Verdensklasseweekend i København

Ja, det er ret nepotistisk, at vi fremhæver Dunkels to fester denne weekend. Culture Box er nemlig også leveringsdygtige i to stærke bookinger fredag og lørdag – hhv. James Blakes dj-set, som bestemt ingen introduktion kræver, og tyske Paul Kalkbrenner-relaterede Sascha Funke fra BPitch Control. Men vi har en forkærlighed for det fremsynede på Regnsky. Og jeg vover pelsen og hævder, at både James Blakes post-dubstep (hvor nyskabende den end var for halvandet år siden) og Funkes melodiske techno (som jeg holder afsindigt meget af), næppe kommer til at revolutionere min musikverden det næste stykke tid.

Blondes (US, live) + Kenton Slash Demon, Taragana Pyjarama & Christian Alexander

Dunkel, 24. februar 2012 23-07. Entré: 50 kr. Event her.

Det tror jeg til gengæld, at amerikanske Blondes kan komme til. Eller måske allerede har gjort.
Sat sig spor har de i hvert fald, for da jeg søndag morgen vågnede med en god portion tømmermænd, var det første jeg tænkte: Blondes spiller live på Dunkel på fredag! De lange, fabulerende, sfæriske numre som udgør amerikanske duoens selvbetitlede debutalbum, smelter sammen og skaber en voldsom gennemført struktur uden på nogen måde at ramme numrene ind. Albummet udkom d. 6. februar via RVNG Intl., samlede de tre ep’er, duoen brød igennem med i 2011 og tilføjede to nye numre, “Amber” og “Gold”. Blondes kombinerer dyster techno med en fløjlsblød melodisk sensibilitet og resultatet er en sær, psykedelisk electronica-techno, som opstår gennem jam-sessions, hvorfor duoens live-sets, der både inkluderer synthezisers, sequenzere og trommemaskiner, har ry for at være blandt de mest levende. Man kunne hævde, at det er lovligt billigt sluppet at samle sine ep’er, tilføje to numre og kalde det en plade. Hvis altså ikke de otte numre vandt så meget ved sammenhængende lytning – og endnu en gang understregede albumformatets forsatte relevans.
Til at bakke Blondes op står Kenton Slash Demon og snart pladeaktuelle Taragana Pyjarama klar med to dj-sets. Begge er de er store beundrere af Blondes (hvilket i følge rygtet er gengældt). Taragana Pyjarama har netop afleveret sit debutalbum til mastrering, og mens vi venter på at det udkommer på tyske Kompakt, kan vi håbe på at Taragana Pyjarama har lidt nyt med i pladetasken. Dunkel-resident Christian Alexander fuldender lineup.

BlondesWine
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/02/Wine.mp3]

John Roberts (live + dj) + Undr P, Mike Sheridan & Dunkel Radio

Dunkel, 25. februar 2012 23-08. Entré: 50 kr. Event her.

Deephousens popularitet var overvældende i 2010. Men en plade skilte sig mere ud end andre: Amerikanske John Roberts‘ debutalbum Glass Eights udgivet på tyske Dial Records.
Med en samling på ti numre i lavt tempo, men med en afsindig høj mængde melodiske detaljer, var Glass Eights selvskreven på stort set alle internationale mediers liste over bedste album. Jazzede klaverstykker og relativt simple beats er grundpillerne i Roberts produktioner, som har en drømmende lethed. På plade spiller John Roberts ikke op til dans, men live opprioriteres numrenes underliggende dynamik – uden at Roberts går på kompromis med sit melodiske fokus.
Siden John Roberts i begyndelsen af 2011 gæstede Dunkel første gang, har han turneret hele verden rundt, og samtidig gjort sig bemærket med remixes af toneangivende artister som Motor City Drum Ensemble, Ellen Allien og senest Blondes. John Roberts som liveoplevelse var så overvældende, at vi blev nødt til at prøve den igen, hvorfor John Roberts besøger Dunkel lørdag d. 25. februar – eftersigende med helt nyt materiale. Udover at spille et liveset, vil John Roberts også dj’e back to back med danske Undr P!
Som support giver snart albumaktuelle Mike Sheridan et af sine uimodståelige dj-sets. Aftenen er i sikre hænder med Dunkel Radio-crewet (Najaa, Dee Brown, Frits Carøe og Andreas Rosendal) som gennemgående figurer. Også er der vist heller ikke plads til flere.

John RobertsPorcelain
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/01/07-Porcelain-1.mp3]

BlondesBusiness (John Roberts Remix)
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/02/2-04-Business-John-Roberts-Remix.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

John Roberts på Dunkel denne lørdag

John Roberts brød i 2010 igennem på en måde få formår. Helt uden opmærksomhedsvækkende gæsteoptrædener eller andre tricks udgav amerikaneren sit debutalbum med titlen Glass Eights, på det respekterede, tyske elektroniske label Dial.

Det er ikke underligt, Glass Eights har tiltrukket en så massiv stjerneregn fra diverse musikmedier som tilfældet er. Genren er deephouse, men langt fra den disco-inspirerede version, som ellers har præget genren den seneste tid. Det tætteste vi kommer på disco er de jazz-inspirerede klaversamples, der fungerer som nøgleelement hele pladen igennem. Ellers skaber relativt simple beats og langsomme rytmer rammer for pladens numre, som langsomt åbner sig op.
Glass Eights er en stille plade, for i modsætning til det meste elektroniske musik er numrenes intention ikke at fremprovokere energi og bevægelse – nogle gør, men det er på ingen måde målet. I stedet vil John Roberts lade lytteren dvæle ved de detaljer, samtlige numre er proppet med – lyt til de hjerteskærrende smukke “Interlude (Telephone)” eller “August“, som ikke lader den beslægtede Pantha Du Prince meget tilbage.

Efter at have vakt en del opmærksomhed med sine ep’er Bodywork, Hesitate, Mirror og Blame fra 2008 og 2009 lokkede Dial John Roberts fra Chicago-via-New-York til technolandets hovedstad, Berlin, hvorfra han det seneste år har haft jobs steder som Berghain, Rex Club (Paris) og Melkweg (Amsterdam) – ved siden af folk som Lawrence, Efdemin og James Holden.

Denne lørdag, d. 22. januar, er det imidlertid danske Undr P og Lasse Buhl som bakker John Roberts op. Dunkel sikrede sig nemlig for længe siden et besøg fra den ombejlede herre, der denne aften både spiller live og dj’er. John Roberts går på omkring kl. 2, så det er en rigtig god idé at komme tidligt hvis man skal have det hele med.
Tjek numrene “Porcelain” og “August” fra Glass Eight ud nedenfor sammen med John Roberts liveset fra Beats In Space og mød veludhvilet op til en masterclass i sofistikeret house på lørdag.

John RobertsPorcelain
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/01/07-Porcelain-1.mp3]

John RobertsAugust
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/01/08-August-1.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *