Kan man sætte folk fri ved at begrænse deres adgang til information? Er deltagelse muligt uden klare rammer? Hvordan kender man forskel på uhæmmet kreativitet og planløse tilfældigheder? Henrys Dream var fuld af spørgsmål. Gæsteskribent Freja Mannov Olesen og jeg gav den som ”dreamers” fra fredag til lørdag og søgte at finde svar. Vi fik både bullshit og smukke drømme.

Lasse: En fyr i blå kjole og rævemaske drejer langsomt om sig selv. Ikke langt fra ham står en kvinde i hvid kjole og gør det samme. Blikket i hendes øjne er fjernt, drømmende muligvis, og jeg fornemmer, at det også er meningen, jeg skal drømme. Vi er netop ankommet til Henrys Dream, som viser sig at blive en rejse gennem både skidt og kanel. Det er fredagens performancematiné der er i gang, hvor en masse performere i forskellige kostumer gør ting (mest noget med at dreje rundt) i slowmotion på festivalpladsen. Performancekunst kræver en særlig disciplin og intensitet for at virke. Jeg gjorde mit bedste, men havde svært ved at se andet end mennesker, der i mangel på bedre drejede rundt om sig selv i tøj fra fritterens udklædningskasse. Hvorfor skriger slowmotion og rævemasker af den store kliche om performance?

Freja: Mit bud er, at det blev kliche, fordi der manglede en tydelig plan, det virkede lidt tilfældigt. Jeg blev i tvivl om, hvorvidt det var festivalgæster på syretrip eller faktiske, professionelle performancekunstnere. Den usikkerhed kan selvfølgelig have været en pointe i sig selv, men dens effekt faldt til gulvet – måske fordi omgivelserne heller ikke virkede gennemtænkte. Det rå industriområde med både fabriksbygninger og øde ørkenlandskab gav en dejlig forladthedsfølelse, så derfor var det ærgerligt, at udsmykningen virkede ligeså tilfældig som performerne. Lidt båndsalat blæste i vinden fra et træ. En gennemsigtig hule af blonder. Selvom jeg i princippet var velkommen til at pynte op selv, følte jeg mig ikke inviteret til andet end at tegne lidt i en rusten jernkonstruktion foran den elektroniske scene ”Temple”. Jeg havde set frem til at ”deltage” i hvad som helst og ligesom gå helt med på hippiediskurserne om fællesskab og et opgør med tid og rum, men jeg følte mig faktisk lige lovlig overladt til selv at dimse rundt og rundt og rundt. Hvornår følte du at festivalen tog dig i hånden?

Dorit Chrysler – Avalanche

Lasse: Festivalen tog mig først rigtig i hånden, da vi så noget så konventionelt som en helt almindelig koncert med Dorit Chrysler. Det var en rigtig fin eftermiddagskoncert. Klassisk enmands-opstilling med maskiner og sang. En efterhånden meget udbredt koncertstil, som Chrysler mestrede fint, selvom hun havde bøvl med computeren, der midt i en sang helt egenrådigt begyndte at spille en anden sang. Det kunne måske have været startskuddet til en performance om maskinernes frie vilje…? Det var i øvrigt lidt tilfældigt, at vi opdagede Chrysler-koncerten, da festivalen holdt programmet hemmeligt for publikum. Ideen var at befri os fra skemalægning og planer, så vi i stedet kunne gå rundt og opleve ”frit”. Det føltes dog mere tilfældigt end frit. Og det var svært ikke at blive lidt irriteret over, at festivalen på den ene side krævede stærk deltagelse, men på den anden side træf en masse valg på deltagernes vegne ved at tilbageholde information. Holder det at ”sætte folk fri” vha. uvidenhed eller bliver det i praksis snarere til en bedrevidende dikteren fra arrangørernes side? Er tilgængelighed forudsætning for deltagelse?

Freja: Mit korte svar på det tanketunge spørgsmål er: ja, en vis tilgængelighed er faktisk en forudsætning for deltagelse. Eller sagt på en anden måde: Der er nødt til at være nogle spilleregler, nogle rammer eller bare skitser, når man sådan vil bryde festivalnormer for første gang. Vi undrede os jo over hvad arrangørerne mon mener med ”deltagelse”? Deltager man ved sin blotte tilstedeværelse? For så var der fuld smæk på interaktionen! Jeg oplevede i stedet at ”deltagerne” (læs: festivalgæsterne) gjorde hvad man kunne forvente af dem, nemlig at købe øl, høre musik og chille i solen. For de blev ikke opfordret til andet, og det skulle man nok have gjort meget direkte, hvis ønsket var at gæsterne skulle lege iværksættere i det helt nye koncept. Nuvel, i modsætning til mange andre festivaler var der stort set ingen kø til nogle af de mange barer, og vi fik os mangt en lækker drink og bajer. Vejret var helt perfekt, og folk var unge, smukke og glade. Og efter nogle timers mellemfornøjet dalren og drikken, vendte vores held! Lasse, prøv at beskrive det indvoldsrystende lykketræf på Temple – for slet ikke at tale om containerdrømmen?

Peckerhead Terror – You Fucking Asshole
https://soundcloud.com/peckerhead/you-fucking-asshole

Lasse: Wow, det var som et trylleslag, da enhver følelse af slaskede strukturer og manglende fokus blev knust mod Peckerhead Terrors stengulv af speedcore/splittercore/terror/rave og så videre, altså technoide genrer der kører i et unaturligt højt tempo og er karakteriseret ved en særlig uforsonlig lyd. Netop det uforsonligt stringente ved Peckerheads techno var vidunderligt befriende. Her var en performer der turde tage stilling og stikke en klar syl ind i solskinsdagens dovenskab. Heldigvis viste det sig at være startskuddet på en ret fantastisk aften. Kort tid efter stod vi nemlig i kø til festivalens største performanceområde, der bestod af en stor fabrikshal, hvor der befandt sig syv containere med hver deres særlige oplevelse gemt bag stålet. Igen havde festvalen lavet et sært tilgængelighedssystem: For at komme ind skulle man på et særligt tidspunkt tidligere på dagen have hentet et nummer. Informationen herom var imidlertid kun tilgængelig via ”word-of-mouth”. Ideen var at det skulle skabe deltagelse, men det skabte nok nærmere eksklusion. ”Livet er ekskluderende” sagde en festivalmedarbejder til mig, da jeg kritiserede konceptet. Jeg troede, det her skulle være en drøm? Anyway, vi blev lukket ind. Og så blev det til gengæld en drøm! Jeg blev først ført ind i en container, der var indrettet som en lille stue i gammeldags stil: En plyslænestol, tæpper, pladespiller. Der var rodet og så ud som om nogen havde gennemsøgt rummet eller holdt en voldsom fest. I stuen mødte jeg to personer, der fortalte mig, at de levede som deres bedsteforældre i håb om at forstå dem bedre. Jeg fordybede mig i samtale med dem. I cirka tyve minutter snakkede vi om deres historie, om muligheden for at forstå andre mennesker, og hvad det vil sige at være lucid dreamer (dvs. i sine drømme at være bevidst om, at man drømmer (hvilket jeg tilfældigvis ofte er)). Vi dansede også til en gammel vals på grammofonen, og til sidst opstod der et meget intimt øjeblik. Bedstemoren bad mig hjælpe med at finde en forsvunden genstand i et skab. I skabet fandt jeg i stedet hendes hånd. Fra hver vores side af møblet holdt vi hinanden i hånden bag skabslågerne, mens hun spurgte mig, hvad jeg havde fundet. Jeg forklarede at det var en ung mands levende, varme hånd – bedstemoren var nemlig en ung fyr. Det var alt sammen meget specielt og spændende. Hvad oplevede du af sære, vidunderlige ting i din container, Freja?

Freja: Ligesom Otto Brandenburg viser den unge Ivan den magiske container, hvor han finder ud af, at hans alterego, Gummi-Tarzan, er en superhelt, var også min container en smutvej til et fabelagtigt fantasiunivers. Jeg blev efterladt med bind for øjnene, og efter jeg selv havde taget det af, stod jeg overfor en smuk og eksotisk præstinde-heks, og en ung, bleg kvinde i en kiste. Jeg blev straks beordret ned i kisten, og lå der, småstiv og forvirret over faktisk at blive bedt om at deltage i deres skøre, indforståede leg. Det er ikke til at sige, om der var en fortælling, men jeg blev bedt gentagne gange om at stoppe – ”It’s your dream, why are you doing this? Stop it!” – selvom jeg bare lå der og følte mig fjollet og uskyldig. Og lidt overrasket over al den sensuelle og erotiske energi, jeg oplevede mellem os tre. Men fordi det absurde trickspørgsmål blev gentaget så mange gange, havde det den interessante effekt på mig, at jeg faktisk følte mig skyldig. Hvorfor gjorde jeg det? Freud kunne have haft en fest over at analysere de tanker, der blev sat i gang! En anden positiv bivirkning af containerbesøget var, at vi faldt i snak med en masse andre festivalgæster, som vi kunne genkende fra køen. I modsætning til den forcerede idé om word-of-mouth, havde vi nemlig et fælles udgangspunkt for at komme i kontakt, og det var spændende at høre om andres oplevelser. Var det her, at festivalen viste sit fremtidige potentiale?

Lust For Youth – Chasing the Light

Lasse: Helt klart. Det var festivalens første år, og det betyder naturligvis, at man må afprøve sine ideer og se hvad der fungerer. Konklusionen herfra må være, at de bør fokusere mere ensidet på de performances, der kan bære det fokus og den intensitet som det kræver. Jeg havde i hvert fald blod på tanden til mere containerdrøm. Samtidig var netop containerdrømmen et godt eksempel på, at rigtig deltagelse kræver klare rammer og grundig forberedelse. Aftenen sluttede med en fin koncert med Lust For Youth, der meget passende gav fornemmelsen af den søgende sindstilstand, der præger os unge. Som børn af den vestlige velfærdsverden står vi altid med udfordringen at undslippe prædikater om forkælelse og indholdsløshed. Det var også en kamp Henrys Dream måtte tage, og det lykkedes måske kun delvist at slippe ud på den anden side. Lad os håbe at de engagerede og dygtige mennesker, der står bag, giver det en chance til næste år.