OPTAKT: Det skal du høre på opvarmningsdagene til Roskilde Festival 2019

Foto: Jesper Bjarke Andersen

Endnu en gang byder Roskilde Festival velkommen til et festfyrværkeri af musikalske oplevelser fra nær og fjern. Denne guide til opvarmningsdagene har til opgave at få folk som min og din mor til at forstå, hvorfor man skal være på Roskilde i dagene før den ‘rigtige’ festival. For de byder på meget andet end druk og hor, ølbowling og dårlige pizza-slices. Det er (heldigvis) ikke længere den lokale trubadur, der får lov til at spille et par lejrbålssange på en eller anden middelmådig campingscene, men derimod nogle af de mest spændende navne i vækstlaget specielt i dansk og nordisk musik, som giver den op, inden selve festivalpladsen åbner.

Lørdag 29/6

Roskilde Festival har i år rykket lidt rundt på scenerne (se et kort her) og slår dørene op til et nyt område, der er døbt Central Park. Det ligger foran Countdown-scenen, og der er naturligvis arrangeret en housewarming i hiphoppens tegn med navne som Emil Stabil, ICEKIID, Pattesutter og Emil Kruse. Du kan læse mere om arrangementet, der starter 19:30 og præsenteres af Pelle Peter Jensen, her. (Nikolaj Boesby Skou)

Søndag – 30/6

Hjalte Ross – Søndag, 30. juni kl. 14.00 – Rising

Hjalte Ross åbner Rising-scenen, der ligger i toppen af campingområdet West. Jeg glæder mig rigtig meget til at lytte til hans rolige folk på søndag. Ross har en sans for at holde pauser på de helt rigtige tidspunkter, så han på den måde nærmest synger duet med sin egen guitar – hør selv på nummeret Embody nedenunder. Jeg tror, det bliver en behagelig start på en ellers hæsblæsende uge. (Nikolaj Boesby Skou)

ZAAR – Søndag den 30. juni kl. 17.00 – Rising

Den danske sangerinde og komponist ZAAR giver sin første koncert på Roskilde søndag sen eftermiddag. Hun har et ekstremt dragende lydunivers, der er bygget op af en masse forskellige elementer, der komplimenterer hinanden. ZAAR har en vis kølighed og distance, men klinger på en krystalklar og fængende måde. Der er noget episk og tungt over musikken, som jeg glæder mig til at opleve live. (Nikolaj Boesby Skou)

Lil Halima – Søndag den 30. juni kl. 21.00 – Countdown

Den norske sangerinde er uden tvivl den artist, jeg glæder mig mest til at høre i opvarmningsdagene. Lil Halima laver R&B, og i mine ører er der en klar inspiration fra britiske Jorja Smith, der i øvrigt spiller på Arena lørdag aften klokken 21:30. Hun er ekstremt talentfuld og har en lyd, der rammer lige i tidsånden, uden det virker forceret. Der bliver serveret supersprøde beats med søde melodier som tilbehør. PS: Det er altid virkelig sjovt at se norske koncerter på Roskilde, fordi det norske mindretal har en kollektiv eufori, der kun overgås af festen til VM i langrend. (Nikolaj Boesby Skou)

Mandag – 1/7 

Selma Judith – Mandag den 1. juli kl. 14.45 – Countdown

23-årige Selma Judith vandt for nylig iByens pris som årets musiknavn med sin stille storm af minimalistisk harpespil. Bandet er tidligere blevet beskrevet som “et af landets største og mest kreative r’n’b-håb”, og allerede nu er musikken gået fra håb til realitet. Mød op foran Countdown og hør bandet, der på ingen tid er gået fra niche til udbredt populærkultur, og som ifølge mig næsten er for stort et navn til opvarmningsdagene. (Laura Fromm)

Kogekunst – Mandag den 1. juli kl. 15.30 – Rising
Skæv, skør og skabelonsudfordrende popmusik med dybde under plattenslager-overfladen. Regnsky var med til en af de spæde koncerter på ALICE tilbage i februar, og du kan her læse, hvorfor du ikke må gå glip af den aalborgensiske duo Kogekunst, som blander pop-poesi og børnehavehits. Du kan også bare se med her, hvor Simon Mariegaard og Oskar Krusell spiller en sælsom buffetkoncert på M/S Sarfaq Ittuk i Grønland foran desserten på en båd. (Laura Fromm)

Discoshaman – Mandag den 1. juli kl. 18.00 – Countdown

Det her er koncerten, hvor du ikke opdager, at du er begyndt at danse.  Regn med rytmisk naturmedicin, hvor du forsvinder ind i shamanens behandling og kun vågner sporadisk af, at resten af stammen danser rundt om dig. Daniel Andersen holder til i København, når han ikke er ude og være shaman. Han kommer til at tage mystiske strengeinstrumenter, stemningsfyldte vokaler, strygere og lækre percussion med i sin elektroniske medicintaske, så du kan starte mandag aften med at få dine tømmermænd helbredt. (Mathias Gavnholt)

Schacke – Mandag den 1. juli kl. 21.30 – Countdown

Det bliver snart ikke mere moderne, end Schacke er lige nu, så hvis du gerne vil være ung med de unge, så skal du skynde dig op foran til Schacke. Hvis du godt kan lide dansk techno, der viser cremen af den københavnske nattelivsscene frem på Berghain og andre af de største techno-spillesteder i Europa, så skal du også være der. Schacke har en evne til at fange lytteren med sin musik, på trods af at det virkelig hamrer afsted. Jeg håber, at Roskilde tør skrue lidt op for højtalerne på Countdown, der godt kan være en smule lave, for Schacke skal høres højt. Tip: Lad være med at tage dine bedsteforældre med. (Mathias Gavnholt)

Hôy La – Mandag d. 1. juli kl 21.30 – Rising

Hôy La er norsk minimalistisk trip-hop ala Portishead. Med en vokal, som læner sig stødt op af Beth Gibbons, og med langsomme, vedvarende beats eksperimenterer Ingri Høyland Kvamstad med elektroniske loops og akustiske elementer, som sammenflettet med et melankolsk tekstunivers skaber emotionelle konfrontationer. Mød op foran Rising mandag aften og oplev mørkets unge dronning. (Laura Fromm)

Tirsdag 2/7

AUÐUR – Tirsdag d. 2. juli kl. 20 – Countdown

Naturligvis kan man også finde noget i den mere poppede retning i opvarmningsdagene. Et interessant bud er islandske AUÐUR, der leverer sange til soveværelset med stor inderlighed. En lidt kæk bas og et catchy omkvæd? Det fungerer i de fleste sammenhænge. Jeg har et meget sparsomt bekendtskab med islandsk musik og ser derfor frem til at udforske en ny side af den barske øs kultur. (Nikolaj Boesby Skou)

Natkat – Tirsdag 18.30 – Countdown

De mest kendte bølger inden for dansksproget hiphop i øjeblikket læner sig op ad navne som Kesi og Gilli. Men der er en anden lyd på vej til at få sit gennembrud, hvor navne som F.L.E.M.M.I.N.G og Natkat banker på døren til rampelyset. Den lyd er mere oldschool og bruger jazzede elementer og drømmende lydflader som den mur, man læner sig opad, nar man smider intelligente, dansksprogede rim. Forvent eksperimenterende beats, historiefortællende rap og omkvæd, man kan synge med på, når gruppen går på scenen. (Mathias Gavnholt)

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

For Evigt Hip Hop 2017

Suspekt var blandt de danske hovednavne på dette års festival.

Der blev hverken sparet på solskin, Redbull eller god stemning i lørdags, da For Evigt Hip Hop skrev historie som danmarks største (hardcore) hiphop festival. “RØDOVRE?” tænker du måske. Det gjorde jeg i hvert fald, første gang jeg hørte om festivalen, men ærlig talt: en hiphop-festival i Rødovre; whats not to like? (det skulle i hvert fald opleves). Med en halv time på den tohjulede til, jeg stod på pladsen, fandt jeg ud af, at distancen til “Reffen” vs. “Røderen” egentlig er et fedt, og der var ingen problemer med at få parkeret sin cykel, ja tak!

Jokeren sørgede for god stemning fra hovedscenen denne spæde lørdag formiddag, og om det var vejret, musikken eller Vestegnen, men allerede her inden 12 var der gang i festen.

Kl. 11.30 gik Binær på scenen. På anbefaling fra hip hop-kendere i min omgangskreds var netop denne koncert en, jeg havde set særligt frem til – heldigvis blev jeg ikke skuffet! Duoen Binær består af Trepac og Mund De Carlo, en konstellation de selv beskriver som en bro mellem to af hovedstadens mest aktive hiphop-crews: Struglaz og Echo Out Records. Med sig på scenen havde de en saxofonist og en trompetist, der snildt levede op til Binær-drengenes musikalske og tekniske niveau. Tilsammen opstod en trekantsdynamik af beats, rap og blæs i et helt nyt format med træk fra jazztraditionen, hvor solo og samspil er kernebegreber i den kollektive musikform.

Kl. 12.05 overtog TopGunn hovedscenen. Med hits som “Kongens Have”, “Dejlig” og “Ingen andre” var der næsten lagt op til fællessang her klokken tolv i Rødovre. Oliver Gammelgaard Nielsen leverede helt sikkert, det han skulle.

Kl. 15.00 gik Gilli og Kesi på hovedscenen, mens Ham den lange tog plads på den lille scene kl. 15.20. Det var to yderst særskilte koncerter, som her overlappede hinanden og gav et godt billede af bredden i dansk hip hop.

Kl. 16.05 blev champagnen knappet op, da Lil Kleine sparkede festen igang foran hovedscenen. Det var en fest, og mere er der vist heller ikke at sige om det. Det er der til gengæld om Annelise, der trak festen over til den lille scene kl. 17.40. Annelise og Milad Genius er virkelig et team, som kan deres kram, og sammen leverede de et liveshow, der både var velforberedt og nærværende.

Så var det tid til lidt mad. I modsætning til Haven Festival, som jeg gæstede for et par uger siden, var der næsten ingen kø ved de forskellige boder. Der var dog heller ingen pastrami-sandwiches med RIGTIG pastrami, og man måtte også spejde forgæves mod nord efter surt som sort mikrobryg. Men ærligt talt; spanskrør m. softice og en veggie-fajita er ikke et dårligt bud på en god festivalmenu. Der var desuden rig mulighed for både flæskestegssandwich og fritter med salatmayo, hvis det var det, man trængte til.

Så var energidepoterne også fyldt op til danse-disko-dasko-fest kl. 19.30 med Marvelous Mosell. På tracks, bygget op af loops fra gamle disconumre, smeder han rim, der får enhvert millenium-barn til at længes tilbage til de gode gamle 90’ere. En bøllehat og guldkædeklædt Tue Track indtog pladsen bag mixeren, mens den 90’er-kondi-suitede Marvelous Mosell opfyldte swagkvoten for hele vestegnen. Sammen leverede de en sjov, underholdende og vellydende koncert. Der hersker ingen tvivl; Marvelous Mosell er den bedste danser!

Resten af aftenen stod på Ukendt kunstner til en koncert, der efter sigende skulle være deres sidste! Suspekt lukkede og slukkede, og trods tekniske problemer leverede de et sceneshow og den attitude, de er kendt så godt for.

Det var med trætte ører og ømme fødder, jeg vendte snuden hjemad lørdag nat, men jeg kom også hjem med en (tiltrængt) forfriskende musikalsk oplevelse og en smule mere forståelse for, hvor meget den danske hiphopscene har at byde på. Derudover var det bare enormt rart at være et sted, hvor det ikke var branche- eller kultureliten, som satte dagsordenen. Det resulterede i en bred musikalsk folkefest med plads til diversitet og sammenhold på tværs af kultur, forudsætninger og undergenrer. Jeg håber virkelig, vi ser en For Evigt Hip Hop vol. 2 i Rødovre næste år. Og så ville det klæde dem også at repræsentere nogle af de andre kerneaspekter i hiphop-kulturen som graffiti og breakdance.

Den danske sommer viste sig virkelig fra sin pæne side i lørdags til stod fordel for de mange gæster, der var troppet op på Rådhusplænen i Rødovre.

Hip hop forevigt, O.G.! Tak for en fly festival!

Peace out, x-tra swag og, øh… tag det roligt.

Mirja

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *