Det er nok de færreste der ved det, men i 1970erne var Glyptoteket stedet, hvor man kunne høre ny elektronisk musik. Det var før moderne elektronisk kompositionsmusik var begyndt at smelte sammen med elektronisk dansemusik. Under palmerne i den store sal med springvand og kuppel kunne man lytte til de nyste klange fra scenens frontløbere herhjemme. Det var derfor det helt rigtige sted for Wundergrund 2012 at åbne årets program fredag aften. Festivalen prøver mere end nogen anden at bygge bro mellem gamle og nye musikere, traditioner og miljøer, hvilket afspejler sig direkte i programmet, der rummer alt fra jazz, over atonal partiturmusik til kunsttechno. Jeg skriver i dag om to koncerter fra fredagens arrangement – Josefine Cronholm og Ida Bach Jensens duokoncert og Bent Sørensens værk Shadowplay.
I. Josefine Cronholm og Ida Bach Jensen
Det var en glædelig overraskelse at opdage Josefine Cronholm på Wundergrunds program. For ti år siden udgav den svenske sangerinde sammen med sit band Ibis albummet Wild Garden. Jeg gik i gymnasiet på det tidspunkt og var temmelig glad for jazz. Wild Garden faldt lige i min smag. Den var melodistærk og stemningsfuld med en god snert af pop. Hør bare dette flotte, simple track ”In Your Wild Garden”.
Josefine Cronholm og Ibis – In Your Wild Garden
Siden udgav Cronholm og Ibis albummet Hotel Paradise, der var mindre imponerende, måske lidt for poppet til hvad det jazzede set-up kunne bære (med f.eks. et cover af sangen ”True Colors”, som Cindy Lauper har gjort kendt). Siden da er det som om, man ikke har hørt meget til Cronholms vokal. Men nu har hun åbenbart et projekt i gang med bassisten Ida Bach Jensen. Og hvilket projekt! Jensen er en fremragende, stemningssensibel bassist. Med diverse pedaler bearbejdede hun sin kontrabas, så den bredte sig rumsterende ud og blev til en hel underskov af klang, aldrig sumpet, men knasende og levende. Henover kravlede Cronholms fraseringer uden tekst gennem mellemøstlige skalaer og ud til grænser mellem hyl og hvæs. Men altid rytmisk præcist og med melodiøs retning. Formålet var hverken opløsning eller støj, men en minimalistisk målsætning om at give stemmens umiddelbarhed plads. Efterhånden kom der tekst på sangen, sparsomt og gerne i korsang udviklet via loops – den efterhånden udbredte teknik, hvor man optager sig selv live og synger flere stemmer henover. Og selvom det hele udførtes med alvor og følelserne uden på tøjet, så var det præcist så formmæssigt komplekst, at der aldrig opstod decideret selvhøjtidelighed eller føleri (en fælde der måske har plaget Cronholm på visse af hendes tidlige sange). Da der på et tidspunkt landede et beat midt i det hele, gjorde det kun friskheden mere intens. Jeg glæder mig til at høre mere fra de to damer.
II. Bent Sørensen
En af de helt store opsætninger på Wundergrund i år var Bent Sørensens værk Shadowplay, som er en sammenskrivning af tre forskellige trioer. Vi snakker moderne partiturmusik for klaver, klarinet, violin, bratsch og cello. Helt konkret var der tre trioer til stede i Glyptotekets romerske festsal, en trio i hver ende og én i midten. På skift spillede de satser fra de tre værker, der her var sat sammen til ét. Sørensens musikalske stil er atonal, dvs. uden for det klassiske dur/mol-univers, den meste musik komponeres i. Men Sørensen benytter ikke bare tolvtone-systemet, der er opfundet af den østrigske komponist Arnold Schoenberg og som umuliggøre normal harmonilære. Han benytter sig også af decideret ”falske toner”, dvs. toner hvis indbyrdes intervaller er mindre end dem mellem tonerne på f.eks. et normalt stemt klaver. Stilen går også under navnet mikrotonal musik. En relateret teknik, som Sørensen også benytter, er glissandi, hvor overgangen mellem to toner på f.eks. en violin laves glidende. Her kan du høre et eksempel, som stammer fra første sats af et værk ved navn Sterbende Gärten.
Bent Sørensen – Sterbende Gärten
Først og fremmest må man nok sige, at Shadowplay var for langt. Det varede næsten en time, hvilket svarer til en symfoni af Mahler eller Bruckner. Det er lang tid at høre atonal kammermusik i. Især fordi de tre sammensatte trioer, som titlen på værket rigtig nok indikerer, spejler hinanden på forskellig vis. En interessant effekt hvor modsatrettede humørsprog kunne fortælle samme historie. Den ene trio virkede vemodig og kirkeligt ydmyg (trioen Gondole), den anden ironisk og humoristisk (Phantasmagorie), mens den tredje var ophidset og selvoptaget (Schattenlinie). Groft sagt… For selvom spillet mellem de tre sprog til at starte med var spændende, blev det svært at holde styr på udtrykkene, efterhånden som koncerten skred frem, og de lignede hinanden mere og mere. Måske var det et resultat af skyggespillet, men desværre blev det også indgangen til en vis ensartethed. Dertil kommer at Bent Sørensen ikke har et så stærkt fokus på den rytmiske oplevelse (hvilket han har til fælles med den atonale musiks fædre). Det betyder at musikken henvender sig til lytteren primært via klang, melodi og struktur. Jeg synes ikke, det er lykkedes Sørensen i dette format at holde de tre elementer interessante nok til at kompensere totalt for et beat. Især fordi manglen på et rytmisk greb kan skubbe musikken op i et enormt ekspressivt hjørne. Shadowplay endte for mig at se med for meget udtryk og for lidt form. Jeg savnede med andre ord noget af den Webernske haiku-digteriske kortfattethed og formalitet. At opføre en enkelt af de tre trioer i Shadowplay ville have skabt mere fokus og koncentration.
