I Danmark går der to podcastværter til en podcastlytter.
Til trods for det store og flotte udbud af podcasts indenfor alle tænkelige kategorier er vi på Regnsky glade for omsider at hoppe med på bølgen.
I Regnsky Podcast vil lytterne både stifte bekendtskab med bloggerholdet, der på skift sætter spot på tendenser og festivaler, samt nogle af landets mest spændende musikere.
I vores første udsendelse er Heartland Festival omdrejningspunktet, som vores bloggere Morten og Rasmus går igennem, inden festivalen løber af stablen torsdag. Her kommer de forbi anekdoter om tårer ved skumringstid og om midaldrende mænd, der drikker gajolshots om morgenen og vin i glas om aftenen, ligesom de fortæller, hvad man bare må høre på årets festival.
Hele udsendelsen varer knap 20 minutter og kan afspilles i Soundcloud-appen eller nedenfor.
Man kan instruere sin egen musikvideo og proppe den med fem linedancere, en fyr med spraytan-hud og hugtænder, der spiller violin på en billedramme og klaprer på et ergonomisk computertastatur.
Det har Daniel Lopatin aka. Oneohtrix Point Never gjort på ‘Black Snow‘, der er førstesinglen fra det kommende album Age Of, der udkommer 1. juni på Warp.
Men du behøver gudskelov ikke at kunne tyde plottet i musikvideoen for at være dig underholdt. Dertil gør musikken mere end tilstrækkelig et tilstrækkeligt stykke arbejde.
Med Black Snow træder Oneohtrix Point Never et skridt væk fra de dekonstruerede lyde, der udgjorde albumforgængeren Garden of Delete fra 2015. På den nye single tyer OPN istedet til melodiske og minimalistiske pop-riffs, mens Daniel Lopatin selv (i samarbejde med Anohni) leverer vokalsiden.
Dagen før albumudgivelsen, 31. maj, kan man opleve Oneohtrix Point Never på Heartland Festival.
På fredag den 14. juli udsender britiske Oh Wonder deres andet officielle studiealbum. Vi mødtes med Josephine Vander Gucht og Anthony West til en snak om det nye “Ultralife”-album og deres turnéliv, da de besøgte Danmark og Heartland Festival i juni.
På papiret er det bandets andet album, men langt hen ad vejen føles det som Oh Wonders første egentlige album. For det selvbetitlede debutalbum var nemlig i højere grad en samling af 15 singler, der egentlig ikke var skabt til at passe sammen. Debutalbummet opstod nemlig ud af et dogme, hvor Josephine og Anthony havde besluttet sig for at udgive ét nummer om måneden over et år.
Det må være en del anderledes for jer denne gang, hvor der er tale om et rigtigt album så at sige… Josephine: Ja, det føles sådan. Det er underligt at sidde på så mange sange og så dele dem alle sammen på én gang, når vi var vant til at udgive en sang om måneden sidste gang. Anthony: På samme tid er det underligt at udgive sange fra albummet, for du har mest bare lyst til at dele det hele og sige: “Det er sådan her, det skal lyde!” Den 14. juli bliver en god dag, når vi endelig udgiver “Ultralife”.
Hvordan har processen med at lave albummet været denne gang? Anthony: Vi var på turné i… Josephine: …halvandet år… Anthony: …og da vi kom hjem, tog vi direkte i studiet. Josephine: Mere eller mindre. Vi tog til New York i en måned og skrev halvdelen af albummet der, og så skrev vi den anden halvdel, da vi kom tilbage til London. Og så indspillede vi det hele over en periode på to-tre måneder derhjemme, hvilket var så skønt, fordi vi havde været på farten virkelig længe. Det var fantastisk bare at kunne stå op, lave morgenmad og så bruge 12 timer i studiet. Anthony: Mere end 12 timer vil jeg sige. Josephine: Haha, ja okay, 20 timer i studiet. Anthony: Ikke så meget søvn. Det var godt!
Min oplevelse med “Oh Wonder”-albummet var i høj grad, at jeg på en måde selv var med til at bygge det. Hvordan var det for jer? Josephine: Haha, ja. Det var rigtig meget sådan. Det føltes som en samtale mellem os og andre mennesker. Vi lavede ikke albummet i et vakuum. Det mere sådan: “Her er en sang!” Og så ville vi få feedback med det samme. Det var som at have tusindvis af mennesker overalt i verden som dommere på hver eneste sang. Det var fantastisk og et kæmpe privilegium for os. Anthony: Det bedste ved at være et band er at udgive musik, så at kunne gøre det hver eneste måned er helt fantastisk.
Jeg har lyttet til de nye singler, og umiddelbart synes jeg, at de virker lidt mere forskelligartede i forhold til genrer og stilarter. Er det bevidst? Josephine: Ja, vi har forsøgt at eksperimentere. Det første album var åbenlyst lavet uden noget perspektiv. Det var bare en sang, en sang, en sang… Anthony: Ja, sidste gang handlede det om sangene. Denne gang har vi fokuseret på helheden. Josephine: Præcis. Vi har lavet albummet som en helhed, som man bør lave et album. Anthony: Det er bare mere dynamisk. Vi har haft muligheden denne gang for at sige, at vi har brug for en massiv sang som den anden sang, eller hvad det nu var. Vi er meget tilfredse med, hvor vi er endt op, hvilket er mega cool.
Hvilken sang er jeres yndlingssang fra det nye album? Josephine: Min yndlingssang er nok det sidste nummer, “Waste”. Anthony:: Min er åbneren, “Slip Away”. Den har et lækkert groove. Josephine: Alt det i midten er lort!
Hvad vil I gerne sige med “Ultralife”? Josephine: At det er okay, at der er tidspunkter, hvor du ikke føler, at du kan overskue livet. Og at det er lige så okay at vide, at der er dage, hvor du har det ultra og fantastisk og føler dig uovervindelig som en superhelt. Den næste dag kan du så igen have det forfærdeligt og ikke have lyst til at forlade dit hjem. Altså at det hele er helt almindelige følelser. Anthony: Alle skal igennem det. Josephine: Det skal vi også, når vi er på tour. Albummet er meget personligt på den måde. Vi har virkelig taget vores personlige erfaringer fra turnélivet og puttet dem ind i albummet. Ubevidst. Det var ikke planlagt – det er bare endt sådan.
Hvordan har I det med at være på turné? Josephine: Det er helt utroligt fedt! Anthony: Jeg tror, at fordi vi kom frem gennem Spotify og Soundcloud, så er vi ikke store ét sted, hvilket er fantastisk. Vi er meget heldige, at vi ikke kun er store i det nordlige England. Vi får lov til at tage på turné i hele verden. Der er nogle steder, vi ikke har været endnu. Vi har ikke været så meget i Asien, så der skal vi hen i næste måned (juli, red.). Og vi skal til Sydamerika. Josephine: Vi får lov til at se verden. Anthony: Det er vi meget taknemmelige for. Vi er nok først hjemme igen i 2019, haha!
Hvordan har I det med det? Josephine: Det er ret utroligt, men det betyder selvfølgelig, at du går glip af en masse almindelige ting såsom dine venners fødselsdage. Min mor er ret irriteret, for jeg har ikke været hjemme til hendes fødselsdag de sidste tre år. Anthony: Der er en del ofre. Du går glip af hverdagsting. Josephine: Ja, alle de ting, som det går op for dig, er vigtige i livet. Mennesker har ambitioner om at blive popstjerner og rejse verden rundt, men hvad der i virkeligheden er fantastisk, er din familie, dine venner, at passe på dig selv. At skabe et hjem et sted… De ting er virkelig vigtige. Så hver gang, vi er hjemme, prøver vi at samle alle omkring os og virkelig presse det sidste ud af de timer, vi har. Det får dig til at sætte meget større pris på de ting. Anthony: Og det får dig til at sætte pris på søvn… Josephine: Ja, vi sover aldrig.
Jeg har læst et sted, at I ikke vil være store, berømte popstjerner. Vil I det? Josephine: Åh, Gud nej! Anthony: Jeg vil stadig ikke være berømt. Josephine: Vi er ikke berømte, så det er ok. Det ville være forfærdeligt. Anthony: Det er bare en del af det at være et band. Det er den side af det, du virkelig ikke har lyst til at være en del af.
Hvordan vil I undgå at blive berømte? Josephine: Jeg tror, at folk, der bliver berømte, i høj grad bliver det, fordi de gerne vil. Se på sådan en som Adele. Hun er nok en af de mest kendte musikere i verden, men vi ser hende aldrig. Vi ser en masse andre bands til events men aldrig Adele. Du læser aldrig om hende i aviserne. Hun bliver formentlig aldrig forstyrret på gaden. Hun siger, at hun går tur med sit barn i en park i London, og at ingen stopper hende, fordi hun har markeret sig som en, der ikke søger berømmelse eller spotlyset eller at være en del af hele kendiskulturen. Det er en svær balance, men hun har været smart. Anthony: Der er en linje et sted, og hvis du krydser den, bliver du forstyrret resten af dit liv. Så… Vi prøver at undgå at krydse den linje!
Hvad vil I gerne opnå? Josephine: Jeg ved det ikke. Alt, hvad jeg gerne ville opnå, har jeg allerede opnået. Anthony: Vi er færdige! Haha. Ej, vi har ingen forventninger. Det er den primære ting. Jeg mener, at hvis du har forventninger, vil der være et pres for, at du skal indfri dem. Hvorimod hver eneste dag for os bare er en fantastisk bonus. Vi havde aldrig troet, at vi skulle spille en koncert; hverken i Danmark eller et andet sted i verden. Så det er meget specielt. Josephine: Mit personlige mål er bare at bevise over for folk omkring mig, der fortalte mig, at det var umuligt, at du kan leve af at lave noget, du elsker. Og det gør jeg nu, så selv hvis det sluttede i morgen, kunne jeg sige: “Hey, jeg gjorde det!” Anthony: …og nu går jeg på pension! Josephine: Haha! Mit nye personlige mål er at blive bedre til at nyde hvert øjeblik af det. For det virkelig nemt at blive fanget i, at jeg er træt, jeg har ikke sovet i tre dage, og alt er lort. Anthony: Og det er nemt at få ind i hovedet, at vi spiller en koncert i 2018, men vi spiller altså i dag her i 2017. Josephine: Ja, vi er i Danmark i verdens smukkeste omgivelser. Lad vær med at bekymre dig om alt det andet. Bare vær her. Bare det at sidde her (i artist village, red.) på festivalen er sikkert nogens drøm. Og det her er bare én dag. Det er vigtigt konstant at minde dig selv om at nyde det hele, for det er nemt at komme til at glemme.
Det lykkedes mig at fange Troels Abrahamsen og David Krogh Andersen fra VETO på årets Heartland Festival til en snak inden deres første liveoptræden i fire år.
Hvorfor er I stadig relevante?
Det spørger vi jo også jævnligt os selv om. Det ved jeg ikke. Relevante i hvilken sammenhæng?
Jamen det virker lidt som om, I har været ude af rampelyset i nogle år.
Ja, vi har i hvert fald været ude af sådan en hypernostalgisk branche, der ikke kan gi’ folk to minutter til at slappe af, før de skal komme med noget nyt. Men ja, det kan du godt sige, vi har. Og når man gør, så hedder det et comeback, ik?
Er det så et comeback, I laver her senere?
Nej, det synes vi jo ikke. Vi har jo arbejdet, imens de fire år er gået. Selvom vi ikke har spillet koncerter, har vi stadig lavet musik. Jeg ved sgu ikke… Relevans? Hvem er relevante? Og hvorfor er de det?
Bisse er måske relevant? (Spillede koncert samtidig med interviewet, red.)
Men hvad er det for en sammenhæng, du mener relevant i?
Jeg tænker det i forhold til…
Det er jo sådan en præmis, hvor det skal være nogle nye artister hele tiden.
Det er jo lidt sådan, at når man er journalist, så har man et aktualitetskriterie, man lidt skal leve efter…
Det SKAL man ikke… Men det gør man.
Nej, okay, det SKAL man ikke, men det gør man for at gøre redaktøren glad. Så… Man har ikke hørt noget fra jer længe, og I har ikke udgivet noget ny musik siden ’13; I har ikke spillet koncerter de sidste mange år, så det er på baggrund af det, jeg spørger, om I stadig er relevante.
Vi føler jo ikke, at vi tilraner os noget som helst; det er jo jer, der afgør det. Det er dig, der afgør, om vi er relevante. Du sidder jo og snakker med os nu, kan man sige.
Og der må jeg sige touché.
Det er meget, meget svært at svare på pga. præmissen om relevans, fordi jeg forstår godt, hvad du mener, når du siger det, men det er også et spørgsmål, der ligger i en branche, der er så total hyper, at det er helt sindssygt, fordi enten skal man være (mumlende amerikansk accent) Brews Springstream og være en evergreen. Det kører bare, og der er ingen, der stiller spørgsmål. Der er jo ingen, der spørger ham, om han er relevant. Men så kommer den der underlige alder, som vi er i nu, hvor vi ligger sådan midt i det hele. Vi er ikke helt nye, vi er ikke helt gamle. Og hvis du er helt ny, så har du også automatisk en relevans, så det kommer an på, hvad præmissen er. Er det ud fra et kunstnerisk synspunkt? Eller er det ud fra, at der er en vis størrelse kage af opmærksomhed til folk, og der er nogen, der ikke har ret til at tage et stykke af den kage, fordi de er for irrelevante?
Jeg kan godt lide din kage-analogi…
Jeg kan sagtens finde masser af kunstnere, som, jeg også synes, er irrelevante i nogle sammenhænge, men som i andre ikke er det.
Jamen så tænker jeg, hvorfor skal man tage at komme til jeres koncert i aften?
Fordi vi er de eneste, der spiller på det tidspunkt. Åndssvagt at stå nede i den anden ende med en fadøl, når man kan stå her. Ej, det skal man gøre, fordi man selvfølgelig gerne vil høre, hvad vi laver. Det der med relevansen, det er også sådan lidt – altså hvem fanden gør noget relevant? Hvis der er et publikum, så er man vel relevant for dem.
Det er stadig også den der præmis med, at vi skal sælge os selv hele tiden. Vi skal hele tiden være i sådan en “sale-mode”, hvor vi hele tiden skal forklare, hvorfor vi er så skide meget mere interessante end alle de andre. Og det er vi ikke. Vi er bare et band, og vi har lavet en plade, og vi elsker at spille sammen, og vi har lavet noget musik, som vi synes er ret fedt, og vi har nogle folk omkring os, som umiddelbart også synes, det er fedt, og de hjælper os med at få det ud. Jeg ved sgu ikke…
Jeg synes, jeg har fået svar på spørgsmålet, så lad os hoppe videre!
Jeg synes, det er mega fedt at snakke om. Det kan også blive sådan noget navlepille noget, hvor man sidder og snakker om ingenting og ens processer og sådan noget, og det er jo dybest set ikke særlig interessant for særligt mange… Dét er irrelevant! Hvis noget er irrelevant, så er det det… Men det er bare, der er også en eller anden grundlæggende præmis, som alle bare køber, og som er svær ligesom at komme ud af. Den der måde at tænke musik på. Hvad er det, der er relevant, og hvad er det, der er irrelevant.
Man er vel relevant for nogen, og så er man irrelevant for andre. Sådan er det vel for helvede altid med alting. Det giver jo mening for nogle mennesker. De kommer så og hører nogle koncerter med os; det er jo bare dejligt. Og så er der nogle, der ikke gider komme, og ved du hvad – så er vi nok irrelevante for dem. Det kan man jo for helvede ikke gøre noget ved.
Spørgsmålet er jo egentlig, om hvorvidt man er relevant nok. Hvis man er relevant nok, så kommer man vel på en festival, hvor man kan blive spurgt af en journalist, der har taget sig tid til at booke et interview: Er I relevante? Så er det jo selvbesvarende. JA, det må vi jo så være.
Touché!
Ja.
Hvorfor er det lige nu, I vælger at komme tilbage?
Det er fordi, vi er færdige med vores plade. Vi har brugt tiden på at gå rundt i et sommerhus og spille alt muligt, og så har vi brugt en del af de sidste to år på at få raffineret det, vi har lavet der, sammen med vores producer Mikkel, som har hjulpet os rigtig meget med at få styr på det og få fundet en eller anden form, som også giver mening, og som har en relevans. Så har vi så brugt noget krudt på selve indspilningen her i den sidste fase, og nu er den i gang med at blive mikset.
Og ind imellem alt det er vi blevet spurgt, om vi vil spille på den her festival. Så havde vi det sådan, at det kunne være meget sjovt, og det er også en anden slags festival at spille på, end hvis nu vi f.eks. spillede en af de mere etablerede festivaler. Så ville det måske være sværere at træde ind i den lige pludselig. Her er der ligesom en anden præmis, som er noget med, at der sker noget nyt hele tiden; der står hele tiden nogen med skum i hovedet eller et eller andet kunst-agtigt, så der er en præmis om, at her må man gerne få en ny oplevelse. Her skal man måske lige lytte lidt mere, så det tænkte vi bare var et godt sted at få lov til at prøve at spille noget af det nye materiale sammen med det gamle og se, om vi overhovedet kan sætte det sammen og få tingene til at fungere sammen.
Er der noget, I selv ser frem til at se på Heartland Festival?
(Troels) Jeg ville faktisk rigtig gerne ned og se The Cinematic Orchestra, som spiller lige nu, mens jeg sidder her og snakker med dig. Så hvilken relevans har du lige nu i forhold til det?
Jeg kan forhåbentlig skaffe jer noget god PR…
Ej, det gad jeg faktisk rigtig godt at have set, og så gad jeg godt se Cat Power.
Ja, det gad jeg også godt. Jeg gad godt rundt og se nogle flere ting, men når man selv skal spille klokken 12 (midnat, red.), så bliver det hele sådan lidt ødelagt for mig. Så er det det, der er i fokus, og så har jeg svært ved at leve mig ind i andre ting, må jeg erkende. Jeg synes, de har et mega interessant program, og der sker en masse spændende ting, og jeg gad godt høre nogle af de der talks, men jeg kan simpelthen ikke fokusere på det nu.
Nu her næste uge, når Frank Ocean aflyser Northside – står I så klar?
Nej.
Nej. Vi afløste jo for Mumford & Sons i sin tid. Det var et utaknemmeligt job på mange planer, og vi oplevede også, at vi blev bedømt meget anderledes, end vi havde prøvet tidligere, og det var faktisk ret ubehageligt. Det er ikke, fordi vi er tyndhudede, men der var sådan en fornemmelse af, at så var der et eller andet ekstra, man skulle vise, og så skulle VI have skylden for en hel masse og skuffelsen og sådan…
Ja, det var en meget underlig præmis. Vi kan jo kun komme og være os. Vi kan jo ikke komme og være Mumford & Sons.
Men hvor vil du hen med det?
Jeg vil bare høre, om I skal spille på Northside.
Det skal vi ikke. Ikke som afløsere i hvert fald.
Jeg tror kun, jeg har fået set jer én gang, faktisk. Det var til Nykøbing Falster festuge.
HAHA NÅ JA, det var dernede på torvet. Det var en koncert, ik’?
Vi har spillet mange mystiske steder, hvor man droppede ind og tænkte, ja, så spiller vi her.
Et center i Brasilien og en eller anden mærkelig byfest i Tyskland.
Jeg har ikke flere spørgsmål.
(Troels) Nej, jeg synes, det er en god idé at gå til folk. Det kan jeg godt lide. Det synes jeg, man skal gøre. Det var meget lødigt, synes jeg.
Tak skal I have. Jeg glæder mig til koncerten senere.
Nu hvor Northside er færdig, kan vi kigge lidt tilbage. Under årets Heartland Festival fik jeg mulighed for både at opleve og efterfølgende interviewe debutanten August Rosenbaum. 30-årige August har tidligere lavet musik med bl.a. Quadron og Mø, men har nu besluttet sig for at gå solo. Koncerten på Heartland var hans første solokoncert – nogensinde. Jeg fangede ham efterfølgende til en snak om at få debut på Heartland og hans nye album, han har lavet sammen med Robin Hannibal.
Vil du ikke bare starte med at fortælle lidt om August Rosenbaum?
Jeg er pianist og laver musik. Jeg har spillet med Quadron i nogle år, så har jeg udgivet nogle plader selv, men mest bevæget mig i jazz-verdenen. Det her jeg laver nu, er egentlig bare for at lave noget musik, der er tættere på, hvor jeg er nu. Jeg har brugt mange år på at turnere med andre folk og lave musik til andre folk, så nu vil jeg gerne lave solo. Jeg har en plade færdig, som jeg har lavet sammen med min ven Robin Hannibal, som jeg har brugt mange år på. Den betyder meget for mig, og den har taget lang tid, og nu er den færdig, så nu skal den bare have det liv, som jeg synes, den fortjener.
År ligefrem?
Ja, der har bare været så meget andet også. Og han bor i USA, og jeg bor her, så vi har bare kunnet arbejde på den, når vi havde tid til det. Nu er den done!
Hvornår udkommer den, og hvad hedder den?
Den udkommer til november, og den hedder Vista.
Hvordan forløb din debutkoncert?
Jeg synes, det forløb virkelig fucking dejligt. Det er klart, når man har brugt så lang tid på at forberede sig, så kan tingene godt stige en lidt til hovedet, og man bliver sådan lidt nerveagtigt, men sådan var det bare ikke. Det var totalt dejligt at spille med mine venner og bandet, og folk lyttede. Det er jo sådan noget instrumentalt musik, så hvordan fa’n får man folk fanget?
Ja, jeg så, folk sad ned?
Det er totalt fint. Bare de lytter, så er det gået godt.
Du synes også, publikum tog godt imod det?
Det synes jeg helt bestemt.
Jeg tænker, det kan vel godt være en udfordring at skulle spille ukendt instrumentalt musik for folk?
Det er nærmest en umulig udfordring, så jeg synes virkelig, jeg er meget overrasket og glad. Jeg håbede, det ville være sådan.
Hvordan har du så forberedt dig, nu hvor der er lidt udfordringer ved den her koncert?
Jeg har fundet præcis de mennesker, jeg gerne ville lave et band med. Det er jo noget med at komme med noget musik til folk og sige “Hey, nu skal vi gøre det her sammen. Vil I gøre det med mig?” uden det bliver sådan noget, nu hyrer jeg lige jer. Jeg ville gerne bruge tid på, at finde de rigtige. Det er musik, der er lidt svær at få hovedet omkring.
Hvem synes du, din musik henvender sig til?
Jeg synes, min musik henvender sig til mig selv – og mine venner. Det er det, jeg fokuserer på. Det betyder ikke, jeg laver musik til mig selv på sådan en kig-dig-selv-i-spejlet-måde, men jeg er glad, hvis den rammer så bredt som muligt. Jeg er totalt overbevist om, at det kan ramme ung som gammel, at alle kan finde noget i det, de kan lide. Der er eksempelvis mange akkorder i min musik. Det er der ikke i så meget musik i dag.
Er din musik måske ikke lidt for musik-aficionadoer, der kan sætte pris på det?
Det tror jeg ikke. Måske er det?
Altså jeg tænker bare, det er instrumentalt, og allerede der er det udfordrende at lytte til, så jeg mener, at man skal have noget bevidsthed omkring musikken for at forstå det?
Det er også fuldstændig rigtigt. Det er jo ikke radio-musik på den måde. Man skal finde det, fordi man er interesseret i det. Det er måske også bare derfor, jeg siger, det er mig selv, fordi jeg er nysgerrig og leder efter musik.
Kan man overhovedet genrebestemme din musik?
Det er svært. Jeg tror, soundtrack-musik er meget godt. Det rummer mange genrer.
Men et soundtrack kræver vel, at det bliver holdt op mod et eller andet? En film, eller?
Jo, men vi kalder ligesom hele projektet “Score in search of a movie”. Der er nogen, der siger, jeg er klassisk musiker, og der er nogen, der kalder det jazz, og det har jeg heller intet problem med. Jazz er fedt, altså!
Men det er alt sammen noget, der kræver, at man er enormt dygtig?
Ja, og det er bare det, jeg gerne vil kommunikere, at det kræver ikke en speciel musikalsk kunnen eller viden at blive rørt af ting, og det er det, jeg synes, der er fedt ved filmmusik, det er det eneste rum, man hører musik, hvor man ikke har de der ører skruet på, og man ikke skal være mega dygtig for at høre det. Musikken i Stanley Kubricks film er et eksempel. Man ville ikke høre det for sig selv, eller jo måske ens 65-årige morfar ville gå ind og høre avantgarde klassisk musik, men det fungerer vildt godt til billeder.
Men er det så ikke også svært, når du netop ikke har den visuelle side?
Min egen idé med det er, at hvis du har været 16 år og kørt på cykel og været forelsket, så har jeg hørt AIR f.eks. Og AIR’s plade Moon Safari osv. har jeg hørt enormt meget. Den er ikke til nogen film, men jeg får en eller anden vibe. Det er et soundtrack til mit liv og til min cykeltur. Det er også vildt god musik at køre bil til. Man får den der “rejse”. Det er selvfølgelig også totalt fedt at have noget visuelt til. Prxjects-samarbejdet giver vildt god mening, fordi jeg gerne vil have nogen, der kan hjælpe mig med at lave noget mere end en video, man går ud og skyder med sine venner, men man behøver altså ikke at skulle høre det live.
Hvordan var det at have så priviligeret en scene som Heartland til sin debut?
Det var rimelig sindssygt.
Var du nervøs?
Ja, jeg var meget nervøs!
Hvorfor tror du, at du var nervøs?
Jamen det er nok noget med, at man sagtens kunne have startet et mindre sted. Al begyndelse er bare begyndelse, der er nogle erfaringer, man først får sig med tid, og derfor havde det jo været svedigt at spille på Stengade eller noget. Det her er bare mange mennesker at præsentere det for første gang. Det er mega nervepirrende.
Det er ret vildt at starte på Heartland..
Det er mega fucking sindssygt at starte på Heartland!
Hvad synes du om Heartland generelt?
Jeg er lige kommet i dag, og har ikke hørt musik og sådan noget, men jeg kan godt lide blandingen af musik og talks. Jeg kan vildt godt lide, at eksempelvis Werner Herzog bare sidder og fortæller.
Nu er du jo gået solo. Du har lavet noget med andre før. Hvad er dine forventninger til fremtiden?
Jeg prøver at holde fast i, at jeg gerne vil lave ting, jeg synes er sjove. Jeg synes, det var vildt fucking optur at lave den her plade med Robin, som jeg så godt kan lide og deler så meget musik med. Han er et af de sjoveste mennesker, jeg nogensinde har lavet musik med. Det er altid sjovt. Derfor har jeg også bare så meget kærlighed og energi omkring det her projekt. Jeg vil gerne gøre alt det, der skal til. Spille live og rejse med det. Jeg har en kommende turné i 18 og lidt koncerter i efteråret. Mine forventninger til fremtiden er også, at det er ok, at min musik er lidt forvirrende, og at jeg er lidt ukendt. Jeg tror, det var David Byrne, der sagde: “Hvis du gerne vil tjene penge, så gør en ting, og så sørg for, den er så bred som muligt, og blive ved med at gøre det, fordi så bygger du et publikum op, og så ved de, hvad de kan forvente”. Jeg har egentlig ikke specielt meget lyst til at folk skal vide, hvad de kan forvente.
Så du vil gerne overraske?
Ja. Jeg vil gerne gøre det, jeg selv synes er fedt, men kun gøre det, hvis jeg synes, jeg er god til det og gør det godt.
Der er vel også noget økonomisk, der skal køre rundt?
Det er der, men jeg er vokset op i en familie, hvor min mor er skuespiller og min morfar er musiker, og tilgangen er, at “Du tager de jobs, du kan få”, der har jeg lidt prøvet at sige, at jeg gør det her, jeg gør, og hvis folk synes, det er fedt, holder jeg fast i det.
