Torsdag aften var Store Vega pludselig væk og alle publikum var på magisk vis tryllet hen i GoldLinks private danseklub. Her er den eneste regler, at man loser sit shit når dj’en tæller til tre. Og det gjorde vi så. Store moshpits blev beordret åbnet fra scenen og folk bouncede ind i hinanden da beatet i ‘Maniac’ droppede. Generelt var stemningen skruet helt i top, og man kunne fra første track mærke forventningens glæde blive indfriet.
Sidst jeg så GoldLink var i Lille Vega, og på de to år, der gået siden sidst kan man godt mærke, at Washington D.C.-rapperen har gennemgået en udvikling. Kernen med dansable, eksperimenterende beats er den samme, men han udfordrer sig selv ved at inddrage nye genrer, og give sit eget twist på dem. For eksempel fungerede afrobeat-nummeret ‘Zulu Screams’ sindssygt godt, og dets hæsblæsende tempo, og adskilte sig markant fra sange tidligere i karrieren, som den gospel-inspirerede ‘Pray Everyday’.
Udover de nye genrer, viste GoldLink også, at han har forbedret sig live. Han har en utrolig forfinet vejrtrækningsteknik, så han aldrig lyder forpustet, når han snakke-rapper i sit karakteristiske flow. Men han demonstrerede også, at han sagtens kan variere flows i løbet af en enkelt sang, og ændre stemningen løbende gennem koncerten. I forhold til vokalpræstationen er min eneste anke, at jeg gerne ville have hørt ham synge lidt flere af sine melodiske hooks, for det virkede til at stemmen kunne holde til det. Men det var stadigvæk en totalt overbevisende optræden, hvor det var forfriskende og nærværende at høre ham rappe så godt uden at rappe ind over et backing track, som man ellers ofte oplever.
Scenen var pænt sagt spartansk indrettet. Dj’en var placeret ude til højre og GoldLink optrådte under en farveskiftende cirkel, der mindede om en minimalistisk diskokugle. Nedenunder sfæren, var der en lysende, lodret rektangel, der fik hans silhouet til at stå tydeligt frem. Når rapperens energiniveau matchede publikums og hans egne potente beats, var det en festlig totaloplevelse. Men der er også en faldgrube ved det simple setup, for hvis ikke GoldLink leverede 100%, stod han meget sårbar alene på scenen, fordi han ikke havde noget band eller dansere at støtte sig op ad. Heldigvis gik det godt langt hen ad vejen, men der var øjeblikke, hvor det virkede en anelse tandløst. Det var hovedsageligt i starten under lidt mere stille sange som ‘Days Like This’.
Generelt fungerede sange uden markante features bedst. Det er bare lidt fladt at høre omkvæd over højtalerne uden, at den eneste mand på scenen synger med. Og det er så fedt at opleve den febrilske, maniske GoldLink, når han bærer sangene. For det kan han sagtens! Han var allerbedst i midten af koncerten, hvor han først skruede op for samarbejdet med KAYTRANADA på ‘Meditation’ og gik direkte over i ‘U Say’, der er det bedste nummer på hans seneste album ‘Diaspora’
Efter koncerten var stemningen blandt publikum, at koncerten havde været lidt for kort, og den var da også kun cirka 45 minutter plus dj-opvarmning. Jeg kan godt forstå utilfredsheden, men samtidigt var en af årsagerne til koncertens succes, at det var så komprimeret. GoldLink leverer en festkoncert, og jeg tror det er rigtigt set af ham, at gassen ville gå af ballonen, hvis showet var blevet trukket i langdrag.
