Vi nærmer os så småt juleaften og for at gøre ventetiden lidt kortere, vil Peter hver dag frem til juleaften åbne en låge i Regnskys julekalender. Her vil han blandt andet afsløre sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og se nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. God fornøjelse og god jul!
I dag hylder vi lyset, vi hylder Sankta Lucia. For mange handler det om at udfordre skæbnen ved at tage en krans af stearinlys på hovedet eller stille nogle børn op på række med hvert deres levende lys i hånden, mens dagen for andre har en større religiøs betydning og er en fortælling selvopofrelse. Jeg vil i stedet nøjes med at markere dagen ved – i øvrigt helt tilfældigt – at placere to kvinder på dagens to lister.
Årslisten: #12
Den første kvinde er en færøsk kvinde, som jeg havde den store fornøjelse af at lave et kort interview med på SPOT Festival. Det var Konni Kass’ hidtil største optræden i Danmark, og jeg kan huske, at hun virkede spændt men også glædede sig helt vildt til koncerten. Højdepunktet i den koncert var hendes første single fra debutalbummet “Haphe“, nemlig det – for Konni Kass – rimelig uptempo nummer “Surrender“. Det er et soulfyldt og jazzet popnummer, hvor Konnis imponerende vokal får lov til at skinne igennem ledsaget af en velarrangeret komposition og den karakteristiske saxofonsolo. Saxofonen spiller i øvrigt en vigtig rolle i Konni Kass’ musikalske univers og for hendes musikalske karriere som sådan – en uddybning af det kan man finde i interviewet fra SPOT Festival her.
Årets nye internationale navn: #3
Jeg færdiggjorde koncertlisterne i går, så det er tid til, at vi kaster os over den ene af de to tilbageværende bonuslister: Årets nye navn henholdsvis internationalt og herhjemme. Og den første på den internationale del af listen er en ung kvinde, som vi kunne møde på 20. pladsen på årslisten for godt en uge siden. Hendes navn er Sarah Lillie Sheldrake og går under kunstnernavnet SHELLS. Den unge brite er stadig et meget ubeskrevet blad, men jeg må sige, at jeg er meget imponeret over hendes tre første singleudspil, samt hendes optræden til VEGAs New Crush i efteråret, og det er det potentiale, som giver hende 3. pladsen på listen. Nummeret “Jailbird” fandt vej til årslisten, men også både den balladeagtige “Gold” og den mere electro-bluesy (ja, jeg opfinder bare genrer nu) “Jagwar” er rigtig fine numre, og jeg glæder mig meget til at høre mere fra SHELLS i det nye år.
I morgen skal vi møde årets tredjebedste nye danske navn, og så vil nogen måske få behagelige deja vu-fornemmelser til 2015, når jeg præsenterer 11. pladsen på årslisten. Der står den nemlig for første gang af to på kvinder, som spiller rock. Glæd dig!
På SPOT Festival tilbage i foråret hørte jeg omkring 20 koncerter, og jeg kan ikke mindes en eneste dårlig koncert i blandt dem. Men der var alligevel én koncert, som gjorde et særligt indtryk på mig. Den koncert stod færøske Konni Kass bag.
Koncerten udmærkede sig ved at være både inderlig og intens på den der helt magiske nordatlantiske facon, som man kender fra de helt store navne fra Færøerne og Island. Altså kunstnere som Eivør, Teitur og Sigur Rós. Og Bjørk.
Netop Bjørk er i høj grad kendt for sin eksperimenterende tilgang til musikken, og man ved aldrig helt, hvad man skal forvente af hendes musik. Det samme gør sig (i lidt mindre grad) gældende for det nummer, jeg har fornøjelsen af at have premiere på i dag.
Nummeret hedder “I Lie” og indledningen kan kort beskrives som en rigtig god popsang. Konni Kass’ feminine vokal bliver ledsaget af et simpelt men faretruende beat, som bygger langsomt op mod et virkelig catchy omkvæd.
