Premieretid! Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi har glædet os helt voldsomt til at kunne præsentere det spritnye danske projekt Excelsior for jer. Excelsior ringer nok ikke umiddelbart en klokke hos mange af jer, men hvis jeg i stedet skriver Anja T. Lahrmann eller Ice Cream Cathedral, er de fleste med.
Excelsior er nemlig – udover at være det officielle motto for staten New York – Ice Cream Cathedral-forkvindens nye soloprojekt, som musikalsk bevæger sig i et minimalistisk miks af elektronisk avantgarde og drømmende jazz, der i fusionen skaber mystiske paradoksale fortællinger. Excelsior er helt tydeligt Anja T. Lahrmanns projekt, og den minimalistiske produktion formår i den grad at fremhæve hende som historiefortæller og sangerinde, hvilket i mine øjne også er noget af det, som er med til at løfte Ice Cream Cathedral som band. Evnerne som historiefortæller kommer i særdeleshed til udtryk på debutsinglen “Martha Graham”, som vi altså i dag har premiere på.
“Martha Graham” er historien om at være ensom i en ekstrem social tid. I en tid, hvor ens ansigt er udskiftet med et profilbillede, og hvor langdistanceforholdet snart er mere reglen end undtagelsen. I en verden, hvor alting altid ligger åbent foran en – men hvor man samtidig er offer for en unaturlig og kunstig distancering. Nummeret akkompagneres af en syret og noget distortet musikvideo, som er skabt af Leonard Kjærulff og Oliver Nehammer. Videoen er blot med til at understrege det paradoksale i den distancerede nærhed og den indskrænkede frihed, som Anja synger om på nummeret.
“Martha Graham” er som nævnt første udspil fra Excelsior og fungerer som en forløber for debut-EP’en “Superimposed”, som udkommer til foråret via Antiphonics.
Nu begynder det at blive en tradition. At I får lidt musikalsk juleknas fra Regnsky. Foruden en playliste, der kan holde til hele storfamiliens gaveuddeling, får i ligesom sidste år lidt af årets gode julesange. Begge på dansk, men med ret forskellige indfaldsvinkler på julen. Den ene romantisk, den anden ironisk. Begge beskrivende; den ene hyggelig, den anden kan man mærke er opstået i “åh, nu igen”-sukkets øjeblik. Ikke desto mindre giver begge min barnlige forventnings glæde et nøk op.
Den første julesang er – ligesom sidste år – nærmest to nye traditioner i et nummer. Først og fremmest er den Det Elektriske Barometers julesang, sunget på dansk af nogle af årets største Barometer-favoritter. Og det er naturligvis det romantiske nummer, som er Barometerets julesang. Det er en optimistisk vinterhymne om julens lys i en mørk tid, komplet med kirkeklokker. Og selvfølgelig chorusguitar i Djævlebakke-høje mængder! For det er Ice Cream Cathedral, der har været så heldige at være nogle af årets Barometer (og Regnsky)-favoritter. Og som tilmed også leverede et af sidste års Regnsky-julesange med den stadig dejlige, nostalgiske lille sang “Gingerbread”.
Årets nummer hedder nu “Til Lyset Kommer Igen”, og kan stjæle titlen som det mest lysende i juletiden fra kalenderlys og adventskranse, hvis du bare giver det lov.
Ice Cream Cathedral er i gavehumør i juledagene og giver “Til Lyset Kommer Igen” ud til gratis download fra den 24.-26. december. Det er via Soundcloud eller lige her:
Ice Cream Cathedral – Til Lyset Kommer Igen
Nu til noget lidt mere Scrooge’sk: William Zeuthens antihit “Julefrokost”. Et egentligt komplet umuligt nummer. Sangen er indspillet ret elendigt af en ret elendig sanger, men den er helt åndssvagt charmerende på den der Spillemandske mod-alle-odds-måde. Kan man synge “Hvor mange gange skal jeg sige at I ikke må ryge indenfor/Vi prøver jo bare at holde et ordentligt indeklima”? Kan man fyre en usandsynligt kinky guitarsolo af midt i et julehit? Kan man synge “Jeg pressede jo bare din kolde røv ned i en lædersofa?” Åh ja, det kan man godt. Midt i det tragikomiske og umulige opstår et af årets mest uforudsete hits. Sygt sært og sært sjovt.
Så: Hvis du er hjemme i Jylland og savner selskab fra bekendte og kollegaer skal du bare høre det her nummer. Jeg lover dig, at det gør dig lidt gladere for familiens rolige julefrokoster. Tvivler dog på, at William Zeuthen selv har sådan nogen – hans bror er nemlig Nikolaj Zeuthen fra Skammens Vogn – altså ham med tekster som “Mens jeg går op ad trapper/spiser jeg store håndefulde/af chokoladeknapper/Der ligger i bagagerummet under en tennisketcher”. Lyt til “Svigermors Bil” hos DR her.
William Zeuthen – Julefrokost
Nu skal vi lige tilbage i den harmoniske, rolige julestemning. Og hvem anden får os det end vores allesammens yndlings religiøse juleelsker?
Sidste år holdt Morten Regnsky og jeg nemlig en lille juleseance med risengrød, nelliker-i-appelsiner, glögg, gåtur i sne og knap fem timer med Sufjan Stevens’ julesange. Den usandsynligt dejlige idé kom af, at Sufjan Stevens i november sidste år udgav Silver and Gold: Songs for Christmas, vol. 6-10, opfølgeren til 2006s Songs for Christmas.
I år skulle Sufjan Stevens imidlertid være mit soundtrack til julegaveindpakning i stedet. Den tager ikke fem timer. Derfor lavede Morten, Regnskys Sufjan-ekspert, en noget kortere juleplayliste til os alle sammen. Den har selvfølgelig uundgåelige indiehits som “Did I Make You Cry On Christmas Day? (Well, You Deserved It)”, men også en hel del numre til alle dem, som ikke kæmper med at være forsmåede romantikere i juletiden. Eksempelvis hjemkomstsangen “We’re Goin’ To the Country”, den liturgiske “Star of Wonder” eller, hvis det skal være endnu mere traditionelt, Sufjans fortolkninger af amerikanske salmer og julesange som “Jingle Bells”, “Santa Claus Is Coming To Town” og “O Come O Come Emmanuel”.
Værs’go. En juleplayliste fra Morten til alle os. Tak og glædelig jul fra hele Regnsky <3
For første gang i mange år er Regnsky på Roskilde Festival hele ugen. Og vi er tre skribenter afsted det meste af tiden! I løbet af de næste dage gennemgår vi hver især vores individuelle program, men inden da giver Morten og Eva her et bud på, hvornår du skal stå foran Pavilion Jr. og Apollo Countdown. Morten er på Roskilde i opvarmningsdagene for at høre de mange virkeligt gode bands, de i år tilbyder (og for at nyde lejrlivets afbræk fra årets utallige hverdagsmandage, -tirsdage og -onsdage), og Eva for at følge Ice Cream Cathedral (og for at nyde de mange virkeligt gode bands, opvarmningsdagene i år tilbyder). Morten kommer nok til primært at tage forskud på Roskildes fremragende elektroniske program, ved at lytte til dens mange afskygninger ved Apollo Countdown, mens Evas anbefalinger giver en solid indie-opfyldning på Pavilion Jr. før hovedfestivalens ret fesne indieprogram går igang om torsdagen.
Søndag kl. 14:30 – Ice Cream Cathedral, Pavilion Jr.
Eva: foruden at jeg selvfølgelig dækker Roskilde Festival med Regnsky, er jeg også på festivalen med Ice Cream Cathedral, som jeg arbejder med. Jeg arbejder med dem, fordi de er mine ultimative yndlinge i den danske undergrund og har været det utroligt længe. Koncerten på Roskilde Festival bliver derfor heller ikke for mig bare “endnu en”. Bandet har lysmand og særlig sceneudsmykning med (se eksempel i Here Today-videoen ovenfor), som går fremragende i spænd med deres visuelle og auditive udtryk. Vi er ude i lyse farver, skinnende overflader, blå og sølv nuancer, som måske virker til at skubbe dig væk, men som samtidig glimter så smukt, at du må gå nærmere. Præcis som musikken: fascinerende, lidt afvisende, men smuk nok til at du involverer dig og bliver en del af den anden og den lidt mere spacy verden, bandets musik tegner.
Morten: I opvarmningsdagene kan man på Pavillion Jr. dagligt opleve seks forskellige og talentfulde navne folde sig ud overfor et nysgerrigt publikum. Sådan har det været de sidste mange år, og selvom jeg nærmest har stået fasttømret lige udenfor pavillonen i netop opvarmningsdagene siden 2008, tørstig efter ny musik, kan jeg ikke i retrospekt nævne, hvilken koncertoplevelse, der har været den bedste. Sidste år, der samtidig var det første hvor én scene i opvarmningsdagene blev til to, var særligt Pavilion Jr. en skuffende oplevelse. Intet fangede for alvor min opmærksomhed, og når jeg momentvist tænker tilbage på sidste års udbud i opvarmningsdagene fanger min nethinde meget grå billeder. Sølvgrå, i bedste fald.
Derfor er det lovende at se årets optaktsprogram udfolde sig så bredt, med en homogen blanding af navne jeg med et privilegium og en stolthed kan nikke genkende til, og navne jeg enten har fået anbefalet fra troværdige, horisontale leverandører til mit musikalske ordforråd. Herunder er Ice Cream Cathedral for mig en perfekt kombination af begge kasser, og udover at opleve det næste kapitel i bandets historie, når de søndag møder Roskildepublikummet med den sunde nysgerrighed efter et indblik i Danmarks musiktalenter, bliver det bare en kæmpe forløsning som publikum at være en del af årets allerførste koncert. Denne stemning er unik, og jeg føler mig langt om længe klar til at tage imod den.
Søndag kl. 18:00 – Rewolmer, Apollo Countdown
Morten: Det blot andet navn til at indtage årets Apollo får helt sikkert lokalpatriotismen op i mig, når den viborgensiske eksiljyde Rewolmer giver koncert på den hoppeborgslignende scene med fokus på elektronisk musik. Gennem mit begrænsede kendskab til den synthbaserede beatsmed har jeg dannet mig et indtryk af en yderst vellidt musiker, der som en sand virtuos selv står bag instrumenterne under produktionen. Rewolmer har som dj fået fremvist en stor og musikalsk bred forståelse for at nedbryde genrer, hvilket også er et udtryk der mærkes på hans produktioner, som kan vække minder om Nosaj Thing og Hudson Mohawke. Derfor skal det blive spændende at lytte til Rewolmers produkt søndag aften, når alt fokus er rettet imod den sympatiske producer.
Mandag kl. 14:30 – Schultz and Forever, Pavilion Jr.
Eva: Endnu en Regnsky-darling. Her skal jeg fylde depoterne op med akustisk guitar, for den bliver der ikke meget af på hovedfestivalen. Jonathans stemme er altid fremragende live, bandet utroligt sammen- og velspillende. Da Schultz and Forever blev offentliggjort til Pavilion Jr., undrede jeg mig lidt over, at han ikke skulle spille hovedfestivalen. Og så kom jeg i tanke om, at selvom knægten har været på forsiden af Weekendavisen(!), Politiken(!), ja rent sagt har været overalt, har han kun udgivet to ep’er – den selvudgivne Odd Stories i 2011 (læs anmeldelse her) og Céline tidligere i foråret. Céline er virkelig god, men Here Today-videoen med det endnu uudgivne nummer “Half a Man” ovenfor er næsten endnu bedre. Schultz and Forever er nok årets vellydende gennembrud, og der bliver helt sikkert pakket i Pavilion-teltet.
Mandag kl. 16:30 – K-X-P, Apollo Countdown
Eva: Finsk krautlivetechno, anyone? Hm, ja tak, faktisk! Årets mindst lyttede til, men måske en af de mest interessante elektroniske plader, står K-X-P bag. Det er på en og samme tid utroligt fysisk og svær musik, der ikke er bange for at veksle mellem krautrock i technotempo og stille passager med kor (på finsk?) – bare lyt til “In the Valley”. Jeg har heller ikke lyttet sygt meget til K-X-Ps seneste plade II, men de gange jeg har, har det været fedt. Især desperationsvokalen på “Flags and Crosses”! Super pompøst og ret episk! For så vidt tror jeg heller ikke nødvendigvis, at det er en afgørende forudsætning at kende deres musik, for at nyde til dem live. Jeg tror, at K-X-P bliver et af de bands, som overrasker på årets festival og vinder et afgørende momentum i Danmark med deres koncert på Apollo Countdown.
Mandag kl. 19:00 – Dråpe, Pavilion Jr.
Eva: Den svævende lethed i vokalen hæver dumpe trommer over niveau på “Blue Eyes”, det mest fremstående nummer på Dråpes debutalbum Canicular Days.Jeg er helt vild med den plade, og glæder mig vanvittigt meget til at se Dråpe live. Der er en delikat følelse i deres musik, en skrøbelighed sjældent hørt i støjpop. Lyt til “Sister’s Eye”. Langsomt opbygget, fint i ordets bedste og oprindelige betydning. Trommeslageren har nok lyttet til Jaga Jazzist, han er i hvert fald ikke bange for at fylde godt på af bækkener. Det er fint med mig, for melodier og rytmer svajer fornemt i takt på hele Canicular Days. Dråpe er første af tre Riot Factory-bands på årets Roskilde Festival, og spiller også på Alive Festival i Thy. Dråpe fik i øvrigt fremragende anmeldelser for deres koncerter på by:Larm og selvfølgelig for albummet.
Tirsdag kl. 16:00 – Postiljonen, Pavilion Jr.
Eva: Det er virkelig gode tider for effektafdelingerne i Skandinaviens musikbutikker. Svensk/norske Postiljonen dyrker ligesom Dråpe, Bendik, Highasakite (og med en lidt søgt tilnærmelse Ice Cream Cathedral) et syntetisk udtryk båret af effekter som reverb og chorus. I samklang med synthesizere i kilometermål danner en lys, svært decifrérbar pigevokal Postiljonens sfæriske, længselsfuldt drømmende popsange. Cocteau Twins har ikke levet forgæves, ej heller de svenske indielabels Sincerely Yours (The Tough Alliance og JJ), som Postiljonens medlemmer helt sikkert har fulgt tæt op gennem 00’erne. Man kan ikke beskylde Postiljonen for at bringe meget nyt til lyden (bemærk lige porno-saxofonen på “Atlantis”! Host-host, “Midnight City”, anyone?!).
Men når du drikker et køligt glas af Irmas glimrende (men ganske betalelige) hvidvin, tænker du sjældent på, om den nu også revolutionerer dyrkningen af Chardonnaydruer i Bourgogneregionen. På samme måde er Postiljonens sange dygtigt spillet og en kende anonyme. Jeg krydser fingre for, at trioen har ladt saxofonen blive hjemme og at solen skinner så jeg er i mit tolerante lune, hvor vellyd er nok selvom sangene ikke er helt skarpe. Så skal jeg drikke hvidvin på græsset foran Pavilion. Hvis det regner, så holder jeg mig væk…
Tirsdag kl. 20:30 – Bendik, Pavilion Jr.
Eva: … og venter i stedet på at norske Bendik går på scenen klokken 20:30! Jovist, der er også mange effekter og mange synthesizere i deres øvelokale, studie og hvor ellers 2011-debuten Drømmen Gjør Meg Ingenting er indspillet. Men forsanger og bandleder Siljes Halstensen stemme har en ganske anden karakter end Postiljonens. Halstensen vil gerne udtrykke sig selv. Hun vil ikke blot udtrykke en længsel (en i sig selv tom følelse), hun har en anden kraft. Ligesom musikken, forøvrigt. Tjek de trommer på debutpladens åbningsnummer “Forsvinne” ud! De er tunge, pumpede og guitaren falder perfekt ind. De første to minutter lyder faktisk virkelig hårde. Indtil omkvædet og koret sætter ind. Og “Kjenner Ingenting” siden overtager, som den blide søster til det første nummer. Her er tempoet lavere, Halstensen skiftevist hvisker og råber. Et enkelt lydbillede dyrkes, der er luft mellem instrumenterne, og jeg får lyst til at lytte til hvert og et af dem. Bendik, dem glæder jeg mig sgu til.
Onsdag kl. 22:30 – Sekuoia, Apollo Countdown
Morten: For at vi skal kunne se tilbage på opvarmningsdagene som et korstog af unge talenter med noget originalt på hjerte og en stor fremtid foran sig, er vi nødt til at lukke dette kapitel med et festfyrværkeri. Derfor har Roskilde Festival truffet den helt rette idé at lade unge Patrick Alexander Bech-Madsen aka Sekuoia lukke Apollo Countdown ned, før den indtages af de lidt større artister. Danske Sekuoia er i løbet af de seneste år blevet kendt for at levere et meget energisk liveshow, hvor hans lyd, inspireret af glitch, hip hop og satirisk meget popkultur, fræser derud af og syrer sammen til et feststemt udtryk, hvor folk ikke kan stå stille. Hans melankolske studieproduktioner får tilsat nyt liv, og en rigtig fan af Sekouias musik skylder sig selv at opleve disse numre fremført live. Men gudskelov, det er jo der vi har Roskilde Festival, som meget hjælpsomt og indenfor fire dage samler de danske og skandinaviske talenter under to telte.
Konceptet er simpelt, men resultatet er langt fra ordinært, når dansksproget folk og spacepop går i symbiose. I den tredje video i Alliance Dangereuse-serien fortolker Ice Cream Cathedral og Mads Beldring sidstnævntes nummer “Rendegraver”. Behøver jeg at sige, at det lyder som et helt nyt nummer?
Ice Cream Cathedrals særpræg skinner tydeligst igennem – guitarlyden minder mig om “Otherwordly Ease”, og trommerne om “The Ranger”, den forvrængede vokal i sidste vers om “The Volume of Your Voice”. Alle fra forårets debutudgivelse, The Drowsy Kingdom. Jeg bliver gang på gang overrasket over, hvor gennemført det bands lyd er.
Mads Beldring og Ice Cream Cathedral måtte gerne indspille spille flere numre sammen, synes jeg. Den lyst forbliver nu nok uforløst. I stedet vil jeg lytte til Blonde Redhead, som det melankolsk drømmende og samtidigt insisterende nummer minder mig en hel del om – nok primært på grund af mand/kvinde-vokalerne og den fyldige guitarlyd.
Den umådeligt flotte session blev optaget på initiativ fra SPOT Festival. I år har festivalen været virkelig gode til at støtte de optrædende artister med ekstra promovering. Alliance Dangereuse-videoerne er optaget af Powerclap, som har ramt nummerets kølige nuance perfekt i farvetoningen og valget af et tomt, smådystert forladt kontor fra dengang skriveborde var af mahogni og ikke kunne hæve/sænkes. Og så er lyden absurd god.
Videoen emmer af kvalitet – både musikalsk og i produktionen. Det er netop dét, SPOT Festival har været gode til i år. At tage bands, som kommer fra ingenting, som ingen økonomiske ressourcer har, men som har originalitet og spillelyst i massevis, og teame dem op med folk som Powerclap (og den idérige videosession Out In the North). Det er fandme fedt. Tak, SPOT!
Vinden hyler om kap med en flok skrålende festaarhusianere på denne vinterkolde martsaften. Personligt er jeg på randen af et træthedskollaps, men alligevel bevæger jeg mig ud mod Godsbanerne nær centrum af Aarhus. De feststemte aarhusianere er efterhånden druknet helt i vindens skingre melodi. Men jeg er nået frem.
Rammerne er perfekte til en gedigen omgang fredagshygge på Radar. Da jeg træder ind i det rå men indbydende lokale, har de fem drenge i folkkollektivet NovemberDecember netop indtaget scenen foran de omkring 50 fremmødte. De fem er placeret side ved side forrest på scenen. Måske er det et forsøg på ligestilling. Eller måske er det bare for bedre at kunne tage del i det store fælleskram, som koncerten viser sig at være.
Med Fleet Foxisk præcision leveres det ene harmoniske kunststykke efter det andet, og især på publikumsfavoritten “Save Yourself” formår NovemberDecember at vise det enorme potentiale, som gør forventningerne til det kommende debutalbum store. Alt i alt en dejlig koncert, hvor ordene fredagshygge, fælleskram og acapella-optur står stærkest i min erindring.
NovemberDecember – Save Yourself
http://www.youtube.com/watch?v=gq2AD6kEAMI
Efter en kort pause er det blevet tid til aftenens hovednavn. Salen fyldes så småt op, mens Anja Lahrmann og hendes to medsammensvorne i Ice Cream Cathedral gør sig klar på scenen. Småsnakken går lystigt, men den stopper brat, da den ellers hyggelige strøm af dygtige, udenlandske folkmusikere fra højtalerne fader ud.
På scenen kaster Ice Cream Cathedral sig modigt ud i en veludført psykadelisk intro til “Constantine.” Den dystre, drømmende stemning i nummeret passer perfekt til den intense længsel efter forår, som i disse dage sætter sit præg på en stor del af danskerne.
Den veloplagte indledning følges op af “The Volume of Your Voice,” inden den søde kærlighedssang “Let’s Collide Like Trains in the Underground” for alvor indhyller salen i forårsoptimisme. Den repetitive guitargang leder tankerne i retning af de senere års fremragende lo-fi mirakler fra Real Estate, og sangen afsluttes i dagens anledning af et regulært støjinferno, som selv Cloud Nothings ville lette på hatten for. Alt dette uden Anja Lahrmanns krystalklare klang drukner i mylderet.
Ice Cream Cathedral nævner selv på deres Facebook-profil Kate Bush som inspirationskilde til det næste nummer, “The Ranger.” Og Anja Lahrmann formår da også netop uden de store armbevægelser at tryllebinde de fremmødte med en kraftfuld Kate Bush‘isk vokalpræstation, som virker malplaceret i forhold til hendes spinkle ydre.
Ice Cream Cathedral – The Ranger
Bandet leverer i det hele taget en flot Aarhusdebut, hvor de når igennem hele deres anmelderroste debutalbum The Drowsy Kingdom. Og man kan ikke lade være med at blive imponeret over den tilsyneladende ret store kendskabskreds, som de allerede har opbygget i Aarhus, hvilket vidner om det unge bands store musikalske formåen.
Aftenens højdepunkt opstår for mit vedkommende i form af “Amber Sail,” som på smukkeste vis indrammer hele aftenen. For selvom de orientalske synths i nummeret for en stund tager en med på en rejse mod fjerne afkroge, føles det hjemligt og nært hele vejen. Og det er netop den balance, Ice Cream Cathedral formår at finde bedre end de fleste andre.
Med en genfundet forårsoptimisme og et stort fælleskram rigere kan jeg nu bevæge mig væk; ud i kulden og de vinterlige realiteter. Men med håbet om et snarligt forår.
Jeg synes, at I skal have en lille bitte julegave fra Regnsky også. Derfor får I en samling af numre, som I kan lytte til, mens I hænger glaskugler på et grantræ, stopper en and med æbler eller drikker portvin med farmor. De første to numre er nok mest egnede til den slags gøremål. De sidste er derimod dejlige, hvis du som jeg bare skal cykle en tur gennem meget tomme København for at komme hjem til jul, og mangler lidt selvvalgt lydlig erstatning for fraværet af biler, sirener og mennesker, sådan helt generelt.
Numrene kommer fra nogle af de artister, vi har været utroligt glade for at præsentere på Regnsky i løbet af året, og lægger derfor godt op til det, du kan glæde dig til på Regnsky mellem jul og nytår…
Det første nummer kommer fra Spillemændene, det band jeg har lyttet vildt meget til, men af randsaglige årsager aldrig før skrevet om. Den kendsgerning skal ændres nu. Hvis du gerne vil vide, hvorfor julemanden ikke dukker op i aften, så skal du trykke på “play” ovenfor: “Julemandens Død” er et glimrende eksempel på Spillemændenes evne til at forene WTF?! med en seriøs funktionsharmonisk optur, sære indfald med selvfølgelige melodier og vanvittig velspillenhed med knuder på tungen. Hvis salmerne har givet et lidt mindre musikalsk begavet familiemedlem blod på tanden, kan du jo opfordre vedkommende til at synge med på “Julemandens Død”. Jeg lover dig, at du får fred bagefter.
Nu glemmer vi funktionerne, og tager en ren harmonisk optur. Igen i år har pladeselskabet Tambourhinoceros givet mig nogle fantastiske oplevelser, ligesom Det Elektriske Barometer både har åbnet mine ører for fantastisk musik og varetaget sin evige plads som en lidt svært definérbar ven. Radioprogrammets julesang, som to af pladeselskabets artister står bag, skrev jeg om den 1. december, og 22 dage efter så det ud som om, at deres spådom om at “Julen Blir Hvid” holdt stik. Det gør den, hvis du som 2/3 dele af musikerne bag, værten på radioprogrammet og hovedparten af mændene bag pladeselskabet kommer fra Nordjylland. Så tillykke til Kala-OK og Kirsten & Marie: I har ikke blot lavet en ovenud dejlig julesang, I har også gjort jer bemærkede som dygtige spåmænd.
Kala-OK og Kirsten & Marie – Julen Blir Hvid
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/11/Julen-Blir-Hvid-LIM11.mp3]
De snyder det ene smukt frostklare nummer efter det andet ud af næsen, de fine unge mennesker i IceCream Cathedral. For et par uger siden var det vinterhymnen “Wintery Minds”, og i dag er det den deciderede julesang “Gingerbread”, som finder vej ud til deres voksende skare af opmærksomme lyttere. Kan du undgå at blive helt let om hjertet, når de klokker kimer? Selvom det ikke er Ice Creams bedste nummer, giver det mig en sær lyst til at se Disneys Juleshow med min lillebror. En ganske rar følelse.
“Gingerbread” kommer fra en jule-ep, som Ice Cream Cathedrals bandkollektiv Oh My! netop har udgivet digitalt.
Vores sidste lille ting til dig er af en noget andet støbning. Den står System nemlig bag. System er dig næppe ukendt, for trioen består af dansk elektronisk musiks tre grand oldmen: Anders Remmer, Jesper Skaaning og Thomas Knak. Sidstnævnte interviewede Lasse i sommers i anledning af hans samarbejde med jazzguitaristen Jacob Bro, men nu er Knak tilbage hos sine gamle legekammerater. Og den genforening er det dejligt at lytte til. Det er svært at definere et elektronisk nummers jule-faktor (damn you, traditionsbundne hoved), men jeg bilder mig ind, at den sagte knitren og den skiftevist let melankolske og opløftende melodier kan gøre “Popc” egnet til denne højtid. En fin lille gave er det i hvert fald.
Glædelig jul.
System – Popc
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/12/System-Popc.mp3]
Det er ikke første gang, Ice Cream Cathedral bliver omtalt på disse sider. Tilbage i marts fandt deres debut-ep Straight Archs vej til mine ører, og der har siden hen været god grund til forsat at regne dem blandt de mest lovende danske bands i øjeblikket – i hvert fald når det gælder popmusik. I modsætning til store dele af den øvrige kritikerroste upcomingscene i Danmark, er Ice Cream Cathedrals musik nemlig befriende lettilgængelig. Et eksempel på, at alt ikke behøver at være så pokkers provokerende eller afvisende for at være godt.
Ice Cream Cathedral er ikke modparten til det eksperimenterende. Men de er helt grundlæggende ufatteligt velspillende. Det betyder, at instrumenterne og melodierne er afstemt med en vis harmoni som mål. Den kan høres på “The Ranger”, trioens nye single fra deres kommende debutalbum. Her mødes de helt klassiske, pæne vokaler med drømmende synthesizere og 80’er guitarer i en kombination, det er svært ikke at finde vanvittigt tillokkende. Vellyden gør musikkens følelser mere fremtrædende for mig, men ikke hurtigere forgængelige. “The Ranger” er et eksempel på, at fine produktioner også kan overraske, tage fat og følge med dig videre.
“The Ranger” kommer til at optræde på Ice Cream Cathedrals debutalbum, som forventes udgivet i løbet af vinteren. Indtil da kan nysgerrige lyttere få en forsmag på albummet, når Ice Cream Cathedral spiller en koncert på Jazzhouse den 9. november. Koncerten er en del af dokumentarfilmfestivalen CPH:DOXs koncertrække AUDIO:VISUALS. De seneste år har festivalen sideløbende med sine mange filmvisninger formået at præsentere et ambitiøst musikprogram, og 2012 er naturligvis ingen undtagelse. Fuldt program findes her. Til denne koncert medbringer Ice Cream Cathedral visuals-magerne Lucid Feel, og efter koncerten dj’er Classic VIV aka Najaa. Koncerten er en del af Jazzhouse’ afterbeat koncertrække, hvilket betyder, at den først begynder kl. 23.
NB: Bemærk at konkurrencen er afsluttet!
På Regnsky er vi så heldige at kunne udlodde 2×2 billetter til koncerten. Det eneste du skal gøre for at deltage, er at sende dit fulde navn i en mail til eva[@]regnsky[.]dk senest den 6. november, hvor dit (korrekte) svar på følgende spørgsmål indgår:
“Ice Cream Cathedral udsendte i marts en single. Hvad hed den?”
Jeg kommer ofte for sent. Også til de første koncerter på både Trailerpark Festivalens fredag, lørdag og søndag. Derfor forsøger jeg netop nu at google Broke. Det er ret svært. Men jeg blev væltet så kraftfuldt omkuld, at det må være anstrengelserne værd.
Overraskelsesmomentet ved at dumpe ind i en særdeles støjende og sært elektronisk swingende postpunk på en mentalt tåget festivalsøndag kan ikke undervurderes. Oplevelsen af Broke understregede, hvad Trailerpark handler om. Det handler om den uforudsete optur. Det kan være Brokes kombination af postpunk, synth og stjerneskudsguitar. Det kan være Sekouias livepercussions og -vokal. Hvordan bassens vibrationer i vampyrcampingvognens gulv kilder dig under tæerne. Det kan være Roll The Dices hypnose. Måske at Ice Cream Cathedral bruger en synthoverflod som sonisk overfald?
Lad os glemme en festlig, men ikke så mindeværdig, fredag (et citat som “jeg går bare meget op i min presence på sociale medier” vil dog sent blive glemt) og direkte ind i en tætpakket lørdag aften. Lad os lande midt i netop Ice Cream Cathedrals koncert. Foruden selvstudie gennem den blændende debut-ep Straight Arcs, har jeg hægtet mig med på trioens vellydende live-udforskning af feltet mellem halvt skræmmende, halvt tillokkende drømmespil af et par gange. Men det er først på Trailerpark, resultatet for alvor afspejler ambitionerne. Sandsynligvis fordi denne koncert med et par undtagelser kun består af nyt, uudgivet materiale, som rykker Ice Cream fra at være en spændende Beach House/Salem fusion til hovedsageligt at være sindssygt dygtige sangskrivere. Guitarist Kristian Paulsens shoegazing lægger grundlaget for de rummelige dimensioner, Ice Cream Cathedral ufattelig vellykket sammenstykker på Trailerpark Festival. Lyden er fremragende, og lader både Anja Lahrmanns klassisk smukke vokal folde sig ud som melodibærer, bassen skabe energi, synthen fremkalde atmosfære og trommerne binder disse elementer forbilledligt sammen i et avanceret, men altid harmonisk lydbillede.
Ice Cream Cathedral – Cornucopia
Whoa. Sådan startes en festival, som vil hylde det nytænkende og skæve. Derfor ærgrede det efterfølgende hovednavn, britiske Gang Colours klichéklistrede pianofløde mig. Trailerpark Festival 2012 præsenterede en ganske stor mængde elektroniske singer/songwritere, som med sampling, piano og vokal forsøgte at snige sig uden om sammenligningen med James Blake. Gang Colours håndterede opgaven ved at ændre Blakes fintfølende jazz-klaver til en bizart poppet, Yul Andersson-cheesy og – i disse ører – ganske ulidelig variant, som på ingen måde åbenbarede nogle af instrumentets nuancer. Når r’n’b-rytmerne ind i mellem blev introduceret, fandt en form for modsvar til den kvalmende fedme godt nok vej ind i sangene, men en afbalancering blev der aldrig tale om.
Så gik det bedre for Sekuoia alias danske Patrick Alexander Bech-Madsen. I den fornemme festivalanledning blev soloartisten suppleret af en drumpad-trommeslager, som med sans for finesser bidrog med dynamik til Sekuoias skrøbelige electronica. Inkorporeringen af en den ekstra mand trak Sekuoia væk fra indieforbillederne og over mod moderne britiske bas-producere som Blawan og Hyetal. Sekuoia sigter mod en position langt fra Danmark, og en eskapistisk følelse gik igen store dele af Sekuoias repetoire. På et nummer synger Bech-Madsen søgende, på grænsen til usikre toner, mens programmeringer og trommer former en selvsikker modvægt, på andre styrer koret melodien med stor sikkerhed, og lader guitarsamples og synthfladere glide ud i horisonten.
Sekuoia – Dissapear
Trailerpark Festival har en unik position i det danske festivallandskab. Med sin lille størrelse og det minimale budget, ser alle de optrædende danske bands en booking på festivalen som en ære, som noget man bliver udvalgt til, frem for en almindelig booking. Waldo & Marsha kvitterede – udover med en fremragende koncert – med dybfølt tak fra hele tre bandmedlemmer, og det er også årsag til, at festivalen for 4.(!) år i streg kan præsentere Vinnie Who som husorkester.
Men der er et “men”. I år var Trailerpark en mindre omfavnende oplevelse end de foregående år. Det er en usikker diagnose, for den er afledt af uklare symptomer: Er de tre scener en for meget? Burde nogle af de små, internationale artister droppes til fordel for flere af de taknemmelige danske? Det kan ikke undgå at forurolige en Trailerpark-fan, når der til netop Vinnie Whos afslutningskoncert blot står 300 mennesker, og festen ikke helt kan komme op i omdrejninger lørdag nat til discodrengene fra Casiokids. Så bliver jeg en smule nervøs for, at Trailerpark Festival ikke helt formår at gribe ud i Københavns musikinteresserede kredse, og trække dem til sig. Og frygter at festivalen, som leverer en så enestående ramme om både musik og fest, kommer til at vikle sig for meget ind i sin egen kreds, i stedet for at kigge ud en gang i mellem. For der er hyggeligt i den farverige fold. Men nogle gange må selv flokdyr gerne udfordres.
Denne uge har stået på ep-fest herhjemme. Den første halvdel af min nydelige, hjemmebrændte cd udgøres af danske Ice Cream Cathedral. Et band, som så småt begynder at folde sig ud, og hvis potentiale, der kunne lave mange klamme årstidsmetaforer om.
Det er nu ret unødvendigt. Trioens musik – for egentlig at skrive noget lige så slemt – taler for sig selv. Ethvert hjerte med hang til sødladne melodier og knastørre beats må smelte i mødet med Anja Lahrmanns uskyldigt feminine vokal, som overbeviser mig om at der findes en fusion af 60’er reklamepop-intonation og Victoria Legrand (Beach House) melodiske flair. Beach House er i det hele taget en reference, der med rette kan gentages, for den danske trio deler den amerikanske duos kærlighed til minimalistisk plukkede guitar-akkorder, som ind i mellem antyder en tæmmet vildskab i sine distortede udflugter. En anden oplagt reference – som dog har en helt anden tilgang til musik, nemlig som udstilling af en indestængt aggression, man leder længe efter hos både Ice Cream Cathedral og Beach House – er Salem, som muligvis ville lyde som Ice Cream Cathedral, hvis de var vokset op i et trygt velfærdssamfund og fik SU.
Hvis du er mest til Beach House og nostalgisk pop, så lyt til “Wasteland” og “A Downstroke”. Hvis du kan lide ruskende rytmer, så vælg “Tie the Great Uncommon”, det overrasker med energisk beat og en outro som referer til moderne britisk basmusik og bryder ud fra den intime, døsige stemning, som Ice Cream Cathedral ellers luller sin lytter ind i.
Men du kan også starte med at afspille “Walk-In-Closet”, så får du det hele præsenteret i form af små tre et halvt minuts imponerende velproduceret og -kontrolleret alternativ pop. Det gjorde jeg (tak, Passive/Aggressive) og netop det nummer åbnede resten af debut-ep’en Straight Arcs, som bandet selv har udgivet på kassettebånd og til gratis download på deres Bandcamp, og hvor alle de nævnte numre (og et par stemningsskabende parenteser) stammer fra .
Ice Cream Cathedral – Tie The Great Uncommon
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/03/Tie-The-Great-Uncommon.mp3]
Ice Cream Cathedral – A Downstroke
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/03/A-Downstroke.mp3]
Ice Cream Cathedral varmer op for Youth Lagoon til den udsolgte koncert i Lille Vega d. 4. marts. De headliner også Studenterhuset i Aarhus d. 8. marts og Ideal Bar (sammen med We Were Born Canaries) d. 22. Mere info på Facebook.
