Køen på Enghavevej summer i forårsskumringen og strækker sig fra krydset ved Pasha Kebab til Ideal Bar. Rækken af håbefulde koncertgængere er så lang, at man skulle tro, at det er Lille Vega, aftenens kunstner gæster, men køen fortsætter og ender på hjørnet ved det lille gadeplansspillested. Koncertgængerne er kommet for at opleve Kaya Wilkins, der i 2015 brød igennem som musiker med singlen Damn Gravity med King Krule og Sampha-samarbejdspartneren Rodiadh McDonald bag produktionen. Kaya Wilkins går under kunstnernavnet Okay Kaya, og det er hendes første danske (udsolgte!) optræden.
Den unge nordmand har lavet hudløst ærlig indie-pop siden 2014, hvor hun først begyndte at udgive musik på Soundcloud, og sideløbende arbejdede som model i New York for mærker som Calvin Klein og Balenciaga. – En karriere der giver god mening, da Kaya træder frem på scenen med sine fyldige læber, høje kindben og brune dådyrøjne, der vidner om et yndefuldt ydre. Kaya er iført sorte Air Force sneaks, mørke jeans og en t-shirt med teksten ”MADE IN SPACE”. En ”dritkul” påklædning, der går i ét med spillestedets uformelle facon.
På scenegulvet ligger en lille seddel skrevet med blokbogstaver, som får et smil frem på mine læber. – Selvom spillelisten er kort, afslører den, at sættet består af syv solide sange fra debutalbummet Both, der udkom sidste år samt en lille surprise i bunden. Jeg kender ikke det sidste nummer STILL THE ONE, der senere viser sig at være et covernummer af Shania Twain.
Kaya gør sin entré som en membran på grænsen mellem stilhed og en let støjende skælven. Hun griber teksten på t-shirten, og indleder med at sige, at hun er ”spaced out” over at stå i det lilla rampelys foran de 200 mennesker, der kigger forventningsfuldt op på hende. Foruden en flaske vand, en drink og en brun Gibson SG er der intet andet. Ingen backing tracks eller perkussion. Intet smart og artsy lys-lir.
Nordmanden emmer af forsigtighed og nervøsitet i den halv time, hun står på scenen. Selvom hendes stemmeregister er mindst lige så smukt som på pladen, fremstår hun flere gange som en undskyldning for sig selv. Hun ender stort set alle numre med tøven, små smil og skæve grimasser, hvilket er ærgerligt, for hun gør det virkelig godt. – Samtidig er det også en del af charmen; særligt hvis man kender baggrunden for debutpladen, der kredser om personlige temaer som psykisk sygdom, alkoholmisbrug og sex.
Koncerten er indbegrebet af intim, og den spartanske scene passer perfekt til set-up’et. Hvis man er typen, der bedst kan lide, at numrene minder om dem på pladen, ville man nok tænke: ”Okay… Kaya, det her kan du sgu gøre bedre!” – Men vil man have den samme lyd som i øre-bøfferne, kan jeg egentlig ikke se det store formål i at gå til koncert…
På nummeret Dance Like U taber Kaya tråden, men bliver hurtigt samlet op af publikum, der kender teksten og i kor synger med på det intime omkvæd ”Do you dance like you fuck? Do you dance like you make love?” Et par herretrusser flyver da også op på scenen og bliver svunget rundt som en lasso af Kaya, der for et øjeblik glemmer alt om tøven og forsigtighed.
Der er applaus efter hvert endt nummer, og Kaya har en fin egenskab til at skabe kontakt med sit publikum. Jeg er vild med hendes ærlighed og dialog. Man kan mærke, at hun er et menneske, og trods undskyldningerne og den lidt dirrende guitar overbeviser hun publikum med sin silkebløde harmoniske stemme, der både mestrer de lyse og de dybe vokaler.
Okay Kaya var klart bedst på modersmål på det længselsfulde nummer La Meg, der lyder som en blid vuggevise, og får de nostalgiske klokker til at ringe for alle SKAM-fans.
Ideal Bar var i lørdags en sjælelig nudiststrand og den nøgne koncertoplevelse går direkte i gemmebogen. Jeg savnede dog det jazzede og lavmælte cover af Chers Believe og storhittet Habital Love, som på stående fod har 1.310.432 afspilninger på Spotify. Desværre var der ingen ekstra numre, men publikum fik da Shania Twain i stedet for Cher. Habital Love ville til Kayas forsvar også kræve mere rytmisk assistance end en enkelt guitar.
Heldigvis er Okay Kaya en af de mest håbefulde skud på indie-stammen lige nu, så lur mig om muligheden for at høre et af numrene live, og muligvis flere nye, ikke opstår igen?
Indtil da vil jeg anbefale at tjekke debutalbummet ud og holde godt øje med, hvornår den norske nattergal spreder sine vinger, og igen lander i Danmark. Det bliver nok ved siden af i en af Ideal Bars ældre søskende.
