Die Antwoord lukker hele showet af Foto: Mathias Bak Larsen
Det er altid spændende at se, om en ung festival kan overleve den udfordring, dårligt vejr skaber. Alle der var på Northside i 2017 oplevede, hvor svært det kan være for festivalen at følge med, når himmelen nådesløst åbner sig. Heartland 2019 lagde ud med en forholdsvist regnfyldt torsdag. Det gjorde, at alle ankomne måtte slå deres telte op i regnvejr, og det er aldrig fedt at starte en festival ud med et vådt telt. Tidligere har Heartland været utroligt heldige med vejret, og trods den regnfulde torsdag, var de heldige igen. Det var aldrig på skybrudsniveau, og da det først blev tørt holdte det resten af festivalen.
Nu skal det her ikke blive en ”hvis vi ikke har noget at snakke om, så kan vi altid snakke om vejret”-artikel, men jeg ville lyve, hvis ikke jeg sagde, at det fyldte noget.
Hvilket jo egentlig er sjovt, at det gør, fordi det er vitterligt det eneste, måske sammen med aflysninger, som man ikke kan gøre noget ved fra festivalens side af. Heartland er en velsmurt V8-motor, der altid fungerer. Jeg kan ikke sætte en finger på eksekveringen, fordi jeg synes, de gør det så sindssygt godt. Derfor er jeg nødt til at klage lidt over vejret. Lidt sur skal man jo være, når man møder ind på kontoret i dagene efter at have været på en fantastisk festival, og har lidt svært ved at acceptere hverdagen igen.
Hans Philip foto: Nicolai Hildebrand
Heartland, du er fantastisk, og du bliver ved med at udvikle dig. Der var større forskel på 2017 og 2018 udgaverne, end der var på i år og sidste år, og det vidner om, at Heartland har fundet den struktur, der passer. De store scener lå samme steder, og det lignte faktisk i store træk sig selv fra sidste år. But why would you change a winning team? Det gør du jo kun, hvis du er Pochettino og starter Kane i stedet for Lucas I DEN STØRSTE KAMP I KLUBBENS HISTORIE, SELVOM HAN SCOREDE HATTRICK I SIDSTE KAMP OG DERMED EGENHÆNDIGT BOOKEDE PLADSEN I FINALEN…
Nå, men det skal ikke handle om fodbold, selvom det var på manges læber om lørdagen. Det svømmede med Liverpool-trøjer på pladsen, og jeg kan forestille mig, at festivalen har haft et kæmpe dilemma i forhold til, om de skulle vise Champions League-finalen. Jeg endte med ikke at se den og prioritere festivalen, men jeg kan godt forstå dem, der gerne ville se det.
Så det var et Heartland plaget af vejrmæssige udfordringer og interessen for en fodboldkamp. Men det var også et Heartland, der er så skide veludført, at man kun kan elske det.
Jeg vil ikke bruge så lang tid på at gå i dybden over det musikalske, fordi jeg havde så mange gode oplevelser, at jeg kunne skrive en roman om det. Men jeg vil alligevel lige fremhæve Erika de Casier og First Hate som dem, der rangerer i min personlige top. Prxjects-scenen var blevet flyttet ud i skoven, og den er fandme dejlig, den scene. I hvert fald for os der gerne vil følge med i vækstlaget i dansk musik.
Erika kommer til at spille større scener i fremtiden. Foto: Maja Kongegaard Bramm
Udover de mindre, danske navne, så leverede de større, danske navne bestemt også mindeværdige øjeblikke. Minds er som altid sublime, og de har sat deres egen barre så højt, at de kun kan skuffe, men aldrig gør det alligevel. Hans Philip var tilbage og stod og var helt sart på en scene, med sin nye og mere introverte musik. Det klædte ham ikke at kunne gemme sig bag Ukendt Kunstners fest-koncerter.
Et sidste skud ud skal gå til Die Antwoord, der faktisk skabte Heartlands første moshpit. Og der var faktisk mere end et. Det lykkedes for Heartland at smide det polerede og vise ægte kant i 2019 og minde os om, at det jo faktisk er en festival og ikke bare et folkemøde for kultureliten.
Vi ses sgu i 2020, og jeg glæder mig til at se, hvad I finder på til mig næste gang.
Drengedrømmen om albumudgivelse og Roskilde-koncert er allerede gået i opfyldelse for GENTS. Så hvordan kommer man videre derfra? Skal GENTS vare for evigt, og hvordan føles det at sidde i sauna-gus i Moskva? Vi har mødt den unge synthpop-duo.
GENTS er efterhånden ikke just et ukendt navn i det danske musiklandskab, men de er heller ikke up-and-coming længere. De befinder sig et sted, hvor de har udgivet et album, spillet på Roskilde og netop været på Europa-tourné, men de er heller ikke blevet folkelige. Netop dette ville jeg gerne snakke med Theis og Niels om, så det var med stor fornøjelse, at jeg mødte dem på årets Heartland Festival.
Hey, drenge. I har lige været på sådan en mega svedig Europa-tour, og I spillede også rigtigt meget i Rusland?
Niels: Vi spillede tre koncerter i Rusland!
Det er for sejt. Hvordan gik jeres Europa-tour?
Niels: Jamen, det gik godt. Koncerterne i Rusland var bare sådan en weekend for sig, vi tog.
Theis: Sådan en halv uge, ja. Det lå oven i Mors Dag, som åbenbart er gigantisk i Rusland. Man tænker, at det bare er sådan en oldschool kønsopdeling i Rusland, men Mors Dag er dagen, hvor alle holder fri og ferie, og alle blomsterbutikkerne har udsolgt. Men det er så nok bare fordi, at resten af året, der er hun så bare i køkkenet, tænker jeg.
Er det sådan noget med, at man kan se det på gaden?
Theis: Fuldstændig. Altså, vi spillede jo onsdag aften klokken 01.00 om natten, men folk havde ferie, så det var okay.
Men Mors Dag er da en søndag, er det ikke?
Theis: Nej, det var faktisk slet ikke Mors Dag. Det var kvindernes kampdag, men de brugte det som en Mors Dag.
Niels: Ja, de har bare kaldt det mors dag. det er ikke sådan en dag med “lad os tage en samtale om, hvordan vi synes det går med ligestillingen”. Det er mere sådan en “Mor, du er så dejlig, du skal have en buket blomster”.
Det er måske heller ikke lige Rusland, jeg tænker, når jeg tænker ligestilling..
Theis: Nej, det er meget sådan en machokultur. Vi har også oplevet det i sådan et mande-saunagus i Moskva, hvor der kun måtte være mænd. Så sad man bare og spiste pil-selv rejer og drak fadøl og vodka, og så havde folk businessmøder derinde. Så kunne man leje et bord og sådan noget. Så handlede det lidt om, hvem der kunne holde varmen ud længst og sådan. Det var meget macho-agtigt.
I forhold til hvor bange, de er for homoseksuelle, så synes jeg da, at det er fascinerende, at man kan sidde i sådan en mandesauna og så bare være en mand.
Niels: Jeg tror, det er fordi, der er noget super macho-agtigt over at udholde varmen. Så jeg tror, det kommer det sted fra. Det er sådan noget, man ser. Jeg har også været til saunagus i Valby Svømmehal. Jeg tænkte, at det var mere sådan Politiken Plus-mennesker, der tager til det. Men det er det nok også inde på brokvartererne, men her var det folk med Dannebrog tatoveret, der snakkede om Brøndby IF. Så det var også lidt om udholdenhed. Saunakulturen er super tvedelt. Der er både noget med wellness, og så er der noget med macho.
Når jeg kigger på jer to, så ligner I ikke umiddelbart to russiske mafiabosser, så hvordan tog de imod jer i forhold til jeres looks?
Niels: Vi var jo nøgne, kan man sige.. Såå…
Ja, OK, men nu tænker jeg mere til koncerterne, haha.
Niels: Pisse god stemning.
Theis: Der var ikke så meget machostemning. Det var mere young.
Niels: De russiske indiekids.
Er der sådan en glødende subkultur, der synes, at det alternative er fedt?
Niels: Det tænker jeg. Der var jo mennesker. Og der var mennesker, der kendte det. Vi kender også mange, der har været ovre og spille. First Hate-drengene har spillet rigtigt meget eksempelvis. Jeg ved ikke, om vi bliver skrevet ind i en eller anden fortælling om at være en del af en gruppe eller en scene.
Altså synthpop-scenen eller dansk musik-scenen?
Niels: Jeg tror, det er synthpop-scenen.
Theis: Jeg tror, de holder meget øje med København.
Hvordan endte I med at skulle spille i Rusland?
Niels: Vi fik sgu bare en mail, du.
Theis: Fra en fyr der hed Sasha, som satte det hele op. Det er også ham, der har booket First Hate og sådan.
Fedt. Jeg så jeres koncert på SPOT-festival. Det var et imponerende opbud. Man kunne slet ikke komme til. Så tænkte jeg, de der GENTS-drenge, de er lige på randen af et stort gennembrud. Hvordan har I det i forhold til jeres placering lige p.t.?
Theis: Vi har følt en eller anden form for overgang på det seneste. Der har været et eller andet skifte fra at være et up-and-coming-act, som folk skal have forklaret, til noget hvor man i nogen fora bliver taget mere seriøst, når man er mere etableret. Det er en stor tilfredsstillelse og en motiverende faktor for ens arbejde.
Ja, I havde et lidt tarveligt tidspunkt midt på eftermiddagen, men alligevel var der helt pakket på Scandinavian.
Theis: Ja, det var meget overvældende. Det er helt klart de fleste mennesker, vi har stået over for.
Niels: Det og så Roskilde. Det er svært at sige, præcis hvor mange der har været. Måske omkring 3.000. Andreas (Vi ved ikke, hvem Andreas er, red.) sagde, der var omkring 3-4.000. Og han har gået på CBS, så han kan regne.
Theis: Haha!
Men nu går det jo meget godt med jeres karriere og jeres musik, så jeg er faktisk lidt interesseret i at høre, om I skal være GENTS resten af jeres liv?
Theis: Det er sjovt, du spørger.
Niels: Det skal man jo ikke udelukke! Jeg vil sige det sådan her. Jeg synes ikke, at det giver mening at investere så meget i noget, hvis man ikke synes, det skal være for evigt. 99% af ens forhold er jo ikke evige, men den fedeste måde at gå til verden på, er, at nu går jeg den her vej.
Theis: Det er fucking rigtigt. Det er ligesom med parforhold. Du kan ikke være kærester med nogen, du ikke tror på, du skal dø sammen med.
Niels: Nej, lige præcis. “Så kan jeg lige gøre det i to år, og så kan jeg finde på noget nyt”.
Theis: Hvis du har en kæreste, hvor du siger, at du ser hende “for tiden”, så er det jo ikke et sundt forhold. Men altså, da vi startede for fire år siden, havde jeg det måske sådan, at det var noget vi lige prøvede af. Det var et sjovt afbræk. Men jo længere tid der går, jo mere tænker jeg, at det jo ikke skal ende. Der er ikke nogen ting, som jeg føler, at jeg ikke kan leve ud i det projekt, så jeg bliver nødt til at have noget andet.
Har I noget, hvor I tænker, at nu har I “made it”?
Niels: Der kommer naturlige identitetskriser i løbet af sådan en karriere, som vi har og som vi har forfulgt og bliver ved med at forfølge. Jeg tror, man kan mærke det, når man ikke kan mere, men vi har det ikke sådan, at når vi har spillet Wembley, så stopper vi.
Theis: Sådan var det jo meget, da vi startede. Den der drengedrøm med at lave en plade og at spille på Roskilde.
Niels: Det afføder en kæmpe stor identitetskrise, fordi vi var så heldige, at vi fik lov til at opleve de to ting tidligt i vores karriere. Så hvad så nu? Så skal man bruge noget tid på at mærke efter, om man er noget mere end det.
Theis: Det bliver i hvert fald nogle mindre konkrete ting, man snakker om.
Så I er lidt inde i en udviklingsproces, hvor I også udvikler jer personligt?
Niels: Jeg synes ikke, der er nogen forskel mellem at snakke om personlig krise og professionel krise, når man gør det her. Det er det samme for mig. Man lægger hele sin person over i det, og det gør jo så, at man også selv er enormt skrøbelig. Men jeg tror hele tiden, det er sådan en revurdering af én selv, og det er ret hårdt at være i. Men jeg føler, at lige nu er vi et sindssygt godt sted, hvor vi bare skal gøre vores ting, og det er fucking dejligt.
Theis: At det hele er eskaleret gør, at der er en anden ro. Vi er mere selvsikre og har det fint med bare at gøre det, vi gør. Og så er det ikke fordi, det står og falder med, om man er booket til den og den festival. Vi er ret sikre på, at vi synes, det er fedt, det vi har gang i.
Da jeg så jer på SPOT, der virkede det også som om, I var i jeres es. I brændte bare igennem og var tilstede. I er jo ikke længere et up-and-coming-bands, men I er heller ikke Minds of 99 og fuldstændigt folkelige. Det synes jeg er ret fascinerende, hvor I befinder jer lige nu, sådan midt i mellem det hele.
Niels: Det er sådan et svært sted at være. Det er svært, fordi der er mange bands, og der er mange fucking gode bands. Og ikke alle får lov til at spille Roskilde, men i det mindste, når man ikke har prøvet den slags, så har man noget at hige efter. Lige nu bevæger vi os ind i et eller andet felt, hvor vi ikke ved, hvem vi skal sammenligne os med.
Theis: Det er jo svært at vide. Det skal man nok være musikanalytiker for at vide. Man kan mærke, at der er folk, der gerne vil høre det. Når man står i Moskva, og der står en fyr og har det for vildt over et nummer, man har skrevet oppe i et sommerhus, det er ret sygt. Det er det, der motiverer mig meget lige for tiden.
Cool. Er det første gang, I er på Heartland?
Niels: Ja.
Hvad synes I om det? Det er jo en lidt anderledes festival.
Niels: Ja, både og. Fordi et eller andet sted, så er det jo også bare folk, der drikker bajere og har det dejligt i solen.
Theis: Den er lidt mere voksen, hvilket passer meget fint, fordi man får gået i seng om natten og et bad om morgenen. Så er det jo bare et smukt område her.
Bor I også på campingområdet?
Theis: Ja, vi har lejet en campingvogn dernede.
Niels: Ja, vi har strøm og et kæmpe fortelt. Så sidder man bare der og chiller.
Ja, I er vel også bare på festival nu så (interviewet er fra dagen efter GENTS-koncert red)?
Niels: Ja, det må man jo tage med, så man også har det lidt sjovt, så det ikke bare er business det hele.
Jeg har ikke sådan flere spørgsmål, men er der noget, I har lyst til at sige til Regnskys læsere?
Niels: Mjaaah… Pas på jer selv! Husk at drikke vand! Ikke glem hvor du kommer fra! Keep it real!
Den bedste afslutningsreplik, jo. Tak for det, drenge.
Alex og jeg konkurrerer lige om, hvem der har den hurtigste brille på
Smuk magi opstår på Heartland. Det fandt Peter ud af, da han for to år siden fik et interview med Flaming Lips-forsangeren Wayne Coyne. I år var det min tur. Og jeg ved godt, der er en verden til forskel mellem Wayne Coyne og Alex Cameron, men det er en mand på vej frem, og det er mit første rigtige internationale interview, så det var en stor oplevelse. Næste gang bliver det Morrissey. Jeg siger det bare med det samme!
I’m glad you had the time to have a small talk.
I appreciate you taking the time to talk to me!
Yeah, I’d love to. I think you are quite an interesting persona and I loved the concert. It was really great. I also saw you at Roskilde last year.
Oh! Nice! I like that. Roskilde was fun.
It’s your fifth concert in Denmark in a year
Is it?
Yeah, you played five concerts. So what’s the appeal?
If you are an artist that knows what they are doing, you can tell when you play a show and the audience responds to your music. You feel included and you get motivated. You get a feeling that you want to get back to a place. So we’ve had a really good time playing here. And people have been really sweet to us. It’s one thing to go to one place, and there is a lot of people, it’s another thing to go to a place, and there is a good vibe. The spirit is great here.
So it’s more important to have the right crowd than a lot of people?
Yeah, and if you do it right then you get both, but that can take some time.
How are you received in Australia?
Australia has been a little bit behind Europe but that’s my home, so I’ve got a lot of fondness for Australia. We went back recently and did some nice sized rooms in Brisbane, Sydney, Melbourne and Perth. It felt really nice and it’s coming together there. The work is consistent and if I’m working, then I’m happy.
I have to ask. Do you like the Danes as much as they apparently like you?
I really like the Danes, man. Every now and then someone will pop up that really blows my mind. Today there was a security guard riding a segway and he was the most serious gentleman and he was deadly serious about his job, but that was obviously a little bit deflated by him choosing to ride a segway. That’s just a bit of seasoning. Every now and then you get somebody like that in Denmark, which makes me believe that there is something complex going on inside the minds of Danes.
What do you mean by complex?
I mean that in European countries it is sometimes easy to generalize between the cultures. You know. There’s something interesting going on here.
So you’ve visited two Danish festival, Roskilde and Heartland, what is your general impression of these?
They are really well run. People know how to do their thing. When you are a part of it as an artist it’s nice when it’s fluid and there’s no stress involved, and you don’t have to do any other thing than what your job is. Well, there’s a reason why Roskilde is popular internationally. It’s not a mystery. I always want to go back to where I have experienced a good spirit and vibes, you know?
Yeah, so if you were a spectator, what would you think?
Later I will walk around have drink and listen to some music, but I haven’t yet.
What do you want to hear?
I really want to hear The The!
Yeah, I just bought the t-shirt.
That’s a great t-shirt. Where did you buy that?
Merchandise right next to the big stage!
Cool. How much was it?
250 kr.
How much is that in Euros?
35 I think.
And what size is it?
Well, how tall are you?
How tall are YOU?
Erhm, 198 cm.
Yeah, me too. I might be one nine five. But I buy small because I like the fit. It fits you though. You look good, man.
I’m glad we had this discussion. In Denmark you are becoming quite popular with your onstage persona, so I’m curious as to, when you gain more succes, is it difficult to maintain your onstage persona as a failed entertainer?
What happens to me when I’m on stage…
(Vi bliver pludselig afbrudt af kvinden med mindst situationsfornemmelse i hele verden, og hun namedropper alle mulige nordmænd og noget med en eller anden festival, lige som jeg skal til at stille mit præmiespørgsmål. Det gør mig heldigvis ingenting, det er jo bare mit første internationale interview)
Erhm… What where we talking about?
(Passivt aggressivt *hehe*) The stage persona.
All that happens on stage to me is an amplification. And you kind of have to go with the gut instinct and take your mind of.
Yeah, that makes sense, but I was more curious about you onstage persona as a failed entertainer. What happens when the failed entertainer actually becomes succesful?
Ahh, I see! Well, there’s many ways to fail. I could have money in the bank and still be a complete failure. Right now I don’t have any money, so that’s my failure. So if you want to investigate all the reasons a person can fail it has nothing to with financial succes or notoriety.
And how do you fail?
I fail a lot. Emotionally I’m still learning about my self.
Is learning about yourself failing?
It takes multiple failures. If I have a brain explosion and get angry at the wrong thing or if I feel as if I’ve made the wrong choice in a social interaction with someone. These are what I’m exploring.
How would you define a loser?
Being a loser has a lot to do with wanting to be a winner too much.
In Denmark you would never be considered a loser as long as you keep on trying and never give up.
I like that. Persistence is important.
Are you persistent?
Yes but I don’t think it’s concious. Maybe other people would think so, but to me I am never doing as much as I should be doing. But in retrospective.. Holy shit I’ve put in a lot of work and a lot of hours. And for some reason it’s starting to pay off. I believe it’s my ability and my persistence that helps it pay off. So I agree with the persistent quality of the Danes.
Do you know the concept of the Danish “jantelov” or “The law of Jante”?
In Australia we have a thing called “Tall poppy syndrome”. So when a flower outgrows the rest of the poppies, you snip it. Because you don’t want it outgrowing. So if somebody gets too arrogant and loses vision of work ethics and beliefs except their own. Like they buy tickets for their own shows, is what we say. Then we chop them. So I like the idea of a level playing field.
How would your onstage persona fit into this concept of jante?
I think a lot of my songs are about delusion and about thinking you deserve to be a tall poppy, but in reality I don’t think that wanting to be a tall poppy is a good mentality. I don’t necessarily agree with snipping it, but it’s case by case, but I do think that my songs do involve that sense of thinking you deserve more than you have.
So the core concept is thinking that you deserve something you can’t gain?
I think it’s about thinking you deserve something just because of who you are and not because of the work you’ve done. You feel like you are owed privilege.
ARH men for helvede Heartland. Du er sgu virkelig det hele værd. Og med det hele mener jeg blandt andet de 2.000-2.500 kroner, man bruger på fadøl, mad og transport. Jeg mener også andendagstømmermændene på kontoret om mandagen, og jeg mener den gennemgående smerte, jeg har i knæ og hofter efter at have sovet på et 6 mm tykt liggeunderlag og løbet beruset rundt på Egeskov Slot i tre dage.
Heartland er noget helt særligt, og jeg synes ikke, det bliver sagt nok, hvor priviligerede vi er i Danmark over, at nogen har taget initiativ til at omdanne de fantastisk smukke omgivelser på Egeskov Slot til en endnu mere overdådig festival.
Udover at – uden sammenligning – være Danmarks smukkeste festival, hvor passer Heartland så ind i det danske festivalslandskab? Det er ligesom det spørgsmål, jeg har brug det sidste par dage på at rationalisere mig frem til.
Publikum:
Hvis du havde bedt mig om i sidste uge at definere den stereotypiske Heartland-gænger, ville jeg nok have beskrevet det sådan her:
Mellem 35 og 40 år gammel. Købestærk. Kulturinteresseret – i hvert fald i “den rigtige” kultur. Vild med Van Morrison. Kvalitetsbevidst. Oppe at køre over Svend Brinkmann. Københavner.
Der er lavet mange jokes om Heartlands publikum – og måske med god grund. De gjorde det i hvert fald ikke nemmere for sig selv med Mercedes-stuntet, som Morten og jeg vendte i vores podcast.
Det er eliten. Kultureliten, om man vil.
Det er sjovt at mænge sig lidt med eliten, og det er sjovt at falde i snak med folk og så efterfølgende finde ud af, at de er musikere. Dét elsker jeg Heartland for. Når man er der, er man virkelig en del af det rigtige crowd, og der er ingen snobberi at finde.
Jeg vil dog slå et slag for, at den stereotypiske Heartland-gænger, jeg har beskrevet, slet ikke har rod i virkeligheden. Der er fyldt med unge og glade mennesker. De fleste af dem er frivillige, og det gider de gamle jo ikke – de har penge nok til at løbe rundt og lege bon vivant med dertilhørende rosévin og skaldyrsbuffet. Det er nok Danmarks mest alsidige publikum i forhold til alder, og det er dejligt at være til fest med de “voksne”. At de så ikke er mere voksne, end at de fyrer den af, fordi de kun kommer ud én gang om året, er bare med til at gøre det hele meget bedre, og man kan møde hinanden i øjenhøjde – ung som gammel!
Folk dyrker yoga. Hvorfor har de ikke tømmermænd?!
Omgivelser:
Egeskov Slot er smukt, og parken og haven løfter Heartland op til et hidtil uset niveau af æstetik. Og det er fedt. Det er også fedt, at netop parken med hække og så videre gør, at der rent faktisk var relativt mange stedet at finde et skyggespot, hvor man kunne gemme sig for solens insisterende stråler. Det var ca. 30 grader, og der var ikke en sky at se på himlen. Hvis det havde været Roskilde Festival, var man brændt op levende, mens man kæmpede om de få pladser, agoraen tilbyder.
Koncerter:
Det bedste ved at være til C.V. Jørgensen-koncert er de kommentarer, man overhører fra publikum. Min favorit er “Spiller han ikke snart Costa del Sol?”. Nej, det gør C.V. Jørgensen ikke. Som i aldrig. Han spiller heller ikke “I en blågrå kupé” eller “Entertaineren”. Når C.V. en sjælden gang tager på tur, så gør han det på sine egne præmisser, og det må fans bare rette sig ind efter. Han er ikke til for dig – du er til for ham!
Der var også en gang, hvor tanken om, at jeg aldrig kunne komme til at høre nogle af mine yndlings-sange live, irriterede mig. Men hey, sådan er det jo også, hvis man er The Doors-fan. Forskellen er selvfølgelig, at Jim Morrison ligger på Pére Lachaise-kirkegården i Paris, og der bliver han sgu nok liggende. (Indsæt tam joke om zombier). C.V. lever i bedste velgående, og han kunne godt servere en hitparade for dig – hvis han gad. Men det gør han ikke. Han har taget det på sin kappe at belære nye som gamle fans om, hvilke af hans sange der er de bedste. Som resultat af det er det gået op for mig, hvor fantastisk et album, “Sjælland” fra 1994 er. Det har langt fra den samme hit-faktor som “Tidens Tern” og “Storbyens Små Oaser”, men det er til gengæld uden sammenligning et stykke dansk musikhistorie fra øverste hylde. Tak, C.V, fordi du belærer mig om, hvad jeg burde høre af din musik, og tak fordi du er taget på turné igen, så jeg kunne opleve min tredje (og måske fjerde på Roskilde) koncert med dig.
Ja, jeg mødte Alex Cameron. Det – og hans sandaler(!) – er jeg naturligvis lige nødt til at vise hele verden
En anden mand, der overraskede mig positivt, var Alex Cameron. Jeg var til lidt af hans koncert på Gloria sidste sommer, og jeg forstod simpelthen ikke, hvorfor folk var oppe at køre over det. Det forstår jeg nu. Med bundironiske tekster om elskerinder, der er 16 år gamle (og næsten 17, hvilket er den seksuelle lavalder i Australien) og et 45-minutters turboshow har Alex Cameron nu overbevist mig om, det han laver, er bundsolidt. Den persona, han optræder som, bliver supportet af vennen Roy Molloy på horn, som pludselig kastede sig ud i en anmeldelse af den stol, han sad og spillede på. Fantastisk i starten – super tåkrummende og akavet til sidst – ufatteligt morsomt hele vejen igennem.
Nu har vi snakket meget om Heartland som den her pæne festival, og netop derfor klædte Omar Souleyman-koncerten virkelig festivalen. Det var måske en ægte knald eller fald-booking, fordi det er lidt mere end joke, end det er en stor musikalsk oplevelse. Personligt elsker jeg manden med en ironisk distance, men hans indslag til den pæne festival, som Heartland er, var helt fantastisk. På en ikke-ironisk måde. Der var godt pakket foran Highland-scenen til årets sidste koncert, og det endte med, at der blev crowdsurfet, folk tog bukserne af, og der var en gut, der kravlede op i kablerne – den opførsel passer nok bedre til Distortion end til Heartland, men engang imellem er det godt, at der bliver revet lidt op i normerne.
Regnsky siger tak for i år til Heartland, men vi kan godt afsløre, at der kommer til at følge et par interviews i den nærmeste fremtid. Vi kan også godt afsløre, at vi bliver ved med at komme tilbage, så længe Heartland vil have os. Det er kun tredje år, festivalen kører, og det er spændende at se, hvordan det ender næste år. Forhåbentlig med mere bredde i hovednavnene, men ellers synes jeg bare, at Heartland skal fortsætte med at udvikle sig og turde prøve ting af. Det klæder en festival, og det virker til at være parolen på hjertelandet.
Grizzly Bear er ikke så meget et indierock-band fra USA, som det er et sammenvævet plaid af fire lige så store størrelser, der af en uforklarlig årsag stadig hænger sammen efter 15 år.
De fire bandmedlemmer er både hver for sig og sammen dygtige musikere, der rammer hver eneste tone, tangent, riffs og rytmiske krummelurer lige i røven. Men Grizzly Bear virker samtidig til altid at være én kunstnerisk uoverensstemmelse væk fra at blive splittet til atomer.
Derfor virker Heartland Festival-publikummets modtagelse af kvartetten fra New York ikke til at stå mål med den nærmest imponerende bedrift, det er, at bandet fortsat spiller koncerter og udgiver flotte albumudspil. Helt uden at rive hovederne af hinanden i processen. Bandets femte album, Painted Ruines fra 2017, og en efterfølgende verdensturné bragte torsdag bandet forbi Heartland Festival ved Egeskov Slot, og det blev modtaget med spredte klapsalver fra et mageligt og velbefindende publikum midt i aftensolen.
Jeg stod stadig og ventede på en falafel, da bandet gik på scenen klokken 21.00, og det var som om, at alle tilhørerne stod og ventede på et eller andet andet. Åbningsnummeret, Losing All Sense fra det ellers fine album fra sidste år, var ikke dét, de ventede på, lyder det til baseret på publikumsreaktionen, da sangen kommer til sin afslutning.
Mens jeg får min falafel, som ikke skulle have været med chili, minder jeg mig selv på, at nogle musikere bruger publikums ansigtsudtryk, bevægelser og lyde som en måde at afstemme sig selv på. Det ser imidlertid ikke ud til at være tilfældet for Grizzly Bear, der spiller ufortrødent videre.
Og det gør de godt, og de virker taknemmelige for at spille, selvom de aldrig har været et band, der helt elektrisk kommer ud over den famøse scenekant. Mellem numrene tager bandet sig tid til at hylde festivalen (“what an amazing festival, we’ve been walking around here all day) og til at mindes deres danske koncerter og alle de byer, der har besøgt igennem halvandet årti. “Our first gig in Europe was in Denmark. We’ve been in Copenhagen, Aarhus, Kolding, O-den-se” (med tryk på d).
Det danske publikum har altså historisk haft et godt øje til disse fire indie-rockere, men begejstringen kommer aldrig rigtig til syne her ved skumringstid på Fyn. En stærk sidevind rusker i lyden, da bandet efter et kvarters tid endelig åbner op for bagkataloget og i særdeleshed det populære og fremragende album Veckatimest. Ready, Able bliver fremført ubesværet og næsten fuldkommen uændret i forhold til den oprindelige version, inden bandet spiller deres med afstand største hit, Two Weeks. Den havde publikummet ventet på at høre, indikerer en omgående tiljubling.
Men så, efter en halv times spilletid og midt i opførelsen af Two Weeks, ryger strømmen fuldstændig fra festivalens næststørste scene. Publikum klapper og hujer som reaktion på strømsvigtet, mens bandmedlemmerne kigger på hinanden. Selvom jublen emmer af ironi og nervøsitet, må det være frustrerende for en musiker at kunne konstatere, at dette jubelbrøl bliver koncertens største.
Bandet tager sig tre-fire minutters pause bag scenen, kommer tilbage og siger et par enkelte, men rammende ord om det nummer, de ikke nåede til vejs ende med.
“We’ve played this song too much, anyway. It was God’s way of telling us to stop playing this song. What? I can’t talk about God? It’s a Christian country, right?”.
Bandet slutter meget passende af med While You Wait For The Others. Men det bliver strømsvigtet, koncerten huskes for. Et hårdt kæmpende Grizzly Bear fik aldrig sat strøm til publikummet eller sig selv.
I Danmark går der to podcastværter til en podcastlytter.
Til trods for det store og flotte udbud af podcasts indenfor alle tænkelige kategorier er vi på Regnsky glade for omsider at hoppe med på bølgen.
I Regnsky Podcast vil lytterne både stifte bekendtskab med bloggerholdet, der på skift sætter spot på tendenser og festivaler, samt nogle af landets mest spændende musikere.
I vores første udsendelse er Heartland Festival omdrejningspunktet, som vores bloggere Morten og Rasmus går igennem, inden festivalen løber af stablen torsdag. Her kommer de forbi anekdoter om tårer ved skumringstid og om midaldrende mænd, der drikker gajolshots om morgenen og vin i glas om aftenen, ligesom de fortæller, hvad man bare må høre på årets festival.
Hele udsendelsen varer knap 20 minutter og kan afspilles i Soundcloud-appen eller nedenfor.
Man kan instruere sin egen musikvideo og proppe den med fem linedancere, en fyr med spraytan-hud og hugtænder, der spiller violin på en billedramme og klaprer på et ergonomisk computertastatur.
Det har Daniel Lopatin aka. Oneohtrix Point Never gjort på ‘Black Snow‘, der er førstesinglen fra det kommende album Age Of, der udkommer 1. juni på Warp.
Men du behøver gudskelov ikke at kunne tyde plottet i musikvideoen for at være dig underholdt. Dertil gør musikken mere end tilstrækkelig et tilstrækkeligt stykke arbejde.
Med Black Snow træder Oneohtrix Point Never et skridt væk fra de dekonstruerede lyde, der udgjorde albumforgængeren Garden of Delete fra 2015. På den nye single tyer OPN istedet til melodiske og minimalistiske pop-riffs, mens Daniel Lopatin selv (i samarbejde med Anohni) leverer vokalsiden.
Dagen før albumudgivelsen, 31. maj, kan man opleve Oneohtrix Point Never på Heartland Festival.
På fredag den 14. juli udsender britiske Oh Wonder deres andet officielle studiealbum. Vi mødtes med Josephine Vander Gucht og Anthony West til en snak om det nye “Ultralife”-album og deres turnéliv, da de besøgte Danmark og Heartland Festival i juni.
På papiret er det bandets andet album, men langt hen ad vejen føles det som Oh Wonders første egentlige album. For det selvbetitlede debutalbum var nemlig i højere grad en samling af 15 singler, der egentlig ikke var skabt til at passe sammen. Debutalbummet opstod nemlig ud af et dogme, hvor Josephine og Anthony havde besluttet sig for at udgive ét nummer om måneden over et år.
Det må være en del anderledes for jer denne gang, hvor der er tale om et rigtigt album så at sige… Josephine: Ja, det føles sådan. Det er underligt at sidde på så mange sange og så dele dem alle sammen på én gang, når vi var vant til at udgive en sang om måneden sidste gang. Anthony: På samme tid er det underligt at udgive sange fra albummet, for du har mest bare lyst til at dele det hele og sige: “Det er sådan her, det skal lyde!” Den 14. juli bliver en god dag, når vi endelig udgiver “Ultralife”.
Hvordan har processen med at lave albummet været denne gang? Anthony: Vi var på turné i… Josephine: …halvandet år… Anthony: …og da vi kom hjem, tog vi direkte i studiet. Josephine: Mere eller mindre. Vi tog til New York i en måned og skrev halvdelen af albummet der, og så skrev vi den anden halvdel, da vi kom tilbage til London. Og så indspillede vi det hele over en periode på to-tre måneder derhjemme, hvilket var så skønt, fordi vi havde været på farten virkelig længe. Det var fantastisk bare at kunne stå op, lave morgenmad og så bruge 12 timer i studiet. Anthony: Mere end 12 timer vil jeg sige. Josephine: Haha, ja okay, 20 timer i studiet. Anthony: Ikke så meget søvn. Det var godt!
Min oplevelse med “Oh Wonder”-albummet var i høj grad, at jeg på en måde selv var med til at bygge det. Hvordan var det for jer? Josephine: Haha, ja. Det var rigtig meget sådan. Det føltes som en samtale mellem os og andre mennesker. Vi lavede ikke albummet i et vakuum. Det mere sådan: “Her er en sang!” Og så ville vi få feedback med det samme. Det var som at have tusindvis af mennesker overalt i verden som dommere på hver eneste sang. Det var fantastisk og et kæmpe privilegium for os. Anthony: Det bedste ved at være et band er at udgive musik, så at kunne gøre det hver eneste måned er helt fantastisk.
Jeg har lyttet til de nye singler, og umiddelbart synes jeg, at de virker lidt mere forskelligartede i forhold til genrer og stilarter. Er det bevidst? Josephine: Ja, vi har forsøgt at eksperimentere. Det første album var åbenlyst lavet uden noget perspektiv. Det var bare en sang, en sang, en sang… Anthony: Ja, sidste gang handlede det om sangene. Denne gang har vi fokuseret på helheden. Josephine: Præcis. Vi har lavet albummet som en helhed, som man bør lave et album. Anthony: Det er bare mere dynamisk. Vi har haft muligheden denne gang for at sige, at vi har brug for en massiv sang som den anden sang, eller hvad det nu var. Vi er meget tilfredse med, hvor vi er endt op, hvilket er mega cool.
Hvilken sang er jeres yndlingssang fra det nye album? Josephine: Min yndlingssang er nok det sidste nummer, “Waste”. Anthony:: Min er åbneren, “Slip Away”. Den har et lækkert groove. Josephine: Alt det i midten er lort!
Hvad vil I gerne sige med “Ultralife”? Josephine: At det er okay, at der er tidspunkter, hvor du ikke føler, at du kan overskue livet. Og at det er lige så okay at vide, at der er dage, hvor du har det ultra og fantastisk og føler dig uovervindelig som en superhelt. Den næste dag kan du så igen have det forfærdeligt og ikke have lyst til at forlade dit hjem. Altså at det hele er helt almindelige følelser. Anthony: Alle skal igennem det. Josephine: Det skal vi også, når vi er på tour. Albummet er meget personligt på den måde. Vi har virkelig taget vores personlige erfaringer fra turnélivet og puttet dem ind i albummet. Ubevidst. Det var ikke planlagt – det er bare endt sådan.
Hvordan har I det med at være på turné? Josephine: Det er helt utroligt fedt! Anthony: Jeg tror, at fordi vi kom frem gennem Spotify og Soundcloud, så er vi ikke store ét sted, hvilket er fantastisk. Vi er meget heldige, at vi ikke kun er store i det nordlige England. Vi får lov til at tage på turné i hele verden. Der er nogle steder, vi ikke har været endnu. Vi har ikke været så meget i Asien, så der skal vi hen i næste måned (juli, red.). Og vi skal til Sydamerika. Josephine: Vi får lov til at se verden. Anthony: Det er vi meget taknemmelige for. Vi er nok først hjemme igen i 2019, haha!
Hvordan har I det med det? Josephine: Det er ret utroligt, men det betyder selvfølgelig, at du går glip af en masse almindelige ting såsom dine venners fødselsdage. Min mor er ret irriteret, for jeg har ikke været hjemme til hendes fødselsdag de sidste tre år. Anthony: Der er en del ofre. Du går glip af hverdagsting. Josephine: Ja, alle de ting, som det går op for dig, er vigtige i livet. Mennesker har ambitioner om at blive popstjerner og rejse verden rundt, men hvad der i virkeligheden er fantastisk, er din familie, dine venner, at passe på dig selv. At skabe et hjem et sted… De ting er virkelig vigtige. Så hver gang, vi er hjemme, prøver vi at samle alle omkring os og virkelig presse det sidste ud af de timer, vi har. Det får dig til at sætte meget større pris på de ting. Anthony: Og det får dig til at sætte pris på søvn… Josephine: Ja, vi sover aldrig.
Jeg har læst et sted, at I ikke vil være store, berømte popstjerner. Vil I det? Josephine: Åh, Gud nej! Anthony: Jeg vil stadig ikke være berømt. Josephine: Vi er ikke berømte, så det er ok. Det ville være forfærdeligt. Anthony: Det er bare en del af det at være et band. Det er den side af det, du virkelig ikke har lyst til at være en del af.
Hvordan vil I undgå at blive berømte? Josephine: Jeg tror, at folk, der bliver berømte, i høj grad bliver det, fordi de gerne vil. Se på sådan en som Adele. Hun er nok en af de mest kendte musikere i verden, men vi ser hende aldrig. Vi ser en masse andre bands til events men aldrig Adele. Du læser aldrig om hende i aviserne. Hun bliver formentlig aldrig forstyrret på gaden. Hun siger, at hun går tur med sit barn i en park i London, og at ingen stopper hende, fordi hun har markeret sig som en, der ikke søger berømmelse eller spotlyset eller at være en del af hele kendiskulturen. Det er en svær balance, men hun har været smart. Anthony: Der er en linje et sted, og hvis du krydser den, bliver du forstyrret resten af dit liv. Så… Vi prøver at undgå at krydse den linje!
Hvad vil I gerne opnå? Josephine: Jeg ved det ikke. Alt, hvad jeg gerne ville opnå, har jeg allerede opnået. Anthony: Vi er færdige! Haha. Ej, vi har ingen forventninger. Det er den primære ting. Jeg mener, at hvis du har forventninger, vil der være et pres for, at du skal indfri dem. Hvorimod hver eneste dag for os bare er en fantastisk bonus. Vi havde aldrig troet, at vi skulle spille en koncert; hverken i Danmark eller et andet sted i verden. Så det er meget specielt. Josephine: Mit personlige mål er bare at bevise over for folk omkring mig, der fortalte mig, at det var umuligt, at du kan leve af at lave noget, du elsker. Og det gør jeg nu, så selv hvis det sluttede i morgen, kunne jeg sige: “Hey, jeg gjorde det!” Anthony: …og nu går jeg på pension! Josephine: Haha! Mit nye personlige mål er at blive bedre til at nyde hvert øjeblik af det. For det virkelig nemt at blive fanget i, at jeg er træt, jeg har ikke sovet i tre dage, og alt er lort. Anthony: Og det er nemt at få ind i hovedet, at vi spiller en koncert i 2018, men vi spiller altså i dag her i 2017. Josephine: Ja, vi er i Danmark i verdens smukkeste omgivelser. Lad vær med at bekymre dig om alt det andet. Bare vær her. Bare det at sidde her (i artist village, red.) på festivalen er sikkert nogens drøm. Og det her er bare én dag. Det er vigtigt konstant at minde dig selv om at nyde det hele, for det er nemt at komme til at glemme.
Det lykkedes mig at fange Troels Abrahamsen og David Krogh Andersen fra VETO på årets Heartland Festival til en snak inden deres første liveoptræden i fire år.
Hvorfor er I stadig relevante?
Det spørger vi jo også jævnligt os selv om. Det ved jeg ikke. Relevante i hvilken sammenhæng?
Jamen det virker lidt som om, I har været ude af rampelyset i nogle år.
Ja, vi har i hvert fald været ude af sådan en hypernostalgisk branche, der ikke kan gi’ folk to minutter til at slappe af, før de skal komme med noget nyt. Men ja, det kan du godt sige, vi har. Og når man gør, så hedder det et comeback, ik?
Er det så et comeback, I laver her senere?
Nej, det synes vi jo ikke. Vi har jo arbejdet, imens de fire år er gået. Selvom vi ikke har spillet koncerter, har vi stadig lavet musik. Jeg ved sgu ikke… Relevans? Hvem er relevante? Og hvorfor er de det?
Bisse er måske relevant? (Spillede koncert samtidig med interviewet, red.)
Men hvad er det for en sammenhæng, du mener relevant i?
Jeg tænker det i forhold til…
Det er jo sådan en præmis, hvor det skal være nogle nye artister hele tiden.
Det er jo lidt sådan, at når man er journalist, så har man et aktualitetskriterie, man lidt skal leve efter…
Det SKAL man ikke… Men det gør man.
Nej, okay, det SKAL man ikke, men det gør man for at gøre redaktøren glad. Så… Man har ikke hørt noget fra jer længe, og I har ikke udgivet noget ny musik siden ’13; I har ikke spillet koncerter de sidste mange år, så det er på baggrund af det, jeg spørger, om I stadig er relevante.
Vi føler jo ikke, at vi tilraner os noget som helst; det er jo jer, der afgør det. Det er dig, der afgør, om vi er relevante. Du sidder jo og snakker med os nu, kan man sige.
Og der må jeg sige touché.
Det er meget, meget svært at svare på pga. præmissen om relevans, fordi jeg forstår godt, hvad du mener, når du siger det, men det er også et spørgsmål, der ligger i en branche, der er så total hyper, at det er helt sindssygt, fordi enten skal man være (mumlende amerikansk accent) Brews Springstream og være en evergreen. Det kører bare, og der er ingen, der stiller spørgsmål. Der er jo ingen, der spørger ham, om han er relevant. Men så kommer den der underlige alder, som vi er i nu, hvor vi ligger sådan midt i det hele. Vi er ikke helt nye, vi er ikke helt gamle. Og hvis du er helt ny, så har du også automatisk en relevans, så det kommer an på, hvad præmissen er. Er det ud fra et kunstnerisk synspunkt? Eller er det ud fra, at der er en vis størrelse kage af opmærksomhed til folk, og der er nogen, der ikke har ret til at tage et stykke af den kage, fordi de er for irrelevante?
Jeg kan godt lide din kage-analogi…
Jeg kan sagtens finde masser af kunstnere, som, jeg også synes, er irrelevante i nogle sammenhænge, men som i andre ikke er det.
Jamen så tænker jeg, hvorfor skal man tage at komme til jeres koncert i aften?
Fordi vi er de eneste, der spiller på det tidspunkt. Åndssvagt at stå nede i den anden ende med en fadøl, når man kan stå her. Ej, det skal man gøre, fordi man selvfølgelig gerne vil høre, hvad vi laver. Det der med relevansen, det er også sådan lidt – altså hvem fanden gør noget relevant? Hvis der er et publikum, så er man vel relevant for dem.
Det er stadig også den der præmis med, at vi skal sælge os selv hele tiden. Vi skal hele tiden være i sådan en “sale-mode”, hvor vi hele tiden skal forklare, hvorfor vi er så skide meget mere interessante end alle de andre. Og det er vi ikke. Vi er bare et band, og vi har lavet en plade, og vi elsker at spille sammen, og vi har lavet noget musik, som vi synes er ret fedt, og vi har nogle folk omkring os, som umiddelbart også synes, det er fedt, og de hjælper os med at få det ud. Jeg ved sgu ikke…
Jeg synes, jeg har fået svar på spørgsmålet, så lad os hoppe videre!
Jeg synes, det er mega fedt at snakke om. Det kan også blive sådan noget navlepille noget, hvor man sidder og snakker om ingenting og ens processer og sådan noget, og det er jo dybest set ikke særlig interessant for særligt mange… Dét er irrelevant! Hvis noget er irrelevant, så er det det… Men det er bare, der er også en eller anden grundlæggende præmis, som alle bare køber, og som er svær ligesom at komme ud af. Den der måde at tænke musik på. Hvad er det, der er relevant, og hvad er det, der er irrelevant.
Man er vel relevant for nogen, og så er man irrelevant for andre. Sådan er det vel for helvede altid med alting. Det giver jo mening for nogle mennesker. De kommer så og hører nogle koncerter med os; det er jo bare dejligt. Og så er der nogle, der ikke gider komme, og ved du hvad – så er vi nok irrelevante for dem. Det kan man jo for helvede ikke gøre noget ved.
Spørgsmålet er jo egentlig, om hvorvidt man er relevant nok. Hvis man er relevant nok, så kommer man vel på en festival, hvor man kan blive spurgt af en journalist, der har taget sig tid til at booke et interview: Er I relevante? Så er det jo selvbesvarende. JA, det må vi jo så være.
Touché!
Ja.
Hvorfor er det lige nu, I vælger at komme tilbage?
Det er fordi, vi er færdige med vores plade. Vi har brugt tiden på at gå rundt i et sommerhus og spille alt muligt, og så har vi brugt en del af de sidste to år på at få raffineret det, vi har lavet der, sammen med vores producer Mikkel, som har hjulpet os rigtig meget med at få styr på det og få fundet en eller anden form, som også giver mening, og som har en relevans. Så har vi så brugt noget krudt på selve indspilningen her i den sidste fase, og nu er den i gang med at blive mikset.
Og ind imellem alt det er vi blevet spurgt, om vi vil spille på den her festival. Så havde vi det sådan, at det kunne være meget sjovt, og det er også en anden slags festival at spille på, end hvis nu vi f.eks. spillede en af de mere etablerede festivaler. Så ville det måske være sværere at træde ind i den lige pludselig. Her er der ligesom en anden præmis, som er noget med, at der sker noget nyt hele tiden; der står hele tiden nogen med skum i hovedet eller et eller andet kunst-agtigt, så der er en præmis om, at her må man gerne få en ny oplevelse. Her skal man måske lige lytte lidt mere, så det tænkte vi bare var et godt sted at få lov til at prøve at spille noget af det nye materiale sammen med det gamle og se, om vi overhovedet kan sætte det sammen og få tingene til at fungere sammen.
Er der noget, I selv ser frem til at se på Heartland Festival?
(Troels) Jeg ville faktisk rigtig gerne ned og se The Cinematic Orchestra, som spiller lige nu, mens jeg sidder her og snakker med dig. Så hvilken relevans har du lige nu i forhold til det?
Jeg kan forhåbentlig skaffe jer noget god PR…
Ej, det gad jeg faktisk rigtig godt at have set, og så gad jeg godt se Cat Power.
Ja, det gad jeg også godt. Jeg gad godt rundt og se nogle flere ting, men når man selv skal spille klokken 12 (midnat, red.), så bliver det hele sådan lidt ødelagt for mig. Så er det det, der er i fokus, og så har jeg svært ved at leve mig ind i andre ting, må jeg erkende. Jeg synes, de har et mega interessant program, og der sker en masse spændende ting, og jeg gad godt høre nogle af de der talks, men jeg kan simpelthen ikke fokusere på det nu.
Nu her næste uge, når Frank Ocean aflyser Northside – står I så klar?
Nej.
Nej. Vi afløste jo for Mumford & Sons i sin tid. Det var et utaknemmeligt job på mange planer, og vi oplevede også, at vi blev bedømt meget anderledes, end vi havde prøvet tidligere, og det var faktisk ret ubehageligt. Det er ikke, fordi vi er tyndhudede, men der var sådan en fornemmelse af, at så var der et eller andet ekstra, man skulle vise, og så skulle VI have skylden for en hel masse og skuffelsen og sådan…
Ja, det var en meget underlig præmis. Vi kan jo kun komme og være os. Vi kan jo ikke komme og være Mumford & Sons.
Men hvor vil du hen med det?
Jeg vil bare høre, om I skal spille på Northside.
Det skal vi ikke. Ikke som afløsere i hvert fald.
Jeg tror kun, jeg har fået set jer én gang, faktisk. Det var til Nykøbing Falster festuge.
HAHA NÅ JA, det var dernede på torvet. Det var en koncert, ik’?
Vi har spillet mange mystiske steder, hvor man droppede ind og tænkte, ja, så spiller vi her.
Et center i Brasilien og en eller anden mærkelig byfest i Tyskland.
Jeg har ikke flere spørgsmål.
(Troels) Nej, jeg synes, det er en god idé at gå til folk. Det kan jeg godt lide. Det synes jeg, man skal gøre. Det var meget lødigt, synes jeg.
Tak skal I have. Jeg glæder mig til koncerten senere.
Nu hvor Northside er færdig, kan vi kigge lidt tilbage. Under årets Heartland Festival fik jeg mulighed for både at opleve og efterfølgende interviewe debutanten August Rosenbaum. 30-årige August har tidligere lavet musik med bl.a. Quadron og Mø, men har nu besluttet sig for at gå solo. Koncerten på Heartland var hans første solokoncert – nogensinde. Jeg fangede ham efterfølgende til en snak om at få debut på Heartland og hans nye album, han har lavet sammen med Robin Hannibal.
Vil du ikke bare starte med at fortælle lidt om August Rosenbaum?
Jeg er pianist og laver musik. Jeg har spillet med Quadron i nogle år, så har jeg udgivet nogle plader selv, men mest bevæget mig i jazz-verdenen. Det her jeg laver nu, er egentlig bare for at lave noget musik, der er tættere på, hvor jeg er nu. Jeg har brugt mange år på at turnere med andre folk og lave musik til andre folk, så nu vil jeg gerne lave solo. Jeg har en plade færdig, som jeg har lavet sammen med min ven Robin Hannibal, som jeg har brugt mange år på. Den betyder meget for mig, og den har taget lang tid, og nu er den færdig, så nu skal den bare have det liv, som jeg synes, den fortjener.
År ligefrem?
Ja, der har bare været så meget andet også. Og han bor i USA, og jeg bor her, så vi har bare kunnet arbejde på den, når vi havde tid til det. Nu er den done!
Hvornår udkommer den, og hvad hedder den?
Den udkommer til november, og den hedder Vista.
Hvordan forløb din debutkoncert?
Jeg synes, det forløb virkelig fucking dejligt. Det er klart, når man har brugt så lang tid på at forberede sig, så kan tingene godt stige en lidt til hovedet, og man bliver sådan lidt nerveagtigt, men sådan var det bare ikke. Det var totalt dejligt at spille med mine venner og bandet, og folk lyttede. Det er jo sådan noget instrumentalt musik, så hvordan fa’n får man folk fanget?
Ja, jeg så, folk sad ned?
Det er totalt fint. Bare de lytter, så er det gået godt.
Du synes også, publikum tog godt imod det?
Det synes jeg helt bestemt.
Jeg tænker, det kan vel godt være en udfordring at skulle spille ukendt instrumentalt musik for folk?
Det er nærmest en umulig udfordring, så jeg synes virkelig, jeg er meget overrasket og glad. Jeg håbede, det ville være sådan.
Hvordan har du så forberedt dig, nu hvor der er lidt udfordringer ved den her koncert?
Jeg har fundet præcis de mennesker, jeg gerne ville lave et band med. Det er jo noget med at komme med noget musik til folk og sige “Hey, nu skal vi gøre det her sammen. Vil I gøre det med mig?” uden det bliver sådan noget, nu hyrer jeg lige jer. Jeg ville gerne bruge tid på, at finde de rigtige. Det er musik, der er lidt svær at få hovedet omkring.
Hvem synes du, din musik henvender sig til?
Jeg synes, min musik henvender sig til mig selv – og mine venner. Det er det, jeg fokuserer på. Det betyder ikke, jeg laver musik til mig selv på sådan en kig-dig-selv-i-spejlet-måde, men jeg er glad, hvis den rammer så bredt som muligt. Jeg er totalt overbevist om, at det kan ramme ung som gammel, at alle kan finde noget i det, de kan lide. Der er eksempelvis mange akkorder i min musik. Det er der ikke i så meget musik i dag.
Er din musik måske ikke lidt for musik-aficionadoer, der kan sætte pris på det?
Det tror jeg ikke. Måske er det?
Altså jeg tænker bare, det er instrumentalt, og allerede der er det udfordrende at lytte til, så jeg mener, at man skal have noget bevidsthed omkring musikken for at forstå det?
Det er også fuldstændig rigtigt. Det er jo ikke radio-musik på den måde. Man skal finde det, fordi man er interesseret i det. Det er måske også bare derfor, jeg siger, det er mig selv, fordi jeg er nysgerrig og leder efter musik.
Kan man overhovedet genrebestemme din musik?
Det er svært. Jeg tror, soundtrack-musik er meget godt. Det rummer mange genrer.
Men et soundtrack kræver vel, at det bliver holdt op mod et eller andet? En film, eller?
Jo, men vi kalder ligesom hele projektet “Score in search of a movie”. Der er nogen, der siger, jeg er klassisk musiker, og der er nogen, der kalder det jazz, og det har jeg heller intet problem med. Jazz er fedt, altså!
Men det er alt sammen noget, der kræver, at man er enormt dygtig?
Ja, og det er bare det, jeg gerne vil kommunikere, at det kræver ikke en speciel musikalsk kunnen eller viden at blive rørt af ting, og det er det, jeg synes, der er fedt ved filmmusik, det er det eneste rum, man hører musik, hvor man ikke har de der ører skruet på, og man ikke skal være mega dygtig for at høre det. Musikken i Stanley Kubricks film er et eksempel. Man ville ikke høre det for sig selv, eller jo måske ens 65-årige morfar ville gå ind og høre avantgarde klassisk musik, men det fungerer vildt godt til billeder.
Men er det så ikke også svært, når du netop ikke har den visuelle side?
Min egen idé med det er, at hvis du har været 16 år og kørt på cykel og været forelsket, så har jeg hørt AIR f.eks. Og AIR’s plade Moon Safari osv. har jeg hørt enormt meget. Den er ikke til nogen film, men jeg får en eller anden vibe. Det er et soundtrack til mit liv og til min cykeltur. Det er også vildt god musik at køre bil til. Man får den der “rejse”. Det er selvfølgelig også totalt fedt at have noget visuelt til. Prxjects-samarbejdet giver vildt god mening, fordi jeg gerne vil have nogen, der kan hjælpe mig med at lave noget mere end en video, man går ud og skyder med sine venner, men man behøver altså ikke at skulle høre det live.
Hvordan var det at have så priviligeret en scene som Heartland til sin debut?
Det var rimelig sindssygt.
Var du nervøs?
Ja, jeg var meget nervøs!
Hvorfor tror du, at du var nervøs?
Jamen det er nok noget med, at man sagtens kunne have startet et mindre sted. Al begyndelse er bare begyndelse, der er nogle erfaringer, man først får sig med tid, og derfor havde det jo været svedigt at spille på Stengade eller noget. Det her er bare mange mennesker at præsentere det for første gang. Det er mega nervepirrende.
Det er ret vildt at starte på Heartland..
Det er mega fucking sindssygt at starte på Heartland!
Hvad synes du om Heartland generelt?
Jeg er lige kommet i dag, og har ikke hørt musik og sådan noget, men jeg kan godt lide blandingen af musik og talks. Jeg kan vildt godt lide, at eksempelvis Werner Herzog bare sidder og fortæller.
Nu er du jo gået solo. Du har lavet noget med andre før. Hvad er dine forventninger til fremtiden?
Jeg prøver at holde fast i, at jeg gerne vil lave ting, jeg synes er sjove. Jeg synes, det var vildt fucking optur at lave den her plade med Robin, som jeg så godt kan lide og deler så meget musik med. Han er et af de sjoveste mennesker, jeg nogensinde har lavet musik med. Det er altid sjovt. Derfor har jeg også bare så meget kærlighed og energi omkring det her projekt. Jeg vil gerne gøre alt det, der skal til. Spille live og rejse med det. Jeg har en kommende turné i 18 og lidt koncerter i efteråret. Mine forventninger til fremtiden er også, at det er ok, at min musik er lidt forvirrende, og at jeg er lidt ukendt. Jeg tror, det var David Byrne, der sagde: “Hvis du gerne vil tjene penge, så gør en ting, og så sørg for, den er så bred som muligt, og blive ved med at gøre det, fordi så bygger du et publikum op, og så ved de, hvad de kan forvente”. Jeg har egentlig ikke specielt meget lyst til at folk skal vide, hvad de kan forvente.
Så du vil gerne overraske?
Ja. Jeg vil gerne gøre det, jeg selv synes er fedt, men kun gøre det, hvis jeg synes, jeg er god til det og gør det godt.
Der er vel også noget økonomisk, der skal køre rundt?
Det er der, men jeg er vokset op i en familie, hvor min mor er skuespiller og min morfar er musiker, og tilgangen er, at “Du tager de jobs, du kan få”, der har jeg lidt prøvet at sige, at jeg gør det her, jeg gør, og hvis folk synes, det er fedt, holder jeg fast i det.
