Der var en rodet bunke af hovednavne, en usædvanligt tam afslutningsdag og en for stor mængde uaktuelle indie-navne. Alligevel markerer Roskilde Festival 2018 sig som et af de bedste år, Regnsky har dækket.
Går man ind på Regnskys forside, bliver man mødt af et syn, der ganske perfekt indkapsler ånden af Danmarks sødeste musikblog, som vi for et årti siden kaldte os selv med et glimt i øjet, og som er et slogan, der har hængt ved siden.
Synet er af de fem seneste artikler, som læserne kan læse eller scrolle igennem efter forgodtbefindende. De er der bare. Foldet ud til fri afbenyttelse, uden at læseren skal begunstige skribenterne bag med et klik som et bevis på, at her er noget, jeg gerne vil læse. Det ser sådan ud, fordi vi ikke bekymrer os om læsertal. Eller, det er ikke det, der afgør, hvad vi dækker og hvordan vi vinkler dækningen.
Og går man ind på Regnskys forside netop nu, vil man ikke være et sekund i tvivl om, at Roskilde Festival netop har været over os. Igen, fristes man at sige.
For her sidder vi endnu en gang i uge ét efter Roskilde Festival og filosoferer over den oplevelse, det har været. De første par dage er altid fyldt med søvn- og salathungren i håb om at få kroppen på rette spor igen. Langsomt men sikkert bliver vi mennesker igen, og vi begynder at fordøje indtryk og oplevelser med lynets hast.
Regnsky har netop haft sit tiende år på Roskilde Festival, og vi kan roligt og uden at blinke kalde dette år for et af de bedste. Intet år, vi har været på, har kunnet hamle op med årets vejr (eller støv), og Roskilde gør sig bare bedst i solskin. For vejret er en del af totaloplevelsen. Om det var de lovende vejrudsigter i foråret eller udsigten til at høre Eminem, der sikrede, at Roskilde havde sit næst-hurtigste udsolgte nogensinde, er svært at sige. Men det står som et rekordår, kun overgået af 1996. Interessant nok havde 1996 også Nick Cave og Massive Attack på plakaten.
Men hvordan kan vi kalde dette år for et af de bedste, når programmet bar præg af en tam en rodet bunke hovednavne, en tam afslutningsdag og alt for mange uaktuelle indie-navne? Lad os kigge på et andet element, der indfanger Regnsky-ånden.
Vi skriver sobert om musikken, men ellers har vi frie hænder til at skrive om det, vi gerne vil, og om det, der betyder noget for os. Vi håber alle på gode oplevelser, når vi går til en koncert, men vi er ikke blinde for de skønhedspletter eller plamager, der kan opstå undervejs. Men vi søger omvendt at finde de positive elementer, selv når programmet og bookingerne efterlader mere at ønske. Vi leder efter de mindste sprækker, der kan folde en stor og begejstret anmeldelse eller stemningsreportage ud, og vi lever på Regnsky for at dele vores subjektive holdninger med nogen, om de så er enige eller ej.
Og dem har der været så mange af på dette år. Blandt andet når Rasmus kalder koncerterne med St. Vincent og The Minds Of 99 for to af de bedste, han har oplevet. Eller da Eva og Morten talte sig frem til en forståelse af, hvorfor en mand som James Holden har opofret en unik placering i klubmusikken til fordel for Terry Riley-lignende ekskursioner udi folk-trance.
Roskilde Festival byder på mange fragtmenter af betingelsesløst kærlighed, og det gælder om at indfange dem, mens de opstår. Festivalen er et unikum i det danske festivalslandskab. Vi skal sætte pris på festivalen, og vi skal huske, at den næsten lukkede i 2000 efter Pearl Jam-ulykken. Hvert år Roskilde igen afholder festival, skal vi minde os selv om, at den kunne have været lukket og dermed ikke fundet sted. I år slog Orange Scene angiveligt tilskuerrekord til Eminem – uden ulykker. Det vidner om, at vi heldigvis har lært, og at Roskilde bliver ved med at udvikle sig i takt med publikum.
Og vi har udviklet os takket være en festival som Roskilde. Det gør vi hvert år, og i år er ingen undtagelse. For det er vi den evigt taknemmelige for, og vi glæder os til, at vi ses igen næste år.
- Rasmus Stegmann og Morten Bruhn
