Musik er følelser. Det er et mantra for mig som musikskribent, men aldrig har det virket mere rigtigt end på dette års Roskilde Festival. Jeg er fuldstændig drænet for mental og emotionel energi. Jeg ved ikke, om det er programmet, vejret eller min egen sindsstemning, men for mig har årets festival været en helt ekstrem følelsesmæssig rutchebanetur, hvor jeg vist stadig ikke helt er klar over, om, hvordan eller hvor jeg skal stå af.
Jeg ved til gengæld godt, hvornår jeg stod på. Det gjorde jeg i mandags, hvor særligt svenske Skott med sin på samme tid fløjsbløde og knivskarpe vokal skar sig direkte ind i hjerterne på mig og de andre mandagsfriske musikelskere. Så var bunden ligesom lagt, inden jeg kastede mig ud hovedkulds ud i campingområdets mange fornøjelser og den egentlige rutchebane.
Tirsdag var det IRAH og GANGLYs tur til at bevise, at fremtiden er både lys og skræmmende på samme tid. Både IRAH og GANGLY formår at opbygge drømmende men faretruende lyduniverser, som kun få bands kommer i nærheden af at matche – begge ledsaget af en overjordisk dygtig vokalist i form af henholdsvis danske Stine Grøn og islandske Jófríður Ákadóttir. Jeg har længe været dybt forelsket i Stines vokal, og jeg tror, at folk herhjemme er ved at få øjnene op for Jófríður. I hvert fald var flere henne og erklære deres kærlighed til hende overfor mig, efter hun torsdag havde optrådt sammen med Hun Solo som soloprojektet JFDR.
For det fortjener hun fandme. På festivalen lavede jeg mit andet interview med hende på bare to måneder (først med JFDR – nu med GANGLY), men hvis det stod til mig, kunne jeg egentlig godt nøjes med kun at interviewe hende i alle mine interviews fremover. Sjældent har jeg mødt så smuk og eftertænksom en sjæl, der formår at sætte ord på alt det, der kan være svært at sætte ord på. Tak for dig, Jof!
Det hele peakede dog for mig torsdag aften, hvor the xx leverede deres livs formentlig bedste koncert. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig, at de kan gøre det bedre, for alt var absolut perfekt. Jamie xx var genial som altid, Romy fik alle omkring mig til at græde, mens Oliver virkede mere hjemme på scenen, end han nogensinde har gjort før. Jeg tror, at de mærkede kærligheden, der brusede over i pitten, og det gav dem mod på og lyst til at være den bedste udgave af dem selv; sagt på vaskeægte klichésk.
Jeg vil ikke gå i dybden med koncerten, for det har jeg allerede gjort her. Men blot konstatere at de og særligt Romys enestående følelses-tour-de-force på “Performance” vil stå tilbage som soundtracket for min festival.
When you saw me leaving // Did you think I had a place to go? // Since you stopped believing // I’ve had to put on my own show
Tilbage vil jeg også stå med en Roskilde Festival 2017, som på mange måder har været en underlig oplevelse. Jeg har været lykkelig og trist. Jeg har været fuld og tom. Jeg har savnet, og jeg har elsket. Jeg har med andre ord bare været på Roskilde Festival – det underlige skal findes i balancen. Vi ses næste år!
Hvad får man, hvis man tager tre musikere, som hver især er landets bedste til hver deres instrument?
Det fik de morgenfriske, der havde formået at slæbe de trætte lemmer hen til Countrdown klokken 15 (ja, det er stadig morgen på Roskilde Festival), svar på. For svaret er både IRAH og imponerende. På forårets SPOT Festival scorede duoen, som live ofte også tæller trommeslager Anders Bach, topkarakterer over hele linjen, og mine forventninger var derfor på forhånd enorme. Men IRAH skuffede ikke.
Koncerten blev indledt med næsten 10 minutters fri leg fra keyboardtroldmand/synthmester/vidunderbarn Adi Zukanovic, som både fysisk og mentalt fik rusket og rystet det Roskilde-trætte publikum vågne i en vaskeægte tour de force i musikalsk landskabsopbygning; ledsaget af de fedeste visuals, jeg endnu har set på dette års Roskilde. Fra start til slut komplementerede de musikken på den mest elegante vis, selvom solen gjorde sit til at modarbejde det visuelle udtryk.
Selv IRAH var dog ikke sluppet helt fri fra de efterhånden ret mange lydproblemer, både Rising og Countdown har oplevet i år. Om det er forklaringen på, at bandet begik en del flere fejl end normalt, skal jeg ikke kunne sige. Værst stod det til på “Into Dimensions”, hvor sangerinde Stine Grøn og Adi meget ukarakteristisk virkede til at være ude af sync et par gange undervejs.
Men her må jeg vende tilbage til min allerførste pointe, for her er altså tale om landets måske tre dygtigste musikere på henholdsvis trommer, vokal og synths/keyboard. Så jeg har – muligvis ganske urimeligt – vænnet mig til, at alt, hvad de gør, er 100 procent perfekt. Og det kan ingen leve op til. Det behøver de heller ikke.
Jeg ved ikke, om ordet overperfekt findes, men det er simpelthen så passende i relation til IRAH. For når Stine Grøn en meget sjælden gang ramte en tone lidt skævt, var Adi straks klar til at improvisere med et overlegent overskud, som gav en fan som mig, der efterhånden kan hver en tone af “Into Dimensions”-EP’en udenad, noget andet at tænke på. Og hvis Adis leg for en stund tog overhånd, slog Stine en krølle med stemmen og skabte musik, som kun de færreste vokalister overhovedet tør drømme om nogensinde at kunne frembringe.
Og så har jeg ikke engang talt om special guest star Anders Bach. Jeg er GIGANTISK fan af Anders. For mig er det ham, der i høj grad skaber magien i IRAHs liveoptrædender – og tidligere har gjort det samme for Ice Cream Cathedral. Anders’ trommespil er ikke perfekt; det er derimod organisk og hamrende musikalsk, så man som lytter føler hvert et slag sammen med maestro Bach. Stine Grøn er en underskøn frontfigur, men oftest er det Anders Bach, jeg holder øje med under koncerterne. For han spiller ikke bare trommer; han ér musikken gennem sit kropsprog. Det må være min største anbefaling til dig, som skulle få fornøjelsen af at opleve IRAH live en anden gang: Hold øje med Anders!
Det var på flere måder en lidt atypisk koncert. For mig er IRAH et klokkeklart indeband. Ej at forveksle med indekatte, for IRAH beviste i dag, at de også mestrer en solbeskinnet tirsdag på Roskilde Festival. Om det var de nye omgivelser, som også ændrede min opfattelse af musikken, er muligt, men hvor jeg normalt altid står tilbage med “Fast Traveling” som mit højdepunkt, så var det denne gang “Showering Layers off My Skin”, der i sidste ende stod som det drømmende spir af lyd, der på bedste vis formidlede det melodiske landskab, som IRAH formår at skabe som ingen andre.
Nu giver vi ikke stjerner på Regnsky, men uanset om vi havde givet op til 5 eller 6 af slagsen, har IRAH fortjent det dobbelte. Hurra for Danmark! Vi har genvundet de nordiske mesterskab i musik!
Så er det om lidt, at det er nu! Roskilde Festival 2017 er lige rundt om hjørnet, og programmet er lige så stopfyldt med kendte og ukendte musiknavne, som det plejer at være. Hvor skal man starte? Og hvem må man ikke gå glip af?
Det vil Rasmus, Eva og jeg give dig hvert vores personlige bud på de næste dage. Jeg vil – som titlen afslører – tage udgangspunkt i programmets nordiske artister og udpege de 10 artister, du absolut bør høre. For god ordens skyld skal det siges, at listen er i kronologisk rækkefølge.
ARY Mandag d. 26/6, kl. 16.30, Countdown
Jeg hørte norske Ariadne Loinswortha – eller bare ARY – for første gang på sidste års SPOT Festival, og ved den lejlighed blev jeg blæst bagover fra første sekund. Faktisk i en sådan grad, at jeg dagen efter var nødt til at opsøge ARY’s gratis koncert ved åen for at få bekræftet, at det hele ikke bare var en drøm. Og den elverlignende lille kvinde var virkelig nok – og det var magien også! Den 21-årige trondheimbo (eller hvad man nu kalder folk fra Trondheim?) er leveringsdygtig i bastung, elektronisk popmusik efter den ret velkendte norske succesopskrift, som kredser om velskrevne og catchy tekster i et drømmende univers.
Du skal høre ARY, hvis…
…du kan lide andre norske artister som Aurora, Susanne Sundfør og Amanda Delara, eller du bare er vild med velskabt popmusik med kant.
Lyt til: “Higher”
Skott Mandag d. 26/6, kl. 19.30, Countdown
Der er ingen grund til at rende for langt væk fra Countdown-scenen, når ARY er færdig. Cirka halvanden fadøl og en bid aftensmad senere står hendes 25-årige svenske kollega Skott nemlig klar med flere lækkerier til pophjertet. Jeg har desværre ikke hørt Pauline Skjötts projekt live endnu, men jeg forventer en bombastisk koncert fra det vaskeægte blogfænomen, som har lagt HypeMachine ned ikke mindre end tre gange med sine fantasifulde, elektroniske folkpop-fusioner. Det er dramatisk, det er storslået, og det er ubetinget Sveriges bedste bud på en ung artist, der kan matche Norges tilsyneladende utømmelige talentmasse.
Du skal høre Skott, hvis…
…du savner Bat For Lashes, og du gerne vil udfordres lidt mere, end du normalt vil blive til en popkoncert.
Lyt til: “Glitter & Gloss”
IRAH Tirsdag d. 27/6, kl. 15.00, Countdown
Stine Grøn og co. behøver ikke nogen nærmere introduktion her på Regnsky, for faste læsere er ikke i tvivl om, at vi knuselsker danske IRAH. I min optik er IRAH landets mest interessante band lige nu, og det er kun et spørgsmål om tid, før de har vokset sig for store til både Countdown-scenen og den danske musikscene i det hele taget. Stine Grøns vokal er som en engels, og Adi Zukanovic er en vaskeægte tryllekunstner, når han lader fingrene danse på sine keys. Det giver en drømmende lyd af en anden verden, som på SPOT i april fik Gaffas anmelder til at udråbe IRAHs koncert til den måske bedste nogensinde på festivalen. Jeg er 110 procent enig!
Du skal høre IRAH, hvis…
…du har ører, der virker. Ganske enkelt. Hvis du endnu ikke har oplevet IRAH live, så er det her koncerten, du skal til. De er fede på plade, men live er de i en klasse for sig!
Lyt til: “Into Dimensions”
Farveblind Tirsdag d. 27/6, kl. 16.30, Countdown
Lige efter IRAH kan man opleve en anden artist, som også optrådte til vores dayparty på SPOT Festival. Det er naturligvis den danske duo Farveblind, som Rasmus havde fornøjelsen af at interviewe efter selvsamme koncert i Aarhus. Jens Asger og Magnus laver – modsat mine tre første anbefalinger – ikke popmusik. De er derimod garant for bastung eletronisk musik af den slags, som gør det svært at sidde eller stå stille. Ligesom IRAH formår de at gøre deres egne indspilninger til skamme, når de optræder live, og med deres liveenergi er de uden ligemænd på den hjemlige scene.
Du skal høre Farveblind, hvis…
…du ikke er bange for at svede sammen med andre glade mennesker og gerne vil sparke din Roskilde Festival i gang med en gedigen eftermiddagsfest.
Lyt til: “Wasteful Talk” (feat. Clea)
silvester Tirsdag d. 27/6, kl. 21.30, Countdown
Vi fuldender trekløveret med endnu en artist fra vores dayparty lineup i form af den velfortjent hypede trio silvester. Silvester består af forsanger Awinbeh Ayagiba, Ida Duelund og Malthe Rostrup, og deres musik kan bedst beskrives som eksperimentel r&b med beachpoppede elementer. Jeg krydser alle de fingre, jeg kan undvære, mens jeg skriver, for, at tirsdag aften på Roskilde Festival bliver en af de der mytiske solbeskinnede, lune sommeraftener. For det er den mest optimale ramme for silvester og deres evne til at sende lytteren mod de mere tropiske afkroge af sindet – hvis sådanne altså findes…
Du skal høre silvester, hvis…
…solen skinner, og du har lyst til noget lækkert, blødt og behageligt, som kan få dig til at glemme alt – lige fra dine sorger til, hvor dine venner mon er blevet væk henne (Det er tirsdag – alle er blevet væk til den tid).
Lyt til: “Oceans”
GANGLY Tirsdag d. 27/6, kl. 23.00, Countdown
Nej, jeg gider ikke ændre titlen på artiklen til “Peter anbefaler hele Countdown-programmet.” Jeg vil derimod gerne anbefale den artist, som i år har æren af at lukke min yndlingsscene på Roskilde Festival: Islandske GANGLY. Frontkvinden er Jófríður Ákadóttir, som jeg havde fornøjelsen af at møde på SPOT Festival til en snak om hendes projekt JFDR. Nu er hun tilbage i Danmark med trioen GANGLY, og der er lagt op til en musikalsk udfordrende oplevelse. Lyden er umiskendelig islandsk i sin organiske og futuristiske komposition, hvor simple klange flyder sammen og skaber et storslået univers. Hold nu op, jeg glæder mig til igen at lade mig omfavne af den unge sangerinde, som selveste Bjørk ser som et forbillede.
Du skal høre GANGLY, hvis…
…du vil udfordres af musikken. GANGLY kræver enormt meget af sin lytter, men hvis man lader sig gribe af musikken, vil jeg vove at påstå, at man får sin indsats uendeligt mange gange igen.
Lyt til: “Whole Again”
Sigrid Torsdag d. 29/6, kl. 12.30, Apollo
Det er nok en overraskelse for nogen, at jeg anbefaler norske Sigrid, for jeg var ikke begejstret efter hendes koncert på SPOT. I mellemtiden har jeg dog smaskforelsket mig i den 20-årige sangerindes smukke ballade “Dynamite”, og jeg har besluttet, at hun fortjener en chance mere. For jeg er slet ikke i tvivl om hendes talent. Jeg håber bare på, at hendes live performance har udviklet sig, for hendes tilstedeværelse på en scene er helt i top, så grundingredienserne er bestemt til stede. Nu skal hun bare sætte det hele sammen, når hun af uransagelige årsager indtager Apollo – hvilket meget vel tager prisen for årets mest aparte kunstner/scene-match.
Du skal høre Sigrid, hvis…
…du havde det fedt til ARY-koncerten i opvarmningsdagene, og du gerne vil se, om den talentfulde unge nordmand har fundet en bedre balance mellem akrobatik og sang på scenen, end hun havde for få måneder siden.
Lyt til: “Dynamite”
aYia Torsdag d. 29/6, kl. 20.00, Gloria
Vi tager et smut tilbage til Island for at møde trioen aYia, som er det andet af i alt tre islæt fra vulkanøen. aYia laver ifølge de fleste beskrivelser, jeg er stødt på, electropop, men det er en eklatant forsimpling af bandets komplicerede univers. For mig er aYia lyden af natur. Det er lyden af tåge. Det er lyden af elektriciteten i luften inden et tordenvejr. Det er pulserende, drømmende og til tider behageligt skræmmende. aYia har bogstaveligt talt skabt overjordisk musik, og jeg glæder mig helt ustyrligt til at opleve dem transformere allerede magiske Gloria til et sansetungt inferno.
Du skal høre aYia, hvis…
…du tør. Det er lidt en skam, at de spiller allerede klokken 20, for du kommer til at være emotionelt drænet efter koncerten, hvis de formår at ramme stemningen fra deres indspilninger.
Lyt til: “Ruins”
Mammút Fredag d. 30/6, kl. 20.15, Pavilion
Kvintetten Mammút er den sidste islandske artist, jeg vil anbefale i denne omgang. Deres musik er markant lettere at gå til end både GANGLY og aYia, men det gør den hverken mindre islandsk eller mindre fortryllende. Mammút laver indierock med et ordentligt pift islandsk natur oveni, hvilket løfter deres musik op i en sfære, hvor den transcenderer almene genrebeskrivelser og bare fremstår som følelser udtrykt gennem især Alexandra Baldursdóttirs himmelske vokal.
Du skal høre Mammút, hvis…
…du godt kunne lide de andre islandske indslag, men savnede en elektrisk guitar. Samtidig er det et godt bud til dig, som gerne vil prøve grænserne for indierocken af.
Lyt til: “Salt”
Cashmere Cat Lørdag d. 1/7, kl. 19.30, Apollo
Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal forvente af Cashmere Cat i liveudgaven. Ud over at Magnus August Høibergs projekt virker noget mere hjemme på Apollo, end landskvinden Sigrid gør. Cashmere Cat er bedst kendt som producer for nogle af verdens største artister som Kanye West og Roskilde-aktuelle The Weeknd, men nu er han altså for anden gang i Roskilde på egen hånd. Med i den hånd – eller de hænder – har han en finurlig mix af blød dance og fræk r&b, som nok skal få de fleste formentlig ret trætte Roskildegængere til at slowdanse sig ind i festivalens sidste aften på ømmeste vis.
Du skal høre Cashmere Cat, hvis…
…du allerede har – eller har tænkt dig at finde – en at slowdanse med. Koncerten kunne meget vel blive festivalens mest behagelige oplevelse.
Lyt til: “Quit”
Det var alt fra mig for denne gang. Hold øje med Rasmus og Evas optakter, hvis du vil have flere gode bud på, hvad du bare ikke må gå glip af på årets Roskilde Festival. Og så ses vi derude på Dyrskuepladsen!
SPOT Festival 2017 er slut, og vi skal vente et helt år, inden det igen er tid til at slentre rundt i Aarhus’ evigt hyggelige, små gader og entrere den bermudatrekant af lykke, hvor man omgivet af Musikhuset i øst, Godsbanen i vest og Voxhall/Atlas lidt mod nord kan lade sig indhylle i musikalske oplevelser uden at skulle forholde sig til den travle verden udenfor. Det har Rasmus, Eva og jeg gjort i en lille håndfuld dage, som kastede alt fra spændende konferencer og glædelige genforeninger til eminente koncerter og hyggelige dayparties af sig. Her er mine fem’ish højdepunkter!
Aarhus Volume
Torsdagen på SPOT Festival er altid en lidt sjov størrelse. Festivalen er stadig ved at vågne af sin alt for lange dvale, og de mange tilrejsende københavnere skal lige vænne sig til, at indre by de næste dage er skiftet ud med midtbyen, og at der findes andre bakker end broerne, der forbinder Sjælland med Amager. Men heldigvis er der også musik til at lette integrationen, og i år var der opstået et nyt, fantastisk koncertområde mellem Godsbanen og Scandinavian Congress Center. Aarhus Volume stod bag initiativet, som bedst kan beskrives som en lille festival i festivalen, hvor de torsdag, fredag og lørdag præsenterede en lang række dygtige upcoming artister – og så endda helt gratis!
Aarhus Volume-scenen blev åbnet af danske Slowes, og det blev gjort med maner. Om Slowes skal have æren for, at 2017-udgaven af SPOT Festival havde det bedste vejr, jeg kan huske, skal jeg ikke gøre mig klog på, men for mig er Slowes uden forbehold lyden af sommer. Jeg spåede tilbage i januar Jack Kilburn og Anders Hamanns projekt til at slå igennem for alvor i løbet af 2017, og jeg tror på, at deres performance i torsdags kan være et godt skridt på vejen! Det var velproduceret, det var vedkommende, og det var helt grundlæggende bare en dejlig måde at åbne festivalen på.
I det hele taget var det en god aften for de (forholdsvist) unge danske bands. Især TÅRN leverede lidt senere på aftenen en rigtig god koncert. Jeg har ikke været blæst bagover, når jeg har lyttet til TÅRN på mit anlæg, men jeg var meget imponeret over, hvordan de formåede at løfte deres musik i en live setting, hvor den virkede både mere indlevende og dansabel.
Det er egentlig ikke noget nyt med små koncerter rundt om i Aarhus under SPOT, men Aarhus Volume er det mest gennemførte, omfattende og integrerede, jeg endnu er stødt på, og det fungerede hele festivalen igennem; både til koncerter men også som mødested, når man ville ses med sine ikke-SPOT-gående venner, eller bare havde lyst til at nyde en øl og lidt musik ude i det gode vejr. Så velkommen tilbage næste år, Aarhus Volume!
JFDR
Den koncert, som jeg på forhånd havde glædet mig suverænt mest til, var fredagens koncert med islandske JFDR. Jófríður Ákadóttir hedder den 22-årige kvinde bag JFDR, og hun er allerede en ret erfaren ræv i manegen (som man overhovedet ikke siger, men det gør jeg nu). Allerede som 14-årig debuterede hun sammen med sin søster med duoen Pascal Pinon, og de otte år i musikbranchen mærkedes tydeligt i en koncert, som virkede både gennemtænkt og gennemført ned til mindste detalje. Den gode halve time i Rytmisk Sal i Musikhuset er nok den mest følelsesmæssigt intense oplevelse, jeg endnu har været udsat for på SPOT. JFDR formåede på nærmest magisk vis at gøre en hel sal mundlam med sine finurlige, organiske produktioner, hvor musikken i lige så høj grad udtrykkes gennem følelser og nærvær, som den gør det gennem Jófríður inderlige vokal og de uortodoske trommearrangementer. Det er en oplevelse, jeg vil mindes længe!
Jeg havde i øvrigt fornøjelsen af at interviewe dem eftertænksomme nordbo efter koncerten – resultatet af den filosofiske samtale dukker op her på bloggen inden alt for længe.
Siv Jakobsen
Noget af det, som SPOT Festival er bedst til, er at skabe de her uventede og unikke oplevelser, fordi man pludselig befinder sig til en koncert, som man ikke havde planlagt at tage til. Sådan en oplevelse var norske Siv Jakobsens koncert. Jeg havde lyttet ganske lidt til Siv Jakobsens musik inden SPOT Festival, men jeg endte alligevel med at tage med et par venner til koncerten, fordi jeg ikke havde andet at tage mig til på det tidspunkt. Og det viste sig at være en virkelig god beslutning.
Omgivet af en pianist og en lille håndfuld strygere skabte Siv Jakobsen en norsk hyggehule (nej, jeg har ikke set SKAM, så jeg kender ikke det norske ord for hyggehule), hvor hendes eminente vokal og den minimalistiske produktion fungerede som et virkeligt behageligt gruppekram. Det var en dybt personlig oplevelse, hvor Siv også fik erklæret sin kærlighed til Britney Spears gennem et forfriskende nøgent cover af megahittet “Toxic” – som i øvrigt også er min yndlingssang fra min tidlige ungdoms store popstjerne.
IRAH
SPOT Festival anno 2017 var en lidt anderledes oplevelse for os på Regnsky. For første gang i seks år var vi nemlig en aktiv del af festivalprogrammet, da vi sammen med vores gode venner hos Wonderwhy Music Company, IAMSOUND og PHQ Music var arrangører af et officielt dayparty lørdag eftermiddag på HeadQuarters. Vi havde arrangeret det sådan, at vi hver især skulle stille med én eller flere artister. Jeg besluttede ret tidligt, at IRAH var en af de artister, jeg allerhelst ville have til at komme og spille til arrangementet – og de var heldigvis søde nok til at sige ja – evigt meget kærlighed og tak for det!
Jeg har ikke fortrudt det valg et eneste sekund, for hold nu op en optræden!
Hvis jeg skulle vælge én lyd, som skulle være den eneste, jeg måtte høre resten af mit liv, ville Stine Grøns vokal være øverst på den liste. I sammenspil med lydgeniet Adi Zukanovic på keys skabte IRAH et himmelsk lydbillede, som trængte direkte ind og fik sjælen til at danse sejrsdans. Jeg har meget svært ved at beskrive den koncert meget anderledes, og jeg kan kun give Gaffa ret i, at IRAH muligvis har givet den bedste koncert nogensinde på SPOT Festival – endda to dage i træk! Wauw!
KOPS
Fra IRAH skal vi til en anden dansk artist på fire versaler, nemlig KOPS. Men der ophører lighederne så også. KOPS burde egentlig slet ikke være noget for mig. Det er en underlig blanding af alt det værste fra P3’s playlister mixet med Lukas Grahams scenecharme og Phlakes evne til at udgive det samme velskabte popnummer 10 gange. Og så er han bare 19 år gammel. Det samme er en stor del af hans publikum. Men han kan fandme starte en fest fra nul, som jeg har lyst til at være med til, og det er altså en kvalitet i sig selv.
KOPS tager prisen som årets overraskelse for mig på alle leder og kanter. Jeg er overrasket over, at jeg tog til koncerten. Jeg er overrasket over, at jeg ikke gik igen. Jeg er overrasket over, at jeg nød at være der. Og jeg er overrasket over, at det gjorde så stort et indtryk på mig, at jeg skriver det her!
Hvis Oskar Kops Kronback formår at holde fast i charmen og arbejde videre med sangstemmen og sangskrivningen, så tror jeg helt sikkert, at han har fat i et eller andet helt rigtigt her.
Der er naturligvis mange andre dejlige minder fra SPOT Festival 2017, men den her artikel er allerede rigeligt lang, så jeg vil bare nøjes med her til sidst at sende en kæmpe high five i retning af blandt andre Amanda Delara, Konni Kass, Velvet Volume, Rest in Beats og alle de optrædende til vores dayparty! Tak for i år, SPOT Festival – vi ses igen i 2018!
SPOT-festivalen er over os! Den starter på torsdag og varer weekenden ud, når Århus fyldes med cremen af den danske up-and-coming-scene. Navnene er mange, og det kan være svært at finde rundt i programmet, medmindre man er passioneret undergrundsfan, der håber på at finde den næste MØ før alle andre. Lad Regnsky være din redningsblog og læs, hvad vi synes, du burde tjekke ud på årets festival!
Rasmus anbefaler:
Til at starte med vil jeg lige slå et slag for Smash Bang Pow og Soundvenue’s warm-up torsdag på Radar. Jeg kan ikke få nok af First Hate og Gents for tiden, og det er en fornøjelse, at flere dyrker synth-poppen som det nye store. Her er samlet et glimrende line-up, der gør, at man med rette kan tilbringe hele torsdagen under ét tag. Her er link til facebook-event.
Code Walk
Nogle gange har man bare brug for en fest. Den håber jeg, Code Walk gerne leverer på årets Spot. Det bliver første gang, jeg skal se drengene live, og jeg har tårnhøje forventninger. Kan man have andet oven på deres fremragende “Guess What” feat. Smerz? Med udgivelsen af nummeret “Doubler” viser de, at de sagtens kan klare sig uden hjælpen fra Smerz, og at de ikke behøver en vokal for at skabe stor technokunst. Hvis du er til tunge beats og karseklippede drenge, så tror jeg, at du skal indfinde dig klokken 01.00 lørdag på Radar.
Kå
Hvem er Kå? Det vidste jeg ikke for et par uger siden. Da jeg kiggede programmet til SPOT igennem, faldt jeg over det spøjse navn og synes med det samme, han lød interessant. Dansksproget rap har jeg sådan set altid haft det svært med, men efter at have hørt “være sådan her”, der jo lige så meget er en ærlig og selvreflekterende ung mands tanker omkring, hvorfor man ikke tør at binde sig, blev jeg fanget. Det er et gennemgående godt nummer, og forhåbentlig bliver det fulgt op med en koncert, der er det værdigt.
Kå spiller fredag kl. 17.30 på Atlas.
Jeg får desuden også en travl lørdag, da jeg skal forsøge at nå at høre: Lord Siva (kl. 22 – SCC), Noah Carter (kl. 23.15 – RADAR), Sekuoia (kl. 01.00 – SCC), Tuuttimörkö (kl. 22.30 – Godsbanen) og Rune Bagge, (hvis jeg kan holde mig vågen til kl. 04.00 på TAPE).
Peter anbefaler:
For mig er SPOT Festival 2017 et tydeligt eksempel på, hvorfor det ikke burde være så svært for de fleste festivaler at stille med programmer med en nogenlunde kønsbalance – programmet flyder nemlig fuldstændig over med kvindeligt talent. Da jeg skulle vælge mine to anbefalinger, gik jeg programmet igennem og bogmærkede alle dem, jeg overvejede. 10 kvinder kvindelige solister, to bands og én mandlig solist stod jeg tilbage med. Jeg har forsøgt at holde mig fra dem, som jeg har anbefalet et utal af gange før, for faste læsere vil vide, at I naturligvis skal kigge forbi JÆRV (lørdag kl. 20, HQ), Velvet Volume (fredag kl. 21, SCC), Konni Kass (lørdag kl. 19.15, Musikhuset, Rytmisk Sal) og Palace Winter (lørdag kl. 18, SCC).
Om lidt vil jeg afsløre mine to favoritter, men som altid på SPOT er mit råd at gå på opdagelse. Tag til noget, du ikke kender. Bevæg dig ud på de mere skæve venues. I det hele taget: Oplev alle sider af SPOT Festival!
JFDR
Hvis der er en ny (sådan relativt i dansk kontekst i hvert fald) artist, som opfavner alt det, jeg elsker ved musik, så er det islandske Jófríður Ákadóttir – eller bare JFDR. JFDR er lyden af Island, det er lyden af natur, og lyden af musik der opstår organisk og bare giver så meget mening, at det kan være svært at sætte sin finger på, hvad det er der, der gør JFDR til noget ganske særligt. Er det den poetiske og velskrevne lyrik? Er det den elegante, minimalistiske produktion? Er det den kreative og interessante brug af åndedrættet som instrument på “Instant Patience”? Eller er det den kuldegysfremkaldende vokal, som kan få en hvisken til at virke som råben? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at jeg glæder mig som et lille barn til at opleve JFDR på SPOT. Det sker i Musikhuset i Rytmisk Sal fredag aften klokken 19.30. Be there!
Ellis May
Jeg ved godt, at jeg lige har skrevet ovenfor, at I skal tage til Velvet Volume klokken 21 om fredagen, meeeen hvis I nu skulle være i lidt mere stille humør end de tre energiske kvinder, så er der et fantastisk alternativ klokken 21.30 i Musikhuset. Her spiller Ellis May nemlig. Hvem tænker du måske?
Ellis May er den danske sangerinde og lyddesigner Sophia Majs soloprojekt, og det er noget af det fineste, jeg har hørt i år. Hendes musik er legende, eksperimenterende og ikke mindst velskabt. Med en ekstremt vedkommende vokal ledsaget af trommemaskiner, gennemførte kor-arrangementer og velplacerede breaks har Ellis May skabt en sonisk univers, som i hvert fald fanger min opmærksomhed fra første sekund og giver mig lyst til at høre mere. Det kan jeg heldigvis få lov til, når hun som sagt giver koncert i Musikhusets Lille Sal fredag aften klokken 21.30.
OG så er Regnsky jo medarrangører på et dayparty lørdag, hvor vi glæder os til at præsentere IRAH og kaste nogle gratis øl i nakken på jer hele eftermiddagen på HeadQuarters! SAGDE DU GRATIS ØL?
