Tag: interview (15 indlæg)

Feature

INTERVIEW: FIEH er norsk solskin, du kan streame

Af Nikolaj Boesby Skou den
Foto: Universal Music Group

Nogle gange skal musik bare være lækkert at lytte til. Noget man kan sætte på anlægget og vide, at man er sikret god stemning i et helt albums spillelængde. Så mens du læser denne artikel, vil jeg anbefale dig at høre Cold Water Burning Skin, som FIEHs debutalbum hedder.

Det norske band FIEH består af hele otte medlemmer, men det er forsanger Sofie Tollefsbøl, der står for sangskrivningen. Jeg havde fornøjelsen af at snakke med hende på en trappe i Vega før deres koncert på Ideal Bar. Bandet var netop ankommet fra Aarhus, hvor de aftenen inden havde spillet et vellykket show. Inden vi snakker, introducerer Sofie mig kort til de andre medlemmer og fremviser stolt bandets første merchandise; sorte t-shirts med bogstaverne F-I-E-H trykt på brystet i sølvglimmer. Der er ikke trykt mange, så Sofie påpeger deres eksklusivitet med et smil og er sikker på, de nok skal blive solgt i aften.

Foruden at FIEH er en fryd at opleve live, er anledningen til det norske visit, at bandet har udgivet deres debutalbum, Cold Water Burning Skin, i september. Det er en neo-soulet lækker sag, der er let at lytte til, men som samtidig giver små svirp med halen, så det aldrig bliver kedeligt. Pladen sender tankerne hen på kunstnere som Noname, og der er også tydelige spor af de store inspirationskilder D’Angelo og Erykah Badu.

Regnsky: Hvad betyder FIEH og hvor kommer navnet fra?

Sofie Tollefsbøl: »Det var en konstruktion, som jeg lavede, fordi jeg hedder Sofie, og jeg var lidt inspireret af Nas, der jo hedder Nasir. Og så tænkte, jeg at, jeg kunne tage halvdelen af mit navn.«

Så du er den norske Nas?

»Absolut, ja, haha! På alle måder.«

Hvilken situation er den bedste at lytte til jeres musik?

»En koncert på en scene, der ikke er alt for stor, med god lyd og et publikum.«

Udover en koncert, er det så alene eller med venner, på ferie eller på arbejde?

»Det er godt at høre i bilen. Vi har lige hørt det på turen fra Aarhus til København. Men jeg synes, det passer i de fleste situationer faktisk.«

I er otte, der spiller i bandet. Hvordan får I et samlet udtryk, og er der nogle udfordringer ved at være så mange?

»Ja, det er klart, at der er nogle udfordringer. Men jeg har ofte et par demoer med, når vi skal udvikle musik. Så det er mig, der skriver sangene og bestemmer de basale elementer. Og så arbejder vi sammen om at arrangere sangene og gøre sangene færdige. Sommetider ændrer vi en del fra demoen, men andre gange lyder den færdige lige som den tidlige version.«

»Det er klart, at der er mange forskellige holdninger og meninger i så stort et band, men vi altid enige om bandets æstetik, og hvad vi synes er fedt og ikke-fedt. Men jeg tror, at det er vanskeligt at blive enige uanset hvor mange man er, så snart man ikke er alene. Vi har jo arbejdet længe sammen, og det fungerer godt i bandet.«

Foto: Universal Music Group

Mit forhold til Norge bygger meget på ferier med langrendsski, og jeg forbinder derfor Norge tæt med sne og barske fjelde. Det synes jeg, er en stor kontrast til jeres musik, der er fyldt med solskin og en L.A.-agtig stemning. Hvordan hænger jeres norske baggrund sammen med den musik. I spiller?

»Jeg forstod, hvad du mener, og jeg føler også jeg har en stærk forbindelse til naturen og sneen. Jeg kommer fra en landsby, der ligger i skoven. Men siden jeg var helt lille, er jeg blevet påvirket af musik og kulturelle udtryk fra USA. Jeg kan huske, jeg så filmen Blues Brothers, og selvom det bestemt ikke var særlig norsk, følte jeg en stærk connection til musikken i filmen. Jeg har også en bror, der spillede blues-guitar, og jeg er vokset op i et soul-miljø, hvor der var mange musikere. Så på den måde er den musik, vi spiller, meget fjernt fra Norge, men meget tæt på mig.«

Hvilken d’Angelo-plade er din yndlingsplade?

»Voodoo. Men jeg synes også, Black Messiah er chokerende god. Den første jeg hørte var Brown Sugar med Lady, When We Get By og Cruising. Men Voodoo er helt klart min yndlings.«

Jeg læste, at du skrev sangen Samurai/When The Summer Is Through efter at have set Quentin Tarantinos Kill Bill. Hvilken film ville du helst lave et soundtrack til, hvis du selv kunne vælge?

»Jeg vil vildt gerne lave filmmusik, så jeg ville være klar på noget til enhver film uanset genre. Det er en drøm, som kunne være dritt-fett at få til at gå i opfyldelse. Men hvis det skulle være en eksisterende, så er det jo svært at lade være med at vælge en Tarantino-film, som jeg jo er fan af både på grund af filmene men også af musikken.«

Når du tager på turné, hvad er så det første du pakker i din taske?

»Enten orange outfits til scenen eller joggingsko og træningstøj, hvis jeg har planlagt at træne på touren.«

I er med i det nye FIFA 20-spil, hvordan er det?

»Det er fedt! Det er ret random, men virkelig fedt! Jeg ved ikke helt, hvordan det er kommet på tale, men mit pladeselskab spurgte mig, om FIFA måtte bruge sangen Glu, og så sagde vi bare: ‘Ja, selvfølgelig!’«

Foto: Universal Music Group

Hvad vil I arbejde på, når I skal lave ny musik, og hvilke temaer berør du i de sange, du skriver i øjeblikket?

»Vi har spillet de samme sange i mange år nu, og vi må fortsætte, for nu er pladen kommet ud. Nogle af sangene hænger mig lidt ud af halsen, fordi det er så gammelt materiale, men heldigvis spiller vi også en masse nye sange for tiden. Vi prøver at udvikle vores sound i en ny retning. Lidt mere rocket og lidt mindre neo-soulet.«

Hvad er den bedste sang du har skrevet?

»Jeg tror, fremtiden vil frembringe min bedste sang. Jeg tror og håber ikke, at jeg har skrevet den endnu. Jeg føler ikke, jeg har lavet mit masterpiece endnu.«

Hvad handler sangen ‘Flowers’ om? Kan alle nordmænd beskrives som blomster?

»Den handler i hvert fald ikke om blomster. Den handler om konkrete personer.«

Skriver du mest om konkrete personer eller om roller?

»Jeg skriver ikke om roller. Jeg skriver om sandhed eller i det mindste historier, der er baseret på sandhed.«

Hvorfor?

»Jeg føler ikke jeg har noget andet valg. Jeg ville nogle gange ønske, at jeg kunne gøre det på andre måder, men så bliver det bare en historie. Jeg har altid følt noget behov for at lave en karakter, som ikke er ægte. Det er cool, når folk gør det, og jeg kan godt lide historiefortælling i folks tekster.«

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Feature

MANILA får publikum, kabler og knapper til at danse

Af Nikolaj Boesby Skou den

Der er stille på en måde, jeg aldrig har oplevet før. Fem unge håbefulde mænd går rundt mellem hinanden og roder med kabler og pedaler. Luften sitrer af koncentration og nervøsitet, og det er som om de mørkegrønne og lilla gardiner, der er trukket for omkring scenen, sluger al lyd i rummet. Svagt i baggrunden kan jeg høre larmen fra publikum og musikken fra baren, der inviterer til latter og torsdagsskåle med venner. Klokken er 20:35 og om femogtyve minutter skal mændene i MANILA spille deres største koncert i bandets historie på Hotel Cecil i indre by i København.

Pitstop. På kort tid skal instrumenterne på scenen skiftes mellem Theo X’ og MANILAs koncerter

Bandet har allerede været her i fire timer, og nerverne har haft god tid til at spire fra små stiklinger i maven til at være plukmodne uden på tøjet. Det er en speciel koncert, som de har brugt lang tid på at forberede, fortæller de mig i backstage-lokalet:

”Vi har øvet næsten hver dag i den seneste halvanden uge i hvert fald,” siger Gustav Lahrmann, der spiller bas. De andre stemmer i og fortæller, at de har arbejdet meget med at gøre deres nye musik mere live-venlig, bl.a. ved at inkorporere en ny form for backing track. ”Efter vi har fået vores eget studie, er vores musik blevet mere elektronisk med flere synth-lyde og bittesmå detaljer. For eksempel bruger vi risers, som er hvid støj, der vokser gennem nummeret og skaber en stemning, og dem er vi begyndt at bruge i backing tracket,” forklarer forsanger Julius Amdisen.

Sømmet i bund. Fra venstre: Tuner, Delay, yndlingspedalen Reverb, Overdrive

Selvom de tekniske muligheder kan skabe forbedringer, er MANILA stadig opmærksom på faldgruberne ved at være afhængig af backing tracket. Det kan virke stift og mekanisk når teknik skal blive til musik. ”Vi har prøvet at jagte den nerve, der er i vores musik, mens vi øvede.” fortæller Andreas Grønne, der spiller trommer, og manden på keys, Mads Boldt, fortsætter: ”Nogle af vores numre ville virke sterile, hvis vi bare spillede studieversionen live, på trods af det måske er det bedste billede af, hvad vi vil med sangen. Derfor tager vi f.eks. de funkede elementer og fremhæver dem, så det bliver mere live-venligt og akustisk.”

Finjusteringer. De sidste monitors indstilles med det rette forhold af bas og guitar

Under lydprøven er det tydeligt at mærke både sol- og skyggesiden af de nye tiltag. Det er udfordrende at få instrumenterne til at harmonere med backing tracket i de forskellige musikeres monitors. Men så snart musikken starter, kan guitarist Mikkel Strandberg ikke lade være med at hengive sig til de skæve rytmer, og kanaliserer sin kærlighed til musikken ud gennem en svingom med Gustav Lahrmann. Med computeren gaffatapet til synthesizeren, som sidste forberedelse, hopper bandet ned fra scenen, med blikke der siger, at de alle krydser fingre indvendigt for at teknikken holder. De går ud backstage for at hilse på Sherpa og Theo X, som er de to andre bands, der spiller til aftenens Limelight showcase for upcoming dansk musik.

Efter en bagel, en kold øl og et par vindruer er det blevet tid til en hurtig smøg på gaden foran Helligaandskirken i Niels Hemmingsens Gade. Det er blevet hurtigt mørkt og det snelag, der om formiddagen var drysset sirligt ud over byen, er nu smeltet. Min ånde bliver til en grøn dis i skæret fra Gasoline Grills grønne neonskilt lidt længere oppe ad gaden. De fem musikere ringer rundt for at finde ud af, hvem af deres venner, der kommer og støtter, og stemningen er høj efter de finder ud af, at nogle efterskolevenner også støder til. Herefter bliver det dog hurtigt alvor igen, når Julius Amdisen starter setliste-ritualet, hvor bandet står i en cirkel, og i rækkefølge siger sangene så alle er på samme bølgelængde.

Af kommer det varme vintertøj og på kommer fem kortærmede farvestrålende skjorter. Klokken 21 træder de fem venner en ad gangen de fire trin op på scenen i aftalt rækkefølge ledsaget af klapsalver. Selvom de går ind hver for sig, er jeg ikke i tvivl om, at det er en sammentømret gruppe.

”Vi har spillet sammen så længe, at vi har opbygget en fælles referenceramme,” forklarede Mikkel Strandberg tidligere. Andreas Grønne beskrev sin producerrolle, som ham, der skal koge suppen af alle de mange fælles idéer. Essensen og grundlaget for bandet definerer Gustav Lahrmann: ”Det, vi gør, er at dele musik med hinanden, som vi griber.”

De fem venner er ikke ens, men de overlapper på mange områder, og det er i det overlap, at MANILA eksisterer. Det er en fælles vision, som alle kan indgå i på fælles præmisser, og det er som om, hvert medlem får lov til at shine i forskellige sange under koncerten. Heldigvis svigter teknikken ikke og de indøvede overgange mellem numrene er elegante og ikke forcerede. Scenen bliver epicenter for MANILAs vibe, der sender rystelser ud i Hotel Cecil, og får publikum til at bounce og smile.

Triumf. Fra venstre: Mads Boldt, Mikkel Strandberg, Julius Amdisen, Andreas Grønne og Gustav Lahrmann

Sveddryppende, udmattede og lettede møder jeg bandet efter koncerten. De smiler alle fem stolt fra øre til øre, og er helt euforiske efter showet. Nu står menuen på kolde øl og varme kram fra familierne, der er kommet for at bakke op. Hurtigt dukker forskellige branchefolk op for at få en snak med bandet, og medlemmerne tager dem med storm uden tøven med samme charme, som de indtog scenen. Jeg efterlader MANILA siddende i en bås i foyeren med venner og kærester til, hvad der har udsigt til at blive en lang og dejlig danseaften.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Feature

G Flip: Fra soveværelset til SXSW

Af Tanja Brinks Toubro den

2018 var G Flips år. Da australieren uploadede sin første single, ”About You”, til Triple J Unearthed (lidt a la KarriereKanonen) i midten af februar, var der nærmest tale om ’instant fame’. Indenfor en uge havde 15.000 mennesker fra 73 forskellige lande besøgt hendes Unearthed-profil, den hjemmelavede video til ”About You” var vist 120.000 gange, og hendes Facebook-likes var vokset med 300 % (og de tal er selvfølgelig kun vokset siden da). Under en måned senere spillede hun sin debutkoncert – på intet mindre end den anerkendte musikbranchefestival SXSW i Texas.

”Jeg lærer ting, mens jeg gør dem. Det er som om, at jeg har sprunget en masse trin over. Jeg spillede ikke mit første show i min hjemby, men røg direkte til SXSW,” fortæller Georgia Flipo, som er kvinden bag G Flip-projektet.

”Jeg har spillet verden over som trommeslager, men det er gået så stærkt med det her projekt. Jeg lærer foran publikum. Jeg er ikke en udlært sangerinde eller guitarist, jeg kaster mig bare ud i det. Det har jeg også lidt angst omkring. Men jeg har arbejdet så hårdt for det her, at jeg ikke kan lade mig selv tænke for meget over det. Det handler om musikken, og hvordan den ’connecter’ med folk.”

Flipo fik sit første trommesæt af en onkel, da hun var ni år gammel, og siden da har hendes liv handlet om musik. Hun fik trommeundervisning, lærte sig selv at spille guitar og klaver og begyndte faktisk allerede som 14-årig at skrive sange. Det har hun gjort lige siden, men de blev gemt væk i en notesbog i hendes skab.

Brud satte ild under soloprojektet
Det var først i slutningen af 2016, da hendes daværende band gik i opløsning, at hun besluttede sig for, at det var på tide at gøre noget mere seriøst ved soloprojektet. De mange koncerter bag trommesættet havde givet hende mere selvtillid, og hun var ikke længere bange for at stå foran et publikum. Trommeslager-baggrunden har også sat et klart aftryk på hendes percussion-drevne, upolerede popunivers. Men før hun kom så langt, at hun kunne udgive ”About You” og sidenhen andensinglen ”Killing My Time”, blev der lagt mange, MANGE timer i et skrive og indspille i hendes hjemmelavede soveværelsesstudie – hele 2017 faktisk.

”Jeg kunne spille en masse instrumenter, men jeg anede ikke noget om at indspille og producere og havde ikke råd til at betale nogen for det, så det blev jeg nødt til at lære mig selv,” forklarer hun.

”Jeg behandlede det som et job. Jeg har altid været meget målrettet. Hvis der er noget, jeg vil, går jeg store længder for at nå mit mål. Jeg arbejdede i mit soveværelse hele dagen, og så underviste jeg børn i trommer, guitar og klaver efter skoletid til ud på aftenen. Og så gik jeg i seng og gjorde det hele igen næste dag, fem dage om ugen.”

Det viste sig at være en strategi, der virkede. Efter SXSW blev hun blandt andet booket til The Great Escape i Brighton, hvor jeg så hende i maj. På det tidspunkt havde hun kun spillet omkring 15 koncerter, hvilket dog ikke var til at se. Det er blevet til mange flere siden, blandt andet hendes første headline-tour i hjemlandet, hvor samtlige shows blev udsolgt, og koncerter i USA. I juli spillede hun en af Australiens største festivaler, Splendour in the Grass.

”Det var en drøm, der gik i opfyldelse. Det er nok den fedeste festival i Australien, men jeg har aldrig været der, fordi jeg ikke havde råd. Og så spurgte de mig, om jeg ville komme og spille. Jeg græd, da jeg fik det at vide.”

2018 var G Flips år
Jeg kan blive ved med at remse ting op, men jeg tror, I har fattet det: 2018 var virkelig G Flips år. Det har været en drøm, der gik i opfyldelse, og hvis du for 12 måneder siden havde spurgt hende, hvad der ville komme til at ske i løbet af året, ville hun nok ikke kunne have forudset, hvor vildt det ville blive. Men det har også været en stor mundfuld for den unge musiker, og nu sparker hun 2019 i gang med to singler, “Drink Too Much” og ”Bring Me Home”, som stemningsmæssigt giver et ganske godt indtryk af det forgangne år.

Førstnævnte handler om en bytur i Flipos hjemby Melbourne, dengang hun var lidt af et ’party animal’ og ikke var helt så seriøs omkring musikkarrieren. Den falder i samme kantede popkategori som de to første singler. Men på klaverballaden ”Bring Me Home” hører vi en ny og mere følsom side af G Flip.

”2018 var et helt vildt år for mig. Det var både spændende og udmattende, og min hjerne kæmpede for at følge med. Jeg har haft en del angst, og det skræmte mig virkelig,” fortæller hun ærligt. ”Det var ret overvældende, og det er dét, den her sang handler om. Det er okay ikke at være okay engang imellem.”

Nummeret har en tilhørende video, og det var vigtigt for Flipo, at den kom til at udtrykke præcist, hvordan hun havde det, da hun skrev det – på randen af et sammenbrud. Men hun måtte tage alternative metoder i brug for at få det til at lykkedes.

“Selv hvis det gjaldt liv og død, ville jeg ikke kunne spille skuespil. Så for at komme frem til den følelse, den totale udmattelse, så spillede jeg trommer seks timer i streg i et varmt varehus på en dag, hvor det i forvejen var 36 grader. Jeg spillede, indtil jeg fysisk ikke kunne mere,” fortæller hun.

Trods den følelsesmæssige rutsjebanetur, så er Flipo heldigvis mere end klar til at fortsætte sin musikalske færd. Hun starter med en række australske festivaler, men har netop offentliggjort, at hun spiller tre europæiske shows i London, Paris og Berlin til maj. Så man kan jo krydse fingre for, at der kommer nogle skandinaviske datoer på den liste, og så satser jeg altså også på en EP eller et album senere på året. Og hey, hun er virkelig underholdende på instagram, hvis det skulle være noget.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Feature

HONNE: Britiske webdarlings nærmer sig det store gennembrud

Af Tanja Brinks Toubro den
HONNE, VEGA

De seneste uger har vi hyldet dette års bedste koncerter, bedste album og bedste numre. Men hvem er de artister, som – måske – kommer til at figurere på vores lister de kommende år? Vores udlandsreporter Tanja Toubro har i løbet af året besøgt flere af de internationale showcase-festivaler for at finde svaret på det. Frem mod nytår vil vi bringe interviews med nogle af dem. Vi er nået til den femte og sidst artist i rækken, hvilket er britiske HONNE, som vi mødte inden deres koncert på VEGA i november. Godt nytår!

Der er godt fyldt op i Lille VEGA denne fredag aften i starten af november, men alligevel ikke så proppet som jeg havde forventet af en udsolgt koncert. Heldigvis, for der skal jo være plads til at danse, når britiske HONNE om lidt går på scenen. Det er første gang, duoen spiller i Danmark, og da efterspørgslen stadig var stor, efter den planlagte koncert blev udsolgt, blev det besluttet at holde en ekstrakoncert. Samme aften.

”Vi forsøgte at lægge den dagen før, men det kunne ikke lade sig gøre,” fortæller James Hatcher. ”Men så havde vi til gengæld en fridag i København i går.”

De to briter udgav deres debutalbum ”Warm on a Cold Night” i 2016, og det bød på lækker elektropop med soulvibes. Det er tilbagelænet, men dansabelt. ’Baby-making music’ med et twist, om man vil.

Warm on a Cold Night:

På trods af at HONNE stort set ingen airplay har haft herhjemme, så har de alligevel formået at skabe sig en fanbase her – og i resten af verden. De har nemlig om nogen formået at omfavne den digitale tidsalder og udgivelsen af deres andet album, “Love Me / Love Me Not”, understregede deres moderne tilgang til musikken. Alle sangene havde nemlig ramt gaden inden da. Drengene slap to numre den sidste fredag i hver måned i seks måneder op til udgivelsen. Pladens tema er kontraster – ligesom den hedder ”Love Me / Love Me Not” – og det ville de gerne lege lidt mere med i forbindelse med udgivelsen. Sangene er derfor udgivet i par, hvor én falder i ’Love Me’-kategorien og den anden i ’ Love Me Not’.

”Vi kunne godt lide tanken om, at sangene fik lov til at ’ånde’, og at folk havde en mulighed for at ’fordøje’ dem lidt ad gangen,” fortæller Andy Clutterbuck: ”Den måde, som folk forbruger musik på i dag, er typisk, at man går ind og tager de øverste sange på Spotify. Men på den her måde er sangene blevet værdsat på en anden måde, inden hele pladen kom ud.”

”Det var sjovt at se, hvordan folk glædede sig til nye numre hver måned,” fortsætter James: ”Men det var alligevel overraskende, hvor meget folk spillede pladen og snakkede om den, da den så kom ud. Selvom de havde hørt sangene før. Jeg tror nærmest, afspilningerne blev fordoblede.”

Jeg spørger ind til, om de tror, at pladen er et døende format. Men det mener de ikke. Der er nemlig noget helt specielt ved albumformatet.

”Når man har et virkelig godt album, er der ikke noget bedre end at sætte det på og så lytte til det i fuld længde,” siger Andy: ”Da jeg var yngre og for eksempel lyttede til Radiohead, vidste jeg med det samme, hvad næste nummer var, så snart en sang var slut, fordi jeg kendte pladen så godt. Det vil vi også gerne opnå; at få folk til at lytte til det hele.”

”Hvis du kun udgiver singler, så skal de også være meget umiddelbare. De skal fange folk med det samme,” supplerer James: “Når du har et helt album, giver det dig mere plads til at lege og eksperimentere.”

Den nye plade var en trial and error-proces
På ’Love Me / Love Me Not’ har drengene ikke lagt soveværelsesstemningen helt fra sig, men der er alligevel sket en klar udvikling. Den nye plade er mere beat-drevet, har flere hiphop-referencer og flere collabs; blandt andre medvirker Anna of the North og Tom Misch. Andy og James vidste godt, at de ikke ville køre i helt samme spor som på debuten, men de var ikke helt sikre på, hvad der så skulle ske. Men det hele skete egentlig ret naturligt, da de gik i gang med at skrive.

”Da vi havde skrevet ‘Day 1’, var der noget, der klikkede, og vi tænkte, at den var en god ’skabelon’ for pladen. Og så arbejder vi bare videre derfra. Det var lidt en ’trial and error’- process,” fortæller Andy.

Day 1:

Da de for alvor begyndte at indspille, havde de omkring 30 sange med i studiet, hvoraf altså 12 er kommet med på pladen. Andy fortæller, at ligesom singlerne blev udgivet i par af to kontraster, så er pladen også delt op i to; de første seks sange falder i ’Love Me’-kategorien, de sidste seks i ’Love Me Not’. Så selvom der har været plads til eksperimenter og leg, så har der også været utrolig meget strategi og struktur omkring pladen. Næste gang bliver det nok noget helt andet.

”Vi har snakket om at lave noget mixtape-agtigt,” siger Andy og fortsætter: ”Vi vil gerne lave noget, der er mere flydende, men stadig med individuelle sange.”

”Ja, så det bliver lidt mere som et soundtrack med glidende overgange mellem numrene,” siger Andy, før han tilføjer med et grin: ”Det er noget, vi har besluttet for cirka halvanden time siden.”

Om den plan holder, vil tiden vise, men de er i hvert fald enige om, at der nok kommer til at ske noget nyt, når de skal udgive musik næste gang.

”Det ville jo være virkelig kedeligt at gøre det på den samme måde hver gang,” afslutter James.

Crying Over You:

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Feature

Mammút: “Det er nemmere bare at blive sammen…”

Af Peter Pishai Storgaard den
Mammút Regnsky Roskilde Festival

Islandske Mammút udgiver i dag deres fjerde album, “Kinder Versions”, som samtidig er deres første engelsksprogede af slagsen. Jeg mødtes med de fem karismatiske nordboer inden deres koncert på Roskilde Festival. Det er muligvis det skøreste interview, jeg nogensinde har lavet, men det er, hvad der sker, når man fem dage inde i Roskilde Festival vælger at sætte en sen eftermiddagsdate op med fem personer på én gang – med hver deres øl i hånden…

Hvad vil I gerne sige med “Kinder Versions”?
Det handler om kærlighed. Men jeg tror, at det, der gør os til dem, vi er, er, at vi prøver at være så lidt verbale som muligt, når vi laver musik. Vi prøver at tale mindre og bare spille. Vi beslutter os aldrig for en bestemt rute at følge; konceptet opstår bare undervejs. I det hele taget er vi ikke så glade for at tale om musik. Vi vil hellere bare spille den.

Gør det det ikke lidt svært at give interviews?
Haha! Jo, men det er sjovt! Da vi skulle beslutte os for titlen på albummet, og vi stødte på “Kinder Versions“, vidste vi bare, at det var det rigtige. Fordi albummet går fra et mørkt sted til et lykkeligt sted. Hele ideen er kærlighed, hvor corny det end måtte lyde. Det hele er kærlighed – men fra forskellige udgangspunkter. Det koncept blev skabt undervejs.

Så kan man sige, at der er en naturlig udvikling på albummet?
Ja, men det var ikke planlagt. Nogle gange sker det bare. Du laver albummet, og så tager du et skridt væk og kigger på det – og først der kan du se, at ja, det er det, det handler om.
Men for os er hver eneste baslinje, guitarlinje og hvert eneste trommeslag vigtige. Ligeså vigtige som teksterne. Enhver stemme på albummet, også selvom den kommer fra et instrument, har en klart defineret ting, den prøver at sige. Vi prøver allesammen at sige noget med de lyde og de linjer, vi spiller. Vi prøver ikke bare på at spille; vi prøver på at leve det og mene noget med det. Til gengæld elsker vi at beskære vores sange, for vi gider ikke have noget bullshit i vores musik.

Hvorfor har I valgt at lave “Kinder Versions” på engelsk?
Jeg tror bare, at det er en del af den naturlige udvikling. Vi var nødt til at komme væk fra øen (Island, red.). Det er en vigtig pointe, for vi har været der i mange albums, og nu er vi nødt til at tage det næste skridt. Det er sundt for vores kreativitet at åbne den port.

Hvad er det næste skridt for jer?
Vi vil virkelig gerne bare lave det her. Og det kommer vi kommer til: Udgive det nye album og turnere meget. Bare spille, spille, spille! Vi vil fortsætte. Det er hårdt i musikbranchen. Virkelig hårdt. Så vi vil forsøge at gøre det lidt mindre hårdt.

Ja, I har været i musikbranchen længe nu. Sammen. Bliver I aldrig trætte af hinanden?
(Sagt på samme tid) Ja, vi gør! Overraskende nok, nej!
Hahaha! Ej, overraskende nok ikke så ofte, men selvfølgelig gør vi det. Ligesom familie. Du bliver også nogle gange træt af din søster, dine forældre eller din kæreste.

Men I har aldrig i de cirka 14 år, I har været et band, haft lyst til at splitte op?
Vi har været igennem en masse lort som band. Også lort som sikkert burde have fået os til at give op mange gange. Og vi har været lige ved, men vi gjorde det aldrig, for det giver ingen mening ikke at være et band. Det er så stor en del af vores liv. Det er nemmere bare at blive sammen.

Med andre ord er I for dovne til at sige stop?
Haha, ja, præcis. Du vokser op som et band med de samme mennesker. Vi har været i bandet i mere end halvdelen af vores liv. Faktisk nærmest hele den del af vores liv, vi kan huske, for du husker ikke rigtig noget, fra du er helt lille. Du ved ikke, hvordan du kan leve uden det. Og der er stadig passion, og vi respekterer hinanden. Det giver ingen mening at stoppe. Og hver gang vi laver en god sang eller et godt album, sker der noget meget unikt. Vi kan mærke, når det sker, og det er ikke noget, du bare kan beslutte at gøre et andet sted. Det er meget specielt. Så selv når vi er trætte af omstændighederne, vil musikken altid holde os sammen.

Er I, hvor I gerne vil være som musikere?
Vi er det rigtige sted lige nu. Der er selvfølgelig altid et mål foran dig, men lige nu føler vi, at vi er det rigtige sted. Især på den her festival. Men hvis du har nogle penge, så… især kontanter!

Det er der ikke nogen, der har fortalt mig…
Vi ruller dig efter interviewet.

Fair nok. Sådan er det vel at være en del af den hårde musikbranche… Er der noget, I gerne vil sige, inden vi slutter?
Bare at vi elsker alle jer, som har lyttet til os. Og at vi elsker jer for at holde os ud i så lang tid. Og vær søde at sende os penge. Giv os nogle penge. Kontanter! Euro! Vi foretrækker euro. Ikke kroner!

Med den opfordring vil jeg da bare opfordre dig til at tjekke “Kinder Versions” ud herunder, hvis du er til indierock med et islandsk twist. Eller hvis du bare gerne vil undgå at blive rullet af fem frejdige islændinge…

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *