Danmarks sødeste hiphop

Foto: Emil Oscar

At lytte til F L E M M I N G‘s nyeste udgivelse, Tandpastasmil, efterårsøjne, er som når man lige er begyndt at date en, der er rigtig glad for at snakke om følelser. Det er både intenst, livsbekræftende og melankolsk. Et album, der kan gå hen og blive gennembruddet for en af landets mest lovende og originale rappere.

Det skyldes to ting. For det første er Bjarke Westphal Christensen, der er manden bag F L E M M I N G, en fyr, der i den grad beviser, at hiphop ikke kan sættes i bås længere. Det ville komme som en stor overraskelse, hvis han har en samling af store guldkæder i skuffen og vinder mange slåskampe. Til gengæld er han fantastisk til at vise sårbarhed og refleksioner over hverdagen og forhold til sig selv og andre i sine tekster. Specielt når det kommer til kærlighed. Det ser man eksempelvis på albummets første og mest catchy nummer, Elsk Dig Selv Mere, hvor Bjarke rapper om omsorgen og kærligheden til en kvinde, der har problemer med både kokain og i det hele taget at få styr på sit liv.

Tandpastasmil, efterårsøjne skriver Bjarke tekster i en slags historiefortællende talesprog, hvor hverdagens betragtninger bliver trukket op på et eksistentielt plan. Denne mere direkte måde at skrive tekster på, er noget man ser en del for tiden, og det kan ofte virke banalt. Det gør det ikke her. Både på grund af oprigtigheden, men også fordi teksterne vidner om et stort lyrisk fingerspitzengefühl. Det hører man også på Elsk Dig Selv Mere, hvor Bjarke rapper:

Du ringer mest, når du er fuld og føler dig alene. Spørger om jeg kommer, hvis du gir’ en øl på Jolene. Det ik’ fordi, jeg ik’ har hjertet på det rette sted. Det mest fordi, jeg har en cykel med et barnesæde.”

De små rimende spidsfindigheder går igen på hele pladen. Et andet guldkorn er på Noget At Sige Til Dig.

“Det’ okay at være såret, men ik’ ondskabsfuld. I den periode, der blev du onsdagsfuld.”

Et nummer, hvor frustrationen over ulykkelig kærlighed kommer til udtryk. Men ikke kun i teksten. For instrumentalen er mere ambitiøs, end på F L E M M I N G‘s tidligere udgivelser. Hvor det før var mere drømmende og jazzet, er det nu mere storladen og eksperimenterer med electronica og pop. Vigtigst af alt, så giver det lag til kagen og får den emotionelle rap og den højtflyvende produktion til at fremstå som et samlet udtryk.

Noget At Sige Til Dig, er det det tunge, dystre bagtæppe, der udgør hindbærcremen til Bjarkes bund af rim. I den sidste del af nummeret ligger pladens største instrumentale genistreg, når der skiftes til et drum ‘n’ bass-stykke, der galant understreger lyrikkens frustration og længsel som flødeskum på toppen.

Med features fra både Jens Nørhave, Emil Kruse og , der også er med til at producere albummet, kan man dykke ned i både forfatterens følsomhed, lyriske spidsfindigheder og lyden af fremtidens danske R’n’B og hiphop.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Regnsky anbefaler: Spot festival 2017!

SPOT-festivalen er over os! Den starter på torsdag og varer weekenden ud, når Århus fyldes med cremen af den danske up-and-coming-scene. Navnene er mange, og det kan være svært at finde rundt i programmet, medmindre man er passioneret undergrundsfan, der håber på at finde den næste MØ før alle andre. Lad Regnsky være din redningsblog og læs, hvad vi synes, du burde tjekke ud på årets festival!

Rasmus anbefaler:

Til at starte med vil jeg lige slå et slag for Smash Bang Pow og Soundvenue’s warm-up torsdag på Radar. Jeg kan ikke få nok af First Hate og Gents for tiden, og det er en fornøjelse, at flere dyrker synth-poppen som det nye store. Her er samlet et glimrende line-up, der gør, at man med rette kan tilbringe hele torsdagen under ét tag. Her er link til facebook-event.

Code Walk
Nogle gange har man bare brug for en fest. Den håber jeg, Code Walk gerne leverer på årets Spot. Det bliver første gang, jeg skal se drengene live, og jeg har tårnhøje forventninger. Kan man have andet oven på deres fremragende “Guess What” feat. Smerz? Med udgivelsen af nummeret “Doubler” viser de, at de sagtens kan klare sig uden hjælpen fra Smerz, og at de ikke behøver en vokal for at skabe stor technokunst. Hvis du er til tunge beats og karseklippede drenge, så tror jeg, at du skal indfinde dig klokken 01.00 lørdag på Radar.


Hvem er Kå? Det vidste jeg ikke for et par uger siden. Da jeg kiggede programmet til SPOT igennem, faldt jeg over det spøjse navn og synes med det samme, han lød interessant. Dansksproget rap har jeg sådan set altid haft det svært med, men efter at have hørt “være sådan her”, der jo lige så meget er en ærlig og selvreflekterende ung mands tanker omkring, hvorfor man ikke tør at binde sig, blev jeg fanget. Det er et gennemgående godt nummer, og forhåbentlig bliver det fulgt op med en koncert, der er det værdigt.
Kå spiller fredag kl. 17.30 på Atlas.

Jeg får desuden også en travl lørdag, da jeg skal forsøge at nå at høre: Lord Siva (kl. 22 – SCC), Noah Carter (kl. 23.15 – RADAR), Sekuoia (kl. 01.00 – SCC), Tuuttimörkö (kl. 22.30 – Godsbanen) og Rune Bagge, (hvis jeg kan holde mig vågen til kl. 04.00 på TAPE).

Peter anbefaler:

For mig er SPOT Festival 2017 et tydeligt eksempel på, hvorfor det ikke burde være så svært for de fleste festivaler at stille med programmer med en nogenlunde kønsbalance – programmet flyder nemlig fuldstændig over med kvindeligt talent. Da jeg skulle vælge mine to anbefalinger, gik jeg programmet igennem og bogmærkede alle dem, jeg overvejede. 10 kvinder kvindelige solister, to bands og én mandlig solist stod jeg tilbage med. Jeg har forsøgt at holde mig fra dem, som jeg har anbefalet et utal af gange før, for faste læsere vil vide, at I naturligvis skal kigge forbi JÆRV (lørdag kl. 20, HQ), Velvet Volume (fredag kl. 21, SCC), Konni Kass (lørdag kl. 19.15, Musikhuset, Rytmisk Sal) og Palace Winter (lørdag kl. 18, SCC).
Om lidt vil jeg afsløre mine to favoritter, men som altid på SPOT er mit råd at gå på opdagelse. Tag til noget, du ikke kender. Bevæg dig ud på de mere skæve venues. I det hele taget: Oplev alle sider af SPOT Festival!

JFDR
Hvis der er en ny (sådan relativt i dansk kontekst i hvert fald) artist, som opfavner alt det, jeg elsker ved musik, så er det islandske Jófríður Ákadóttir – eller bare JFDR. JFDR er lyden af Island, det er lyden af natur, og lyden af musik der opstår organisk og bare giver så meget mening, at det kan være svært at sætte sin finger på, hvad det er der, der gør JFDR til noget ganske særligt. Er det den poetiske og velskrevne lyrik? Er det den elegante, minimalistiske produktion? Er det den kreative og interessante brug af åndedrættet som instrument på “Instant Patience”? Eller er det den kuldegysfremkaldende vokal, som kan få en hvisken til at virke som råben? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at jeg glæder mig som et lille barn til at opleve JFDR på SPOT. Det sker i Musikhuset i Rytmisk Sal fredag aften klokken 19.30. Be there!

Ellis May
Jeg ved godt, at jeg lige har skrevet ovenfor, at I skal tage til Velvet Volume klokken 21 om fredagen, meeeen hvis I nu skulle være i lidt mere stille humør end de tre energiske kvinder, så er der et fantastisk alternativ klokken 21.30 i Musikhuset. Her spiller Ellis May nemlig. Hvem tænker du måske?
Ellis May er den danske sangerinde og lyddesigner Sophia Majs soloprojekt, og det er noget af det fineste, jeg har hørt i år. Hendes musik er legende, eksperimenterende og ikke mindst velskabt. Med en ekstremt vedkommende vokal ledsaget af trommemaskiner, gennemførte kor-arrangementer og velplacerede breaks har Ellis May skabt en sonisk univers, som i hvert fald fanger min opmærksomhed fra første sekund og giver mig lyst til at høre mere. Det kan jeg heldigvis få lov til, når hun som sagt giver koncert i Musikhusets Lille Sal fredag aften klokken 21.30.

OG så er Regnsky jo medarrangører på et dayparty lørdag, hvor vi glæder os til at præsentere IRAH og kaste nogle gratis øl i nakken på jer hele eftermiddagen på HeadQuarters! SAGDE DU GRATIS ØL?

Vi ses på Spot!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *