Da jeg i marts omtalte den amerikanske avantgarde-popprinsesse Julia Holter, var det med singlen “In The Same Room” fra albummet Ekstasis. Et måske lidt misvisende nummer for et album, der til trods for sit særdeles avancerede, opmærksomhedskrævende og af og til decideret svære udtryk, har været i konstant rotation herhjemme de seneste måneder. Hvis ikke det er årsag nok til, at jeg igen skulle hive hende frem på Regnsky, så er der to mere her: hendes forestående koncert på Roskilde Festival. Og hendes fortolkning af den eksperimenterende lydkunstner Jib Kidders nummer “Ringtone Cowboy”.
Det er den, som vi dykker ned i nu. Hvis du ikke er bekendt med Holters musikalske univers i forvejen, kan du læse læse om “In The Same Room” her og min anmeldelse af ‘Ekstasis’ på Soundvenue. Og lytte til et lidt mere repræsentativt nummer her:
Jib Kidder er om muligt endnu mere eksperimenterende end Holter selv. Han ynder at genfortolke eksisterende musik ud fra et lettere psykedelisk udgangspunkt – dvs. at han eksempelvis sampler sydstatsrap fra 90’erne på 2008’s ALL on YALL og country fra 50/60’erne på Steal Guitars fra i år, og får det til at lyde som ringetoner og jingler. Ikke helt ulig James Ferraro, som Lasse skrev om her.
Country er en af de musikalske sideveje, Julia Holter – til trods for sin imponerende genremæssige spændvidde på pladerne Ekstasis og Tragedy – ikke tidligere har inddraget i sine produktioner. Fortolkningen af Jib Kidder sender Julia Holter over i sit poppede hjørne, som nok er det, jeg bedst kan lide hende i. Man skulle egentlig tro, at “My Baby” ville lande alle andre steder, for nummeret er resultatet af et møde mellem to særdeles krøllede musik-hjerner. Men country-genrens underliggende præmis om at være let at lytte til, får Julia Holter til at vælge sine melodibærende elementer med større konsekvens end i sine egne produktioner. På “My Baby” vælger hun den repeterende ringetone-agtige melodi, som først fremføres på noget klokke-lydende og derefter på en heftigt forvrænget guitar. Men der er stadig en æterisk lethed i brugen af en konstant, underliggende synthtone og en fortrolighed i den hviskende og dog bestemte vokal, som gør nummeret umiskendelig Holter’sk, selvom genrereferencens western-forestillinger er så umådelig langt væk fra hendes både elektroniske og klassiske kompositioner.
