Tag: julekalender (24 indlæg)

Feature

Regnskys julekalender 2016: 24. december

Af Peter Pishai Storgaard den
David Bowie Regnsky
Foto: Jimmy King

Vi er endelig nået til juleaften, og ventetiden er forbi, så i dag vil Peter åbne den sidste låge i Regnskys julekalender. De seneste 24 dage har han afsløret sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og set nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. Tjek dem alle ud her. Rigtig glædelig jul fra alle os på Regnsky!

Glædelig jul! Det er juleaften – dagen, mange af os har ventet på. Nogle glæder sig til, at den er overstået, mens andre ser frem til endelig at kunne hygge sig i familiens skød. Dagen i dag betyder samtidig, at vi – meget naturligt – er nået til enden på Regnskys første rigtige julekalender. Den har været virkelig sjov at lave, og jeg håber også, at du, kære læser, har nydt at følge med undervejs. Jeg tror, at de færreste har kunnet lide alle numrene, men forhåbentlig har du opdaget et enkelt eller to nye numre undervejs. Eller måske fået lyst til at tjekke et album ud. Kom endelig med feedback, hvis der er noget, du synes, at jeg skulle have gjort anderledes. Og sig da også gerne til, hvis alt bare har været helt fantastisk!
Nå, vi har nok alle ret meget at se til i dag, så jeg må hellere forsøge at være lidt effektiv. Vi starter dog lidt alternativt ud…

Årslisten: #1
Jeg har haft vildt svært ved at vælge årets bedste nummer, og det har jeg, fordi musik for mig også handler rigtig meget om den fortælling, som musikken er en del af. Jeg mener ikke, at man kan se på musik uden at se på den kontekst, den er opstået i. Derfor er jeg faktisk endt ud med at placere hele tre numre på førstepladsen, omend de hænger sammen i ånden. Eller mere præcist hænger de sammen i David Bowies ånd.
De tre numre er David Bowies egen “Lazarus” fra “Black Star”, The Flaming Lips’ cover af “Space Oddity” og ikke mindst The Flaming Lips’ nyeste single “Sunrise (Eyes of the Young)”. Tre numre som for så vidt er fuldkommen forskellige, men som alligevel hænger sammen på et dybere plan.
Da jeg interviewede Wayne Coyne under Heartland Festival, var det helt åbenlyst, at David Bowie på mange måder har været afgørende for The Flaming Lips musikalske udvikling gennem tiden, og de har langt hen af vejen fulgtes ad op igennem musikhistorien. Derfor synes jeg egentlig også, at det er meget passende, at de får lov til at flyde sammen i en skøn toenighed på toppen af årslisten.

“Lazarus” er for mig det stærkeste nummer fra “Black Star”, og det nummer, som allertydeligst understreger Bowies selvbevidsthed omkring sin forestående død. Rent bibelsk og symbolsk er selve titlen en nærmest uhyggelig anerkendelse af Bowies evne til at leve videre i rigtig mange af os efter sin død, hvilket blandt andet eksemplificeres i The Flaming Lips’ enestående cover af Bowies måske mest karakteristiske nummer, “Space Oddity”. Jeg har det normalt virkelig svært med covernumre, men The Flaming Lips har på rørende vis formået både at fange deres og Bowies ånd i deres fortolkning af nummeret, og når man samtidig kender historien om bandets kærlighed og passion for Bowies musik og person, skaber det en uimodståelig stærk hyldest, som jeg i hvert fald ikke har oplevet andre steder i de mange andre i øvrigt for det meste fine hyldester til Ziggy.

Og så kan jeg bare ikke lade være med at omtale “Sunrise (Eyes of the Young)”, som for mig er det stærkeste The Flaming Lips har lydt i mange år. Wayne Coyne virker til at være tilbage i storform, og jeg har allerede nu en forventning om, at det snart forestående album “Oczy Mlody” kan nå samme højder som “Soft Bulletin” og “Yoshimi Battles The Pink Robots” – hvis lyd nummeret i øvrigt lægger sig tæt op af.

Årets danske udgivelse: #1
Årets danske udgivelse er den udgivelse, som jeg har lyttet suverænt mest til i 2016. Og det naturligvis JÆRV og hendes vidunderlige EP “Dit Hav”. Da EP’en udkom, kaldte jeg den for “den bedste og mest formfuldendte debutudgivelse, siden Blaue Blume udsendte “Beau & Lorette”” tilbage i sommeren 2014 – og det mener jeg egentlig stadig. Jeg vil egentlig ikke gennemgå EP’en alt for nøje, for det kan man læse i min anmeldelse fra marts her, men blot konstatere, at fremtiden tegner helt vildt lys for den mere eksperimenterende del af den dansksprogede popmusik. Jeg glæder mig rigtig meget til at lytte til JÆRVs kommende anden EP, som snart skulle være klar til at se offentlighedens lys. For lur mig om den ikke godt kunne gå hen og blive noget af det, der kommer til at få en plads i mit musikalske hjerte anno 2017.

Det var så enden på årets julekalender. Jeg håber som sagt, at du har nydt den. Hvis du skulle have misset nogle afsnit, kan de alle findes lige her. Vi har stadig en lille smule opsamling fra året, der snart er forbi, i denne kommende uge her på Regnsky, men hvis vi ikke læses ved inden da, vil jeg gerne ønske dig og dine en glædelig jul og et godt nytår!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Feature

Regnskys julekalender 2016: 23. december

Af Peter Pishai Storgaard den
Palace Winter Regnsky
Foto: Daniel Buchwald

Vi nærmer os så småt juleaften og for at gøre ventetiden lidt kortere, vil Peter hver dag frem til juleaften åbne en låge i Regnskys julekalender. Her vil han blandt andet afsløre sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og se nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. God fornøjelse og god jul!

Så er vi ved at være der. Lillejuleaften er oprunden, og min juleforelskede hjerne er ved at være klar til den store dag. Men inden har vi lige et par hængepartier. Vi skal have kåret årets to bedste numre, og så skal vi have afsløret, hvem der har stået bag årets bedste henholdsvis udenlandske og danske udgivelser. Der er ingen grund til at holde mere på spændingen, så lad os kaste os ud i det!

Årslisten: #2
Vi lyttede til de her to drenge i går, da vi hyldede deres fremragende debutalbum, “Waiting for the World to Turn”. Men vi mangler stadig at afsløre det bedste nummer fra Palace Winter, selvom jeg hintede kraftigt til det i går. Nummeret er et, som vi havde premiere på her på Regnsky tilbage i april, og det er naturligvis “H.W. Running”.
“H.W. Running” er ud over at være et fantastisk nummer et af de numre, som for mig definerer Palace Winter som band. Det har den karakteristiske drømmende og sommerlige lyd, som gør bandet til så behageligt et bekendtskab, samtidig med at det er vanvittigt velproduceret. Netop den lyd er ekstremt populær i disse år med internationale stjerner som Wild Nothing og Real Estate som nogle af de mest åbenlyse eksponenter for det, men det, der gør Palace Winter og “H.W. Running” til noget helt særligt, er den tydelige inspiration i filmmusikkens noget mere storladne verden. Det er en spændende kontrast, som jeg synes, at Palace Winter mestrer til noget nær perfektion.
Tekstuniverset kunne også sagtens være taget fra en film. Den er stærkt patosbåret, uden at det dog tager overhånd, og fortæller historien om en søns svære og kontrastfyldte kærlighed til sin far.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Carl Coleman og Caspar Hesselagers projekt har udviklet sig til at være et af mine yndlingsbands – og uden tvivl mit yndlingsband, hvis vi kun kigger på de hjemlige artister.

Årets udenlandske udgivelse: #1
På toppen af den udenlandske albumliste finder vi en artist, som jeg interviewede her i efteråret. Jeg sagde til Benjamin Francis Leftwich under interviewet, at jeg mente, at han havde lavet årets bedste album, og det mener jeg egentlig stadig.
“After The Rain” er et vaskeægte mesterværk og fremstår for mig som årets mest gennemførte og sammenhængende konceptuelle værk. Albummet er et af den type album, som bør høres i sin fulde længde i den tænkte rækkefølge, da numrene fremstår markant stærkere som helhed, end de gør individuelt, hvilket også er blevet illustreret på vores årsliste, hvor Ben Leftwich må “nøjes” med en 14. plads.
Grundlaget for albummet af faderens al for tidlige død, og det er nok netop styrken ved albummet: Benjamin Francis Leftwich har formået at overføre disse stærke følelser til sin musik, og derfor giver albummet lytteren en ret kompleks og åbenlyst ærlig indførelse i Bens enorme personlige krise, som han har gennemlevet de senere år.
Jeg glemmer nogle gange, at Ben Leftwich er et par år yngre end mig selv, når jeg lytter til hans alt for modne refleksioner, som hans livssituation og ekstremt tænkende personlighed har kastet ham ud i. “After The Rain” illustrerer tydeligt hans ønske om at finde svar og et håb, mens han konstant rammes af frustrationer og vrede – primært over sin egen manglende evne til at opnå den perfektion, som egentlig er umulig.
Jeg kunne skrive romaner om dette album, men jeg vil i stedet nøjes med at opfordre dig til at lytte til det – allerhelst alene og uden distraktioner, så du for alvor kan lade dig omslutte af et stærkt og følelsestungt univers, som vel nærmest kun matches af The Antlers helt eminente “Hospice”-plade fra 2009.

I morgen når vi enden på julekalenderen, og forhåbentlig kan vi tematisk slutte lidt mere positivt af. Omend jeg dog vil sige, at Ben Leftwichs album om noget netop rammer essensen af den næstekærlighed, som for mig er et afgørende element af den danske jul. For nogle gange er det de ting, der rammer os hårdest, som giver os allermest i sidste ende. Det tror jeg på.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Feature

Regnskys julekalender 2016: 22. december

Af Peter Pishai Storgaard den
Car Seat Headrest Regnsky

Vi nærmer os så småt juleaften og for at gøre ventetiden lidt kortere, vil Peter hver dag frem til juleaften åbne en låge i Regnskys julekalender. Her vil han blandt andet afsløre sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og se nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. God fornøjelse og god jul!

I dag er det Basshunters fødselsdag, hurra hurra hurra! Det er samtidig også dagen, hvor Meghan Trainor fylder år – og hun har som bekendt lavet et megahit med titlen “All About That Bass”. Mon det i virkeligheden er en hyldest til den navnkundige Basshunter? Det finder vi nok aldrig ud af. Til gengæld kan vi ret nemt finde ud af, hvem der indtager tredjepladsen på årslisten.

Årslisten: #3
I mandags skrev jeg, at vi endnu havde til gode at møde Car Seat Headrests bedste nummer fra “Teens of Denial”, men det kommer her. For mig er “Drunk Drivers/Killer Whales” et af de bedste indie rocknumre nogensinde. Det er i hvert fald årets bedste og måske også årtiets bedste. Det er et skræmmende selvbevidst og selvinvolverende nummer, hvor en hudløst ærlig Will Toledo kort sagt sammenligner fulde billister med dræberhvaler i deres ustoppelighed og uforudsigelighed. Han åbner med linjerne ‘In the backseat of my heart / My love tells me I’m a mess’, og så er linjen ligesom lagt for den ambivalente selvbevidste/selvignorante tirade, hvor det nærmest messende nødråb ‘It doesn’t have to be like this’ bliver et smertensskrig fra en forvirret mand, som på det helt banale niveau er fuld og egentlig bare gerne vil hjem. “Drunk Drivers/Killer Whales” er et af den type numre, som både har mange lag, men som på samme tid bare beskriver en virkelig simpel problemstilling. Du får her lyrikversionen af videoen, så du selv kan dykke ned i teksten.

Årets danske udgivelse: #2
På tredjepladsen over årets udgivelser havde vi en færing, og her på andenpladsen finder vi en australier. Det er nemlig Carl Coleman og Caspar Hesselager i Palace Winter med “Waiting for the World to Turn”, som har lavet årets næstbedste danske album. Jeg har sagt det før, men det her album er for mig lyden af sommer, lyden af festival og lyden af frihed. Hvor Konni Kass‘ “Haphe” er albummet, jeg sætter på, når jeg har lyst til at være alene med mig selv, så er “Waiting for the World to Turn” det album, jeg lytter til, når jeg har lyst til at tage på eventyr ude i den virkelige verden.
Albummet indeholder højdepunkter som “Soft Machine” og “H.W. Running”, men det er et komplet og sammenhængende værk, som jeg kan høre på repeat uden nogensinde at blive træt af det – og uden nogensinde at miste den følelse af uforbeholden glæde, som albummet betingelsesløst indgyder i mig. Jeg kan tælle på én hånd, hvor mange album der nogensinde har formået at gøre det, og derfor har Palace Winters debutalbum fortjent denne hyldest.

Vi er snart ved vejs ende, og i morgen løfter jeg sløret for mit yndlings internationale album. Hvis man går arkiverne igennem, kan man ret nemt finde svaret, men alle jer andre må vente spændt til i morgen.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Feature

Regnskys julekalender 2016: 21. december

Af Peter Pishai Storgaard den
JÆRV Regnsky

Vi nærmer os så småt juleaften og for at gøre ventetiden lidt kortere, vil Peter hver dag frem til juleaften åbne en låge i Regnskys julekalender. Her vil han blandt andet afsløre sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og se nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. God fornøjelse og god jul!

Vi er officielt på vej mod sommer! Det er årets korteste dag, og fra nu af vil det kun blive lysere og lysere, så for en gennemført optimist som mig er det årets bedste dag. Lad os fejre årets korteste dag med årets korteste intro.

Årslisten: #4
Faste læsere har sikkert bare siddet og ventet på, hvornår den ville komme, og det gør den så i dag: Mit yndlingsnummer fra JÆRV. Her i vores lille Regnsky-familie har vi snakket lidt om, om jeg skulle have karantæne mod at omtale JÆRV, ligesom Eva fik det for nogle år siden med Niels Bagge og Vinnie Who, men når det kommer til stykket, så har jeg nok snakket om og lyttet markant mere til Amanda Glindvads musik, end jeg har skrevet om den. Men i dag skal det være. “Skurk” er nummeret, som jeg vil betragte som mit yndlings JÆRV-nummer, og forklaringen skal egentlig nok findes i koncerten på SPOT Festival, som jeg omtalte for snart mange dage siden. Nummeret er alt det, jeg elsker ved JÆRVs musik. Det er den malende lyrik med de sproglige finurligheder (Sætningen “Gå foran mig langsommere” er jeg særligt forelsket i.), det er den fuldstændig stilrene vokalpræstation fra Amanda Glindvad, det er den genreudfordrende produktion med de små, skæve elementer.
Vi er i øvrigt nået dertil, hvor jeg bliver nødt til at genbruge et lydklip, men Skurk-klippet fra SPOT Festival er simpelthen bare det mest passende i den her sammenhæng, så bær over med mig. Og hey, det er jo godt, så nyd det også!

Årets udenlandske udgivelse: #2
Jeg teasede lidt for det forleden, og nu kommer bekræftelsen så: Honeyblood og “Babes Never Die” er årets næstbedste internationale udgivelse. Det er en hymne for feminisme anno 2016, og selve titlen på albummet er en kæmpe fuckfinger til en mandsdomineret branche, som til tider kan være ret tung at danse med for selvstændige og viljefaste kvinder. Viljefast må man også kalde Stina Tweeddale, som efter det selvbetitlede debutalbum fra 2012 måtte se bandets andet medlem Shona McVicar forlade bandet. Hun blev siden afløst af Cat Myers, og det er den nye konstellation, som har skabt dette fantastiske album. Lyden er hårdere end på debutten, men den er samtidig også mere udfordrende og mere genresøgende. For mig står albummet som et resultat af den vrede, som Cat Myers må have følt, da hun blev forladt, men når vreden på den måde kan blive konverteret til en kampvilje og vilje til at overleve, så kan der ske fantastiske ting – og det er der i sandhed gjort her. “Ready For The Magic” er albummets klart bedste nummer, men også den grungede “Sea Hearts” og det rasende titelnummer kan noget helt særligt. Albummet falmer desværre lidt mod slutningen, men når man nærmer sig perfektion inden for genren i de første totredjedele af albummet, kan jeg godt leve med det. Så selvom det måske kan være hårdt at sige, har McVicars exit på rigtig mange måder været en kæmpe gevinst for det skotske band.

Vi har kun tre dage tilbage, men hvilke tre dage. I morgen skal vi lytte til en sang, som egentlig ligeså godt kunne have indtaget førstepladsen. Og måske burde den også have gjort det. Det vil jeg lade være op til andre at bedømme.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Feature

Regnskys julekalender 2016: 20. december

Af Peter Pishai Storgaard den
Honeyblood Regnsky
Foto: Amira Fritz

Vi nærmer os så småt juleaften og for at gøre ventetiden lidt kortere, vil Peter hver dag frem til juleaften åbne en låge i Regnskys julekalender. Her vil han blandt andet afsløre sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og se nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. God fornøjelse og god jul!

I dag er det international solidaritetsdag. Det synes jeg, at vi alle skal prøve at have i tankerne i dag. Det mener jeg ikke som et politisk budskab, for jeg vil lade det være op til den enkelte at finde sin egen forståelse af solidaritet, men for mig handler det egentlig bare om fællesskab. Om at tage hensyn til hinanden. I livet. I den paniske sidste-sekunds-julegaveshopping. Og når vi mødes til koncerter. Det handler om at lade være med at føre samtaler midt i en crowd, når de omkringstående rent faktisk er der for at høre musikken. Det handler om at lade være med at tænke, at ham den høje idiot har stillet sig langt frem i salen for at være irriterende – han er måske bare fan af det pågældende band og er kommet tidligt for at få en god plads. Og så handler det om netop det: At lade være med at tro, at man kan komme i sidste øjeblik og mase sig forbi alle dem, som rent faktisk har gjort sig den umage at komme tidligt for at få en god plads. #rantover

Årslisten: #5
‘Sparks ignite when we collide / I can’t seem to get you off my mind’ synger Honeyblood i omkvædet på årets 5. bedste nummer “Ready For The Magic” – og det er lige præcis sådan, jeg har det, når jeg lytter til nummeret. Det er en eksplosion af glæde, kærlighed og positiv energi, som de to skotske kvinder Stine Tweeddale og Cat Myers fremmaner i deres fusionerede univers af drømmepop, garagerock og punk. For mig er det ganske enkelt den perfekte sang at gå på weekend på, hvilket gør det lidt ærgerligt, at den er endt med en placering på listen, som tvinger den ud på en tirsdag – men hey, det er vel aldrig for tidligt at komme i weekendstemning, vel?
For en uges tid siden lyttede vi til Pale Honey her på listen, og for mig er Honeyblood bandet, som lige bygger en lille smule ovenpå og løfter musikken op på et niveau, hvor den bliver en manifestation af den kvalitet, som begge bands sammen med artister som Hinds og danske Velvet Volume har været udtryk for de seneste par år.

Årets danske udgivelse: #3
Jeg lover, at det er sidste gang, at vi kommer til at møde Konni Kass i årets julekalender. Men det er ikke til at komme udenom, at “Haphe” er et helt fantastisk debutudspil. Jeg ved egentlig ikke, hvor mange flere ord jeg kan komme på hverken albummet eller Konni Kass, men jeg må bare konkludere, at det er en både homogen og musikalsk udfordrende debut, som den unge færing har skabt. I disse tider, hvor mange tager på deres årlige kirkebesøg, så er “Haphe” en nærmest himmelsk opvarmning til den oplevelse. Særligt nummeret “Time” emmer af eventyr og drømme, og det er et af de numre, jeg selv sætter på, når jeg har lyst til at bevæge mig væk fra virkeligheden og ind i et univers, hvor jeg kan være alene med mine tanker. Det er det, jeg tror, at albummet kan for mig; det kan tage mig væk til et trygt sted, hvor jeg for en stund kan ignorere den travle hverdag, som omgiver os alle. Det er rørende (Haphe er meget passende det græske ord for berøring), det er unikt, og det er desværre alt for sjældent. Så tak for det.

Vi er nået til det sted på listen, hvor jeg konstant kommer i tvivl om, jeg har præsenteret tingene i den rigtige rækkefølge. Det er udfordringen ved musik – der er så meget af den, og den berører os på vidt forskellige måder og i vidt forskellige situationer. Så i stedet for at se på listen som en endelig størrelse, så se det hellere som en gennemgang af nogle af de numre, som har betydet noget for mig i år. Og så ses vi i morgen.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Feature

Regnskys julekalender 2016: 19. december

Af Peter Pishai Storgaard den
Ary Regnsky

Vi nærmer os så småt juleaften og for at gøre ventetiden lidt kortere, vil Peter hver dag frem til juleaften åbne en låge i Regnskys julekalender. Her vil han blandt andet afsløre sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og se nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. God fornøjelse og god jul!

Vi er gået ind i julens sidste uge, og om bare fem dage er det juleaften. Men inden da kan vi lige nå at gennemgå årets bedste danske og internationale udgivelser. Og så skal vi selvfølgelig også lige have fundet ud af, hvem der ligger i toppen af årslisten.

Årslisten: #6
I dag er vi nået til nummer seks på listen, og vi er samtidig nået til enden på den norske sejrsfest i denne julekalender. ARY har nemlig æren af at være den højest placerede nordmand på listen med sit helt fænomenale første udspil “Higher”. Nummeret er på mange måder essensen af norsk popmusik i disse år: Det er elektronisk, det er velproduceret, og så er det fremført af en kvindelig solist. Tænk Aurora, Astrid S, Dagny og Susanne Sundfør for bare at nævne en lille håndfuld. Jeg hørte som tidligere nævnt ARY hele to gange på forårets SPOT Festival, og det er helt tydeligt, at denne unge kvinde kan noget helt særligt. Jeg har skrevet det nogle gange før ved andre artister, men det gælder også for ARY: Hvis du endnu ikke har oplevet hende live, så gør dig selv en tjeneste og gør det ved næstkommende lejlighed.

Årets udenlandske udgivelse: #3
Det var lidt en tilfældighed, at jeg endte med at tage til koncert med Car Seat Headrest klokken 2 om natten på Roskilde Festival. Jeg var egentlig på vej tilbage til teltet, men jeg havde hørt så mange positive ting om den ultraproduktive Will Toledo og hans band, at jeg alligevel lige måtte kigge forbi Pavilion – og gudskelov for det! Udgivelsen, som indtager tredjepladsen, er Car Seat Headrests 13. (!!!) studiealbum på bare seks år, og “Teens of Denial” er ubetinget det bedste af de 13. Albummet er en fortælling om angst, opvækst og dagligdagens udfordringer for en forvirret ung mand som Toledo. Og så er det bare et gennemført godt rockalbum med velskrevne tekster og en lyd, som på samme tid er varieret og homogen albummet igennem. Albummets bedste nummer har vi stadig til gode at møde på årslisten, men jeg kan godt love, at det er på vej – well, no shit, listen når snart sin ende.

I morgen kan jeg løfte sløret for årets tredjebedste danske udgivelse, og så tager vi endelig hul på top fem på årslisten, hvor vi i øvrigt endnu har to danske numre til gode…

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Feature

Regnskys julekalender 2016: 18. december

Af Peter Pishai Storgaard den
Twin River Regnsky

Vi nærmer os så småt juleaften og for at gøre ventetiden lidt kortere, vil Peter hver dag frem til juleaften åbne en låge i Regnskys julekalender. Her vil han blandt andet afsløre sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og se nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. God fornøjelse og god jul!

Det er allerede fjerde søndag i advent. Ventetiden er snart forbi, og jeg kan ikke rigtig forstå det. Jeg synes godt nok, at december er fløjet af sted i år, og det er altså lidt trist for en juleelsker som mig. Men for alle jer andre betyder det til gengæld, at vi nærmer os enden på julekalenderen. Det har været en virkelig dejlig og spændende udfordring at skulle opsummere mit musikår i 24 artikler, og jeg håber også, at det har været interessant nok at læse. Al feedback er i hvert fald velkommen, så smid en kommentar eller en mail. Og lad os så komme videre med årslisten.

Årslisten: #7
Twin River er en af mine allerstørste og vigtigste musikalske opdagelser fra året, som snart går på hæld. De burde måske egentlig have figureret et sted på min liste over årets nye internationale navne, men de udgav en EP tilbage i 2012 og deres debut-LP sidste år, så jeg kunne ikke rigtig forsvare det over for mig selv og mine arbitrære regler.
Til gengæld kan den canadiske garagepop-duo, som reelt set er en kvintet, fuldt fortjent indtage 7. pladsen på årslisten med deres helt eminente single “Settle Down“. Det er ubetinget bandets bedste og mest sommerlige nummer fra deres anden LP, “Passing Shade”, som udkom tidligere på året. Forsanger Courtney Ewans vokal er lige skruet en enkelt oktav op, og det giver nummeret en lys og levende optimistisk lyd, som virkelig klæder bandet. Flere har kaldt Twin River for Canadas bedste hemmelighed, og det er synd – i min verden fortjener de at komme ud af skyggerne og ind i den brede bevidsthed, for de laver simpelthen absurd god musik.

Årets nye danske navn: #1
En anden, som laver absurd god musik, er kvinden, som i mine øjne og ører er det største danske stjerneskud, jeg har opdaget i år. Eller teknisk set er hun vel egentlig et færøsk stjerneskud, men det skal ikke afholde mig fra at hylde Konni Kass. Jeg skrev for nylig med en af Polens førende kulturjournalister. Noget af det første, han skrev til mig, var: “Konni Kass er en af vores største opdagelser i år.” Jeg kan kun erklære mig enig.
Hendes himmelsk smukke debutalbum “Haphe” er noget af det, jeg har lyttet allermest til i år, og både “Surrender” og “I Lie” ligger i fast rotation på mine Spotify-playlister. Noget af det, der gør Konni Kass til et særligt stort talent, er hendes evne til at skabe nærhed og udtrykke følelser krystalklart gennem sin musik – foruden en gennemført forståelse for at bruge stemmen som instrument. Det er en kvalitet, som kræver en selvbevidsthed og en musikalsk modenhed, som er imponerende hos så relativt ny en artist på den internationale scene. Hendes lyd er uforbeholdent nordisk, og man kan nærmest mærke den vilde natur på Færøerne i musikken i form af højenergiske eksplosioner undervejs i selv de mere stille numre, hvilket er en styrke, som man også finder blandt mange islandske kunstnere.
Nu glæder jeg mig bare til at se den musikalske styrke i endnu højere grad komme til sin ret, når hun spiller live, så man som lytter for alvor kan lave sig blæse bagover af det store talent.

Fra i morgen og indtil jul skal vi kigge nærmere på årets bedste udgivelser fra henholdsvis dansk og international hånd. De fleste vil naturligt nok være artister, vi er stødt på på vej op af listen, men der vil også være et par overraskelser undervejs. Følg med fra i morgen!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Feature

Regnskys julekalender 2016: 17. december

Af Peter Pishai Storgaard den
Masasolo Regnsky

Vi nærmer os så småt juleaften og for at gøre ventetiden lidt kortere, vil Peter hver dag frem til juleaften åbne en låge i Regnskys julekalender. Her vil han blandt andet afsløre sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og se nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. God fornøjelse og god jul!

I dag er det præcis 2513 år siden, at den første udgave af Saturnalia-festivalen blev afholdt i det gamle romerrige. Festivalen, som er en hyldest til guden Saturnus, startede som en endags-festival, men den udvidede sig senere til at vare hele syv dage. Der kan man sige, at Roskilde Festival startede lidt friskere ud som en todages-festival i 1971, inden den også udvidede sig med seks dage ekstra dage til de nu i alt otte dage. Det er da lidt sjovt, som man kan trække paralleller så langt tilbage i historien…
Men nu skal det jo ikke udvikle sig til en historielektion, så lad os få afsløret nummer otte på årslisten.

Årslisten: #8
Nogle har måske gættet det – ja, hvis du endnu ikke har opdaget det, så afslører billedet hver dag, hvem der har indfundet sig på årslisten – men til jer andre, så er det naturligvis årets tredjestørste danske talent, Masasolo, som er at finde på ottendepladsen. Det er han med åbningsnummeret fra hans lækre debut-EP “Breakup”, som udkom i september. Nummeret er “On My Own”, og det er karakteristisk sommerligt og fungerer som den optimistiske åbning på den til tider ret selvmedlidende EP. Masasolo gør i hvert fald sit bedste for overbevise både sig selv og lytteren om, at han er better off on my own.
Morten Søgaard finder en del beskæftigelse som guitarist for blandt andre Billie Van ved siden af Masasolo-projektet, og det er netop guitarspillet, som gør “On My Own” til et af mine yndlingsnumre fra 2016. Især live er det en sand nydelse at opleve en decideret ekvilibrist brillere med veltimede hooks og et nærmest legende overskud. Jeg tror på, at han er better off on his own!

Årets nye udenlandske navn: #1
Albin Lee Meldau er stemmen for 2016 for mig. Hans vokal giver mig gåsehud hver evig eneste gang, jeg lytter til den. Det er ubetinget nydelse, det er følelser uden filter, det er musik i sin reneste form. Jeg er den type musiklytter, som foretrækker følelser og inderlighed over teknik og perfektion, men når det gælder Albin Lee Meldau behøver jeg ikke at vælge. Man får nemlig hele pakken hver eneste gang, og det er virkelig, virkelig imponerende. Som jeg skrev forleden, modtog han den første ANCHOR Award nogensinde på årets Reeperbahn Festival. Prisen gives til det største talent på den internationale musikscene, og jeg er åbenlyst helt enig i, at han havde fortjent den pris. Han er et unikt talent i musikkens verden, og han fortjener et større publikum. Lad mig bare gentage mig selv: Hvis du endnu ikke har oplevet ham live, så sørg for guds skyld for at få det gjort. Det vil du absolut ikke fortryde!

Jeg har glædet mig rigtig meget til i morgen, hvor jeg endelig kan løfte sløret for årets største talent herhjemme fra. Jeg har begrænset mig til artister, som jeg har hørt live, for det er ret vigtigt for en ivrig koncertgænger som mig, at talenterne også fungerer live. Men følg med i morgen, hvor vi også skal et skridt tættere på toppen af årslisten med årets nummer syv.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Feature

Regnskys julekalender 2016: 16. december

Af Peter Pishai Storgaard den
Albin Lee Meldau Regnsky

Vi nærmer os så småt juleaften og for at gøre ventetiden lidt kortere, vil Peter hver dag frem til juleaften åbne en låge i Regnskys julekalender. Her vil han blandt andet afsløre sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og se nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. God fornøjelse og god jul!

Dagens dato – den 16. december – er ligesom de fleste andre datoer fødselsdag for rigtig mange mennesker. Blandt andre er både Ludwig van Beethoven, Piet Hein og Zara Larsson – uden sammenligning i øvrigt – født på denne dato. Sidstnævnte fylder i dag 19 år og kan vel betragtes som et af de største stjerneskud fra vores popsmedende naboer i øst.
Det er dog en helt anden svensker, vi skal møde på årslisten i dag – og når vi lidt senere kigger nærmere på årets næstmest lysende danske talent, så er vi nok tættere på en blanding af Beethoven og Hein, end vi er på unge Larsson.

Årslisten: #9
Men det er som sagt en svensker, som har indfundet sig på 9. pladsen. Og det er sågar en svensker, vi har mødt tidligere på måneden, da jeg gennemgik mine bedste koncerter fra det forgangne år. Man må sige, at 2016 har været et fantastisk år for Albin Lee Meldau, som blandt andet har kastet en Anchor Award af sig ved Reeperbahn Festival tidligere på efteråret. Nummer 9 på listen er hans helt store gennembrudshit “Lou Lou”, som han lagde ud på Soundcloud for snart længe siden. Sangen har længde som et punkhit, men lyden kunne nærmest ikke være længere fra punkens verden. For mig er nummeret to minutter i Albins følelsers vold, hvor hans himmelske vokal får lov til at folde sig ud og vise verden, at denne i virkeligheden ret akavede lange svenske mand er det smukkeste væsen på planeten – i hvert fald for et øjeblik.

Årets nye danske navn: #2
Sidst på foråret havde vi premiere på denne duos debutudspil “vildt+sødt”, og jeg har været dybt forelsket i Eugenia lige siden. Eugenia laver poppet triphop, som på mystisk vis formår at omslutte lytteren fuldstændig. De er den form for musiker, som med det samme har formået at skabe et decideret univers, hvor man som musikelsker har lyst til at opholde sig – og det er satme sjældent for et næsten spritnyt projekt. Eugenia er kontraster og kærlighed eksemplificeret i Camilla Lily Papes lyse vokal og de hidsigt klirrende percussions kontra Johan Ask Papes dybe bas og det truende, tunge beat, som går igen i deres musik. Jeg elsker alt ved Eugenia, og det er en duo, jeg håber på at høre meget mere til i det nye år.


I morgen skal vi have kåret årets nye internationale navn, og ja, jeg kan sige, at det er en artist, vi allerede har mødt på listen. Måske har du allerede regnet det ud…

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Feature

Regnskys julekalender 2016: 15. december

Af Peter Pishai Storgaard den
Her's Regnsky
Foto: Ryan Lee Turton

Vi nærmer os så småt juleaften og for at gøre ventetiden lidt kortere, vil Peter hver dag frem til juleaften åbne en låge i Regnskys julekalender. Her vil han blandt andet afsløre sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og se nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. God fornøjelse og god jul!

Vi er nået dertil, hvor det virkelig begynder at spidse til. Om få dage har vi kåret årets største danske og internationale talenter, inden vi for alvor tager hul på det, som jeg mener, er det mest prestigefyldte: Årets bedste udgivelse. Og så tager vi i dag også hul på top 10 på årslisten – vi skal altså have fundet de, i mine ører, 10 bedste numre fra det forgangne år…

Årslisten: #10
Vi lægger ud med en duo og et nummer, som jeg godt tør love, at du ikke kommer til at møde på særligt mange andre af den her type lister. Det er nemlig Liverpool-duoen Her’s aka frontmand Stephen Fitzpatrick og den norske indvandrer Audun Laading, som åbner top 10 på årslisten med deres anden af i alt tre hidtil udgivne singler, “What Once Was”. Nummeret er et drømmende callback til 80’ernes klirrende beach pop. Hvad der adskiller det her nummer og Her’s fra så meget andet, er utvivlsomt Fitzpatricks letgenkendelige croonende vokal, der som det største bjørnekram trækker lytteren ind i bandets behagelige sommerlige univers – omend de lyrisk befinder sig i et mere angstfyldt hjørne. Jeg overvejede længe at placere bandet højt på listen over nye navne fra i år, men jeg mangler desværre stadig at opleve dem live, før jeg helt tør omfavne dem. Men hvis man er til artister som Mac Demarco og Ariel Pink, kan jeg kun anbefale at tjekke de to andre numre, “Marcel” og “Dorothy”, ud også.

Årets nye udenlandske navn: #2
Jeg hørte den unge norske kvinde, som indtager andenpladsen hele to gange under årets SPOT Festival – og det var bestemt det værd, trods nogle tekniske udfordringer under hendes anden optræden, hvor guitarist og multitalent Fay Wildhagen måtte tage over for en stund, da ARYs mikrofon svigtede undervejs. Ary Peggio, som hendes borgerlige navn lyder, har endnu ikke udgivet voldsomt meget – ligesom Her’s er det på nuværende tidspunkt kun blevet til tre singler – men talentet står lysende klart hos nordmanden, som i sidste uge blev offentliggjort til næste års SXSW – pudsigt nok sammen med Her’s. ARY spiller ligesom mange af de andre kvindelige artister, som nærmest vælter ud af Norge i disse år, tungere elektronisk pop, og særligt nummeret “Higher” og intronummeret til tv-serien ‘Nobel’, “The Sea” har allerede vundet stor anerkendelse. Det hele startede dog sidste efterår, da hun var med på producer Carl Louis‘ “Telescope”. Og ja, hvis det lyder bekendt, så er det sikkert, fordi du har hørt det i hitserien ‘SKAM’.

I morgen holder vi Norge-fri dag, men vi bliver i Skandinavien på begge lister. Blandt andet skal vi have løftet sløret for årets næstbedste nye danske navn.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *