Tag: interview (15 indlæg)

Feature

INTERVIEW: FIEH er norsk solskin, du kan streame

Af Nikolaj Boesby Skou den
Foto: Universal Music Group

Nogle gange skal musik bare være lækkert at lytte til. Noget man kan sætte på anlægget og vide, at man er sikret god stemning i et helt albums spillelængde. Så mens du læser denne artikel, vil jeg anbefale dig at høre Cold Water Burning Skin, som FIEHs debutalbum hedder.

Det norske band FIEH består af hele otte medlemmer, men det er forsanger Sofie Tollefsbøl, der står for sangskrivningen. Jeg havde fornøjelsen af at snakke med hende på en trappe i Vega før deres koncert på Ideal Bar. Bandet var netop ankommet fra Aarhus, hvor de aftenen inden havde spillet et vellykket show. Inden vi snakker, introducerer Sofie mig kort til de andre medlemmer og fremviser stolt bandets første merchandise; sorte t-shirts med bogstaverne F-I-E-H trykt på brystet i sølvglimmer. Der er ikke trykt mange, så Sofie påpeger deres eksklusivitet med et smil og er sikker på, de nok skal blive solgt i aften.

Foruden at FIEH er en fryd at opleve live, er anledningen til det norske visit, at bandet har udgivet deres debutalbum, Cold Water Burning Skin, i september. Det er en neo-soulet lækker sag, der er let at lytte til, men som samtidig giver små svirp med halen, så det aldrig bliver kedeligt. Pladen sender tankerne hen på kunstnere som Noname, og der er også tydelige spor af de store inspirationskilder D’Angelo og Erykah Badu.

Regnsky: Hvad betyder FIEH og hvor kommer navnet fra?

Sofie Tollefsbøl: »Det var en konstruktion, som jeg lavede, fordi jeg hedder Sofie, og jeg var lidt inspireret af Nas, der jo hedder Nasir. Og så tænkte, jeg at, jeg kunne tage halvdelen af mit navn.«

Så du er den norske Nas?

»Absolut, ja, haha! På alle måder.«

Hvilken situation er den bedste at lytte til jeres musik?

»En koncert på en scene, der ikke er alt for stor, med god lyd og et publikum.«

Udover en koncert, er det så alene eller med venner, på ferie eller på arbejde?

»Det er godt at høre i bilen. Vi har lige hørt det på turen fra Aarhus til København. Men jeg synes, det passer i de fleste situationer faktisk.«

I er otte, der spiller i bandet. Hvordan får I et samlet udtryk, og er der nogle udfordringer ved at være så mange?

»Ja, det er klart, at der er nogle udfordringer. Men jeg har ofte et par demoer med, når vi skal udvikle musik. Så det er mig, der skriver sangene og bestemmer de basale elementer. Og så arbejder vi sammen om at arrangere sangene og gøre sangene færdige. Sommetider ændrer vi en del fra demoen, men andre gange lyder den færdige lige som den tidlige version.«

»Det er klart, at der er mange forskellige holdninger og meninger i så stort et band, men vi altid enige om bandets æstetik, og hvad vi synes er fedt og ikke-fedt. Men jeg tror, at det er vanskeligt at blive enige uanset hvor mange man er, så snart man ikke er alene. Vi har jo arbejdet længe sammen, og det fungerer godt i bandet.«

Foto: Universal Music Group

Mit forhold til Norge bygger meget på ferier med langrendsski, og jeg forbinder derfor Norge tæt med sne og barske fjelde. Det synes jeg, er en stor kontrast til jeres musik, der er fyldt med solskin og en L.A.-agtig stemning. Hvordan hænger jeres norske baggrund sammen med den musik. I spiller?

»Jeg forstod, hvad du mener, og jeg føler også jeg har en stærk forbindelse til naturen og sneen. Jeg kommer fra en landsby, der ligger i skoven. Men siden jeg var helt lille, er jeg blevet påvirket af musik og kulturelle udtryk fra USA. Jeg kan huske, jeg så filmen Blues Brothers, og selvom det bestemt ikke var særlig norsk, følte jeg en stærk connection til musikken i filmen. Jeg har også en bror, der spillede blues-guitar, og jeg er vokset op i et soul-miljø, hvor der var mange musikere. Så på den måde er den musik, vi spiller, meget fjernt fra Norge, men meget tæt på mig.«

Hvilken d’Angelo-plade er din yndlingsplade?

»Voodoo. Men jeg synes også, Black Messiah er chokerende god. Den første jeg hørte var Brown Sugar med Lady, When We Get By og Cruising. Men Voodoo er helt klart min yndlings.«

Jeg læste, at du skrev sangen Samurai/When The Summer Is Through efter at have set Quentin Tarantinos Kill Bill. Hvilken film ville du helst lave et soundtrack til, hvis du selv kunne vælge?

»Jeg vil vildt gerne lave filmmusik, så jeg ville være klar på noget til enhver film uanset genre. Det er en drøm, som kunne være dritt-fett at få til at gå i opfyldelse. Men hvis det skulle være en eksisterende, så er det jo svært at lade være med at vælge en Tarantino-film, som jeg jo er fan af både på grund af filmene men også af musikken.«

Når du tager på turné, hvad er så det første du pakker i din taske?

»Enten orange outfits til scenen eller joggingsko og træningstøj, hvis jeg har planlagt at træne på touren.«

I er med i det nye FIFA 20-spil, hvordan er det?

»Det er fedt! Det er ret random, men virkelig fedt! Jeg ved ikke helt, hvordan det er kommet på tale, men mit pladeselskab spurgte mig, om FIFA måtte bruge sangen Glu, og så sagde vi bare: ‘Ja, selvfølgelig!’«

Foto: Universal Music Group

Hvad vil I arbejde på, når I skal lave ny musik, og hvilke temaer berør du i de sange, du skriver i øjeblikket?

»Vi har spillet de samme sange i mange år nu, og vi må fortsætte, for nu er pladen kommet ud. Nogle af sangene hænger mig lidt ud af halsen, fordi det er så gammelt materiale, men heldigvis spiller vi også en masse nye sange for tiden. Vi prøver at udvikle vores sound i en ny retning. Lidt mere rocket og lidt mindre neo-soulet.«

Hvad er den bedste sang du har skrevet?

»Jeg tror, fremtiden vil frembringe min bedste sang. Jeg tror og håber ikke, at jeg har skrevet den endnu. Jeg føler ikke, jeg har lavet mit masterpiece endnu.«

Hvad handler sangen ‘Flowers’ om? Kan alle nordmænd beskrives som blomster?

»Den handler i hvert fald ikke om blomster. Den handler om konkrete personer.«

Skriver du mest om konkrete personer eller om roller?

»Jeg skriver ikke om roller. Jeg skriver om sandhed eller i det mindste historier, der er baseret på sandhed.«

Hvorfor?

»Jeg føler ikke jeg har noget andet valg. Jeg ville nogle gange ønske, at jeg kunne gøre det på andre måder, men så bliver det bare en historie. Jeg har altid følt noget behov for at lave en karakter, som ikke er ægte. Det er cool, når folk gør det, og jeg kan godt lide historiefortælling i folks tekster.«

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Feature

MANILA får publikum, kabler og knapper til at danse

Af Nikolaj Boesby Skou den

Der er stille på en måde, jeg aldrig har oplevet før. Fem unge håbefulde mænd går rundt mellem hinanden og roder med kabler og pedaler. Luften sitrer af koncentration og nervøsitet, og det er som om de mørkegrønne og lilla gardiner, der er trukket for omkring scenen, sluger al lyd i rummet. Svagt i baggrunden kan jeg høre larmen fra publikum og musikken fra baren, der inviterer til latter og torsdagsskåle med venner. Klokken er 20:35 og om femogtyve minutter skal mændene i MANILA spille deres største koncert i bandets historie på Hotel Cecil i indre by i København.

Pitstop. På kort tid skal instrumenterne på scenen skiftes mellem Theo X’ og MANILAs koncerter

Bandet har allerede været her i fire timer, og nerverne har haft god tid til at spire fra små stiklinger i maven til at være plukmodne uden på tøjet. Det er en speciel koncert, som de har brugt lang tid på at forberede, fortæller de mig i backstage-lokalet:

”Vi har øvet næsten hver dag i den seneste halvanden uge i hvert fald,” siger Gustav Lahrmann, der spiller bas. De andre stemmer i og fortæller, at de har arbejdet meget med at gøre deres nye musik mere live-venlig, bl.a. ved at inkorporere en ny form for backing track. ”Efter vi har fået vores eget studie, er vores musik blevet mere elektronisk med flere synth-lyde og bittesmå detaljer. For eksempel bruger vi risers, som er hvid støj, der vokser gennem nummeret og skaber en stemning, og dem er vi begyndt at bruge i backing tracket,” forklarer forsanger Julius Amdisen.

Sømmet i bund. Fra venstre: Tuner, Delay, yndlingspedalen Reverb, Overdrive

Selvom de tekniske muligheder kan skabe forbedringer, er MANILA stadig opmærksom på faldgruberne ved at være afhængig af backing tracket. Det kan virke stift og mekanisk når teknik skal blive til musik. ”Vi har prøvet at jagte den nerve, der er i vores musik, mens vi øvede.” fortæller Andreas Grønne, der spiller trommer, og manden på keys, Mads Boldt, fortsætter: ”Nogle af vores numre ville virke sterile, hvis vi bare spillede studieversionen live, på trods af det måske er det bedste billede af, hvad vi vil med sangen. Derfor tager vi f.eks. de funkede elementer og fremhæver dem, så det bliver mere live-venligt og akustisk.”

Finjusteringer. De sidste monitors indstilles med det rette forhold af bas og guitar

Under lydprøven er det tydeligt at mærke både sol- og skyggesiden af de nye tiltag. Det er udfordrende at få instrumenterne til at harmonere med backing tracket i de forskellige musikeres monitors. Men så snart musikken starter, kan guitarist Mikkel Strandberg ikke lade være med at hengive sig til de skæve rytmer, og kanaliserer sin kærlighed til musikken ud gennem en svingom med Gustav Lahrmann. Med computeren gaffatapet til synthesizeren, som sidste forberedelse, hopper bandet ned fra scenen, med blikke der siger, at de alle krydser fingre indvendigt for at teknikken holder. De går ud backstage for at hilse på Sherpa og Theo X, som er de to andre bands, der spiller til aftenens Limelight showcase for upcoming dansk musik.

Efter en bagel, en kold øl og et par vindruer er det blevet tid til en hurtig smøg på gaden foran Helligaandskirken i Niels Hemmingsens Gade. Det er blevet hurtigt mørkt og det snelag, der om formiddagen var drysset sirligt ud over byen, er nu smeltet. Min ånde bliver til en grøn dis i skæret fra Gasoline Grills grønne neonskilt lidt længere oppe ad gaden. De fem musikere ringer rundt for at finde ud af, hvem af deres venner, der kommer og støtter, og stemningen er høj efter de finder ud af, at nogle efterskolevenner også støder til. Herefter bliver det dog hurtigt alvor igen, når Julius Amdisen starter setliste-ritualet, hvor bandet står i en cirkel, og i rækkefølge siger sangene så alle er på samme bølgelængde.

Af kommer det varme vintertøj og på kommer fem kortærmede farvestrålende skjorter. Klokken 21 træder de fem venner en ad gangen de fire trin op på scenen i aftalt rækkefølge ledsaget af klapsalver. Selvom de går ind hver for sig, er jeg ikke i tvivl om, at det er en sammentømret gruppe.

”Vi har spillet sammen så længe, at vi har opbygget en fælles referenceramme,” forklarede Mikkel Strandberg tidligere. Andreas Grønne beskrev sin producerrolle, som ham, der skal koge suppen af alle de mange fælles idéer. Essensen og grundlaget for bandet definerer Gustav Lahrmann: ”Det, vi gør, er at dele musik med hinanden, som vi griber.”

De fem venner er ikke ens, men de overlapper på mange områder, og det er i det overlap, at MANILA eksisterer. Det er en fælles vision, som alle kan indgå i på fælles præmisser, og det er som om, hvert medlem får lov til at shine i forskellige sange under koncerten. Heldigvis svigter teknikken ikke og de indøvede overgange mellem numrene er elegante og ikke forcerede. Scenen bliver epicenter for MANILAs vibe, der sender rystelser ud i Hotel Cecil, og får publikum til at bounce og smile.

Triumf. Fra venstre: Mads Boldt, Mikkel Strandberg, Julius Amdisen, Andreas Grønne og Gustav Lahrmann

Sveddryppende, udmattede og lettede møder jeg bandet efter koncerten. De smiler alle fem stolt fra øre til øre, og er helt euforiske efter showet. Nu står menuen på kolde øl og varme kram fra familierne, der er kommet for at bakke op. Hurtigt dukker forskellige branchefolk op for at få en snak med bandet, og medlemmerne tager dem med storm uden tøven med samme charme, som de indtog scenen. Jeg efterlader MANILA siddende i en bås i foyeren med venner og kærester til, hvad der har udsigt til at blive en lang og dejlig danseaften.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Feature

G Flip: Fra soveværelset til SXSW

Af Tanja Brinks Toubro den

2018 var G Flips år. Da australieren uploadede sin første single, ”About You”, til Triple J Unearthed (lidt a la KarriereKanonen) i midten af februar, var der nærmest tale om ’instant fame’. Indenfor en uge havde 15.000 mennesker fra 73 forskellige lande besøgt hendes Unearthed-profil, den hjemmelavede video til ”About You” var vist 120.000 gange, og hendes Facebook-likes var vokset med 300 % (og de tal er selvfølgelig kun vokset siden da). Under en måned senere spillede hun sin debutkoncert – på intet mindre end den anerkendte musikbranchefestival SXSW i Texas.

”Jeg lærer ting, mens jeg gør dem. Det er som om, at jeg har sprunget en masse trin over. Jeg spillede ikke mit første show i min hjemby, men røg direkte til SXSW,” fortæller Georgia Flipo, som er kvinden bag G Flip-projektet.

”Jeg har spillet verden over som trommeslager, men det er gået så stærkt med det her projekt. Jeg lærer foran publikum. Jeg er ikke en udlært sangerinde eller guitarist, jeg kaster mig bare ud i det. Det har jeg også lidt angst omkring. Men jeg har arbejdet så hårdt for det her, at jeg ikke kan lade mig selv tænke for meget over det. Det handler om musikken, og hvordan den ’connecter’ med folk.”

Flipo fik sit første trommesæt af en onkel, da hun var ni år gammel, og siden da har hendes liv handlet om musik. Hun fik trommeundervisning, lærte sig selv at spille guitar og klaver og begyndte faktisk allerede som 14-årig at skrive sange. Det har hun gjort lige siden, men de blev gemt væk i en notesbog i hendes skab.

Brud satte ild under soloprojektet
Det var først i slutningen af 2016, da hendes daværende band gik i opløsning, at hun besluttede sig for, at det var på tide at gøre noget mere seriøst ved soloprojektet. De mange koncerter bag trommesættet havde givet hende mere selvtillid, og hun var ikke længere bange for at stå foran et publikum. Trommeslager-baggrunden har også sat et klart aftryk på hendes percussion-drevne, upolerede popunivers. Men før hun kom så langt, at hun kunne udgive ”About You” og sidenhen andensinglen ”Killing My Time”, blev der lagt mange, MANGE timer i et skrive og indspille i hendes hjemmelavede soveværelsesstudie – hele 2017 faktisk.

”Jeg kunne spille en masse instrumenter, men jeg anede ikke noget om at indspille og producere og havde ikke råd til at betale nogen for det, så det blev jeg nødt til at lære mig selv,” forklarer hun.

”Jeg behandlede det som et job. Jeg har altid været meget målrettet. Hvis der er noget, jeg vil, går jeg store længder for at nå mit mål. Jeg arbejdede i mit soveværelse hele dagen, og så underviste jeg børn i trommer, guitar og klaver efter skoletid til ud på aftenen. Og så gik jeg i seng og gjorde det hele igen næste dag, fem dage om ugen.”

Det viste sig at være en strategi, der virkede. Efter SXSW blev hun blandt andet booket til The Great Escape i Brighton, hvor jeg så hende i maj. På det tidspunkt havde hun kun spillet omkring 15 koncerter, hvilket dog ikke var til at se. Det er blevet til mange flere siden, blandt andet hendes første headline-tour i hjemlandet, hvor samtlige shows blev udsolgt, og koncerter i USA. I juli spillede hun en af Australiens største festivaler, Splendour in the Grass.

”Det var en drøm, der gik i opfyldelse. Det er nok den fedeste festival i Australien, men jeg har aldrig været der, fordi jeg ikke havde råd. Og så spurgte de mig, om jeg ville komme og spille. Jeg græd, da jeg fik det at vide.”

2018 var G Flips år
Jeg kan blive ved med at remse ting op, men jeg tror, I har fattet det: 2018 var virkelig G Flips år. Det har været en drøm, der gik i opfyldelse, og hvis du for 12 måneder siden havde spurgt hende, hvad der ville komme til at ske i løbet af året, ville hun nok ikke kunne have forudset, hvor vildt det ville blive. Men det har også været en stor mundfuld for den unge musiker, og nu sparker hun 2019 i gang med to singler, “Drink Too Much” og ”Bring Me Home”, som stemningsmæssigt giver et ganske godt indtryk af det forgangne år.

Førstnævnte handler om en bytur i Flipos hjemby Melbourne, dengang hun var lidt af et ’party animal’ og ikke var helt så seriøs omkring musikkarrieren. Den falder i samme kantede popkategori som de to første singler. Men på klaverballaden ”Bring Me Home” hører vi en ny og mere følsom side af G Flip.

”2018 var et helt vildt år for mig. Det var både spændende og udmattende, og min hjerne kæmpede for at følge med. Jeg har haft en del angst, og det skræmte mig virkelig,” fortæller hun ærligt. ”Det var ret overvældende, og det er dét, den her sang handler om. Det er okay ikke at være okay engang imellem.”

Nummeret har en tilhørende video, og det var vigtigt for Flipo, at den kom til at udtrykke præcist, hvordan hun havde det, da hun skrev det – på randen af et sammenbrud. Men hun måtte tage alternative metoder i brug for at få det til at lykkedes.

“Selv hvis det gjaldt liv og død, ville jeg ikke kunne spille skuespil. Så for at komme frem til den følelse, den totale udmattelse, så spillede jeg trommer seks timer i streg i et varmt varehus på en dag, hvor det i forvejen var 36 grader. Jeg spillede, indtil jeg fysisk ikke kunne mere,” fortæller hun.

Trods den følelsesmæssige rutsjebanetur, så er Flipo heldigvis mere end klar til at fortsætte sin musikalske færd. Hun starter med en række australske festivaler, men har netop offentliggjort, at hun spiller tre europæiske shows i London, Paris og Berlin til maj. Så man kan jo krydse fingre for, at der kommer nogle skandinaviske datoer på den liste, og så satser jeg altså også på en EP eller et album senere på året. Og hey, hun er virkelig underholdende på instagram, hvis det skulle være noget.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Feature

HONNE: Britiske webdarlings nærmer sig det store gennembrud

Af Tanja Brinks Toubro den
HONNE, VEGA

De seneste uger har vi hyldet dette års bedste koncerter, bedste album og bedste numre. Men hvem er de artister, som – måske – kommer til at figurere på vores lister de kommende år? Vores udlandsreporter Tanja Toubro har i løbet af året besøgt flere af de internationale showcase-festivaler for at finde svaret på det. Frem mod nytår vil vi bringe interviews med nogle af dem. Vi er nået til den femte og sidst artist i rækken, hvilket er britiske HONNE, som vi mødte inden deres koncert på VEGA i november. Godt nytår!

Der er godt fyldt op i Lille VEGA denne fredag aften i starten af november, men alligevel ikke så proppet som jeg havde forventet af en udsolgt koncert. Heldigvis, for der skal jo være plads til at danse, når britiske HONNE om lidt går på scenen. Det er første gang, duoen spiller i Danmark, og da efterspørgslen stadig var stor, efter den planlagte koncert blev udsolgt, blev det besluttet at holde en ekstrakoncert. Samme aften.

”Vi forsøgte at lægge den dagen før, men det kunne ikke lade sig gøre,” fortæller James Hatcher. ”Men så havde vi til gengæld en fridag i København i går.”

De to briter udgav deres debutalbum ”Warm on a Cold Night” i 2016, og det bød på lækker elektropop med soulvibes. Det er tilbagelænet, men dansabelt. ’Baby-making music’ med et twist, om man vil.

Warm on a Cold Night:

På trods af at HONNE stort set ingen airplay har haft herhjemme, så har de alligevel formået at skabe sig en fanbase her – og i resten af verden. De har nemlig om nogen formået at omfavne den digitale tidsalder og udgivelsen af deres andet album, “Love Me / Love Me Not”, understregede deres moderne tilgang til musikken. Alle sangene havde nemlig ramt gaden inden da. Drengene slap to numre den sidste fredag i hver måned i seks måneder op til udgivelsen. Pladens tema er kontraster – ligesom den hedder ”Love Me / Love Me Not” – og det ville de gerne lege lidt mere med i forbindelse med udgivelsen. Sangene er derfor udgivet i par, hvor én falder i ’Love Me’-kategorien og den anden i ’ Love Me Not’.

”Vi kunne godt lide tanken om, at sangene fik lov til at ’ånde’, og at folk havde en mulighed for at ’fordøje’ dem lidt ad gangen,” fortæller Andy Clutterbuck: ”Den måde, som folk forbruger musik på i dag, er typisk, at man går ind og tager de øverste sange på Spotify. Men på den her måde er sangene blevet værdsat på en anden måde, inden hele pladen kom ud.”

”Det var sjovt at se, hvordan folk glædede sig til nye numre hver måned,” fortsætter James: ”Men det var alligevel overraskende, hvor meget folk spillede pladen og snakkede om den, da den så kom ud. Selvom de havde hørt sangene før. Jeg tror nærmest, afspilningerne blev fordoblede.”

Jeg spørger ind til, om de tror, at pladen er et døende format. Men det mener de ikke. Der er nemlig noget helt specielt ved albumformatet.

”Når man har et virkelig godt album, er der ikke noget bedre end at sætte det på og så lytte til det i fuld længde,” siger Andy: ”Da jeg var yngre og for eksempel lyttede til Radiohead, vidste jeg med det samme, hvad næste nummer var, så snart en sang var slut, fordi jeg kendte pladen så godt. Det vil vi også gerne opnå; at få folk til at lytte til det hele.”

”Hvis du kun udgiver singler, så skal de også være meget umiddelbare. De skal fange folk med det samme,” supplerer James: “Når du har et helt album, giver det dig mere plads til at lege og eksperimentere.”

Den nye plade var en trial and error-proces
På ’Love Me / Love Me Not’ har drengene ikke lagt soveværelsesstemningen helt fra sig, men der er alligevel sket en klar udvikling. Den nye plade er mere beat-drevet, har flere hiphop-referencer og flere collabs; blandt andre medvirker Anna of the North og Tom Misch. Andy og James vidste godt, at de ikke ville køre i helt samme spor som på debuten, men de var ikke helt sikre på, hvad der så skulle ske. Men det hele skete egentlig ret naturligt, da de gik i gang med at skrive.

”Da vi havde skrevet ‘Day 1’, var der noget, der klikkede, og vi tænkte, at den var en god ’skabelon’ for pladen. Og så arbejder vi bare videre derfra. Det var lidt en ’trial and error’- process,” fortæller Andy.

Day 1:

Da de for alvor begyndte at indspille, havde de omkring 30 sange med i studiet, hvoraf altså 12 er kommet med på pladen. Andy fortæller, at ligesom singlerne blev udgivet i par af to kontraster, så er pladen også delt op i to; de første seks sange falder i ’Love Me’-kategorien, de sidste seks i ’Love Me Not’. Så selvom der har været plads til eksperimenter og leg, så har der også været utrolig meget strategi og struktur omkring pladen. Næste gang bliver det nok noget helt andet.

”Vi har snakket om at lave noget mixtape-agtigt,” siger Andy og fortsætter: ”Vi vil gerne lave noget, der er mere flydende, men stadig med individuelle sange.”

”Ja, så det bliver lidt mere som et soundtrack med glidende overgange mellem numrene,” siger Andy, før han tilføjer med et grin: ”Det er noget, vi har besluttet for cirka halvanden time siden.”

Om den plan holder, vil tiden vise, men de er i hvert fald enige om, at der nok kommer til at ske noget nyt, når de skal udgive musik næste gang.

”Det ville jo være virkelig kedeligt at gøre det på den samme måde hver gang,” afslutter James.

Crying Over You:

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Feature

Mammút: “Det er nemmere bare at blive sammen…”

Af Peter Pishai Storgaard den
Mammút Regnsky Roskilde Festival

Islandske Mammút udgiver i dag deres fjerde album, “Kinder Versions”, som samtidig er deres første engelsksprogede af slagsen. Jeg mødtes med de fem karismatiske nordboer inden deres koncert på Roskilde Festival. Det er muligvis det skøreste interview, jeg nogensinde har lavet, men det er, hvad der sker, når man fem dage inde i Roskilde Festival vælger at sætte en sen eftermiddagsdate op med fem personer på én gang – med hver deres øl i hånden…

Hvad vil I gerne sige med “Kinder Versions”?
Det handler om kærlighed. Men jeg tror, at det, der gør os til dem, vi er, er, at vi prøver at være så lidt verbale som muligt, når vi laver musik. Vi prøver at tale mindre og bare spille. Vi beslutter os aldrig for en bestemt rute at følge; konceptet opstår bare undervejs. I det hele taget er vi ikke så glade for at tale om musik. Vi vil hellere bare spille den.

Gør det det ikke lidt svært at give interviews?
Haha! Jo, men det er sjovt! Da vi skulle beslutte os for titlen på albummet, og vi stødte på “Kinder Versions“, vidste vi bare, at det var det rigtige. Fordi albummet går fra et mørkt sted til et lykkeligt sted. Hele ideen er kærlighed, hvor corny det end måtte lyde. Det hele er kærlighed – men fra forskellige udgangspunkter. Det koncept blev skabt undervejs.

Så kan man sige, at der er en naturlig udvikling på albummet?
Ja, men det var ikke planlagt. Nogle gange sker det bare. Du laver albummet, og så tager du et skridt væk og kigger på det – og først der kan du se, at ja, det er det, det handler om.
Men for os er hver eneste baslinje, guitarlinje og hvert eneste trommeslag vigtige. Ligeså vigtige som teksterne. Enhver stemme på albummet, også selvom den kommer fra et instrument, har en klart defineret ting, den prøver at sige. Vi prøver allesammen at sige noget med de lyde og de linjer, vi spiller. Vi prøver ikke bare på at spille; vi prøver på at leve det og mene noget med det. Til gengæld elsker vi at beskære vores sange, for vi gider ikke have noget bullshit i vores musik.

Hvorfor har I valgt at lave “Kinder Versions” på engelsk?
Jeg tror bare, at det er en del af den naturlige udvikling. Vi var nødt til at komme væk fra øen (Island, red.). Det er en vigtig pointe, for vi har været der i mange albums, og nu er vi nødt til at tage det næste skridt. Det er sundt for vores kreativitet at åbne den port.

Hvad er det næste skridt for jer?
Vi vil virkelig gerne bare lave det her. Og det kommer vi kommer til: Udgive det nye album og turnere meget. Bare spille, spille, spille! Vi vil fortsætte. Det er hårdt i musikbranchen. Virkelig hårdt. Så vi vil forsøge at gøre det lidt mindre hårdt.

Ja, I har været i musikbranchen længe nu. Sammen. Bliver I aldrig trætte af hinanden?
(Sagt på samme tid) Ja, vi gør! Overraskende nok, nej!
Hahaha! Ej, overraskende nok ikke så ofte, men selvfølgelig gør vi det. Ligesom familie. Du bliver også nogle gange træt af din søster, dine forældre eller din kæreste.

Men I har aldrig i de cirka 14 år, I har været et band, haft lyst til at splitte op?
Vi har været igennem en masse lort som band. Også lort som sikkert burde have fået os til at give op mange gange. Og vi har været lige ved, men vi gjorde det aldrig, for det giver ingen mening ikke at være et band. Det er så stor en del af vores liv. Det er nemmere bare at blive sammen.

Med andre ord er I for dovne til at sige stop?
Haha, ja, præcis. Du vokser op som et band med de samme mennesker. Vi har været i bandet i mere end halvdelen af vores liv. Faktisk nærmest hele den del af vores liv, vi kan huske, for du husker ikke rigtig noget, fra du er helt lille. Du ved ikke, hvordan du kan leve uden det. Og der er stadig passion, og vi respekterer hinanden. Det giver ingen mening at stoppe. Og hver gang vi laver en god sang eller et godt album, sker der noget meget unikt. Vi kan mærke, når det sker, og det er ikke noget, du bare kan beslutte at gøre et andet sted. Det er meget specielt. Så selv når vi er trætte af omstændighederne, vil musikken altid holde os sammen.

Er I, hvor I gerne vil være som musikere?
Vi er det rigtige sted lige nu. Der er selvfølgelig altid et mål foran dig, men lige nu føler vi, at vi er det rigtige sted. Især på den her festival. Men hvis du har nogle penge, så… især kontanter!

Det er der ikke nogen, der har fortalt mig…
Vi ruller dig efter interviewet.

Fair nok. Sådan er det vel at være en del af den hårde musikbranche… Er der noget, I gerne vil sige, inden vi slutter?
Bare at vi elsker alle jer, som har lyttet til os. Og at vi elsker jer for at holde os ud i så lang tid. Og vær søde at sende os penge. Giv os nogle penge. Kontanter! Euro! Vi foretrækker euro. Ikke kroner!

Med den opfordring vil jeg da bare opfordre dig til at tjekke “Kinder Versions” ud herunder, hvis du er til indierock med et islandsk twist. Eller hvis du bare gerne vil undgå at blive rullet af fem frejdige islændinge…

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Feature

Oh Wonder interview: “Vi vil ikke være berømte!”

Af Peter Pishai Storgaard den
Oh Wonder Regnsky Heartland

På fredag den 14. juli udsender britiske Oh Wonder deres andet officielle studiealbum. Vi mødtes med Josephine Vander Gucht og Anthony West til en snak om det nye “Ultralife”-album og deres turnéliv, da de besøgte Danmark og Heartland Festival i juni.

På papiret er det bandets andet album, men langt hen ad vejen føles det som Oh Wonders første egentlige album. For det selvbetitlede debutalbum var nemlig i højere grad en samling af 15 singler, der egentlig ikke var skabt til at passe sammen. Debutalbummet opstod nemlig ud af et dogme, hvor Josephine og Anthony havde besluttet sig for at udgive ét nummer om måneden over et år.

Det må være en del anderledes for jer denne gang, hvor der er tale om et rigtigt album så at sige…
Josephine: Ja, det føles sådan. Det er underligt at sidde på så mange sange og så dele dem alle sammen på én gang, når vi var vant til at udgive en sang om måneden sidste gang.
Anthony: På samme tid er det underligt at udgive sange fra albummet, for du har mest bare lyst til at dele det hele og sige: “Det er sådan her, det skal lyde!” Den 14. juli bliver en god dag, når vi endelig udgiver “Ultralife”.

Hvordan har processen med at lave albummet været denne gang?
Anthony: Vi var på turné i…
Josephine: …halvandet år…
Anthony: …og da vi kom hjem, tog vi direkte i studiet.
Josephine: Mere eller mindre. Vi tog til New York i en måned og skrev halvdelen af albummet der, og så skrev vi den anden halvdel, da vi kom tilbage til London. Og så indspillede vi det hele over en periode på to-tre måneder derhjemme, hvilket var så skønt, fordi vi havde været på farten virkelig længe. Det var fantastisk bare at kunne stå op, lave morgenmad og så bruge 12 timer i studiet.
Anthony: Mere end 12 timer vil jeg sige.
Josephine: Haha, ja okay, 20 timer i studiet.
Anthony: Ikke så meget søvn. Det var godt!

Min oplevelse med “Oh Wonder”-albummet var i høj grad, at jeg på en måde selv var med til at bygge det. Hvordan var det for jer?
Josephine: Haha, ja. Det var rigtig meget sådan. Det føltes som en samtale mellem os og andre mennesker. Vi lavede ikke albummet i et vakuum. Det mere sådan: “Her er en sang!” Og så ville vi få feedback med det samme. Det var som at have tusindvis af mennesker overalt i verden som dommere på hver eneste sang. Det var fantastisk og et kæmpe privilegium for os.
Anthony: Det bedste ved at være et band er at udgive musik, så at kunne gøre det hver eneste måned er helt fantastisk.

Jeg har lyttet til de nye singler, og umiddelbart synes jeg, at de virker lidt mere forskelligartede i forhold til genrer og stilarter. Er det bevidst?
Josephine: Ja, vi har forsøgt at eksperimentere. Det første album var åbenlyst lavet uden noget perspektiv. Det var bare en sang, en sang, en sang…
Anthony: Ja, sidste gang handlede det om sangene. Denne gang har vi fokuseret på helheden.
Josephine: Præcis. Vi har lavet albummet som en helhed, som man bør lave et album.
Anthony: Det er bare mere dynamisk. Vi har haft muligheden denne gang for at sige, at vi har brug for en massiv sang som den anden sang, eller hvad det nu var. Vi er meget tilfredse med, hvor vi er endt op, hvilket er mega cool.

Hvilken sang er jeres yndlingssang fra det nye album?
Josephine: Min yndlingssang er nok det sidste nummer, “Waste”.
Anthony:: Min er åbneren, “Slip Away”. Den har et lækkert groove.
Josephine: Alt det i midten er lort!

Hvad vil I gerne sige med “Ultralife”?
Josephine: At det er okay, at der er tidspunkter, hvor du ikke føler, at du kan overskue livet. Og at det er lige så okay at vide, at der er dage, hvor du har det ultra og fantastisk og føler dig uovervindelig som en superhelt. Den næste dag kan du så igen have det forfærdeligt og ikke have lyst til at forlade dit hjem. Altså at det hele er helt almindelige følelser.
Anthony: Alle skal igennem det.
Josephine: Det skal vi også, når vi er på tour. Albummet er meget personligt på den måde. Vi har virkelig taget vores personlige erfaringer fra turnélivet og puttet dem ind i albummet. Ubevidst. Det var ikke planlagt – det er bare endt sådan.

Hvordan har I det med at være på turné?
Josephine: Det er helt utroligt fedt!
Anthony: Jeg tror, at fordi vi kom frem gennem Spotify og Soundcloud, så er vi ikke store ét sted, hvilket er fantastisk. Vi er meget heldige, at vi ikke kun er store i det nordlige England. Vi får lov til at tage på turné i hele verden. Der er nogle steder, vi ikke har været endnu. Vi har ikke været så meget i Asien, så der skal vi hen i næste måned (juli, red.). Og vi skal til Sydamerika.
Josephine: Vi får lov til at se verden.
Anthony: Det er vi meget taknemmelige for. Vi er nok først hjemme igen i 2019, haha!

Hvordan har I det med det?
Josephine: Det er ret utroligt, men det betyder selvfølgelig, at du går glip af en masse almindelige ting såsom dine venners fødselsdage. Min mor er ret irriteret, for jeg har ikke været hjemme til hendes fødselsdag de sidste tre år.
Anthony: Der er en del ofre. Du går glip af hverdagsting.
Josephine: Ja, alle de ting, som det går op for dig, er vigtige i livet. Mennesker har ambitioner om at blive popstjerner og rejse verden rundt, men hvad der i virkeligheden er fantastisk, er din familie, dine venner, at passe på dig selv. At skabe et hjem et sted… De ting er virkelig vigtige. Så hver gang, vi er hjemme, prøver vi at samle alle omkring os og virkelig presse det sidste ud af de timer, vi har. Det får dig til at sætte meget større pris på de ting.
Anthony: Og det får dig til at sætte pris på søvn…
Josephine: Ja, vi sover aldrig.

Jeg har læst et sted, at I ikke vil være store, berømte popstjerner. Vil I det?
Josephine: Åh, Gud nej!
Anthony: Jeg vil stadig ikke være berømt.
Josephine: Vi er ikke berømte, så det er ok. Det ville være forfærdeligt.
Anthony: Det er bare en del af det at være et band. Det er den side af det, du virkelig ikke har lyst til at være en del af.

Hvordan vil I undgå at blive berømte?
Josephine: Jeg tror, at folk, der bliver berømte, i høj grad bliver det, fordi de gerne vil. Se på sådan en som Adele. Hun er nok en af de mest kendte musikere i verden, men vi ser hende aldrig. Vi ser en masse andre bands til events men aldrig Adele. Du læser aldrig om hende i aviserne. Hun bliver formentlig aldrig forstyrret på gaden. Hun siger, at hun går tur med sit barn i en park i London, og at ingen stopper hende, fordi hun har markeret sig som en, der ikke søger berømmelse eller spotlyset eller at være en del af hele kendiskulturen. Det er en svær balance, men hun har været smart.
Anthony: Der er en linje et sted, og hvis du krydser den, bliver du forstyrret resten af dit liv. Så… Vi prøver at undgå at krydse den linje!

Hvad vil I gerne opnå?
Josephine: Jeg ved det ikke. Alt, hvad jeg gerne ville opnå, har jeg allerede opnået.
Anthony: Vi er færdige! Haha. Ej, vi har ingen forventninger. Det er den primære ting. Jeg mener, at hvis du har forventninger, vil der være et pres for, at du skal indfri dem. Hvorimod hver eneste dag for os bare er en fantastisk bonus. Vi havde aldrig troet, at vi skulle spille en koncert; hverken i Danmark eller et andet sted i verden. Så det er meget specielt.
Josephine: Mit personlige mål er bare at bevise over for folk omkring mig, der fortalte mig, at det var umuligt, at du kan leve af at lave noget, du elsker. Og det gør jeg nu, så selv hvis det sluttede i morgen, kunne jeg sige: “Hey, jeg gjorde det!”
Anthony: …og nu går jeg på pension!
Josephine: Haha! Mit nye personlige mål er at blive bedre til at nyde hvert øjeblik af det. For det virkelig nemt at blive fanget i, at jeg er træt, jeg har ikke sovet i tre dage, og alt er lort.
Anthony: Og det er nemt at få ind i hovedet, at vi spiller en koncert i 2018, men vi spiller altså i dag her i 2017.
Josephine: Ja, vi er i Danmark i verdens smukkeste omgivelser. Lad vær med at bekymre dig om alt det andet. Bare vær her. Bare det at sidde her (i artist village, red.) på festivalen er sikkert nogens drøm. Og det her er bare én dag. Det er vigtigt konstant at minde dig selv om at nyde det hele, for det er nemt at komme til at glemme.

Tusind tak for snakken.
Josephine: Tak, Peter.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Feature

Regnsky møder… Mando Diao!

Af Rasmus Stegmann den

Interviewet er lavet af vores gæsteskribent Marie Louise Takibo Kaspersen

Efter deres koncert søndag på Northside Festival lykkedes det os at fange Björn Dixgård, Jens Siverstedt, Daniel Haglund og Patrik Heinkipieti fra det svenske rockband Mando Diao til en lille snak om deres optræden på festivalen og deres helt nye album Good Times, der eftersigende skulle være deres bedste album nogensinde.

First of all, how did the concert go? 

Very, very well. We haven’t played here for like eight years or something so we didn’t know what to expect. But it was better than we expected actually. We knew that we had like the first slot on the Sunday so we thought: “Oh, we’re gonna be the underdogs”. You know, it’s like the Swedish football team. Suddenly we can win over France. Or the Danish football team, same shit – two terrible teams that sometimes win over the mighty dinosaurs. So it’s challenging and fun to be out here. And the crowd and audience, come on, it was great! Kept us going. We sort of have this newborn love in the group right now after everything that happened to us doing last year, so we really go to places where we haven’t been in decades, so it’s nice.

Is it just Århus or is it entire Denmark you haven’t been in, in a decade? 

In Denmark in general. Oh no!

But you live so close! You’re like our neighbours, come on. 

We’re gonna start now!

Björn: We’ll come back for Vega in October.

Resten af bandet: DECEMBER! The 2nd of December!

So was it ok playing so early? You had to play around 1 o’clock. 

Yeah. You just have to simulate that it’s evening. Like Danish people do. No problem.

What do you think of getting the 1 o’clock slot on the Sunday? 

We didn’t expect anything bigger. We’re just happy to play here. We haven’t been here for a while, so that the festival wants to have us is like ruiihh (so great!). When we think back on the show we didn’t have any expectations, as we said, but we started playing and people were coming to the show and there came more people and they were singing along and we really felt it. The audience was really ‘vibing’ to the music, so it was wonderful. But we didn’t expect that. That’s why we are so happy right now.

Why didn’t you expect that? 

Because of the slot! Haha! Sunday 1 o’clock come on!

Jens: I’m not sure that we would go to a show that early. I’m just thinking about myself, and my own awful behaviour. I’m more like a night person you know.

What do you think about the festival in general – about Northside? 

Patrik: We actually went out to see Prodigy yesterday me and Jens. It was very muddy. We didn’t bring any shoes and stuff, so we got stocked there, and when we came back to the hotel it was like… (ryster på hovedet). But whatever we saw from there was nice. I mean lots of people and a good vibe.

Jens: I fucked up my sneakers.

It’s a very good line-up here. We’re sorry that we have to miss Radiohead tonight. That sucks. And Franck Ocean, that would’ve been amazing.

You’ve just released your new album? How would you describe that? 

Oi, how do you describe your child? It’s perfect! It’s really versatile. We got this from out of journalism and fans and people. It’s kinda like back to the roots of being a band. During the weeks of promotion that we did this spring, we reflected on the album, and we understand that this is straightforward, you can hear the drums and you can hear the guitars. It’s not that polished, it’s raw, something like that. Focus on the vibe.

Jens: I see our album Good Times more like a movie you know. You have all the different vibes, the ballads, the up-tempo songs, and the soulful songs. So it’s diverse and versatile I guess.

If you do a playlist on Spotify or whatever you don’t want to have the same kind of songs over and over again, you want to make it a road trip you know. That was a bigger thing we thought about. On this album we didn’t use that many musical references, we used mainly mood-based stuff – talking about different moods. And we didn’t let anybody else into the process, we did it all in the band, so that’s what defines the record. Us as a group doing it ourselves like a team – team effort. We didn’t have a producer, we produced it ourselves, and so it’s a lot of ‘us’, a lot of emotions from this group of people.

What is the message of the album? 

The title comes from the song obviously; it’s called Good Times. We took the title and made something different about it, because when you listen to the lyrics of the song Good Times it’s about the devil on your shoulder, your darkest feelings and emotions, but then we took the title and made a really weird epic fucked up cover coming to like Eden, Paradise and it has nothing to do with the song, but we used the title and it became something different. It grew in another direction. And we had such a good time recording the album. If you take like every lyric on the album it’s kind of depressing, hahah! It’s the Nordic melancholy and you can feel the darkness. But at the same time the title… Because we had such a good time recording it, we want to come with the good times and the good vibes, because now we are in such a good place and we are so happy with our music so it became something different.

Good Times has been called your best album, why do you think that is? 

Patrik: I didn’t know that.

It said so in the press release we got. 

HAHAHA! Somebody wrote it! Caught us – Caaaught us!

Well okay it’s called ‘perhaps’ your best album. 

Ahh perhaps, perhaps! No but the last baby you give birth to is the best. It’s the best for now anyways. Ask us again in two years and maybe it’s not, but right now everybody says that.

Jens: This is our best album, come on. Don’t be shy.

Björn: In the end it’s really up to us and we are really proud of it.

Jens: It’s the best album man, come on. Just listen to it.

Björn: I don’t listen to it man.

Resten bandet: You should, haha!

Your former guitarist Gustaf left the band. Do you miss him? 

NO. Haha! Simple as that. Next question.

Why did he leave? 

We don’t know actually, but he didn’t wanted to do this kind of stuff: the tour life, the music life. Being in a band is a problem for him, we think, but you’ll have to ask him. The political stuff with releasing music was a problem for him. We wanted to release only free music. He wants to become a music teacher and he is doing different stuff. Hope he is happy, absolutely.

What will the future look like? 

Bright! Good times! We are doing this over and over again we just love this.

Patrik: I think we grew together now the last two years as well; we’ve never had such a good mood in the band as we have right now and hopefully we can do it another 20 years, 30 years. 40 maybe? 50?

Jens: Arh, don’t push it.

We will keep making and writing music, recording, playing live. We are really living in the moment. That’s the best thing of being in this band; you just look to the next day and schedule. You don’t need to think about the future, because you are like: “Okay, we are going to Denmark tomorrow, that’s gonna be fucking fun, let’s do it! Berlin Tuesday!” That’s the beauty of this and we are really privileged to have this kind of life and we cherish it and we are making the best out of it. We are not fucking around. We really tried to make a really good album and it was blood, sweat and tears, and it turned out to be the best album. Here we are in Denmark.

Do you have anything that you want to tell us now that you have us here? 

Jens: My name is Jens, it’s a Danish name. I’m the new guy in the band. I really feel connected to Denmark and I feel really glad to be here.

We ranked the Nordic countries earlier today; we’ve been in Finland, Norway and Denmark and Denmark came in first place even though we had to play at an early slot on Sunday. So we love Denmark. We looove Denmark. The end. Really, you have the ‘Gammel Dansk’ you have the ‘Smørrebrød’ and everything and you’re smoking a lot of cigarettes. Funny cigarettes! Haha!

Thank you for the interview!

Thank you!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Feature

“Du sidder jo og snakker med os nu, kan man sige”

Af Rasmus Stegmann den
VETO

Det lykkedes mig at fange Troels Abrahamsen og David Krogh Andersen fra VETO på årets Heartland Festival til en snak inden deres første liveoptræden i fire år.

Hvorfor er I stadig relevante?

  • Det spørger vi jo også jævnligt os selv om. Det ved jeg ikke. Relevante i hvilken sammenhæng?

Jamen det virker lidt som om, I har været ude af rampelyset i nogle år.

  • Ja, vi har i hvert fald været ude af sådan en hypernostalgisk branche, der ikke kan gi’ folk to minutter til at slappe af, før de skal komme med noget nyt. Men ja, det kan du godt sige, vi har. Og når man gør, så hedder det et comeback, ik?

Er det så et comeback, I laver her senere?

  • Nej, det synes vi jo ikke. Vi har jo arbejdet, imens de fire år er gået. Selvom vi ikke har spillet koncerter, har vi stadig lavet musik. Jeg ved sgu ikke… Relevans? Hvem er relevante? Og hvorfor er de det?

Bisse er måske relevant? (Spillede koncert samtidig med interviewet, red.)

  • Men hvad er det for en sammenhæng, du mener relevant i?

Jeg tænker det i forhold til…

  • Det er jo sådan en præmis, hvor det skal være nogle nye artister hele tiden.

Det er jo lidt sådan, at når man er journalist, så har man et aktualitetskriterie, man lidt skal leve efter…

  • Det SKAL man ikke… Men det gør man.

Nej, okay, det SKAL man ikke, men det gør man for at gøre redaktøren glad. Så… Man har ikke hørt noget fra jer længe, og I har ikke udgivet noget ny musik siden ’13; I har ikke spillet koncerter de sidste mange år, så det er på baggrund af det, jeg spørger, om I stadig er relevante.

  • Vi føler jo ikke, at vi tilraner os noget som helst; det er jo jer, der afgør det. Det er dig, der afgør, om vi er relevante. Du sidder jo og snakker med os nu, kan man sige.

Og der må jeg sige touché.

  • Det er meget, meget svært at svare på pga. præmissen om relevans, fordi jeg forstår godt, hvad du mener, når du siger det, men det er også et spørgsmål, der ligger i en branche, der er så total hyper, at det er helt sindssygt, fordi enten skal man være (mumlende amerikansk accent) Brews Springstream og være en evergreen. Det kører bare, og der er ingen, der stiller spørgsmål. Der er jo ingen, der spørger ham, om han er relevant. Men så kommer den der underlige alder, som vi er i nu, hvor vi ligger sådan midt i det hele. Vi er ikke helt nye, vi er ikke helt gamle. Og hvis du er helt ny, så har du også automatisk en relevans, så det kommer an på, hvad præmissen er. Er det ud fra et kunstnerisk synspunkt? Eller er det ud fra, at der er en vis størrelse kage af opmærksomhed til folk, og der er nogen, der ikke har ret til at tage et stykke af den kage, fordi de er for irrelevante?

Jeg kan godt lide din kage-analogi…

  • Jeg kan sagtens finde masser af kunstnere, som, jeg også synes, er irrelevante i nogle sammenhænge, men som i andre ikke er det.

Jamen så tænker jeg, hvorfor skal man tage at komme til jeres koncert i aften?

  • Fordi vi er de eneste, der spiller på det tidspunkt. Åndssvagt at stå nede i den anden ende med en fadøl, når man kan stå her. Ej, det skal man gøre, fordi man selvfølgelig gerne vil høre, hvad vi laver. Det der med relevansen, det er også sådan lidt – altså hvem fanden gør noget relevant? Hvis der er et publikum, så er man vel relevant for dem.
  • Det er stadig også den der præmis med, at vi skal sælge os selv hele tiden. Vi skal hele tiden være i sådan en “sale-mode”, hvor vi hele tiden skal forklare, hvorfor vi er så skide meget mere interessante end alle de andre. Og det er vi ikke. Vi er bare et band, og vi har lavet en plade, og vi elsker at spille sammen, og vi har lavet noget musik, som vi synes er ret fedt, og vi har nogle folk omkring os, som umiddelbart også synes, det er fedt, og de hjælper os med at få det ud. Jeg ved sgu ikke…

Jeg synes, jeg har fået svar på spørgsmålet, så lad os hoppe videre!

  • Jeg synes, det er mega fedt at snakke om. Det kan også blive sådan noget navlepille noget, hvor man sidder og snakker om ingenting og ens processer og sådan noget, og det er jo dybest set ikke særlig interessant for særligt mange… Dét er irrelevant! Hvis noget er irrelevant, så er det det… Men det er bare, der er også en eller anden grundlæggende præmis, som alle bare køber, og som er svær ligesom at komme ud af. Den der måde at tænke musik på. Hvad er det, der er relevant, og hvad er det, der er irrelevant.
  • Man er vel relevant for nogen, og så er man irrelevant for andre. Sådan er det vel for helvede altid med alting. Det giver jo mening for nogle mennesker. De kommer så og hører nogle koncerter med os; det er jo bare dejligt. Og så er der nogle, der ikke gider komme, og ved du hvad – så er vi nok irrelevante for dem. Det kan man jo for helvede ikke gøre noget ved.
  • Spørgsmålet er jo egentlig, om hvorvidt man er relevant nok. Hvis man er relevant nok, så kommer man vel på en festival, hvor man kan blive spurgt af en journalist, der har taget sig tid til at booke et interview: Er I relevante? Så er det jo selvbesvarende. JA, det må vi jo så være.

Touché! 

  • Ja.

Hvorfor er det lige nu, I vælger at komme tilbage?

  • Det er fordi, vi er færdige med vores plade. Vi har brugt tiden på at gå rundt i et sommerhus og spille alt muligt, og så har vi brugt en del af de sidste to år på at få raffineret det, vi har lavet der, sammen med vores producer Mikkel, som har hjulpet os rigtig meget med at få styr på det og få fundet en eller anden form, som også giver mening, og som har en relevans. Så har vi så brugt noget krudt på selve indspilningen her i den sidste fase, og nu er den i gang med at blive mikset.
  • Og ind imellem alt det er vi blevet spurgt, om vi vil spille på den her festival. Så havde vi det sådan, at det kunne være meget sjovt, og det er også en anden slags festival at spille på, end hvis nu vi f.eks. spillede en af de mere etablerede festivaler. Så ville det måske være sværere at træde ind i den lige pludselig. Her er der ligesom en anden præmis, som er noget med, at der sker noget nyt hele tiden; der står hele tiden nogen med skum i hovedet eller et eller andet kunst-agtigt, så der er en præmis om, at her må man gerne få en ny oplevelse. Her skal man måske lige lytte lidt mere, så det tænkte vi bare var et godt sted at få lov til at prøve at spille noget af det nye materiale sammen med det gamle og se, om vi overhovedet kan sætte det sammen og få tingene til at fungere sammen.

Er der noget, I selv ser frem til at se på Heartland Festival?

  • (Troels) Jeg ville faktisk rigtig gerne ned og se The Cinematic Orchestra, som spiller lige nu, mens jeg sidder her og snakker med dig. Så hvilken relevans har du lige nu i forhold til det?

Jeg kan forhåbentlig skaffe jer noget god PR… 

  • Ej, det gad jeg faktisk rigtig godt at have set, og så gad jeg godt se Cat Power.
  • Ja, det gad jeg også godt. Jeg gad godt rundt og se nogle flere ting, men når man selv skal spille klokken 12 (midnat, red.), så bliver det hele sådan lidt ødelagt for mig. Så er det det, der er i fokus, og så har jeg svært ved at leve mig ind i andre ting, må jeg erkende. Jeg synes, de har et mega interessant program, og der sker en masse spændende ting, og jeg gad godt høre nogle af de der talks, men jeg kan simpelthen ikke fokusere på det nu.

Nu her næste uge, når Frank Ocean aflyser Northside – står I så klar?

  • Nej.
  • Nej. Vi afløste jo for Mumford & Sons i sin tid. Det var et utaknemmeligt job på mange planer, og vi oplevede også, at vi blev bedømt meget anderledes, end vi havde prøvet tidligere, og det var faktisk ret ubehageligt. Det er ikke, fordi vi er tyndhudede, men der var sådan en fornemmelse af, at så var der et eller andet ekstra, man skulle vise, og så skulle VI have skylden for en hel masse og skuffelsen og sådan…
  • Ja, det var en meget underlig præmis. Vi kan jo kun komme og være os. Vi kan jo ikke komme og være Mumford & Sons.
  • Men hvor vil du hen med det?

Jeg vil bare høre, om I skal spille på Northside.

  • Det skal vi ikke. Ikke som afløsere i hvert fald.

Jeg tror kun, jeg har fået set jer én gang, faktisk. Det var til Nykøbing Falster festuge.

  • HAHA NÅ JA, det var dernede på torvet. Det var en koncert, ik’?
  • Vi har spillet mange mystiske steder, hvor man droppede ind og tænkte, ja, så spiller vi her.
  • Et center i Brasilien og en eller anden mærkelig byfest i Tyskland.

Jeg har ikke flere spørgsmål.

  • (Troels) Nej, jeg synes, det er en god idé at gå til folk. Det kan jeg godt lide. Det synes jeg, man skal gøre. Det var meget lødigt, synes jeg.

Tak skal I have. Jeg glæder mig til koncerten senere.

  • Det er godt.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Feature

Regnsky møder… August Rosenbaum

Af Rasmus Stegmann den
Nu hvor Northside er færdig, kan vi kigge lidt tilbage. Under årets Heartland Festival fik jeg mulighed for både at opleve og efterfølgende interviewe debutanten August Rosenbaum. 30-årige August har tidligere lavet musik med bl.a. Quadron og Mø, men har nu besluttet sig for at gå solo. Koncerten på Heartland var hans første solokoncert – nogensinde. Jeg fangede ham efterfølgende til en snak om at få debut på Heartland og hans nye album, han har lavet sammen med Robin Hannibal.

Vil du ikke bare starte med at fortælle lidt om August Rosenbaum?

  • Jeg er pianist og laver musik. Jeg har spillet med Quadron i nogle år, så har jeg udgivet nogle plader selv, men mest bevæget mig i jazz-verdenen. Det her jeg laver nu, er egentlig bare for at lave noget musik, der er tættere på, hvor jeg er nu. Jeg har brugt mange år på at turnere med andre folk og lave musik til andre folk, så nu vil jeg gerne lave solo. Jeg har en plade færdig, som jeg har lavet sammen med min ven Robin Hannibal, som jeg har brugt mange år på. Den betyder meget for mig, og den har taget lang tid, og nu er den færdig, så nu skal den bare have det liv, som jeg synes, den fortjener.

År ligefrem?

  •  Ja, der har bare været så meget andet også. Og han bor i USA, og jeg bor her, så vi har bare kunnet arbejde på den, når vi havde tid til det. Nu er den done!

Hvornår udkommer den, og hvad hedder den?

  • Den udkommer til november, og den hedder Vista.

Hvordan forløb din debutkoncert?

  • Jeg synes, det forløb virkelig fucking dejligt. Det er klart, når man har brugt så lang tid på at forberede sig, så kan tingene godt stige en lidt til hovedet, og man bliver sådan lidt nerveagtigt, men sådan var det bare ikke. Det var totalt dejligt at spille med mine venner og bandet, og folk lyttede. Det er jo sådan noget instrumentalt musik, så hvordan fa’n får man folk fanget?

Ja, jeg så, folk sad ned?

  • Det er totalt fint. Bare de lytter, så er det gået godt.

Du synes også, publikum tog godt imod det?

  • Det synes jeg helt bestemt.

Jeg tænker, det kan vel godt være en udfordring at skulle spille ukendt instrumentalt musik for folk?

  • Det er nærmest en umulig udfordring, så jeg synes virkelig, jeg er meget overrasket og glad. Jeg håbede, det ville være sådan.

Hvordan har du så forberedt dig, nu hvor der er lidt udfordringer ved den her koncert?

  • Jeg har fundet præcis de mennesker, jeg gerne ville lave et band med. Det er jo noget med at komme med noget musik til folk og sige “Hey, nu skal vi gøre det her sammen. Vil I gøre det med mig?” uden det bliver sådan noget, nu hyrer jeg lige jer. Jeg ville gerne bruge tid på, at finde de rigtige. Det er musik, der er lidt svær at få hovedet omkring.

Hvem synes du, din musik henvender sig til?

  • Jeg synes, min musik henvender sig til mig selv – og mine venner. Det er det, jeg fokuserer på. Det betyder ikke, jeg laver musik til mig selv på sådan en kig-dig-selv-i-spejlet-måde, men jeg er glad, hvis den rammer så bredt som muligt. Jeg er totalt overbevist om, at det kan ramme ung som gammel, at alle kan finde noget i det, de kan lide. Der er eksempelvis mange akkorder i min musik. Det er der ikke i så meget musik i dag.

Er din musik måske ikke lidt for musik-aficionadoer, der kan sætte pris på det?

  • Det tror jeg ikke. Måske er det?

Altså jeg tænker bare, det er instrumentalt, og allerede der er det udfordrende at lytte til, så jeg mener, at man skal have noget bevidsthed omkring musikken for at forstå det?

  • Det er også fuldstændig rigtigt. Det er jo ikke radio-musik på den måde. Man skal finde det, fordi man er interesseret i det. Det er måske også bare derfor, jeg siger, det er mig selv, fordi jeg er nysgerrig og leder efter musik.

Kan man overhovedet genrebestemme din musik?

  • Det er svært. Jeg tror, soundtrack-musik er meget godt. Det rummer mange genrer.

Men et soundtrack kræver vel, at det bliver holdt op mod et eller andet? En film, eller?

  • Jo, men vi kalder ligesom hele projektet “Score in search of a movie”. Der er nogen, der siger, jeg er klassisk musiker, og der er nogen, der kalder det jazz, og det har jeg heller intet problem med. Jazz er fedt, altså!

Men det er alt sammen noget, der kræver, at man er enormt dygtig?

  • Ja, og det er bare det, jeg gerne vil kommunikere, at det kræver ikke en speciel musikalsk kunnen eller viden at blive rørt af ting, og det er det, jeg synes, der er fedt ved filmmusik, det er det eneste rum, man hører musik, hvor man ikke har de der ører skruet på, og man ikke skal være mega dygtig for at høre det. Musikken i Stanley Kubricks film er et eksempel. Man ville ikke høre det for sig selv, eller jo måske ens 65-årige morfar ville gå ind og høre avantgarde klassisk musik, men det fungerer vildt godt til billeder.

Men er det så ikke også svært, når du netop ikke har den visuelle side?

  • Min egen idé med det er, at hvis du har været 16 år og kørt på cykel og været forelsket, så har jeg hørt AIR f.eks. Og AIR’s plade Moon Safari osv. har jeg hørt enormt meget. Den er ikke til nogen film, men jeg får en eller anden vibe. Det er et soundtrack til mit liv og til min cykeltur. Det er også vildt god musik at køre bil til. Man får den der “rejse”. Det er selvfølgelig også totalt fedt at have noget visuelt til. Prxjects-samarbejdet giver vildt god mening, fordi jeg gerne vil have nogen, der kan hjælpe mig med at lave noget mere end en video, man går ud og skyder med sine venner, men man behøver altså ikke at skulle høre det live.

Hvordan var det at have så priviligeret en scene som Heartland til sin debut?

  • Det var rimelig sindssygt.

Var du nervøs?

  • Ja, jeg var meget nervøs!

Hvorfor tror du, at du var nervøs?

  • Jamen det er nok noget med, at man sagtens kunne have startet et mindre sted. Al begyndelse er bare begyndelse, der er nogle erfaringer, man først får sig med tid, og derfor havde det jo været svedigt at spille på Stengade eller noget. Det her er bare mange mennesker at præsentere det for første gang. Det er mega nervepirrende.

Det er ret vildt at starte på Heartland..

  • Det er mega fucking sindssygt at starte på Heartland!

Hvad synes du om Heartland generelt?

  • Jeg er lige kommet i dag, og har ikke hørt musik og sådan noget, men jeg kan godt lide blandingen af musik og talks. Jeg kan vildt godt lide, at eksempelvis Werner Herzog bare sidder og fortæller.

Nu er du jo gået solo. Du har lavet noget med andre før. Hvad er dine forventninger til fremtiden?

  • Jeg prøver at holde fast i, at jeg gerne vil lave ting, jeg synes er sjove. Jeg synes, det var vildt fucking optur at lave den her plade med Robin, som jeg så godt kan lide og deler så meget musik med. Han er et af de sjoveste mennesker, jeg nogensinde har lavet musik med. Det er altid sjovt. Derfor har jeg også bare så meget kærlighed og energi omkring det her projekt. Jeg vil gerne gøre alt det, der skal til. Spille live og rejse med det. Jeg har en kommende turné i 18 og lidt koncerter i efteråret. Mine forventninger til fremtiden er også, at det er ok, at min musik er lidt forvirrende, og at jeg er lidt ukendt. Jeg tror, det var David Byrne, der sagde: “Hvis du gerne vil tjene penge, så gør en ting, og så sørg for, den er så bred som muligt, og blive ved med at gøre det, fordi så bygger du et publikum op, og så ved de, hvad de kan forvente”. Jeg har egentlig ikke specielt meget lyst til at folk skal vide, hvad de kan forvente.

Så du vil gerne overraske?

  • Ja. Jeg vil gerne gøre det, jeg selv synes er fedt, men kun gøre det, hvis jeg synes, jeg er god til det og gør det godt.

Der er vel også noget økonomisk, der skal køre rundt?

  • Det er der, men jeg er vokset op i en familie, hvor min mor er skuespiller og min morfar er musiker, og tilgangen er, at “Du tager de jobs, du kan få”, der har jeg lidt prøvet at sige, at jeg gør det her, jeg gør, og hvis folk synes, det er fedt, holder jeg fast i det.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Feature

JFDR interview: Musik handler om magien i det uperfekte

Af Peter Pishai Storgaard den
JFDR Regnsky interview
Foto: Marie Stotz

I næsten en generation har regnestykket Island plus musik været lig med Bjørk. Men måske skal den bredere offentlighed snart til at vænne sig til et nyt navn. Jófríður Ákadóttir. Eller bare JFDR.

Nyt bør nok sættes i anførselstegn, for den 22-årige islænding har allerede været en del af den islandske musikscene i otte år. Først i Pascal Pinon med sin tvillingesøster Ásthildur, senere i den elektroniske trio Samaris og det legende kollektiv GANGLY – og nu altså som JFDR.

Frygten og jagten på det perfekte
Jeg mødtes med Jófríður på SPOT Festival tidligere på måneden til en snak om perfektionisme, forandring og forgængelighed. Det var egentlig ikke det, jeg havde planlagt at tale med hende om, men da hun under koncerten fik sagt ”I love change”, blev jeg nysgerrig. For i min verden er Jófríður en del af en særlig klub af artister, som i sin karriere konstant har været i bevægelse og udfordret musikkens til tider noget fastlåste rammer.

”Jeg elsker forandring! Eller det gør jeg ikke… Jeg har lyst til at elske forandring. Det er, hvad Yoko Ono skrev på sin Instagram. Hun er genial!” udbryder Jófríður, inden hun holder den første af sine mange eftertænksomme pauser.

”Jeg har læst en del om forgængelighed; at vi lider, fordi ting er forgængelige: Når personer bliver født, dør de også. Når noget begynder, ender det. Det gælder også følelser; de forsvinder. Det er en del af at være et menneske, at alt er forgængeligt, men vi prøver at holde fast i ting som sindssyge. Vi gør det uden at vide hvorfor, fordi det gør ondt at lade være. Jeg kom til at tænke på det, fordi den sang, jeg skulle til at spille, handler om netop det,” forklarer hun.

Sangen, hun skulle til at spille, er at finde på det eminente JFDR-debutalbum “Brazil”, som udkom tidligere på året. “Brazil” er – modsat de fleste af Jófríður tidligere udgivelser – på engelsk, og omdrejningspunktet er en ret foranderlig periode i den unge islændings liv.

”Sangene på Brazil var nødt til at være på engelsk. De er en samlet helhed, som handler om en tid, hvor jeg var ved at forlade Island, og hele processen gik ud på at frigøre mig fra hjemlandet og afvise det og hade det og have lyst til at forlade det. Det er også derfor, albummet hedder “Brazil”; fordi det var det fjerneste sted, jeg på nogen måde kunne forestille mig. Det gav bare mening for mig. Men jeg kan sagtens se mig selv vende tilbage til islandsk; det handler bare om at finde det rigtige projekt eller den rigtige vej derhen,” forklarer Jófríður.

Et organisk dogme
Det er dog ikke kun det sproglige, som adskiller JFDR fra Jófríðurs tidligere projekter (som i øvrigt alle fortsat er aktive i forskellig grad). For mens Pascal Pinon i høj grad handlede om to unge kvinder, som var ved at finde deres ben musikalsk, og hvor man tydeligt kan mærke udviklingen, hvis man lytter til eksempelvis albummene “S/T” og “Sundur”, så er både Samaris og JFDR klarere i deres udtryk fra starten. Men der ender lighederne så også.

For for mig har JFDR en helt anden intensitet end Samaris, som jeg ellers er ret vild med. Særligt i en live setting kommer den organiske og legende opbygning af musikken klart til udtryk.

”Med Samaris er alting inden for skiven. Alt er lavet i Ableton Live, og de fleste lyde er ikke organiske; de er ikke akustiske instrumenter på nær vokalen og klarinetten. I JFDR er der næsten ingen elektroniske lyde. Jeg elsker, at der er så mange impro-elementer i min musik. Det er meget loop-baseret og flydende. Tempoet skifter ofte, så det handler mere om dynamikken og stemningen, og hvornår jeg har det, når jeg spiller musikken. Hvis jeg fx er stresset, laver jeg flere fejl, og det er også en vigtig del af det,” forklarer hun.

Den markant anderledes måde at skabe musikken på har også betydet, at Jófríður har måtte tage en helt anden tilgang personligt. Som mange andre musikere har hun jagtet det perfekte, men det kan ikke på samme måde lade sig gøre, når man ikke sidder foran en computer, hvor perfektion er relativt nem at opnå.

”Jeg tror, at intensiteten kommer fra detaljerne og det uperfekte og fejlene. Det var hårdt for mig at nå til det punkt. Shahzad Ismaily (som har produceret “Brazil”, red.) fik mig derhen gennem sit smukke take på musik. Han jagter altid magien frem for perfektionen. Det hæftede jeg mig virkelig ved, og vi gik efter magien. Det betød, at jeg tit var nødt til at sidde og tænke, at det kunne jeg godt gøre bedre, men det gør jeg ikke, for det her er den rigtige lyd,” siger Jófríður, som i det hele taget gerne vil gøre op med jagten på det perfekte.

Alting er foranderligt
”Vi lever i en verden, hvor alt bare er perfekt og forventes at være det. Og musik bør være perfekt, fordi det er så nemt at gøre det perfekt. Især popmusik er blevet så præcist og detaljeorienteret og så fastlåst i sin form. Folk bliver slaver af deres egne kompositioner og forventninger. Forventningen er, at det skal være perfekt. Det er nok det, jeg gerne vil frigøre mig selv fra og bare spille det, jeg føler, jeg skal spille. Måske er det, det jeg prøver på. Jeg ved det ikke. Det ændrer sig måske. Jeg elsker forandringer!” griner Jófríður.

JFDR er Jófríðurs første soloprojekt, og antallet af aktive projekter er nu oppe et sted omkring fire eller fem, hvis man tæller et sidste hemmeligt projekt med, som hun leverer sange til. Men hvad er egentlig målet for det islandske wunderkind?

”At fortsætte. Ordet succes betyder at bevæge sig videre til den næste ting. Vi er så fokuserede på destinationen, men selv hvis vi når vores mål, skal vi stadig videre. Så jeg vil fortsætte med at lave musik, så længe jeg er glad og rask og kan leve af det – og ikke bliver skør af at rejse hele tiden. Og jeg vil lave flere albums, og jeg vil spille flere koncerter; jeg vil møde flere mennesker! Det er virkelig svært at se mit slutmål, for ting er forgængelige. Og de ændrer sig altid.”

Mine tre yndlingsalbum fra Jófríður Ákadóttir i kronologisk rækkefølge:
Pascal Pinon – Twosomeness (2013): Titlen på albummet kan måske snyde, men det er både på engelsk og islandsk. “Twosomeness” fik mine øjne op for Jófríður i sin tid og har derfor en ganske særlig plads i mit hjerte.

Samaris – Silkidrangar (2014): Hvis jeg skal koncentrere mig, så er det nok mit go-to album lige for tiden. Det er muligt, at Jófríður lige nu bevæger sig væk fra perfektionen, men det kan nu stadig noget.

JFDR – Brazil (2017): Det giver lidt sig selv. 2017s mest interessante udgivelse efter min smag. Hvor “Silkidrangar” hjælper mig til at koncentrere mig om andre ting, afkræver Brazil mig min koncentration for at kunne forstå albummets meget levende lyd.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *