I morgen, den 27. februar, spiller pianisten Nils Frahm på Louisiana sammen med Mikael Simpson i forbindelse med Frost Festival. Det er blot få måneder siden, Frahm sidst var i København, men koncerten er alligevel udsolgt. Han spillede også på Roskilde og til sidste års Frost Festival. Hvad er det ved Frahms musik, der er så fortryllende? Lasse giver dig svaret.

Jeg elsker klavermusik. I mange år spillede jeg selv klaver. Det sker stadig en sjælden gang imellem, at jeg finder mine noder frem og øver lidt. Men jeg lytter mest. Nogle af de vigtigste plader i mit liv har været plader med klavermusik. Det er mærkeligt med instrumenter, på en vis måde afhænger alt jo af, hvad der spilles på dem, men samtidig har de deres egen specifikke lyd og historie. Lyden af et klaver er for mig det tætteste, jeg kommer på klangen af hjem, bortset fra mine nærmestes stemmer og lyden af en bil, der kører over brostenene i min barndomsgade. Jeg ved ikke hvorfor, men når jeg hører tonerne fra et klaver, kan jeg bedre se lykken for mig. Nils Frahm er en af de pianister, der forstår sig på netop dét: At lade klaverets oprindelige stemme stå i forgrunden og tale lykkens indsigtsfulde sprog. Som optakt til Frost Festivals spændende arrangement præsenterer jeg Frahms album Felt sammen med nogle af de plader, der har betydet mest for min lytning til klavermusik.

I. Melankolien: Jan Johansson

Felt har noget unægtelig nordisk over sig, som ligger i minimalismen, melankolien og Frahms varme anslag. En del af jer kender måske den svenske jazzpianist Jan Johansson. Han udgav i 60erne en lang række album af helt usædvanlig kvalitet og karakter, der gav nordisk jazz en ny distinkt lyd og indsigt: Minimalistisk, men levende, klassisk, men opfindsomt udover det sædvanlige. Hør bare åbningsnummeret til hans mest kendte plade Jazz På Svenska, hvor han fortolker svenske folkeviser.

Jan Johansson – Visa Från Utanmyra

Johanssons melodiske sprog besidder en ro og fortællelyst, der lader tonerne falde i så spontant indlysende rækker, at de lyder som melodier, der byder dig velkommen hjem. Melankolien sidder på hvert eneste anslag, ikke som tyngende vemod, men fuld af forståelse, tålmodighed og fred. Nils Frahm arbejder som Johansson enormt fokuseret med sit anslag. På et nummer som ”Less” bliver det endda musikkens centrale tema. Hør hvordan anslaget, der åbner kompositionen, kommer dalende som vinterens første snefnug.

Nils Frahm – Less

Ét anslag, og så åbner verden sig. Det lyder næsten kunstigt udvidet fordi ”Less”, som resten af numrene på Felt, er optaget med alle klaverets rumsterende lyde. Nedenunder den underskønne melodi knager mekanikken, som er forudsætningen for sangen. Frahm vil have os til at høre instrumentets krop, som stemmen kommer fra. Selvom melodien i “Less” knap nok er til stede, er nærværet ikke til at tage fejl af. Nærvær gennem anslag og sparsommelighed er en central del af den nordiske lyd, som Jan Johansson var med til at genopfinde, og som er tydelig på et nummer som den skønne “Emigrantvisa”.

Jan Johansson – Emigrantvisa

II. Hjemmet: Bach

Men Frahm har også tyske toner i sit sprog. Det er i øvrigt svært andet, da klavermusikken er så godt som opfundet i det tysksprogede Europa. Og man kan sagtens høre arven hos Frahm. Prøv bare at lytte til denne indspilning med den canadiske pianist Glenn Gould, som indeholder et lille udpluk fra en af musikhistoriens største frembringelser. Det drejer sig om Bachs Goldberg-variationer, en komposition bestående af et aria og 30 variationer. Her kan du høre det lille aria på tre minutter, der begynder og afslutter værket.

Bach – Aria fra Goldberg-variationerne (spillet af Glenn Gould)

Hør hvordan tonerne lyder som dråber i en sø fuld af tilgivelse og tilstedeværelse. Det besidder en simpelhed og hjemlig ynde, som Frahm har taget til sig. Men hvor Frahm måske har det med at blive i det simple, tager Bach den store tur ud omkring hele 30 (!) variationer, inden han vender tilbage til hjemmet og afslutter med en gentagelse af ariet. For hver variation viser han med stigende kompleksitet nye og uventede sider af den fine, lille melodi. Når man efter de 30 variationer (potentielt mørbanket), genhører den enkle melodi, synger et helt univers af nye muligheder og stemninger med. (Til de hardcore der har lyst til at høre hele Bachs komposition, I kan lytte her.)

Nils Frahm – Kind

III. Ædrueligheden: Keith Jarrett

Selvom Nils Frahm har ladet sig inspirere af både folkeviser og klassisk musik, så er det nok alligevel jazz, der er den tradition, han trækker mest på. Da Frahm i november måned spillede i DRs Koncerthus, kom jeg især til at tænke på den verdenskendte, amerikanske jazzpianist Keith Jarrett. Hør f.eks. Jarretts smukke og enkle fortolkning af sangen ”I Loves You, Porgy”, som oprindeligt er skrevet af den store amerikanske komponist George Gershwin.

Keith Jarrett – I Loves You, Porgy.

Det lyder for mig som de kærlighedserklæringer, man siger, inden man ligger sig til at sove, eller måske under morgenmaden en lørdag formiddag, eller mens man skræller kartofler. Kærlighedserklæringer der kommer et roligt øjeblik midt i hverdagen. Følsomt men robust. For selvom melodien får masser af plads, er der noget bestemt og fattet over Jarretts tag i tangenterne. Han går til sangen med et ædrueligt anslag.

Nils Frahm – Keep

Hør til sammenligning Frahms tag i akkorderne på “Keep”. Lad os bare indrømme det, “Keep” lyder virkelig som regn en efterårsdag, hvor man har lyst til at drikke te og læse romaner eller samle kanstanjedyr med et barn. Men bliver det ikke filmmusik? Mens visse af Frahms album er så minimale, at det banale er faretruende tæt på, så synes jeg Felt holder skansen det meste af vejen. Og “Keep” er et godt eksempel: Ligesom hos Jarrett er anslaget alt for nøgternt til at slå over i føleri. Som om det vil sige, “hvis du bliver sentimental, så er det dig selv, der er skyld i det – jeg er lige så følelsesløs som efterårsregn”.

IV. Elegancen: Schubert

Kunsten at have et stærkt følelsessprog uden at miste det klarsynede og nøgterne blik, formår få lige så mesterligt som den sidste, jeg vil nævne i dag, nemlig den romantiske komponist Franz Schubert. Han har skrevet nogle af de smukkeste klaverstykker, jeg kender. Hør f.eks. det her stykke i a-dur.

Schubert – Klavierstuck in A D604

[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2013/02/01-Klavierstuck-In-A-D604.mp3]

Hos Schubert er det elegante aldrig stift, men altid personligt, og det personlige aldrig vulgært, men altid elegant. Hans musik besidder samme ro som et interiør af Hammershøi, hvor solen strømmer velsignet ind ad vinduet og en stue, ligesom helt for sig selv og i al ydmyghed, som noget af det smukkeste et menneske kan eje. Igen er det det hjemlige og hverdagslige, der gør hele arbejdet, giver dybde, kvalitet og spændstighed. Nils Frahm er måske hverken en Schubert eller Bach, men han forstår det hjemlige ganske godt, og han forstår dets ydmyghed og elegance. Hør bare ”Familiar”, der med sin titel peger eksplicit mod det nære. Ligesom i øvrigt mange andre af hans titler fra Felt, såsom ”Keep”, ”Old Thought”, ”Pause” eller ”Kind”, der jo både kan forstås som tysk for barn eller engelsk for omsorgsfuld. En ganske smuk dobbelttydighed, der siger meget om Frahms tilgang til musik.

Nils Frahm – Familiar

Vilhelm Hammershøi – Støvkornenes Dans i Solstrålerne (1900)