Men efter cirka 2 minutter og 40 sekunder flyder produktionen over i en mere drømmende og til tider manisk tilstand, som for mig mest af alt minder om de instrumentale passager på Wilcos fremragende “Art of Almost” fra 2011. Det fører “I Lie” op mod sit absolutte klimaks i Konni Kass’ lyriske frustration over det manglende opgør med de løgne, som er omdrejningspunktet for nummeret. Tjek det ud her:
Men hvad er “I Lie” egentlig en forpremiere for? Det skal jeg fortælle dig.
På SPOT Festival havde jeg også fornøjelsen af at tale med Konni Kass, og her løftede hun sløret for debutalbummet “Haphe”, som skulle udkomme i efteråret. Nu er det så (endelig?) blevet efterår, og i morgen kan alle få lov til at lytte til albummet, som altså blandt andet indeholder “I Lie” samt singlerne “Time”, “Sounds” og “Surrender”. Sidstnævnte er et af mine absolutte yndlingsnumre fra 2016, som alle bør lytte til.
Der er i alt 10 numre at finde på debutten fra bandet, som ud over frontkvinden Konni Kass tæller Knút Háberg Eysturstein på synths, Torleik Mortensen på bas og Per Ingvaldur Højgaard Petersen på trommer. Jeg har haft fornøjelsen af at lytte til albummet på forhånd, og jeg må sige, at jeg er imponeret over det første udspil fra den blonde færing. Albummet har en virkelig god progressionen og en nærhed, som gør den rigtig behagelig at lytte til på en kold efterårsdag, som vi jo meget passende har en hel del af for tiden. Det er ganske enkelt et rigtig godt popalbum, som for mig sætter en masse tanker i gang og inspirerer mig til selv at være kreativ.
Konni Kass og resten af bandet besøger i øvrigt flere af de største danske byer i løbet af januar, og herfra skal der lyde den varmeste anbefaling til at kigge forbi én af dem, hvis man er til god nordisk popmusik. Se hele tourplanen på bandets Facebook-side.
Det var nogle af de ord, færøske Konni Kass gav mig med på vejen, da jeg mødte hende i fredags under SPOT Festival i Aarhus. Ordene kom som svar på spørgsmålet om, hvad man skulle forvente af hendes koncert – og her en lille uge efter koncerten må jeg sige, at hun fik ret. Konni Kass skabte sammen med Per Højgaard Petersen på trommer, Torleik Mortensen på bas og Knút Háberg Eysturstein på synths et inderligt og følsomt pusterum midt i en hektisk festival. Man følte som tilhører, at man blev taget med på en dramatisk men samtidig meget meditativ udflugt gennem den færøske natur. Ubetinget et af mine personlige højdepunkter på årets festival.
Det er seks år siden, Konni Kass forlod Færøerne for at gå på jazzskole i Sverige. Senere flyttede hun til København for at læse medicin, men ophavet fylder stadig meget for den blonde færing.
“Man føler sig som en lille bitte sten i et stort univers, når man vokser op deroppe. Det er et kæmpe landskab, som er så voldsomt med hav og med bjerge og med vildt vejr. Man føler sig virkelig ikke så stor, og det har givet mig en meget stor respekt for naturen og alt det rundt omkring sig.”
Hun fortæller, at man i det hele taget har rigtig god tid til at tænke sig om, når man bor deroppe. Det kommer til udtryk både musikalsk og i hendes væremåde, hvor det er tydeligt, at hun tager sig god tid til at finde de helt rigtige svar på mine spørgsmål.
“Færinger er meget eftertænksomme. Vi er nogle mennesker, som tit går rundt og tænker over ting uden at sige så meget. Vi bruger meget tid på at observere og lytte til hinanden, kan man sige. Vi har det også sådan, at vi ikke laver noget, medmindre der virkelig er brug for det.”
Det kan man mærke i Konni Kass’ musik, som trods den til tider storslåede lyd er skabt med få elementer, som så til gengæld får plads til at udfolde sig på sine egne præmisser. “Alle skal have plads, alle skal høres”, som Konni Kass udtrykker det.
Netop den filosofi har skabt et meget eklektisk musikalsk univers, fordi bandet består af fire medlemmer med meget forskellige udgangspunkter. Det kommer særligt til udtryk på det kommende debutalbum, som vi har fået lov til at få en forsmag på. Den indeholder alt fra den meget soulede single “Surrender” over “Make Me Forget”, der kunne være skabt af britiske sangerinder som Duffy eller Amy Winehouse, til “Race”, som med lidt god vilje godt kunne være soundtracket til den næste James Bond-film. Og så en række numre til sidst på albummet, som er i familie med flere islandske artister og landsmanden Eivør, som Konni Kass var support for under hendes nyligt overståede 2016-turné.
Eivør & Konni Kass – Nothing Compares To You (Prince cover live)
“Jeg kommer selv fra jazz-verdenen, så jeg har lyttet meget til gamle jazz-sangere. Men også til færøske artister som Eivør og Teitur – og til meget islandsk og dansk musik. I Sverige blev jeg introduceret til rigtig meget neosoul; D’Angelo og den slags,” fortæller Konni Kass om nogle af inspirationskilderne.
Konni Kass er som sagt klar med sit debutalbum, som udkommer til september, og det er gået stærkt for det unge band, som blev dannet i maj 2015. Men det er ikke unormalt, at det går meget stærkt, når man først begynder at lave musik på Færøerne.
“Der er ikke langt fra, at man starter, til man er midt i det hele. Man bliver hurtigt introduceret til alle og bliver venner med alle dem, der spiller og skriver musik. Det er nærmest en lille familie,” forklarer Konni Kass, som var på sin første turné til Island som 16-årig, fordi hun var en af de eneste på Færøerne, der kunne spille saxofon.
Netop den lille familie og det nære forhold trækker stadig i Konni Kass, hvis tre andre bandmedlemmer stadig har deres base på Færøerne. Og hun kunne bestemt godt overveje at flytte tilbage til der, hvor det hele begyndte.
“Jeg kunne sagtens flytte hjem igen. Jeg har ikke planlagt, hvad der skal ske, når jeg er færdig med at læse, men jeg er ikke blevet grebet af storbyen. Jeg savner det der med, at man lige går ud og hilser på naboen, og at alle kender hinanden. Det gør jeg…”
Hvis jeg skal beskrive, hvad jeg især vil huske fra 2016-udgaven af SPOT Festival, kan det meste klares med én sang.
https://soundcloud.com/beachhouse/norway
For det kan godt være, at Norges pendant til SPOT Festival, By:Larm, løb af stablen for cirka to måneder siden, men det var der nogen, der havde glemt at fortælle vores overboer. For med Ary, Dagny og Bloody Beach i spidsen bragede de norske artister igennem i en sådan grad, at selv regnskyerne – både undertegnede og dem med vand i – til sidst bukkede under og lod sig rive med.
FREDAG: Beach Houses fortolkning af landet mod nord indledes med linjerne “You were sleeping till / You came along“. Og man skulle næsten tro, at Baltimore-bandet havde forudsagt min festivaloplevelse. Jeg ankom nemlig først til SPOT Festival fredag eftermiddag, og efter en lidt for lang bustur skulle der noget til for at vække mig.
Selvom danske J. Arlin gjorde et ihærdigt forsøg med eminente dansemoves og en ny og lækker funky lyd, så var det først, da de excentriske nordmænd i Bloody Beach indtog Atlas, at jeg for alvor blev vækket fra min busdvale. De åbnede med dansehittet “Quembo Que”, og så var stilen ligesom lagt til en halv time i festligt lag med en flok skøre fjeldboer. Deres musik kan bedst beskrives som en blanding af reggae og psykedelisk rock, hvilket giver en sær men også særdeles velfungerende lyd, som helt sikkert fik de mange mennesker på et fyldt Atlas til at glemme, at regnen silede ned i stride strømme udenfor.
Fredagens højdepunkt må dog gå til en anden norsk artist, som optrådte lidt senere på dagen samme sted. Jeg er nemlig overbevist om, at alle de tilstedeværende på tværs af køn var smaskforelskede i det lille og drøncharmerende stortalent Ary efter hendes koncert på Atlas ved 22-tiden. Med et andet af Norges største talenter Fay Wildhagen på guitar og den lige så talentfulde producer Anders Kjær bag pulten leverede Ary, hvad jeg godt tør kalde en af de bedste koncerter, jeg nogensinde har oplevet på SPOT Festival – ja, den var faktisk så god, at jeg endte med at skippe en anden koncert dagen efter for at høre hende igen, da hun optrådte på den udendørs og gratis SPOT Royal-scene – som parentes bemærket er en af de bedste nyskabelser i den tid, jeg er kommet på SPOT. Men tilbage til musikken: De tunge beats og den ømme vokal skabte en kontrast, som på behagelig vis satte gang i en EDM-fest i slow motion, hvor man som tilhører fuldstændig kunne lade sig omfavne og glide igennem Arys ambivalente univers. En unik oplevelse.
LØRDAG:
Mens de norske artister lagde SPOT Festival ned om fredagen (og jeg fik slet ikke skrevet om Dagny, som også gjorde det fremragende i Musikhusets store sal), så var der lørdag plads til, at danske og andre ikke-norske artister kunne vise, at de ikke ville stå tilbage for deres naboer. Særligt to kvinder imponerede mig, hvoraf den ene ikke vil være en kæmpe overraskelse for faste læsere. Så lad mig i stedet starte med den anden, som kommer fra det mindste land, der var repræsenteret ved SPOT Festival 2016.
Vi skal til Færøerne, hvor Konni Kass stammer fra. Jeg vil ikke gå så meget i detaljer om hende og bandet, for det vil I kunne læse i et interview en af de kommende dage, men i stedet bare konstatere, at det færøske musikalske vækstlag har det godt – rigtig godt.
Færøsk musik er for mig kendetegnet ved inderlighed, eftertænksomhed og fordybelse – bare tænk på tryllefeen Eivør og storytelleren Teitur – og på den måde passer Konni Kass perfekt ind i mine stereotypiske forestillinger. I en sammenhængende og gennemført optræden fortryllede den blonde færing publikum fra første sekund med sin soulfyldte vokal. Der var tidspunkter i showet, hvor man som publikum godt kunne føle, at det begyndte at gå lidt for langsomt, men i lige netop de momenter formåede Konni Kass hver gang at frembringe et gåsehudsfremkaldende øjeblik gennem en følelsesmæssig kraftudladning. Jeg elsker inderlighed, og det var lige præcis, hvad jeg og de især mange færinger i publikum fik i overflod. Man kunne godt mærke, at Konni Kass er en relativt ny artist, og alt sad da heller ikke lige i skabet, men det uperfekte var kun med til at forstærke følelsen af, at musikken var trukket direkte ud af den vilde færøske natur; som var det hugget ud af en bjergvæg eller sunget gennem en vild vinterstorm. Det er forhåbentlig ikke sidste gang, at jeg har fornøjelsen af Konni Kass, som udgiver sit debutalbum “Haphe” senere på året.
Nogen har sikkert allerede gættet det, men den anden artist er naturligvis danske Amanda Glindvad og JÆRV, som I også kan læse et kort interview med inden længe. Min kærlighed til JÆRVs musik er ingen hemmelighed, og hende debut-EP “Dit Hav” er på trods af sine kun to måneder på bagen suverænt den udgivelse, jeg har lyttet mest til i år. På SPOT Festival havde JÆRV taget et nummer fra sin kommende anden EP med, og hun fortsætter, hvor hun slap med den første udgivelse. Det nye nummer er mindre bombastisk end lyden på “Dit Hav”, men man mærker den samme intensitet og selvbevidsthed, som kendetegner Amanda Glindvads musik. Det samme kan siges om koncerten, som blev en opvisning i, hvordan en formfuldendt koncert skal skæres. Man mærkede hele vejen igennem JÆRV, og det blev en af den type koncerter, hvor man følte, at koncerten kun lige var gået i gang, da hun sluttede af med “Ingen Alder.” Her til sidst skal der lyde en kæmpe ros til lydmanden, som formåede at levere den bedste lydoplevelse på hele festivalen. Enhver lille detalje i JÆRVs musik stod knivskarpt, og det var med til at styrke fornemmelsen af, at man var trådt ind i Amandas egen lille musikalske boble – og det er en boble, jeg aldrig tror, at jeg bliver træt af.
Der var selvfølgelig også mange andre gode oplevelser på årets festival, men disse fire var de største for mig. Kom endelig med dit bud i kommentarfeltet, hvis du er uenig med mig.
Så er det ved at være den tid af året igen. Det er ikke til at se på vejret, men foråret er over os, og med foråret kommer årets første festivaler. Traditionen tro er SPOT Festival i Aarhus en af de festivaler, som for alvor markerer, at sæsonen er skudt i gang, og hold nu op, hvor er der mange lækkerier på programmet i år. Faktisk så mange lækkerier, at det har været voldsomt svært for mig at lægge mit program i år, fordi jeg som ene mand desværre kun kan være ét sted af gangen. Så jeg har forsøgt at samle en god, blandet liste over navne, jeg helt sikkert skal forbi. En liste, som tæller fire danske navne, tre norske, to svenske, et færøsk – og så lige et enkelt “dayparty”.
Bloody Beach (NO)
Fredag klokken 17.45 på Atlas.
Festivalens første must see kommer i form af de norske psykedeliske surfrockere fra Bloody Beach. Hvis vejret ikke har rettet op på sig selv inden da, så er jeg sikker på, at Bloody Beach nok skal bringe foråret med sig til Aarhus på charmerende vis.
Saint Cava (DK)
Fredag klokken 19.15 på Godsbanen, Åbne Scene.
Hvis det nu ikke helt lykkes at få sunget regnvejret væk, så er der ikke andet at gøre end at omfavne det – og der finder man nok ikke et mere passende navn til at holde en ved selskab end danske Saint Cava. Saint Cava er lækker og sexet elektronisk R&B, som kun kan give dig en god start på din fredag aften.
Kentaur (DK)
Fredag klokken 21.15 i Musikhuset, Store Sal. De spiller også lørdag klokken 14.00 på Castenskiold.
Jeg hørte Kentaur (som parentes bemærket blandt andet består af vores tidligere skribent Søren Stenager) live for første gang til No3’s label night på Pumpehuset forleden, og jeg er ikke bange for at sige, at det var aftenens højdepunkt ud af et meget stærkt program. Hvis du er til vokalbåren, dyb og langsom elektronisk musik med massere af sjæl, så kig forbi Kentaur enten fredag eller lørdag.
Albin Lee Meldau (SE)
Fredag klokken 22.15 i Musikhuset, Lille Sal.
Der er ingen grund til at rende langt væk efter Kentaurs koncert om fredagen for så risikerer man at gå glip af Albin Lee Meldaus koncert, som går i gang kort tid efter i Musikhusets lille sal. Albin er en svensk singer/songwriter, som måske har udgivet årets mest iørefaldende single i “Lou Lou”. Personligt sidder “Lou Lou” fast i min hjerne på den gode måde, så jeg er meget spændt på, hvad den berejste svensker ellers har at byde på.
Dagny (NO)
Fredag klokken 23.00 i Musikhuset, Store Sal.
Vi slutter aftenen af tilbage i den største sal i Musikhuset, hvor norske Dagny står klar til at sparke gang i en kæmpe popfest på ryggen af hittet “Backbeat”. Dagny med det fulde navn Dagny Nordvoll Sandvik er til daglig bosat i London, og det er da også popmusik af international kaliber, der kommer ud af den unge nordmand. Hvis du skal videre ud i natten, kan Dagny bestemt sende dig godt af sted!
Hvis du har lyst til at blive hængende lidt længere, så skal der da også lyde en anbefaling til Slowolf (Voxhall ved midnat) og The Entrepeneurs (SCC klokken 01.00) som begge altid er garant for en god live-oplevelse.
UHØRT Dayparty
Lørdag klokken 12.00 på Fidels. Møl og Shy Shy Shy kan også opleves henholdsvis fredag klokken 00.30 på Radar og lørdag klokken 17.00 på Voxhall.
Som faste læsere vil vide, så hører UHØRT Festival til blandt mine absolutte yndlingsfestivaler, og som en slags mini-SPOT Festival er de naturligvis også til stede i Aarhus med et stærkt program bestående af fire navne fra sidste års program. Drømmepopperne fra Shy Shy Shy skyder musikken i gang klokken 13.00, og så følger de hårde shoegazere møl, de Roskilde-aktuelle noiserockere i Deadpan Interference og hiphopperne fra Manus Nigra ellers trop, indtil det musikalske program slutter lidt efter klokken 17. Herfra skal der især lyde en anbefaling til Shy Shy Shy og Deadpan Interference, som jeg regner med at høre meget til i løbet af 2016.
Ary (NO)
Lørdag klokken 15.00 på SPOT Royal. Spiller også fredag klokken 21.45 på Atlas.
Hvis man vælger ikke at blive hængende til hele UHØRTs fest, så vil jeg anbefale, at man i stedet finder vej til SPOT Royal, hvor det norske megatalent Ary spiller en eftermiddagskoncert. Styrken i Arys musik er uden tvivl en unik og indlevende vokal, som komplementeres af et simpelt synth-båret elektronisk udtryk. Det er popmusik anno 2016, og det har allerede taget det mest af Nordeuropa med storm.
Pale Honey (SE)
Lørdag klokken 18.30 på Voxhall.
Madrid har Hinds, Aarhus har Velvet Volume, og Göteborg har så Pale Honey. Pale Honey er melodisk rockmusik i sin mest simple og elskværdige form, hvor det er energien, der driver værket. Den perfekte måde at blive vækket på, hvis man ligesom jeg er en lidt langsom starter på dag to af en festival.
JÆRV (DK)
Lørdag klokken 19.30 på Godsbanen, Remisen.
Jeg er stadig helt tosset med JÆRVs debut-EP, som udkom sidste måned. Det er powerfuldt, det er lyrisk, og det er formfuldendt popmusik af den absolut bedste slags fra vores egen andedam.
Konni Kass (FO)
Lørdag klokken 20.15 på Godsbanen, Åbne Scene.
Vi fortsætter i, hvad jeg godt kan se, er ved at udvikle sig til en decideret kvindelørdag med den færøske artist Konni Kass. Man kan drage visse paralleller til Ary, men Konni Kass er alligevel storslået på en anden måde med en ømhed i vokalen, der gør mig meget nysgerrig på hendes debutalbum, som gerne skulle være på vej inden alt for længe; nærmere bestemt til september.
Palace Winter (DK)
Lørdag klokken 23.30 på Voxhall.
Jeg slutter rækken af med at anbefale et band, hvis nyeste single vi for nylig havde eksklusiv premiere på. Det er naturligvis danske Palace Winter, som nok skal få sat publikum godt af sted ud i natten med deres energiske drømmepoppede shoegaze. Jeg er dybt forelsket i deres musik, og derfor må en af mine varmeste anbefalinger også gå i retning af den dansk/australske konstellation.
Det var det for denne gang. Der er naturligvis mange flere bands, jeg ville kunne anbefale, men noget af det bedste ved SPOT Festival er de timer, hvor man helt forudsætningsløst tager på opdagelse på et tilfældigt spillested. Og det vil jeg naturligvis ikke ødelægge for dig.
Jeg vil i stedet slutte af med en spilleplansbeslutning, som jeg finder ret morsom: Bandet med det yngste stampublikum har fået en af spilleplanens seneste tider, så hvis du vil til fest sammen med trætte teenagepiger, så kig forbi Scandinavian Congress Center lørdag klokken 01.30, hvor Citybois indtager SPOT Festival. God festival!
