interesseret i det, der sker her. Og det gør, at folk bliver mindre territoriale, fordi det er ikke bare længere de samme tre spillesteder, der kæmper om hele byen.”

Hvordan kan DJ Foreningen så konkret bidrage til at sætte dansk elektronisk musik på den internationale dagsorden, som I skriver det?

“Lige nu snakker vi om strategier og udveksler kontakter. Vi går ind og giver støtte til PR hos internationale bureauer, som arbejder specifikt med eksperimenterende elektronisk musik. Jeg har været i musikbranchen i 12 år, og min personlige erfaring er, at det er få internationale succeshistorier, vi har haft i Danmark i de senere år. Der har bare været lidt dødt i 10 år. Den seneste danske succes på den internationale scene, der har været spændende, er sådan nogen som Kasper Bjørke og Tomas Barfod med Filur. Og det er jo mere end ti år siden, de slog igennem. Nu er der denne enorme opmærksomhed og potentiale i danske eksperimenterende labels og kunstnere. Det er blandt andre sådan nogen som Puce Mary, der udkommer på PAN. Der er mange, der sparker røv i udlandet, og det er ikke kun, fordi de har noget originalitet. De samarbejder og netværker.”

Hvordan kan man så måle, om I indfrier de målsætninger, I har sat op for jer selv?

“Jeg tror, man vil kunne se det i forhold til en artist som Kasper Marott og det pladeselskab, han er med til at køre nu (Axces). Hans karriere ser først og fremmest vildt lovende ud, fordi han er en fantastisk producer, men også fordi han er en del af en scene, der vil ham det bedste, og hvor vi støtter og løfter hinanden. Jeg tror, at der vil komme langt flere af de succeshistorier, fordi folk er så dygtige og ønsker at fremme en musikalsk spændende tid i København. Projekter dør af alle mulige forskellige grunde. Enten er folk stressede, eller også løber de ind i en blindgyde. De kan også brænde nallerne på en aftale, de har indgået. Hvis man så har venner, man kan ringe til for at få rådgivning eller opbakning, så undgår de, at de mister gejsten omkring et projekt, som jo er meget normalt, hvis man sidder alene om noget, der er rigtig svært. Og der skal vi være et organ, der sikrer, at ting ikke dør, når det bliver svært, hvis der er potentiale i dem. Vi vil hjælpe hinanden igennem de ting, der er svære, og over på den anden side.”

Najaaraq Vestbirk har de seneste par år været en eftertragtet dj i udlandet, og hun har brugt hundredevis af timer i selskab med profiler fra internationale musikmiljøer. Alligevel mener hun ikke, at der hverken herhjemme eller i udlandet findes noget sidestykke til det, som DJ Foreningen repræsenterer.

“For mig er det første gang, vi laver noget, der på denne måde går på tværs af genreskel. Vi har haft et tæt samarbejde i technomiljøet i nogle år, og jeg kender Kasper Marott og Daniel Bruhn (aka dj’en Dee Brown og labelboss på CUP, red.) og mange andre fra scenen, men det er første gang, hvor vores samarbejde ikke er musikgenre-betinget, og det, synes jeg, er rigtig fedt. Scenerne i udlandet er meget mere fragmenterede, end de er i København. Det eneste ‘community’, jeg mener minder lidt om København, er Bristol. Men de har ikke som sådan en forening for promotore. Jeg har aldrig hørt om nogen, der på en måde har sagt, at ‘nu har vi et momentum i vores lokale scene, nu skal vi hjælpe hinanden’.”

Der er sikkert også andre aktører, producere, pladeselskaber og arrangører i København, der kunne være interesseret i at være med i DJ Foreningen, med alt hvad det indebærer af erfaringsudvekslinger. Vil det være muligt for jer at åbne op for endnu flere aktører?

“Vi er ved at definere medlemsrammen og udkastet til, hvordan vi skal organisere os i fremtiden. Jeg tror, vi tager et event ad gangen. Nu holder vi denne fest, og så er vi en defineret gruppe af hvem, der bestemmer, hvad pengene skal bruges til. Og så tror jeg helt klart, at vi i fremtiden åbner op for, at man kan blive foreningsmedlemmer under disse rammer. Lige nu er vi gået sammen, fordi vi er nogle mennesker, der godt kan lide hinanden på trods af, at vi arbejder med forskellige genrer. Men vi arbejder med musik på samme måde, og der er ikke nogen, der tvivler på musikken og kvaliteten i denne gruppe.”

Medlemmer af DJ Foreningen tæller pladeforretningen Percy, pladeselskaberne ØEN, Kulør, C.U.P., Petrola 80, Axces og Euromantic, mastereringsstudiet Six Bit Deep samt Fast Forward, Fyraftensboogie og Bunkerbauer.

DJ Foreningens første fest foregår på Pumpehuset den 27. december. Køb billetter her.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *