Tag: Hotel Cecil (5 indlæg)

Generelt

Få lyst vintermørket op med Regnskys koncertkalender over februar

Af Laura Fromm den

Det er februar måned og selvom middeltemperaturen ligger på 0, har vinterfrosten indhyllet luften med sne, slud og isnede kulde. En temperatur, som kræver lange underbukser og lag på lag mondering, hvis man altså ikke er dedikeret modefreak og trodser vind og vejr for at være faaasjión til modeugen i København. 

Dog bliver vi ved den metrologiske beskrivelse af kulden, da frosten i år ikke gør meget væsen ud af sig i musikken tegn. Den danske Frost Festival som plejer at arrangere skræddersyede musik- og lys-events i februar har i år valgt at gå i vinterhi. Festivalen er ellers kendt for at udvikle en perlerække af eksperimenterende koncerter i ukendte bygninger, der normalt er lukket for offentligheden. Skattejagten efter musik, lys og overraskende steder har været en oplagt mulighed for at bevæge sig ud af hjemmets lune hule og ud på opdagelse i vinterbyen. En kølig nyhed, men man kan da kun håbe, at Frost vender tilbage næste år …

Til gengæld skruer CPH Light Festival fuldt op for lyset og tilbyder en mindre række intimkoncerter. Bl.a. kan man stige ombord på den danske billedhugger og performance kunstner Christian Lemmertz’s  Ghost Ship, som vil bryde nattehimlen med blinkende hvide lys og sejle rundt i Frederiksholm kanal. Spøgelsessejladsen vil blive akkompagneret af elektrisk guitar fra Sort Sol guitaristen Lars Top-Galia og har afgang tre gange i løbet af februar. Skibet sejler ved mørkets frembrud fra Højbro Plads. Selvom det ikke er en langestrand’s vaaasker, tror jeg, at det bliver Fågt op i Skalle på den helt fede måde. Hold dig opdateret på afgangene her.

Derudover er der selvfølgelig Journey Festival. Musikagenturet Smash!bang!pow!’s fire dages festival, som allerede havde premiere sidste efterår i Den Grå Hal. I år har festivalen udvidet programmet med et langt større og stærkere program bestående af de mest frembrusende kunstnere på den danske og internationale musikscene. Kunsterne optræder forskudt over fem individuelle koncertaftener i Store Vega, Musikloppen, Pumpehuset og Den Grå Hal. Journey er det perfekte plaster på Frost Festival-såret, og én ting er sikkert: Februar bliver ikke en stilstående måned på den musikalske oplevelsesfront. Faktisk er udbudene så gode, at det er svært at vælge det ene frem for det andet. Kommer du til at sidde derhjemme med urtete, strik strømper og selvmedlidenhed, er det din egen skyld. Her guider Regnsky til februars bedste koncerter (uden for Journey repertoire):

Magiske koncertsale, hypnotisk jazz og fransk electropop – Laura. 

Lad dig skride med i februars lavine af musikalske oplevelser, som starter i Konservatoriets Koncertsal. I år er Copenhagen Phil nemlig igen klar til at krydse klinger og knapper til 60 min live koncerterne, som blander det klassiske og rytmiske musikmiljø. Samarbejdet er i år lavet med Bisse, Den Sorte Skole og When Saints Go Machine.
De to første koncerter er allerede blevet afholdt, og DSS tredje collab med CPH Phil var for hjernedødt, og mindst lige så storslået som de to forrige koncerter, som findes på lp og er en fryd for enhver elektronisk pladesamling. Skud ud til den nye ‘Symphony No.Iii’, som bliver indspillet i disse dage. Den er lavet helt fra bunden modsat ‘Symphony No.Ii’, som baserer sig på sampleduoen tidligere materiale…
Men nu handler det ikke om allerede afholdte koncerter, og for at dulme FOMO-følelserne vil jeg varmt anbefale at tage til årets sidste 60 min live, som finder sted i aften. Det er anden gang When Saints Go Machine samarbejder med symfoniorkesteret i den brune sal, og denne gang har elektropop-gruppen lovet nyt materiale. Sidste gang var koncerten en bragende succes, og det er måske også derfor, at billetterne til den første koncert kl. 18:30 for længst er udsolgt, og at der kun er få billetter tilbage til den anden kl. 21:30. Men hvorfor anbefaler jeg overhovedet koncerterne, når der er risiko for, at der er udsolgt?! (Ja, jeg har selv sikret en billet til en af dem). Og ja, det kan sgu virke som et halv lunkent tip, men hvor viljen og frosten raser, er der en vej – og der er ALTID en led influenza i omløb, der sygelægger håbefulde koncertgængere, men som så til gengæld baner vejen for last-minute billetkøbere. Der er tale om ‘survival of the fittest-princippet’ i billetmarkedets ånd.

