Tag: Haven Festival (12 indlæg)

Feature

SKYSKRABERE 2018: Årets bedste koncerter

Af Mathias Gavnholt den
Årets bedste koncerter udvalgt af Regnsky-skribent Mathias Gavnholt (Grafik: Magnus Søholt)

At lave en liste over årets bedste koncerter baseret på samtlige koncerter i 2018 er noget nær umuligt. Og man skal da også tage det forbehold, at der helt sikkert er en del koncerter, som ikke er taget med i overvejelserne. Men de festivaler og koncerter, jeg har set, er til gengæld nøje udvalgt. Det er eksempelvis helt bevidst, at jeg ikke har set Fredagsrock med Rasmus Seebach, men ufrivilligt, at jeg ikke har været på Heartland for at se Oneohtrix Point Never eller på Tinderbox og se Depeche Mode. Det er der kommet denne liste ud af i et 2018, hvor der ikke har været én koncert, der var længder bedre end de andre, men rigtig mange der var rigtig gode.

10. The War on Drugs, Green Stage, Northside

Ikke så meget bullshit. Bare en koncert med indlevelse og musikalsk fingerspiztengefühl nok til, at det skaber en intim stemning og et fællesskab mellem band og publikum. Der bliver ikke snakket til publikum, men musikken taler for sig selv.

9. Smerz, Gloria, Roskilde Festival

De skrøbelige og følsomme stemmer fra de to norske kvinder flankeret af bastunge melankolske melodier fungerer perfekt i et røgfyldt, mørkt og intimt Gloria. Duoen tilføjer teateragtige gimmicks med blandt andet olieindsmurte og veltrænede mænd, der træner på ribbe, bare bryster og et utraditionelt modeshow med skarpe politiske budskaber.

8. Kokoko!, Avalon, Roskilde Festival

Kokoko!s historie er ret vild. Kort sagt ville bandet gerne lave elektronisk musik, men var så fattige, at de måtte bygge instrumenter ud af skrald. Det lægger de ikke skjul på, når de optræder live, og som publikum spotter man også hurtigt et instrument, der bogstaveligt talt bare er et stativ med to dåser flåede tomater. Men Kokoko! er meget mere end en god historie. Bandet har en vanvittig energi på scenen. De crowdsurfede blandt publikum og efterlod flere fans råbende på mere Kokoko! op mod ti minutter efter, koncerten var slut.

7. Khruangbin, Pumpehuset

“Oh, we know how to rock, Denmark”, siger Mark Speer, da det texanske thaifunk-band lægger an til publikumsfavoritten ‘People Everywhere (Stil Alive)’. Og det gjorde de. En godt og vel fem miunutter lang improviseret battle mellem Spencer selv og bassisten Laura Lee bliver skudt ind i nummeret som opbygning til et omkvæd, der blæser bagvæggen af Pumpehuset i et absurd stort klimaks. Resten af koncerten var ikke dårlig, men det er ekstranummeret, der får Khruangbin med i top-10.

6. Sampha, Avalon, Roskilde Festival

Det er ikke længe siden, Sampha spillede en fremragende og følelsesladet koncert på Lille Vega, der primært var båret af Samphas smukke stemme og hans klaver. Alligevel er det en helt anden oplevelse at se ham på Roskilde Festival, hvor sættet svinger i tempo, og Sampha er både helt inde i sig selv og helt ude over scenekanten, når han eksempelvis står med resten af sit band henne ved trommeslageren og improviserer. Smuk løsning på den svære udfordring, det er at gøre rolig klaverbåren skønsang til noget for et festivalpublikum på sjettedagen.

5. Kraftwerk, Meadow Stage, Haven

Haven Festival var ikke en specielt positiv oplevelse, før Kraftwerk indtog scenen. Silende regn, en tom festivalplads og en koncert der blev aflyst halvvejs er bare nogle af problemerne. Men der er ikke noget, der kan redde en festival som vaskeægte tysk effektivitet. I et skarpt sæt på cirka halvanden time går 3D-billederne og den stjerneklare himmel i perfekt symbiose med computerkærligheden fra højtalerne og skaber en helhedsoplevelse, hvor man forsvinder ind i et visuelt-musikalsk vakuum fyldt med radioaktivitet, modeller og motorveje.

4. Anderson .Paak & The Free Nationals, Arena, Roskilde Festival

Hvorfor skal han dog spille så sent, var der mange, der undrede sig over på årets Roskilde Festival, hvor Anderson .Paak først gik på efter midnat på festivalens sidste dag. Det finder man dog hurtigt ud af, for få andre kan klemme den sidste energi ud af folk og levere den fest-afslutning, som Roskilde Festival så længe har søgt efter. Med knæene i brysthøjde dansende som frontmand eller med lige så høj puls bag trommerne forvandlede han Arena til en stor dansende masse. The Free Nationals spillede med kolosalt overskud og fik endda flettet toner fra Still D.R.E ind i et af numrene. En magdemonstration, der nok havde scoret en førsteplads på denne liste, hvis ikke det var, fordi sættet mindede meget om Anderson .Paaks koncert på Apollo to år forinden.

