Der var lang kø i regnen, da forventningsfulde fans stimlede sammen foran Gloria for at opleve den anmelderroste post-r’n’b-sangerinde Tirzah og hendes hypnotisk minimalisme. Dørene blev åbnet kl. 19:58, og engelske Tirzah Mason gik på scenen kl. 20.00, SHARP! Tidsprogrammet var stramt og struktureret modsat den 31-årige sangerindes afslappede look. Iført joggingbukser, oversize boyfriend-tee og uglet hår som lignede noget, ejeren til shirten havde givet hende, gik Tirzah på scenen. Den yderst uformelle beklædning virkede som et statement til Cardi B, der dagen inden optrådte på Orange i en ualmindelig stram glimmerdragt, der trak associationer til Sara Bros teenage-tenderende opmærksomhedstrang og midtvejskrise. Der var noget befriende i, at man kunne lægge fordomme og fordømmelser på hylden og blot koncentrere sig om musikken med Tirzah, der var nøgen gennem musikken og ikke sin krop.
Den elektroniske pop-sangerinde stod med armene bag ryggen og kiggede apatisk ud i mørket. Hun var scenens midtpunkt, og de to øvrige bandmedlemmer gemte sig bag mixerpulten. Tirzah lagde ud med en blød og yndig intro, men smadrede den hurtigt med nedslidte synths og repititive trap beats. Vokalen var som forventet ualmindelig søvnig, og den passede perfekt til mørket og regnen udenfor.
Man kunne fornemme en stærk britisk accent under Tirzahs snøvlende artikulation, og den blev særlig tydelig, da hun afsluttede hvert nummer med et forsigtigt ”Thank you!”. Hun fastholdte et mat og køligt ansigt det meste af koncerten, men afslørede små ydmyge smil efter publikums opløftende klapsalver ved hvert endt nummer.
Tirzahs tekster er spækket med emotionelle hallucinationer, og hun er en exceptionel dygtig og alternativ lyrikker. Hun er den slags kunstner, hvor du tænker: ‘Enten er du et ualmindeligt stærkt menneske, der ikke giver en fuck for NOGET, eller også er du det stik modsatte: en skrøbelig skabning, som skjuler det uperfekte bag et kaotisk virvar af dæmpet soul, garage og grime’.
Koncerten tog mig gennem mange forskellige sindsstemninger. Det var en atypisk oplevelse, hvor melankolske figurer tog form i ukonventionelle kærlighedstekster og melodiske knuder. Tirzah abrød koncertens stive form med langsomme bongotrommer og nænsomme berøringer på chimes, som skabte en tryllebindende effekt. – (Du kender måske instrumentet bedre som vindens svar på drømmefangeren). Publikum brød desuden ud af trancen og hoppede med på hittet Holding On fra debutalbummet Devotion, som jeg før har linket til, men du simpelthen SKAL tjekke ud, hvis du endnu ikke kender det. Specielt hvis du har en forkærlighed for eksperimenterende r’n’b.
Koncerten varede i små 50 minutter, og selvom musikken var meditativ, var man på intet tidspunkt ved at falde i søvn. Det var nærmere en magisk og fængende koncertoplevelse, og jeg skal klart opleve Tirzah igen, når jeg får muligheden for det!
