Med blot en uge tilbage inden den københavnske festival Distortion sparker sin årlige fejring af den hjemlige festscene for elektronisk musik i gang, er det på tide at bringe fokus på de navne, vi især ser frem til at høre. I modsætning til Strøm som vi nævnte for få dage siden, den anden og mere nørdede festival for elektronisk musik med base i København, er fordelen med Distortion at man, på trods af dens fysiske størrelse og evne til at omfavne de forskellige bydele i løbet af næsten en helt uge, har nemmere ved at danne sig et overblik over spillestederne og artisterne. Det har i flere år været en dyd for festivalens bagland at gøre det overskueligt for de mange mennesker, der valfarter til hovedstaden fra forskellige regioner – hvis ikke lande – og denne organisatoriske indsats er en af grundstenene til den folkelige succes, festivalen har nydt.
I år kan man igen opleve en bred vifte af internationale djs og party bashers, men vigtigst af alt ser det ud til, at Distortion har skelet lidt vores vej. Af navne, der tidligere er blevet berørt på Regnsky eller hører med i kategorien ‘kunstnere vi vender tilbage til på vores hjemmeanlæg’ kan vi i flæng nævne norske Todd Terje, den synthesizer-fascinerede eksil-amerikaner Xosar, Hyperdub-bagmanden Kode9, Detroit-legenden Jeff Mills, vinyl-fascisten og L.I.E.S-ejeren Ron Morelli, hans signede artist SvenghalisGhost og derudover Dj Harvey, Kassem Mosse, Pachanga Boys, Tim Sweeney, Vinnie Who, Dj TLR iblandt endnu flere. Tjek vores tags i bunden af artiklen, hvis I vil læse mere om disse navne.
I ugen optil Distortion vil vi sætte fokus på nogle af disse navne og gøre jer (yderlig) kloge på, hvorfor man ikke blot bør komme for de mange gadefester og og dumme sig ved at fare vild i deres festinferno, som de bringer med.
Mens buh-råbene hagler ned over venstrefløjens ledere her på arbejdernes internationale kampdag, kan man måske få lyst til at tage høretelefonerne på og drømme sig ind i et rent æstetisk univers, hvor kontanthjælpsreform, selskabsskat og arbejdsløshed er gemt langt væk. Nu er der sikkert en sur mand fra et dagblad, der gerne vil udråbe vores generation til en uengageret, partiløs ungdom. Lad ham bare råbe… imens løfter vi høretelefonerne og øjenbrynene: Lyst til at høre Pearson Sound’s forsmag på hans kommende ep? Dejligt. Prøv at høre hvor fantastisk velskruet ”Figment” klinger som en ensom streng i en multistrengsteori. Bemærk koret der dukker op 0.40 og giver kompositionen himmelstrøg. Det er mere indadvendt, end hvad man plejer at høre fra Pearson Sound, selvom han altid har været god til de melankolske tracks, hvor alt sitrer og spænder, mens de sender én et blik der siger ”ro på”.
Det let himmelske går igen på ”REM”. Her hører vi det sydende percussion-baserede beat kombineret med en tung, simpel bas og en sprød harmoniledende melodi.
Det er en form, Pearson Sound har dyrket før. Hør åbningstracket til hans FabricLive 56, ”Hawker”.
Pearson Sound – Hawker
Inden vi vender tilbage til de politiske bekymringer, kan vi lige nå endnu en ny spændende udgivelser. Hyperdub-chefen Kode9 har udgivet to nådesløst smukke tracks.
Kode9 – Xingfu L
Måske har du hørt om genrebetegnelsen ”trap”? Den er blevet meget populær og nogen har kaldt Kode9’s nye udgivelse trap. Jeg hører mere footwork og basmusik i endnu en flot forening. Uanset hvad, så besidder begge tracks en usædvanligt rolig melodiøsitet, der summer henover et særdeles gesjæftigt beat, der rumsterer rundt og ordner verdenssituationen i musikkens underskov. Nogen der føler DKs folketingspolitikere p.t. kører lige så godt med klatten i den øvrige verdenssituation?
Noget af det, jeg savner ved dengang, man konstant faldt over ny god dubstep, er lyden af Warrior Queen a.k.a. Annette Henrys formidable vokal. Hun var kendt for sit rå udtryk, som hun hentede fra reggae og dance hall traditioner og blev brugt på mange prominente dubstep-udgivelser fra bl.a. Skream, Kode9, The Bug og Vex’d. Hun var desuden en af de få kvindelige figurer i dubstep-kulturen, som brændte igennem. I dag er interessen for den dubbede, grove og swingende rap trådt i baggrunden til fordel for en udbredt fascination af r’n’b blandt de såkaldte post-dubsteppere. Det er en sjov og kontrastfuld udvikling. Hvad siger den om musikkens interesser og fokus mere generelt?
På den ene side er der den ældre dubstep, hvor Warrior Queens fraseringer glider fra den ene falske tone til den anden.
Sarantis feat. Warrior Queen (Starkey Remix) – More Than Money
På den anden side finder vi post-dubsteppens sampling af r’n’b, hvor falske toner er absolut tabu. Det en sangstil baseret på perfektionering af intonation og størst mulig transparens i fraseringerne. Samtidig auto-tuner post-dubsteppere uden lige og forvasker deres samples til en nærmest fremmedgørende renhed.
Blawan – Getting Me Down (sampling af Brandy – I Wanna Be Down)
Jeg tror at kontrasten mellem den grove og beskidte Warrior Queen og den til afsyring rensede r’n’b-sampling siger noget om hvilke ideer, der interesserede folk dengang og nu.
Skream feat. Warrior Queen – Check It
Hvis man lytter til et gammelt Skream nummer som “Check It”, hvor Warrior Queen plaprer selvsikkert derudad, er konceptet grundlæggende, at en rå eller usleben kombination løftes igennem tracket af en subtil elegance, ultimativt opsummeret i dub-slaget. Er det helt forkert at sige, at meget af den ældre dubstep handler om at lade en hård grundvold gå som en fuld linedanser på en elegant tråd? Med post-dubsteppen skifter interessen fra koblingen mellem det grove og elegante hen mod mere rene linier og deres interaktion. Her f.eks. James Blakes sampling af Aaliyah på “I’ll Stay”, hvor samplet først udfolder sig rigtigt lidt over to minutter henne, og hvor formålet er at sætte hvert eneste skridt på linen under lup, snarere end at nyde synet af kurrer på tråden.
James Blake – I’ll Stay (Sampling af Aaliyah – Try Again)
Hver enkel tone og dens status isoleres og undersøges grundigt. Blake er ikke ude på at fortælle en historie, men vil hellere afsløre historiens forudsætninger. En pointe der i øvrigt er ironisk understreget af titlen “I’ll Stay”, der er et humoristisk svar på den konflikt, som udspiller sig i Aaliyahs “Try Again” (der begynder med ordene: ‘It’s been a long time, we shouldn’t have left you, without a dope beat to step to’).
Måden at bruge vokal på giver helt klart et indblik i, hvilke udtryk, der har popularitet. Grundigheden og finessen i Blakes vokalbehandling taler til et sted i dit sind, hvor problemer er noget, man binder sin identitet op på. På det næste nummer forsøger Warrior Queen og The Bug på det modsatte, nemlig at ryste problemerne ud af kroppen. Her skal bassen ikke overvælde dig som sjælens dyb, men derimod opmuntre dig til at skide på din sjæl. Det er det, man kalder bad-ass.
The Bug feat. Warrior Queen – Poison Dart
Det handler ikke om at glemme sine problemer, men om at se musikken som et våben imod dem snarere end et udtryk for dem. En ultimativ kontrast til den idé er næste track, hvor problemerne i dén grad skal tages med et gran salt. James Blake har under navnet Harmonimix undelagt Destiny’s Child’s“Bills Bills Bills” en helt vidunderlig og humoristisk modernisering, der både svælger skamløst i fraseringerne og afbryder dem nådesløst. Det værste problem, man her kan forestille sig, er en kæreste der nasser, og Blake grejer denne luksusproblematik ganske ironisk ved at understrege luksuriøsiteten med en velsmurt, overskudsagtig gennemarbejdning.
Harmonimix (James Blake) – Bills Bills Bills
Synes I det er en god metode til musikforståelse at beskrive, hvordan musikalske udtryk ændrer deres omgang med de problemer, musikken behandler? Kan I bedre lide Warrior Queens grovfil eller den (af)syrede r’n’b?
Lad os til sidst høre et track af Vex’d, hvor det for alvor ramler. Alt triller som store metalliske skrotmonstre ned ad en bakke, mens Warrior Queen danser suverænt hen over herligheden og topper i en frase, som hun afslutter med en herligt krukket levering af ordet ‘melancholi’. Måske er Warrior Queen slet ikke så bad-ass endda?