Mine musikalske møder med WSGM kan tælles på to hænder, og ærligtalt har deres live-optrædener været blandede fornøjelser. Dette er hovedsageligt grundet Nikolaj Vonsilds enten uoplagte og ligegyldige attitude eller det stikmodsatte, som kan skabe en helt eminent og euforisk oplevelse. Den bedste jeg mindes, var til Frost Festival i Danmarks gamle Akvarium i 14, hvor farverige lysrør var monteret i akvarierne og forvandlede det ellers forladte sted til ét stort undervands rave-party, hvor bandet spillede Infinity Pool i et kolossalt haj-bassin. En perfekt lokation til en udgivelse der er gennemstrømmet af rungende undervands-ekkoer og Vonsilds smukke og skrøbelige vokal. Det er en af de mest intime og unikke koncertoplevelser, jeg har haft, og jeg kan ikke andet end forestille mig, at koncerten med Copenhagen Phil bliver en eklektisk sanseoplevelse, der nok skal få folket op fra stolerækkerne. Skynd dig at få fingrene i en billet til den anden koncert fra den officielle hjemmeside eller hos de forhindrede koncertgængere på Facebook-eventet. Hvis begge dele er dødt løb, kan du genopleve 60 min live koncerten fra sidst her: 

Virker WSGM som et lidt for spontan og optimistisk idé, gæster den islandske multi-instrumentalist Ólafur Arnalds, ikke Konsertvatoriets, men, DR’s Koncertsal d. 13. februar. Kom og drøm med til storladen nordatlantisk naturmusik og Arnalds meditative melodier i Ørestadens smukkeste sal. Islændingen skulle eftersigende have et robotklaver med, som spiller på algoritmer efter de lydbilleder, som Arnalds selv udsender fra sit ‘rigtige’ klaver. Det nyeste album re:member er intet mindre end magisk, og jeg glæder mig til at høre soundtracket til hele min eksamensperiode live. Koncerten melder få billetter tilbage, så skynd dig at køb – og her er det altså tilladt at medbringe strik strømperne!

Hvis du er til højloftede og ceremoniel jazz i særdeles topklasse, må du ikke snyde dig selv for at opleve den danske kvintet Girls in Airports, når de løfter loftet på Hotel Cecil d. 20. februar med deres ambiente og atmosfæriske jazz. Dog må du gå forgæves, hvis du er på udkig efter piger i en lufthavn. Bandet består af fem fuldvoksne mænd, hvis lydunivers er præget af hypnotisk minimalisme, syntheziser-musik og moderne jazz. Tag forsmag på aftenen her.

OBS: Det eneste minus er, at koncerten karambolerer med Homeshake, Communions og Schultz & Forever, som spiller i Pumpehuset samme aften til Journey Festival. Det må være en af de helt store eksistentielle valg, vi er ude i, og jeg citerer Kirkegaard, som oprindeligt skrev om ægteskabet, med et twist: “Tag til Girls in Airport, og du vil fortryde det; tag ikke til Girls in Airport, og du vil også fortryde det”.

Det samme gør sig gældende for den franske elektropop-trio YELLE, som gæster Lille Vega d. 21. februar og spiller samtidig som Irah, Odetta Hartman og Angelo De Augustine til Journey på Loppen. Jeg har været Yelle fan siden gymnasiet, og jeg bliver simpelthen nødt til at gå amok til storhittet A Cause Des Garcons live. Også selvom mine moves ikke bliver lige så bad ass og svedige som dansernes i en af mine all time favourite musikvideoer. Tjek den ud og kom og ryst de frankofile halefjer i slutningen af måneden.

 

“Så hvad skal man vælge? Dansk synthpop i portvinsform eller estisk surprise rave-rap?” – Rasmus

Februar måned byder på et kæmpe dilemma. København har nemlig to koncerter med sindssygt fede kunstnere på samme aften. Det er et vaskeægte luksusproblem, men et luksusproblem er jo stadig et problem!

Så hvad skal man gøre? Skal man tage til GENTS and friends i VEGA eller skal man tage til Tommy Cash i DR’s koncerthus? Begge koncerter er lørdag den 9. februar, og jeg ville ærligt talt helst undvære at skulle gå glip af nogen af dem. Men her er en opfordring: Sørg for at tage til én af dem, fordi jeg tror det bliver to geniale aftener. Man kan måske stille det op på den her måde: Hvilken slags lørdag aften har man lyst til at have?

Tommy Cash (eller Kanye East, som han også kalder sig) er et meget idiosynkratisk menneske, der bl.a. har lavet et track med en feature fra Rick Owens (Ja, ham med skoene). Man ved aldrig helt, hvad man skal forvente sig af esteren.

GENTS derimod er det danske nationale powerhouse af hits og god stemning. Deres seneste udgivelse fra december “Smoke Machine” er et top, top nummer, og Niels og Theis bliver kun bedre med alderen. Som en god portvin.

Så hvad skal man vælge? Dansk synthpop i portvinsform eller estisk surprise rave-rap?

Jeg vælger GENTS, men det er kun fordi, jeg fik billetten til deres koncert først. Og Tommy så jeg i Lille Vega i april. Men netop fordi jeg har set ham live før, ved jeg, at jeg går glip af noget genialt.

Fyld kalenderen op med skandinaviske singer-songwriters – Line 

Hvis februar drukner i frostgrader, er der heldigvis rig mulighed for at varme sig op helt ind i hjertet, når København får besøg af to fantastiske kunstnere fra vores skandinaviske nabolande i form af islandske Ásgeir på Bremen Teater fredag den 15., og færøske Teitur på Hotel Cecil.

Teitur har måtte finde plads i kalenderen til at lægge vejen forbi det nye københavnske spillested hele fire gange i denne måned, da hans oprindelige koncert den 17. februar samt ekstrakoncerterne den 12. og 24 februar alle er udsolgt. Der er dog blevet plads til en ekstra-ekstra-ekstrakoncert den 22., som du stadig kan nå at skaffe dig en billet til! Men mit gæt er, at man skal være hurtig på tasterne, da der tydeligvis er stor efterspørgsel på den færøske singer-songwriters smukke sange. Jeg forstår også godt, hvorfor Teitur-billetterne ryger som varmt brød.

Efter at jeg for mange år siden stiftede bekendtskab med den færøske herrer gennem den lige dele hjerteskærende og underholdende sang “I Was Just Thinking”, har jeg været heldig at se ham live flere gange. Det er en oplevelse, du ikke må gå glip af, hvis du – ligesom mig – en gang imellem har brug for et skud eftertænksomt og melankolsk folkpop.

En af de gange jeg oplevede Teitur, var da han for et par år tilbage delte scene til Fredagsrock med den sanger, som vi nu skal vende opmærksomheden mod – Ásgeir. For også i Ásgeirs musik gennemstrømmes man som publikum af den nordiske klang og melankoli. Med det seneste album “Afterglow” har repertoiret endda gennemgået en forvandling fra klassisk folkpop til noget der nærmer sig electronica. Efter min mening et modigt men vellykket move fra den islandske sanger.

“Men vent, er koncerten ikke allerede udsolgt?“, tænker du. Jo, det er den da også, men som det tidligere er blevet nævnt, så er februar en ægte “survival of the fittest”-billetmåned. Du har stadig mulighed for at skrive dig på ventelisten, så du kan være den første til at snuppe en billet, når alle de forkølede og influenzaramte folk slukørede må melde fra. Jeg vil i hvert fald nødigt gå glip af chancen for at læne mig tilbage i Bremen Teaters bløde sæder og lade Ásgeirs stærke stemme krybe ind under huden.

Islandsk terapi, drømmende dansk og afrikansk skrald – Mathias

Allerede i aften tropper både F L E M M I N G og Jens Nørhave op på Spillestedet Stengade. F L E M M I N G kommer med konkrete men kreative tekster, der læner sig op ad drømmende lydflader, skarpe beats og et spoken word-agtigt flow. Man fristes til at tænke tilbage på Ukendt Kunstner før han gik pop, og det er et stort kompliment. Jens Nørhave rammer også ind i tidsånden på en lige så dansksproget og velproduceret måde, men med lidt mere fløde.

Alice får besøg af KOKOKO! Den 11. februar. Med sig har de en stor bunke med skrald, som de har bygget om til instrumenter. Det har de, fordi de engang var for fattige til at købe instrumenter og derigennem udleve deres drøm om at skabe elektronisk musik. Fattigdommen er nok forsvundet i dag, men på Alice kan du blive en fantastisk live-oplevelse rigere, for det er deres involverende og energiske optræden der er mest karakteristisk, og blandt andet fik dem med på Regnskys top 10 over bedste koncerter i 2018.

Den 16. februar tør jeg godt garantere at man forlader Pumpehuset smilende. Júniús Meyvant er nok den sjoveste musiker, jeg har set stå på en scene. Forvent platte jokes, som for eksempel at blive budt velkommen med et “HELLO FRAAANCE” og en timing i verdensklasse. Når snakken mellem numrene forsvinder, og den behårede islænding sætter fingrene på guitaren, lukker han øjneneog forsvinder ind i skønsangen. Det samme gør publikum, og kombinationen af inderlighed og latter gør koncerten til vaskeægte musikterapi. Han spiller iogså på Train i Aarhus, så at være jyde er ikke nogen undskyldning for at misse koncerten.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Feature

MANILA får publikum, kabler og knapper til at danse

Af Nikolaj Boesby Skou den

Der er stille på en måde, jeg aldrig har oplevet før. Fem unge håbefulde mænd går rundt mellem hinanden og roder med kabler og pedaler. Luften sitrer af koncentration og nervøsitet, og det er som om de mørkegrønne og lilla gardiner, der er trukket for omkring scenen, sluger al lyd i rummet. Svagt i baggrunden kan jeg høre larmen fra publikum og musikken fra baren, der inviterer til latter og torsdagsskåle med venner. Klokken er 20:35 og om femogtyve minutter skal mændene i MANILA spille deres største koncert i bandets historie på Hotel Cecil i indre by i København.

Pitstop. På kort tid skal instrumenterne på scenen skiftes mellem Theo X’ og MANILAs koncerter

Bandet har allerede været her i fire timer, og nerverne har haft god tid til at spire fra små stiklinger i maven til at være plukmodne uden på tøjet. Det er en speciel koncert, som de har brugt lang tid på at forberede, fortæller de mig i backstage-lokalet:

”Vi har øvet næsten hver dag i den seneste halvanden uge i hvert fald,” siger Gustav Lahrmann, der spiller bas. De andre stemmer i og fortæller, at de har arbejdet meget med at gøre deres nye musik mere live-venlig, bl.a. ved at inkorporere en ny form for backing track. ”Efter vi har fået vores eget studie, er vores musik blevet mere elektronisk med flere synth-lyde og bittesmå detaljer. For eksempel bruger vi risers, som er hvid støj, der vokser gennem nummeret og skaber en stemning, og dem er vi begyndt at bruge i backing tracket,” forklarer forsanger Julius Amdisen.

Sømmet i bund. Fra venstre: Tuner, Delay, yndlingspedalen Reverb, Overdrive

Selvom de tekniske muligheder kan skabe forbedringer, er MANILA stadig opmærksom på faldgruberne ved at være afhængig af backing tracket. Det kan virke stift og mekanisk når teknik skal blive til musik. ”Vi har prøvet at jagte den nerve, der er i vores musik, mens vi øvede.” fortæller Andreas Grønne, der spiller trommer, og manden på keys, Mads Boldt, fortsætter: ”Nogle af vores numre ville virke sterile, hvis vi bare spillede studieversionen live, på trods af det måske er det bedste billede af, hvad vi vil med sangen. Derfor tager vi f.eks. de funkede elementer og fremhæver dem, så det bliver mere live-venligt og akustisk.”

Finjusteringer. De sidste monitors indstilles med det rette forhold af bas og guitar

Under lydprøven er det tydeligt at mærke både sol- og skyggesiden af de nye tiltag. Det er udfordrende at få instrumenterne til at harmonere med backing tracket i de forskellige musikeres monitors. Men så snart musikken starter, kan guitarist Mikkel Strandberg ikke lade være med at hengive sig til de skæve rytmer, og kanaliserer sin kærlighed til musikken ud gennem en svingom med Gustav Lahrmann. Med computeren gaffatapet til synthesizeren, som sidste forberedelse, hopper bandet ned fra scenen, med blikke der siger, at de alle krydser fingre indvendigt for at teknikken holder. De går ud backstage for at hilse på Sherpa og Theo X, som er de to andre bands, der spiller til aftenens Limelight showcase for upcoming dansk musik.

Efter en bagel, en kold øl og et par vindruer er det blevet tid til en hurtig smøg på gaden foran Helligaandskirken i Niels Hemmingsens Gade. Det er blevet hurtigt mørkt og det snelag, der om formiddagen var drysset sirligt ud over byen, er nu smeltet. Min ånde bliver til en grøn dis i skæret fra Gasoline Grills grønne neonskilt lidt længere oppe ad gaden. De fem musikere ringer rundt for at finde ud af, hvem af deres venner, der kommer og støtter, og stemningen er høj efter de finder ud af, at nogle efterskolevenner også støder til. Herefter bliver det dog hurtigt alvor igen, når Julius Amdisen starter setliste-ritualet, hvor bandet står i en cirkel, og i rækkefølge siger sangene så alle er på samme bølgelængde.

Af kommer det varme vintertøj og på kommer fem kortærmede farvestrålende skjorter. Klokken 21 træder de fem venner en ad gangen de fire trin op på scenen i aftalt rækkefølge ledsaget af klapsalver. Selvom de går ind hver for sig, er jeg ikke i tvivl om, at det er en sammentømret gruppe.

”Vi har spillet sammen så længe, at vi har opbygget en fælles referenceramme,” forklarede Mikkel Strandberg tidligere. Andreas Grønne beskrev sin producerrolle, som ham, der skal koge suppen af alle de mange fælles idéer. Essensen og grundlaget for bandet definerer Gustav Lahrmann: ”Det, vi gør, er at dele musik med hinanden, som vi griber.”

De fem venner er ikke ens, men de overlapper på mange områder, og det er i det overlap, at MANILA eksisterer. Det er en fælles vision, som alle kan indgå i på fælles præmisser, og det er som om, hvert medlem får lov til at shine i forskellige sange under koncerten. Heldigvis svigter teknikken ikke og de indøvede overgange mellem numrene er elegante og ikke forcerede. Scenen bliver epicenter for MANILAs vibe, der sender rystelser ud i Hotel Cecil, og får publikum til at bounce og smile.

Triumf. Fra venstre: Mads Boldt, Mikkel Strandberg, Julius Amdisen, Andreas Grønne og Gustav Lahrmann

Sveddryppende, udmattede og lettede møder jeg bandet efter koncerten. De smiler alle fem stolt fra øre til øre, og er helt euforiske efter showet. Nu står menuen på kolde øl og varme kram fra familierne, der er kommet for at bakke op. Hurtigt dukker forskellige branchefolk op for at få en snak med bandet, og medlemmerne tager dem med storm uden tøven med samme charme, som de indtog scenen. Jeg efterlader MANILA siddende i en bås i foyeren med venner og kærester til, hvad der har udsigt til at blive en lang og dejlig danseaften.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opdagelse

Start din juleferie med at tjekke den danske indie-undergrund ud!

Af Rasmus Stegmann den

På onsdag afholder vores gode Regnsky-venner Wonderwhy en labelnight hos Hotel Cecil. Hvis du interesserer dig for upandcoming dansk musik, hvilket du nok gør, fordi hvorfor skulle du ellers læse Regnsky, så er der her fra en anbefaling til at svinge forbi og nyde bl.a. Guldimund og Rebecca Lou live. Desuden er det en god undskyldning for at komme forbi Hotel Cecils smukke lokaler og få en iskold Albani på fad til 40 kroner. 

Jeg tog lige en hurtig snak med indehaver af Wonderwhy, Magnus Grilstad, om arrangementet, fordi jeg lige ville høre, hvorfor han havde valgt at afholde det.

Hej Magnus. Hvorfor afholder du det her arrangement, og hvordan fungerer det med så mange artister på én aften?

  • Det er fordi vi gerne vil vise nogle af vores artister frem. Det bliver i showcase-format, og de har 30 minutter pr. koncert. Første band går på 19.30 og sidste 22.30.

Er det så ikke kun et event for musikbranchen?

  • Nej, det er en god mulighed for at gå på opdagelse i den danske indie-undergrund, synes jeg. Vi præsenterer også en helt ny artist i “Your Love”.

Nu spiller dine artister vel ikke julemusik, vel?

  • Det regner jeg ikke med, men man ved aldrig med Guldimund. Da han holdte koncert på Stengade i marts gik han pludselig ned blandt publikum og delte flyers ud, fordi nu skulle vi alle sammen synge “Jens Vejmand”.

Hvorfor holder du det på Hotel Cecil?

  • Fordi det er et fedt sted. De har virkelig taget den et nøk opad med æstetikken siden Jazzhouse lå der. 

Så hvad kan jeg forvente af på onsdag?

  •  God musik og forhåbentlig god feriestemning. Det er en god mulighed for, at man kan kickstarte sin juleferie med et par øl med vennerne og høre noget musik.
Asger fra Guldimund. Foto af Lene Kronow.

Hvis du stadig mangler én god grund til at tage ind til arrangementet, så vil jeg bare lige fremhæve Guldimund som den grund. Blaue Blume-medlemmet Asger Nordtorp har skabt noget helt særligt med sit projekt her, og han gav en af årets bedste koncerter på Uhørt-festivalen i sommer. Han er én, der er værd at holde øje med, og han har skrevet nogle virkelig stærke sange i bl.a. “Til min mælkebøtte” og “Novemberpige”. Det skal dog ikke tage noget fra de andre optrædener på aftenen – jeg kender dem bare ikke så godt, endnu. Men jeg ved, at Wonderwhy altid er garant for kvalitet.

Du kan tjekke eventet ud her: Wonderwhy x Hotel Cecil

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opdagelse

Dans & Lær flyver mod nye, imponerende højder

Af Laura Fromm den

Har du hørt en fugl synge om, at Dans & Lær lander med deres fjerde studiealbum i dag?

Så hørte du rigtigt! Dans og Lær er nemlig fløjet tværs over Nordsøen og lander efter indspilninger i England med det dugfriske dobbeltalbum Fra Fugl til Fugl under vingerne. Pladen er indspillet i Echo Zoo Studios i Eastbourne af produceren Joshua, som også står bag produktioner for Mø, Mew og Kent. Desuden er albummet mikset bag Tony Viscontis gamle lydpult, der bl.a. blev brugt på David Bowies legendariske Scary Monsters. Måske det er med påvirkning fra 80’ernes art-rock, at kvartetten har fundet inspirationen til den eksperimentelle stilart, der med nye fuglestemmer, sfæriske synthwave-stemninger og fusionsjazzede udskejelser løfter ambitionsniveauet til helt nye højder.

Tidligere på måneden løftede Dans & Lær vingen for det ambitiøse album med førstesinglen Munk. Se den her og læs mere om kvartettens baggrund i tidligere indlæg.

Fra Fugl til Fugl er firkløverens fjerde studiealbum, og som på de tidligere udgivelser får vor bevingede venner en anerkende hyldest med oplæsninger af Ole Geertz-Hansen fra Dansk Ornitologisk Forening. Med samples fra det gamle kassettebånd Havens Fugle fra 1968 bliver læren om fuglenes naturunivers og komplekse stemmer akkompagneret af Dans og Lærs finurlige fuglefunk.

På det nye album står ornitologstemmen dog ikke alene, da kvartetten har udvidet tekstuniverset og stemmearsenalerne med selvstændige vokaler og gæsteoptrædener fra bl.a. Annika Aakjær, der med sin lyse og smukke stemme agerer sangfugl til Jernspurvens sfæriske melankoli, der minder mig om College & Electric Youths’ A Real Hero. Hvis Ryan Gosling byttede Chevroleten ud med vinger, ville det være dette nummer, der fik ham til at svæve langt over Los Angeles’ veje i Drive. Udover at drage associationer til Nicolas Winding Refns formidable soundtrack trækker Løvsanger mine tanker hen på fugletræk og varme himmelstrøg med en tryllebindende synth og let fuglekvidren.

Mit favoritnummer blandt pladens store fuglediversitet er Mursejler, som har fået et renæssancepust under vingerne; den er fløjet fra EP’en i 2016 over til fugleflokken på det nye album. Mursejleren løfter stemningen højt op over byens tage og fænger med en svævende og insisterende melodi og fuglens kraftige skrig. 

På det tredje nummer, Grænsanger, optræder både fuglesang, ornitologrøst, varme popbeats og elektro-eksotiske rytmer, der med en dobbelthed bevarer det gamle udtryk af finurlig fuglefunk, men også bliver lidt fjollet og flertydig. Kompositionen fremstår en anelse rodet, og rytmikken er tilbøjelig til at blive lidt for repetitiv. Det er som om, at pladen vil liiidt for mange ting på én gang, og at overgangene mellem numrene bliver for mærkbare. Til gengæld er jeg fan af albummets omfavnelse af gæstekunstnere, og at udgivelsen er holdt på dansk modsat det engelsksprogede New Zealand-album fra 2014, hvor jeg manglede den rigsdanske ornitologrøst.

Med det sagt kan jeg meget varmt anbefale at få kløerne i dobbeltvinylen. De to sidste numre har fået sin egen side og reder kompositionens knuder ud med en løssluppen synth-stemning og fusionsjazzede udskejelser, der bl.a. drager mine associationer til Daft Punk og Kavinsky. På Tyrkerdue er bassen dyb og vuggenede, og med en mørk og mystisk lyd minder den om Natugle på første skive, der, i en hyldest til Dansk Ornitologisk Forening, går under samme titel som kassettebåndet fra ’68: Havens Fugle. Det 11-minutter lange outro-nummer, Tornirisk, starter i dagslyset med en french-house-stemning, der med en dyb bass og en legende saxofon sammenflettes med space-synth og robotstemmer, der her ikke virker spor malplaceret. Undervejs bliver Tornirisken mørklagt af en tordnende hvirvelvind, der rusker arrangementerne rundt, tiltager i styrke og løfter ambitionsniveauet op til imponerende højder.

Ekstra julebonus:

Kvartetten har lavet en julekalender med 24. håndlavede ugler, der hver dag giver et lille indblik i uglernes mystiske verden med musik fra Dans og Lær. Hvis bjælder og kitschy julehits hænger dig langt ud af halsen, er her en enestående mulighed for at høre verdens – måske – første julemusik akkompagneret af fuglekvidder og uglefacts.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Livestemning

Gedigen tirsdagsrock på Hotel Cecil!

Af Rasmus Stegmann den

Egentlig havde jeg set Hotel Cecil som et sted, hvor danske musikere der ikke helt er upandcoming, men heller ikke helt har fået deres store gennembrud endnu, var førsteprioriteten. Det er koncerter med GENTS, Lord Siva og den Emil Kruse-koncert jeg selv var til i fredags gode eksempler på. Derfor synes jeg, det var super interessant, at de havde booket britiske The Chameleons, som efter forsanger Mark Burgess udsagn, aldrig havde spillet i Danmark før.

The Chameleons er en sjov størrelse. I følge Wikipedia eksisterer de slet ikke. De så ellers meget levende ud til deres danske debutkoncert i går aftes.

Som du kan læse, startede de tilbage i 1981, og de blev aldrig rigtigt store. Det er også svært, når man står i skyggen af bands som The Smiths og Joy Division. Til gengæld virker det som om, at The Chameleons er den type band, som dit yndlingsband har som yndlingsband. I følge koncertbeskrivelsen er både Interpol og The National stærkt inspirerede af dem. Alene af den grund måtte jeg simpelthen ind og se dem. Faktisk opdagede jeg dem, da Spotifys evigt gode discoverfunktion foreslog nummeret “Swamp Thing”, og det havde den der gode britiske 80’er rock lyd, som jeg er så glad for.

Tilbage til Hotel Cecil. Jeg var inde og besøge stedet for første gang sidste fredag. Det var virkelig en oplevelse. Arven fra hedengangne Jazzhouse skinner igennem, og baren er stilet, lyden er god og loungeområdet helt perfekt til at tage et pust mellem numrene. Baren har det bedste udvalg, jeg tror, jeg har set på et spillested. Du kan få 7-8 craft beers, eller du kan nøjes med Albani. Her fås naturligvis både pilsner, classic og IPA – alle på fad (og flaske, hvis du er til det). Skide godt. Det betyder meget for mig, at man kan få andet end en Tuborg til 60 kroner (jeg kigger på dig, Vega). Hotel Cecil kunne godt gå hen og blive mit nye yndlingsspillested.

Men nu skulle det jo egentlig handle om igår, hvor jeg gik til koncerten med den største frygt for at blive mødt af afdankede 80’er hasbeens eller neverwas, der kæmpede for at skrabe folk sammen til en tour, så de kunne leve lidt længere på den beskedne berømmelse, de opnåede for 30 år siden.

Det var heldigvis slet ikke sådan. I forhold til at to af bandmedlemmerne tydeligvis ikke var med, da deres album “Script Of The Bridge“, som koncerten tog udgangspunkt i, blev skrevet, blev jeg positivt overrasket. Albummet er fra 1983, og kun forsanger Mark Burgess og guitarist Dave Fielding lignede mænd, der var unge dengang. Trommeslager John Lever døde dog også beklageligvis sidste år, og erstatningen så ikke meget ældre ud end mig selv.

Sceneshowet var meget spartansk. Og med det mener jeg ikke eksistererende. Der var lidt kulørte lamper i forskellige farver, men det var faktisk det. Og de gamle mænd var lidt for gamle til at bevæge sig. Alarmklokkerne ringede hurtigt, men de blev stille igen, så snart de begyndte at spille. Det lød helt fantastisk. Det var spartansk britisk rock af den definitivt aller bedste skuffe, og skuffe gjorde de ikke! (Ordspil, hurra!) Det var tight, det var højt, det var råt, det var lige i skabet. Efter de havde spillet deres plade færdig, stod min ven og jeg og krydsede fingre i længsel efter, om de ikke nok ville spille “Svamp Thing”, som er fra albummet “Strange Times”. Og som andet ekstranummer kom forløsningen endelig, og det var den perfekte kulmination på en helt gedigen perfekt skåret rockkoncert en tirsdag aften.

Nu kilder det altså i kroppen for at komme på festivaler!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *