Jenny Wilson & Who Killed Bambi? – Jenny did it.
Jenny Wilson var trods skyhøje forventninger og en uges skamlytning af hits som LET MY SHOES LEAD ME FORWARD eller Like a Fading Rainbow, en halvlunken oplevelse. – Men det var bestemt ikke grundet Symfoni Salens æstetiske omgivelser eller den klassiske support fra det århusianske stryger-orkester Who Killed Bambi, som har været gæstekunstnere for navne som Mikael Simpson og Oh Land, og samarbejdet med Ane Brun, No Name og Alice Boman. Det var nærmere grundet Jennys desværre alt for dominerende facon og kedelige vokal, der, trods 15-års erfaring som soloartist og en lang række albums bag sig, overskyggede salen.
Det startede godt, da de syv strygere fra Who Killed Bambi indtog scenen med violiner, celloer og bratsch, som straks skabte en fortryllende stemning. Desværre blev magien decideret bremset, da den svenske diva valgte at stoppe musikken og calle en ommer kort inde i et af de første numre. – Hun ramte efter egen vurdering skævt at stygerne. – Ganske unødvendigt, hvis du spørger mig. Jeg bemærkede ingenting, men skal da gerne indrømme, at jeg også på tredjedagen, havde en lille fugl på. Jenny Wilson forsvarede sig med, at øvetiden havde været knap, og at de to bands ikke havde haft mere end en enkelt morgenstund til at øve. Der ville Bjarne Goldbæk nok hævde, at de godt kunne have brugt “LIDT mere forberedelsesti-id”.
Hvis man skal besvare spørgsmålet i det århusianske strygeorkesters navn, var det Jenny, der dræbte Bambi. Det var en skam, for de fortjener ellers store roser for deres højtløftende strygere og ikke mindst originale kunstnernavn.
Selma Judith – Skælvende styrke på sang og strenge
SPOT har for mit tilskuerperspektiv været en god blanding af kunstnere, der bare gerne vil være berømte (uden at have noget at noget at lægge det i) – og så de talenter, der rent faktisk kan noget; de kunstnere, der ikke prøver for hårdt, men bare ER gode. Ligesom Selma Judith, som jeg
endelig fik jeg chancen for at høre på SPOT.
Selma Judith har på i løbet af det seneste halve år fået stor omtale i medierne. Bandet går under titlen som: “et af landets største og mest kreative r’n’b-håb” og “en stille storm af minimalistisk harpespil” – Udsagn, der bakkes godt op af Ibyen-prisen, hvor bandet er at finde blandt de nominerede til “Årets Musiknavn”.
Selma var den første kunstner, jeg i min spæde opstart som musikanmelder ville interviewe; både fordi jeg blev totalt opslugt af Kind og Lonely, første gang jeg hørte den (på repeat), men også fordi jeg kender produceren Mikkel Kjær Hansen, og det derfor var oplagt at tage en snak med Selma. – Desværre var jeg ikke hurtig nok, og to uger efter var hun på forsiden af Ibyen.
Sidste gang jeg skulle have set Selma Judith var til Jouney Fest, hvor bandet spillede blandt Obongjayar, Coco O. og Liss. Jeg havde en naiv idé om, at Selma gik på som den sidste, da det var i den rækkefølge, Jouney havde oplistet programmet. Jeg tænkte: ‘Helt sikkert! FED idé at give plads til et mindre navn på aftenens bedste tidspunkt!’. Desværre viste det sig ikke at være tilfældet, og da jeg direkte fra arbejde kom racende over brostenene ved VEGA, var bandet ved at læsse gear i en taxa.
Heldigvis fik jeg min revanche forrest i en fyldt Voxhall, hvor Selma fortryllede publikum med sin spinkle og skælvende måde at være i verden på, men alligevel med en enorm styrke og jordnærhed.
Bandet akkompagnerede harpespillet i en elegant og afbalancerende sammenfletning af guitarsolo, perkussion og kor. Jeg tog flere gange mig selv i at stå og nærstudere Selmas mange tatoveringer med særegne motiver og tyske skrifter. Tatoveringerne er ægte, og vi er hverken ude i ‘dalmatineren’ med identitetskrisen foreviget i huden eller Joe and the Juice medarbejderen, der har så mange blækklatter under skindet, at man mister overblikket.
Det var både ømt og råt, da Selma med et lille smil på læben sang “Let me fuck you into the daylight” på nummeret Inner Thigh, men favoritten var klart coverudgaven af Tash Sultanas reggae-rock-nummer – Jungle, hvor guitaren var udskiftet med en silkeblød harpe, men vokalen bevaret i samme inderlige og afsøgende leje som Sultanas. Hold kæft det var godt!
Én ting er sikkert: Det kan næppe være et tilfælde, at bandet allerede har optrådt med kunstnere som The National og Mø. Det bliver stort. Det er allerede stort. Husk at stem på Selma Judith til Ibyen-prisen, og kom i god tid, når Årets Musiknavn optræder med deres første headliner-koncert i Lille Vega d. 18 oktober. Du kan sikre din billet her.
Simon Littauer – hård impro-techno at it’s best
For at komme til A-Husets loft skal man et lille stykke ned ad jernbanestrækningen langs Volume-scenen og forbi en Christiania-agtig containerpark (hvor Takykardia uden tvivl må have følt sig i sit es, da de afgav en spontan udendørs-koncert i fjerboa og malerdragter). Stedet virkede som en højborg for kunstnere og kreative kræfter, og A-Husets indendørs loft var den perfekte lokation for den ukronede konge af dansk impro-techno. Simon Littauer skabte en svedig og svævende Boiler Room-vibe med sin verden af drejeknapper, røg og hurtige hænder bag pulten. Sættet startede som en slags lydprøve, hvor systemet blev tunet. En fact, det ikke lod som om, mange i A-Huset var opmærksomme på, og som desværre virkede som forsinkelser – men da først sættet gik i gang, skal jeg sateme love for, at der kom fart på(!). Med tunge rytmer og banger-beats forvandlede han A-Huset til noget, der godt kunne minde om den famøse intro-scene i vampyr-thrilleren Blade, hvor et hav af hoppende hoveder går amok til pulserende techno i en slagterhal under jorden – dog var det uden blodbrusere og Wesley Snipes i stram læder.
Jeg takker for fire forrygende dage på SPOT og glæder mig allerede til næste forår. Jeg kan næppe være den eneste Københavner, der har taget en god håndfuld nye toner med hjem i Flixbussen, og som beder for bedre vejr næste år.
