På fredag den 14. juli udsender britiske Oh Wonder deres andet officielle studiealbum. Vi mødtes med Josephine Vander Gucht og Anthony West til en snak om det nye “Ultralife”-album og deres turnéliv, da de besøgte Danmark og Heartland Festival i juni.
På papiret er det bandets andet album, men langt hen ad vejen føles det som Oh Wonders første egentlige album. For det selvbetitlede debutalbum var nemlig i højere grad en samling af 15 singler, der egentlig ikke var skabt til at passe sammen. Debutalbummet opstod nemlig ud af et dogme, hvor Josephine og Anthony havde besluttet sig for at udgive ét nummer om måneden over et år.
Det må være en del anderledes for jer denne gang, hvor der er tale om et rigtigt album så at sige…
Josephine: Ja, det føles sådan. Det er underligt at sidde på så mange sange og så dele dem alle sammen på én gang, når vi var vant til at udgive en sang om måneden sidste gang.
Anthony: På samme tid er det underligt at udgive sange fra albummet, for du har mest bare lyst til at dele det hele og sige: “Det er sådan her, det skal lyde!” Den 14. juli bliver en god dag, når vi endelig udgiver “Ultralife”.
Hvordan har processen med at lave albummet været denne gang?
Anthony: Vi var på turné i…
Josephine: …halvandet år…
Anthony: …og da vi kom hjem, tog vi direkte i studiet.
Josephine: Mere eller mindre. Vi tog til New York i en måned og skrev halvdelen af albummet der, og så skrev vi den anden halvdel, da vi kom tilbage til London. Og så indspillede vi det hele over en periode på to-tre måneder derhjemme, hvilket var så skønt, fordi vi havde været på farten virkelig længe. Det var fantastisk bare at kunne stå op, lave morgenmad og så bruge 12 timer i studiet.
Anthony: Mere end 12 timer vil jeg sige.
Josephine: Haha, ja okay, 20 timer i studiet.
Anthony: Ikke så meget søvn. Det var godt!
Min oplevelse med “Oh Wonder”-albummet var i høj grad, at jeg på en måde selv var med til at bygge det. Hvordan var det for jer?
Josephine: Haha, ja. Det var rigtig meget sådan. Det føltes som en samtale mellem os og andre mennesker. Vi lavede ikke albummet i et vakuum. Det mere sådan: “Her er en sang!” Og så ville vi få feedback med det samme. Det var som at have tusindvis af mennesker overalt i verden som dommere på hver eneste sang. Det var fantastisk og et kæmpe privilegium for os.
Anthony: Det bedste ved at være et band er at udgive musik, så at kunne gøre det hver eneste måned er helt fantastisk.
Jeg har lyttet til de nye singler, og umiddelbart synes jeg, at de virker lidt mere forskelligartede i forhold til genrer og stilarter. Er det bevidst?
Josephine: Ja, vi har forsøgt at eksperimentere. Det første album var åbenlyst lavet uden noget perspektiv. Det var bare en sang, en sang, en sang…
Anthony: Ja, sidste gang handlede det om sangene. Denne gang har vi fokuseret på helheden.
Josephine: Præcis. Vi har lavet albummet som en helhed, som man bør lave et album.
Anthony: Det er bare mere dynamisk. Vi har haft muligheden denne gang for at sige, at vi har brug for en massiv sang som den anden sang, eller hvad det nu var. Vi er meget tilfredse med, hvor vi er endt op, hvilket er mega cool.
Hvilken sang er jeres yndlingssang fra det nye album?
Josephine: Min yndlingssang er nok det sidste nummer, “Waste”.
Anthony:: Min er åbneren, “Slip Away”. Den har et lækkert groove.
Josephine: Alt det i midten er lort!
Hvad vil I gerne sige med “Ultralife”?
Josephine: At det er okay, at der er tidspunkter, hvor du ikke føler, at du kan overskue livet. Og at det er lige så okay at vide, at der er dage, hvor du har det ultra og fantastisk og føler dig uovervindelig som en superhelt. Den næste dag kan du så igen have det forfærdeligt og ikke have lyst til at forlade dit hjem. Altså at det hele er helt almindelige følelser.
Anthony: Alle skal igennem det.
Josephine: Det skal vi også, når vi er på tour. Albummet er meget personligt på den måde. Vi har virkelig taget vores personlige erfaringer fra turnélivet og puttet dem ind i albummet. Ubevidst. Det var ikke planlagt – det er bare endt sådan.
Hvordan har I det med at være på turné?
Josephine: Det er helt utroligt fedt!
Anthony: Jeg tror, at fordi vi kom frem gennem Spotify og Soundcloud, så er vi ikke store ét sted, hvilket er fantastisk. Vi er meget heldige, at vi ikke kun er store i det nordlige England. Vi får lov til at tage på turné i hele verden. Der er nogle steder, vi ikke har været endnu. Vi har ikke været så meget i Asien, så der skal vi hen i næste måned (juli, red.). Og vi skal til Sydamerika.
Josephine: Vi får lov til at se verden.
Anthony: Det er vi meget taknemmelige for. Vi er nok først hjemme igen i 2019, haha!
Hvordan har I det med det?
Josephine: Det er ret utroligt, men det betyder selvfølgelig, at du går glip af en masse almindelige ting såsom dine venners fødselsdage. Min mor er ret irriteret, for jeg har ikke været hjemme til hendes fødselsdag de sidste tre år.
Anthony: Der er en del ofre. Du går glip af hverdagsting.
Josephine: Ja, alle de ting, som det går op for dig, er vigtige i livet. Mennesker har ambitioner om at blive popstjerner og rejse verden rundt, men hvad der i virkeligheden er fantastisk, er din familie, dine venner, at passe på dig selv. At skabe et hjem et sted… De ting er virkelig vigtige. Så hver gang, vi er hjemme, prøver vi at samle alle omkring os og virkelig presse det sidste ud af de timer, vi har. Det får dig til at sætte meget større pris på de ting.
Anthony: Og det får dig til at sætte pris på søvn…
Josephine: Ja, vi sover aldrig.
Jeg har læst et sted, at I ikke vil være store, berømte popstjerner. Vil I det?
Josephine: Åh, Gud nej!
Anthony: Jeg vil stadig ikke være berømt.
Josephine: Vi er ikke berømte, så det er ok. Det ville være forfærdeligt.
Anthony: Det er bare en del af det at være et band. Det er den side af det, du virkelig ikke har lyst til at være en del af.
Hvordan vil I undgå at blive berømte?
Josephine: Jeg tror, at folk, der bliver berømte, i høj grad bliver det, fordi de gerne vil. Se på sådan en som Adele. Hun er nok en af de mest kendte musikere i verden, men vi ser hende aldrig. Vi ser en masse andre bands til events men aldrig Adele. Du læser aldrig om hende i aviserne. Hun bliver formentlig aldrig forstyrret på gaden. Hun siger, at hun går tur med sit barn i en park i London, og at ingen stopper hende, fordi hun har markeret sig som en, der ikke søger berømmelse eller spotlyset eller at være en del af hele kendiskulturen. Det er en svær balance, men hun har været smart.
Anthony: Der er en linje et sted, og hvis du krydser den, bliver du forstyrret resten af dit liv. Så… Vi prøver at undgå at krydse den linje!
Hvad vil I gerne opnå?
Josephine: Jeg ved det ikke. Alt, hvad jeg gerne ville opnå, har jeg allerede opnået.
Anthony: Vi er færdige! Haha. Ej, vi har ingen forventninger. Det er den primære ting. Jeg mener, at hvis du har forventninger, vil der være et pres for, at du skal indfri dem. Hvorimod hver eneste dag for os bare er en fantastisk bonus. Vi havde aldrig troet, at vi skulle spille en koncert; hverken i Danmark eller et andet sted i verden. Så det er meget specielt.
Josephine: Mit personlige mål er bare at bevise over for folk omkring mig, der fortalte mig, at det var umuligt, at du kan leve af at lave noget, du elsker. Og det gør jeg nu, så selv hvis det sluttede i morgen, kunne jeg sige: “Hey, jeg gjorde det!”
Anthony: …og nu går jeg på pension!
Josephine: Haha! Mit nye personlige mål er at blive bedre til at nyde hvert øjeblik af det. For det virkelig nemt at blive fanget i, at jeg er træt, jeg har ikke sovet i tre dage, og alt er lort.
Anthony: Og det er nemt at få ind i hovedet, at vi spiller en koncert i 2018, men vi spiller altså i dag her i 2017.
Josephine: Ja, vi er i Danmark i verdens smukkeste omgivelser. Lad vær med at bekymre dig om alt det andet. Bare vær her. Bare det at sidde her (i artist village, red.) på festivalen er sikkert nogens drøm. Og det her er bare én dag. Det er vigtigt konstant at minde dig selv om at nyde det hele, for det er nemt at komme til at glemme.
Tusind tak for snakken.
Josephine: Tak, Peter.