3. Rhye, P6 Beat Stage, Northside

Jeg har aldrig været stor fan af at gå til koncerter for at synge med på den samme sætning igen og igen. Men til Rhye – efter en forrygende koncert båret af Mike Milosh’ føljsbløde stemme – tog jeg mig selv i at synge med på den samme linje utallige gange i et af de der øjeblikke, hvor man står og håber, det aldrig vil slutte. Et øjeblik som kan ses nedenfor.

2. The Blaze, Apollo, Roskilde Festival

Når jeg skriver om The Blazes mesterværk af en onsdagskoncert, kommer det hurtigt til at lyde som beskrivelsen af Kraftwerks koncert på Haven, hvor der bare står computeramour i stedet for liebe. For The Blazes grundopskrift er egentlig den samme, og eksekveringen lige så effektiv. En tranceoplevelse hvor musik og visuals går i et. Men The Blazes koncert var bare lige lidt bedre. Et gennemført lysshow akkompagnerer de stemningsfulde visuals og giver en endnu større helhedsoplevelse. Når koncerterten går i gang, er det eneste på scenen en stor firkant med LED-skærme på siderne, der viser den franske duos fortryllende visuals. Undervejs i koncerten åbner firkanten sig og afslører, at de to franskmænd står indeni og skaber deres melodiske house ved hjælp af sang og synthesizers. Koncerten afrundes elegant ved, at firkanten lukker i igen, og når musikken slukkes, står man tilbage med en følelse af at have været inde i en helt anden verden i knap halvanden time. Jeg gav gerne et par fingre for at rejse tilbage.

1. Danny Brown, Avalon, Roskilde Festival

Til opvarmningskoncerten for Run The Jewels på Tap1 i begyndelsen af året skulle den ellers så energiske rapper have haft problemer med både at stå på benene og huske sine egne tekster. Lørdag eftermiddag på Apollo er Danny Brown den sidste til at have svært ved noget som helst. En energiudladning i den skala tror jeg aldrig, jeg har set før. Der går ikke mere end ét minut, før alle hårene på armene står op, halvdelen af moshpitten ligger ned, og syv dages tømmermænd forsvinder ind i den bragende bas og Danny Browns flow, der er mere tight end Nye Borgerliges asylpolitik.

Boblere:

Wilkinson, Nathan Fake, Maribou State, Tyler, The Creator, Gorillaz

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Livestemning

Våd lørdag på HAVEN: Kraftwerk løftede endelig festivalen til nye højder

Af Rasmus Stegmann den

Som Peter var inde på i går, så er det svært at lokalisere HAVEN’s placering i det danske festivalslandskab. Her efter andetåret for Claus Meyer og co’s hyggeprojekt, er jeg ikke blevet klogere. Det var en mindre udgave end sidste år, men pladsen føltes alligevel langt fra fyldt. Rygter om svingende billetsalg blev kun forstærket af fremmødet, som til tider føltes ikke eksisterende. Det er selvfølgelig også en måde at bekæmpe toilet- og madkøer og broproblemet fra sidste år, men det syntes ikke overlagt.

Lørdagsprogrammet var dog utroligt stærkt i år. Fire ud af mine fem anbefalinger til HAVEN spillede i går, så jeg havde set frem til nogle gode musikalske oplevelser i venners lag. Min ven Victor havde glædet sig mest til Einstürzende Neubaten, så vi tog derud omkring klokken halv 5. Da jeg mødte ham efter koncerten, var han dog rasende. Han kunne fortælle mig, at de var nødt til at stoppe koncerten 25 minutter før, pga. regn. Det undrede ham, at man kunne afholde sådan en festival med en hovedscene, der kun fungerer i strålende og vindstille solskinsvejr. Og det har han da en pointe i. Niels Frahm jokede også med, at nu ville han forsøge ikke at få stød under sin koncert. Sidste år gled Matt Berninger også på scenen. Det virker en kende uprofessionelt, at det er med livet som indsats, hvis man skal optræde på HAVEN i regnvejr. Se hvor sur han er:

Nå, men udover det, så synes jeg, i går var en god musikdag. Jeg lagde ud med at se Unknown Mortal Orchestra.

Foto: Magnus Hyltoft

De er et spøjst band. Det er anden gang, jeg ser dem live, og jeg vil så gerne være blown away, men det formår de bare ikke. Til gengæld lavede Ruban Nielson et fedt stunt, hvor han tog sin guitar i hånden og løb fra scenen ned bag ved publikum, mens han spillede videre. Alle i publikum stod og forsøgte at spotte den 160 cm høje newzealænder. Måske er han ikke kun 160, men han er i hvert fald en lille mand, og det var sjovt at mærke den komplette forvirring blandt publikum. “Hvor blev han af?” stod der printet i ansigtet på alle sammen.

Det var en fin koncert omend lidt jævn. Jeg vil så gerne have, de er det lidt ekstra, fordi jeg elsker deres musik, men det har de ikke formået at gøre for mig endnu. Min kære ven Victor var stadig mavesur over Einstürzende Neubaten, og det affødte den fabelagtige kommentar: Unknown Mortal Orchestra er jo bare Urban Outfitters som band.

Fra newzealandsk neo-psych fandt jeg over til Moses Sumney, der jo simpelthen bare er gåsehudsfremkaldende dygtig. Han er godt på vej mod et gennembrud, og der var ret pakket foran HAVENS lille “værket”-scene. Han var vittig, og han var på og nærværende, og han sang som en fucking engel. Det var lige, hvad jeg havde håbet på.

Foto: Lydlös

Haven 2018 føltes som en festival, der manglede et klimaks. I forhold til at det er en festival, der gerne vil udfordre lidt og skabe nye oplevelser, så har koncerterne væres ret jævne. Fine, men jeg manglede virkelig at se noget nyt. Jeg manglede en oplevelse, som jeg kunne tage med derfra og huske tilbage på. Sådan havde jeg det også sidste år. Heldigvis havde de gemt det bedste til sidst, og Kraftwerk var klimakset, jeg ville have. Inden der havde jeg overvejet at tage hjem. Tømmermandsramt, våd og forfrossen er en dårlig kombination. Vi fik dog lige mandet os op til at blive til det sidste.

Kender I det, når man fra den første tone kan mærke, hvordan koncerten bliver? Sådan var det med Kraftwerk. Fra aller første sekund vidste jeg bare, at vi nu skulle være vidne til noget episk. Og Ralf og drengene skuffede ikke. Det var den mest gennemførte og perfekte koncert, jeg har oplevet. Det var en totaltoplevelse med musik og en visuel side, som var minimalistisk som bandet selv, og det hele gik op i en højere enhed. Der blev kun ytret tre ord på scenen, og det var “Goodbye – Auf wiedersehen”, da Ralf som sidste mand gik af. Alt var toptunet og tysk, og det var virkelig noget, jeg ikke havde set før. Det er den koncert, jeg kommer til at huske tilbage på, når jeg tænker på HAVEN.

Foto: Morten Rygaard

Et spørgsmål jeg har stillet mig selv, er, bliver der HAVEN i 2019? Mit umiddelbare gæt er nej. Der har svirret rygter om billetsalget, og pladsen føltes konstant affolket. Det lignte ikke en overskudsforretning at holde HAVEN 2018, men jeg håber da, at det bare er rygter, og at de vender tilbage med flere store øjeblikke ala Kraftwerk. Det er meget rart med en ordentlig festival i baghaven, der præsenterer noget nyt. Men HAVEN er nok nødt til at arbejde mere med sin identitet og med, hvordan man tackler et regnvejr.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Livestemning

HAVEN Festival: Nils Frahm fandt magien i regnen

Af Peter Pishai Storgaard den
Nils Frahm Haven Festival
Foto: Peter Kirkegaard

Himmel og HAVEN stod i et, da tyske Nils Frahm indtog Meadow-scenen lørdag aften på HAVEN Festival. Der var ellers lidt usikkerhed, om det ville komme til at ske, efter landsmændene i Einstürzende Neubauten havde afsluttet deres optræden tidligt af frygt for deres udstyrs velbefindende. Det bekymrede tilsyneladende ikke Nils Frahm, som allieret med en håndfuld håndklæder kastede sig ud i det perfekte soundtrack til styrtregnet, der har været flere måneder undervejs.

Og det var virkelig det perfekte soundtrack. De velkomponerede, buldrende rytmer matchede regnens hidsige trommen på den mest naturlige måde og skabte en nærmest hypnotisk oplevelse, hvor man først efter Nils Frahms sidste tryk på klaveret opdager, at man er drivvåd og kold. På en festival, hvor de store musikalske oplevelser i den grad har manglet, var Nils Frahm alt det, som de fleste andre ikke har været. Han var tilstedeværende, han var selvopofrende, og så var han knaldhamrende dygtig.

For mig er der noget helt særligt ved regnvejrskoncerter. Ligesom under Perfume Genius sidste år, som var Haven 2017’s ubestridt bedste koncert, var der under Nils Frahm-koncerten også en stemning af, at det var noget, vi gjorde sammen. At vi var den hårde kerne, som VIRKELIG gerne ville bakke op om og nyde en time i selskab med den tyske virtuos. Dét kan fandme noget, og det smitter af på artisten. Jeg tror aldrig, at jeg har været til en dårlig koncert i regnvejr. Jeg har til gengæld været til mange mindeværdige koncerter, og denne med Nils Frahm vil jeg også huske.

På en festival, der hylder de umage kunstnersamarbejder, er det endelig lykkedes at finde en konstellation, der holder: Nils Frahm X Den danske styrtregn.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Livestemning

HAVEN Festival: Dirty Projectors toppede på en ambitiøs førstedag

Af Peter Pishai Storgaard den
Dirty Projectors Haven Festival
Foto: Thorsten Iversen

Fredag slog HAVEN Festival porten op til anden udgave af den københavnske festival. Porten havde dog fået en ny plads i år, og der gik betydeligt færre mennesker igennem den end i debutåret. Begge dele må siges at være en markant forbedring: Væk var køerne til madboderne, køerne til toiletterne og ikke mindst køerne over de berygtede broer, som i den grad plagede festivalens første år.

Tilbage står en intim, relativt lille festival på et overskueligt område i behagelige (vindblæste) omgivelser, hvor scenerne er samlet på den samme side af vandet med nogle få afstikkere til bl.a. et IKEA-univers med tilhørende scene og bordtennisborde (pro tip: bordtennis og vinde af stormstyrke er et dårligt match) samt HAVENs mindre teltscene.

Musikalsk var der skruet ned for den brede navnegenkendelse, mens den til gengæld havde fået et gevaldigt nøk opad på de kunstneriske ambitioner. Og måske var ambitionerne lidt for store.

Min dag startede allerede kl. 13.30, hvor Ariel Pink indtog festivalens mindre hovedscene, Mindfield-scenen. Atypisk tidligt på en byfestival, men nogen skulle jo åbne ballet. Noget kunne tyde på, at Ariel Pink og band er B-mennesker, for de lagde særdeles søvnigt ud med en række numre fra 2017-albummet “Dedicated to Bobby Jameson”, men fik sig trods alt spillet nogenlunde op med bl.a. eminente “Black Ballerina” fra Ariel Rosenbergs i mine øjne bedste album “Pom Pom” fra 2014. Koncerten var dog generelt hæmmet af, at lydanlægget havde svært ved at præsentere nuancerne i Ariel Pinks musik, hvilket gjorde det til en noget mudret oplevelse alt i alt. Noget skyldes sikkert vinden, men måske er så åben en scene bare ikke det rigtige sted for amerikaneren.

Det var for alvor efter denne koncert, at de kunstneriske ambitioner måske tog overhånd. Det Kongelige Kapel, som i går havde fået besøg af to gange Dessner fra The National, er ganske sikkert umanerligt dygtige, men de endte for langt de fleste med at fungere som lydtapet til en sen frokost, den første øl eller blot en hyggesnak. Jeg overhørte en kommentar fra en anden gæst, som opsummerer oplevelsen meget godt. På spørgsmålet om, hvem der var gået på scenen, lød svaret: “Jeg tror bare, at det er en lydprøve.” – hvorefter de begav sig videre mod champagnebaren.

Efter en behagelig oplevelse hos ufarlige Jenny Lewis var tiden kommet til, at Dirty Projectors skulle optræde på hovedscenen Meadow. Jeg havde glædet mig gevaldigt til igen at opleve bandet, som tidligere har givet mig nogle fantastiske oplevelser, og de skuffede da heller ikke denne gang. Med en veloplagt David Longstreth i spidsen og et par særdeles velsyngende backingsangerinder leverede Dirty Projectors en oplevelse, der skræmmende nok skulle vise sig som dagens bedste. Hovedparten af sættet stammede fra “Lamp Lit Prose“-albummet, men de fik også sneget et par numre med fra både fantastiske “Bitte Orca” og nyklassikeren “Swing Lo Magellan“. For en gangs skyld gik de kunstneriske ambitioner, bandets kvaliteter og publikums tilstedeværelse op i en højere enhed – omend der stadig er et stykke vej til, at jeg blev blæst omkuld af andet end stormvejret.
Selve sceneoplevelsen var der ikke det store at skrive hjem om, da Dirty Projectors ganske mærkværdigt optrådte på en helt sort scene med et mystisk X af vejere forrest på scenen, som var en smule forstyrrende for udsynet. Tekniske udfordringer må man formode…

Resten af dagen forløb relativt tilforladeligt. Boybandet/hiphop-kollektivet Brockhampton leverede god og energisk underholdning og fik som de eneste skudt lidt energi og danselyst ind i det sløve HAVEN-publikum, mens Thåström og Kamasi Washington begge nok ikke vil blive husket for deres optrædender, der havde svært ved at fange min opmærksomhed. Altid solide Arcade Fire lukkede ballet med en ganske fin koncert, hvor canadiernes kvalitet gav det fredagstrætte publikum en god afslutning på festivalens førstedag.

Det er ikke en dag, som vil gå over i festivalhistorien, men hyggeligt var det da. Det er nok den primære følelse, jeg sidder tilbage med: HAVEN har udviklet sig til en rigtig hyggelig festival, hvor der er plads til alle (nok mere fysisk end musikalsk), og man kan få sig noget lækker mad, en halvdyr øl og forsøge at holde koncentrationen til nogle koncerter, man ikke for alvor føler sig investeret i.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Feature

Rasmus anbefaler: Haven 2018!

Af Rasmus Stegmann den

København har længe været bagud i forhold til festivaler, og selvom Roskilde geografisk set er tæt på, så kan man ikke ligefrem cykle hjem. Bevares, Copenhell har eksisteret, men det er en ekstremt nichefestival, så der har manglet noget, der gjorde de cykelglade Politiken-Plus mennesker tilfredse. Netop derfor, og ja, jeg er helt overbevist om, at det var PRÆCIS derfor, satte Mikkel Borg Bjergsø, Claus Meyer og Aaron Dessner sig sammen for at drikke en Mikkeller-øl, spise en flæskestegssandwich og høre “Sleep Well Beast” for sammen at løse dette gigantiske problem. Ja, det var altså sådan, det foregik.

Ok, sat lidt på spidsen, så er HAVEN et overflødighedshorn af en festival. Der var ikke rigtigt noget hul at udfylde i det danske festivalslandskab, men de tænkte alligevel, at der var et behov. Jeg var afsted sidste år, ikke med Regnsky, bare som fuld, og jeg synes, at taget i betragtning af at det var en førstegangsfestival, så var det faktisk ret vellykket. I år har de lyttet til feedbacken, og de vil sørge for flere toiletter, kortere køer til mad og øl og en løsning på bro-problemet. Eller broblemet. Jeg er i hopla i dag. Så nu er det andet år, at HAVEN findes som festival, og de har igen sat en ret sindssygt program sammen, hvor man egentlig bør sætte tid af til at høre det hele. Der skal dog også spises dyr mad og drikkes mikrobryggede øl mellem koncerterne, så jeg vil her give et bud på, hvad du bør prioritere aller højest.

Du skal høre: Brockhampton

Fordi: De er en skæv booking på en ellers forholdsvis ensidig festival. Sidste år havde Haven desværre en aflysning med Chance The Rapper, men det klæder festivalen at hive nogle lidt anderledes ting ind. Brockhampton er et hiphopkollektiv fra Texas, der beskriver dem selv som et boyband. Frontmand Kevin Abstract er 21 år gammel og åbenlyst homoseksuel og har udtalt, at han vil blive ved med at rappe åbenlyst om det, så længe der er en fan, der har brug for en stemme.

Præcis dette udsagn står i stærk kontrast til den netop overståede krise, bandet har haft, hvor rapperen Ameer Vann blev smidt ud fra gruppen efter hans egen personlige #metoo-sag, som resten af gruppen har taget kraftigt afstand fra.

De er noget af det bedste inden for alternativ hiphop lige nu, og de kommer med garanti til at levere en fremragende fest på Haven. Hør blot nummeret GOLD – og bliv hooket!

Du skal høre: Moses Sumney

Fordi: Han har en fantastisk stemme. Sådan out of this world fantastisk. Jeg er helt forelsket i nummeret “Lonely World”, og jeg håber, at han kan gengive stemningen live. Jeg kunne ikke forestille mig andet, og jeg tror det bliver en god chance for at opleve en artist, der kan blive rigtig stor.

Du skal høre: Unknown Mortal Orchestra

Fordi: De kommer med et helt nyt album i bagagen. Nummeret Hunnybee er det stærkeste fra pladen “Sex & Food”, og det glæder jeg mig til at høre live for første gang. De har også et relativt stærkt bagkatalog, og de fleste har skamhørt albummet Multi-Love de sidste tre år. Jeg så dem på Northside for tre år siden, og det var en fin koncert. Ikke meget mere end det. Jeg håber dog på, at Ruban Nielson og Co. får et bedre spot end midt på eftermiddagen, hvor deres musik slet ikke kom ordentligt til udtryk. Der er dog garanti for neopsykedelisk i lange baner, uanset hvornår de spiller.

Du skal høre: Den Sorte Skole

Fordi: Hvis du var til koncerten på Orange Scene sidste sommer, så ved du, hvor meget de to er i stand til at gøre ud af en koncert. Det var en sindssyg koncertoplevelse med 100-vis af gæster på scenen. Det var deres mesterværk og en cirkel, der blev afsluttet, som startede på Skatescenen i 2006. Du ved, du har været til en fest, hvor en 30-something har sat “klassikeren” ÅHH MÆIO på, fordi han har fået en Cult Shaker for meget og overhovedet ikke aner, hvad man hører nutildags. Det gik dog op for mig sidste år, at Den Sorte Skole er så meget mere end det udpinte nummer. Det var et audio-visuelt show uden sin lige. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, og hvis bare de kommer med 10% af det på Haven, så er det værd at opleve.

Tjek for dig selv:

Du skal høre: Kraftwerk

Fordi: Det er fucking Kraftwerk. Tag dig sammen.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Livestemning

Haven Festival: The National var en forbandet forvirrende og forrygende forestilling

Af Rose Agergaard den
The National Haven Regnsky
Foto: Peter Kirkegaard

Jeg var temmelig skrupforvirret, da jeg forlod min post i menneskemængden foran Meadow-scenen lørdag nat. Aftenens værter, The National, havde lige revet mig igennem en rutsjebanetur, jeg ikke på noget tidspunkt, heller ikke undervejs i koncerten, havde set komme. Men var det galt eller genialt? Jeg har stadig min tvivl.

Efter åbningsnummeret ”Don’t Swallow the Cap” peb guitarist og festivalarrangør Aaron Dessner en genert tak og proklamerede, at de ville spille en del nye numre fra deres endnu uudgivne syvende album. Da Matt Berninger herefter var ved at kløjes i første linje af det næste nummer, var jeg lige ved at blive nervøs for, hvad der skulle til at udspille sig foran mig. At dømme ud fra fremmødet og publikums begejstring, har det været weekendens måske mest ventede koncert. Det sløje førstehåndsindtryk vendte sig dog til et comic relief, da Berninger efterfølgende forklarede, at han, no joke, havde slugt en flue. Han var tilgivet for nu.

At publikum ikke kendte en stor del af numrene fra det kommende album, fik de gjort op for ved at invitere en håndfuld af weekendens artister på scenen for at jamme med. Det kildede især i publikums fædrelandsstolthed og udløste et helt ekstatisk bifald, da danske Kwamie Liv fik lov at synge duet med Berninger på singlehittet ”I Need My Girl”. Også Bon Ivers Justin Vernon og Kate Stables fra This Is The Kit spicede et par numre op, hvilket holdt publikum stangen for en stund. Men det var stadig de mere kendte numre som ”Afraid of Everyone”, nyeste single ”The System Only Dreams in Total Darkness” og naturligvis ”Bloodbuzz Ohio”, der fik folk på deres tåspidser.

Halvvejs inde i koncerten havde de som sådan ikke gjort noget forkert. Sætlisten varierede fint mellem nyt og gammelt, gæsterne på scenen gjorde deres ting, og publikum blev sweettalket lidt ind imellem numrene. ”How cool that we can all just bike home tonight”, siger Aaron Dessner mellem to numre. Alligevel manglede der noget. Berningers vokal sad ikke helt i skabet; han kvækkede lidt engang imellem og havde ikke den dragende, dybe gennemslagskraft, jeg normalt elsker The National for. Lyden var heller ikke særligt taknemmelig over for trommerne og guitaren, der er så bærende i deres musik. Men publikum lod til at være særligt tilgivende på denne sidste sene aften, så jeg lod mig rive med af stemningen.

Hovedsættet sluttede lidt uforløst efter ”England” og ”Fake Empire”, og bandet forlod scenen. Men rutsjebanen havde tilsyneladende først nået sin øverste bakketop. Efter hvad der føltes som adskillige minutter, og en del publikummer var faldet fra, kom bandet tilbage på scenen. Aaron Dessner, der havde iført sig værtsrollen under hele koncerten, takkede igen og dedikerede på meget smuk vis det næste nummer, ”Carin at the Liquor Store”, til sin kone. På det tidspunkt kunne jeg ikke undgå at få lidt fugtige øjne, mens adskillige stjerneskud skød over den stjerneklare nattehimmel lige oven for scenen.

Mit dybsindige øjeblik blev dog brat afbrudt ved nummerets slutning, da der pludselig var en tumult på scenen, og Ragnar Kjartansson kom spankulerende med armene i vejret iført sailor-hat og et stort, fjoget grin. Der lod til at være total forvirring på scenen såvel som iblandt de nærmeste medtilskuere, jeg kunne se omkring mig, indtil bandet sparkede gang i en løssluppen fællesskrål af Kim Larsens ”De smukke unge mennesker”. Der blev udvekslet forvirrede blikke omkring mig, før der blev opnået konsensus om bare at skråle med og kaste hænderne i vejret. Ragnar Kjartansson sprang rundt på scenen og nærmest growlede de sidste par omkvæd i et uforståeligt dansk-islandsk remix af den folkekære klassiker, mens Berninger fløjtede til.

Heldigvis stoppede det ikke efter denne gakkede omgang. Efter et par lettere uelegante overgange fik koncerten endelig sin forløsning med ”Mr. November” og til sidst ”Terrible Love”. Matt Berningers stemme havde tydeligt nået bristepunktet, og selvom det efterhånden lød decideret uskønt, så gav han den alt, hvad han havde. Han gemte sig ikke længere bag den ualmindeligt høje krave på sin jakke med bøjet nakke. Jeg ville bare ønske, han havde løftet blikket lidt tidligere i koncerten. Den introverte facon, de havde lagt for dagen det meste af koncerten, harmonerede slet ikke med deres udskejelser under de sidste fire ekstranumre.

Jeg gik derfra og studsede længe over, hvad deres plan for den halvanden time lange seance egentlig havde været. Om der overhovedet havde været en plan, og om den i så fald havde virket på mig. Lige nu er jeg tilbøjelig til at konkludere, at det må tale for sig selv, hvis man ikke er 100% overbevist. Og så vil jeg ellers bruge et par dage mere på at ombestemme mig, ligesom jeg har gjort det hundrede gange allerede, siden jeg stod dér i publikum.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Livestemning

Haven Festival: Bon Iver tog magi med på festival

Af Peter Pishai Storgaard den
Bon Iver Haven Regnsky
Foto: Morten Rygaard

Lørdagens hovednavn på Haven Festival var den amerikanske hulemand Justin Vernon og hans band Bon Iver. Mindst. For målt på mængden af mennesker foran Meadow-scenen var Bon Iver sgu nok egentlig festivalens hovednavn. Punktum.

Det stillede store krav til den beskæggede amerikaner på scenen, og det stillede især krav til, at han havde formået at sammensætte en sætliste, der var festivalsegnet. Og at lyden var bedre end om fredagen. Spoiler: Det havde han, og det var den. Det første betød så også, at der ikke var blevet plads til gamle klassikere som Skinny Love, Beth/Rest og Blood Bank for at nævne nogle få.

Det gjorde mig bare ingenting. Bon Iver leverede nemlig i stedet lige præcis den koncert, som enhver magibegejstret musikelsker kunne ønske sig. Han tog det musiknørdede med sig ud i virkeligheden og gjorde det tilgængeligt for 20.000 mennesker. Så gør det mindre, at han havde sammensat en sætliste, som var absurd svær at tage noter til, da jeg i første omgang skulle forsøge at stave til titlerne.

Eksempel: De seks første numre var “22 (OVER S∞∞N)”, “10 d E A T h b R E a s T ⚄ ⚄”, “715 – CRΣΣKS”, “33 “GOD””, “29 #Strafford APTS” og “666 ʇ”.

Det var egentlig en ret forudsigelig sætliste på den måde, at han nærmest spillede hele sidste års album, “22, A Million” fra ende til anden, inden han pleasede de mere old school blandt publikum med blandt andet “Perth” og underskønne “Holocene” fra “Bon Iver”-pladen og en helt fantastisk liveudgave af “Creature Fear” fra pladen, der startede det hele: “For Emma, Forever Ago”.

Forudsigeligheden i sætlisten blev dog fuldstændig gjort til skamme af en særdeles veloplagt Justin Vernon, der fra første sekund legede sig igennem de komplicerede kompositioner på “22, A Million”-numrene og tog dem så langt væk fra albumuniverset, at de smagte nye og forfriskende. Særligt på mit ubetingede yndlings Bon Iver-nummer, “8 (circle)”, var publikums fulde opmærksomhed rettet mod scenen, hvilket gjorde, at Bon Ivers brug af breaks i musikken kom til at stå som buldrende udråbstegn, der bare skreg: Hold kæft, det her er magi! Og det gjorde vi så.

Jeg havde inden i aftes aldrig hørt Bon Iver live, men hvis alle første gange kunne være ligesom denne, ville verden fandme være et lækkert sted at være. Det er den heldigvis for det meste. Og det var den især på den regnvåde græs-/mudder-/grusplæne lørdag aften på Haven Festival.

Her til sidst vil jeg udføre lidt public service. Under koncerten bar Justin Vernon og resten af bandet t-shirts med påskriften “People”. Mange har sikkert undret sig over hvorfor. Svaret finder du her. Selv tak, I sender mig bare to millioner.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Livestemning

Haven Festival: Geniale Perfume Genius besejrede regnvejret

Af Peter Pishai Storgaard den
Perfume Genius Regnsky

Amerikanske Perfume Genius er en artist, som jeg altid har haft et lidt ambivalent forhold til, så jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente mig af hans koncert på Haven Festival. Jeg overvejede sågar for en stund at høre Danish String Quartet i stedet. Men hold nu kæft, hvor er jeg glad for, at jeg endte med at bruge en time i det silende regnvejr i selskab med enigmatiske Mike Hadreas og Perfume Genius!

Perfume Genius udgav lige inden sommeren (eller hvad vi nu skal kalde de seneste regnfulde måneder) et nyt album, “No Shape”, og det var da også numre fra det album, der dominerede koncerten på Mindfield-scenen.

Allerede fra åbneren “Otherside” kunne man mærke, at det her ville blive en særlig oplevelse. Lyden fungerede, Hadreas havde fundet sine bedste og mest sensuelle dansemoves frem, og på grund af regnen var det kun den hårde kerne blandt publikum, som var mødt op. Måske er regnvejr slet ikke så skidt igen…

Koncertens første højdepunkt kom med “Longpig” fra “Too Bright”-pladen, hvor Hadreas gav prøver på sin helt vilde vokal, der skar sig gennem regnens trommen og helt ind i sjælen på de regnvåde gæster. “Longpig” flød langsomt over i “Fool” fra samme plade, inden Perfume Genius besluttede sig for at hoppe tilbage til nutiden.

De næste fire numre var en helt eminent session, der viste styrkerne ved “No Shape”-albummet. På “Wreath” viste han sin melodiske forståelse og tog i hvert fald mig på en rejse tilbage til 80’erne, mens han nærmest messende sang “I see the sun go down”.

På “Just Like Love” kravlede han igen helt ind under huden på festivalgæsterne, inden han på den selvsikre og selvtillidsboostende “Go Ahead” fastslog, hvem der var dronningen af Mindfield. Nummeret blev da også afsluttet med et meget sigende statement: “I don’t play games anymore!”

Det var dog især med koncertens sidste seks numre, at Perfume Genius gjorde sig fortjent til ovenstående proklamering om genialitet. En nærmest eksplosiv udgave af “Slip Away” gik over i hjerteskærende og smertensskrigende versioner af “My Body” og “Grid”, hvor en sensuelt dansende Mike Hadreus for alvor lod sig rive med af sin egen musik og lukkede sig inde i den boble, hvor magi opstår. Den boble, hvor mennesket træder i baggrunden, og musikken får lov til at sejre.

“I Decline” blev koncertens sidste eksplosive højdepunkt, inden “Die 4 You” desværre fik taget luften lidt ud af ballonen. Nu var folk ellers lige ved at have danset regnen væk. Heldigvis gjorde Perfume Genius det godt igen og afsluttede den 15-numre lange tour de force med den helt fantastiske “Queen”, der stillede spørgsmålet, alle tilstedeværende godt kendte svaret på:

“Don’t you know your queen?”

I do. Perfume Genius var den ubestridte dronning af Mindfield. Både denne aften men også på festivalen som sådan.

Del og kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Livestemning

Haven Festival: Nelson Can holdt solid rockfest for de indviede

Af Rose Agergaard den
Nelson Can Haven Regnsky
Foto: Mathias Bak Larsen

Da jeg i mit frikvarter mellem Band of Horses og Iggy Pop besluttede mig for at tjekke Nelson Can ud, var det ærlig talt på baggrund af et ret begrænset kendskab til bandet. Udover min overfladiske research forud for festivalen havde jeg kun sporadisk rocket med til singlerne ”Miracle” og ”Talk About it”, når de blev luftet på P6 Beat, og oftest halvt overdøvet af bruserens larm.

Derfor var min første overraskelse, da forsanger Selina Gin hilste på publikum på pæredansk (selvom hun senere skiftede til engelsk, da der, som hun pointerede, lod til også at være mange ikke-danskere mødt op). Så måske var jeg lidt biased fra starten, fordi jeg øjeblikkeligt fik vild optur over, at nogen, jeg ubevidst havde dømt til uden tvivl at være et større, internationalt navn, var et produkt af vores eget lille Danmark. Senere kunne jeg da også forstå på Peter, at jeg må have været temmelig late to the show i at opdage dem. Det håber jeg, I kan tilgive.

Som det desværre har været tilfældet ved samtlige koncerter, jeg foreløbigt har set, satte vinden sit hårde præg på lyden. I koncertens første del var det svært at holde koncentrationen. Vinden forvrængede lyden, ligesom den havde gjort til Band of Horses, hvor man ind imellem blev i tvivl, om det var forsanger Ben Bridwells stemme, der knækkede, eller blot vinden, der slugte den. Men efterhånden som folk omkring mig omrokerede, kom jeg et godt stykke op foran, hvor vinden glimtvis fik en besynderligt gåsehudsfremkaldende og intensiverende effekt på Selinas i forvejen enormt kraftfulde vokal. Ikke nok med, at hun uden undtagelse ramte plet på de højeste, lange toner, så blev lyden på nogle tidspunkter hængende i luften og kastet frem og tilbage af vinden på en måde, så man følte sig komplet omsluttet af den skingrende inderlighed i Selinas stemme i flere sekunder efter, at musikken var fortsat videre foran én.

Hele bandet, der inkluderede dobbelt-op på bassist og en gæsteoptræden fra Aaron Dessner, der er guitarist i The National, var veloplagte og velspillende. Det skinnede tydeligt igennem trods den dårlige lyd. Enkeltheden i at skrue op for bassen og trommerne, der i forvejen er kendetegnende for deres lyd, fremfor at tilsætte alt muligt overflødigt, fungerede rigtig godt på de store bangere. Men der var flere numre, der lod en del tilbage at ønske, fordi de blot blev spillet efter bogen og back-to-back. Jeg savnede, at der blev leget mere, for eksempel med optrapningen af de numre, der ikke starter lige så ’lige på og hårdt’, som førstnævnte singler gør. Især fordi ingen af deres numre, når de først er i gang, nogensinde bliver for kedelige til at kunne bære en lang intro, hvis det bidrager til at bygge nummeret op. For mig virkede det oplagt at udfolde sig kreativt her, så publikum måske også havde skænket de numre, de ikke kendte så godt, lige så stor opmærksomhed som de kendte numre. For da først der blev spillet op for de uptempo numre, så foregik festen hele vejen ned gennem publikum og ikke kun på de første rækker som så ofte.

Jeg er ikke i tvivl om, at denne koncert havde været en noget ringere oplevelse, hvis jeg var blevet stående bagved, men også tilsvarende bedre, hvis jeg havde befundet mig på de forreste rækker. Det varierer altid, hvordan man oplever en koncert, alt efter hvor man står. Men på en blæsende dag som denne i et helt fladt landskab er forskellen uden tvivl mange gange forstærket. Det må foreløbigt være min lektie på denne festival: party in the front. Vil man have nok ud af koncerten, så må man op foran for som minimum at opleve sceneshowet, for man kan ikke stole på, at lyden når én, hvis man står for langt bagude. Og så bliver det altså en lang koncert, hvis man som mig og mine korte ben tilmed sjældent kan se scenen i andet end glimt.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Livestemning

Haven Festival: Band of Horses var som en halvkedelig begravelse

Af Peter Pishai Storgaard den
Band of Horses Haven Regnsky
Foto: Peter Kirkegaard

Sjældent har et band anmeldt sig selv så passende, som Band of Horses præsterede under deres koncert på Haven Festival. Anmeldelsen gik således:
“At every occasion I’ll be ready for the funeral.”

Det er egentlig ret ærgerligt, at jeg står tilbage med fornemmelsen af, at jeg lige har været vidne til et band, som gravede sin egen grav. Stærkt hjulpet på vej af en helt absurd dårlig lyd under størstedelen af koncerten.

De åbnede koncerten med klassikeren “Is there a ghost?”, men det var næsten ikke til at høre, hvis man ikke vidste det, for den i øvrigt vanvittigt veloplagte forsanger Ben Bridwells vokal druknede fuldstændig i den samme mudrede lyd, der plagede Conor Oberst under de første par numre.

Forskellen her var bare, at det fortsatte nærmest ind til det, der skulle vise sig at blive temasangen for koncerten: Megahittet “The Funeral”, som var bandets næstsidste nummer. Og som sammen med “The General Specific”, der ligeledes stammer fra gennembrudsalbummet “Cease to Begin”, blev det de to største og nærmest eneste højdepunkter i en koncert, som nok hurtigt vil gå i glemmebogen for det talstærke publikum.

Jeg vil dog ikke være alt for negativ, for Band of Horses fortjener absolut ros for deres tilstedeværelse på scenen. Jeg har sjældent set et band være så smilende og åbenlyst glade for at være til stede, og deres sætliste sad også lige i skabet med en overvægt af de velkendte nyklassikere fra førnævnte gennembrudsplade. Det gør det så bare endnu mere ærgerligt, at forholdene ikke kunne matche begejstringen.

Da jeg gik fra koncerten, hørte jeg en pige sige, at de lige “manglede de sidste 10 procent”. Jeg vil nok snarere sige, at de manglede de første 90 procent. Eller for at sige det på Band of Horses’sk:
“We’re reeling through an endless fall.”

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *