Jeg har aldrig prøvet at tage hele vejen fra Sønderborg til København en torsdag aften for at høre islandsk techno i DR’s Studie 2, men det havde den meget utilfredse gut, der gik ved siden af mig, da GusGus’ koncert efter to minutter blev afbrudt af en hvinende alarm og en venlig, men bestemt, stemme, der bad alle om at forlade koncerthuset, da der var opstået en “kritisk situation”. I starten troede folk ikke rigtigt på det, og de mente, at det måske var en del af showet. Jeg har ikke personligt set GusGus før, men det virkede som om, at folk forventede, de lavede en gimmick. De udspringer jo også af et kunstnerkollektiv, så jeg tænkte også, det sagtens kunne være en del af deres performance. Men næ nej, ud kom vi efter ti forvirrede minutter, og ham fra Sønderborg var en yderst presset mand.
Pludselig blev der åbnet op igen, og vi fik lov at komme ind til koncerten igen. De gode pladser, vi havde haft helt oppe foran, var selvfølgelig røget, og den manglende information fra DR’s ansatte irriterede min nysgerrige journalisthjerne. Jeg ville gerne vide, hvad der var sket. Der var snak i krogene om, at deres røgmaskiner var for kraftige, men ingen vidste rigtigt noget.
Det lykkedes dog hurtigt GusGus at komme efter episoden, og i dag tænker jeg over, at det efterhånden er sjældent, at jeg får sådan helt nye oplevelser, når jeg er til koncert. Det er bagsiden af at skrive om musik. Ja, stakkels mig, ak og ve, alle de gratis koncerter, jeg får lov til at anmelde! Men det her har jeg aldrig prøvet før, og det gav mig desværre en irriteret følelse i kroppen, som jeg havde svært ved at slippe, da de så startede koncerten igen.
GusGus er et af de bands, som jeg har villet høre live de sidste 10 år, men som jeg aldrig har fået taget mig sammen til at se. Til Final Party på Carlsberg under Distortion 2010 forsøgte jeg ellers virkelig at komme til at se dem, men jeg havde kort forinden været så fuld, at jeg troede, jeg var til Booka Shade-koncert, for så at finde ud af, at den foregik et andet sted. Måske var det nederlaget fra den gang, der har taget mig otte år at komme over, men i går lykkedes det mig endelig.
Og det var værd at vente på. Koncerten endte med at være fuldstændig opslugende, og jeg blev gang på gang overrasket over deres bagkatalog, som jeg havde glemt, hvor bredt var. Det var én lang “nå ja, den har de også lavet”-koncert. Favoritten, “David” fra 2002-udgivelsen “Attention”, havde heldigvis også fundet vej til setlisten i går. Det klart mest poppede nummer i et ellers tonsertungt technotorsdagstamtam (øver mig på bogstavrim), men resten fungerede også, som det skulle. Selvom det var meget tunge mure af lyd, vi blev præsenteret for, så giver Daniels bløde vokal et sublimt modspil, der gør, at alle kan være med. Mange tak til Daniel Ágúst Haraldsson og Birgir Þórarinsson for at forsøde en ellers ultrakedelig efterårstorsdag.
Og gutten fra Sønderborg? Sidst jeg så ham, dansede han rundt i ekstase til “Arabian Horse” med en Heineken i hånden. Don’t we all love a happy ending!
