CODY ser frem og tilbage

CODY går en travl uge i møde. Gruppen har ikke blot fået æren af at indtage Odeon Scenen på årets Roskilde Festivals første dag, de når også at udgive ep’en Under the Pillow, Under the Elms på fredag som opfølger på debutalbummet Songs (2009).

Det kritikerroste band står overfor lidt af et vendepunkt: På Under the Pillow, Under the Elms fremviser CODY nye facetter i americana/country-udtrykket. Hvor debuten bød på masser af mundharmonika og pedal steel guitar, er fokus på den nye ep rettet mod traditionelle rockinstrumenter, der suppleres af strygere og blæsere – bare lyt til “Sixteen Holes” eller til singlen “Under the Elms”. Overordnet set lyder ep’en af en band-proces, hvor numrene i højere grad end tidligere er opstået i øvelokalet som helt band fremfor i soveværelset. Og det er egentlig ikke underligt, når CODYs historie tages i betragtning, for siden debuten udkom, har livedelen af foretagnet for alvor taget fart.

Har du set CODY flere gange live, vil du sikkert huske både det ep-aktuelle “Under the Pillow” og Songs-outtaket “Ghost of Today”. Sidstnævnte viser sangskriver Kasper Kaae fra sin mest melankolske og underspillede side, og kan nu opleves hjemme i stuen for første gang, nemlig i videoen ovenfor. Videoen er optaget i bandets øvelokale, og den rolige klipning og varme farver understreger intimiteten i CODYs musikk. “Ghost of Today” er – ep’en taget i betragtning – et blik tilbage i tiden for bandet, og i denne akustiske version skal du nok få dit pedal steel-shot. Begge dele fungerer glimrende, men ep’ens større instrumentering og i særdeleshed de bemærkelsesværdigt tight trommer tager CODY videre til et plan, hvor Roskilde Festivals tredjestørste scene ligefrem virker som en selvfølgelighed frem for udfordring.

CODY spiller på Odeon torsdag kl. 20.
Videoen til “Ghost of Today” er filmet af Christian Klintholm og redigeret af Nick Lee Jerlung.

CODY – Under The Elms
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/06/03-Under-The-Elms.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Cody fejrer Din Nye Ven

Nogenlunde ligeså tæt bliver det på Din Nye Ven
Det danske alt. country kollektiv Cody har vi her på Regnsky ikke været blege for at tage op med faste mellemrum. Første gang i for et lille år siden i forbindelse med en anmeldelse af den selvbetitlede ep, og senere i forbindelse med Roskilde Festival, hvor vi havde æren af at interviewe det otte mand høje orkester.

En gang, vi imidlertid ikke fik nævn sangskriver Kasper Kaaes projekt var, da Cody udgav sit egentlige debutalbum, langspilleren Songs. Det landede nemlig i september, nogenlunde samtidig med andre danske projekter som Kim LAS og The Rumour Said Fire udgav deres respektive debutplader, og dermed havnede Codys udmærkede udgivelse i min kasse over det, jeg aldrig fik skrevet om, selvom det egentlig fortjente det.

Songs præsenterede nemlig et modnet band, der i den grad er vokset sammen. De spiller, så englene synger og barometerbørnene græder salte tårer – og netop på Barometeret hittede Cody tidligere på efteråret med nummer “Down in the Dark”.

Efter Cody spillede en anmelderrost koncert på Loppen i oktober, nu klar til at stå på scenen igen. Scenen er måske så meget sagt, for det smalle lokale på Din Nye Ven, indbyder mere til akustisk koncert end med fuldt trommesæt. Cody må efterhånden betegnes som et af de mest erfarne bands i akustiske versioner, efter de i starten af året spillede flere koncerter i kirker landet over.
Tirsdagens arrangement er i anledning af cafeen/barens to års fødselsdag, med koncertstart kl. 20. Jeg anbefaler du dukker op i god tid for ikke at gå forgæves.

CodyDown in the Dark
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/11/02-Down-in-the-Dark.mp3]

CodyYour Window
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/11/11-Your-Window.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Cody

cody-cover

Hvorfor jeg ikke tidligere har bemærket Cody er et mysterium. Grunden til det ligefrem er et mysterium er, at Cody gennem det sidste års tid har spillet et væld af omtalte koncerter i København. Og det at være håndplukket af bands som de musikalsk beslægtede The National og helten Bonnie “Prince” Billy til supporttjanser, burde for undertegnede være mere end grund nok til at lægge ører til et band. Cody ligger sig genremæssigt op ad sangskrivere som Neil Young og Sparklehorse, og er af anmeldere blevet kaldt countryfolk, countryrock og  antifolk. De er ikke helt gale på den, for Codys musik bærer præg af utallige inspirationskilde.

Måske er Cody gået forbi flere par ører, fordi musikken som udgangspunkt opfattes som indadvendt. Den kræver tid før melodierne åbenbarer sig som enestående og individuelt stærke værker. Netop dette er en af ep’ens store forcer. Samtlige seks numre fremstår som individuelle præstationer, og viser nuancerede sider af Codys formåen. “Make You Return” er upbeat, med energisk fremdrivende guitarriff, hvor “Comfort and Rage” i et helt anderledes slæbende tempo viser Kasper Kaaes imponerende stemmes spændvidde, fra det helt dybe til det inderlige og lyse i den smukt forløste slutning, der bygges op af tyst slideguitar, violiner, banjo, orgel og horn. Kaae er fuldstændigt bevidst som sin stemmes egenskaber, og tør eksperimentere med den. I stil med pladens instrumentering, i hvilken der er lagt vægt på de forskellighedsskabende detaljer, spænder Kaaes vokal bredt. Den er gavmild overfor lytteren, og døren til Codys univers, der ellers har en tendens til at lukke sig om sig selv. For i Codys univers er der ingen tvivl om, hvem fokus er rettet mod – Kaaes stemme står i midten af lydbilledet, og instrumenterne smyger sig om denne og komplimenterer på smukkeste vis vokalen som numrenes samlingspunkt.
Det kunne gå fuldstændig galt. Men Kaae bærer det på smukkeste vis, og forener melodi og stemning, melankoli og skønhed, så imponerende, at jeg bukker dybt og takker for en helt igennem fremragende debut.

Cody kan opleves live på Huset i Magstræde i Kbh. på lørdag d. 14.2.

Cody – Comfort and Rage
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/02/03-comfort-and-rage.mp3]

www.myspace.com/codysongs

Del og kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?