Fredag aften stod på svære valg. Indenfor 1 time gik favoritter som Destroyer, Jatoma, Kurt Vile & The Violators og How To Dress Well på Roskildes scener. Oprindeligt sad krydserne på Destroyer og How To Dress Well, men uforudsigelig som Roskilde jo er, skulle der et pit-stop how Kurt Vile & The Violators på Odeon til, før stormløbet mellem scenerne efter How To Dress Well fik en pause.
Hvor er han? Destroyer – The New Pornographers og Swan Lake-medlemmet Dan Bejars solo-projekt med omfattende backingband, har gjort sin entré på Pavilion scenen. Men det er svært at få øje på hovedpersonen. Skønt bandet spiller geniale numre som “Chinatown”, ”Song For America” og “Savage Night at the Opera”, forsvinder hovedpersonen Bejar for publikum. I de ofte længere instrumentale passager, hvor et dygtigt band blottet for spilleglæde terper sig gennem de ellers velkomponerede numre, ynder Bejar at sætte sig ned på sin centrale plads på scenen. Muligvis for at tage lange drag af den Jaegermeisterflaske, der koncerten igennem cirkulerer blandt bandet.
Publikum og Destroyer glædede sig nemlig til aftenens koncert af to vidt forskellige årsager. Publikum fordi “Kaputt” er blandt årets absolut bedste album. Destroyer fordi Roskilde var en omfattende tours sidste koncert. Og den skulle sådan set bare overståes. På lydsiden var der intet at udsætte på Destroyers præstation. Men en koncert er også attitude og stemning. Destroyer formåede hverken at have det første eller at skabe det andet. Da “Suicide Demo for Kara Walker” indledtes med særdeles uoriginal og ustruktureret jamming – strukturen er i høj grad det, der gør Destroyers bliss-gennemsyrede 70-popnumre fænomenale – så gad jeg ikke spilde min tid hos nogle, der var så utaknemlige for den.
Hvor bandets præstation hos Destroyer led under den patriarkalske ophavsmands manglende engagement, led Kurt Vile og hans backingband kollektivt under lydproblemer og hype. Jeg havde selv – indrømmet – indfundet mig på Odeon for at se giraffen. Uden kendskab til mere end 3-4 numre, måtte musikerne overbevise mig om, hvorfor jeg ikke skulle smutte over på Gloria. Og hverken giraf-lederen eller resten af flokkens tre unger kunne overbevise mig om, hvorfor jeg skulle blive. Der blev kørt på en snøvlende rutine, og rock-numrene kunne ikke undgå at flyde sammen. Muligvis fordi Odeon – som vanligt – led af både for lavt lydniveau og en mudrende mellemtone. Det fjernede bandets fokus fra publikumskontakt til lydmand, og scenens fire hårfagre mænd mindede mere om statuer end om klasse-rockstjerner in spe.
Rockens “Wall of Fame” kan man ikke beskylde Tom Krell aka How To Dress Well for at sigte efter. Koncert på Gloria var noget af et tilløbsstykke for festivalgæsterne, og som det eneste af de tre solo-kunstnere, Roskilde Festival tilbød fredag aften, havde Krell taget den fulde konsekvens af sine ensomme produktionsfaser og måtte derfor – fuldkommen alene – tøjle publikum. Og det gjorde han så, ledsaget af et rimelig omfattende backtrack.
Da jeg ankommer til scenen 30-minutter inde i koncerten, introducerer Krell et nyt nummer som sit forsøg på at opnå bookinger på Ibiza. En svær opgave for HTDW, som med sidste års hype-omblæste debut, Love Remains, bjergtog musikelskere med lo-fi produktion, mange kor og knasende og knirkende R’n’B-numre – ikke med pumpede beats. Det nye nummer fik rusket op i det varme publikum, der overraskende lyttende – i hvert fald foran scenen – lod Krells’ R’n’B-vokalteknik fascinere. Med det publikum-valgte ekstranummer “Decisions” i en overlegen accapella-version, viste en åbenlyst benovede hovedperson, at engagement og spilleglæde er langt mere værdifuldt for en koncertoplevelse end topstyrede, tourtrætte bands.
