Ovenpå et af de bedste tracks fra det forgangne år er Kasper Marott tilbage med en ny udgivelse fra sit dugfriske pladeselskab Axces, som han har startet sammen med sin gode ven og samarbejdspartner Alfredo92. Det første nummer fra den kommende 12″-udgivelse er da også netop et samarbejde mellem de to, og første smagsprøve fra pladen – som ventes ude i midten af april – kan høres nu.
Det koklokke-glade nummer hedder Os To og er i et såkaldt Johnny DJ All Star Bubble Gum Mixie, og på Soundcloud sætter duoen selv ord på, hvad der er i vente:
The record was created in 2017 at the professional facilities we’ve come to know as Nordvest Auto. On both tracks, you’ll hear a lot of drums, some bass, effects, samples, vocals and sounds from beyond, we don’t know how to describe. They’ve been tested on various sound systems during the past year, and we can ensure you that a flat EQ and max volume will suit the tracks almost anywhere.
Axces blev første gang omtalt her på bloggen i december sidste år som en del af det tværgående musiksamarbejde og -kollektiv DJ Foreningen. Det kan du læse mere om her.
2018 var et stort år for Regnsky. Bloggen fejrede sin 10 års fødselsdag, udvidede skribentstaben til ni bidragsydere og havde generelt et optursmusikår. Men hvad lyttede skribenterne til, og hvad vil de især huske musikåret 2018 for? Det fortæller fire Regnsky-skribenter, der kommer forbi alt fra The Internet og Robyn til innovative Ross From Friends og dansk italotechno fra Kasper Marott.
Anderson .Paak – Til It’s Over
En af årets mest elegante singler, der low-key er ret dansabel. Det er FKA Twigs i hvertfald enig i, for hun dansede sangen ud i et syret udtryk i en reklame for Apple, instrueret af Spike Jonze, der virkelig er et kig værd. Jeg synes, sangen viser, at .Paak godt kan bære at være underspillet uden at miste sin ukuelige charme, og det klæder ham godt. (Nikolaj Boesby Skou)
Angèle – Balance ton quoi
Med mine folkeskolefranskkundskaber har jeg absolut ingen ambitioner om at forstå mere end maks. fem pct. af Angèles ordforråd, men heldigvis er det heller ikke nødvendigt, når musikken taler alle verdens sprog. Balance ton quoi er en dejlig sød popmelodi tilsat et par skæve synths, der måske er inspireret af Paris’ harmonikaer, hvem ved? Det er en sang, der godt kan få gang i mit stive stativ, selv når jeg står og bander over opvasken. (Nikolaj Boesby Skou)
Barker – Low How Hard I’ve Tried
Sam Barkers solodebut på Berghain-pladeselskabet Ostgut Ton er et af årets bedste techno-ep’er, og så byder den ikke engang på ét eneste trommeslag over skivens fire numre og mere end 20 minutters spilletid. Ep’en fusionerer trancens mest euforisk og melodiske stunder med en pulserende techno-tilstedeværelse. Look How Hard I’ve Tried synes måske ved første gennemlytning at tippe over af akkordsammenslutninger ad flere omgang, men holder sig evigt lige til grænsen af ekstase, som også fremkaldes af sine lytter. (Morten Bruhn)
Brockhampton – Weight
Med sit fjerde album på lidt over et år og et bandmedlem mindre skulle man tro, kreativiteten begyndte at sætte begrænsninger for drengene i Brockhampton. Det gør det bare ikke, og det ser man i sær på Weight fra Iridiscence-pladen, hvor skarpe rim og tætte produktioner mødes i en sublim blanding af hiphop og drum’n’bass. (Mathias Gavnholt)
Earl Sweatshirt – Cold Summers
Indrømmet, det var svært at vælge en sang fra Earl Sweatshirts eminente album Some Rap Songs, men valget faldt på ’Cold Summers’, fordi det bare er så stærkt. Det hele holder på det 66 sekunders lange nummer. Ét vers, ét beat og ikke så meget pis. Det er er Earl, når han i min bog er bedst, med rim der som sild i en tønde står mast sammen som en tætpakket 5C på en sludregnende decemberdag. (Nikolaj Boesby Skou)
The Internet – Come Over
Skal det være drevent, skal det godt nok også være drevent for at fungere. The Internet er næsten for ligeglade til at spille eller synge. Syd crooner apatisk hele sangen igennem, og på trods af, at hun beder om at komme over til dig sent om aftenen, virker det som om, hun egentlig gør dig tjeneste. Ingen er dog mere kostbare end mit mancrush Steve Lacy, der spiller den mest tilbagelænede guitarsolo på Syds opfordring, og det irriterer mig hver gang, jeg hører sangen, at han slipper af sted med det. (Nikolaj Boesby Skou)
Kasper Marott – Keflavik
Den unge producer med opvækst i Skee lige uden for Roskilde har med Keflavik ikke blot stået for et af årets absolut bedste numre – Kasper Marott har også leveret et nummer, der nærmest fuldstændig indkapsler den københavnske technoscene anno 2018 med hvad det indebærer af virilitet og global appel. Marott mixer en dominerende italo-bassline ind i et højt tempo – 135 bpm – med tunge trommer og adskillige breakdowns, og resultatet er en både charmerende og kløgtig banger. Ep’en af samme navn er udgivet på ingen ringere end Modeselektors pladeselskab, Seilscheibenpfeiler – og ja, det er så godt som Kasper Marotts endegyldige internationale gennembrud. (Morten Bruhn)
Loidis – A Parade
Brian Leeds er for de fleste bedst kendt under producer-aliaset Huerco S, men i 2018 udkom den amerikanske house- og ambientproducer med to til lejligheden nye aliaser, Pendant og Loidis. Hvor Leeds som Pendant udgav et ganske fint ambient-album, viste han med “mikrohouse”-projektet (egne ord) Loidis og ep’en A Parade, In The Place I Sit, The Floating World (& All Its Pleasures), hvad det er, han gør allerbedst. Den syv minutter lange A Parade – pladens åbningsnummer og korteste track – veksler konstant mellem atmosfærisk house placeret i front og sensibel ambience bølgende i understrømmen. Dette i en perfekt ratio, og det lyder slet og ret fremragende og forfriskende. (Morten Bruhn)
Pil – Nattely
Den danske sangerinde Pil har i år udgivet hele to ep’er, Side A og Side B. På Side A gemmer sig det hjerteskærende nummer Nattely blandt en række engelsksprogede sange. Pils endnu eneste dansksprogede sang er en smuk følelsesbombe, der rammer lige i hjertekuglen gang på gang. Jeg har skamhørt denne sang, siden den blev udgivet tilbage i marts, og jeg har ingen intentioner om at stoppe. (Line Mortensen)
Robyn – Missing U
I år gjorde Robyn stort comeback med albummet Honey, og førstesinglen Missing U indfriede alle mine (store!) forventninger til den svenske sangerinde. Nummeret er en perfekt blanding af den nye moderne-Robyn og den gamle velkendte party-Robyn, og Missing U fik med det samme en plads på min playliste. Jeg har da også allerede kriller i maven over, hvor fedt det bliver at høre hende live på Roskilde til næste sommer! (Line Mortensen)
Ross From Friends – John Cage
Ross From Friends er tilknyttet Flying Lotus’ pladeselskab Brainfeeder, og det er meget typisk, at disse kunstnere udviser innovation i sådan en grad, at mange bare synes, det er en mærkelig samling af tilfældige lyde og skæve trommeslag. På John Cage formår Ross From Friends at ramme den gyldne mellemvej, hvor han udfordrer house-genren men samtidig giver lytteren har en fornemmelse af, at hvert enkelt trommeslag sidder lige, hvor det skal. (Mathias Gavnholt)
Sheck Wes – Mo Bamba
Der er sange, der får dig til at stoppe op, der er sange, der får hårene til at rejse sig, og så er der ’Mo Bamba’. Sheck Wes’ gennembrudshit får det til at løbe koldt ned af ryggen på mig på en god måde. Sangen består af fire gange omkvæd kun kortvarigt afbrudt halvvejs af et skingrende vanvittigt vers. Det er en gigantisk ørehænger og Wes’ rå Harlem-energi har ingen værdig modstander lige i øjeblikket. Det er simpelthen umuligt ikke at lade sig rive med, når han skriger ad-libben ’Bitch!’. (Nikolaj Boesby Skou)
Skee Mask – Flyby VFR
Ja, det var et rigtig godt år for elektronisk musik, særligt når man tænker på alle velproducerede genrehybrider, der fandt vej igennem til en universel anerkendelse. Skee Masks (aka tyske Bryan Müller) album Compro var en af dem, og albummet høstede både i Pitchfork, Resident Advisor og talrige andre medier skyhøje roser for dets fjerlette techno og for Müllers perfektionistiske tilgang til både produktionen og trommerytmikken over Compros 12 numre. Der er så mange numre at fremhæve fra dette mesterværk af et album, men jeg kan ikke komme udenom at nævne den atmosfæriske Flyby VFR. Start der, og sæt så efterfølgende hele albummet på! (Morten Bruhn)
Tove Styrke – On The Low
Tove Styrkes album Sway fra maj er en lille skattekiste fyldt med fantastiske numre til enhver popfan. Det er næsten umuligt for mig at udpege et enkelt nummer fra albummet, men valget er faldet på den snigende og quicky On The Low. Med sin evigt uforløsende og ikke-eksisterende opbygning samt Styrkes næsten hviskende vokal falder On The Low på en dejlig måde uden for den klassiske popformel. (Line Mortensen)
6lack – Pretty Little Fears
Om det er r’n’b, trap-soul eller pop, ved jeg ikke, men det kan alt det, et godt popnummer skal kunne. Omkvædet sidder fuldstændig fast, og man kan høre nummeret igen og igen. Samtidig er det inderligt, ærligt og velproduceret. Og så synger han sublimt på tracket. Og så har han også lige J. Cole med. Behøver jeg at sige mere? (Mathias Gavnholt)
DJ Foreningen er navnet på et nyt fællesskab formet mellem promotere, pladeselskaber og dj’s fra den alternative elektroniske scene i København. 27. december holder de en fest i Pumpehuset, hvor overskuddet fra denne fest vil gå ubeskåret til aktiviteter, der fremmer den lokale scene.
En række aktører fra den alternative elektroniske scene i København er gået sammen under DJ FORENINGEN, der skal bidrage til at sætte det lokale musikmiljø på den internationale dagsorden. Regnsky har talt med en af initiativtagerne bag foreningen, dj’en og pladebossen COURTESY, der forklarer, hvordan foreningen skal indfri dette mål.
Kan man tale om et momentum i en musikscene? Det vil en lang række aktører fra det alternative elektroniske musikmiljø højest sandsynligt argumentere for. Hovedstadens såkaldte “undergrund” har over de seneste år påkaldt sig stor opmærksomhed fra både udenlandske medier, klubber og ikke mindst turister, der oplever en tiltagende interesse for de københavnske technofester, musikkollektiver, pladeselskaber og dj’s.
Og dette momentum har nu resulteret i, at en lang række aktører fra det elektroniske musikmiljø har dannet fælles front i en forening, der meget passende har fået navnet DJ Foreningen.
Målet med DJ Foreningen er, at de både de individuelle medlemmer og den københavnske scene som helhed bliver stærkere og mere eksponeret lokalt, nationalt og ikke mindst internationalt. Det fortæller Najaaraq Vestbirk, der dj’er under aliaset Courtesy og driver pladeselskabet Kulør, og som netop nu regnes for en af de største danske dj’s på den internationale scene.
“Alle har gang i små succes-projekter, som alle sammen på en eller anden måde har sindssygt meget potentiale. Og når vi så går sammen og hjælper hinanden med støtte, sparring og vidensveksling, så løfter man også de projekter til et helt andet niveau, end hvis de selv skulle sidde og lære tingene alene.”
Helt konkret handler DJ Foreningen om, at medlemmerne støtter op om om drifts- og udviklingsinitiativer. Det kan eksempelvis i forbindelse med PR, pladeudgivelser, fester eller noget fjerde – så længe initiativerne “hjælper med at sætte dansk elektronisk musik på den internationale dagsorden”. Derudover vil DJ Foreningen en gang hvert halve år arrangere stort anlagte fester med foreningens medlemmer på plakaten, hvor festens overskud vil gå ubeskåret til “aktiviteter, der fremmer den lokale scene”.
Men formålet med DJ Foreningen er lige så vigtigt, at behovet for sparring, erfaringsudveksling og hjælp til projekter italesættes og udnyttes, forklarer Najaaraq Vestbirk.
“Foreningen udspringer af, at vi sammen så, at der var et behov for en sparringsgruppe, fordi vi alle stod og havde brug for at hjælpe hinanden med en masse opgaver. Nogle folk havde brug for kontakter til PR, som jeg har siddet rigtig meget på tidligere. Der har været en masse, der skulle have hjælp til distribution, og der var nogen, der bare akut skulle have sendt nogle plader ud. Vi har behov for at stå sammen og lave noget sammen. Vi sad alle og var nogle lidt forskellige aktører her i den alternative elektroniske musikscene, som hver især sad på noget af denne viden. Og så besluttede vi os, at det ville være federe, hvis vi bare slog os sammen og lavede en forening, hvor vi vidensmæssigt kan sparre helt vildt meget. Fremadrettet vil det så bare være fedt, hvis vi holder en stor fest hvert halve år og så som foreningen være med til at udpege nogle projekter, som vi føler har fortjent noget ekstra.”
Dannelsen kommer i slipstrømmen på en udvikling i miljøet, hvor de forskellige parter internet er rykket tættere sammen. Eksempelvis fører festarrangører og promotere i dag en samlet kalender, så de involverede parter – ved at spille med åbne kort – forsøger at undgå, at de planlægger ambitiøse og dyre fester den samme nat og derfor ikke skal kæmpe om den samme, relativt smalle publikumsmængde. Og i sommer, da Strøm var bannerfører for en underskriftindsamling for en mindre restriktiv støjpolitik, var flere uafhængige organisationer fra den musikalske undergrund samlet i en politisk kamp, der risikerede at indskrænke bevægelsesfriheden for udendørsaktiviteter og andre fester.
Najaaraq Vestbirk – der i øvrigt netop er blevet nomineret til Steppeulvens nye Initiativpris ‘for sin indsats for fremme den elektroniske musikscene herhjemme’ – fortæller, at hovedstadens festarrangører, dj’s og promotere er holdt op med at kæmpe om København – og i stedet om verden.
“Før i tiden var scenen bare københavnerorienteret, så alle kæmpede om at holde den fedeste fest i en lille storby. Nu turnerer disse mennesker og grupper i udlandet, og der er uendeligt mange klubber i udlandet, så der er ikke længere behov for konkurrence. I stedet handler det om, hvordan vi kan få flere af os derud. Så jeg tror, det er det, der har været udviklingen. Lige nu er der bare ekstremt meget originalitet i det, som kommer ud af København, og det gør bare, at verden er interesseret i det, der sker her. Og det gør, at folk bliver mindre territoriale, fordi det er ikke bare længere de samme tre spillesteder, der kæmper om hele byen.”
Hvordan kan DJ Foreningen så konkret bidrage til at sætte dansk elektronisk musik på den internationale dagsorden, som I skriver det?
“Lige nu snakker vi om strategier og udveksler kontakter. Vi går ind og giver støtte til PR hos internationale bureauer, som arbejder specifikt med eksperimenterende elektronisk musik. Jeg har været i musikbranchen i 12 år, og min personlige erfaring er, at det er få internationale succeshistorier, vi har haft i Danmark i de senere år. Der har bare været lidt dødt i 10 år. Den seneste danske succes på den internationale scene, der har været spændende, er sådan nogen som Kasper Bjørke og Tomas Barfod med Filur. Og det er jo mere end ti år siden, de slog igennem. Nu er der denne enorme opmærksomhed og potentiale i danske eksperimenterende labels og kunstnere. Det er blandt andre sådan nogen som Puce Mary, der udkommer på PAN. Der er mange, der sparker røv i udlandet, og det er ikke kun, fordi de har noget originalitet. De samarbejder og netværker.”
Hvordan kan man så måle, om I indfrier de målsætninger, I har sat op for jer selv?
“Jeg tror, man vil kunne se det i forhold til en artist som Kasper Marott og det pladeselskab, han er med til at køre nu (Axces). Hans karriere ser først og fremmest vildt lovende ud, fordi han er en fantastisk producer, men også fordi han er en del af en scene, der vil ham det bedste, og hvor vi støtter og løfter hinanden. Jeg tror, at der vil komme langt flere af de succeshistorier, fordi folk er så dygtige og ønsker at fremme en musikalsk spændende tid i København. Projekter dør af alle mulige forskellige grunde. Enten er folk stressede, eller også løber de ind i en blindgyde. De kan også brænde nallerne på en aftale, de har indgået. Hvis man så har venner, man kan ringe til for at få rådgivning eller opbakning, så undgår de, at de mister gejsten omkring et projekt, som jo er meget normalt, hvis man sidder alene om noget, der er rigtig svært. Og der skal vi være et organ, der sikrer, at ting ikke dør, når det bliver svært, hvis der er potentiale i dem. Vi vil hjælpe hinanden igennem de ting, der er svære, og over på den anden side.”
Najaaraq Vestbirk har de seneste par år været en eftertragtet dj i udlandet, og hun har brugt hundredevis af timer i selskab med profiler fra internationale musikmiljøer. Alligevel mener hun ikke, at der hverken herhjemme eller i udlandet findes noget sidestykke til det, som DJ Foreningen repræsenterer.
“For mig er det første gang, vi laver noget, der på denne måde går på tværs af genreskel. Vi har haft et tæt samarbejde i technomiljøet i nogle år, og jeg kender Kasper Marott og Daniel Bruhn (aka dj’en Dee Brown og labelboss på CUP, red.) og mange andre fra scenen, men det er første gang, hvor vores samarbejde ikke er musikgenre-betinget, og det, synes jeg, er rigtig fedt. Scenerne i udlandet er meget mere fragmenterede, end de er i København. Det eneste ‘community’, jeg mener minder lidt om København, er Bristol. Men de har ikke som sådan en forening for promotore. Jeg har aldrig hørt om nogen, der på en måde har sagt, at ‘nu har vi et momentum i vores lokale scene, nu skal vi hjælpe hinanden’.”
Der er sikkert også andre aktører, producere, pladeselskaber og arrangører i København, der kunne være interesseret i at være med i DJ Foreningen, med alt hvad det indebærer af erfaringsudvekslinger. Vil det være muligt for jer at åbne op for endnu flere aktører?
“Vi er ved at definere medlemsrammen og udkastet til, hvordan vi skal organisere os i fremtiden. Jeg tror, vi tager et event ad gangen. Nu holder vi denne fest, og så er vi en defineret gruppe af hvem, der bestemmer, hvad pengene skal bruges til. Og så tror jeg helt klart, at vi i fremtiden åbner op for, at man kan blive foreningsmedlemmer under disse rammer. Lige nu er vi gået sammen, fordi vi er nogle mennesker, der godt kan lide hinanden på trods af, at vi arbejder med forskellige genrer. Men vi arbejder med musik på samme måde, og der er ikke nogen, der tvivler på musikken og kvaliteten i denne gruppe.”
Medlemmer af DJ Foreningen tæller pladeforretningen Percy, pladeselskaberne ØEN, Kulør, C.U.P., Petrola 80, Axces og Euromantic, mastereringsstudiet Six Bit Deep samt Fast Forward, Fyraftensboogie og Bunkerbauer.
Ud af en gruppe på seks er Daniel Bruhn Jensen aka den københavnske DJ Dee Brown med sine 19 år den med afstand yngste. Alligevel er den unge københavner et af de mest fremtrædende medlemmer af festkollektivet Copenhagen Underground Posse (CUP), der i 2014 kører på sit tredje år. Indtil videre har CUP ageret værter bag fester i kældre og bunkere såvel som på fasttømrede natklubber, med udenlandske deep house-producere som Jus-Ed, Hakim Murphy og Brawther på programmet. Nu udvider CUP forretningen og åbner op for et fuldblodigt pladeselskab, der har sin første kompilation på trapperne. Forud for udgivelsen havde jeg en snak med Dee Brown om festerne, vinylerne og den voksende københavnske talentmasse.
At bede en 19-årig, der netop har færdiggjort sin gymnasiale uddannelse, se tilbage på to års fester med Copenhagen Undergroud Posse, kan virke som en uoverskuelig opgave – især når man har stået midt i dem. Weekenderne og festerne vikler sig som drilske ledninger efter flere drilske ledninger ind i hinanden i en urokkelig masse, og ligesom man kan trække i de forkerte ender, kan man også komme til at forveksle forskellige arrangementer med hinanden. Alligevel kommer historierne og minderne i snorlige, præcise beretninger fra den sympatiske Dee Brown, der har været med i Copenhagen Underground Posse siden de allerførste tunnelfester, placeret i krydset mellem 2100 Østerbro og det centrale København.
“Det startede jo i det små på Dunkel med Jus-Ed, Brawther og Hakim Murphy, hvorefter vi bevægede sig udenfor klubberne og søgte at præsentere undergrundsartister i mere uvante rammer – som tunneller, bunkere og forladte bygninger. Vi løb en gang imellem en risiko, da langt de fleste af vores kunstnere aldrig havde spillet i Danmark – og end ikke spillet i Europa – men den store support, som CUP har fået fra miljøet har været fantastisk. Nu er det nærmest blevet hverdag at se en af vores CUP-trøjer blive båret til fester i København i weekender, hvilket sætter et kæmpe smil på læberne. Derfor var det også naturligt for os, at næste skridt skulle handle om pladeselskabet.”
Netop stiftelsen af pladeselskabet er grunden til at jeg mødes med Dee Brown. Allerede forud for den første udgivelse har det populære online magazin, Resident Advisor, været ude og skrive om kompilationen, der byder på musik fra i alt seks artister fordelt på fire skæringer. Mens der herhjemme ikke eksisterer lignende medier med et fokus på elektronisk musik, har CUP nydt masser af fokus og rådgivning udenfor grænserne. I forbindelse med lanceringen af det nye pladeselskab har særligt én artist ageret vejleder for det københavnske kollektiv.
“Udover at være en af vores yndlingskunstnere og stå bag et af vores yndlingslabels har Jus-Ed været den absolutte mentor for os. Han har altid været der, han har udgivet ting fra danske 2400 Operator og Samuel André Madsen, og oplevet den danske talentmasse first-hand – både ved at spille her flere gange, og ved at udgive dansk producerede musik. Da han hørte, at vi ville starte vores eget label, gav han os en masse hjælp og pointerede, at vi burde lave et pladeselskab, der udelukkende skulle udgive “local shit”, fordi han mente at vi i København virkelig har hvad der skal til.”
Men det var ikke med inspirationer fra Jus-Eds måde at drive sit pladeselskab, Underground Quality, der ledte vejen til stiftelsen af pladeselskabet CUP. I stedet taler Dee Brown om helt andre grunde til denne nye start; vinylen. Pladen. De seks mennesker i Copenhagen Underground Posse, der udover Dee Brown tæller Daniel Savi, Mikkel Ulriksen, Marc Helt, Tsvetan Nastev og Jonas Rotne, køber plader, de spiller plader, de snakker plader, bytter og donerer plader til hinanden, når affektionsværdien er blevet tømt hos den foregående ejer.
“Vi er i CUP alle vinylelskere, og det er netop igennem plader og musikken, at vi har mødt hinanden indbyrdes og derved dannet kollektivet. Tanken om pladeselskabet kom på bordet omkring sommeren sidste år. Det udsprang af, at vi følte undergrundsscenen i København virkelig har set en stor opblomstring de seneste par år. Samtidig ser jeg at der er en større interesse for mediet nu end for to eller tre år siden, og selvom at jeg føler den stigende interesse for vinylen afspejles af en global omvæltning af musikkulturen som helhed, så er der sket flere ting i København, der bestemt har været med til at fremme mediet, eksempelvis pladebutikken Dorma, Needle Sharing-arrangementerne og diverse lokale bytte/køb/salg events for elektronisk vinyl. Unge producere på vej frem kan bruge nogle af disse platforme til at møde andre ligesindede og dernæst personligt sende numre og spørge hinanden til råds og søge inputs.”
Hvilket “local shit”, som Jus-Ed kaldte det, der så har banet sig vej igennem Københavns nyeste pladeselskab, er Dee Brown ganske åben omkring. Der er en målrettet plan, der byder på flere udgivelser, og i første omgang en kompilation med musik fra 2400 Operator, Supertonic, Samuel Andre Madsen, Jus-Ed og Dee Brown selv, der for første gang giver prøver på sine evner bag producerstolen med et remix – lavet i samspil med Daniel Savi – af Kasper Marott. Netop Marott hylder Dee Brown for den udvikling, han befinder sig i.
“Hans debut på Horse On Horse (KM Traxx, red.) væltede mig omkuld, og hans netop overståede live-set til Trans Metro Express nød jeg meget. Vi taler om en dreng fra Skee, der kaster halmballer til dagligt, og som har en dybde i sine produktioner, der ikke findes andre steder i Danmark lige nu. Derfor er vi også glade for at kunne præsentere en hel EP fra Kasper Marott i fremtiden.”
En af de nye artister på scenen er duoen Supertonic, der også er at finde på den første udgivelse. Duoen, der består af Mads Bjerregaard og Philip Kamata, har ikke tidligere givet udslag på den københavnske natklubsradar. Men står det til Dee Brown, vil publikum meget snart kunne genkende duoen for deres “bangeren” house-lyd.
“Supertonic er to af vores rigtig gode venner. Mads Bjerregaard fortalte mig tidligere at han sammen med Phillip var begyndt at lave musik, og nummeret på pladen, Give It To Me, var faktisk den første demo de sendte til os – og vi vidste fandeme bare at det skulle med på pladen! I går hørte jeg dem også spille i Trans Metro Express, og de leverede ligeledes et bangeren godt live-set. Dem kommer folk også til at høre meget mere om i fremtiden på C.U.P., da de også kommer til at udgive en EP hos os.”
Alt virker timet og tilrettelagt for det nystartede label, mens Copenhagen Underground Posse også stadigvæk vil kredse sig om festerne.
“På festfronten kommer vi til at sparke efteråret i gang med et brag af en releasefest for denne første udgivelse, og i vinterhalvåret har vi selvfølgelig et par hemmelige planer linet op. Som pladeselskab kan jeg røbe, at vi i fremtiden også kommer til at udgive musik fra Frits Carøe, Frej Le Vin – og måske også en MC Einar-tilknyttet hip-hopper, som vi har fået over på house-siden [haha!]. Det bliver sejt, kan jeg love dig!”
Den første udgivelse fra Copenhagen Underground Posse vil inden længe blive sat til salg hos førende vinylforhandlere på nettet, men allerede i morgen inviterer kollektivet til salg af plader fra nogle af de andre danske house-labels, når de på Jolene både sørger for grillstemning og natfest med blandt andre britiske Jane Fitz på programmet.
I går kickstartede den ottende udgave af den årlige, københavnske festival for elektronisk musik, Strøm. Festivalen hylder den elektroniske musik i adskillige vækstlag, og placerer et stort udpluk af aktuelle kunstnere på seværdige lokationer rundt omkring i hovedstaden, såvel som på mere udbredte, klassiske koncert- og spillesteder.
På denne blog kunne vi tidligere i år skrive om tilføjelsen af Regnsky-favoritten John Talabot, der på fredag gæster Culture Box sammen med Detroit techno-legenden Derrick May. Siden da er tilføjelserne strømmet til, og efter gårsdagens åbningsarrangementer med Dorit Chrysler og Quadron-medlemmet August Rosenbaum i Café Intime og koncerterne i Frederiksbergs vandreserver Cisternernemed Demdike Stare og Rainer Veil, folder programmet sig for alvor ud over de næste seks dage. Vi bringer her fire anbefalinger til de arrangementer vi glæder os mest til.
Trans Metro Express Samuel Andre Madsen, Kasper Marott, Thorsteinssøn, Supertonic
Vestamager Metrostation (og ud på Københavns metrostrækning)
Tirsdag, 19.00
Tirsdagsfesten i det tætpakkede metrotog, hvor en håndfuld artister leverer et feststemt soundtrack til togets bevægelser ned i den københavnske undergrund og ud i de grønlige forstæder, er blevet et varemærketegn for Strøm festival. Arrangementet har været tilbagevendende i mere end fem år, og har flere gange været festivalens publikumsfavorit, hvor flere hundrede mennesker står klar på Vestamager Station, oftest med seks øl under armen, spændte på at opleve transportmidlet blive forvandlet om til et mobilt festfyrværkeri. Tidligere år har musikgenrerne varieret i samme hastighed som togene bevæger sig igennem byens forskellige checkpoints, mens turen i år primært vil have en house-dreven og yderst dansabel lyd. I hvert fald deler de fire danske acts alle en baggrund i house-miljøet, hvor især Kasper Marott må være det mest fremtrædende navn for denne blogs læsere. Samuel Andre Madsen er også kendt under producerpseudonymet S.A.M., noget han for blot et par uger siden løftede sløret for, efter længere tids helle som et anonymt, ansigtsløst projekt. Begge artister er også habile djs i det københavnske natteliv, og har en forkærlighed for loopende house, rig på groove og sprøde trommer tager direkte ud af Chicago-scenen i 80’erne og 90’erne.
Thorsteinssøn blev tidligere på året genopdaget for et tidligere projekt som Tommy Vicari Jnr, der ligger mere end ti år tilbage, og som dengang med kærlig hånd fik sine tracks spillet af techno-mastodonter som Ricardo Villalobos. Danske djs og bookere begyndte i afkrogene af sociale medier i foråret at spørge hinanden til deres kendskab af denne islænding med det borgerlige navn Gunnar Viggosson, og nu er han tilbage som Thorsteinssøn. Han er aktuel på Copenhagen Underground Possés første vinyludgivelse, en kompilation der blandt andet tæller musik fra 2400 Operator, Samuel Andre Madsen, Kasper Marott og Supertonic.
Netop Supertonic er det sidste navn på programmet, en duo med en baggrund i forskellige hjørner af elektronisk klubmusik. Deres produktioner kredser sig omkring rå og energiske tracks, med et fokus på melodi og intensitet, gennem bearbejdning af analoge maskiner. Deres første nummer, Give It To Me, som er et finde på CUP-kompilationen Liderlige Rytmer Del 1 Af 3, byder på lige-ud-af-landevejen house med acid-elementer og pulserende trommer, og det skal blive spændende at se hvilke retninger duoen tager publikum ned ad, når de i morgen sammen med de tre andre artister agerer togførere på det københavnske metrotog.
V/A – Liderlige Rytmer Del 1 Af 3 (snippets)
Strøm Presents: Infants Sleep Concert Karsten Pflum & William Kudahl
Dome of Visions
Torsdag, 21.00
Med ganske få billetter i udbud fra begyndelsen er det lidet overraskende, at denne koncert i Dome of Visions – ved siden af Den Sorte Diamant – i sidste uge kunne melde fuldstændig udsolgt. Det skal dog i høj grad ses i lyset af koncertens ganske særlige, hvis ikke unikke formning, snarere end at det skyldes de få billetter, der var sat til salg. Koncerten fungerer nemlig som en sovekoncert, der starter torsdag aften og slutter fredag morgen. Musikken leveres af den kendte danske IDM-producer Karsten Pflum, som sammen med kollegaen William Kudahl (aka Infants) vil skabe et melodisk og dronebaseret musikalsk lydlandskab, der søger at fremme og understøtte de sovende musikgæsters drømme. At fremhæve denne marathonkoncert kan muligvis fremstå lettere overflødigt, det succesfulde billetsalg taget i betragtning, men man kommer ikke udenom, at det er koncerter som disse der giver Strøm den helt berettigede position som en af de bedste festivaler herhjemme, takket være dens nysgerrighed og vilje til at byde på originale musiksammenhænge i særprægede lokationer.
Britiske IDM-legender gæster frederiksbergensisk teater Plaid (UK) Riddersalen
Fredag, 20.00
Med støtte fra Wimp var Strøm tidligere på året i stand til at realisere en koncert i Dieselhouse med Mike Sheridan og den visuelle kunstner Jakob Kvist. Under Strøm går festivalen igen sammen med den danske streamingservice, når de engelske electronica- og IDM-legender fra Plaid gæster teatret Riddersalen i Frederiksberg. Tidligere i år udkom duoens tiende album, Reachy Prints, og selvom denne signaturs personlige forhold til disse britter er af en begrænset størrelse, deres lange karriere taget i betragtning, men ikke desto mindre er der et seværdigt kultur-clash på programmet, når den gamle teatersalg med begrænset plads for en enkelt aften tager format som et velfungerende spillested med en af den elektroniske musiks mest succesfulde duoer placeret på scenekanten.
Derrick May & John Talabot @ Culture Box Fredag, 23.00
Senere samme aften anbefaler vi at man vender snuden mod Culture Box, hvor nogle af de største producere for to forskellige generationers klubmusik er hovednavnene. Derrick May, der sammen med Kevin Saunderson og Juan Atkins, kendt som The Belleville Three, var med til at introducere og kommercialisere techno-lyden fra dets fødested i Detroit i slut-80’erne, indtager natklubbens øverste etage i Black Room, mens John Talabot, pladeselskabsejeren, Regnsky-favoritten og oftest kaldet dj’ernes dj vil forsøge at spille op til varm housesfest, noget der igennem et halvt årti er blevet spanierens varemærke. Culture Box har næppe behøvet gøre meget for at tale denne aften op, og det tegner da også til at blive en af de mest velbesøgte fester på adressen i år, kun halvanden uge efter at natklubben havde prominent besøg fra Robert Hood og Felix K, en fest lavet i samarbejde med online-magasinet Resident Advisor.
