“Stille Hjerte” hedder den spritnye single, som vores yndlinge i JÆRV udsender i dag. Og hvis man bare hører titlen, så er det på grænsen til falsk varebetegnelse. Det nyeste udspil fra duoen er nemlig alt andet end stille.
Hov, vent, duoen? Ja, der er sket lidt, siden vi sidst stiftede bekendtskab med JÆRV sidste år her på Regnsky. Producer/synth-wunderkind Mathias Pedersen Smidt er nemlig blevet en officiel del af JÆRV, der som bekendt også tæller den nu forhenværende solist Amanda Glindvad.
For mig er det dog ikke den store omvæltning, da Mathias i min optik også sidste år spillede en afgørende rolle for det udtryk, der løfter JÆRVs lyd op blandt de ypperste inden for ny dansksproget musik sammen med navne som Bisse og Katinka. Men måske har det alligevel gjort noget ved “Stille Hjerte” – det virker i hvert fald til, at Mathias Pedersen Smidt har fået lov til at skrue en lille smule op for volumen i sin produktion, og det er derfor utvivlsomt JÆRVs mest energiske, aggressive og kraftfulde nummer til dato.
Tematisk lægger “Stille Hjerte” sig op af numrene fra 2016-debut-EP’en, “Dit Hav”, og tager udgangspunkt i hverdagen, de dybe tanker og jagten på den fordybelsesro, der nogle gange kan være svær at finde midt i et hektisk liv. Den sproglige leg er stadig i højsædet, og Amanda Glindvads evne til at skabe tydelige billeder gennem sine tekster gør “Stille Hjerte” til et vedkommende og nærværende nummer trods det mere voldsomme udtryk.
Et eksempel: “Jeg vil køre ud i natten // Jeg vil køre uden lyd (…) Jeg vil køre ned af bakker // Jeg vil køre uden tid (…)” lyder det blandt andet i omkvædet.
Hvis jeg skal anmelde nummeret med en enkelt sætning, så kan jeg jo passende gøre det med de ord, jeg har klippet ud af Amandas tekst i mit eksempel: “Stille hjerte fylder rummet.”
Men et er, hvad vi selv vil huske fra 2016, men noget helt andet er, hvad I, kære læsere, havde mest lyst til at læse om i det forgangne år. Jeg har derfor her samlet en top 10 over sidste års mest velbesøgte artikler her på Regnsky.
Nummer 10: Helmet Compass PRE-RELEASE!
Mirja havde fornøjelsen af at give premiere til danske Helmet Compass‘ single “Come Into My Room”, og det ville mange rigtig gerne læse om i 2016. I hvert fald nok til at placere artiklen på 10. pladsen.
Nummer 9: Det glæder vi os til på Musik i Lejet
2017-udgaven af Musik i Lejet blev udsolgt langt inden, vi overhovedet kunne skrive 2017 i kalenderen, så der er ingen tvivl om, at den relativt lille og hyggelige nordsjællandske festival er populær. Rigtig mange af jer brugte da også fem minutter af jeres tid på at tjekke Peters anbefalinger ud, inden I tog af sted.
Nummer 8: Forever changes
Et af vores store højdepunkter har også fundet vej til listen. Vi er simpelthen så glade for vores nye design, og der var åbenbart også en del af jer, som var nysgerrige på, hvordan Regnsky ville se ud i en post-2008-udgave. Vi håber, at det har levet op til jeres forventninger.
Nummer 7: Dem skal du høre på UHØRT Festival
Jeg skal ikke gøre mig klog på, om UHØRT Festival reelt er mere populær end Musik i Lejet, men måske er der i hvert fald et større behov for at forberede sig til Danmarks – i mine øjne – bedste festival for de helt unge talenter i den danske musikbranche.
Nummer 6: Spot på SPOT – Regnsky hylder…
Måske er det et tegn på, at SPOT Festival efterhånden er blevet så kæmpestort, at man bliver nødt til at tage nogle ret svære valg, når man skal prioritere, hvilke koncerter man skal høre. Men i hvert fald ville langt flere af jer hellere læse vores nedtakt end vores optakt til 2016-udgaven af SPOT Festival, hvor man i den grad kunne få stillet sin sult efter norsk musik.
Nummer 5: Regnsky møder… Konni Kass
Der var dog ikke kun norsk musik på SPOT Festival. Færøske Konni Kass er en af vores helt store opdagelser fra det sidste år, og en stor del af Regnsky-læserne var da også nysgerrige på at finde ud af, hvem den blonde færing egentlig er. Eller måske er der bare en virkelig loyal færøsk læserskare blandt vores læsere – hvis det er tilfældet, så er vi rigtig glade for, at I gider læse os oppe i det mere nordvestlige hjørne af kongeriget.
Nummer 4: JÆRV – Et hav af vellyd
En anden af i hvert fald Peters helt store musikalske forelskelser er naturligvis JÆRV, og det hele kulminerede i starten af året, da JÆRV udgav sin debut-EP, “Dit Hav”. Vi har offentliggjort en god håndfuld artikler om Amanda Glindvads projekt, men album-anmeldelsen var altså den, vores læsere helst ville læse.
Nummer 3: Forpremiere: Konni Kass – I Lie
Regnskys læsere tog virkelig Konni Kass til sig i 2016, og det kom tydeligt til udtryk, da vi ganske eksklusivt kunne præsentere en forpremiere på nummeret “I Lie” fra debutalbummet “Haphe”. To artikler om Konni Kass i top fem tror jeg ikke, at hverken vi eller hun regnede med, da vi tog fat på 2016.
Nummer 2: Premiere: Eugenia – vildt+sødt
Et af årets mest interessante bekendtskaber var den danske duo Eugenia. Med musik afspillet fra kassettebånd og nogle vidunderlige musikvideoer har de taget os med storm. Noget kunne tyde på, at vi ikke er de eneste, for vores læsere var også særdeles nysgerrige, da vi havde premiere på duoens allerførste udspil, “vildt+sødt”.
Nummer 1: “Spis eller bli’ spist!” med DC og Fouli
Årets mest læste artikel er samtidig den første artikel, Mirja nogensinde skrev på Regnsky. Mirja var taget ud i lørdagsnatten til undergrundshiphop, og det var noget, Regnskys læsere kunne lide. Om det er et tegn på, at vi har plads til endnu mere hiphop på bloggen, skal jeg ikke kunne sige, men vi er i hvert fald glade for, at I har taget så godt imod vores to nye skribenter.
Lad mig slutte af med et genlyt til en god omgang gadehiphop fra Carmon, og så læses vi forhåbentlig ved her i 2017!
Vi er endelig nået til juleaften, og ventetiden er forbi, så i dag vil Peter åbne den sidste låge i Regnskys julekalender. De seneste 24 dage har han afsløret sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og set nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. Tjek dem alle ud her. Rigtig glædelig jul fra alle os på Regnsky!
Glædelig jul! Det er juleaften – dagen, mange af os har ventet på. Nogle glæder sig til, at den er overstået, mens andre ser frem til endelig at kunne hygge sig i familiens skød. Dagen i dag betyder samtidig, at vi – meget naturligt – er nået til enden på Regnskys første rigtige julekalender. Den har været virkelig sjov at lave, og jeg håber også, at du, kære læser, har nydt at følge med undervejs. Jeg tror, at de færreste har kunnet lide alle numrene, men forhåbentlig har du opdaget et enkelt eller to nye numre undervejs. Eller måske fået lyst til at tjekke et album ud. Kom endelig med feedback, hvis der er noget, du synes, at jeg skulle have gjort anderledes. Og sig da også gerne til, hvis alt bare har været helt fantastisk!
Nå, vi har nok alle ret meget at se til i dag, så jeg må hellere forsøge at være lidt effektiv. Vi starter dog lidt alternativt ud…
Årslisten: #1
Jeg har haft vildt svært ved at vælge årets bedste nummer, og det har jeg, fordi musik for mig også handler rigtig meget om den fortælling, som musikken er en del af. Jeg mener ikke, at man kan se på musik uden at se på den kontekst, den er opstået i. Derfor er jeg faktisk endt ud med at placere hele tre numre på førstepladsen, omend de hænger sammen i ånden. Eller mere præcist hænger de sammen i David Bowies ånd.
De tre numre er David Bowies egen “Lazarus” fra “Black Star”, The Flaming Lips’ cover af “Space Oddity” og ikke mindst The Flaming Lips’ nyeste single “Sunrise (Eyes of the Young)”. Tre numre som for så vidt er fuldkommen forskellige, men som alligevel hænger sammen på et dybere plan.
Da jeg interviewede Wayne Coyne under Heartland Festival, var det helt åbenlyst, at David Bowie på mange måder har været afgørende for The Flaming Lips musikalske udvikling gennem tiden, og de har langt hen af vejen fulgtes ad op igennem musikhistorien. Derfor synes jeg egentlig også, at det er meget passende, at de får lov til at flyde sammen i en skøn toenighed på toppen af årslisten.
“Lazarus” er for mig det stærkeste nummer fra “Black Star”, og det nummer, som allertydeligst understreger Bowies selvbevidsthed omkring sin forestående død. Rent bibelsk og symbolsk er selve titlen en nærmest uhyggelig anerkendelse af Bowies evne til at leve videre i rigtig mange af os efter sin død, hvilket blandt andet eksemplificeres i The Flaming Lips’ enestående cover af Bowies måske mest karakteristiske nummer, “Space Oddity”. Jeg har det normalt virkelig svært med covernumre, men The Flaming Lips har på rørende vis formået både at fange deres og Bowies ånd i deres fortolkning af nummeret, og når man samtidig kender historien om bandets kærlighed og passion for Bowies musik og person, skaber det en uimodståelig stærk hyldest, som jeg i hvert fald ikke har oplevet andre steder i de mange andre i øvrigt for det meste fine hyldester til Ziggy.
Og så kan jeg bare ikke lade være med at omtale “Sunrise (Eyes of the Young)”, som for mig er det stærkeste The Flaming Lips har lydt i mange år. Wayne Coyne virker til at være tilbage i storform, og jeg har allerede nu en forventning om, at det snart forestående album “Oczy Mlody” kan nå samme højder som “Soft Bulletin” og “Yoshimi Battles The Pink Robots” – hvis lyd nummeret i øvrigt lægger sig tæt op af.
Årets danske udgivelse: #1
Årets danske udgivelse er den udgivelse, som jeg har lyttet suverænt mest til i 2016. Og det naturligvis JÆRV og hendes vidunderlige EP “Dit Hav”. Da EP’en udkom, kaldte jeg den for “den bedste og mest formfuldendte debutudgivelse, siden Blaue Blume udsendte “Beau & Lorette”” tilbage i sommeren 2014 – og det mener jeg egentlig stadig. Jeg vil egentlig ikke gennemgå EP’en alt for nøje, for det kan man læse i min anmeldelse fra marts her, men blot konstatere, at fremtiden tegner helt vildt lys for den mere eksperimenterende del af den dansksprogede popmusik. Jeg glæder mig rigtig meget til at lytte til JÆRVs kommende anden EP, som snart skulle være klar til at se offentlighedens lys. For lur mig om den ikke godt kunne gå hen og blive noget af det, der kommer til at få en plads i mit musikalske hjerte anno 2017.
Det var så enden på årets julekalender. Jeg håber som sagt, at du har nydt den. Hvis du skulle have misset nogle afsnit, kan de alle findes lige her. Vi har stadig en lille smule opsamling fra året, der snart er forbi, i denne kommende uge her på Regnsky, men hvis vi ikke læses ved inden da, vil jeg gerne ønske dig og dine en glædelig jul og et godt nytår!
Vi nærmer os så småt juleaften og for at gøre ventetiden lidt kortere, vil Peter hver dag frem til juleaften åbne en låge i Regnskys julekalender. Her vil han blandt andet afsløre sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og se nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. God fornøjelse og god jul!
Vi er officielt på vej mod sommer! Det er årets korteste dag, og fra nu af vil det kun blive lysere og lysere, så for en gennemført optimist som mig er det årets bedste dag. Lad os fejre årets korteste dag med årets korteste intro.
Årslisten: #4
Faste læsere har sikkert bare siddet og ventet på, hvornår den ville komme, og det gør den så i dag: Mit yndlingsnummer fra JÆRV. Her i vores lille Regnsky-familie har vi snakket lidt om, om jeg skulle have karantæne mod at omtale JÆRV, ligesom Eva fik det for nogle år siden med Niels Bagge og Vinnie Who, men når det kommer til stykket, så har jeg nok snakket om og lyttet markant mere til Amanda Glindvads musik, end jeg har skrevet om den. Men i dag skal det være. “Skurk” er nummeret, som jeg vil betragte som mit yndlings JÆRV-nummer, og forklaringen skal egentlig nok findes i koncerten på SPOT Festival, som jeg omtalte for snart mange dage siden. Nummeret er alt det, jeg elsker ved JÆRVs musik. Det er den malende lyrik med de sproglige finurligheder (Sætningen “Gå foran mig langsommere” er jeg særligt forelsket i.), det er den fuldstændig stilrene vokalpræstation fra Amanda Glindvad, det er den genreudfordrende produktion med de små, skæve elementer.
Vi er i øvrigt nået dertil, hvor jeg bliver nødt til at genbruge et lydklip, men Skurk-klippet fra SPOT Festival er simpelthen bare det mest passende i den her sammenhæng, så bær over med mig. Og hey, det er jo godt, så nyd det også!
Årets udenlandske udgivelse: #2
Jeg teasede lidt for det forleden, og nu kommer bekræftelsen så: Honeyblood og “Babes Never Die” er årets næstbedste internationale udgivelse. Det er en hymne for feminisme anno 2016, og selve titlen på albummet er en kæmpe fuckfinger til en mandsdomineret branche, som til tider kan være ret tung at danse med for selvstændige og viljefaste kvinder. Viljefast må man også kalde Stina Tweeddale, som efter det selvbetitlede debutalbum fra 2012 måtte se bandets andet medlem Shona McVicar forlade bandet. Hun blev siden afløst af Cat Myers, og det er den nye konstellation, som har skabt dette fantastiske album. Lyden er hårdere end på debutten, men den er samtidig også mere udfordrende og mere genresøgende. For mig står albummet som et resultat af den vrede, som Cat Myers må have følt, da hun blev forladt, men når vreden på den måde kan blive konverteret til en kampvilje og vilje til at overleve, så kan der ske fantastiske ting – og det er der i sandhed gjort her. “Ready For The Magic” er albummets klart bedste nummer, men også den grungede “Sea Hearts” og det rasende titelnummer kan noget helt særligt. Albummet falmer desværre lidt mod slutningen, men når man nærmer sig perfektion inden for genren i de første totredjedele af albummet, kan jeg godt leve med det. Så selvom det måske kan være hårdt at sige, har McVicars exit på rigtig mange måder været en kæmpe gevinst for det skotske band.
Vi har kun tre dage tilbage, men hvilke tre dage. I morgen skal vi lytte til en sang, som egentlig ligeså godt kunne have indtaget førstepladsen. Og måske burde den også have gjort det. Det vil jeg lade være op til andre at bedømme.
Vi nærmer os så småt juleaften og for at gøre ventetiden lidt kortere, vil Peter hver dag frem til juleaften åbne en låge i Regnskys julekalender. Her vil han blandt andet afsløre sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og se nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. God fornøjelse og god jul!
Vi rammer nu halvvejs-punktet på listen – og på vejen mod juleaften. Jeg vil lige benytte lejligheden til at anbefale min yndlingsjulekalender for i år: Anders Lund Madsens ‘Hullet i julen’, som kan høres hver eftermiddag på DR P1 eller hos din foretrukne podcastpusher. Fortællingen er bygget op som en krimi med Lund Madsen som den karakteristisk skæve fortæller. Tjek den ud – og så til det, det egentlig handler om!
Årslisten: #13
Jeg har egentlig aldrig haft noget særligt forhold til herren på 13. pladsen, og det var derfor heller ikke voldsomt groundbreaking for mig, da han blev offentliggjort til 2016-udgaven af Northside Festival. Men den kære Beck fik sig ubetinget en ny fan denne småkølige søndag aften i Ådalen. Nummeret, som har fundet vej til listen, er dog et, som han ikke spillede til koncerten; nemlig “Wow”. Tracket befinder sig i det mere groovy, poppede hiphop-agtige hjørne af Becks eklektiske univers – det er simpelthen så svært at genrebestemme hans musik. Det, som især har fanget mig, er de ekstremt mange elementer, som Beck har fået til at fungere sammen som en logisk helhed. Der er den oldamerikanske fløjte, der er den samplede fløjte fra western-mesterværket The Good, The Bad and The Ugly, der er den fuldkommen absurde lyrik (som alligevel bare holder), som Beck halvt rapper, halvt synger i første halvdel af nummeret, inden det hele flyder over i en glædesrus og det nærmest messende ‘wow!’ Jeg er vild med det.
Årets danske koncert: #1
For en gangs skyld passer klippet herunder fuldkommen sammen med teksten. Det er nemlig fra præcis den koncert, som jeg er så fandens begejstret for. I min verden har 2016 i allerhøjeste grad været JÆRVs store gennembrudsår, og jeg kan godt afsløre, at det ikke er sidste gang, vi skal lytte til hendes musik her i december. Jeg har været til mange – alt for mange, vil nogle måske mene – JÆRV-koncerter i år, men der er alligevel én af dem, som står som noget helt særligt for mig: Nemlig Amanda Glindvad og producer/synthmester/tryllekunstner Mathias Pedersen Smidts koncert under SPOT Festival. Det var kulminationen på et forår, hvor jeg har kunnet se JÆRV vokse koncert for koncert frem til det her klimaks, hvor alt gik op i en højere enhed.
Jeg har rost nogle af de udenlandske artister for deres showmanship omkring deres optrædener. Her står JÆRVs koncert i stærk kontrast til det – her var der fokus på musikken i sin reneste form. Det er modigt, men Amanda virkede stålsat, sensuel og indlevende på scenen, lydmanden nailede sit arbejde på en måde, jeg aldrig har hørt mage i de ofte noget udfordrende omgivelser på Godsbanen, og Mathias, ja, hans tryllerier sidder altid lige i skabet. Derfor er det årets bedste danske koncert for mig.
Efter nogle dage i mændenes tegn på årslisten er det i morgen tid til endnu en kvinde. Og sågar en dansk en af slagsen – og nej, det er ikke JÆRV. Vi læses ved i morgen.
Så er det ved at være den tid på året igen. Den anden weekend i august. Nej, jeg snakker ikke om Smukfest, som næste år vender tilbage til denne weekend. Det er derimod blevet tid til den festival, jeg i lang tid har kaldt min yndlingsfestival herhjemme: UHØRT Festival. Jeg må sige, at festivalen har fået skarp konkurrence fra Heartland Festival i år, men jeg glæder mig stadig helt ustyrligt meget til weekenden, hvor jeg for alvor får lov til at dykke ned i primært det danske vækstlag.
Ligesom sidste år har jeg dog tyvstartet lidt ved at være en del af UHØRT Festivals lytteudvalg – hvilket jeg stadig er meget beæret og glad for at have fået lov til. I lytteudvalget lytter vi en lang række bands igennem og giver dem karakterer, så de dygtige mennesker hos UHØRT har et kvalificeret grundlag at booke bands ud fra. I dette indlæg vil jeg guide til mine fem af mine favoritter for hver af de to dage, festivalen står på.
Diet Fredag klokken 16.40, Hvid Scene Diet har fået æren af at skyde årets festival i gang fredag eftermiddag, og det er helt sikkert en god grund til at være på pladsen tidligt. Jeg kommer i hvert fald helt sikkert selv til at være der, for jeg vil ikke gå glip af bandet, som i mine ører lyder som Wild Nothing burde have gjort på deres seneste plade. Sådan lød de ikke, men det gør Diet heldigvis. Det er postpunk med shoegaze-elementer, som passer perfekt til en (forhåbentlig) sommer-agtig eftermiddag.
THE ROSA Fredag klokken 18.00, Sort Scene
Da jeg hørte THE ROSA var jeg dybt chokeret over, at jeg ikke havde hørt om hende før. Hun har nok stærkeste og mest soulfyldte vokal af alle de optrædende i år, så hvis man er til kuldegysfremkaldende soulet r&b-pop, bør man finde vej til de intime rammer (går jeg ud fra, at de er igen i år) ved Sort Scene, når eftermiddag bliver til fredag aften.
Masasolo Fredag klokken 18.40, Royal Scenen
Jeg ved efterhånden ikke, om Masasolo behøver nogen nærmere introduktion. Det er drømmende poppet rockmusik af den ypperste kaliber, hvilket Morten Søgaard senest gav eksempler på, da jeg havde fornøjelsen af at høre ham på Musik i Lejet. Det er især Morten Søgaards evner som guitarist, som gør Masasolo til et yderst behageligt bekendtskab, hvor man helt ubekymret kan lade sig opsluge af det varme og omfavnende musikalske univers. Hvis du ikke har oplevet Masasolo før, må du ikke gå glip af denne koncert!
JÆRV Fredag klokken 21.20, Royal Scenen
Amanda Glindvad og JÆRV er en anden artist, som heller ikke har brug for en lang beskrivelse. Søstrene Glindvad – Amandas søster Fine er forsangerinde i CHINAH – har for længst markeret sig som nogle af landets mest lovende kvindelige artister, og det skyldes især evnen til at give helt fænomenale live koncerter (se klippet nedenunder, hvis du er i tvivl). Hvis man vil se et levende bevis på det, så kan jeg kun anbefale at kigge forbi Royal Scenen fredag aften. Det er relativt enkel popmusik, som dog er så gennemført og stilsikkert, at inderligheden og oprigtigheden lyser stjerneklart igennem på en ekstremt rørende facon. JÆRV er min yndlingsartist i 2016. Det er vist den mest uforbeholdne anbefaling, jeg kan komme med.
JÆRV – Skurk (live)
Slowes Fredag klokken 22.00, Hvid Scene
Det er ikke nemt at skulle følge lige i hælene på en af festivalens hovednavne, men hvis nogen kan gøre det, så er det helt klart Slowes. Duoen har imponeret mig helt vildt med deres interessante take på synthpoppen. De minder mig på mange måder om britiske HONNE, som de seneste par år har været en af mine yndlingsartister. Slowes har dog skiftet overfloden af r&b-elementer ud med en lidt mørkere elektronisk lyd, hvilket nok er den tydeligste markør for, at de rent faktisk er danske og ikke britiske. Tjek dem ud!
https://soundcloud.com/slowesmusic/sweet-1
AUFORI Lørdag klokken 16.40, Sort Scene
Min lørdag begynder tidsmæssigt fuldstændig ligesom fredag, men musikalsk er det noget helt andet. Den purunge trio AUFORI laver dansksproget popmusik af den fine og enkle slags. Jeg har indtil videre kun hørt tre numre fra 16-årige Anna Ritsmar og hendes to efterskolevenner Mathilde Sten og Óliver Bernburg, men alle numrene har det til fælles, at de er ekstremt velskrevne, ekstremt nærværende og sammenhængende i en grad, man normalt ikke ville forvente af så unge artister. Jeg glæder mig – især fordi der jo sidste år var en anden ung trio, som væltede UHØRT…
Sweet Tempest Lørdag klokken 18.00, Sort Scene
Vi bliver hængende ved Sort Scene efter AUFORI-koncerten. Her skal den dansk/engelske duo Sweet Tempest nemlig optræde. Jeg har virkelig svært ved at sætte bandet i bås rent genremæssigt, men de minder mig om old school-udgaven af Blue Foundation; måske er det egentlig mest bare Luna Kira Rud-Petersens stemme, som minder meget om Kirstine Stubbe-Teglbjærgs… Uanset hvad skal det ses som en kæmpe ros! Jeg forventer forelskelse, kærlighed og i det hele taget vildflyvende følelser, når Sweet Tempest spiller lørdag aften. Jeg får kuldegysninger bare af at tænke på det!
Mambe & Danochilango Lørdag klokken 18.40, Royal Scenen
Lige efter Sweet Tempest SKAL alle simpelthen bevæge sig hen til Royal Scenen, hvor UHØRT Festivals måske mest eksotiske artist nogensinde skal optræde. Mambe & Danochilango stammer fra henholdsvis Colombia og Mexico, og de spiller rytmisk musik med vanvittige mængder energi. Mambe er den kvindelige frontfigur, mens Danochilango som DJ styrer slagets gang – hvis slagets gang da skal styres. Måske skal der bare gives slip? Det tror jeg. Uanset hvordan man vælger at gribe koncerten an, så må man simpelthen ikke gå glip af festivalens bedste musikfest!
The White Dominos Lørdag klokken 21.20, Royal Scenen
Ingen anbefalingsliste uden en fuldstændig stilren rockartist fra Aarhus. Enter: The White Dominos. The White Dominos er hverken mere eller mindre. Musikken er ekstremt ligetil, men lige netop derfor fungerer den og skaber et musikalsk univers, som alle stort set uanset hvilken musik, man normalt er til, vil kunne elske. Jeg er sikker på, at The White Dominos vil give UHØRT-publikummet lige præcis den vitaminindsprøjtning, der nogle gange kan være brug for, når man så småt nærmer sig festivalens sidste timer.
The White Dominos – Like A Ghost
Alvarado Lørdag klokken 22.40, Royal Scenen Alvarado er født i El Salvador, men hun levede sine første i San Francisco på den amerikanske vestkyst, inden hun som 10-årig flyttede til Danmark. For mig er Alvarado et unikum i dansk musik, og hun er et af de mest lysende talenter inden for den klassiske hip hop, som på trods af opvæksten er meget Londonsk i sin lyd. Debut EP’en “Venusian” er velproduceret og giver et godt billede af Alvarado som en seriøs og dedikeret artist, som eftersigende skulle give rigtig gode koncerter. Jeg skal i hvert fald hen og se, om der er noget om snakken.
Det var de 10 navne, der blev plads til, selvom guderne skal vide, at jeg sagtens kunne have anbefalet mange flere. Men det ville måske ødelægge lidt af formålet med listen, hvis jeg anbefalede hele programmet. Min anbefaling vil selvfølgelig være at tjekke de her 10 navne ud, men ellers handler UHØRT i høj grad om bare at gå på opdagelse. Bevæg dig rundt mellem scenerne, og måske – hvis du er heldig – vil du møde et nyt yndlingsband. Det gjorde jeg selv sidste år med Velvet Volume…
Hvis jeg skal vælge én ny artist, som har fyldt meget for mig i 2016, så må det uden tvivl være danske JÆRV. Jeg hørte Amanda Glindvad og bandets dansksprogede elektropop for første gang i slutningen af november sidste år, da de sammen med nogle andre af mine yndlinge, Velvet Volume, gæstede Ideal Bar i København. Dengang var de fleste kommet for at høre Velvet Volume, men på SPOT Festival forrige weekend var det anderledes. Her gav JÆRV koncert alene på Godsbanen. Eller alene var hun bestemt ikke, for der var tæt på stuvende fuldt i det mørke lokale med den perfekte størrelse, som både tillod, at de mange fans kunne komme til koncert, uden det gik ud over den intime stemning, som er en forudsætning for Amanda Glindvads musikalske univers.
“Jeg vil rigtig gerne lave nogle sange, man kan mærke, som man kan føle, som kan sætte gang i noget. Jeg tror, at Mathias Pedersen Smidt (kreativ partner og producer i JÆRV, red.) og jeg er enige om, at det værste ville være at lave kedelig musik. Så vil vi næsten hellere lave noget, som frastøder nogen, og som nogen synes er dårligt. Men kedeligt må det aldrig blive!” understreger Amanda Glindvad, da jeg møder hende nogle timer inden koncerten.
Amanda Glindvad er i høj grad inspireret af kvindelige artister med et stærkt univers og et klart musikalsk udtryk, og det er også i den retning, hun håber, at det unge projekt vil bevæge sig endnu mere. Hun nævner blandt andre Kate Bush, Bjørk, Joni Mitchell og Fiona Apple som nogle af de kvinder, som har præget hende musikalsk.
“Jeg synes, det er svært at sætte ord på JÆRV-universet. Man skal opleve noget ærligt og noget intenst. Musikken leger meget med det spinkle og nøgne samtidig med, at det har det storladne i sig. På sigt vil jeg gerne arbejde mere med et hårdere, mere råt lydbillede. I den sammenhæng måske fokusere og dyrke sammenspillet mellem min lyse stemme og de dybe, buldrende trommer og den tunge bas noget mere.”
Det sammenspil vil man kunne opleve på JÆRVs kommende EP, som efter planen udkommer sidst på året. EP’en bliver opfølgeren til debutudspillet “Dit Hav”, som jeg har skamlyttet til, siden det udkom i marts. Allerede under koncerten på SPOT Festival kunne man få en lille smagsprøve, da Amanda Glindvad – uden i øvrigt at oplyse publikum om det – sang sig igennem “En anden drøm”. Et nummer, der ret paradoksalt er det nummer, som er længst væk fra det dystre univers, JÆRV vil bevæge sig i retning af.
“Det er mere drømmende i sit udtryk, så det understøtter overhovedet ikke, hvad jeg lige har sagt. Så det er bare super,” griner Amanda Glindvad, da hun inden koncerten skal forsøge at beskrive nummeret.
“Det er sjovt, at man prøver at sige, at nu skal vi lave sådan nogle sange. Men hvis det ikke er det, der kommer til en, så kan man ikke presse det frem. Hvis jeg eller Mathias får en idé, som brænder i en bestemt retning, så er vi nødt til at følge den. Man må bare indse, at man bliver nødt til at gå de veje, som kalder på en musikalsk.”
I det hele taget har Amanda Glindvads unge karriere båret præg af en stor impulsivitet, hvor hun i høj grad bare har ladet sig føre i den retning, som hendes musikalske inspiration har ført hende. Det var også sådan, JÆRV kom til verden.
“Det var en lille smule tilfældigt. På et tidspunkt gik jeg fra at skrive på engelsk til at skrive på dansk, fordi det lige pludselig bare kom ud. Jeg kan vildt godt lide både at skrive og synge på dansk, fordi jeg kan udtrykke mig mere ærligt og ægte. Jeg havde aldrig lavet elektronisk musik før, men jeg begyndte at lege lidt med det i Ableton Live.”
En dag sendte hun sangene til producer Mathias Pedersen Smidt – som er på bas synths, når JÆRV spiller live – og han producerede i første omgang det nummer, som skulle blive til debutsinglen “I Staver”.
“Vi var ret hurtigt enige om, at der var et eller andet her, som vi havde lyst til at arbejde videre med, og så har det bare udviklet sig. Faktisk blev “I Staver” udgivet, fordi Mathias en dag skrev til mig, at “nu lægger jeg den op.” Jeg tænkte først, at det kunne han ikke bare gøre, men til sidst gav jeg ham lov alligevel.”
Herfra skal der lyde en kæmpe tak til Mathias Pedersen Smidt for at have været med til at kickstarte et projekt, som har formået at skabe et udtryk, hvor sammenspillet mellem den gode melodi, de velskrevede tekster og et bemærkelsesværdigt nærvær får musikken til at løfte sig op over den ordinære popmusik og skabe et produkt, som jeg – på trods af de sproglige barrierer – sagtens kan se bevæge sig uden for Danmarks grænser. For når det kan lade sig gøre for artister som Sigur Rós, så kan det også for JÆRV, hvis musik rummer de samme kvalitet: Ærlighed, inderlighed og nærvær.
Hvis jeg skal beskrive, hvad jeg især vil huske fra 2016-udgaven af SPOT Festival, kan det meste klares med én sang.
https://soundcloud.com/beachhouse/norway
For det kan godt være, at Norges pendant til SPOT Festival, By:Larm, løb af stablen for cirka to måneder siden, men det var der nogen, der havde glemt at fortælle vores overboer. For med Ary, Dagny og Bloody Beach i spidsen bragede de norske artister igennem i en sådan grad, at selv regnskyerne – både undertegnede og dem med vand i – til sidst bukkede under og lod sig rive med.
FREDAG: Beach Houses fortolkning af landet mod nord indledes med linjerne “You were sleeping till / You came along“. Og man skulle næsten tro, at Baltimore-bandet havde forudsagt min festivaloplevelse. Jeg ankom nemlig først til SPOT Festival fredag eftermiddag, og efter en lidt for lang bustur skulle der noget til for at vække mig.
Selvom danske J. Arlin gjorde et ihærdigt forsøg med eminente dansemoves og en ny og lækker funky lyd, så var det først, da de excentriske nordmænd i Bloody Beach indtog Atlas, at jeg for alvor blev vækket fra min busdvale. De åbnede med dansehittet “Quembo Que”, og så var stilen ligesom lagt til en halv time i festligt lag med en flok skøre fjeldboer. Deres musik kan bedst beskrives som en blanding af reggae og psykedelisk rock, hvilket giver en sær men også særdeles velfungerende lyd, som helt sikkert fik de mange mennesker på et fyldt Atlas til at glemme, at regnen silede ned i stride strømme udenfor.
Fredagens højdepunkt må dog gå til en anden norsk artist, som optrådte lidt senere på dagen samme sted. Jeg er nemlig overbevist om, at alle de tilstedeværende på tværs af køn var smaskforelskede i det lille og drøncharmerende stortalent Ary efter hendes koncert på Atlas ved 22-tiden. Med et andet af Norges største talenter Fay Wildhagen på guitar og den lige så talentfulde producer Anders Kjær bag pulten leverede Ary, hvad jeg godt tør kalde en af de bedste koncerter, jeg nogensinde har oplevet på SPOT Festival – ja, den var faktisk så god, at jeg endte med at skippe en anden koncert dagen efter for at høre hende igen, da hun optrådte på den udendørs og gratis SPOT Royal-scene – som parentes bemærket er en af de bedste nyskabelser i den tid, jeg er kommet på SPOT. Men tilbage til musikken: De tunge beats og den ømme vokal skabte en kontrast, som på behagelig vis satte gang i en EDM-fest i slow motion, hvor man som tilhører fuldstændig kunne lade sig omfavne og glide igennem Arys ambivalente univers. En unik oplevelse.
LØRDAG:
Mens de norske artister lagde SPOT Festival ned om fredagen (og jeg fik slet ikke skrevet om Dagny, som også gjorde det fremragende i Musikhusets store sal), så var der lørdag plads til, at danske og andre ikke-norske artister kunne vise, at de ikke ville stå tilbage for deres naboer. Særligt to kvinder imponerede mig, hvoraf den ene ikke vil være en kæmpe overraskelse for faste læsere. Så lad mig i stedet starte med den anden, som kommer fra det mindste land, der var repræsenteret ved SPOT Festival 2016.
Vi skal til Færøerne, hvor Konni Kass stammer fra. Jeg vil ikke gå så meget i detaljer om hende og bandet, for det vil I kunne læse i et interview en af de kommende dage, men i stedet bare konstatere, at det færøske musikalske vækstlag har det godt – rigtig godt.
Færøsk musik er for mig kendetegnet ved inderlighed, eftertænksomhed og fordybelse – bare tænk på tryllefeen Eivør og storytelleren Teitur – og på den måde passer Konni Kass perfekt ind i mine stereotypiske forestillinger. I en sammenhængende og gennemført optræden fortryllede den blonde færing publikum fra første sekund med sin soulfyldte vokal. Der var tidspunkter i showet, hvor man som publikum godt kunne føle, at det begyndte at gå lidt for langsomt, men i lige netop de momenter formåede Konni Kass hver gang at frembringe et gåsehudsfremkaldende øjeblik gennem en følelsesmæssig kraftudladning. Jeg elsker inderlighed, og det var lige præcis, hvad jeg og de især mange færinger i publikum fik i overflod. Man kunne godt mærke, at Konni Kass er en relativt ny artist, og alt sad da heller ikke lige i skabet, men det uperfekte var kun med til at forstærke følelsen af, at musikken var trukket direkte ud af den vilde færøske natur; som var det hugget ud af en bjergvæg eller sunget gennem en vild vinterstorm. Det er forhåbentlig ikke sidste gang, at jeg har fornøjelsen af Konni Kass, som udgiver sit debutalbum “Haphe” senere på året.
Nogen har sikkert allerede gættet det, men den anden artist er naturligvis danske Amanda Glindvad og JÆRV, som I også kan læse et kort interview med inden længe. Min kærlighed til JÆRVs musik er ingen hemmelighed, og hende debut-EP “Dit Hav” er på trods af sine kun to måneder på bagen suverænt den udgivelse, jeg har lyttet mest til i år. På SPOT Festival havde JÆRV taget et nummer fra sin kommende anden EP med, og hun fortsætter, hvor hun slap med den første udgivelse. Det nye nummer er mindre bombastisk end lyden på “Dit Hav”, men man mærker den samme intensitet og selvbevidsthed, som kendetegner Amanda Glindvads musik. Det samme kan siges om koncerten, som blev en opvisning i, hvordan en formfuldendt koncert skal skæres. Man mærkede hele vejen igennem JÆRV, og det blev en af den type koncerter, hvor man følte, at koncerten kun lige var gået i gang, da hun sluttede af med “Ingen Alder.” Her til sidst skal der lyde en kæmpe ros til lydmanden, som formåede at levere den bedste lydoplevelse på hele festivalen. Enhver lille detalje i JÆRVs musik stod knivskarpt, og det var med til at styrke fornemmelsen af, at man var trådt ind i Amandas egen lille musikalske boble – og det er en boble, jeg aldrig tror, at jeg bliver træt af.
Der var selvfølgelig også mange andre gode oplevelser på årets festival, men disse fire var de største for mig. Kom endelig med dit bud i kommentarfeltet, hvis du er uenig med mig.
Så er det ved at være den tid af året igen. Det er ikke til at se på vejret, men foråret er over os, og med foråret kommer årets første festivaler. Traditionen tro er SPOT Festival i Aarhus en af de festivaler, som for alvor markerer, at sæsonen er skudt i gang, og hold nu op, hvor er der mange lækkerier på programmet i år. Faktisk så mange lækkerier, at det har været voldsomt svært for mig at lægge mit program i år, fordi jeg som ene mand desværre kun kan være ét sted af gangen. Så jeg har forsøgt at samle en god, blandet liste over navne, jeg helt sikkert skal forbi. En liste, som tæller fire danske navne, tre norske, to svenske, et færøsk – og så lige et enkelt “dayparty”.
Bloody Beach (NO)
Fredag klokken 17.45 på Atlas.
Festivalens første must see kommer i form af de norske psykedeliske surfrockere fra Bloody Beach. Hvis vejret ikke har rettet op på sig selv inden da, så er jeg sikker på, at Bloody Beach nok skal bringe foråret med sig til Aarhus på charmerende vis.
Saint Cava (DK)
Fredag klokken 19.15 på Godsbanen, Åbne Scene.
Hvis det nu ikke helt lykkes at få sunget regnvejret væk, så er der ikke andet at gøre end at omfavne det – og der finder man nok ikke et mere passende navn til at holde en ved selskab end danske Saint Cava. Saint Cava er lækker og sexet elektronisk R&B, som kun kan give dig en god start på din fredag aften.
Kentaur (DK)
Fredag klokken 21.15 i Musikhuset, Store Sal. De spiller også lørdag klokken 14.00 på Castenskiold.
Jeg hørte Kentaur (som parentes bemærket blandt andet består af vores tidligere skribent Søren Stenager) live for første gang til No3’s label night på Pumpehuset forleden, og jeg er ikke bange for at sige, at det var aftenens højdepunkt ud af et meget stærkt program. Hvis du er til vokalbåren, dyb og langsom elektronisk musik med massere af sjæl, så kig forbi Kentaur enten fredag eller lørdag.
Albin Lee Meldau (SE)
Fredag klokken 22.15 i Musikhuset, Lille Sal.
Der er ingen grund til at rende langt væk efter Kentaurs koncert om fredagen for så risikerer man at gå glip af Albin Lee Meldaus koncert, som går i gang kort tid efter i Musikhusets lille sal. Albin er en svensk singer/songwriter, som måske har udgivet årets mest iørefaldende single i “Lou Lou”. Personligt sidder “Lou Lou” fast i min hjerne på den gode måde, så jeg er meget spændt på, hvad den berejste svensker ellers har at byde på.
Dagny (NO)
Fredag klokken 23.00 i Musikhuset, Store Sal.
Vi slutter aftenen af tilbage i den største sal i Musikhuset, hvor norske Dagny står klar til at sparke gang i en kæmpe popfest på ryggen af hittet “Backbeat”. Dagny med det fulde navn Dagny Nordvoll Sandvik er til daglig bosat i London, og det er da også popmusik af international kaliber, der kommer ud af den unge nordmand. Hvis du skal videre ud i natten, kan Dagny bestemt sende dig godt af sted!
Hvis du har lyst til at blive hængende lidt længere, så skal der da også lyde en anbefaling til Slowolf (Voxhall ved midnat) og The Entrepeneurs (SCC klokken 01.00) som begge altid er garant for en god live-oplevelse.
UHØRT Dayparty
Lørdag klokken 12.00 på Fidels. Møl og Shy Shy Shy kan også opleves henholdsvis fredag klokken 00.30 på Radar og lørdag klokken 17.00 på Voxhall.
Som faste læsere vil vide, så hører UHØRT Festival til blandt mine absolutte yndlingsfestivaler, og som en slags mini-SPOT Festival er de naturligvis også til stede i Aarhus med et stærkt program bestående af fire navne fra sidste års program. Drømmepopperne fra Shy Shy Shy skyder musikken i gang klokken 13.00, og så følger de hårde shoegazere møl, de Roskilde-aktuelle noiserockere i Deadpan Interference og hiphopperne fra Manus Nigra ellers trop, indtil det musikalske program slutter lidt efter klokken 17. Herfra skal der især lyde en anbefaling til Shy Shy Shy og Deadpan Interference, som jeg regner med at høre meget til i løbet af 2016.
Ary (NO)
Lørdag klokken 15.00 på SPOT Royal. Spiller også fredag klokken 21.45 på Atlas.
Hvis man vælger ikke at blive hængende til hele UHØRTs fest, så vil jeg anbefale, at man i stedet finder vej til SPOT Royal, hvor det norske megatalent Ary spiller en eftermiddagskoncert. Styrken i Arys musik er uden tvivl en unik og indlevende vokal, som komplementeres af et simpelt synth-båret elektronisk udtryk. Det er popmusik anno 2016, og det har allerede taget det mest af Nordeuropa med storm.
Pale Honey (SE)
Lørdag klokken 18.30 på Voxhall.
Madrid har Hinds, Aarhus har Velvet Volume, og Göteborg har så Pale Honey. Pale Honey er melodisk rockmusik i sin mest simple og elskværdige form, hvor det er energien, der driver værket. Den perfekte måde at blive vækket på, hvis man ligesom jeg er en lidt langsom starter på dag to af en festival.
JÆRV (DK)
Lørdag klokken 19.30 på Godsbanen, Remisen.
Jeg er stadig helt tosset med JÆRVs debut-EP, som udkom sidste måned. Det er powerfuldt, det er lyrisk, og det er formfuldendt popmusik af den absolut bedste slags fra vores egen andedam.
Konni Kass (FO)
Lørdag klokken 20.15 på Godsbanen, Åbne Scene.
Vi fortsætter i, hvad jeg godt kan se, er ved at udvikle sig til en decideret kvindelørdag med den færøske artist Konni Kass. Man kan drage visse paralleller til Ary, men Konni Kass er alligevel storslået på en anden måde med en ømhed i vokalen, der gør mig meget nysgerrig på hendes debutalbum, som gerne skulle være på vej inden alt for længe; nærmere bestemt til september.
Palace Winter (DK)
Lørdag klokken 23.30 på Voxhall.
Jeg slutter rækken af med at anbefale et band, hvis nyeste single vi for nylig havde eksklusiv premiere på. Det er naturligvis danske Palace Winter, som nok skal få sat publikum godt af sted ud i natten med deres energiske drømmepoppede shoegaze. Jeg er dybt forelsket i deres musik, og derfor må en af mine varmeste anbefalinger også gå i retning af den dansk/australske konstellation.
Det var det for denne gang. Der er naturligvis mange flere bands, jeg ville kunne anbefale, men noget af det bedste ved SPOT Festival er de timer, hvor man helt forudsætningsløst tager på opdagelse på et tilfældigt spillested. Og det vil jeg naturligvis ikke ødelægge for dig.
Jeg vil i stedet slutte af med en spilleplansbeslutning, som jeg finder ret morsom: Bandet med det yngste stampublikum har fået en af spilleplanens seneste tider, så hvis du vil til fest sammen med trætte teenagepiger, så kig forbi Scandinavian Congress Center lørdag klokken 01.30, hvor Citybois indtager SPOT Festival. God festival!
Tilbage i november havde jeg fornøjelsen af at opleve Amanda Glindvad og JÆRV live for første gang, da hun sammen med vores aarhusianske yndlinge Velvet Volume optrådte på Ideal Bar i København. På sådan en aften kan man ikke lade være med at blive glad på dansk musiks vegne, for der er ingen tvivl om, at det er to af landets allerkraftigt lysende talenter inden for hver deres del af det musikalske spektrum. Og det bliver kun bekræftet på JÆRVs debut EP “Dit Hav”, som udkommer den 11. marts.
Foto: Jannick Boerlum
For mens Velvet Volume i høj grad lever på deres energi og en uimodståelig bundaarhusiansk charme, er JÆRV unik i form af Amanda Glindvads inderlighed og den lethed, hvorpå de sætter tanker i gang i hovedet på lytteren gennem deres kaotiske lyriske univers. Omdrejningspunktet i deres underligt optimistiske, dystopiske hverdagsunivers er utvivlsomt Amanda Glindvads vokal. Det kommer eksempelvis til udtryk på EP’ens første af i alt seks numre: “I Staver“, som blev udsendt som single allerede i efteråret.
På åbningsnummeret – og resten af EP’en – ledsages Glindvads vokal af velproducerede elektroniske bølgesprøjt, som på elegant vis holder lytteren fast i JÆRVs ambivalente univers. Men hvor “I Staver” er et energisk værk, er andet nummer “Skurk” anderledes minimalistisk i sin produktion og messende i sit udtryk, hvilket skaber en god dynamik på pladen uden at virke forstyrrende. For mig fungerer de insisterende gentagelser af linjerne “Hævn dig nu // Få det så gjort // Så du blir stor // Så du blir stor // Gå foran mig langsommere // Gå foran mig langsommere” som en lidet provokerende og sarkastisk kommentar til nutidens digitale konflikthåndtering – eller mangel på samme – hvilket for mig er et fantastisk eksempel på Amanda Glindvads metaforiske skrivestil.
Variationen fortsætter på tredje nummer, som er den anden allerede-udgivne single, “Falder“. Her er tempoet igen skruet op, og den dystre indledning er erstattet af en snert af håb, som leder tankerne mod 00’ernes glade dage, hvor MGMT og M83 sad på den energiske elektropop.
JÆRV – Falder
Fjerde nummer “Konkylielyd” fortsætter på mange måder i samme spor, omend der her trækkes tråde til drømmepoppen mixet med et marchband. En temmelig spøjs kombination, men alligevel en af mine klare favoritter på albummet. Det er forfriskende, det er drømmende, og det sætter gang i mine sovende forårsfornemmelser.
For mig kommer højdepunktet i form af titelnummeret, “Dit Hav“. Her tager Amanda Glindvad et lyrisk opgør med den selvoptagethed og den selviscenesættelse, som lige nu præger vores måde at agere på online; at vi befinder os i vores eget “selvoptagede hav.” Med linjer som “Det var, da vi var små, at du kunne leve”, fortæller JÆRV historien om forandring, om længsel og om en verden, hvor man glemmer sig selv og sine. Det er i bund og grund den fortælling, som går igen på alle numrene og gør EP’en til den bedste og mest formfuldendte debutudgivelse, jeg har haft fornøjelsen at lytte til, siden Blaue Blume udsendte “Beau & Lorette” for snart to år siden.
EP’en vender tilbage til det dunkle hjørne på afslutningsnummeret “Ingen Alder”, hvor JÆRV udfordrer nogle menneskers manglende evne til at sætte sig i andres sted. Nummeret starter som en stille fortælling, inden den eksploderer i, hvad der føles som et vredesudbrud i frustration over den manglende forståelse.
Heldigvis kan jeg berolige JÆRV med, at deres musik er til at forstå. Jeg har svært ved at putte det ned i en bestemt kasse, medmindre der findes en kasse med påskriften: “Dansk musiks fremtid”. For jeg må indrømme, at jeg er dybt, dybt imponeret over, hvor høj en kvalitet JÆRV holder igennem EP’ens seks numre, og hvis nogen skulle finde på at bede mig om at definere god musik, så kan jeg svare dem meget enkelt: Lyt til Dit Hav.
