“Stille Hjerte” hedder den spritnye single, som vores yndlinge i JÆRV udsender i dag. Og hvis man bare hører titlen, så er det på grænsen til falsk varebetegnelse. Det nyeste udspil fra duoen er nemlig alt andet end stille.
Hov, vent, duoen? Ja, der er sket lidt, siden vi sidst stiftede bekendtskab med JÆRV sidste år her på Regnsky. Producer/synth-wunderkind Mathias Pedersen Smidt er nemlig blevet en officiel del af JÆRV, der som bekendt også tæller den nu forhenværende solist Amanda Glindvad.
For mig er det dog ikke den store omvæltning, da Mathias i min optik også sidste år spillede en afgørende rolle for det udtryk, der løfter JÆRVs lyd op blandt de ypperste inden for ny dansksproget musik sammen med navne som Bisse og Katinka. Men måske har det alligevel gjort noget ved “Stille Hjerte” – det virker i hvert fald til, at Mathias Pedersen Smidt har fået lov til at skrue en lille smule op for volumen i sin produktion, og det er derfor utvivlsomt JÆRVs mest energiske, aggressive og kraftfulde nummer til dato.
Tematisk lægger “Stille Hjerte” sig op af numrene fra 2016-debut-EP’en, “Dit Hav”, og tager udgangspunkt i hverdagen, de dybe tanker og jagten på den fordybelsesro, der nogle gange kan være svær at finde midt i et hektisk liv. Den sproglige leg er stadig i højsædet, og Amanda Glindvads evne til at skabe tydelige billeder gennem sine tekster gør “Stille Hjerte” til et vedkommende og nærværende nummer trods det mere voldsomme udtryk.
Et eksempel: “Jeg vil køre ud i natten // Jeg vil køre uden lyd (…) Jeg vil køre ned af bakker // Jeg vil køre uden tid (…)” lyder det blandt andet i omkvædet.
Hvis jeg skal anmelde nummeret med en enkelt sætning, så kan jeg jo passende gøre det med de ord, jeg har klippet ud af Amandas tekst i mit eksempel: “Stille hjerte fylder rummet.”
Men et er, hvad vi selv vil huske fra 2016, men noget helt andet er, hvad I, kære læsere, havde mest lyst til at læse om i det forgangne år. Jeg har derfor her samlet en top 10 over sidste års mest velbesøgte artikler her på Regnsky.
Nummer 10: Helmet Compass PRE-RELEASE!
Mirja havde fornøjelsen af at give premiere til danske Helmet Compass‘ single “Come Into My Room”, og det ville mange rigtig gerne læse om i 2016. I hvert fald nok til at placere artiklen på 10. pladsen.
Nummer 9: Det glæder vi os til på Musik i Lejet
2017-udgaven af Musik i Lejet blev udsolgt langt inden, vi overhovedet kunne skrive 2017 i kalenderen, så der er ingen tvivl om, at den relativt lille og hyggelige nordsjællandske festival er populær. Rigtig mange af jer brugte da også fem minutter af jeres tid på at tjekke Peters anbefalinger ud, inden I tog af sted.
Nummer 8: Forever changes
Et af vores store højdepunkter har også fundet vej til listen. Vi er simpelthen så glade for vores nye design, og der var åbenbart også en del af jer, som var nysgerrige på, hvordan Regnsky ville se ud i en post-2008-udgave. Vi håber, at det har levet op til jeres forventninger.
Nummer 7: Dem skal du høre på UHØRT Festival
Jeg skal ikke gøre mig klog på, om UHØRT Festival reelt er mere populær end Musik i Lejet, men måske er der i hvert fald et større behov for at forberede sig til Danmarks – i mine øjne – bedste festival for de helt unge talenter i den danske musikbranche.
Nummer 6: Spot på SPOT – Regnsky hylder…
Måske er det et tegn på, at SPOT Festival efterhånden er blevet så kæmpestort, at man bliver nødt til at tage nogle ret svære valg, når man skal prioritere, hvilke koncerter man skal høre. Men i hvert fald ville langt flere af jer hellere læse vores nedtakt end vores optakt til 2016-udgaven af SPOT Festival, hvor man i den grad kunne få stillet sin sult efter norsk musik.
Nummer 5: Regnsky møder… Konni Kass
Der var dog ikke kun norsk musik på SPOT Festival. Færøske Konni Kass er en af vores helt store opdagelser fra det sidste år, og en stor del af Regnsky-læserne var da også nysgerrige på at finde ud af, hvem den blonde færing egentlig er. Eller måske er der bare en virkelig loyal færøsk læserskare blandt vores læsere – hvis det er tilfældet, så er vi rigtig glade for, at I gider læse os oppe i det mere nordvestlige hjørne af kongeriget.
Nummer 4: JÆRV – Et hav af vellyd
En anden af i hvert fald Peters helt store musikalske forelskelser er naturligvis JÆRV, og det hele kulminerede i starten af året, da JÆRV udgav sin debut-EP, “Dit Hav”. Vi har offentliggjort en god håndfuld artikler om Amanda Glindvads projekt, men album-anmeldelsen var altså den, vores læsere helst ville læse.
Nummer 3: Forpremiere: Konni Kass – I Lie
Regnskys læsere tog virkelig Konni Kass til sig i 2016, og det kom tydeligt til udtryk, da vi ganske eksklusivt kunne præsentere en forpremiere på nummeret “I Lie” fra debutalbummet “Haphe”. To artikler om Konni Kass i top fem tror jeg ikke, at hverken vi eller hun regnede med, da vi tog fat på 2016.
Nummer 2: Premiere: Eugenia – vildt+sødt
Et af årets mest interessante bekendtskaber var den danske duo Eugenia. Med musik afspillet fra kassettebånd og nogle vidunderlige musikvideoer har de taget os med storm. Noget kunne tyde på, at vi ikke er de eneste, for vores læsere var også særdeles nysgerrige, da vi havde premiere på duoens allerførste udspil, “vildt+sødt”.
Nummer 1: “Spis eller bli’ spist!” med DC og Fouli
Årets mest læste artikel er samtidig den første artikel, Mirja nogensinde skrev på Regnsky. Mirja var taget ud i lørdagsnatten til undergrundshiphop, og det var noget, Regnskys læsere kunne lide. Om det er et tegn på, at vi har plads til endnu mere hiphop på bloggen, skal jeg ikke kunne sige, men vi er i hvert fald glade for, at I har taget så godt imod vores to nye skribenter.
Lad mig slutte af med et genlyt til en god omgang gadehiphop fra Carmon, og så læses vi forhåbentlig ved her i 2017!
Vi er endelig nået til juleaften, og ventetiden er forbi, så i dag vil Peter åbne den sidste låge i Regnskys julekalender. De seneste 24 dage har han afsløret sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og set nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. Tjek dem alle ud her. Rigtig glædelig jul fra alle os på Regnsky!
Glædelig jul! Det er juleaften – dagen, mange af os har ventet på. Nogle glæder sig til, at den er overstået, mens andre ser frem til endelig at kunne hygge sig i familiens skød. Dagen i dag betyder samtidig, at vi – meget naturligt – er nået til enden på Regnskys første rigtige julekalender. Den har været virkelig sjov at lave, og jeg håber også, at du, kære læser, har nydt at følge med undervejs. Jeg tror, at de færreste har kunnet lide alle numrene, men forhåbentlig har du opdaget et enkelt eller to nye numre undervejs. Eller måske fået lyst til at tjekke et album ud. Kom endelig med feedback, hvis der er noget, du synes, at jeg skulle have gjort anderledes. Og sig da også gerne til, hvis alt bare har været helt fantastisk!
Nå, vi har nok alle ret meget at se til i dag, så jeg må hellere forsøge at være lidt effektiv. Vi starter dog lidt alternativt ud…
Årslisten: #1
Jeg har haft vildt svært ved at vælge årets bedste nummer, og det har jeg, fordi musik for mig også handler rigtig meget om den fortælling, som musikken er en del af. Jeg mener ikke, at man kan se på musik uden at se på den kontekst, den er opstået i. Derfor er jeg faktisk endt ud med at placere hele tre numre på førstepladsen, omend de hænger sammen i ånden. Eller mere præcist hænger de sammen i David Bowies ånd.
De tre numre er David Bowies egen “Lazarus” fra “Black Star”, The Flaming Lips’ cover af “Space Oddity” og ikke mindst The Flaming Lips’ nyeste single “Sunrise (Eyes of the Young)”. Tre numre som for så vidt er fuldkommen forskellige, men som alligevel hænger sammen på et dybere plan.
Da jeg interviewede Wayne Coyne under Heartland Festival, var det helt åbenlyst, at David Bowie på mange måder har været afgørende for The Flaming Lips musikalske udvikling gennem tiden, og de har langt hen af vejen fulgtes ad op igennem musikhistorien. Derfor synes jeg egentlig også, at det er meget passende, at de får lov til at flyde sammen i en skøn toenighed på toppen af årslisten.
“Lazarus” er for mig det stærkeste nummer fra “Black Star”, og det nummer, som allertydeligst understreger Bowies selvbevidsthed omkring sin forestående død. Rent bibelsk og symbolsk er selve titlen en nærmest uhyggelig anerkendelse af Bowies evne til at leve videre i rigtig mange af os efter sin død, hvilket blandt andet eksemplificeres i The Flaming Lips’ enestående cover af Bowies måske mest karakteristiske nummer, “Space Oddity”. Jeg har det normalt virkelig svært med covernumre, men The Flaming Lips har på rørende vis formået både at fange deres og Bowies ånd i deres fortolkning af nummeret, og når man samtidig kender historien om bandets kærlighed og passion for Bowies musik og person, skaber det en uimodståelig stærk hyldest, som jeg i hvert fald ikke har oplevet andre steder i de mange andre i øvrigt for det meste fine hyldester til Ziggy.
Og så kan jeg bare ikke lade være med at omtale “Sunrise (Eyes of the Young)”, som for mig er det stærkeste The Flaming Lips har lydt i mange år. Wayne Coyne virker til at være tilbage i storform, og jeg har allerede nu en forventning om, at det snart forestående album “Oczy Mlody” kan nå samme højder som “Soft Bulletin” og “Yoshimi Battles The Pink Robots” – hvis lyd nummeret i øvrigt lægger sig tæt op af.
Årets danske udgivelse: #1
Årets danske udgivelse er den udgivelse, som jeg har lyttet suverænt mest til i 2016. Og det naturligvis JÆRV og hendes vidunderlige EP “Dit Hav”. Da EP’en udkom, kaldte jeg den for “den bedste og mest formfuldendte debutudgivelse, siden Blaue Blume udsendte “Beau & Lorette”” tilbage i sommeren 2014 – og det mener jeg egentlig stadig. Jeg vil egentlig ikke gennemgå EP’en alt for nøje, for det kan man læse i min anmeldelse fra marts her, men blot konstatere, at fremtiden tegner helt vildt lys for den mere eksperimenterende del af den dansksprogede popmusik. Jeg glæder mig rigtig meget til at lytte til JÆRVs kommende anden EP, som snart skulle være klar til at se offentlighedens lys. For lur mig om den ikke godt kunne gå hen og blive noget af det, der kommer til at få en plads i mit musikalske hjerte anno 2017.
Det var så enden på årets julekalender. Jeg håber som sagt, at du har nydt den. Hvis du skulle have misset nogle afsnit, kan de alle findes lige her. Vi har stadig en lille smule opsamling fra året, der snart er forbi, i denne kommende uge her på Regnsky, men hvis vi ikke læses ved inden da, vil jeg gerne ønske dig og dine en glædelig jul og et godt nytår!
Vi nærmer os så småt juleaften og for at gøre ventetiden lidt kortere, vil Peter hver dag frem til juleaften åbne en låge i Regnskys julekalender. Her vil han blandt andet afsløre sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og se nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. God fornøjelse og god jul!
Vi er officielt på vej mod sommer! Det er årets korteste dag, og fra nu af vil det kun blive lysere og lysere, så for en gennemført optimist som mig er det årets bedste dag. Lad os fejre årets korteste dag med årets korteste intro.
Årslisten: #4
Faste læsere har sikkert bare siddet og ventet på, hvornår den ville komme, og det gør den så i dag: Mit yndlingsnummer fra JÆRV. Her i vores lille Regnsky-familie har vi snakket lidt om, om jeg skulle have karantæne mod at omtale JÆRV, ligesom Eva fik det for nogle år siden med Niels Bagge og Vinnie Who, men når det kommer til stykket, så har jeg nok snakket om og lyttet markant mere til Amanda Glindvads musik, end jeg har skrevet om den. Men i dag skal det være. “Skurk” er nummeret, som jeg vil betragte som mit yndlings JÆRV-nummer, og forklaringen skal egentlig nok findes i koncerten på SPOT Festival, som jeg omtalte for snart mange dage siden. Nummeret er alt det, jeg elsker ved JÆRVs musik. Det er den malende lyrik med de sproglige finurligheder (Sætningen “Gå foran mig langsommere” er jeg særligt forelsket i.), det er den fuldstændig stilrene vokalpræstation fra Amanda Glindvad, det er den genreudfordrende produktion med de små, skæve elementer.
Vi er i øvrigt nået dertil, hvor jeg bliver nødt til at genbruge et lydklip, men Skurk-klippet fra SPOT Festival er simpelthen bare det mest passende i den her sammenhæng, så bær over med mig. Og hey, det er jo godt, så nyd det også!
Årets udenlandske udgivelse: #2
Jeg teasede lidt for det forleden, og nu kommer bekræftelsen så: Honeyblood og “Babes Never Die” er årets næstbedste internationale udgivelse. Det er en hymne for feminisme anno 2016, og selve titlen på albummet er en kæmpe fuckfinger til en mandsdomineret branche, som til tider kan være ret tung at danse med for selvstændige og viljefaste kvinder. Viljefast må man også kalde Stina Tweeddale, som efter det selvbetitlede debutalbum fra 2012 måtte se bandets andet medlem Shona McVicar forlade bandet. Hun blev siden afløst af Cat Myers, og det er den nye konstellation, som har skabt dette fantastiske album. Lyden er hårdere end på debutten, men den er samtidig også mere udfordrende og mere genresøgende. For mig står albummet som et resultat af den vrede, som Cat Myers må have følt, da hun blev forladt, men når vreden på den måde kan blive konverteret til en kampvilje og vilje til at overleve, så kan der ske fantastiske ting – og det er der i sandhed gjort her. “Ready For The Magic” er albummets klart bedste nummer, men også den grungede “Sea Hearts” og det rasende titelnummer kan noget helt særligt. Albummet falmer desværre lidt mod slutningen, men når man nærmer sig perfektion inden for genren i de første totredjedele af albummet, kan jeg godt leve med det. Så selvom det måske kan være hårdt at sige, har McVicars exit på rigtig mange måder været en kæmpe gevinst for det skotske band.
Vi har kun tre dage tilbage, men hvilke tre dage. I morgen skal vi lytte til en sang, som egentlig ligeså godt kunne have indtaget førstepladsen. Og måske burde den også have gjort det. Det vil jeg lade være op til andre at bedømme.
Vi nærmer os så småt juleaften og for at gøre ventetiden lidt kortere, vil Peter hver dag frem til juleaften åbne en låge i Regnskys julekalender. Her vil han blandt andet afsløre sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og se nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. God fornøjelse og god jul!
Vi rammer nu halvvejs-punktet på listen – og på vejen mod juleaften. Jeg vil lige benytte lejligheden til at anbefale min yndlingsjulekalender for i år: Anders Lund Madsens ‘Hullet i julen’, som kan høres hver eftermiddag på DR P1 eller hos din foretrukne podcastpusher. Fortællingen er bygget op som en krimi med Lund Madsen som den karakteristisk skæve fortæller. Tjek den ud – og så til det, det egentlig handler om!
Årslisten: #13
Jeg har egentlig aldrig haft noget særligt forhold til herren på 13. pladsen, og det var derfor heller ikke voldsomt groundbreaking for mig, da han blev offentliggjort til 2016-udgaven af Northside Festival. Men den kære Beck fik sig ubetinget en ny fan denne småkølige søndag aften i Ådalen. Nummeret, som har fundet vej til listen, er dog et, som han ikke spillede til koncerten; nemlig “Wow”. Tracket befinder sig i det mere groovy, poppede hiphop-agtige hjørne af Becks eklektiske univers – det er simpelthen så svært at genrebestemme hans musik. Det, som især har fanget mig, er de ekstremt mange elementer, som Beck har fået til at fungere sammen som en logisk helhed. Der er den oldamerikanske fløjte, der er den samplede fløjte fra western-mesterværket The Good, The Bad and The Ugly, der er den fuldkommen absurde lyrik (som alligevel bare holder), som Beck halvt rapper, halvt synger i første halvdel af nummeret, inden det hele flyder over i en glædesrus og det nærmest messende ‘wow!’ Jeg er vild med det.
Årets danske koncert: #1
For en gangs skyld passer klippet herunder fuldkommen sammen med teksten. Det er nemlig fra præcis den koncert, som jeg er så fandens begejstret for. I min verden har 2016 i allerhøjeste grad været JÆRVs store gennembrudsår, og jeg kan godt afsløre, at det ikke er sidste gang, vi skal lytte til hendes musik her i december. Jeg har været til mange – alt for mange, vil nogle måske mene – JÆRV-koncerter i år, men der er alligevel én af dem, som står som noget helt særligt for mig: Nemlig Amanda Glindvad og producer/synthmester/tryllekunstner Mathias Pedersen Smidts koncert under SPOT Festival. Det var kulminationen på et forår, hvor jeg har kunnet se JÆRV vokse koncert for koncert frem til det her klimaks, hvor alt gik op i en højere enhed.
Jeg har rost nogle af de udenlandske artister for deres showmanship omkring deres optrædener. Her står JÆRVs koncert i stærk kontrast til det – her var der fokus på musikken i sin reneste form. Det er modigt, men Amanda virkede stålsat, sensuel og indlevende på scenen, lydmanden nailede sit arbejde på en måde, jeg aldrig har hørt mage i de ofte noget udfordrende omgivelser på Godsbanen, og Mathias, ja, hans tryllerier sidder altid lige i skabet. Derfor er det årets bedste danske koncert for mig.
Efter nogle dage i mændenes tegn på årslisten er det i morgen tid til endnu en kvinde. Og sågar en dansk en af slagsen – og nej, det er ikke JÆRV. Vi læses ved i morgen.
