Det er underlig følelse at mærke festivalgræsset under sine føder igen efter et helt års pause og en sommer uden festivaler. Og det må have været noget af en udfordring for arrangørerne at aafholde Uhørt på en måde, der også tager hensyn til Coronavirus. Men de nye forholdsregler fungerer overraskende godt på septembers første lørdag. For eksempel under Magnus Tempels, der leverer en ganske fin popkoncert på Gårdscenen foran et siddende publikum. Magnus’ nærvær og vokal løfter stemningen igennem velproduceret synthpop, uden det bliver sådan, at man absolut har brug for at stå op.
Én der til gengæld udfordrer siddekravet er Skt. DeLarge. For det er sindssygt svært at sidde stille, når der burde være et kæmpe moshpit lige foran scenen. Aldrig har jeg set så stor en energiudladning fra så lille et navn. “ARE YOU NOT ENTERTAINED?”, råber Skt. DeLarge mod slutningen af koncerten. Den er svær at pulle off, hvis ikke man virkelig hviler i sig selv og sin udstråling på scenen. Og jo, vi er underholdt – af en fyr, der i øvrigt står fuldstændig alene på scenen, men samtidig er den, der fylder scenen bedst ud af alle lørdagens acts. Han hopper rundt i bar overkrop og skinny jeans mens han rapper og råber om ting som mænd, der spiller smarte og ikke behandler kvinder ordentligt. Men han gør det med en uovertruffen rå aggresivitet, der umiddelbart kun er til at sammenligne med udenlandske acts. Og så er det altså svært at forestille sig, at fyren på spillende tidspunkt kun har to sange på Spotify – og at ingen af dem er blevet hørt ret meget. Faktisk har de max 1000 lytninger mere end Radio LOUD’s samlede lyttertal fra dens målgruppe. Men måske det netop er den uhørte ivrighed for at bevise sig, der gør, at han rammer det helt rigtige punkt. Man får i hvert fald følelsen af, at han burde spille på en større scene.
Med flere sange, der er afspillet mere end 50.000 gange og et helt album på bagen, er GRETA en af Uhørts mere hørte acts. Og det kan mærkes. Der er ingen slinger i valsen. Vokalen sidder i skabet, og hun virker allerede som om, at hun er for stor til festivalen. Og det er ikke kun en god ting, for på en eller anden måde er det som om, at man ikke helt kan mærke det – at hun godt ved, at scenen er for lille til hende. Måske er det fordi, at man kommer lige fra Skt. DeLarge, måske er det fordi hendes relativt bløde Synthpop skulle være placeret tidligere på dagen. Uanset hvad, så skal det nok blive godt, når hun igen står for en lidt større udfordring, end at skulle gøre det bedre end helt uprøvede musikere.
Tidligere på dagen optræder Markus.waw. Og selvom bassisten har skills til at joine nærmest hvilket som helst etableret band, så er det altså svært at blive overbevist om, at det er Danmarks næste store stjerne man ser, når der er problemer med at ramme både vokalens tone og takt. Apropos skills, så er Himmelrum værd at fremhæve. På hver deres instrument formår de at fremmane en slags syrerock, der til tider bliver orgasmisk på grund af deres samspil og talent. Men man kommer også til at tænke på, at en orgasme bliver bedre, hvis der bliver bygget op til den over tid.
I morgen kan SPOT Festival fejre 25-årsjubilæum med et mangfoldigt program, der både rummer nye håbefulde talenter, men også etablerede og internationale kunstnere. Vejrudsigten spår både om regn og tørvejr. Det bliver ikke sol over Gudhjem, men over Smilets by —og skulle dråberne endelig falde, er det godt, at Regnsky dækker festivalen og (stort set) kun regner med søde dråber. Her er vores guide til de 15. koncerter, du ikke må misse over weekenden.
TORSDAG
Mekdes – Torsdag d. 2. maj kl. 14:00, SPOT Royal + Lørdag d. 4. maj kl. 16:30, Atlas
Jeg føler, at Mekdes er en lille skjult skat, som ikke alle har opdaget endnu. Efter at jeg hørte hendes seneste single ‘On My Mind’, var jeg hooked. Mekdes er lige dele soul, blæret vokal og radiopotentiale, og jeg håber, at det hele går op i en højere enhed, når hun indtager Atlas lørdag eftermiddag. – Line
FREDAG
I Think You’re Awesome & Aarhus Jazz Orchestra – Fredag d. 3. maj kl. 17:30, Rytmisk Sal, Musikhuset
I Think You’re Awesome er et jazz-band med aner fra indie- og instrumentalrock-scenen. Bandets medlemmer er børn af 90’erne, og deres lyd kan bedst beskrives ud fra bandnavnet, for deres frie og ubundne forhold til jazzen er helt og aldeles awesome! Første gang jeg stiftede bekendtskab med I.T.Y.A’s eventyrlige lydunivers varpå P8-Jazz (skud ud!), og jeg blev straks tryllebundet. Måske er det fordi deres musik minder mig om andre favoritter som Girls in Airports eller Bremer McCoy, der begge har et uafhængigt forhold til jazzens dogmer og regler. Nummeret Be Kind to Your Neurosis føles som at vandre i en løssluppen tankestrøm, og jeg håber, at den er med på setlisten, når bandet fejrer deres 10 års jubilæum akkompagnement af Aarhus Jazz Orchestra i Musikhuset. Det kan kun blive godt! – Laura
School of X – Fredag d. 3. maj kl. 18:30, Aarhus Congress Center
Det er efterhånden noget tid siden, at der sidst kom nyt fra Rasmus Littauers alias School of X. Heldigvis har jeg haft ‘Faded. Dream.’ EP’en fra 2017 til at holde mig med selskab i mellemtiden, og sikke et dejligt selskab! Rygtet går heldigvis på, at der er et mini-album på vej i år. Jeg er helt sikkert at finde til School of X’s koncert, hvor jeg glæder mig til at høre favoritterne ‘Words’ og ‘Las Vegas’, men også i den grad til at høre, hvad det kommende album har at byde på. – Line
Pish – Fredag d. 3. maj kl 19.30, Aarhus Congress Center, Club Stage & kl 13.00 på Il Locale.
Vi har på Regnsky skrevet en del om norske Kakkmaddafakka, og det er slet ikke sikkert, vi er færdige med det endnu. På SPOT er vi så heldige at få besøg af Påls sideprojekt Pish, og det er en koncert, jeg vil opfordre alle til at opleve. Hvis man skal prøve at karakterisere de to brødre i Kakkamaddafakka, så virker det som om, at Axel er den vilde og uregerlige med den store stagepresence, hvor Pål er den mere eftertænksomme og musikalske, men dem der har været til en af deres koncerter ved, at han langt fra holder sig i baggrunden og lader andre stjæle rampelyset. Måske er netop det pointen med projektet, som mest af alt er blød indiepop tilsat nogle af Kakkmaddafakkas notoriske glade toner. – Rasmus
Efterklang – Fredag d. 3. maj kl. 21:15, Store Sal, Musikhuset
4,5 år er der gået siden Efterklang gav deres eftersigende sidste koncert i Danmark, men tror man, at de tre barndomsvenner fra Sønderborg har været på pause eller i opløsning, kan man godt tro om igen. Siden 2014 har bandet udvidet deres musikalske repertoire med filmindspilninger og særoptrædener på nogle af verdens mest prominente scener. I følge bassist og manager i bandet, Rasmus Stolberg, er Efterklang ikke kommet tilbage for at ændre musikscenen på SPOT. Til gengæld har de i sinde at præsentere numre fra bagkataloget, som de ikke har gjort i mange år. Efterklang er en af de bands, der gør mig ekstra stolt af mit modersmål. Bandet har nemlig skabt et ultra-gennemarbejdet og unikt lydunivers, som rører noget for stort set alle aldersgrupper, og som har gjort indtryk på tværs af landegrænser. Efterklang er for mig lyden af en let klingende vindfanger i et hypnotisk parallelunivers, som dels fortryller til ekstase, men også leder ud i et storslået uvejr, hvor alting vendes og drejes som i animationsvideoen til Mirador. Bandets æstetiske pladecovers og musikvideoer er ualmindelig gennemførte – og så er det ekstra cool, at designeren bag værkerne, Nan Na Hvass, også har lavet Regnskys webdesign. Jeg glæder mig helt vildt til at opleve koncerten i Musikhuset, og kan kun opfordre til at stille sig i kø i riiiigtig god tid. – Laura
David44 – Fredag d. 3. maj kl. 21:30, Åbne Scene, Godsbanen
Godt nok clasher koncerten med Efterklang, men måske man kan nå lidt af begge dele. Hvis du er til populær- og pisse fed popmusik har du sikkert allerede stiftet bekendtskab med dansk/islandske DAVID44 i radioen. Hvis ikke? — Ja, så kan jeg ikke forklare dig, hvad der er gået galt … Davíð Ólafssons elektroniske popmusik sætter gang i enhver dansehofte med euforiske nattefest-stemninger, byder på hjertelige sjælere, og så er det tæt på umuligt ikke at synge med på omkvædet på Levitate. Nummeret er pakket ind i dynamiske basgange, som også særligt kommer til sin ret på nummeret Burn, og får mig til at tænke Daft Punk. Begge numre er at finde på debutalbummet Truth, som ramte gaden tidligere på året, og som højst sandsynligt også bliver luftet på den Åbne Scene. Jeg er spændt på om Godsbanen kommer til at smelte en smule, når den unge popgletjser lægger vejen forbi SPOT med sin islandske soul og charme. – Laura
M.I.L.K. – Fredag d. 3. maj kl 22:00, Voxhall
Hvordan kan man have mange millioner streams på Spotify og på en mystisk måde samtidig være totalt undergrund? Hmm … you tell me, men det beskriver på mange måder M.I.L.K., med det borgerlige navn Emil Wilk. Efter at have udgivet “Following The Sun” i 2016, har M.I.L.K. fået samlet sig en fanbase på tværs af Europa, og samtidig holdt sig som et ret ukendt navn i hjemlandet. Men mon ikke at nogle singler fra det kommende debut-album rammer de helt store playlister og radiokanaler? Andet ville virkelig undre mig. For M.I.L.K. har en fantastisk soulet og elektronisk lyd, og en perfekt evne til at skabe feriestemning og good vibes i sine produktioner. Jeg bliver i hvert fald altid i godt humør, når min playliste shuffler til et M.I.L.K. track! – Line
NATKAT – Fredag d 3. maj kl 22.30, Radar
Den 90’er nostalgiske bølge vil ikke slippe sit tag i ungdommen. Jeg købte et par Air Max Tailwind IV i en OG retro fra 99 for nylig. If you know – you know. Om end jeg måske er ved at være for gammel til lidt for hurtige sko (skortig? Skhurtig?), så nyder jeg den kæmpe inspiration fra 90’ernes hiphop og RnB i Natkats musik. Det er de helt bløde og flødefyldte rytmer, og det indbyder til hurtige sko og smalle solbriller. Croptops. Rottehaler. Bøllehatte. Champion-trøjer. Alt det gode i livet. Jeg ser i hvert fald frem til at flashe mine nye sneaks til den her fest. – Rasmus
LØRDAG – SØNDAG
Bremer McCoy – Lørdag d. 4. maj kl. 14:30 i Den Rå Hal, Godsbanen.
Jeg var så heldig at opleve Bremer McCoy sidste år på Bremen, og deres skiver har siden da været førende prioriteter på pladespilleren — helt særligt i de sene timer. Bandet består af Jonathan Bremer på bas og Morten McCoy på klaver, orgel og tape-delays. Jeg husker tydeligt deres jordnære ydmyghed over ikke at have spillet på konservatoriet. En detalje der fremkommer særdeles ligegyldig, når de spiller, og man vitterligt ikke kan afgøre, om de har gået på kons eller ej. Det er også ligemeget. For det er kærlighed, nærvær og originalitet, der driver musikken — To essentielle ingredienser, som Bremer og McCoy har med, når de inviterer publikum med på en meditativ rejse, hvor det er okay at blive melankolsk. Jeg glæder mig til at blive beroliget af svævende melodier og drømme mig væk i Den Rå Hal. – Laura
Frida Diamant – Lørdag d 4. maj kl 17.00, Radar
Frida Diamant faldt jeg tilfældigt over på SPOT-playlisten på Spotify, og det tog mig kun én sang at opdage, at hun har sin helt egen lyd. Mange håbefulde unge kvindelige musikere falder lidt i elektronisk produceret pop og sart og skrøbelig vokal-fælden. Og det er der intet galt med, det er bare ikke min smag. Frida til gengæld er sgu en stærk sangskriver med en elektrisk guitar og et enormt potentiale. For mig er det her årets opdagelse. Så må vi se, om hun kan omsætte sine sange til en stærk liveoptræden. Andet ville dog overraske mig. – Rasmus
Kogekunst – Lørdag d. 4. maj kl. 15:30, Trailerscenen eller kl. 22:30, TAPE og Himmelrum – kl. 22:00, A-Huset.
Kogekunst og Himmelrum har danmarks bedste opskrift på en himmelsk koger. Jeg så begge bands, da de gæstede ALICE tidligere på året, og det var rasende godt! Læs her hvorfor du ikke må gå glip af Kogekunst og Himmelrum, når de lægger vejen forbi SPOT, når særligt Kogekunst højst sandsynligt får smilets by til at leve op til sit navn. Jeg glæder mig, og ved allerede godt, hvad jeg skal høre på repeat fredag morgen inden SPOT-programmet løber af stablen. – Laura
Goss – Lørdag d. 4. maj kl. 19:30, Aarhus Congress Center
Første gang jeg hørte ‘I Want to Know?????’, anede jeg ikke hvem Goss var, og hvad det egentlig var for en mærkelig sang. Efterfølgende er hans musik vokset på mig big time, og jeg er vild med Goss’ unikke blanding af det elektroniske og analoge. På den ene side er sangene svævende og abstrakte, og på den anden side er de super veldrejede og catchy popsange. Særligt MØ-samarbejdet ‘There’s Just So Much A Heart Can Take’ fra den seneste EP ‘Homeland Security’ er blandt yndlingssangene. Jeg var så heldig at snuppe en billet, da Goss optrådte til Red Bull Stripped Session for et par måneder tilbage, og jeg glæder mig som et lille barn til at høre det hele live lige om lidt. – Line
Selma Judith – Lørdag d. 4. maj kl. 20:30, Voxhall
Jeg har været så heldig at opleve Selma Judith live før, og det første jeg tænkte var “Hvornår spiller hun igen???”. Det gør hun heldigvis på SPOT, og hvis du ikke er der, så går du seriøst glip af noget. Skrøbelig, ærlig, tatoveret, harpestillende … ja, mange ord kan beskrive Selma Judith og hendes fantastiske, tilbagelænede lydunivers, men en ting er helt sikker: Selma er det nye, og det er fuldt fortjent. Der er allerede masser af sing-along potentiale til “Kind of Lonely” og “Colder”, og mon ikke også publikum får lov at høre helt nye sange? Jeg krydser fingrer, og begiver mig mod Voxhall lørdag aften. – Line
Dengue, Dengue, Dengue – Søndag d. 5. maj kl. 01:00, Den Rå Hal, Godsbanen
Den peruvianske electroduo er blandt hovednavnene på SPOT og er med til at afslutte festivalen natten til lørdag med deres håndlavede masker, syrede visuals og en eksperimenterende lyd, jeg ikke kan beskrive sammenhængende. Derfor har jeg lavet en liste over ord, der falder mig ind, når jeg jeg lytter til de sydamerikanske DJ’s:
Blæsende balkan-bongo, rituel stammedans om bål, footwork folk, salsa og solnedgang, syretrip på savanne, Den Sorte Skole, klesmer-hypnose, kædedans og karneval med krager, sydlandske sangfugle, spanske strenge, sex og sambuca, Herbie: Head Hunters, jungle og Jumanji, tribal techno, Henrik Vibskovs tekstiler som musik, parkour, Darkside: Psychic, syriske sækkepiber, lasterstråler, KOKOKO! Gameboy Advance, skæve slagtøjsinstrumenter, trope trance, JAJA! – Tropical Birs Club, Hanz Zimmer filmmusik, syg psytrance, dåse-dub, Tintin og Soltemplet, finurlige fugle og parringsdans på BBC wildlife.
Måske giver de mening. Måske gør de ikke. Måske er det slet ikke meningen, de skal, måske er det mig, der er skør… Måske skal du bare blive oppe lørdag nat og ryste alle de farverige halefjer – Laura
Med gennemsyret postrock og pisset pop-poesi på menuen dækkede ALICE i lørdags fint op til Himmelrum og Kogekunst, som var en del af programmet på Vinter Jazz. En kulinarisk kulmination, der skulle vise sig at være forbløffende godt stegt – og som solgte ud på det lille spillested.
Himmelrum var de første, der med deres lange hår, orientalske smykker og lakerede gule negle indtog scenen. Bandet består af fire venner, som krydsede klinger på Aurehøj Gymnasium i 2014. Siden har de udgivet to instrumentale albums, hvoraf den sidste, Free Camping Romania, som blev udgivet fra Honeyland Records sidste år, var i højsædet på ALICE. Pladen er resultatet af et roadtrip ned gennem Østeuropa, hvor der blev jammet på gader, i skove og på strande, og hvor omgivelsernes tilfældige lyde har fået frit lejde.
På ALICE kunne de fire unge flippere let gå for at være trådt direkte ud af en tidsmaskine med Woodstock Festivalen i den anden ende. Dog var 70’ernes fredsfyldte kærlighedsmusik erstattet med ambient krautrock og fusionsjazzede udskejelser. Med en almægtig trompet som det bærende led, bragende rytmer fra den oprejste trommeslager og bidende toner fra de to guitarister, skabte Himmelrum en storslået luftopstigning, der for en kort stund krængede sjælen ud af kroppen og tilbage igen – i hvert fald for mit vedkommende. En følelse, der kan være svær at beskrive, da den på samme tid er smuk og kaotisk, men som måske kan fornemmes på det 21 minutter-lange nummer Fårehyrde, der fylder halvdelen af den nye skæring – ja, faktisk hele B-siden, hvis man er typen, der foretrækker at høre sin musik på vinyl. Nummeret starter i en repetitiv og opbyggelig motorik, der bliver afbrudt af en støjende sammensmeltning af tunge guitarskyer, tiltagende trommehvirvler og kakofonisk trompet, der rev publikum gennem et heftigt uvejr på ALICE.
Kvartetten skabte dystopiske himmelstrøg, der var meget langt fra Philadelphia-reklamer med yndefulde engle, der svæver rundt på hvide skyer og spiser flødeost. Badet i en atmosfærisk lilla tåge startede bandet en nedtælling til dommedag, der med mystik og kosmiske rumlyde, skabte dragende associationer til Nicolas Jaars sideprojekt, Darkside – specielt på titelnummeret Free Camping Romania.
Dog var hele koncerten ikke dyster og melankolsk; lysere, transcenderende numre som Brian og Symphisodon fik også plads, og mindede om de fire sidste numre på Mobys legendariske Play.
Som et overraskende element havde de fire venner medbragt et analogt lysshow fra den danske lyskunstner Fabriksejer, som projekterede eksperimentelle live-optagelser fra koncerten op på bagtæppet med grafiske effekter indover. Det skabte en unik og syret oplevelse af at være til fremvisning af en psykedelisk artfilm og samtidig til koncert.
Trompethymner fra Himmelrum og Fabriksejers lysshow. Foto: Laura Fromm
Himmelrums lydbillede var helstøbt, og den instrumentale musik kunne sagtens bære sig selv. Skal der sættes en finger på noget, kunne vokalerne (som heller ikke er med på pladerne) godt være udeladt. Det blev desværre lidt for pløret og rablende, og musikken tabte noget af tråden i larmen. Jeg savnede reallydende fra de østeuropæiske campingpladser, og så kunne der godt være skruet en anelse op for lyden – skud ud til dig, lydmand! Ellers var koncerten en kuriøs oplevelse i topklasse, og jeg takker for den personlige hilsen på pladen.
Skæv signatur fra Himmelrum. Foto: Laura Fromm
Selvom oplevelsen med Himmelrum kunne have været en yderst fyldestgørende oplevelse i sig selv, var vi, som trompetisten Carlo Janusz Becker gjorde publikum opmærksom på, ”kun halvvejs” igennem aftenen. Efter trommeslagerens håndsoprækning og et ”skål” i en cult shaker blev grydeskeen kastet videre til Kogekunst.
–
Den aalborgensiske duo bestående af Simon Mariegaard og Oskar Krusell satte for alvor gang i dansefesten og heftige håndsoprækninger med excentrisk pop-poesi og børnehavehits. De to ærkejyske kogehoveder udsendte sidste år det fængende og facetterede album SEXEDE fra pladeselskabet Marathon Media International. Albummet med den tillokkende titel er som en improviseret simreret, der er blevet krydret med så mange forskellige genrer, at den er svær at definere – Og så er den nok også umulig at kokkerere, hvis man ikke hedder Simon og Oscar, har en skrue løs og kommer fra ålleren.
Simon fra Kogekunst synger salen op. Foto: Laura Fromm
Da Kogekunst åbnede låget til madpakken, steg en vulgær vellugt i vejret, som forvandlede ALICE til en støjende, smuk og sjov legeplads, hvor plastikskovlen var byttet ud med el-spade og resten af sandkassens legetøj med synthesizer, trommer og bas. Duoen demonstrerede solide sangskriverevner, der med medrivende og følsomme bekendelsessange emmede af genkendelige hverdagssituationer – men også af sjofelheder og plat poesi.
Med lyse, kraftige krøller og mikrofonen dirrende i hånden stirrede Oscar iført wifebeater og et lille smil på læben ud mod publikum gennem kronisk kogeren øjne, som om han havde afsløret summen af hele salens dårskaber. Sammen med Simon kunne de godt minde om en gakket udgave af Simon and Garfunkel, og jeg måtte flere gange sætte spørgsmålstegn ved, om jeg var til komedie eller koncert. Det gik hurtigt op for mig, at netop kombinationen af disse to elementer var det, der gjorde aftenen til en rar og bizar oplevelse.
Nogle kender måske Kogekunst fra hittet Kan ikke vente til i morgen med den yderst syrede og gennemførte Walter og Trofast-agtige stopmotion-video, hvor modellervoksformer uden formler og en mager ståltrådsmand jammer løs i et fiktivt øvelokale. Der er lidt ’prol eller art’ over nummeret, og ud fra den ophedede stemning efter dets udførsel, må jeg klart hælde til det sidste. På hittet strakte vokalen sig fra det dybe og dovne til en klar og skinger falset, der gjorde det vanskeligt at vurdere, hvad der egentlig blev sunget. Ligeledes var det svært at bedømme fordelingen af seriøsitet og ironi gennem hele lyduniverset, men det kunne også være det samme, da resultaterne var sindssygt catchy og charmerende – og i fredags var det fandeme svært at vente til i morgen!
Jeg må indrømme, at jeg var oprigtigt rørt under introen til en sød og genkendelig vuggevise, hvor Oscar indledende synger ”hun kan ikke sove”. Jeg må også indrømme, at jeg ikke havde set det komme, at det faktisk virkede temmelig fedt, da sjæleren blev punkteret af primitive gloser om pik og åbne huller. Det virkede råt og realistisk og formåede at holde sig inden for de poetiske rammer uden at blive alt for SUSPEKT.
Lyduniverset mindede om en fusion af First Flush og Mikael Simpson – bare i en noget mere udskejende form; specielt på nummeret med det buldrende trip-hop-beat Saltvand Pt. 1, hvor teksten ”det er saltvand, der drypper på mit hår” udgør omkvædet. Nummeret blev senere samlet op på Saltvand Pt. 2, akkompagneret af en vrængende guitarsolo, hvor Oscar holdt om instrumentet, som var det en maskinpistol lavet til masseødelæggelse. Væbnet med spaden hoppede han ned fra scenen,og pløkkede publikum med skramlende krautrock-patroner.
Alt i alt var koncerten den perfekte afslutning på en aften med instrumentalrock og elektronisk avantgarde i gryden. Jeg blev intuitivt revet med på de formeksperimenterende bekendelsessange, hvor lydstyrken spillede hele vejen igennem.
Begge bands skabte et intimt og nærværende rum af den slags, man sommetider kan være heldig at opleve med nichebands, der umiddelbart ikke har vakt flertallets bevågenhed. De var begge fuldt ud til stede, og udtrykte en ærlig og oprigtig glæde ved at skrue op for blusset og varme stemningen op til en himmelsk koger.
Himmelrum og Kogekunst er helt sikkert navne, man kommer til at høre mere til, og jeg kan ikke vente med at se, hvad de to originaler har på menuen næste gang. Jeg sender skoldhede anbefalinger (også til de to udgivelser nedenfor), og håber ikke, at jeg derved prikker hul på nicheboblen.
Himmelrum – Free Camping Romania og Kogekunst – SEXEDE. Foto: Laura Fromm
