Fra antropologisk sydstatscountry og ironisk-oprigtig surfrock til britpop-jungle og housemusik med benzin i blodet. Her er de bedste plader fra 2024.
Jeg havde malet mig selv op i et hjørne fra begyndelsen.
Høj på mit første blogindlæg i flere år lovede jeg i min slutreplik at dele min liste med de bedste plader fra 2024.
Jeg havde lykkeligt glemt, hvor omstændigt det er at sammensætte sådan en liste. Og ikke mindst at rangeringen af plader skifter som vejret. Til sidst aftalte jeg med mig selv at nedfælde en liste, lægge den til side og lade den syrne i et par dage og se, om den havde ændret facon. Hvis nogle medier kan udgive deres årslister en måned inden årsskiftet, så kan jeg også udgive min en måned efter.
År efter år skimmer jeg mange årslister, og som altid kan jeg konstatere, at der er meget, jeg ikke har ikke har nået at høre. Det er et vilkår for os alle. Det er også derfor, årslisterne er til. Måske finder du her noget for dig ukendt, du får lyst til at udforske.
16 år er gået, siden jeg delte min første liste med årets bedste plader på Regnsky. Så her får du min liste med mine 16 yndlingsplader fra 2024.
16: Jessica Pratt – Here in The Pitch
Jessica Pratt er en af de kunstnere, der kan forvandle en simpel melodi til en hel verden. Here in The Pitch inisterer på, at du ikke hører, men lytter, og for din tålmodighed belønnes du med øjeblikke af ren skønhed. En intim og næsten filmisk oplevelse, som varmer i vintermørket og læsker i solen.
15: Nala Sinephro – Endlessness
Endlessness er en meditativ og mesterlig tour de force gennem jazz og ambient musik, hvor pilen konstant veksler mellem ro og spænding og tilbyder noget nyt ved hver gennemlytning.
Det virker voldsomt at sammenligne Endlessness‘ vægtløshed, elegance og minimalistiske ydmyghed med den på Floating Points’ Promises fra 2021 – en af mine absolutte yndlingsplader – men Nala Sinephro og hendes mesterlige album kan sagtens holde til det.
14: Salute – True Magic
Du har ikke lyttet rigtigt til True Magic, før du har givet den en tur ude på motorvejen. Salutes debutalbum er spækket med køretøjsmetaforer, charme, krudt i rumpetten og en solid portion french touch!
True Magic har fart over feltet fra start til slut, men det mister aldrig vejgreb, det holder sig konstant i overhalingsbanen med en imponerende kontrol. Allersjovest bliver det på System, der bliver ved med at accelerere, og hvor push the speakers og test the system bliver eufemismer for en hed, kødelig affære.
13: Skee Mask – Resort
Den enigmatiske tyske producer Skee Mask er en af de mest gådefulde og anerkendte navne inden for elektronisk musik, men i 2024 åbnede han mere op end nogensinde før. På den ene side ved at give sit første dybdegående interview (en næsten surrealistisk profile i Resident Advisor), på den anden med albummet Resort. Skee Masks fjerde album er det tætteste, vi kommer en decideret kondensering af hans monumentale bagkatalog, som blandt andet tæller 2018-albummet Compro – et af mine bud på 2010’ernes bedste plader.
Resort er et underspillet album spækket med detaljer, curveballs og en elegant modvilje til at velsigne sin lytter med hurtige åbenbaringer. Giv pladen tid, og den vil suge dig ind i en omtåget tur gennem dundrende beats, glitchede melodier og æterisk techno.
12: Beak> – >>>>
En storslået koncertoplevelse har gjort meget godt for denne plade. Den britiske trio Beak>, der er i gang med en slags farvelturné, fordi medstifter og ham-fra-Portishead Geoff Barrows forlader krautrocktrioen efter næsten 20 års troskab, gæstede Pumpehuset i november. Setlisten var 1:1 en liveopførsel af deres fjerde og seneste album, >>>> (udtales “four” eller “fire”, alt efter dit foretrukne sprog).
>>> er en mesterlig monolit, hvor de tre bandlemmers mangeårige samspil kulminerer i en sammenhængende og overdub-forsagende svanesang. Dem, der siger at Beak> bare er (var) et kultband for tossede krautrock- og Portishead-fans, gør klogt i at sætte denne plade på.
11: Fergus Jones – Ephemera
Fergus Jones udforsker mange nye territorier på Ephemera: Det er den skotskfødte, københavnbaserede producers første album i eget navn (efter en stribe anbefalelsesværdige ep’er og albummer som Bleaker og, mest velkendt, Perko), han giver uvant meget plads til kollaborationer og går mere umiddelbart til værks i sine produktioner. “I previously overcooked stuff, or incorrectly equated technicality with quality“, fortæller han i et interview med The Skinny.
Det kan høres på Ephemera, der bobler af dybe, transcenderende frekvenser; af triphop, dub og 90’er-inspireret electronica. I en ambitiøs og spraglet diskografi hører Ephemera hjemme blandt Fergus Jones mest udadvendte udgivelser, et album der let kan læses som en hyldest til kreative fællesskaber, til omgivelser og spontanitet.
10: Colle – Montalvo
Jeg har allerede været forbi Montalvo fra den amerikanske sanger og komponist Maya McGrory alias Colle. Hendes solodebut er en drømmende og tåget rejse gennem minder, der føles både flygtige og dybfølte, og den mindede mig om glæden ved at opdage og udbrede kendskabet til ny musik.
Montalvo er ikke bare smukt – det er en fortryllende oplevelse, der indkapsler følelsen af at gå ned ad barndommens gade for sidste gang.
9: English Teacher – This Could Be Texas og 8: The Last Dinner Party – Prelude to Ecstasy
Tiden efter coronapandemien har affødt mange thinkpieces om rockgruppers truede levevilkår. Tour-omkostninger stiger, indtægterne synker til bunds, og publikums præferencer ændrer sig. English Teachers og The Last Dinner Partys debutalbummer fra 2024 var inspirerende triumfer for alle hårdtarbejdende rockbands med tro på egne evner – så gennemført, at man for en stund glemte de svære betingelser, som mange bands lever under.
This Could Be Texas og Prelude To Ecstasy landede som et brag, og selvom der snart er gået et år, siden de to albummer udkom, er det stadig svært at fatte, at der skulle være tale om albumdebuttanter. English Teacher, der løb med sidste års Mercury Prize, og allestedsnærværende The Last Dinner Party tager indierocken i proggede, pompøse og pragtfulde nye retninger med deres albums, der står som to af de ædleste debuter i mange år.
7: Jake Xerxes Fussell – When I’m Called
When I’m Called var min introduktion til Jake Xerxes Fussell, hvis femte album ramte mig som en åbenbaring. Her folder Fussell sig ud som folkemusiksantropolog med dybt personlige fortolkninger af gamle sydstatssange. I mødet med akustisk guitar og sørgmodige blæserinstrumenter rammer Jake Xerxes Fussells varme stemme mig som et bidende nyrehug, og særligt fortolkningen af det 100 år gamle Georgia-lament Leaving Here, Don’t Know Where I’m Going er et højdepunkt.
6: Nia Archives – Silence Is Loud
Store følelser møder store modsætninger på et album, der kobler britpop og jungle sammen på måder, jeg ikke troede mulige. Titelnummerets paradoks sætter tonen: stilheden er høj, og intimitet kolliderer med kaos. Det er en plade, der mestrer kontrasterne – skrøbelighed og styrke, melankoli og eufori.
En af mine favoritter er Crowded Roomz, hvor pulserende breakbeats og atmosfæriske vokaler skaber et soundtrack til ensomhed midt i menneskemylderet. Det er lige så klaustrofobisk, som det er fængende, og demonstrerer Nia Archives’ evne til at fange komplekse følelser i simple, men effektfulde rammer.
Med Silence Is Loud beviser Nia Archives, at hun kan balancere genrer, stemninger og idéer med en ubesværet selvsikkerhed – et album, der både larmer og lytter.
5: Being Dead – EELS
Hvis din første indskydelse er, at Being Dead virker besatte af tanken om at fremstå ironisk cool, er du velkommen til at stille dig bag i køen sammen med alle os andre.
Duoens surfrock-lyd vækker nemlig omgående mindelser om B-52’s, bandmedlemmerne kalder sig “Falcon Bitch” og “Shmoofy” og elsker mullets, at opdigte historier i interviews og pressebilleder indhyllet i pastiche, og på deres seneste album, EELS, indgår instrumenter som banjo, melletron og Casio-trommer.
Men du skal ikke lytte længe til EELS, før du overvældes af en morsom, rørende og absurd musikalitet. Being Dead klemmer flere genialiteter ned i enkelte sange, end nogle rockbands gør på et album, og producer John Congleton, der har prøvet lidt af hvert, løser en, på papiret, vanskelig opgave – han strømliner duoens afsindige idérigdom og agerer fødselshjælper for en af de stærkeste surfrock-plader i de seneste år.
4: Fabiana Palladino – Fabiana Palladino
Fabiana Palladino var et ubeskrevet blad for mig, men hun er ikke hvem som helst, viser det sig. Igennem et årti har briten arbejdet i skyggen for mange prominente navne, og på hendes selvbetitlede debutalbum går regnskabet op, åbenbart. Her står kunstnere som Jai Paul, Jamie Woon, Sampha, Joe Newman (alt-J) og Steve Ferrone klar som støttespillere på et album, der er spækket med retropoppet elegance og sofistikerede detaljer.
Og Palladino er kommet for at tage sin plads i rampelyset. Uden at falde i pastiche-fælden blander hun 80’er-ballader med nærmest Prince-agtig funk i et filmisk univers ladet til tænderne med melankoli og håb. Fabiana Palladino er ikke bare en popdebutant; hun er en kunstner, der forstår at lave musik, som både appellerer til følelseslivet og kaster et blik tilbage på den musik, der har formet hende. Og det er lige præcis den balance mellem fortid og nutid, der gør hendes debut så uforglemmelig.
3: Fontaines D.C. – Romance
Jeg har en god ven og kollega, som i sin årsliste har skrevet om Romance:
“Alle elsker Fontaines D.C.! Musikpressen, koncertgængere og selv Elton John elsker dem. Det er faktisk kun Oasis, der ikke bryder sig om dem.”
Hammer, meet nail!
På gruppens tre første plader havde Fontaines D.C. etableret sig som et af de af de fremmeste postpunk-bands i nyere tid, men på Romance er de tweedklædte irere blevet cyberpunkere med technoflader og knaldrøde frisurer, den irske lore og alvor er blevet udskiftet med selvudleverende selvironi og hamrende hjerte i Roger Sanchez–størrelsen.
Fontaines D.C. kunne trygt have valgt at blive, hvor de var, men Romance er et radikalt stilskifte, hvor bandet står ved deres grandiose rockambitioner, og jeg kan med lethed udpege mindst fem sange, som kommer til at stå stærkt til evig tid. Med Romance står det nu klart, at Fontaines D.C. ikke blot er et af de bedste rockbands netop nu; de er også et af de mest elskede.
2: Magdalena Bay – Imaginal Disk
Det mest helstøbte popalbum i 2024. På Imaginal Disk flyder hver sang sømløst over i den næste og skaber en farverig, formskiftende oplevelse, der balancerer det ekstatiske med en underliggende uro, som giver det en særegen dybde. Det er storsået, eklektisk popkunst!
Ét er, at årets bedste popalbum ikke kom fra en af de store popstjerner, men fra et undergrundsnavn, der konstant udfordrer grænserne mellem pop og indie. Noget andet er, hvordan den brede popkultur alligevel uden omsvøb knugede Imaginal Disk til sig. Mest surrealistisk eksemplificeret af Rosalía, der til Halloween klædte sig ud som albumcoveret! Imaginal Disk er moderne pop i mesterklasse skabt af en duo, der i 2024 omsider høstede velfortjent bred anerkendelse.
1: Chanel Beads – Your Day Will Come
Titlen på årets bedste album fungerer både som en trøstende forsikring, om at noget godt venter forude, og en ildevarslende påmindelse om, at vi alle ska dø. Netop håbet og undergangen er de to poler, som Your Day Will Come veksler mellem i løbet af den lille halve time, som pladen varer.
Your Day Will Come er en desorienterende og fascinerende lytteroplevelse fyldt af tågede passager og kæmpestore åbenbaringer (og til tider frustrerende korte sange), hvor skellet mellem det organiske og syntetiske udviskes. Det er som at navigere i en drømmeverden, hvor logik og struktur er sat på pause, og kun øjeblikkets indtryk betyder noget. Til trods for den megen sorg, Your Day Will Come tydeligt er et produkt af (‘Urn’, ‘I Think I Saw’ og den sensationelle ‘Embarassed Dog’), formår Chanel Beads at skabe en lyd, der både er smuk og foruroligende.
Your Day Will Come minder os om, at sorg og håb måske er tættere forbundne, end vi umiddelbart tror, og det er årets bedste album.
