Festivalen Copenhell er et stjerneeksempel på, hvordan mennesker i forskellige aldersgrupper, køn og beskæftigelse, mødes i en fælles påberåbelse af musikken som anker for identitet, selvforståelse og ikke mindst fællesskab. De tilbagevendende festivalgængere er ikke PÅ Copenhell de ER Copenhell, og festivalen står som en manifestation og en hyldest af musikken, der er med til at skabe en form for kontinuum for livets skiftende faser og deroutes. Den identitetsskabende faktor er gennemsyrende for hele festivalen. Fraseringer over metal, hardcore rock og dyster nordisk mytologi brænder igennem lige fra scene- og områdenavne som Helviti, Pandæmonium og Udgård, til den (lyse)røde softice på mine churros, der selvfølgelig skulle have været blodrød. Det er sjovt og legende, og så er det ikke mindst gennemført i en grad, at selv en mindre rutineret metal-lytter som mig, lynhurtigt bliver revet med, og får lyst til at udstyre mig med alskens “overpricede” merchandise. Når købetrangen rammer, og ikke mindst behovet for at “fitte ind”, kan du (hvis du har råd) shoppe rundt i boderne på pladserne, og erhverve dig hele identitets-pakken som metalgæst i form af læderveste, bandmærker, mytologiske metalsmykker, drikkehorn, kranier, kravledragter med djævlehåndtegn og meget mere. Om musikken bliver bedre af det, er ikke til at sige, men det er i hvert fald sjovt at se hele det kommercielle udstyrsstykke, der også er en del af festivalen.
På mange måder minder festivalen om en dystopisk forlystelsespark for voksne, og det er måske ikke så underligt, at folk bliver ved med at vende tilbage år efter år. Nu tænker du måske “jamen sådan noget dødsmetal, det er jo slet ikke mig” men her skal det siges, at genre-spektret for Copenhell er helvedes bredt med alt fra hardcore trash, heavy og deathmetal til det mere psyke-, blues-, art- og progressivt rockede udtryk. Eagles of Death Metal, er et af de bands, der, med en god portion humor, virkelig trækker på traditionen fra den gode gamle rock. Bandet spillede onsdag aften på Hades Scenen, og blev på den måde en god åbning for Copenhell’s 10 år. Eagles of Death metal formåede at levere et godt musikalsk håndværk og samtidig opretholde kontakten med publikum i et uprætentiøst og legende udtryk. Der er både noget for øregang og øjenæbler, og bassisten Jennie Wee, var med sit lyserøde hår, lyseblå læderoutfit og knaldrøde læber svær at få øjnene fra, og viste også hvordan den ikoniske Fender skulle håndteres. En anden kvinde der heller ikke holdt sig tilbage på strengene, var Lzzy Hale fra Halestorm, der torsdag sprængte Hades scenen og krængede sin rock-melodiske skærebrænder-røst og onde guitar riffs ud til et forventningsfuldt publikum. Der er bare noget forløsende med de her “rock mammas”, der i skyhøje stiletter og med guitaren eller bassen om halsen, indtager scenen, som om de ikke havde gjort andet hele livet. Det kvindelige publikum var da også mødt (metal)stærkt op til denne koncert med Halestorm, på en festival, som ellers præges af et hvidt-maskulint-heteronormativt publikum. Selvom det hele ikke skal gå op i en kønskvote-diskussion og debatten om kvinders manglende repræsentation i musikbranchen, var det befriende at høre hvordan Lzzy Hale med det indledende opråb: “I am very proud to be a rock fan, a rock musician and a woman on THIS stage. All the ladies SCREAM – This one goes out to you bitches!” bare ownede og repræsenterede sit køn på vildeste facon fra start til slut af koncerten.
I den anden og mere gru og skades befordrende ende af metalgenren, var bandet Whitechapel, der torsdag forvandlede området foran Pandæmonium til et apokalyptisk halbal af kampsvedende mennesker, der kastede sig rundt mellem hinanden i en gigantisk moshpit. Jeg holdt mig på behørig og kedelig afstand på R.I.P. balkonen (Copenhells eksklusive V.I.P-område), men havde så til gengæld mulighed for at beskue de ukontrollerede formationer, der dannede sig af menneskemængden foran scenen og til min egen overraskelse, blev jeg vildt draget af bandet og publikummet, der om nogle viste, hvordan musik kan være både destruktiv, legende, kaotisk og inkluderende og en sand ventil for de følelser, som så mange går rundt med, men aldrig får afløb for. Ser man bort fra de brækkede ribben og ankler, tror jeg en time i selskab med Whitechapel, kan være mindst lige så givende, som en terapisession. Spørgsmålet er så: Skal jeg tilbage i Københelvede næste år? Muligvis, muligvis ikke – men jeg skal i hvert fald udforske deathcore genren noget mere og muligvis deltage i en moshpit eller to…
Dette var første del af reportagen fra Copenhell 2019. Senere på ugen kan du læse Laura Fromms oplevelser for resten af festivalen.
